• Ingen resultater fundet

Udvikling af rummelighed i dagtilbud

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Udvikling af rummelighed i dagtilbud"

Copied!
40
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Danish University Colleges

Udvikling af rummelighed i dagtilbud

Nielsen, Anders Elof

Publication date:

2006

Link to publication

Citation for pulished version (APA):

Nielsen, A. E. (2006). Udvikling af rummelighed i dagtilbud.

General rights

Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.

• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.

• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal

Download policy

If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.

Download date: 24. Mar. 2022

(2)

UDVIKLING AF RUMME- LIGHED i dagtilbud

Stenlille kommunes udviklingsprojekt

(3)

Forord

Rummelighedsdebatten har efterhånden været i gang nogle år indenfor såvel skole-, som institutionsområdet.

Stenlille kommunes dagtilbud ønskede således også at fokusere på deres egen praksis omkring rummelighed, da de kontaktede CVU Sjælland i tidligt i 2004. På et møde med institutionslederne blev det aftalt at lave en ansøg- ning til kommunen om penge til et udviklingsprojekt, som skulle køre af stablen i efteråret samme år. Pengene blev bevilget, og de første møder blev afholdt mhp. at afklare, hvad projektet egentlig skulle handle om i detaljer, og hvilke problemstillinger, man i særlig grad ønskede at arbejde med. Det tog en del tid at blive enige om ram- mer, vilkår og indhold for projektets udviklingsarbejde, bl.a. fordi der var en del usikkerhed om, hvorvidt det skulle være en efteruddannelse af medarbejderne, eller om det skulle fungere som et decideret udviklingsprojekt.

Der blev således enighed om i løbet af efteråret 2005 og tidligt i begyndelsen af 2005 lave en kombination af en kursusrække med fokus på rummelighed, sammen med en række supervisionsmøder ude i de enkelte institutio- ner.

På denne baggrund er følgende rapport en sammenfatning af, hvad der er blevet arbejdet med i perioden august 2004, til og med december 2005, inkl. de første møders afklaring af problemfelterne, og de sidste supervisions- runder ude i institutionerne.

Man kan sige, at projektet derfor mere kom til at handle om hvad ”rummelighed” egentlig er for en størrelse, og hvad det kunne betyde for pædagogikken i den enkelte institution og for den enkelte medarbejder – end at det blev et udviklingsprojekt, hvor man metodisk arbejder sig hen imod en ændret praksis.

Det betyder ikke, at man ikke undervejs har fået en ny og mere relevant viden på området, eller at der ikke er sat en udvikling i gang forskellige steder rundt om i kommunens institutioner. Men at målet ikke blev at følge denne udvikling til ende, i stedet for som det blev, at skabe plads og muligheder for en udvikling, som efterfølgende kan sættes i gang i forhold til en mere ”rummelig” pædagogisk praksis.

Jeg oplever som konsulent på projektet, at der i høj grad er sket et skred i erkendelsen af, hvad rummelighed indebærer og hvilke muligheder og udfordringer det kan give for personalet.

Om rummelighed og pædagogik

Hvis man sætter det lidt på spidsen, kan man sige, at det traditionelle udgangspunkt for pædagogisk arbejde hidtil har været, at der gik en skillelinie ned imellem institutionsverden, ml. hvad der på den ene side var normalområ- det, som skulle skabe rammer for en positiv socialisering af børn og unge i dagpleje, vuggestuer, børnehaver, SFO m.v.

Og på den anden side var specialområdet, som havde til opgave at skabe gode rammer for et (social)pædagogisk arbejde, der skulle give børn og unge med særlige behov, vanskeligheder og problemer en resocialisering tilbage til det samfund, de i sidste ende var en del af. At det i sagens natur ikke altid har kunnet lade sig gøre, og heller ikke uden store vanskeligheder, er en anden historie.

Hovedsagen er, at de to typer institutioner: de socialiserende og resocialiserende, indtil nu har levet og fungeret i hver sin opdelte pædagogiske sektor, sådan at fx socialpædagogikken først og fremmest har haft sin plads i be- handlingsinstitutioner, og indenfor specialområdet, i særlige dagtilbud for børn og unge med særlige problemer.

Mens de normale børns institutioner ikke var et sted, hvor man arbejdede socialpædagogisk med alt hvad det indebærer: et meget mere målrettet, systematisk, struktureret behandlingsarbejde rettet imod børnene og de unge, og et samarbejde med forældrene, som bar præg af en klient-behandlerrelation med alt hvad det indebærer af problemer og udfordringer.

I stedet kan man sige, at ”normalpædagogikken”, om man vil, i det store og hele har været en kulturpædagogisk, relationelt funderet praksis, som havde fokus på børns leg, udvikling og sociale fællesskaber. Og et forældresam- arbejde, som kunne orientere forældrene om, hvad der blev lavet i institutionen. Et forældresamarbejde, som kunne bygge på en rimelig social og normmæssig overensstemmelse mellem det pædagogerne stod for, og det miljø, forældre og børn kommer fra privat.

Med den pædagogiske debat om rummelighed og inklusion er noget ved at ændre sig radikalt. Det skaber van- skeligheder for den enkelte at forstå:

- hvad er min rolle som pædagog med en mere inkluderende praksis - hvilken viden og hvilke metoder skal man benytte sig af i denne forbindelse - hvordan skal man forholde sig til et børneklientel som har disse vanskeligheder - hvilke krav stilles der fra omgivelsernes side, når man skal være mere ”rummelig”

Det normalpædagogiske og socialpædagogiske bliver på en eller anden måde blandet sammen, så man ikke ved, hvordan børnene skal tackles (bl.a. fordi deres problemer ind imellem kan være så store, at man mangler special-

(4)

viden), eller hvilke aktiviteter man kan eller skal sætte i gang, så der bliver plads til alle, samtidig med at det både bidrager til de almindelige børns udvikling og hjælper de børn, der har særlige behov.

Man skal altså både opfinde en ny måde at gøre tingene på, og derudover lære nogle mennesker og menneskeli- ge forhold at kende, som man ikke nødvendigvis er vant til at arbejde med som pædagog.

Og disse ting kommer tilsyneladende ikke kun fordi nogle politikere ønsker det – men også fordi børne- og foræl- dreklientellet til en vis grad har ændret sig gennem årene.

Derfor var der meget forståeligt et behov som hos institutionerne i Stenlille for at blive lidt klogere på, hvad alt dette handler om, og hvad man kunne gøre ved det.

Projektbeskrivelsen – Udvikling af rummelighed i Stenlilles dagtilbud

Projektets fokus og mål

På baggrund af samtale mellem ledere i Stenlille kommunes dagtilbud (dagplejen, daginstitutionerne og SFO) ansøgtes om projektmidler til perioden 1.8.2004 – 1.2.2006, med særligt henblik på at vejlede, supervisere og igangsætte udviklingsarbejde, kursusrækker og erfaringsopsamling i forhold til flg. fokusområder:

1. Børns trivsel og udviklingsmuligheder i dagtilbuddene – deres læringsbetingelser og trivselsvilkår i en moder- ne barndom i dagplejen, daginstitutioner og SFO

2. Undersøgelse og kvalificering af begrebet ”Rummelighed i dagtilbuddene”, som både en kvalitet og en værdi ved det pædagogiske arbejde; såvel som en praksisrettet pædagogik, der søger at inkludere og integrere normale børn og børn med særlige behov i dagtilbuddene

3. Udviklingsarbejde med henblik på en nyorientering hen imod en mere målrettet, pædagogisk læringsforståel- se i dagtilbuddenes praktiske arbejde med børnene i Stenlille kommune

Baggrund for projektet

I de senere år har pædagoger i dagtilbuddene i stigende grad oplevet eksempler på børn, der ikke trives eller har vanskeligere ved at indgå i sociale relationer med andre børn og voksne.

En moderne barndom rummer nye muligheder og positive udfordringer for børn – men børns trivselsvilkår har også samtidig ændret sig. Der er relativt set mindre tid til fordybelse og opmærksomhed for børnene, begge for- ældre er ofte udearbejdende og dagtilbuddenes dækningsgrad nærmer sig i disse år 100 % dækning.

Det vil sige, at stort set alle børn frekventerer et dagtilbud de første 8-10 år af deres liv. Det gælder såvel i Stenlil- le kommune, som i resten af Danmark og de lande, vi plejer at sammenligne os med.

Hvad betyder de ændrede trivselsvilkår for moderne børn, og hvilken rolle spiller det for børns tilværelse og hver- dag i dagtilbuddene?

Med udgangspunkt i hverdagens erfaringer med børn, der ofte viser tegn på ikke at trives eller har vanskeligere ved at indgå i institutionelle fællesskaber med andre børn og voksne, var det af stor betydning at undersøge og skaffe ny viden, om hvilke behov børn har, i en moderne sammenhæng.

Det var også vigtigt, at projektet kunne pege på muligheden af en ændret pædagogisk tænkning og praksis, der både orienterede sig imod barnets eget perspektiv og dets erfaringer – og samtidig kunne åbne op for en mere selvbevidst og professionel pædagogisk stillingtagen hos det voksne personale.

