Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Claussen, Sophus.
Titel | Title: Pilefløjter.
Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Schubothe, 1899 Fysiske størrelse | Physical extent: 149 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
'V. -r #
<;P
* s å - ,;l ! i
;f
-■*. < / ^ J'=•' '
v*>V '
S?5«-r v™. ■•
• ** " ~ 'T'-V
DET KONGELIGE BIBLIOTEK D A 1 .-2 .S 5 3 80
1 1 53 0 8 0 5 0 3 3 6
J
- f | ^Jt)C
/ v .
' 'S L- i- •• <'&$. tf
J k v ?
. . .
rSK'
J H j m S - ,
«&! 1^
'i.;.-,'
' . 1 >
S r
* *•.» •
’M ; •
IV
. - - - __ >-v--"
C
SCv
■; < - .
Wf
f e
r
lVr-..
%
H <> ®
" A M m Å å<« i
•lS''M;
s? i 1
Naturbørn (1887) Unge Bander (1894) Kitty (1895)
Antonius i Paris (1896) Valfart (1896)
Arbejdersken (1898)
SOPHUS CLAUSSEN
PILEFLØJTER
K Ø B E N H A V N
D E T S C H U B O T H E S I C E F O R L A G
J . L. LY B EC K ER OG E . A. H IR S C H S PR U N G MDCCCXCIX
I N D H O L D .
FØRSTE BOG: PILEFLØJTER.
Udenlands . ...
En Laeserinde...
M o s ...
Hvorfor ? ...
V illa v e j e ...
R o m a n ce...
B o r t e ...
K øb en havn sk ...
Til Albert G ottschalk...
H vidtjørn...
Fattige K v in d e r ...
T a g d r y p ...
Ringens M a g i...
I en P ark ...
S o lsk in s v ise ...
T on eark itek tu r...
Storstad...
Foraarspløjning...
1 Forstaden ...
I en F ru g th a v e...
N o v e l l e ...
Paa Kysten ved H elsingør...
Langs H avet...
Læbeblomsterne ...
Marine ...
H ø s t s o l...
Æ rteb æ lg e...
Flammelille ...
3 5 6 7 8 10
11
12
13
16
i9
21
24
26 *
29 31
33 35 37
38
40 42 44 45 46 47 48
50
I M ism od... 52
E fteraaret... 53
L a n d sb y -V eje... 55
Ved en M ø l l e ... 57
Bal a fte n ... 59
R ejsem in d er... 62
B u d d h a ... 65
ANDEN BOG: REJSEBILLEDER. Storm og T ræ ngselsaar... 71. S o m m er... 85
Sol og Bjærge: N yt F o r a a r ... 95
Pastorale ... 96
V a lfa rt... 100
Ved etW andfald... 101
Hvad jeg drømte... 102
Smaapigernes L e g ...*°4
I den hellige Kildes K ir k e ... 106
Aftenslotte ...107
Poetens Bøn paa B jæ rget...109
Lovsprog om unyttig K iv ... m Paa Nedfart ...ri3 Silhuet af en M ulæ seldriver... 114
Runer ... 116
Se, en G u d ... 117
Mens jeg rejser mod n o r d ... 118
Kvinderne nordfra...119
Til en blond K v in d e... 122
Aften paa K u lie n ... 124
F y l g j e ...126
Evangelium ... 128
I A rk adie t i : F o ra a rsrim ... 133
Røg: I. Kul r ø g ... 143
II. F e s t r ø g ... 148
■- ffe--1
FØRSTE BOG
PILEFLØJTER
O ver m it H oved
sla a r Tungsindets Fugl, dens natbrede Vinger
beskygger min Sjæl, n aar je g tænker p a a ,
hun v a r ung og fin m ed et Blik, der beruste
som ny g ær et Vin.
U D E N LA N D S.
T
Tdenlands, paa et fremmed Sprog,%—) blev jeg spurgt om Navn og Stand, hvorfra jeg kom, hvorhen jeg drog __
»Danmark kalder vi selv vort Land.«
»Hav-indlullet ligger mit Land, fladet i Øer og tunget i Næs.
Hvor Bølgerne dør i det hvide Sand, begynder det frodige, grønne Græs.
»For Græsset skygger den svajende Bøg;
thi sprængt er Egenes graa Tyrani.
Ind over korntunge Bakkestrøg bor en Nation, som er glad og fri.
»Det solblaa Hav, som gør Kysten vaad, har biødet Racen, som bor derpaa,
gjort os milde til Latter og Graad __
alle Kvindernes Øjne er blaa.
»En Sommerdags Bølger, der sagtelig slaa, saaledes er Øjnene ganske blaa.
Ved Maj bliver Løvet grønt over Land, saa paa Grønt og Blaat har vi bedst Forstand.
»Bor vi end fjærnt i det taagede Nord, vi kaldes det frieste Folk paa Jord;
i den mørke Muld, bag den skarpe Plov, gaar Bønder, som værger om Ret og Lov.«
5
E N LÆ SER IN D E .
T Tun havde Sletteboens Sind, X 1 der mangler Flugt og Højde, men sværmede lidt for de slanke Rør, hvor Dafnis skar sig en Fløjte.
M O S.
Teg sprang i Høstmorgnens solløse Stund over Gærdet ind i den mørke Lund.
Paa de brune Gange laa Løv ved Løv
°g Kyas og Dugdraaber, tørret i Støv.
En Lunhed og Ro som paa indviet Grund.
Da lød der bag de metaldunkle Trær (mens den hellige Grund blev mer hellig
og sær)
to lyse Stemmer. Med Arm lagt i Arm kom hun og Veninden. Jeg blev saa varm, som om Skovgudens Døtre var vakt og kom
næri
Vi vandred om Dammen, hvor Svanerne laa, hvor Andemad trives og Bregner staa.
De spankede muntert i knirkende Sko.
Hendes Læber var lukt’ med en Skov- guds-Ro, hvor Tanker gro frem mellem Mos og forgaa.
H V O R F O R ?
* A /T en Gud dog, H enrik!« sagde Henriette
I V A
og smilte.Hvorfor sagde hun: »Men Gud dog!«?
Han tog et Kys. Hun gav ham det med Rette.
Der findes dumme Pigebørn, som flæber, imens de følger Kysselystens Bud dog.
Hun tog hans friske Kys med friske Læber.
»Men Gud dog, Henrik,« sagde Henriette og smilte . . . Hvorfor sagde hun: »Men Gud
dog I«
A Ile y eje maanskinshvide E \ glide i det kolde Land, langs ad mørke Parkers Side 1 det hvide, kolde Land.
Vi vil drømme, ikke lide i det hvide, kolde Land.
Paa det dybe Blaa, det rene, flyder Maanen hen som Guld, ene bag et Væv af Grene
flyder Maanen hen som Guld.
Drømmen, som din Sjæl udgyder, flyder som i Blaat og Guld.
Som imellem ranke, slanke Pinjers Rad en Marmorstad breder matte, maaneblanke Villamure deres Rad,
medens Greneskygger hygger som et Slyng
væv Sti og Stad.
Bløde disse Skygger glinse som ved Pinsetid i Maj.
