Kopi af:
Underviseren som opdagelsesrejsende : brug af sanseoplevelser i praksissammenhæng inden for
døv-blindefødteområdet
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Underviseren som opdagelsesrejsende
- brug af sanseoplevelser i praksissammenhæng inden for døv- blindefødteområdet
Jette Andersen
Stud.mag. Læring og Forandringsprocesser Institut for Læring og Filosofi
Aalborg Universitet
Abstract
Jeg sætter i artiklen fokus på vigtigheden af, at man som underviser har sat sig grundigt ind i forudsætningerne hos den gruppe man underviser. Det kan for eksempel dreje sig om erfaringsgrundlag, teoretisk fundament, social ”sammentømring” og
referenceramme. Jeg har i den beskrevne undervisningssammenhæng valgt at gøre brug af sanseoplevelser, hvor jeg har ladet fagpersonale fra institutionsverdenen agere undervisere og kunstigt ”sanseberøvede”. Øvelsen er kulmineret med et møde med heste, hvor hverken ”underviser” eller ”sanseberøvet” har modtaget nogen forudgående introduktion. Der synes at tegne sig et billede af, at fagfolk med fordel kan profitere af brug af sanseoplevelser som øjenåbnere.
Hvad oplever den sanseberøvede?
Når man arbejder med sanseoplevelser i undersøgelsesområdet indenfor døv-blindefødteområdet, kan man aldrig rigtigt vide, om det er muligt at drage paralleller mellem det man oplever som sanseberøvet og den tilnærmede oplevelse, man kan få som ”normalt-sansende” med kunstig sanseberøvelse for eksempel i form af høreværn og tildækning af øjne. Når vi ikke rigtigt kan vide det, skyldes det, at man som ”normalt-sansende” er født med samtlige sanser i behold, og dermed igennem opvækst, kulturtilegnelse og i sampil med omgivelser har kunnet tilegne sig kompetencer og billeder, der afstedkommer en verdensoplevelse, som man i nogen grad deler med de fleste
”normalt-sansende”. Man har dermed, i det mindste i samme kulturelle miljø og tidslomme, en fælles forståelse for og oplevelse af hvad der opleves. Jeg inddrager i artiklen Vygotsky (1886- 1934), der som russisk psykolog har haft stor betydning for nutidens udviklingspsykologi og pædagogik, ikke mindst indenfor døv-blindefødte-området. Vygotskys tilgang bygger på et dialektisk-materialistisk menneskesyn, hvor mennesket og kulturen udvikler sig i et gensidigt påvirkende samspil. Han ynder med andre ord at tillægge omverdenens forhold til handikappede større betydning for den handikappede, end selve de gener og vilkår som handikappet medfører for den enkelte.
Anvendelsen af heste til sanseoplevelse
Med Vygotskys kulturhistoriske perspektiv på nutidens pædagogiske arbejde indenfor døv-
blindefødteområdet kan man argumentere for, at det er lykkedes området at skabe en snæver, men åbensindet og pædagogisk platform for at sanseberøvede i videst mulig grad kan tage verden ind, og på lige fod med mange ”normalt-sansende” kan opleve og afprøve og lære gennem såvel teori som praksis, dog med de særlige vilkår sanseberøvede har. Et af disse vilkår er, at man som døv-
blindefødt aldrig har set farver eller opnået en følelsesmæssig forståelse for, hvad det vil sige, at
græs er grønt og havet blåt. En række vilkår man som ”normalt-sansende” ikke behøver italesætte, men som man blot forudsætter, at man er enige om. Men i stedet for at fokusere på det som
sanseberøvede og ”normalt-sansende” ikke umiddelbart ville have et fælles forståelsesgrundlag for, har jeg arbejdet i et felt med de fælles sanser, hvor læring kunne afstedkomme en fælles
forståelsesramme, med den målsætning at undersøge hvad det vil gøre ved ”normalt-sansendes”
måde at tænke og undervise på. Og til det formål har jeg valgt at anvende heste som objekter, mellem den der formidler og den der formidles til.
Heste har som objekter visse fordele, men samtidig visse begrænsninger. Fordelene er, at de har en lugt, afgiver varme, og er modtagelige for berøring, som indgår som en del af deres eget sociale adfærdsmønster. Ulempen ved at anvende heste kan være allergi, støv, pels eller lugtgener eller generelt ubehag ved omgang med levende dyr. Begrænsningerne ved at anvende heste som objekter til at understøtte læring for fagpersonale indenfor døv-blindefødteområdet ligger imidlertid i højere grad i forbindelse med angst eller fordomme og dårlige erfaringer hos fagpersonalet. De kan som
”normalt-sansende” have fordomme med i bagagen fra et liv levet med en oplevelsesverden, der har inkluderet heste visuelt fra tv og film, samt fra barndomsoplevelser, skræmmende avisoverskrifter i forbindelse med uheld eller erfaringer – det være sig gode eller dårlige - med heste i
omgangskredsen.