Det vil sige, at projektet skulle introducere til ny viden, som kunne kobles til personalets egne, konkrete erfaringer.

Og denne viden skulle udspringe af et undersøgelsesarbejde omkring egen praksis og børnenes levede liv og hverdag i dagtilbuddene.

Med afsæt i undersøgelsesarbejdet skulle der så efterfølgende udarbejdes nye, alternative pædagogiske arbejds- former, planer og metoder, der kunne fungere som redskaber for en mere målrettet forståelse og handling overfor pædagogisk arbejde.

Projektets udviklingsfelter og valg af metoder

- Introduktion til aktuel viden om specialpædagogik og børn med særlige behov: hvad ved man og hvad kan man anvende denne viden til?

(5)

- Udvikling af et mere konkret og bevidst samarbejde mellem dagtilbuddene indbyrdes og mellem dagtilbudde- ne og skolens pædagogik

- Begrebsafklaring af hvad ”Rummelighed” er, set i forhold til gældende praksis og hverdag i dagtilbuddene - Supervision og vejledning af såvel ledergruppen i dagtilbuddene løbende, som hjælp til at igangsætte og

supervisere et undersøgelses- og udviklingsarbejde over en længere periode

- Udarbejdelse af en pædagogisk guide, forstået som deciderede læreplaner i 0-6 års området, og en mere læringsorienteret guide i SFO (6-10 år), på baggrund af de indhøstede erfaringer og de løbende diskussioner i projektgruppen

Som en kommentar til det ovenstående må man sige, at ambitionerne var forholdsvis høje, set i relation til, hvad der kunne lade sig gøre i praksis. Et mere bevidst samarbejde ml. institutionernes indbyrdes og i fht. skolens pædagogik er der ikke lavet ansatser til endnu – selv om det kunne være frugtbart om man på et tidspunkt kom i gang med det.

Der har ganske vist været et længerevarende undersøgelses- og udviklingsarbejde i projektperioden, men det er ikke som ønsket mundet i en pædagogisk guide. De pædagogiske læreplaner er dog blevet en fast del af 0-6 års institutionernes arbejde, og mht. SFO’erne sker der nok noget tilsvarende indenfor en årrække.

Men projektets resultater har ikke kunnet danne grundlag for udarbejdelsen af en læringsguide eller lign., selv om det kunne være ønskeligt i et vist omfang at have en sådan. Men denne rapport kan ses som en erfaringsopsam- ling, der kunne anvendes som inspiration til det videre arbejde med udvikling af rummelighed i dagtilbud.

Faser i projektet

1. Opstartsperioden 1.8.2004 – 1.12.2004

Projektgruppen etablerede sig og udarbejdede projektplaner for hele perioden. Vejledning og hjælp til at udarbej- de projektbeskrivelse for udviklingsarbejdet:

Handleplan for projektperiodens opstart:

- Torsdag 23.9 kl. 9.00 – 12.00: Introduktion til projektet – metoder og redskaber. Oplæg om rummelighed og normalitet. Afdækning af problemfelter i hverdagen med børnene. Hvilke børn fylder mest og kræver m e- get/lidt opmærksomhed? Hvorfor og hvordan gør det det? v/ Anders E. Nielsen og Axel Lomholt.

- Torsdag 7.10 kl. 17.30 – 20.30: Specialpædagogik. Oplæg om børn, der fylder meget og har særlige behov i dagtilbuddene. Hvad kan vi bruge denne viden til, og hvordan vender man blikket væk fra problemerne, til ressourcerne hos barnet? v/ Anders E. Nielsen og Axel Lomholt.

- Torsdag 21.10 kl. 9.00 – 12.00: Oplæg om projektet som arbejdsform. Om at arbejde med udviklingsplaner for udsatte børn og børn med særlige behov i dagtilbuddet. Problemformuleringer for de enkelte institutioner.

- v/ Anders E. Nielsen og Axel Lomholt.

- Onsdag 17.11 kl. 17.30 – 20.30: Introduktion af ny viden om børns udvikling etc. i forhold til udviklingsplaner jfr. pkt. 4. Færdiggørelse af projektbeskrivelser.

- v/ Anders E. Nielsen og Axel Lomholt.

2. Undersøgelsesperiode 1.12.2004 – 1.9.2005

Undersøgelsesmetoder blev introduceret. Udviklingsfelter skulle afdækkes, med en løbende vidensopsamling i projektet. Vejledning og supervision af projektgruppen:

3. Planer for pædagogisk arbejde 1.9.2005 – 1.2.2006

På baggrund af undersøgelser og vidensopsamling blev materialet bearbejdet og diskuteret, med henblik på udvikling af nye planer for pædagogisk arbejde. Der skete en afprøvning og løbende justering af gruppernes arbejde.

Projektet har stort set fulgt disse faser. Der har været behov for enkelte justeringer undervejs, inkl. nogle tilføjel- ser, som indebar en kursusrække med oplægsholdere: Hanne Warming, Jan Kampmann og Svend Åge Madsen.

Hanne Warming har fortalt om sin egen forskning omkring børns læringsstrategier i dagtilbud, Jan Kampmann har redegjort for sine analyser af institutionspædagogikken gennem de seneste årtier, og endelig har Svend Åge Madsen fremlagt ny viden om tilknytningsteorier i forholdet mellem børn og voksne.

(6)

Opstart af projektet – indkredsning af problemfelterne

Som angivet i opstartsfasen ovenfor introducerede konsulenterne til en nærmere beskrivelse af, hvad ”rummelig- hed” kunne være, at:

Rummelighed kræver:

- at du har bevaret din nysgerrighed & åbenhed

- og samtidig kan fastholde og markere dine egne personlige grænser - i samspillet med og relationerne til andre mennesker

Rummelighed som en dialektisk proces:

Din rummelighed overfor den anden – Den andens rummelighed overfor dig.

Man kan tilføje, at rummelighed både har en personlig og social side, idet man kan være nok så ”rummelig” som enkeltperson, men at det ikke nytter så meget, hvis de sociale forhold ikke giver ressourcer til at være det, som fx dårlige normeringer, en negativ, usikker atmosfære i institutionen o.s.v.

Inklusion er et nyere begreb, som tager afsæt i forskellen iml. integration og inklusion. Hvor integration oprindeligt betyder at kunne genindsætte det udstødte individ i fællesskabet, indebærer inklusion, at man forsøger at fore- bygge imod udstødelse fra fællesskabet. Begge begreber har derfor en meget stærk samfundsmæssig forankring – det handler ligeså meget om, hvordan vi indretter os socialt med hinanden, som om hvilke pædagogikker, man ønsker at praktisere.

Jfr. oplæg fra Axel Lumholt kan begrebet forstås sådan, at inklusion –

Bygger på princippet om nærhed - at kunne være så inkluderende som muligt.

Der er ofte fokus på uddannelse og mulighederne for at få positive livserfaringer Nogle formål med at inkludere:

- Erkende og reducere sårbarhed

- Udvikle social og funktionel kommunikation - Reducere angst

- Udvikle koncentration og motivation - Udvikle selvstændighed / uafhængighed For at få et godt resultat ud af inklusion kræves der:

- En positiv og imødekommende indstilling hos personalet og de andre børn - Fokus på individuelle forudsætninger

- Fokus på social læring

- Adgang til relevant støtte og supervision

- Tilpasning af de fysiske rammer (lokaler, materialer etc.)

Ydermere kræves også en faglig viden hos personalet, bl.a. fordi inklusionsprocesser ikke giver sig af sig selv, eller uden videre kommer i stand. Til gengæld er inklusion et nøgleord, når som tidligere anført skal forbinde en normal- og socialpædagogisk praksis med hinanden i rummelige institutioner.

Ved et fælles gruppearbejde kom institutionernes personale med flg. problemstillinger, som de umiddelbart kunne iagttage i hverdagen. Disse problempunkter skulle umiddelbart forbindes med de behov, som personalet kunne se være til stede, hvis man skulle løse problemerne:

Problem Behov

Opmærksomhedskrævende børn Mere tid

Udadreagerende børn med sociale problemer ”Flere hænder”

Børn der bider og/eller sparker Arbejde med: Relationer – Samspil

Børn der ikke hører efter Se på egen praksis

Konflikter mellem børn Viden om de udadreagerende børn

Børn der ikke kan klare at være i større grupper ”Værktøjer” til at kunne arbejde med dem

Børn der slår Hvordan rummer vi forskell. problemer samtidig

Børn der isolerer sig Se på og arbejde med styrke og svagheder hos

(er for sig selv) os selv og børnene

Ressourcesvage forældre Konfliktløsning

(7)

Forældre der er svære at få til at Se på egen praksis - deltage i en erkendelsesproces

Se på

gruppesammensætning Supervision

Observation af os selv

”Hvad er det, vi ser, når vi ser på børn hver især”

Afklare kompetencer og opgaver Undervisning i:

Voksenpsykologi Gruppeproces

Kommunikation med voksne Samtale med forældre:

”den svære samtale” om problemer

Som det fremgår af skemaet kunne de fleste allerede her pege på problemstillinger, der var vigtige at gøre noget ved. Men også på en række behov, der er opstået i kølvandet på ændrede vilkår i institutionsarbejdet, faktisk flere behov, som var meget reelle – men ikke nødvendigvis skulle eller kunne være bundet på nogle problemstillinger.