Aa den Løv-udsprungne Pinse fuld af Linde-Dun i Maj I
Og dit Legems Silkeskygger glinse som en Pinse-Maj.
Vinterdøgn hos dig kun vække Savn mod aabne Havnes Sol, hvor du bænker al din kække Ungdom i en let Gondol.
Der staar skrevet paa din P ande: Grønne Lande — Sommersol!
jV/Tin Skat var blond. Hendes Øjnes Blik i-V l. lo frem som Fugle i sommerlun Strand,
°g vi var Venner — men naar jeg gik, hun spotted mig: »Daarlige Mand!«
Saa kom vi af Takt i vor Kærligheds Vals.
Jeg knælede: »Straf mig, i Fald du kan!«
Da tog hun mig grædende om min Hals og kyssed mig: »Daarlige Mand!«
Min unge Skat jeg i Harm forlod
og flakkede fremmed og ene om Land.
Jeg ejed en Skat, som var ung og god.
Hun elsker sin daarlige Mand.
ens fra en Foraarstaage en stille Byge faldt
og væded Gadens Stene, som laa og spejled alt, en Søndag imod Aften, da Kirkens Klokker
klang,
jeg gik igennem Gaden, hvor du har boet en Gang.
Du var der ikke mere. Hvor'før du ofte sad, kun laa mod Ruden støttet et illustreret Blad.
Fra Huset var du flyttet og fra mit Hjærte med,
det sidste end var ledigt og nød sin tomme Fred.
Men dette Hus dog kaldte de gamle Tanker hid
om mangen stille Aften paa netop samme Tid.
Jeg savner ej og ved ej, hvor er i Verden du.
Men i det tomme Hjærte gør Mindet ondt endnu.
O aa snart jeg Violer kan sanse, O da længes jeg tyst efter Græs, efter krusede Bukkar-Kranse
og Landsbyers Pile og Gæs, fjærnt ud over Fodtrins-Dønningen mellem Søndermarken og Grønningen.
Men i den grønne Oktober med Solskin af plettet Guld
jeg drømmer om Urskov og Cooper blandt Blade og fugtig Muld
og gaar til en Dam bag Østerbro at fiske Alger og Krebseklo . . .
T il A L B E R T G O TTSCH A LK.
Teg sender fra det faste Land
v j et Bud dig ud til Sundets Sprøjt, hvor du kan gaa og synge højt:
»Min Far han var en Fiskermand.«
Du Kunstens gamle, tro Matros, der fra din Tankes stolte Raa kan spytte langt ad Byens Os og male alle Bølger blaa.
Du har jo Luft om Mast og Mærs til Bod for dine Foraarsvér,
og Sundet er et havblaat Vers, hvis Bølger plasker som Homer.
Hver Nat du har jo Vandets Brus, mens slingrende i Køjen smukt
I hænges op som Flaggermus, aa disse Drømme, denne L ugt!
14
Hvad vil du mer? jeg ved det knap.
Begærer du en Foraars-Lap i Soldis eller vædegraa
med Hus og Mark og Møller paa?
Begærer du til Foraarsfest
et Landskab af din egen Kunst, en Kaalmark nærved Sorte Hest med Valby liv og Møddingdunst?
En Bondevæg, en Fiskerby
med Græs og Garn og Svin og Kræ, en Sol, der elsker, fra sin Sky
et ensomt, ensomt Piletræ?
Begærer du fra Land en Fest af det, du evner allerbedst,
hvor Kunsten, som gør klog og klar, betvang en knurrende Barbar?
Du har jo Luft om Mast og Mærs til Bod for dine Foraars ver,
og Sundet er et havblaat Vers, hvis Bølger plasker som Homer.
Og er Fregatten grim og dum,
hvor du, min Ven, er lagt i Tvang, saa giver det en anden Gang
din Evne dobbelt Fart og Rum.
Saa vær da som en Skipper klog, der tegner for os Skib og Skrog, mens Bølgen slentrer bag dets Rand saa godt som Bondens Pløjeland.
Saa søg dig Glemsel, find din Trøst at male alle Bølger blaa.
Du finder endnu mangen Kyst med Hus og Mark og Møller paa.
-zm & t.,,
- ■ - - y ' ...
. .... -'-■ ■ --•••-
■?:A •'-•
; fc,jr- *r "
H V ID T JØ R N .
T ^ ru n e , skumle Kør, som gumle U Aftengræsning efter Regn I Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn dufter i det store Hegn.
Du har trodset Græs og Banker, Sko og Skørter blødt’ af Regn-, mellem Hvidtjørn i en .Lavning rejser du dig, vinker Tegn.
Og jeg river nogle Blomster af den hvide, vaade Hæk for at bære dine Farver snar og tornet, øm og kæk, for at kvidre dine Viser tjørnelystig, hed og kæk,
mellem dine Bredders Skygger
slentre, Hvidtjørn, som en Bæk • • •
Mens fra Hegnet over Kornet, hvor det tættes Fod for Fod,
henad Bankers Ryg, hvor Kvæget stirrer ild med hornet Mod,
ødselt hulker regnbegydte Nattergales Toneflod,
og mens Myg forkølet summer om min Hvidtjørns røde Blod.
Hvidtjørn, lille vilde Hvidtjørn fritter mig med skælmsk Moral i det store Hegn: om andre Egne, hvor en Duft jeg stjal. —
»Jeg er Aaen, du er Lejet.
Jeg er Vin og du Pokal.
Mine Strømme nynner Drømme om saa mangen Høj og Dal. '
»Jeg har kendt et Hjærtehøjlands hundredaarig stærke Ørn;
kvindelige Sansculotter
har jeg mødt og Søndagsbørn.
»Røde Baand og stærke Hjærter bærer Arbejdsugens Børn.
Men som blandt din Moders Gryder hygger du bag Sten og Tjørn
»under dine hvide Grene Moderskød for min Person.
Hvidtjørn, frit ej: hvilke Lande der har drømt med Rhin’ og Rhon
»Røres end mit Dyb — jeg røber ej din herlige Person.
Lang Vejs kom jeg, meget saa jeg;
og vandt Ry for Diskretion.«
T^attige Kvinder Parvis,
JL de venter ved Parkens Bænke i Aftenen under Løvet
den Skærv, du vil dem skænke.
Vær barmhjærtig mod de fattigel Armoden fylder hver Korsvej, Menneskesøn, med Snarer, mens fjærnt Orkestret taler om Vold og Janitscharer.
Vær barmhjærtig mod de fattige.
Hør hvor Oboen hæver
sin Stemme — som en Kvinde, hvis skønne Bryst bevæges
og gløder dybest inde.
Vær barmhjærtig mod de fattigel
Saa falder Natteregnen tilsidst i de dunkle Alleer.
Skønjomfru, gul og rynket,
gaar hjem med de gamle Veer.
Vær barmhjærtig mod de fattige.
Og led du af ingen Skade,
men blev du en Drømmer og Seer, da maa du som alle andre
gaa hjem med de gamle Veer.
Vær barmhjærtig mod de fattige.
TA G D R YP.
TV T ellem Murenes sodede Masser, de røde
IVl
og graa,er der længe til Vaaren — vi tynges af Tagdryp og Taage.
Jeg døser om Dagen og elsker om Natten at vaage
og tænke paa Dage og Aftner, da Luften var blaa.