Undersøgelsesmetode
Jeg har som optakt til gennemførelsen af selve praksisøvelsen omkring en sanseoplevelse, der kan understøtte læring, og dermed forståelsen for den oplevelsesverden man kan have som
sanseberøvet, gjort mig overvejelser om, hvorfor netop en hest skulle kunne fungere som det objekt, der kan åbne op for en forståelse af, hvad det er for en oplevelsesverden, man har som sanseberøvet.
Og resultatet er, at jeg hælder til, at det i princippet ligeså godt kunne have været en ko eller en flodhest, man anvendte til praksisøvelsen. Imidlertid kan fordomme også her spille positivt ind.
Hesten er kendt fra eventyrene. Helten rider af sted på den. Den bærer ham på sin ryg. Den
symboliseres ved Pegasus; hesten med vinger der kendes fra den græske mytologi. Og netop her, i forhold til ”normalt-sansende”, kan fordomme spille positivt ind på såvel refleksion som evaluering, som jeg vil komme ind på om lidt. Jeg har i forhold til praksisøvelsen udført feltobservationer af en større gruppe undervisere indenfor døv-blindefødteområdet, der selv underviser fagpersonale.
Målet med feltobservationerne fra praksisøvelsen var at indsamle empiri, der muliggør tolkning og refleksion over, hvorledes det opleves som ”kunstigt” sanseberøvet at bevæge sig ud i det ukendte og med det vilkår, at man ikke nødvendigvis kan introduceres gennem kendte begreber eller kobling af disse. Men resultatet har overraskende nok været mindst lige så værdifuldt gennem refleksioner fra ”normalt-sansende” der har deltaget i praksisøvelsen som ”lærere” for de ”kunstigt”
sanseberøvede. Hovedårsagen til at denne gruppe har kunnet levere empiri, der kan afstedkomme spændende tolkning, er nok først og fremmest at denne gruppe ligeledes, men dog som normalt- sansende med syn og hørelse i behold, har skullet betræde ukendt ”land” for at kunne deltage i øvelsen. Undersøgelsesmetoden feltobservationer har i kombination med fotos og efterfølgende evalueringsskemaer bekræftet, at samtlige deltagere, både normalt-sansende og ”kunstigt”
sanseberøvede, har fået sig en positiv, men også en overraskende oplevelse af at skulle forholde sig til det ukendte, her i form af en hest, og konkret til varme, pels, lugt, form, sved og fnysen. Netop feltobservationer er i denne forbindelse relevante fordi de ”normalt-sansende” og ”kunstigt”
sanseberøvede i øvelsen ikke har kunnet samtale verbalt, og empirien fra øjebliksbilleder er derfor noteret på stedet.
Et teoretisk perspektiv
Efterfølgende tolkning og refleksion over den oplevelse som både de ”normalt-sansende” og de
”kunstigt” sanseberøvede har haft i forbindelse med praksisøvelsen, giver anledning til at perspektivere teoretisk med anvendelse af Peter Jarvis arbejde indenfor læring. Blandt andet inddrages begreber som ikke-læring, ikke-reflekteret læring og reflekteret-læring, og samtidig hans læringsmodel fra 1987 (Jarvis 1987 i Illeris 2006, s. 43). Inden forløbet har der været tale om et vist forsvar mod læring, det som den tyske socialpsykolog Thomas Leithäuser beskriver som reduktion, harmonisering, forskydning, nivellering eller syndebuksmekanismer, og som Jarvis behandler som en ikke-læring. Der kan ifølge Jarvis være en række årsager til ikke-læring, idet en hvilken som helst situation ellers skulle besidde et vist læringspotentiale (Jarvis 1992, s.72). Jarvis arbejder med den teori at et fænomen, som han kalder ”splitting”, kan forekomme i processen, hvor den lærende oplever situationen som meningsløs. Den lærende må dermed opfatte læringen som meningsløs, eller påbegynde læreprocessen. Ifølge Jarvis kan splittelsen være for stor til, at man som lærende magter at påbegynde læreprocessen. Dette er for eksempel tilfældet, hvis den lærende har et helt fastlåst billede, eller ikke har det psykiske overskud til at stille spørgsmålstegn til nytilkommen læring. Som ”normalt sansende” kan dette meget vel være gældende, når det kommer til vores opfattelse af, hvordan det er at lære som sanseberøvet. Man har måske som fagpersonale en fælles referenceramme og en omhyggelig tillært teoretisk base omkring den læring, der er mest
hensigtsmæssig at anvende overfor sanseberøvede. En læring, der for fagpersonale afstedkommer splitting, kan dermed stille den ”normalt-sansende” person, som også er dybt fagligt kvalificeret indenfor undervisning af døv-blindeområdet, i en situation, hvor denne er nødt til at forholde sig med nye øjne, til den måde der undervises på.