Det peger på nogle problemer og et børne- og forældreklientel, der ikke som tidligere udelukkende eller stort set kommer fra en ganske normal middelklassehverdag, hvor der næsten ingen vanskeligheder er, eller hvor de er så små og overskuelige, at de kan løses på kort sigt.

En rummelig inkluderende pædagogik i Stenlille skulle altså nu i stedet forholde sig til problemfelter, der for enkel- te børns vedkommende, som én af pædagogerne sagde, tidligere havde været almindelige at møde på behand- lingsinstitutioner. Men nu forekommer i visse tilfælde i daginstitutioner for principielt set ganske ”almindelige børn”.

Som en hjælp til at lave handleplaner for projektet introduceredes til flg. arbejdsmodel:

Gruppearbejde på tværs af institutionerne

Projektdeltagerne skulle tage udgangspunkt i resultaterne af det fælles arbejde og arbejde sig rundt i nedenstå- ende model med besvarelse af spørgsmål 1 og 2.

1. Hvordan kan de eksisterende ressourcer bruges i relation til problemfeltet – optimering af deres anvendelig- hed?

2. Hvad skal der tilføres af nyt / ekstra ressourcer og andet for at kunne påvirke problemfeltet i den ønskede retning?

Problemfelt

Handlinger Ressourcer

(8)

Behovsfelt:

Konkretiser:

Hvad har I brug for at vide noget om?

Hvad vil I undervises i?

Hvad vil I gerne have?

Konkrete aftaler

i forhold til CVU-projektet:

Hvad skal vi ud og gøre for jer? / sammen med jer? - og hvordan, hvornår, hvem, hvor, hvor længe Hvad kan i klare med de nuværende ressourcer og i den

eksisterende organisation?

Arbejdet med at klarlægge behovsfelter og konkrete aftaler førte til en større gensidig forståelse parterne imellem om, hvad projektet skulle munde ud i, selv om denne proces kom til at tage lidt længere tid end beregnet. Det medførte i al fald, at der blev enighed om efter det første halve år af projektperioden, at dette:

Skal iværksættes Skal beskrives

Undersøgelsesfasen – supervision og kursusrække

Projektet skulle have både en supervisionsdel og en kursusdel. Institutionerne fik mulighed for at vælge enten (1) både at følge projektets kursus- og supervisionsdel, eller (2) kun at følge kursusrækken. På grund af forskellige praktiske forhold og mangel på tid valgte dagplejen kun at følge kursusrækken, mens resten af institutionerne: tre børnehaver og tre SFO-institutioner valgte at deltage i begge dele af projektet.

På dette tidspunkt fik CVU Sjælland tildelt ekstra midler til at gå ind med yderligere to lærere, sådan at hver institution kunne få timer nok til at få supervision udfra egne konkrete udviklingsbehov.

Der blev lavet aftaler med oplægsholdere, og hver institution lavede derefter aftaler med hver af de lærere de fik tildelt til supervision.

Som udgangspunkt for supervisionen blev det vedtaget, at hver institution skulle foretage en observation af et barn eller to, udfra et observationsskema lavet af de tilknyttede konsulenter. Se vedlagte bilag.

Desuden skulle hver enkelt lærer og konsulent ud at lave en række korte observationer af den pædagogiske praksis, med fokus på samspillet ml. børnene og de voksne.

FOREDRAG:

Rummelighed Vanskelige børn

Den vanskelige forældresamtale Nutidens børneinstitutioner OBSERVATIONER SUPERVISION:

i forhold til egen pædagogisk praksis i forhold til særlige børn med særlige vanske- ligheder

i forhold til at organisere og lede dagplejen OPLÆG TIL FORÆLDRENE:

Om det at kunne opdrage og rumme egne børn og deres udvikling

STATUS

PLAN FOR PERIODEN:

MÅL MIDLER

EVALUERING – MÅLING AF EFFEKT Hvad var vores udgangspunkt

Hvad har vi defineret som problemfelter Hvad har vi gjort ved det &

Hvorfor

(hvad har vi brugt de bevilgede midler til)

Hvad er der kommet ud af det +

(9)

Bl.a. udfra oplæg af Hanne Warming valgte konsulenterne at benytte sig af flg. fokuspunkter:

Fokuspunkter for observation og supervision:

1. Hvordan er sammenhængen mellem pædagogernes intentioner og så de handlinger, de reelt udfører i relati- on til børnene

2. I hvilken grad er institutionens normer og regler tydelige og entydige - for de voksne

- for børnene

3. I hvilken grad får børnene budskaberne: ”du gør noget forkert” eller ”du er forkert”

4. Hvordan forholder man sig til et ”nej” fra et barn 5. Hvordan orienterer man sig i forhold til barnet

6. Virker daginstitutionens pædagogik forstærkende eller svækkende/kompenserende i forhold til de svage børns udvikling og trivsel

7. I hvilken grad opnår børnene anerkendelse 8. I hvilke situationer anerkendes børnene

9. Hvordan bidrager pædagogen til anerkendelse af børnene

10. Hvad kunne der ændres i pædagogernes indsats med henblik på opnåelse af en større grad af anerkendelse 11. Hvilke forhindringer er der for opnåelse af forandringer og af anerkendelse

12. Hvilke uudnyttede ressourcer ser der ud til at være til stede i institutionen/ hos pædagogerne 13. I hvilken grad tages barnets synsvinkel og viden alvorligt og inddrages i problemløsninger

Selve arbejdet med observationsskemaerne gav nogle forskellige erfaringer og med vekslende udbytte i de 6 institutioner. Nogle fik meget ud af arbejdet med at observere børnene, andre havde så mange vanskeligheder med at bruge skemaet, at de valgte ikke at bruge det i noget større omfang.

Under alle omstændigheder gav det anledning til mange overvejelser over, hvad det er man registrerer, når man iagttager et barn udfra dets egne potentialer og adfærdsmønstre. Meningen med hele øvelsen – både observati- onsskemaet og konsulentobservationen – var at sammenholde forskellige aspekter ved at se på barnets udvikling i en bestemt institutions kontekst: samspillet ml. børn og voksne i hverdagen, og de pædagogiske mønstre man kunne iagttage, som én der kommer udefra.

I denne rapport indgår senere nogle mere detaljerede beskrivelser af arbejdsprocessen ude i institutionen, som konsulenterne har set den. Dertil kommer en summarisk evaluering af projektet, som institutionernes personale har givet en tilbagemelding på udfra evalueringsskemaet. Se vedlagte bilag sidst i rapporten med de skriftlige og mundtlige evalueringer.

Kursusrække – med undervisere udefra

Hanne Warming kommer fra RUC, institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, og er cand. scient. soc, Ph. D. Hun har forsket i velfærds- og professionspraktikker, særligt på børn- og ungeområdet. Hendes oplæg i projektet handlede om:

Rummelighed

1. At mange kan være der

2. At mange forskellige slags kan være der 3. At mange (forskellige) kan integreres

4. At forskellighed og forskellige (børn) kan trives

Fokus i Hanne Warmings studier af børns liv og hverdag i daginstitutioner var ”Det gode børneliv” og børnenes forskellige mulighed for at opnå det, som det opleves af børnene selv, i et her og nu perspektiv. Resultater fra en undersøgelse af en daginstitution:

- Lang de fleste børn lever et (relativt) godt liv i institutionen.

- Både pædagoger og forældre synes generelt at være meget optaget af børnenes trivsel.

(10)

Men – de voksne agerer ofte bedrevidende i forhold til børnene: Bedreviden indgår som en integreret del af om- sorgen

Kritisk omformulering af resultaterne:

- Stort set alle børnene oplevede ofte eller af og til, at de voksne ikke forstår og/eller anerkender dem.

- Nogle børn trives meget dårligt.

Børnenes perspektiver: Deres ønsker og deres forståelse af dem selv har generelt meget trange kår såvel i daginstitutionen som i det omfang, de afviger fra de voksnes forståelse

Hun præsenterede også en række børneprofiler:

- De bedst egnede

- De absolut egnende, men ubemærkede

- De socialt afhængige og sårbare: Måske egnede - Fighterne: Måske egnede

- De ikke egnede

Sandheder og forestillinger om det ønskelige og det mulige - Hvis sandheden er: Dette er et godt sted for børn

- Hvis det ønskelige og det mulige forenes og indsnævres i en relativt entydig norm (byggende på forestillingen om det naturligt udviklende (kompetence)barn)

Axel Honnets anerkendelsesteori

Anerkendelse er forudsætningen for det gode liv. Anerkendelse, social integration, subjektiv mestring og sociale band er ontologisk forbundet. Der er en grundlæggende forskel på at erkende og at anerkende, idet sidstnævnte indebærer værdsættelse og solidarisk opbakning.

1. Emotionel anerkendelse

Behovet for oplevelsen af at være noget særligt for den anden, og for at opleve at man giver og modtager følel- sesmæssig støtte I et gensidigt afhængighedsforhold.