Som en udtørret Vinstok, der bryder med Knopper paa ny og grønnes og favner et Marmor, en styrtet
Gudinde,
saa gror. af min Ensomhed midt i en vinter- lig By
det Foraar af Tanker, hvis Mørke omranker dit Minde.
.^■a ^ l T JT T ||f c i! lh i l
ij:
2 2
Jeg husker da halvdunkle Timer, naar sam
men vi sad,
naar kærkommen Gæst jeg blev hæget af kærlige Hænder
(thi Længsel gør ydmyg, og adskilte Hj ærter biir Venner).
Der sad du med lysende Øjne bevæget og '
glad. )
Vor Skovbænk om Somren, om Vintren din Kakkelovnskrog,
vor Tusmørke-Gruppe, der rødmed ved Glø- j
dernes Flammen, !
din Elskov, vort nye Liv, som et ophøjet
Sprog, i
og Blikket og Haandtrykkets Sladren — vi * hørte jo sammen! i
)
’t$
•ri
Vi hørte jo sammen . . . og det var bestan- |.1
dig en Trøst,
skønt Livet, det ordned vi kun med saa maadeligt Nemme.
Den ene med Graaden, den anden med Nag i sin Stemme, vi førte en mager Proces om vort Himme-
rigs Lyst. I
Saa greb du en Lampe og lyste mig ædel og høj
til Gæstekamret, jeg husker til Timernes Ende.
Der gav du mig længe Godnat i den bi- dende Røg
fra en trebenet Jærnovn, stoppet med halv
fugtigt Brænde.
T ^ \ e n trolovede Pige
L - S havde aflagt sin Ring (man skal leve, saa man aldrig
fortryder nogen Ting).
Den trolovede Pige hun elskede sin Ring.
Naar Ringen sad paa Fingren, det føltes som Magi.
Men naar Ringen laa i Bomuld, var man strax lidt mere fri.
Da nu Ringen laa i Skuffen, kom en fremmed Mand forbi.
Han stormed ind ad Døren, hun selv lod det ske.
Hun aabned Ugen efter baade for to og tre.
En holdt af røde Roser, og En holdt af at le.
2 5
Saa snart en Yngling havde sig ud af Døren vendt, hun fløj til Skuflen ivrig
og følte sig omspændt
med Troens Guld i Hænde af et helligt Element.
Hun gav dem Mundens Roser, hun gav dem Barmens Sne.
Til sidst den lede Fanden stod i Damens Entré.
Hvor højt da Hjærtet jubled, lod hun ej Ringen se.
i
I ved det, I Præstinder for Ringens Magi:
Naar Ringen er i Bomuld, er man strax lidt mere fri.
Med Ringen paa sin Finger var det Højforræderi.
Teg bider ikke dine kyske Læber . . .
v j Du er saa bleg, Dødsfjende-Hjærtenskær.
Ak Gud, at træffe digi
Du har et Skær af Evighed, som al min Glæde dræber.
At møde dig i denne Storstads-Larm I Du kommer her fra glemte Sommeregne, hvor Dagen sneg til Skoves Græs sig varm fra valmuplettet Korn, som Brombær hegne;
hvor Stranden flød paa alle Sider salt,
og slap man ind fra Markens Kløverdynger, en Duft af Byens Linde fyldte Alt,
mens tæt som Børn, der gaar i Ring og jsynger, de krumme Gader Kirkens Mur omslynger, hvis Spir til Midnatsklokkens Troldelyd staar ret mod Himlen som et stenet Spyd . . . Du har en Bleghed, som min Glæde dræber.
Jeg tør ej røre dig. De røde Læber er Is, som har de kysset Dødens Ve.
Jeg ser din lille By ved Vintersne og ser, hvor løs og salig Vaaren gryr
med gyldne Knopper, smukke Børn, som le, med Aaløb under Pile, sølvgraa Skyr/
med Hornsignaler som en grøn Armé, der mylrende fra Voldens Skrænter flyr, til Solen daler hed og Havnens Vande blegrøde, blaa og gule tungt sig blande.
Retræten blæses Klokken Ti. Godnat I Og alle Ruder slukkes, Byen sover . . . men du er bleg af Maaneskin, min Skat!
Du vækkes ved en Larm, der stiger brat fra Havnen, naar en Færge kommer over.
En Ringen og et H vin! i Mørke dulgt et Iltog farer bort som en forfulgt.
Der fandt jeg dig paa slig en farlig Plet, hvor Stemning voxer op af Gadens Stene, hvor alt er gotisk muret og saa tæt
sig i hverandre Skæbnerne forgrene.
Hvad her er stort og nyt og rankt og let faar aldrig Magt mod slig en gammel
Scene med Vildvin over skæve Huses Stolper, Soldatermarsch og Brag af Bøssekolber.
Hvor saligt bølged Sol og Løv paa Lunden en Søndag, naar ved Frokost eller Vin
2 8
vor Flok af Unge mødtes! Mangen svunden Vaardag staar blaa i Hjærtets graa Ruin!
Veninders kække M od! hvor man i Grunden fornam sit bedre Jeg saa søndagsfin.
Ak kendte oner kommer mig paa Strengene!
Saa blev en Dag i dine Garn jeg hængende.
Nej, læn dit lyse Hoved mer tilbage og lad mig kysse denne Alvorsmund som i din egen By i svundne Dage!
Vi er to Svaler dog, der evig krydses.
Penélope, du elsker din Ulysses!
Penelope med Sax og Fingerbøl,
hvis Husflid fylder en Provins med Møl, snart skilles vi med salte Taarers Nød.
Jeg tier, men jeg husker til min Død.
SO LSK IN S VISE.
\ Ti har slentret under Løv, naar dit Kam-
y mer blev for trangt.
Vi har hellere gaaet for kort end for langt.
Dine Slyngplante-Arme holdt mig sammen og sund.
Jeg har drukket mine Vers af din bræn
dende Mund.
Jeg har drukket mine Vers af din bræn
dende Mund,
fanget blide Suk og Vellyd fra Barmens bange Grund.
Men naar sære Toner dirred fra din Læbe uformærkt,
har jeg drukket, hvad jeg trængte af bar
barisk og stærkt.
Jeg har drukket, hvad jeg trængte af bar-
\
barisk og stærkt.
Og din fine Slankhed øged mine Kræfter uformærkt.
Og din Favn blev' mig fortrolig som et gyldent Foraarssyn, og jeg græder for et Glimt "af dine solrene
Bryn.
% 3i
T O N E A R K ITE K TU R .
T T ' laveret sang igennem mine Stuer,
en yppig Strøm, som let og lindt du tøjler, saa spændte du din Røst paa stærke Buer.
Du slynged den til aldrig brudte Søjler, hvis klare Velklang jeg var angst, jeg skæmmed, saa snart min Sang faldt ind.
Men noget fremmed og rigt og aldrig kendt for Øret gøgler, naar vagt min Bas mod dine Løb sig
stemmed og vandt sin Efeu mørkt om deres Søjler.
Den følger efter som en frygtsom Skygge for ind at fange i en flygtig Snoning
din Røst og Kys paa Sangens Læber trykke, mens hver en Node faar en let Betoning.
