Med liden forandring
Fastelavnssoldater
Af
ArneGammelgaard
Mandag den 5. marts 1984 kl. 8. Derer enanelse forår i luften denne faste¬
lavnsmandag,somfaldermeget sent, mendeterkoldtogfugtigt. Niels står
ogventer ved hjemmet i en østjysk landsby. Lidt efter lidt kommer lands¬
byens drenge i alderen 10-14 årogstiller sig til disposition for det, der skal foregå de næste mangetimer. Ingen kommer for sent. Derersystem i det,
dersattesiværk,ogdererdisciplinoverforetagendet.
Drengene skal ud»at gå fastelavn«. Nielserkonge. Han harværet med
fire gange tidligere. Han erden ældste, og de andre drenge viser ham den
fornødnerespekt. Han udøversin autoritet roligtog selvfølgeligt. På hove¬
det har hanen krone i»guld« fremstillet til netop hans hoved. Materialet
erkarton, men kronen eret helt lille kunstværk udførtmedsnilde og kær¬
lighed af hans mor. Hun gik straks i gang, da Niels nogle uger forinden havdefortalt, athan skulleværekonge. Niels's far har fulgt medi fremstil¬
lingen af kronen og det øvrige udstyr: epauletter, bandolerer og armbånd til årets»konge« med al den sagkundskab, der følger af selvat have været det heleigennem på nøjagtig samme måde 25 år tidligere. Sablen aleneer
ikke til éngangsbrug. Den eraf solidt materiale i naturtro gengivelse afen
rigtig sabel,ogdenharværeti brugmangetidligereår.
På sammemåde som kongen og i tilstræbt overensstemmelse med deres
rangbærer de andre drenge også strålende uniformsgenstande. De stillerop på række i størrelsesorden, og da kongen mønstrer sine soldater inden af¬
gang,viser det sig, atdereretumiskendeligt hengemt prægoveruniforme¬
ringen. Også på dette feltprægesdet hele aftraditionogdisciplin. Hærener nu klar til atbegynde sin tur rundt til sognetsgårde og huse for at samle
pengeind til dentraditionelle festsammeaften.
Den historiske
oprindelse
Oprindelsen til denne tradition, sådan somden med forbavsende styrkeog kontinuitetsynesatholde sig, vil det i dette østjyske område værenaturligt
atsøge i skikken med ringridningog omridt med påfølgende fest, somdet
skildres af H. F. Feilberg i Dansk Bondeliv og i skikken med gadelam og
gadebasse.
De bærende elementeri de unges tradition er så let genkendelige i den måde, fastelavnssoldaterne fungerer på,atdeterrimeligtat antage, at bør¬
nene har»leget med«, medens den oprindelige tradition blev håndhævet,
ogatbørnene har ført den videre alene, efterat landsbyernes ungdomskul¬
turændredesomkring år 1900. Adskillige steder holdt karlene dog traditio¬
nen vedlige tilopimod 1940.
Det erikke opgaven her atsøge beskrevet, hvorfor \anåsbyungdommen ikkeførte traditionen videre. Væk erden ihvertfald, men enrække årsager
hertilerikkesværeatfaøje på: Med intensiveringen af landbruget fra mid¬
ten af 1880'ernekommer derinstabilitet ind i landsbymiljøet. Mobiliteten
bliverstørre, den talmæssige fordeling mellem karleogpiger kommer ud af
balance. En effektiv og »moderne« indstilling til tilværelsen bragte ned¬
arvedeskikke i miskredit.Ungdommenopgavdem,menhos børneneover¬
levede nogle af dem. På Hammel-egnen altså fastelavnssoldaternes march
ogefterfølgende fest, i 1985 således 70-80 steder.
Men hvordan er så sammenhængen mellem karlenes ringridning med prangende uniformering, besøg på de enkelte gårde o.s.v. og drengenes nogenlunde tilsvarende manøvrer? Er der i det heletagetensammenhæng?
Ingen, hverken børn eller voksne blandt dem, somharværet med desene¬
steår, kendernogettil oprindelsen af den skik, der så selvfølgeligt og sam¬
vittighedsfuldt føres videre. Mangiver alene udtryk for,atdeter »enmeget gammel skik her påegnen«.
H. F. Feilberg fortæller i Dansk Bondeliv, som udkom førstegang i 1889,
om karlenes omridt, som det ved fastelavn finder sted»øster på« og siger så: »Drengenefølger med liden forandring den samme skik, rigtignok med
den forskel,atde må bruge deres bensom rideheste.« Stadig ifølge Feilberg
marcherer flokken fra gård til gård, synger, modtageren gave, inviterer til
fest og marcherer videre. Om aftenen er der fest, og kongen skal danse
den første dans, og »der er altid tavs og nysgerrig forventning, indtil han
harvalgtendronning«.