2. Retslig anerkendelse

Behovet for at blive tildelt anerkendelse som en person, der besidder samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker: At have del i universelle rettigheder, som udgør de grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi og selvagtelse

3. Social anerkendelse

Behovet for gruppens, fællesskabets eller samfundets anerkendelse af individuelle præstationer og evner. Et andet fokus var i hvilken grad oplever barnet anerkendelse/krænkelse? Hvilke barrierer, (uudnyttede) ressourcer og muligheder er der for:

- Anerkendelse - Leg og udvikling

Hvordan bidrager jeg (gennem min medvirken og medfortælling, fravær og nærvær)?

Diskussionspunkter

1. Tilpasning (målrettet udvikling) kontra anerkendelse af forskellighed

2. Hvad betyder læreplaner, dokumentation og synliggørelse af pædagogikken i forhold til ønsket om rum- melighed i daginstitutionerne (barriere, mulighed eller udfordring?)

3. Redskaber til pædagogisk refleksivitet i forhold til rummelighed i forstanden anerkendelse af (værdsæt- telse af og solidaritet overfor) forskellighed

Hendes resultater påpeger altså nogle væsentlige sociale aspekter af børns liv og samspil med voksne, som må give anledning til overvejelser over, hvad en ”rummelig” daginstitution skal gøre for at give plads og opmærksom- hed for alle børnene.

Et særligt vigtigt område er Honnets tilgang ifht. den emotionelle, retlige og sociale anerkendelse, kombineret med i hvilken grad barnet opnår anerkendelse og/eller krænkelse som person i en daginstitutionssammenhæng.

(11)

Det skærpes i konflikten med hensyn til, hvad de voksne oplever som en ”meningsfyldt institutionshverdag”, der gerne skal fremstå som anerkendende overfor børn og børns trivsel – i modsætning til en analyse, der påviser, at det oplever mange børn faktisk ikke er tilfældet.

Man kan også sige det sådan, at institutionens liv og trivsel ligger de voksne meget på sinde; men på en eller anden måde falder en del børn ved siden af den gængse opfattelse af, hvad et ”rigtigt barneliv” skal være. De kan være sky, tilbageholdende, mutte, eller aggressive, udadfarende og konfliktsøgende.

Og derved påkalder de sig de voksnes negative opmærksomhed, så de risikerer at miste deres anerkendelse og positive interesse. Rummelighed i praksis bliver derfor også et noget vanskeligere projekt, bl.a. børnene selv skal rumme nogle ubevidste krav til, hvordan man skal opføre sig, hvis man skal være ”rigtig”, ”trives” og interesseret i at ”indgå i relationer” til de voksne.

Jan Kampmann er Professor, Mag. Art. og Cand. Mag., i barndomsforskning; med fokus på afdækning af hver- dagslivet i forskellige institutionelle sammenhænge (primært daginstitutioner og "indskoling"). Børneperspektiv, børnekultur, børns legekultur, betydning af køn, klasse og etnicitet, voksen-barn relationer, rummets betydning, institutionalisering og magt.

Han leder et nyligt oprettet Center i Barndoms- og Ungdomsforskning, med fokus på at indfange de konsekven- ser, samfundsmæssige forandringer får for ændrede struktureringer af børn og unges almindelige hverdagsliv, men også som et fænomenologisk funderet begreb, knyttet til at etablere et børne- og ungeperspektiv.

Et væsentligt omdrejningspunkt er også børn og unges øgede forvaltning af egne læreprocesser, hvilket på den ene side kan forstås som udtryk for øget demokratisk deltagelse og på den anden side som øget belastning gen- nem udefra-satte krav til indefra-styrede processer.

I hans oplæg til projektet præsenterede han os for en række synspunkter vedr. den form for institutionalisering, der finder sted i børns liv i disse år. En institutionsprægning, der mere lægger vægt på en ’pædagogisering’ af børns liv, end en tilvænning til at leve under institutionsprægede forhold, som begrebet tidligere kunne lægge op til.

Det handler ikke altså ikke længere om at afrette og tilpasse børnene i nogle mere eller mindre firkantede ram- mer, som det handler om at de voksne nu prøver at gå ind i en decideret pædagogisk interaktion med børnene.

Det kan jo kun lyde positivt, når man tænker på, at det er pædagogiske institutioner, det foregår i. Men det bety- der også, at der har udviklet sig en stadig større interesse for at gå ind i børnenes emotionelle liv på en måde, så barnets selvudvikling er blevet mere intensivt genstand for pædagogers opmærksomhed, som Jan Kampmann udtrykker det.

De skal i langt højere grad involveres i at lære sig sociale forhandlingsteknikker og demokratiske samværsformer, så den voksne direkte inddrager børnene i at være med til at løse og ikke mindst bearbejde følelser og følelses- mæssige reaktioner på konflikter.

Denne demokratisering er samtidig også en del af Bologna børnedeklarationens ånd og principper. Børn skal høres og medinddrages i det, de udsættes for og påvirkes af i deres hverdag. Dvs. at voksne ikke længere kan

”falde tilbage på” en indiskutabel autoritativ afgørelse, taget uden om børnenes medvirken.

Uanset om man måtte mene at børn jo netop er i gang med at lære at blive selvstændige og socialt ansvarlige mennesker, skal selve den pædagogiske proces også udøves demokratisk. Demokrati er derfor ikke længere kun slutpunktet i en lang barndomsudvikling og – opdragelse – det er metoden, der skal arbejdes udfra i barnets ud- vikling.

Det har bl.a. som konsekvens, at børns egne initiativer, følelser og handlinger endnu mere end før skal være fokuspunkt for pædagogens arbejde. Hvad de siger, føler og gør som børn, er det vigtigste for en pædagog at vide noget om. Læreplanstænkningen er også et af mange udtryk for denne udvikling af praksis.

Det er ikke nødvendigvis nogen problematisk eller dårlig udvikling, der finder sted. Men det er klart, at det ikke gør det nemmere at være voksen pædagog. Voksenrollen er under forandring, hvilket man også ser i forholdet mel- lem børnene og deres forældre. Der fornemmes en større usikkerhed om, hvad det vil sige at være mor eller far, i forhold til at varetage moderne børns omsorg, udvikling og trivsel.

Magten ligger ikke længere ubetinget hos den voksne, eller sagt på en anden måde: opdragelsens kodeks er på 40 år gået fra at handle om ”indlæring af lydighed og loyalitet overfor de voksne”, til nu at handle om ”selvudvik- ling af emotionelle og sociale kompetencer”.

(12)

Svend Aage Madsen, ph.d., er chefpsykolog, klinikchef i Enhed for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning i Rigshospitalets Juliane Marie Center, leder af Forskningsprogrammet, medforfatter til Fædres tilknytning til spædbørn og Fædre og fødsler. Klinikken gennemfører psykologisk akademisk forskning inden for:

- Medicinsk psykologi - Klinisk psykologi - Sundhedspsykologi - Forældre-barn-psykologi

Desuden udføres bredere psykosocial forskning, hvori også socialrådgivere og pædagoger deltager. Klinikken har som mål at fremme højt specialiserede, forskningsbaserede psykologiske og psykosociale funktioner i Juliane Marie Centret. Svend Aage Madsens oplæg havde som et centralt punkt en præsentation af teorier og forskning omkring børns tilknytningsformer til voksne. Udgangspunktet var antagelsen om ”den voksne som en tryg base”, med aspekter som:

- at kunne give beskyttelse

- at kunne udvise indlevelse og forståelse for barnets mentale processer - at kunne være tilgængelig

- at kunne give delt opmærksomhed, som samstemthed ml. barnet og den voksne - at kunne give trøst og fysisk omsorg

- at kunne skabe afbalancering mellem egne behov og barnets - at have evne til at dele og skiftes i forhold initiativ

- at kunne udvise accept af følelser og guide til at overkomme belastende følelser

Forældres egne tidlige tilknytningserfaringer har vist sig at have stor indflydelse på deres evner til som forældre at skabe sikker tilknytning hos eget barn. Der skelnes iml. fire former for tilknytningserfaringer:

- Autonom tilknytning - Afvisning af tilknytning

- Overvældet af tidligere tilknytning

- Uforløst/desorganiseret/desorienteret tilknytning Med en fordeling blandt ’normale’ voksne som:

- Autonom tilknytning: 60 % (♂+♀) - Afvisning af tilknytning: 23 % (♂+♀)

- Overvældet af tidligere tilknytning: 17 % (♂+♀)

- i modsætning til en tilsvarende fordeling blandt forældre til børn med psykiske vanskeligheder og blandt voksne med psykiske problemer:

- Autonom tilknytning: 14 % (♂+♀) - Afvisning af tilknytning:41 % (♂+♀)

- Overvældet af tidligere tilknytning: 47 % (♂+♀)

Der er således en overensstemmelse eller korrespondance mellem forældres og børns mønstre:

Forældre: Autonom

Barn: Tryg

Forældre: Afvisende/Overvældet

Barn: Undgående/bekymret

75 % 75 %

Børn:

Sikker/tryg (A) Undgående (B) Ambivalent/

bekymret (C)

Forældre:

Autonom (A) Afvisning (B) Overvældet (C)

70 %

(13)

Man kunne forstå på Svend Aage Madsen, at nøgleordet er identifikation af indlevelse, dvs. at forstå hvad det indebærer at skulle kunne ’leve sig ind’ i andre menneskers tilstand, vilkår og muligheder. Det kræver:

- Oplevelser, konkrete handlinger, reaktioner og følelser.