- Og Natten dæmrer ind, du elskelige, kun fjærnt i Staden høres Livet buldre.
Jeg ser den lyse Dragt om dine Skuldre og tænker: Skal vi aldrig, aldrig stige fra denne Skumring til vort Maanskinsrige og vore tavse, milde Straalesyner,
- hvor Vellyd smælter, dæmpet Lys kun lyner, mens du, som fast en yppig Sangrøst tumled, og jeg, hvis Mæle Mandsakkorden mumled, skal plukke Klang, der tusindblandet strømmer paa Nattens Mund — den musikalske Drøm
mer . . . ?
■
■i .
t
» i
f.
I
I.1\
I
STO R Sl'A D .
l ^ v e r nede for mine Vinduer vælder
i ) hver susende Nat den brogede Stad:
Stemmer og Hovslag, Vognhjul og Bjælder!
det dønner, dønner . . .jeg skelner ej hvad.
Et Strejflys over de mørke Ruder
blænder mit Syn med sin gyldne Flod.
Jeg lytter, jeg drømmer paa mine Puder med higende ungt Sigøjnerblod.
Jeg hører dem tale, murre og trænge fra Lyshavet ud i Forstadens Ro,
drømmer om Par, der spaserer længe i øde Gader alene to . . .
Nu spanker en silkeklædt Glut, som viser sin brændende, slankstøbte Ungdom kaad.
Paa Lyden af mangefold Fjed over Fliser hæves jeg gyngende som i en Baad.
Og ofte, naar træt af at lytte og vaage i Mørke jeg frem til et Vindu fandt, sad jeg og saa’ i den dryssende Taage og ønsked dig her, medens Lydene svandt.
Det bløde Regndrys derude skikker sig godt for en nordisk Kærlighedsnat:
som Kysset, en frygtsom Veninde drikker i Lyst og Ulyst saa taaremat . . .
Hun selv har lyttet paa disse Puder saa træt og ung med sit higende Blod.
Et Strejflys over de mørke Ruder traf hendes Syn med sin gyldne Flod.
Og Lyden af Stemmer, Vognhjul og Bjælder fandt Vej til Øret, der skelned dem ad.
Elskede, for mine Vinduer vælder hver susende Nat den brogede Stad.
F O R A AR SPLØ JN IN G .
f I Aætved pløjer en Bonde sin Jord, 1 raaber sit Hyp monotont og kort, Kragerne hopper i Plovens Spor
og svinger sig over hans Hoved bort.
Saadan en sivende, regngraa Dag er som det hidsige Aandedrag, Landsbytøsens halvmodne Bryst sukker i sextenaars Kysselyst.
Solen føles usynlig blid, det er Pilefløjternes Tid:
bagved hvert Gærde paa en Sten sidder en Dreng og skærer sig én.
Her kan jeg sprede mit dumpe Sind, grublende, ikke træt, men tyst,
Stilheden kvidrer lun og lind, Luften vider sig graavejrs-lyst.
3*
s
..
• ■-A ; ' l - -'c
m m . Al
3^
Led ved en Kamp i et døvet Land, hvor ej spørges om Tanker, Ord, gad jeg blive en Ting — et »man«, der krøb paa den fugtige, varme Jord — Kaste Aands-Maskeraden væk!
Som Mosens sorgløse, brune Frø gispe i grønne Skræpper sit Kvæk, spise og drikke, formeres og dø . . . Binde ved Maj sin Pige en Krans, slaa et Læs Grønt til sin røde Ko, faa sig om Aftnen en landlig Dans paa stampet Lergulv i Gaardens Lo.
Pt
>1I i;
MJ■ii
%
qi;
I FO RSTAD EN.
( Paa et Visitkort, da hun ikke fa n d te s hjemme.)
T~^n Skorstensrøg forkuller 3l-j fra tusind Skydehuller det skyblaa Himmelland langs Byens Rand.
En frodig Mark udlader i Rader og i Flader landskabelig Fornuft mod Aftnens Luft.
Der gaar en Kat i Kaalen, hvid sniger den sig stjaalen.
Der staar en Hyld ved Hegnet med Blomsterskjolder tegnet.
Og nogle store Popler de brede Toppe kobler fortrolig, skyggetyst, hvor alt er lyst.
Der staar et Hus paa Marken, hvor 'Foget gaar forbi.
Der staar et Hus paa Marken . . . med ingen i.
K: M
s-^ aas^ ::.. v.iair^iin^W M B w i 'iwte*
38
Sr _•:
KS&M
J e f - V . .
2v^~' •• -
2* -rv' ~.. -
^:^Vr'->'. -• '■“ V.- ._. ■ : '• :.•
iåH
* f e -
yV
r \ .
I E N F R U G TH A V E .
'Tj'aldt der Storm over solstille Flade?
X Min Sjæl flagred op som et L in ; og en lynflængt Tordenkaskade
skylled Regn over grønne Blade.
Da det blev tyst, var du min.
Der er fugtigt i Stikkelsbærgange og dufter, nu det er tyst,
fra det dyngvaade Græs og de mange Kirsebærblomster, som prange
skært mod et Lufthav saa lyst.
Lad mig vandre herind ved din Side, mørkøjede Jomfru fin;
dine Hænder, de frugtblomst-hvide, lad tæt mig om Livet glide,
du min smidigrankende Vin.
i j
Og din Kind, den æbleblomst-røde, læn mod mig og kys min Mund.
Dine Læber er vellugtsøde.
Men de sarteste Kærtegn gløde fra Øjnenes mørkblanke Grund.
Har din Arm om min Hals jeg trukken og din Barm mod mit Hjærte tæt,
saa jeg hører din sagteste Sukken, da fryser jeg ikke i Duggen,
da bæver jeg saligheds-let.
Mod Soinedgangs-Blaaet højne Frugtblomsterne deres Pragt.
Foran mig to undrende Øjne,
foran mig din Barm og did nøgne Arm mig om Nakken lagt.
Du er vaad om din Fod, du rene, og krydret som Frugthavens Lugt.
Lad os kysses tyst og alene!
vi er selv som to Æblegrene, skal blomstre og bære Frugt.
40
N O VELLE.
f | 1i saadan er Livet op og ned, X og saadan er Livet ud og ind.
Og den, som intet bedre ved,
maa tage sin Lod med et skønsomt Sind.
For de var to, som blev sammen gift;
for de havde vundet hinanden kær.
Og Taarer flød der af den Bedrift:
Savn, naar de skiltesi Sorg — var de nær.
Hvor mange Gange de skiltes i Trods, hvor ofte Længslen igen dem bandt er godt at mindes for Jer og os,
som gav for en Kylling vor Høne iblandt.
De græd, og de sagde hinanden Farvel;
de følte sig fri som en Fugl i sin Sky
og saa’ sig omkring en Dag og en Kvæld forventningskæk i den sorgløse By.
♦t
i
* ..
Men Morgenen kom og den næste — en Strøm af lyskolde Timer i slæbende Drys.
Og fjerde Dagen der vaagned en Drøm om E'oraar og Skove, om Roser og Kys.
En Drøm om Sommer og sødt Behag, om sarte Kærtegn i Eng og Krat.