IØstjysk Hjemstavn, 1938, beretterSørenEriksen, Svenstrup vedHam¬
mel om, hvordan han i 1867 som 10-årigvarmed til at »gå fastelavn« på fastelavnssøndag: »Vi mødte hos den kårede konge pyntet efter alle kun-
Karlene er klar tilat »ridefastelavn«. Deteri Skjoldelev i 1912. De meni¬
gesbeskedne flok på højre fløj beståraf6 ryttere. Længst tilvenstreenfor¬
rider, der skulle varsko om optogets ankomst, dernæst følger en musiker
og-flankeret afdetofanebærere-kongeogprins. Imidten klovnen. Hans
ganger ser nok ud tilat kunne imødekomme beskrivelsen afen»bajads«, deromtalesafAugustF. Schmidt:»- han red påethelmis så usselt, at når
vifik i halen afdet, kunne vi rive det omkuld.« Billedet ertagetforanfor¬
samlingshuset og har tilhørt Aksel Nedergaard, Skjoldelev. To afhans
brødre er med: venstrefanebærer og menig nr. trefra højre. Aksel Neder¬
gaard selv har gåetfastelavnfleregangeog bedyrer, atbortset fra hestene
vardet detsammehos karleogdrenge.(LokalhistoriskSamling, Hammel).
stens reglermed kulørt papirog flagrende papir i hatten; marcherende fra gård til gård fik vivore æbleskiverog vorskilling på rejsen«.
Sammested, har Mine Sørensen, Sall, i 1976 skrevetenartikel, som for¬
tællerom, hvordan drengene i god tid før fastelavn holderen generalfor¬
samling, hvor de vælger konge, kronprins, kaptajn, kasserer, fire fane¬
bærere og en klovn. Valgets resultat holdes hemmeligt, og det er derfor nødvendigt, at mødestedet heller ikke er kendt afnogen. Mine Sørensen gengiver både den sang, der synges ved marchens forskellige mål og ved
den efterfølgende fest. Hun anfører, at hendes mor, som var født i 1884,
Et stykke tid inden fastelavn 1985- iSall vardet den 20. januar-mødes drengene tildet forberedende møde. De, som har været medfør, instruerer
de nye. Her drejer det sig om uniformeringen. Drengen til højre er den
vordende konge. I 1984 var han klovn. I Sall er det tradition, at ældste dreng i 7. klasse bliverkonge, oghan skalhave været medhvert år. Deto skråremme angiver, at bæreren er enten forreste fanebærer eller officer.
(Fot. SteenNielsen, Sall).
bekræftede, at det er de samme sange, som hun havde kendt hele sit liv.
Sangenehar aldrigværettrykt, menbliver skrevetoppå tavlen i skolen lige førfastelavn. Så skriverdrengenedem afoglærer dem udenad.
Henning Taankvist, tidligere Skjoldelev ved Hammel, fortællerom sine oplevelsersom fastelavnssoldat i årene 1948-56:
»ISkjoldelevogbyerne i nærhedenvardet almindeligt, atdrengene »gik
fastelavn« fastelavnssøndag. Det var som nævnt kun drengene, der gik fastelavn, pigerne deltog ikke. Det var ligeledes drengene, der helt og holdent forestod arrangementet i alle detaljer - lige fra bestilling af musik, bestilling af krosal, kaffe, brød m.v. til ansvaret for økonomien.
Jeg mindes ikke, at nogen voksen blandede sig i disse forhold, men de
harjo selvfølgelig nok diskretovervåget det hele.
Instruktionen i kongens hjem omfatter også indøvelse af marchen og op¬
stillingen ved målene. På grund af det kolde vejrforegik det indendøre,
og kongens mor måtte 5-6 gangefra den tilstødende stue agere beboer,
somfårbesøg.Kaptajnenførerkommandoen. (Fot. Steen Nielsen, Sall).
Planlægningen begyndte gerne i januar måned. Nogle af de ældste drenge snakkedesammen i skolefrikvartererneogfik fordeltopgaverne-
de små drenge blev betragtet som et nødvendigt onde og havde ikke meget atsige. Jeg deltog i årene 1948-56,ogi de første af disse årvarder stadig problemer med rationeringer. Derfor startede vi nogle dage i for¬
vejen medatsamle kaffemærker ind-ogvistnok også sukkermærker,og vi samledeogså brændsel til opvarmning af krosalen.
Når alle de praktiske tingvar klaret, ventede vi spændt på fastelavns¬
søndag-oghvor vi varspændte. Tidlig søndagmorgen-jeg trorså tid¬
ligtsom ved 7-tiden-startede drengene i de 4 ældsteskoleårgange så på
rundturen til alle gårde og huse i Skjoldelev by og opland. Først alle
beboelser ioplandet. Turengik til »Svinget«, videre til Skjoldelev Mark, så til Vesterkjær, Hummeluhre, Højvang, Mødal og endelig Skjoldelev igen-enspadseretur, dernok skalværesineca. 15 km, sådetvarfaktisk nogle ret trætteog forkomne drenge, der vendte tilbage. Og sultne! -det
varskik,atalle spiste hos »kronprinsen«, ogdetvarikke fa frikadellerog
kartofler, der blevsattil livs ved disselejligheder.