- Er nuancerede, dvs. fortæller om flere følelser etc.

- Henviser til barnets oplevelsesverden, tanker, følelser, intentioner, fx ”han kan lide at føle at han også spiser med”, ”elsker sin høje stol”, ”stolt”, ”han elsker at ..”

- Engagement og interesse i barnets oplevelsesverden

- Ud fra barnets nuværende alder og ud fra konkret oplevede situationer

Udover den meget dybdegående analyse af barnets tilknytningsformer fortalte Svend Aage Madsen også om principper og metoder for den vanskelige samtale med forældre, der har store problemer at slås med i forholdet til deres egne børn:

At man giver information:

- Informationen gives gradvis, afmålt, ikke forhastet - Informationen indeholder positive karakteristika - Omtaler fremtidsspørgsmål

- Redegør for disponible ressourcer

- Deler problem-tegn og egne tanker med forældrene (situationer osv.) - Giver begrundelse for handlingerne

At man satser på en fælles forståelse:

- Relaterer forklaringer til forældres problemforståelse og oplevelser - Giver mulighed for og opfordrer til bidrag fra forældrene

- Opsamler verbale og nonverbale signaler

- Bringer forældrenes opfattelser, reaktioner og følelser frem Generelt:

- Lytter

- Checker gensidig forståelse

- Opmærksom på forældrene og imødekommende i stemme, adfærd og øjenkontakt Støtter forældrene - Har et respektfuldt forhold til forældrene

Der er nogle principper der kan udledes af disse erfaringer:

- Barnet støttes (oftest) gennem forældrene - omsorg til forældre giver ofte omsorg til barnet - Man må forstå den enkelte familie på dens egne præmisser

- Barnets loyalitet mod forældrene er fundamental

- Det kræver modenhed, professionalisme og supervision at arbejde med personlige relationer - Der findes ingen ufravigelige principper

Svend Aage Madsens tre aftener gav en omfattende værdifuld information omkring det pædagogisk-psykologiske arbejde med vanskelige børn og forældre. Samtidig afrundede det også fint de to første oplæg, så der nu var præsenteret et barneperspektiv (Hanne W. og Jan K.), et socialt og pædagogisk perspektiv (Jan K.) og til sidst et psykologisk perspektiv (Svend A.) på rummelighedsbegrebet.

Undersøgelser, observation og supervision

På baggrund af kursusindholdet og de mål der var sat med projektet blev der fra forsommeren 2005 iværksat en række undersøgelser af de problemfelter, der var ridset op tidligere i forløbet.

Det blev aftalt, at der i første omgang skulle foretages en række observationer ude i de enkelte institutioner:

1) dels ved at personalet selv udvalgte 1-2 børn de skulle observere udfra et givent observationsskema 2) dels ved at de fire konsulenter skulle ud at observere den pædagogiske praksis og samspillet ml. børn og

voksne i hverdagen

Hensigten var på denne baggrund at foretage en drøftelse af de pædagogiske problemstillinger udfra en konkret virkelighedsbeskrivelse, dvs. udfra observationerne. Det skulle ske i form af en supervision ude i institutionerne, sammen med konsulenterne.

Det blev senere besluttet at udvide supervisionen i efteråret 2005, sådan at institutionerne fik lejlighed til sammen med konsulenterne at gå mere i dybden med den enkelte institutions særlige vilkår og problemfelter.

Projektet skulle derefter afrundes med denne opsamlende rapport af erfaringer og resultater, sammenholdt med et evaluerende interview, der blev foretaget efter selve projektets afslutning.

(14)

Målet med denne fase var at:

1) Hvilket billede af pædagogisk praksis og samspillet med børnene kunne observationerne og bearbejd- ningen af dem give?

2) Hvordan kunne supervisionen bidrage til en større forståelse af disse forhold?

3) Hvilke resultater og erfaringer har det givet, i relation til de overordnede mål med projektet, som de er beskrevet i indledningen af denne rapport?

Evalueringen af projektets erfaringer og resultater skal således ses udfra disse spørgsmål. Der blev foretaget observationer og supervision i tre børnehaver og tre SFO-institutioner.

Generelt kan man sige, at børnehaver og SFO har forskellige vilkår og rammer for deres arbejde, og erfaringerne fra projektet kan derfor ikke uden videre overføres fra den ene institutionstype til den anden.

Den viden der blev præsenteret undervejs med oplæg fra konsulenter og lærere udefra knytter sig dels til nogle almene forhold omkring pædagogisk praksis, dels til nogle specifikke forhold, der i særlig grad handler om enten 0-6 års området eller skole/SFO-området.

Observation og supervision i Stenlille Børnehave

I projektets første faser definerede Stenlille Børnehave selv hvilke problemstillinger de ville arbejde med omkring

“rummelighed”, specielt omkring opmærksomhedskrævende børn:

- Hvorfor er børn opmærksomhedskrævende - hvad kan være årsagen?

- Hvad vil det sige at være opmærksomhedskrævende/egoistisk?

- Hvordan er vores arbejdsmetoder?

- Kan årsagen hænge sammen med personalets forskellige grænser/reaktioner /stress?

- Hvordan er vores struktur (regler/konsekvenser )?

- Hvad forstår vi ved nærvær?

- Kan årsagen skyldes “opmærksomhedskrævende voksne“?

Fokuspunkter for observation og supervision

Stenlille Børnehave ligger inde i Stenlille By, og er en børnehave med 2 stuer og tilknyttet personale til børne- grupper med 22 børn ca. i hver gruppe. Den er indrettet hyggeligt og overskueligt, og ligner på mange måder de daginstitutioner der er opstået i kølvandet på 1960’ernes store ekspansion på området; med en pædagogisk kultur, som bærer præg af:

- en empatisk, rummelig omgangsform - tæt og rolig kontakt til børn ”i øjenhøjde”

- stor grad af fortrolighed med en børnehavehverdags rutiner og rytmer - voksne, der vil børnene og børn der kan lide at være i børnehave Udfra fokusspørgsmålene er der knyttet nogle kommentarer og observationer:

1) Hvordan er sammenhængen mellem pædagogernes intentioner og så de handlinger, de reelt udfører i relati- on til børnene?

Pædagogernes intentioner kan ikke umiddelbart registreres ved en 2-timers observation, men de handlinger der blev udført sammen med børnene stemmer meget godt overens med det billede, man får af en børneha- ve der er beskrevet som ovenfor. Sammenhængen. ml. intentioner og handlinger er derfor tentativt et spørgsmål om, hvordan handlinger mere udspringer af en indlejret, indsocialiseret hverdags- og institutions- praksis – end af nogle personlige eller kollektive intentioner.

2) I hvilken grad er institutionens normer og regler tydelige og entydige?

De er ikke nødvendigvis eksplicitte i den måde de omtaler det på som voksne, men undertiden ret entydige at observere, som fx. at man som udgangspunkt forholder sig i knæhøjde til børns reaktioner (og ikke dikterer, men inddrager børns initiativer og forståelser).

For børnene er det en del af socialiseringen – og undertiden også pædagogikken, jfr. et regelskema på een af stuerne – at disse normer og regler for adfærd indlæres og tilegnes af børnene i hverdagen.

3) I hvilken grad får børnene budskaberne: ”du gør noget forkert” eller ”du er forkert”?

Udfra det observerede var der ingen udprægede ”diktater” og konkrete sanktioneringer overfor børnene – men det kan selvfølgelig forekomme på andre tidspunkter. Man kan sige det sådan, at regler og normer vide-

(15)

regives i en positiv forventning om, at ”de overholdes”. Man instruerer ikke børnene, men tydeliggør de voks- nes forventninger og krav, og overvåger/iagttager, om de indfries.

4) Hvordan forholder man sig til et ”nej” fra et barn?

Det var der ikke konkrete eksempler på.

5) Hvordan orienterer man sig i forhold til barnet?

Generelt: som angivet, at være i ”knæhøjde”, tage barnet alvorligt, og forsøger hele tiden at se barnet udfra dets eget perspektiv.

6) Virker daginstitutionens pædagogik forstærkende eller svækkende/kompenserende i forhold til de svage børns udvikling og trivsel?

Kan være svært at sige noget præcist om, udfra det observerede. Men det virker ikke umiddelbart som noget der kan være et problem. Med mindre der er tale om stærkt behandlingskrævende børn, som der ikke ser ud til at være i Stenlille Børnehave.

7) I hvilken grad opnår børnene anerkendelse?

Netop, i meget høj grad, bl.a. fordi det er grundlæggende del af den adfærd og attitude, der fremvises overfor børnene. Det er så at sige normen for en god børnehavepædagog, at børnene mødes med positiv tillid til de- res egne initiativer og ønsker.

8) I hvilke situationer anerkendes børnene?

Eksempler:

- i konkrete 2-3 min. situationer, hvor barnet anmoder om hjælp, samtaler med voksne om ting de laver, ba- re gerne vil tale om noget o. lign.