Og saa blev der kysset og grædt en Dag og let og kysset den lange Nat.
For saadan er Livet op og ned, og saadan er Livet ud og ind, og den, som intet bedre ved,
maa tage sin Lod med et skønsomt Sind.
42
P A A K Y S T E N VED HELSINGØR.
T ^ v e r græsser en Ged
opad Skovskræntens Væg og smaa bitte Bukke
med Horn og Skæg.
Men i Solskins-Taager flyver hvide Maager, ind over Sand,
fjærnt over Strand.
Og Bølgerne løber
paa kryds og paa tværs, slentrende sødt
som et mageligt Vers.
I Bøges bløde Blade-Sus min Elskede tog Stadet,
mens ved et blaamalt Badehus min Ven og jeg har badet.
4 3
Fra Badet øj ned jeg min Skat med Næsen over Vandet:
i en Gudindes Ladhed fladt henstrakt og ét med Landet.
Der græsser en Ged
opad Skovskræntens Væg, og smaa bitte Bukke
med Horn og Skæg.
L A N G S H A V E T .
O ol gaar ned under øde Bred,
O hvor Stargræs strutter i vindtørt Grus.
Det klare Blaa fanger kølig Fred.
Havstokken tier i Fralands-Sus.
Havet ruller stille og stort,
et Væsen af Liv, hvis Floders Drag, som sendt fra en eneste Hjærteport, har Vilje gemt i hvert sagte Slag.
Det ruger som Mythernes Midgaardsorm og slaar med sin Hale i Breddens Sand.
Jeg gaar med min Skat i den stigende Storm.
Vore Fodtrin befæster det vigende Land.
:x • ';r
4 5
I LÆ B E B LO M STE R N E .
i .
i
' T ^ n frodig Plet jeg aner, C / Krokus og Tulipaner.
Den graanende Aften en Blæst har bragt,
* det bruser i Læbeblomsternes Dragt.
Det er som unge Kvinder, ' en Skæbnetrolddom binder —
hvis Nidkærhed fandt aldrig Fred . . . Nu hvisker de paa dette Sted.
De blege Blomster finder saa mange Hjærtens Minder.
i
^ De skændes ensomt i Blæst og Dug l og falmer med Læberne gule af Fnug.
i
♦
46
M ARINE.
..i!!!
O aa briseblaa mod den klinthøje Kyst gaar Stranden som Nyn af den kærestes
Røst, naar med røde Tøfler og slentrende Fjed hun kommer om Morgnen ad Trapperne ned.
hM*
" :
• 1! ;
1
Jeg ser fra en Skrænt, som er mos-kølig, fin, over Storebælts Lærred et Lufthav som Vin, hvis Sol kysser Varme til Knoklernes Grund, som det unge Goddag af den blodfine Mund.
Og jeg tror, om jeg laa mellem Tangplanter død,
som et bleget Skelet: hvis jeg bares til Glød af Sollys og Kys af de Læbers Koral — brød der Blomster frem af min Dødningeskal.
/ ^ \ g derfor tændtes den kogiende Sol:.
for Isen laa spændt fra Ækvator til Pol.
Og derfor spired der Græs og K orn:
for at opdrætte Hjorder med Klove og Horn.
Og derfor fik Kvinden sin sollyse Form:
for Adam laa ude for Sne og for Storm.
Og Manden blev dristig og stærk af L æ nd:
for de haarblonde Jomfruer sukker om Mænd.
Gennem Minders Magt og Forhaabningers Vækst har vi selv sat Takt til den urgivne Tekst og bygget vort Hus: var nu Verden ej blind, saa vilde den føje sig efter vort Sind.
T Herregaardshavens Bede
X
er Blomsterne røde og blaa.Bag Glas i Bænke: brede de grønne Græskar laa.
»
Vi tripped paa Gangen en Vals og bælgede Gartnerens Ærter.
Kun vore unge Hjærter blev stikkende i vor Hals.
I Herregaardshavens Bede er Blomsterne røde og blaa.
Der gaar vi, til Sol er nede, og gider ej mere gaa.
Hun følger med Smil om Munden i Mørke mig hen gennem Korn*, thi der gaar Dans i Lunden
til fire falske Horn.
Der under kulørte Lamper, der danser Jensine og Hans.
Han tramper, og Sine stamper . . . Hej for en vildene Dansi
Og Timerne smutter bag Løvet af Sted med en Hast saa kælen som Klowner, der ubedrøvet snor ti Gange rundt paa Hælen.
i
*Wf
‘I
*
5 °
F LA M M E LILLE .
Y } aa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa 1 vi vandrer i Livets Gader graa.
Paa Hæl eller Taa, paa Taa eller Hæl faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.
Flammelille hun havde en Fingerring
af et ærligt Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld, men en slem lille Krop af et blandet Metal.
Hun var den ærbarste Mø — aa Jøsl — en Trold i Barmen og Læben stum.
Tre Bejlere kom vi, hun tog vore Kys, men ingen gav hun i Hjærtet Rum.
Da blev de to første saa mod i Hu.
Men jeg, som var tredje, blev da først vred.
Flammelille bød Fred, men mod Trolden jeg stred, til alle smaa Spænder og Baand gik itu.
»Og har du nu revet min Stads itu,«
saa græd hun og lo (hendes Barm blev fuld),
»saa skal du bekoste mig Klæder fra nu og avle med mig et ærligt Kuld.«
Saa bytted vi Ring efter Byens Brug.
Det var en Søndag — jeg husker det nok.
Hun knejste kyskest i Søstrenes Flok,
men kunde forgaaet af Elskov — i Smug.
Flammelille hun havde en Fingerring
af et trofast Metal og et Hjærte af Guld.
Flammelille hun havde et Hjærte af Guld, men en slem lille Krop af et blandet Metal.
Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa vi stredes i Livets Gader graa.
Saa skilles vi ad — paa Taa eller Hæl faar vi Graad i vort Øje og Braad i vor Sjæl.
S2
I MISMOD.
\ Ti har saa meget digtet
V
og lagt i Livet ind og har for lidet sigtet det skønne Hjærnespind.Vi har saa meget troet, vi var saa frejdig stemt;
og drømme-overgroet laa Sorgen hidtil glemt.
Men nu, om end vi flikker, saa tit en Brist vi sér,
frem Hestehoven stikker bestandig mer og mer;
„ vor Indsats har vi givet med Hjærtet fuldt og r ig t.
Der var saa lidt i Livet, at selv det lidt er Digt.
%y
■f-iv.
i%
77.''
<
77.
■i
I■■',77 S
y p .■T :%
■t"S
$
• •
O om Stormfugle over det mejede Agerland
^ 3 Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.
Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skum
ringen lægger sig sval, da staar du med klaprende Tænder og hyller
dig tæt i dit Sjal.
Ud over Stubmarkens Muldjord vender du Blikket saa trist,
min Skat, min Veninde, som skulde du søge et Haab, vi har mist’.
2
5 4
Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som ^ smæltende Guld
svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende Lærker fuld,
mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev Frugthavens Løv,
og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg som skinnende Støv.
Men siden saa har vi hadet den lyse Sommer + bort.
Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles ved Mén og Tort.