Nye veje til at skabe motivation for læring for fagpersonalet
Splitting og den identitetskrise det kan medføre for højt kvalificeret fagpersonale indenfor døv- blindeområdet, er dermed et af de begreber, vi kan være nødt til at forholdes os til, når vi oplever modstand overfor anvendelse af praksislæring med kunstig sanseberøvelse. Og netop brugen af hest lader det til, kan være en genvej til at undgå splitting, idet der er indikationer på, at den psykiske belastning overhales af motivation og muligheden for, at fagpersonalet kan lave deres egne refleksioner over læringspotentialet. Fagpersonalet tillader derved sig selv at udvide deres verdensopfattelse, selvopfattelse og opnå vækst. Samtidig giver Jarvis læringsmodel fra 1987 en mulighed for at forstå den refleksion og evalueringsproces, der kan resultere i et forandret billede og derigennem et forandret menneske.
Et konkret eksempel på dette kommer fra feltobservationerne og de efterfølgende refleksioner fra deltagerne i praksisøvelsen. En af deltagerne udtrykker det således:
"Det var spændende at prøve at have rollen som underviser for en elev, der var ”kunstigt”
sanseberøvet, når jeg samtidig var i en situation, hvor sanseindtrykkene var nye og ukendte for mig. Det forekommer mig pludselig, at jeg måske må ændre måden, jeg ser på undervisning på – at det er en anden ydmyghed og tilgang, man måske skulle anvende – og at den oplevelse jeg fik her, var, at jeg på en måde var opdagelsesrejsende sammen med min elev, og at der er sådan, det bør være”.
Når fordomme forkastes og cirklen brydes
Peter Jarvis’ læringsmodel bygger på en række workshops udført på baggrund af Kolbs
læringscirkel (efter Kolb 1984), hvor Jarvis på et tidspunkt har måttet sande, at læringscirklen for ham syntes at være for enkel til at gengive ret komplicerede læreprocesser. Han har dermed arbejdet med muligheden for at analysere på, hvor i processen den lærende kunne få enten bekræftet sit eksisterende billede gennem en ikke-læring eller en tilpasning, en assimilation, eller igennem en radikal læring hvor den lærende kommer ud forandret og med et forandret billede. For Jarvis spiller netop den erfaring, som den lærende kommer med, en stor rolle, dels i form af fordomme som tidligere nævnt, hvor erfaring opsamlet og bearbejdet i snæver kreds; som det for eksempel nødvendigvis må være tilfældes med et relativt lille men læringsmæssigt og pædagogisk bevidst personale indenfor døv-blindefødteområdet.
Netop fordomme i kraft af erfaring, her forstået som opfattelse af den oplevelsesverden, man har som døv-blindefødt, kan spille ind, når den lærende gennemgår læreprocessen og resultatet er ikke- læring, og dermed et bekræftet billede og en relativt uforandret person. Samtidig kan praksisøvelsen omkring sanseoplevelse med hest betyde, at erfaringen sættes ud af kraft, og at fordommene i samme grad ikke er til stede. Man må som ”vejleder” i et ukendt område med sin kunstigt
sanseberøvede elev være på opdagelsesrejse sammen med denne, med de vilkår for læring og for at forstå eleven, som det giver. Endelig betyder læreprocessen med evaluering og eksperiment i praksis, at den lærende kan argumentere og reflektere, indtil der kan uddrages læring, som igen vil kunne ændre personen og måden denne ser verden på.
Undersøgelsens resultater
Gennem feltobservationer og efterfølgende evaluering i spørgeskema har der dannet sig et billede af, at denne måde at opleve og erfare verden på som fagpersonale indenfor døv-blindeområdet synes særdeles interessant. Der er indikationer på, at vi stadig kan komme tættere på, hvad det vil sige at være sanseberøvet og født som døv-blind, med de særlige vilkår, forudsætninger og begrænsninger det medfører. Vi kan aldrig vide, om det er samme verdensoplevelse, som vi har, men vi kan udfordre vores egen fastlåste tænkning i praksisøvelser baseret på sanseoplevelser og derigennem skabe grundlag for refleksion, evaluering og muligheden for at udvikle os gennem et ændret billede. Vi kan tage på flere oplevelsesrejser med sanseberøvede og se, hvad det
afstedkommer af muligheder for fortsat at udvikle læreprocesser og læringsstile.
Referencer
Danielsen, E. (1996). Vygotsky, Psykologiens Mozart. Dansk Psykologisk Forlag.
Illeris, K. (2007). 6 aktuelle læringsforståelser (1. udgave). Roskilde Universitetsforlag.
Jarvis, P. (1987). Adult Learning in the social context. Crom Helm.
Jarvis, P. (1992). Paradoxes on learning, on becoming an individual in society. Jossey-Bass Publishers.
Jarvis, P. (1999). Praktiker-forskeren (1. udgave). Jossey-Bass Publishers.
Denne artikel er publiceret i Reflexen (vol. 7, nr. 2, 2012) under temaet Vejledning, refleksion og forandringer.