- i samlinger, hvor den voksne er initiativtager og ”tovholder” for et børnemøde; der samtales om hverdags- ting, læses en historie m.v.

- når børn tager selvstændigt initiativ til at ville lege andre steder end på stuen, fx. udenfor eller på en an- den stue.

9) Hvordan bidrager pædagogen til anerkendelse af børnene?

Ved bl.a. som udgangspunkt at indtage en lyttende og interesseret attitude overfor børnene på en måde, der aldrig virker påtaget eller kunstlet. Der samtales altid med dem på en måde, der umiddelbart virker ægte og autentisk.

10) Hvad kunne der ændres i pædagogernes indsats med henblik på opnåelse af en større grad af anerkendel- se?

Det er svært at komme med et bud på, udfra de foreliggende iagttagelser. Bl.a. ville det kræve en nærmere undersøgelse af, hvordan pædagogerne i givet fald tackler mødet med meget behandlingskrævende børn, som der ikke blev observeret nogen af i institutionen.

11) Hvilke forhindringer er der for opnåelse af forandringer og af anerkendelse?

Knaphed på tid, travlhed, stress, o. lign. kan være en barriere – men det virkede ikke umiddelbart som et problem for institutionens personale.

12) Hvilke uudnyttede ressourcer ser der ud til at være til stede i institutionen/ hos pædagogerne?

På grund at det tilsyneladende store overskud hvormed børnene mødes og omgås i hverdagen kunne man godt forestille sig, at pædagogerne kunne rumme en adfærd hos børn, der gav betydeligt flere problemer, end dem der kunne iagttages den pågældende dag. De vil m.a.o. kunne påtage sig vanskelige børn, hvis der var tid og ressourcer til det, fordi det virker som et meget anerkendende og empatisk miljø for børnene.

13) I hvilken grad tages barnets synsvinkel og viden alvorligt og inddrages i problemløsninger?

Udfra foreliggende iagttagelser kan det konstateres, at børnene som helhed inddrages og respekteres i fht.

det børneliv, de lever i en institutionshverdag. I store og små forhold tages der udgangspunkt i, hvad børnene selv ønsker at bruge deres tid til.

Som en opsummering kan man sige, at det virker som en institution med et stort overskud og tålmodighed overfor børns måde at være på. Børnene tages alvorligt og betragtes generelt som selvstændige mennesker, der på egen hånd kan tage initiativer og lege så frit som det er muligt, ifht. hverdagens øvrige rutiner og rytmer.

Stenlille Børnehave er en daginstitution med et personale med megen erfaring og indsigt i børns måde at håndte- re tingene på. De kender hinanden godt, og deres bekymring omkring egen rummelighed bliver gjort til skamme, udfra de observationer og drøftelser, der blev foretaget i den indledende supervision. De havde selv foretaget en observation udfra skemaet af to børn, som gav dem et indblik i, at disse børn havde nogle konkrete udviklingsbe- hov, som til gengæld med overskud kunne tilgodeses i det daglige pædagogiske arbejde. Det er med andre ord nogle meget rummelige voksne og en rummelig institutionspraksis, der udøves i Stenlille Børnehave.

(16)

Men generelt set er den eneste bekymring, man kan have på børnenes vegne, også det udbredte problem eller en udfordring, om man vil, at der på sigt kan være et stort behov for at kunne ansætte og inddrage mere mandligt personale. Den feminine kvalitet i børnehavens pædagogik er meget udtalt i typiske børnehaveinstitutioner som Stenlille Børnehave, men det er svært at tiltrække mandlige pædagoger, der også kunne tilgodese drenges behov for et mandligt modspil i deres udvikling.

Samtidig med at det også kunne give de feminine kvaliteter et maskulint modspil, sådan at aktiviteter, normer og kultur ikke kun bærer præg af den måde, voksne kvinder agerer på i hverdagen – men tillige inddrog en mandlig kulturs træk og egenskaber.

Der blev efter deres eget valg ikke foretaget yderligere supervision i Stenlille Børnehave, og projektarbejdet blev således stoppet ved denne første og eneste drøftelse. Personalet deltog efterfølgende i kursusrækken, der er beskrevet tidligere.

Observation og supervision i Børnehaven Kastanien

Observation på Troldestuen, Børnehaven Kastanien Fokuspunkter for observation og supervision:

1. Hvordan er sammenhængen mellem pædagogernes intentioner og så de handlinger, de reelt udfører i relati- on til børnene - Hvis intentionen er omsorg og ”fri leg”, hvor de voksne er til rådighed, så er der fin overens- stemmelse.

2. I hvilken grad er institutionens normer og regler tydelige og entydige

a. for de voksne – meget tydelige (”man må ikke gå på stolene”, ”man må ikke sidde på bordene”,

”man må ikke spise al sin mad”, ”man skal vise hensyn til hinanden”, ”de voksne definerer, hvad der er legetøj”)

b. for børnene – meget tydelige – de voksne går hen til barnet og forklarer

3. I hvilken grad får børnene budskaberne: ”du gør noget forkert” eller ”du er forkert” – sidstnævnte opleves ikke, der er fin respekt for børnene

4. Hvordan forholder man sig til et ”nej” fra et barn – argumenterer eller skærer igennem 5. Hvordan orienterer man sig i forhold til barnet – god kontakt

6. Virker daginstitutionens pædagogik forstærkende eller svækkende/kompenserende i forhold til de svage børns udvikling og trivsel - neutral

7. I hvilken grad opnår børnene anerkendelse – fin anerkendelse

8. I hvilke situationer anerkendes børnene – primært, når barnet selv henvender sig til den voksne

9. Hvordan bidrager pædagogen til anerkendelse af børnene – den voksne siger godmorgen, vinker med bar- net, når forælderen går, lytter til barnets fortællinger, ser på barnets legetøj, involverer sig, leger med på bar- nets leg og initiativ, henvender sig til børnene, indbyder til aktivitet, indgår aftaler med børnene og holder dem.

10. Hvad kunne der ændres i pædagogernes indsats med henblik på opnåelse af en større grad af anerkendelse – at se barnet i et bredere perspektiv, specielt barnets alsidige personlige udvikling og barnets sociale udvik- ling – læringsperspektivet. Hvordan trives barnet sammen med de andre børn? Mere fokus på børnenes ind- byrdes samspil. Hjælp til afkodning af de sociale regler og normer. Hjælp til konfliktløsning. Højere grad af opfordring til deltagelse.

11. Hvilke forhindringer er der for opnåelse af forandringer og af anerkendelse - den store aldersspredning på stuen, mange nye børn, voksne, der klumper sig.

12. Hvilke uudnyttede ressourcer ser der ud til at være til stede i institutionen/ hos pædagogerne – aldersopde- ling i mindre grupper med én voksen i hver gruppe med fokus på barnets trivsel i gruppen.

13. I hvilken grad tages barnets synsvinkel og viden alvorligt og inddrages i problemløsninger – intentionen er til stede, men der er ikke altid inddragelse af barnets synsvinkel (fx Shellys ridehjelm, som ikke anerkendes som legetøj).

Opsummerende vurdering af institutionens miljø, at der er:

- Rummelige, nærværende voksne - Anerkendende holdninger - God stemning

- Klare regler og normer - Frihed til selv at definere - Flere børn der tuller rundt

Som helhed kunne læringsmiljøet godt strammes op.

Eksempler på børne-”anarki”

1. To piger gynger sammen. En yngre pige gynger alene på gyngen ved siden af. De to ældre piger gynger flere gange hen i den yngre pige, mens de spytter på hende. De råber truende, at hun skal gå væk. De håner

(17)

hende, kalder hende grimme ting og forsøger bl.a. at ramme hendes fingre på gyngen. Hun siger flere gange,

”hold op”, uden at det har nogen effekt. Hun græder og synker sammen på gyngen. De to piger holder først op, da de får øje på mig.

2. En dreng råber til de andre børn, at de skal gå væk. Han tager en grab fra en stor gravko og slynger den mod de andre børn, som flygter forskræmt. Han fortsætter lidt med at slynge grabben rundt.

3. Et barn laver mad i sandkassen. Hver gang, der kommer et andet barn forbi, smider barnet sand op i hovedet på det barn, der går forbi.

Mange børn tuller rundt på må og få. De voksne er til rådighed, men de fleste børn skal aktivt hente en voksen, hvis de har brug for hjælp. Udelivet på legepladsen giver mange børn en øget bevægelsesfrihed, men det øger også risikoen for den stærkeres kamp mod den svagere, fordi de voksne har svært ved at overskue det store uderum. De voksne opsøger ikke børnene, men overlader totalt arenaen til børnene. Herved kan et barn fx sidde på en gynge i en hel time uden at blive opfordret til andre aktiviteter, eller et barn kan blive overladt til andre børns

”overgreb” uden en oplevelse af, at de voksne passer på mig, og uden voksnes kommentarer til, at en sådan adfærd ikke er acceptabel. Supervisionen foregik på baggrund af disse observationer, samt institutionens egne endnu ufærdige udviklingsprofiler over udvalgte børn.