Men bleg og skælvende vender mod Mulden du Blikket saa brudt og brydes endnu med en Lykke, som aldrig
skal blive fortrudt.
t
L A N D S B Y - VEJE.
r \ e gamle Landsby-Veje, som tyve Gange dreje, hvor sorte Snegle krybe
og Hjulenes Spor er dybe, de rummer Skjulesteder, hvor alskens Fugle bygger ind under de tætte Piles silkefligede Skygger.
Her gik jeg syv Aar gammel og stirred op i Vejret
imellem Rødpil, som dryssed Dug over mig og Gærdet, vandred med Lærebogen om Foraaret, tidlig vaagnet, omkap med den bibelfaste Skoleungdom i Sognet.
II
II
. i | K
;-!ti: C
a:r
II
1 i r
i
56
Men ingen Jordbær findes saa røde i Himmerige
som under to Pilerækkers skærmende Silkeflige.
Lad Pile staa langs Vejen og Jordbær voxe røde, med mindre I vil kede
den kommende Slægt til" Døde.
W!
!
L'1
i; ii i ?!
1
L ..
■V '>T*V
Der fandtes Skjulesteder, f
som ingen mere freder.
Kun Landsbyens mindste Knægte ] løb da og stjal Fuglereder.
Men disse smaabitte Fyre
er ganske uberegnet ^
bleven til voxne Karle, der rydder hele Hegnet.
it
t
.r
m
Teg saa’ hendes Hus mod Aften:
J med Ruderne mørke og tomme stirrende langt henad Vejen,
hvor ingen vented mit Komme.
Bag Taget og Skorstenspiben gled Solkuglen stille for Anker, og Lærkerne kimed til Afsked over de korngrønne Banker.
Jeg gensaa den hollandske Mølle som et udfoldet stort Insekt,
hvor vi drømte os højt over Verden som ung og stormende Slægt . . . hvor Svalerne flyver mod Solen og Møllevingerne gaar
og Vaarvinden legte med Kjolen og med hendes lyse Haar . . .
En Skygge af Møllen og Huset kysser de mosgro’de Stene,
men ingen, støttet til Stolpen, venter mig tyst og alene
— hvor før hun bød mig velkommen fra Tærsklen og hented sit Sjal*,
thi Tusmørket synker, der driver Dug i Græsset, og Natten er sval.
Da ejed vi virkelig Verden,
og Haandtrykket sikkert som Guld gav Tegn, at vor hidtil manglende Verden omsider var fuld.
Saa taled vi alt det fornuftige, vi vidste nogen Gang,
til Solen gik ned i vort luftige Sommer-Kantonnement.
B A L A F T E N .
le Instrumenterne rømmer sig nu, de kagler, de skratter, de nynner, Bassen brummer dybt fra sin klagende Bug, mens sagte Violinerne begynder.
En Bukken, Inklineren, en Løben op og ned, til vor Kvadrille er samlet,
saa stryger alle Buerne rask den Musik, som vagt sig over Strængene har famlet.
Som en sirlig Mus Frøken Eva danser frem, i lysegraat, lidt sky, men hjærtevindig,
nejer sig galant, mens Øjets finblaa Glans biir stadig mere blaa og tungsindig.
Saa viser Enken med buttede Hop sin modne, ustadige Alder,
nejer til Jord for hver'H erre og ler og uforknyt i Favnen os falder.
Men dronningeskælmsk i sin sorte Atlask Kathinka, den fejende ranke, sig vender, trykker i Haanden os alle en Gang
og dobbelt sin Kærestes Hænder.
Lenora, den blege Kusine, staar
i Silke med Hoved paa skraa og grunder, Øjnenes Mørke spørger saa fjærnt,
som ruged hun stum paa en Drøm, der gik under.
Den fine Pande bag brunsort Haar og disse Øjne saa trofast-sære
synes at huske en Ven, hun har kær,
som er langt herfra — ej værdig sin Æ re Og naar vi har danset den sidste Tur, de klapper i Hænderne kaade,
og Rheinlænder-Polkaen fejer dem med, til Kinderne ler og dugges vaade.
Naar Ballet er endt, er det sildig Nat.
Vor Klynge ned ad Trapperne famler.
Kathinka træder først ud i Sneen paa Taa, mens Skørterne med Haanden hun samler.
Saa gyser hun, trykker den kærestes Arm og baner ham Vej som sin Skygge.
Men Enken kan vise baade Varme og Tak, hvis én byder Haand til sin Lykke.
6i
Og Mørket gør Eva fra Mus til en Kat, . der kradser med en vis elektrisk Ynde.
Men Frøken Lenora fortæller mildt og mat, at kun de muntre Mennesker kan synde.
Dog han, som er med hende, greb hendes Haand:
»Hvad Lykke ved Tummel og Latter?
Nej den, som er venligst og dybest i Sorg, sin Vellyst vidunderligst fatter.«
• r •• ’•
Og som han stod, har hun grebet ham rask . . : og kysset ham og Tavshed befalet ~ ' .... - - ‘ • <■; iS. ■., og vugget ham sødt til Godnat — til Godnat r n 1 •
* % •
og længe vinket efter ham med Sjalet. i ' Hendes Favntag og Kys er en ridderlig Rus,
der ej for Morgnens Taageklarhed flygter . . . Det trætte Blik forfølger i Længsel og Drøm C Dagskæret paa en Række slanke Lygter.
Hvad er der saa sært som en Lygte ved Dag, naar blankrudet, bleg og forsovet
den løfter mod Lyset' i udslukt Ro sit fine og tænksomme Hoved — ?
*
i
det var paa Skanderborg Station, V _ y der blev mine Tanker forfløjne.
Jeg saa en nydelig ung Person med nøddebrune Øjne.
Kokette Øjne, men tavs og bleg med Ansigtstræk saa skære,
en nittenaars Barm til en fin Figur, spinkel og Hofterne svære.
Et kysk og forvovent Borgerbarn med rastløse Sommerfugl-Lemmer.
Af Gangens og Holdningens æggende Kraft endnu jeg et Gentryk fornemmer.
Thi det er et Minde fra sorgløse Aar, før Hykleriet og Vaaset
fik trykket vor unge Lyst ihjæl, om ej det vor Mund fik laaset.
Da lidt blev favnet, men meget nydt og alt og alle begæret,
da Sindet laa aabent og Blodet frit som Sommerhavet og Vejret.
Jeg husker de brune Øjne, hvor trist hun blev, da hun saa’ os drage;
thi det var paa Skanderborg Station, der stod hun alene tilbage.
Men jeg drog mod Nord, over Land og Sø, og sommerberust mig kendte,
og da jeg sov ind paa Himmelbjærget, de brune Øjne mig brændte.
De brændte saa sødt, de brændte saa hedt.
Jeg drømte, jeg tog hende 7ned mig.
Hun dufted af Blomster, Viol og Reseda, og kyssede Lindring og Fred mig.
Saa stærke Kys fra en ærbar Mund.
Var Kaffen ej ble ven serveret, den unge Frøken fra Skanderborg vist havde sig kompromitteret.
Aa disse ærbare Borgerbørn,
de maa deres Hj ærter ave, / pyntelig blomstrer den stærke Reseda
i Faderens lille Have.
Der findes saa mange Borgerbørn, som gør vore Tanker forfløjne.