Vi talte om det at være nyt barn i institutionen og om det svære i at skulle tilegne sig en masse sociale koder og i det hele taget at udvikle en socialisering og en institutionalisering. Faktisk viste observationer, at en forholdsvis nystartet dreng i institutionen er meget initiativrig, som har hele det sociale fundament i orden. Han udviser såle- des kompetence til at kunne indgå i sociale relationer med andre børn; han tager adskillige initiativer til kontakt og til både selv at sætte lege i gang og til at gå ind i lege, andre har sat i gang. Han er i stand til at tage hensyn til andre børn, og han kan indordne sig i et naturligt hierarki, hvor fx den yngre ligger under for den ældre. Han udvi- ser et vedvarende gå-på-mod og et højt energi niveau på trods af de mange massive afvisninger, han møder.

De andre børn har tilsyneladende fået et negativt billede af ham som en dreng, der ikke er værd at lege med, og som en dreng nederst i hierarkiet, som man hellere må afvise med det samme. Her er det de voksnes opgave at få skabt et mere positivt billede af ham: At fremhæve hans kvaliteter og ressourcer, så den negative spiral bliver vendt (den italienske pædagogik - ”den integrerende baggrund”).

Herudover kan de voksne støtte ikke kun ham, men hele gruppen, ved dels at være mere opmærksomme på det, der sker mellem børnene, særligt på legepladsen med ustruktureret og ikke-voksen styret leg, dels at gribe ind og sætte ord på, når nogle børn udsættes for ”overgreb”. Hvordan skal vi behandle hinanden her i institutionen, og hvordan siger man ”nej” på en pæn måde, så den anden ikke bliver ked af det. Flere voksen styrede eller voksen initierede lege kunne også mindske antallet af ”overgreb” mellem børn.

Fremover

Udover at blive mere opmærksom på ovenstående, beslutter personalet, at de efter sommerferien vil forsøge sig med en aldersopdeling, så der i højere grad bliver mulighed for dels at give de ældre børn flere udfordringer, dels at give de yngre børn mere rum til socialisering og til at finde sin tryghed og sin plads i institutionstilværelsen.

Supervision – Opdeling i aldersgrupper

Siden sidst har institutionen oprettet en ”store-gruppe”, dvs. en gruppe med de ældste børn, som fysisk set er placeret på første sal. I denne gruppe går det rigtigt godt. Børnene har ro til at fordybe sig uden at blive forstyrret af de yngre børn, og der er overskud til at arbejde mere målrettet med læring og til at give børnene nogle flere udfordringer i dagligdagen.

Til gengæld er det gået ud over de øvrige to grupper. Dels er der kommet mange nye og yngre børn ind i børne- haven efter sommerferien, og dels har man nu ikke længere de ældste børn til at formidle normer og regler videre til de yngste børn. Personalet oplever generelt, at de har alt for få hænder, og at hverdagen kommer til at handle om den praktiske omsorg, så som at hjælpe børn i flyverdragter. Det giver anledning til stor frustration at være for få voksne, og dette forstærkes af de sagte og usagte krav fra forældrene om at tage mere ud af huset og i det hele taget at sætte flere aktiviteter i gang, som personalet oplever, gør hverdagen endnu mere stresset både for de voksne og for børnene. Resultatet er en mere mekanisk tilgang til børnene med flere irettesættelser og mindre tålmodighed.

Vi taler om, at nystartede børn har brug for den ro og tryghed, det kan give at være hjemme i institutionen med et tæt samvær omkring få overskuelige aktiviteter, og at personalet må forsøge at tilrettelægge hverdagen, så det bliver muligt for både børn og voksne at ”overleve” i dette forhåbentligt midlertidige kaos. Det er også dette bud- skab, der må formidles videre til forældrene, så presset herfra kan mindskes.

Store-gruppen skal fortsat køre, som den gør nu. Det er muligt, at der en gang imellem kan aflastes ved, at der kommer nogle enkelte af de yngre børn på besøg i store-gruppen, ligesom den yngre gruppe kan ”låne” nogle ældre børn til hjælp.

(18)

Personalet har forståeligt nok ikke energi og overskud til at arbejde videre med en mere målrettet opgave som afslutning på udviklingsprojektet.

Det aftales at give institutionens forældre et mindre oplæg om yngre børns behov og sociale udvikling ved et forældrearrangement den 30. november.

Oplæg til personalet i børnehaven ”Kastanien”

Udfra iagttagelser og drøftelser blev det centralt for børnehavens personale, hvordan det pædagogisk set kunne støtte børnene i relationen til andre børn – med andre ord, hvordan kunne de skabe et rummeligt og inkluderende miljø? Begrebet om den udviklingsstøttende dialog (Stern) kunne give dette et perspektiv:

Den selvregulerende anden

- omsorgsperson, som via sit samspil med barnet er med til at regulere dets samspil med omverde- nen og dermed dets selvoplevelse

Affektiv afstemning

- omsorgsperson afstemmer sig følelsesmæssigt i forhold til barnet, at etablere verbal og fysisk kon- takt på en måde, der viser barnet, at det er blevet set og forstået

Triangulering

- barnets opmærksomhed mod omverdenen inddrages i den gensidige emotionelle oplevelse mellem omsorgsgiver og barn

- pædagogen introducerer, skaber kontakt til og beskytter barnet i forhold til nye personer i dets liv - pædagogen kan på anerkendende vis aktivt og målrettet understøtte barnets samspil ved at inddra-

ge de følelsesmæssige og adfærdsmæssige sider af relationen - hjælpe med at kommentere og synliggøre selv og de andre

Observationer og supervision i børnehaven Sneppereden

Det blev på et personalemøde aftalt, at hver stue skulle udvælge et særligt ”interessant” barn, som pædagogen skulle anvende det fremsendte observationsskema i forhold til, samt at konsulenten skulle observere på begge stuer både ift. rummelighed generelt og ift. de udvalgte børn. Der var enighed om, observationerne skulle foregår med videooptagelser og anvendelse af Marte Meo metoden til de efterfølgende supervisioner. Inden start har børnenes forældre givet tilladelse til videooptagelserne. Der blev foretaget 3 observationsbesøg med efterfølgen- de supervision.

Eks. på observation

På rød stue sidder de 2 pædagoger og medhjælperen ved hvert sit bord med børnene og laver forskellige ting med dem. Pæd. 1 tegner med en lille gruppe børn, Pæd. 2 laver modelervoks-figurer med en anden gruppe børn, og medhjælperen er sammen med en lille gruppe børn i gang med en aktivitet. Der er på hele stuen en rar og hyggelig atmosfære. Alle er optagede af det, de laver. En dreng sidder sammen med de andre børn, men laver et puslespil for sig selv.

Der bliver kaldt til samling, hvilket foregår i et lille rum, hvor de 15 børn (ud af 20) bliver bedt om at sætte sig ned.

Pæd. 2 råber alle børnenes navne op, og de svarer. Hun spørger på en meget venlig måde, hvad de børn der ikke er til stede, mon laver. Der er en rar og anerkendende stemning. En dreng ligger meget uroligt på gulvet – Pæd. 2 beder ham rejse sig op, han siger nej, siger også nej til at han er til stede. Han er ret urolig i perioder, bliver ikke irettesat, men får lov at være det. På et tidspunkt larmer han, og medhjælperen beder ham sidde stille:

Han fortsætter med at være urolig, og lidt senere beder også Pæd. 2 ham være stille. Derefter spørger hun om nogen har lyst til at synge en sang. Det er der flere piger der har, - flere gange ønsker de samme piger at synge.

Stemningen er hyggeligt og rar, men efter nogen tid bliver flere af drengene og de mindre børn urolige.

Pæd.1 beder på en rolig og rar måde blebørnene komme med ud for at blive skiftet. Derefter får drengene besked på, at de kan gå ud og tisse og vaske hænder, og de styrter ud. Til sidst bliver det pigernes tur, - de går lidt mere roligt af sted.

Dernæst sætter børnene sig ved de tre borde med en voksen. Medhjælperen deler madkasser ud, og et af bør- nene får lov at sige ”værsgo”. Spisningen foregår i en hyggelig og afslappet atmosfære med smalltalk mellem voksne og børn. Den dreng, der var urolig ved samlingen, sidder ved siden af Pæd. 2, og får lidt ekstra opmærk- somhed. Der er ingen konflikter. Efter spisningen børster alle børn tænder hjulpet af medhjælperen, og derefter skal de ud på legepladsen. Pæd. 1 går med. Hun sætter sig på en bakke, og hurtigt kommer børn til og inddrager hende i en leg omkring dyr. En rar og stille leg, som tiltrækker flere og flere børn.

(19)

Efterfølgende supervision

Konsulenten fremhæver den positive stemning, og viser videoklip med fokus på de situationer, hvor de voksne er anerkendende og støttende ift. børnene. Det anbefales, at alle fremover sætter fokus på at bekræfte børnene på en konkret og tydelig måde, således at børnene oplever at være set, hørt og blive værdsat. Det vil give børnene en god følelse, vil styrke deres selvværd, og give dem en bedre selvregistrering. Desuden vil det være medvir- kende til at øge rummeligheden specielt ift. de vanskeligt stillede børn.