(Jeg mindes vel tyve med himmelblaa og ti me#d brune Øjne).
Der findes saa mange sirlige smaa, som gav os en Dans og en Rose, Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!
i
Men disse Blomster fra unge Aar;
dem sankede jeg til Dynge;
og nåår jeg mærker den flygtige Duft, begynder mit Blod at synge.
De smægter saa sødt, saa hjærtebeklemt mod Solskin og luftblaa Dage.
Men det er paa Skanderborg Station, der staar de alle tilbage.
B U D D I IA.
(Buddhisternes Bon; »Frels os f r a Sjæ levandring l*)
y ^ V v e r .sagtelig glidende Strand har jeg
V _ y draget dem hen,
gennem langt ud sig vidende Land har jeg skikket dem frem, de kom Skove forbi med Tusmørke-rugende
Kroner, de kom Stæder forbi — der var Lys, der
var Latter og Toner.
Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror, hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej
behøves, hvor Striden er død og Græsset evindelig gror . . .
Det er skummelt at bo paa den menneske- vrimlende Jord;
det er skummelt at bygge i Skove, hvor Tavsheden bor;
--- t ni,
66
det er skummelt at blandes med mange,.
som kaster dig hid og did;
det er skummelt og utrygt at bo med en enkelt langt borte fra Menneskers Hjælp..
De har ledet saa vide, saa vide omkring.
efter Hjem.
Jeg har set dem fornægte sig selv og at taale og lide for Fred.
De har troet at finde en Arne, som aldrig gik ud..
Men alle saa kom de og klagede:
»Buddha, min Gudi'
»Jeg er træt af at leve i Verden, o Buddha, min Gudi
»mine Haab er forbrændt paa en Arne,.
der hastig gik ud;
»jeg har intet Begær efter Himlenes salige Kyst —
»jeg blev bitter og sviende syg af al Jorde
rigs Lyst.
»Men du tage mit Liv, som jeg ved ej hvortil og hvormed,
»at min Sjæl skal ej mer vandre rastløs fra Sted og til Stedl
»Buddha, min Gud, du var grum, om min Bøn du forskød:
»jeg beder jo ene at frelses fra Sjælevan
dringens Nød,
»beder om Intet, om Fred, om udødelig Død l«.
Over sagtelig glidende Strand har jeg draget dem hen, gennem langt ud sig vidende Land har jeg
skikket dem frem.
#
De kom Skove forbi med Tusmørke-rugende Kroner, de kom Stæder forbi — der var Lys, der
var Latter og Toner.
Saa naaed de frem gennem blinkende Sø, over Bjærge og buede Bror, hjem til det store Nirvana, hvor Fred ej
-behøves, hvor Striden er død og Græsset evindelig gror.
ii
i
i
i
i
}
4
i
is *
V: ?
' - - v
: V V- A N D E N B O G
REJSEBILLEDER
■>
I
i
/ ft!
. - ? ^ Y . . .
- - V v rr .
STORM- OG TRÆNGSELSAAR
M a ben veggi'or si come a l popol tutto Favola f u i g ra n tempo; onde sovente D i vie vtedesmo meco m i vergogno.
Petrarca.
:
i i i
il
j i
! i
<
4
/ ^ \ ktober-Regnfald over fynske Haver, V _ y al Verden som et smuldrende Kadaver.
Jeg pakker ind, og rejseklædt paa Skramlet af Minder føler jeg til Gavns mig Hamleth.
En Moders Afsked, vage, ømme Savn!
Og saa paa ny det skumle København med Rigsdagstaler og Forlæggerkvaler,
et Slud, hvor næppe Kittys Kys husvaler!
Den sidste Dag i Nysted, Verdens Ende, hvor Aarestrup forgik... Blandt danske Penne hver vælger, som han kan — jeg fandt nu
denne.
Saa lod jeg mig af Østersø bestænke.
Berlin og Køln I Slotspladser, Anlæg, Bænke, hvor en fornuftig Mand igen kan tænke.
T il E N SØSTER.
Jeg mindes dig fra Høsten, kære Søster, den Soldag paa det flade Lollands Kyster, Nysted og Aalholm, Støtten for Grev Råben, den gule Jagthund med sin Sten i Flaben — der fulgte os langs Skov og Strand og Næs, hvor midt i Planteverdnen, Dyreriget,
blandt Raavildt, Slaaentjørn og vissent Græs ved Løvfald fordum Aarestrup har higet.
Hans Tid var for en grundtvigsk Dom
provst fri, og i et højst naivt Kondittori
man fandt kun Rum for sig og sin Charlotte.
Aa Søster, brav som hine Tider, maatte du ene være Moder, intet andet!
Vi trænger til honnette Folk i Landet.
Til /. og V,
Den Nat paa Østersøen, aa hvor gynger og skumpier Færgen! Storm og Bølger synger!
Det er paa Havet, Underværker hænder og — Fabel — at jeg træffer Jer to Venner!
At vi drak Rhinskvin her paa Dækkets Fjæle og klinked med min fordums Lærer H., som blev fornærmet og lod Glasset staa.
Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?
Det frie Hav og hævede Pokaler 1
. . . Da jeg gaar agterud, hvor Vinden svaler, krydser endnu den unge Prins min Vej.
»Det stormer syd for Danmark!« raabte jeg i Sejr og Fryd. Han standser uden Mæle . . . Ak hvilken Dansk forstaar vel friske Sjæle?
¥
T Y S K K Y S T B Y .
Nu larmér Østersøen. Flad — flad — flad er Bredden, hvor den rejser sine Rygge.
Jeg driver i den gamle Hansestad
og blæser Storm og Østersø et Stykke.
I Skumring bruser dette Saltvandsbad,
en Øredouche, hvor tør jeg kan mig dykke;
jeg tror paa hverken Havfru eller Nøkke, men Havets Syner gør mig gudeglad.
Det er en Gang et Spil for fuldt Orkester.
Her gad jeg føre an som Tonemester
med Skumguirlander om min svungne Stav.
Men her er Søen høj og Kysten lav:
tag Jer i Agt, I andagtsløse Gæster, som jeg i Naade bød til mine Fester.
K Ø L N ;
Den skumle Kathedral, den skidne Rhin, og Køln en Regnvejrsnat! En Klang af Flasker, Kvinder i Rødt, som kvinker Violin,
og Folk, som gylper, mens hver Tagtud plasker.
Jeg købte, før jeg rejste, et Prospekt af By og Dom, erfarede perfekt
af Frøknen bag sin Disk, hvad disse Egne vel tænkte om den gudsforladte Heine.
»I Køln var Heine afholdt, han forspildte sin Gunst, da han holdt Bryllup med Mathilde.
Man vidste jo, han var saa ødelagt!«
Ak stakkels Digter, brudt af Gigt og Tæring I der er ej Sot, der standser Hjærtets Magt, som i saa klam en Verden kræver Næring 1
*
D A M E N FRA K Ø LN .
Hun pegte paa sin Rygrad med en Gestus, saa skødesløst, for flygtig at betegne
den Sygdoms skælmske Art, som satte Heine paa Aftægt i det mennesklige Kvæsthus.
Jeg suser over Rhinens duggraa Sletter langt bort fra Køln — men ser endnu, hvor klog hun stod bag Disken i sin dunkle Krog, en af Provinsens strenge Henrietter.
7 7
Et Søsterslæng, hvis dømmende Forstand skjuler en Sjæl, som intet mere mætter:
de delte gærne Mandens Sot og Brand, ja røved gærne Døden dens Skeletter.
Og deres Tro, som ingen Frygt kan ave, dækker med Savnets Vedbend alle Grave.
T il E N SØSTER.
Aa, Søster, du forstod, da jeg var Dreng, forrædersk blidt og dog saa klog og stræng at tale min Vredagtighed til Rette,
min Sorg og Ve blot med et Blik at slette.
Da jeg blev større og det faldt mig ind, jeg vilde mig en Trøst og Lykke finde
skabt i dit Billed og af samme Sind, da blev du hendes ømmeste Veninde.
»
Men i mit Liv gik mange Ting til agter, jeg søgte mig med Manddomstrods at væbne,
og jeg blev uens med de stille Magter.
Jeg sidder i det fremmede Paris
og tømmer denne dunkle Vin til Pris for dine dunkle Øjnes Indskrift: Skæbne.
i
T il H E N D E .
Paa dig, min Elskede fra hine Dage, da mine Sejl var fyldt af bedre Vind, jeg tænker, mens i Mulm jeg ruller ind
iblandt Paris’ oktobervaade Tage.
O du Retfærdighed og Helligdom,
min Elskede, der var saa dansk som dygtig, dit Minde møder mig paa ny i Rom,
naar jeg for anden Gang gør mig landflygtig.
Dog undes der en Gang mit Hjærte Fred, naar ingen Dag min Trodsighed belyser, naar jeg er død og paa mit rette Sted.
Da har jeg sunget dig i Himlen ind;
dér tænker du paa mig med lettet Sind, som Gudskelov er dér, hvor ingen fryser.
H A S S A N OG D IG TEREN . Persisk Fabel.
Den lille Hassan med de skæve Ben skrev til mig: »Grunde har jeg ti for én til ej at trykke Deres Bog. For Resten den bedste er: jeg har endnu ej læst ’en.« — Den lille Hassan skrev for anden Gang:
»Jeg læser nu, men ak min Tid er trang, og Overvejelsen er svær og sen
af Grunde, hvoraf jeg har ti for én.«
I)et samme Retsind og de samme Benl
■Et Fjerdingaar gik hen, og tredje Gang kom Brev med Hassans Haand: »Jeg maa
beklage — Jeg kunde rose Et, et Andet vrage,
men sender her det hele -Værk tilbage i lavshed . . . Grunde har jeg ti for én!«
9
D IG T E R E N OG IJA SSA N . Persisk FabeL
Jeg lagde i et ildfast Jærnskab Brevet, som lille Hassan flittig havde skrevet, og svaléd i et Digt min hævnske Pen, hvor Hassan gik lyslevende igen.
Det blev ej trykt, fordi jeg ikke kunde, (tro mig: jeg havde ti for én af Grunde!) Men stille svor jeg Hævn for denne Mén, naar jeg fik ti Forlæggere for én.
Dog, da min Venten kunde blive sen, og det er hæsligt at gaa om og hade, saa har jeg gjort Besked paa disse Blade.
-Det var den ydmygste af mine Faser,
da udstadt som en Hund paa Gadens Sten
•
jeg maatte snappe efter Hassans Haser.
!
■ f, I i
lii
S I
I
l!
i i
i
i
M
i l
i,i
r
■■! rf -
8o
FØR S T Æ VN EM Ø DET.
Det bliver Aften i Vorherres Gaard*,
langs Himmelranden, paa en Bred af Okker, en lille Vogtertøs med gule Haar
saar grønne Stjærner tæt som Padderokker.
Af Skyfaar græsses denne Stjærnebund, vidt ringer over Verden deres Klokker.
Kometen er Vorherres Vogterhund,
hvis Hale vesterude vagtsomt rokker. .
Ved Himlens Arne Hjorden nu sig flokker.
Men for mig selv er tændt et Velkomst-Baal.
Hun venter mig: det er vor Hyrdetime.
Og Natten sænker Skodderne af Staal, med gyldne Røster alle Klokker kime og taler Hjærteguldets Tungemaal.
G E N S Y N E T .
Der drypped Blomster røde som en Brand for mine Blik . . . jeg gensaa hendes Øjne, hvis Bund er dobbelt som et frossent Vand.
Men Blomsterne var Læbens Smil — det nøgne 1 Hun var saa næsvis i sin Flagre-Flugt,
en Fugl, som med for tunge Fjedre braminer I Og Haaret dobbelt mørkt. Og dybt og smukt stod Kind og Tindinger i Dobbeltflammer.
Det var din gamle Dobbelthed, min Fe, dit Smil saa fuldt af Løfter og af Ve.
Tvetvunden bringer du mig tvefold Jammer.—
Med ét begyndte alt mit Blod at l e :
jeg saa dig af en Rembrandtsk Livsild skinne.
Saa fandt jeg Dobbeltmand minDobbeltkvinde.
* G A R G A N TU A E L L E R »SIKKET-G AB-D U-HAR*.
F rit efter Rabelais.
Han græd, da han blev født. Og Barnets Far kaldt ind fra Gæstebud og Venners Tale slog op en Latter: »Sikket Gab du har!«
Det kloge Barn fandt snart paa alt det gale!
tissed mod Sol og tog i Regnvejr Bad, forfulgte under lave Skyr en Svale,
lod Gaardens Hunde spise af sit Fad og pusted dem paa Dril i deres Hale.
De gode Kvinder, som den spæde skøtter, ombandt hans lille Manddom glad og tit med Blomster, Baand og Fandens Mælke
bøtter.
Hvorfor er jeg bedrøvet? Gik det skidt ved Livets Gæstebud og Sammenkomster:
der findes altid dem, der Hætter Blomster.
8 2
K U N S TN ER-EXIS TENS.
(V e d et Hus, je g en A ften g ik f o r b i i P a ris.)
Der paa de onde Urters Bulevard,
der grunder man sin Velstand i en Fart*, man holder Vogn og lader sig misunde i et Palæ med Kvinder, Kunst og Hunde.
Man hæfter i sin Regnskabsbog et Folie, hvor der kun staar om Børs og Baisse i Olie, har Ungdom, Skønhed og tilTegn paaStanden en let Skavank som Byron og som Fanden.
Der paa de onde Urters Bulevard bor Skønhedsdyrkere af kostbar Art.
Og var jeg ikke én fra alle Kanter udstødt, fordømt og redelig Poet, hvis ej jeg var Diogenes, Profet — der gad jeg bygge flot som Alexander.
PA A N Y VED ØSTERSØEN.
Se Skyens vilde Jagt med Horn og Hunde.
Nu rykker Stormens Haand i Jordens Skæg og river Trær med Rode op i Lunde.
Den gamle Verden aabner sine Læg.
Ny Verdner fødes af dens Kæmpe-Æg
til Vejrets Glam og Fraad af Bølgemunde.
Lad Borgerskabet snorke bag sin Væg!
En Frihedsstund — i Nat kan jeg ej blunde.