Det foreslås desuden, at man overvejer at dele børnene op i mindre grupper, når der er samling. Det kunne være 3 aldersopdelte grupper, det kunne være kønsopdelte grupper, elle en variation. Det ville medføre mere ro og et større udbytte for alle.

Sammenfatning

Der er ingen tvivl om, at de ansatte yder en meget stor indsats. Der er en venlig og imødekommende stemning, - der er ikke observeret skæld ud eller mange irettesættelser. Der er store udfordringer i at få børnene til at fungere mere harmonisk, både sammen og hver for sig, således at alle får udbytte af at være i institutionen. Både de velfungerende og de udsatte børn. Det ville være hensigtsmæssigt,

- om der blev arbejdet målrettet på at skabe mere ro og koncentration, f.eks. via inddeling af børnene i mindre grupper, etablering af stillestunder, og en lidt anden indretning, der giver børnene mulighed for at være i fred i små grupper

- om der blev anvendt pædagogiske metoder, der sikrer inklusion af de sårbare børn, bl.a. ved at have fokus på deres ressourcer, samarbejde med deres forældre, og højne deres status i børnegruppen

- om der arbejdes med pædagogiske metoder, der medvirker til, at børnene bliver mere sociale og hjælpsomme ift. hinanden, hvorved deres sociale kompetencer øges, og de ansattes arbejdsbyrde mindskes

- om der fortsat arbejdes bevidst med at se og anerkende alle børn

Ud fra dette perspektiv kan en stor del af problemet siges at være strukturelt betinget, og det bør løses via mere plads, mere uddannet personale, samt opkvalificering af personalet ift. den store indsats, der kræves.

Observation og supervision i Buen

SFO Buen og Pilen er to afdelinger i den samme institution, og de fik således hver deres runder med observation og supervision. SFO Buen og Pilen ligger i Stenlille By, nær ved og i tilknytning til Stenlille skole.

Udfra første observation i Buen gav det flg. stikord:

-

God struktur

- Forudsigelighed god

- Megen solid voksenstyring - Synlige voksne

- Planlagte aktiviteter, som voksne er styrende og aktive deltagere i - Voksne som normsættere for samvær – socialt, aktivitetsmæssigt - Regler er på nogen områder synlige – er skrevet op på tavle - Skydedørene mellem rummene skaber ro

- Man kan mærke regelen: ”Vi gør hvad vi siger”

- F.eks. ved spisning: alle spiser i køkkenet – også de voksne

Vurderingen er, at det som helhed virker som en god basis for rummelighed og inklusion.

Observation og supervision i Pilen

En gennemgående rar og positiv atmosfære, hvor man føler sig velkommen. Institutionen er præget af struktur – forudsigelighed – styring. Der er lavet en grundstruktur i form af aktiviteter, som børnene vælger sig ind på. Der- udover er meget overladt til børnene selv. Det stiller store krav til børnenes egne evner til at kunne strukturere og løse egne konflikter.

- Voksenrollen ser ud til at være: ”Vi er til rådighed” - ”Vi holder opsyn”

- Voksne ordner og organiserer – men er ikke så meget ”sammen med”

- Hvad er fordele/ulemper ved denne proces?

Sammenfattende kan man sige, at regler og normer kunne være mere synlige – udtalte og nedskrevne. De er tilbøjelige til at komme ”i baghjul” ved konflikter mellem børnene – har ikke set dem, var ikke lige til stede – skal rydde op i noget, som I ikke rigtig ved, hvad er eller går ud på. Buen og Pilen i Stenlille har haft et supervisions-

(20)

og rådgivningsforløb, der indeholdt supervision på det daglige arbejde, med udgangspunkt i en konkret

”sag”/problematik/konfliktløsning. Der har været arbejdet med reflekterende team, generelt om konfliktløsning. Og der er lavet en handleplan, som en tilrettelæggelse med udgangspunkt i Manualen Barnets Udviklingsområder.

Man har generelt oplevet en positiv og god effekt af at være begyndt at arbejde med at sætte Personlige Grænser i samværet med børnene. Det er pædagogernes oplevelse, at de er blevet bedre til at værdsætte og påskønne børnene i praktisk tale og handlen, hvilket har til følge, at børnene er kommet til at føle sig mere betydningsfulde og værdsatte med en forøgelse af selvværd til følge. Tonen/stemningen er blevet mere understøttende for per- sonlig udvikling i det daglige samvær. Der arbejdes fortsat med observationsmanualen – denne er således udfyldt på flere børn, og den indgår som et aktivt element i de pædagogiske diskussioner og overvejelser.

Observation og supervision i SFO Munke Bjergby Skole

Som udgangspunkt definerede de i Børnehuset selv deres problem som at der efterhånden er mange adfærds- forstyrrede børn, der kræver megen opmærksomhed, er meget udadreagerende, ikke hører efter og ikke følger de sociale spilleregler.

Analyse af problemet

Det påvirker de såkaldte normalt fungerende børn og stiller meget store krav til personalet men er også et pro- blem for ”problem”-barnets forældre og institutionens øvrige forældre.

- Har vi ikke nok struktur i vores hverdag?

- Påtager vi os nok medansvar for det enkelte barn?

- Har vi forståelse for det enkeltes barn reaktioner?

- Kan vi i større grad understøtte/hjælpe forældrene til at forstå deres barns reaktioner?

- Skal vi i højere grad støtte forældrene f.eks. ved grænsesætning og lignende?

- Skal vi styrke kommunikationen mellem barn/forældre og forældre/personale?

Der er behov for supervision til at vurdere struktur, indsats og ressourcer, til at analysere hvordan deres funktio- ner påvirker problematikken, og hvad der skal til for at afdække problemet.

Observation i Børnehuset

Der er en gennemgående rar og positiv atmosfære. Man føler sig velkommen og taget godt imod. Pædagogikken er præget af en stor grad af rummelighed og tolerance – selv børn der ikke hører til i SFO’en får plads, og man tager sig positivt af dem. Orienteringen i forhold til børnene er generelt positiv. Omgangstonen er positiv og imø- dekommende – ind imellem mødes børn dog med sætninger som: ”det tror jeg simpelthen ikke på”.

Pædagogikken er præget af børn i fri leg, og som selv finder på, hvad de vil foretage sig indenfor de eksisterende rammer – de voksne er synlige og til rådighed. Ved denne pædagogik kunne man drøfte med hinanden fordele og ulemper ved den måde den udøves på. Enkelte aktiviteter sættes i gang og styres af en voksen – f.eks. maling.

Arbejdspunkter

Større grad af synlighed og tydelighed i forhold til institutionens regler og normer, evt. opslag om hvordan ”man”

forventes at gøre/opføre sig, børnemøder om emnet el.lign.

Synlig pædagogik: tydeliggøres for børn og voksne, hvad det er I gør og hvorfor – hvad er jeres intentioner Kommunikation:

- hvordan taler vi til hinanden,

- hvordan ønsker vi at børn skal tale til hinanden, - har vi regler for disse felter

Hvordan styrke selvværd og selvtillid hos børnene: f.eks. huske at bemærke når et barn er hjælpsomt overfor et andet barn.

Børns negative udsagn om sig selv er der flere eksempler på i projektet, og det er tankevækkende og vigtigt at forholde sig til disse signaler.

Det sociale liv og samspil:

Hjælpe børn der har svært ved dette ind i gruppen Grænsesætning: personlige grænser

Konfliktløsning: ”vægtstang”

I Munke Bjergby SFO og børnehave blev der aftalt gennemført et narrativt forløb den 11. januar 2006. Der blev aftalt flg. indhold:

1. Introduktion til og oplæg om narrative processer og forløb med børn/voksne 2. Praktisk øvelse i/afprøvning af en narrativ proces i voksengruppen

3. Afprøvning af materiale til brug i børnegruppen 4. Evaluering og opsamling

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Allerede hollænderne havde i sin tid bygget smådiger, men først efter 1860 byggedes der diger efter en fælles og det hele omfattende plan. I november 1872

Hun har spurgt leder, pædagoger, forældre og børn, hvordan det går – hvad er svært, hvad er nyt, hvad er blevet rutine.. Der er ingenting i verden så stille som

Når dette sammenholdes med Socialministeriets evaluering fra 2002 af kommunernes arbejde med Servicelovens formålsbestemmelse om dagtilbud til børn 1 viser der sig et behov for

Dermed bliver BA’s rolle ikke alene at skabe sin egen identitet, men gennem bearbejdelsen af sin identitet at deltage i en politisk forhandling af forventninger til

En anden grund til de nuværende finanspoli- tiske rammebetingelsers manglende effektivi- tet hænger også sammen med bestemmelsen om, at Ministerrådet skal erklære, at et land

2) Diskursstrengens tekstomfang: Det angives, hvor mange tekster der indgår i diskursstrengen fra de forskellige udvalgte medier. 3) Rekonstruktion af diskursstrengens oprindelse

Derfor har vi med denne undersøgelse ville belyse forskellige måder underviserne har aktiveret materialet gennem initiativer, og om der er en sammenhæng imellem de hold der har

blev senere andelsmejeri, her havde Thomas Jensen sin livsgerning, indtil han blev afløst af sin svigersøn Ejner Jensen, der igen blev afløst af sin søn, Thomas Jensen,.. altså