Eftermiddagen fortsatte vi med rundturen i Skjoldelev by, og nu del¬
togde 3 mindsteårgange. Som regelvarvi færdige ved tre-halvfiretiden.
Hvadgik det så ud på?Ja, detdrejede sig joomatsamle pengetil den fest, der blev holdt samme aften, og hvorbåde børn og voksne deltog,
men mereomdetsenere.
Vi var først og fremmest udklædt som soldater. På rundturen ind¬
skrænkede det signutil sabelogskråhue ogmåske etparordener, for vi skullejo ogsåværevarmtpåklædt-detvariøvrigtlidtafetproblem den¬
gang for nogle afos - så der var jo grænser for den uniformering, vi
kunne klare. Selv syntes vi selvfølgelig, vi var flotte, men billeder fra dengang afslører jo, at detvar en forpjusketog forfrossen flok, der van¬
drede rundt.
Vi var organiseret med konge, kronprins, kasserer, fanebærere og
general og resten som menige. Posterne blev vel fordelt efter den hakkeorden, der nu engangfindes alle steder. Valget af kronprinsvarfor
så vidt det vigtigste, dels fordi derjo skulle spises i hans hjem, og dels
fordi han så året efter blev konge, ogdetvardanoget, vi alle gerneville opnå,men somkundefærreste ifølgesagensnaturnåede.
Vi havde 2 faner og en pengetaske, og disse ting blev altid opbevaret
hos den, der skulle være konge i det kommende år. Det var også ham,
derskullesørge foratfagangi tingene i god tid før fastelavn.
Så startede vi altså på vores rundtur. Vi stillede op med fanerne for¬
rest, så kongen alene, dernæst de menige 2 og2 efter alderogsidst kron¬
prinsen-generalerne gik på siden af geleddetogskulle sørgeforro og or¬
den, ogatalle fulgte med. Når vi gjorde holdt ved huse oggårde, stillede
viop medfront mod stuehusetogmedfanerne på højre fløj,ogsåsangvi fastelavnssangen, og mens det foregik, kom beboerne ud på trappen og
lyttede. Så indsamlede kassereren den pengegave, man ønskede at give,
og så takkede vi med det sidste vers. Jeg kan desværre kun huske første
vers, et par linier af andet, og det meste af tredie, og det er egentlig underligt, for jeg må havesungetden sanghundredvis afgange sombarn.
Når vi udpå eftermiddagen varfærdige, gik vi hver til sit, og nu blev
det for alvorspændende, fornu skulle stadstøjet prøves og være klar til
ballet samme aften. Vi var i hvid skjorte og mørke bukser. Vi havde
skråhue med kvast og sabel i skuldergehæng, og vi havde epauletterog ordenerogguldgalonersyetpå bukserne-alt i alt harvore mødre haftet frygteligt mas med vort udstyr, men det tænkte vi nu ikke meget over.
Kongenogkronprinsen havde forøvrigt kroner på i stedet for skråhuer.
Så oprandt aftenen. Alle soldaterne samledes i et sidelokale til kro¬
salen, hvor forældre, bedsteforældre, søskende og karle og piger sad på
bænke langs væggen ogventede. Når alt var klart, gikfløjdørene op, og
mensmusikkenspillede, marcheredevi rundtisalen,mensvisangfaste- lavnssangen. Så kom aftenenshøjdepunkt, fornuskulle kongenogkron¬
prinsen krone dronningenogkronprinsessen-ogjeg kan forsikre, atdet
varet par nervøse drenge, der måtte overgulvet ogsætte kronen på de piger, der var valgt (pigerne har sikkert været lige så nervøse) - og så
skulle detopardanse salen rundtogunderfanerne. Derefter inklinerede
deøvrige soldater for hver sin dame tilrestenaf dansen.
Dereftervarderalmindelig dansresten af aftenen, ogder blevserveret kaffeogbrød forde voksneogsodavand ogbrød for børnene. Detspæn¬
dendevarså, om pengeneslog til,ogdetgjorde desomregel-der kunne
måske enddavære etlille overskud, somblev delt ligeligt mellem dren¬
gene.
Traditionen medatkrone dronningogkronprinsesse kan nok fortjene
et parordmere. Manmå forstå, atselvompigerogdrengegiksammeni skole, såvarderikke megetsamkvem. Drengene kunne jo ikke lege med
»tøserne« og omvendt. Alligevel var de ældste jo begyndt at skæve interesserettilhinanden, menmegetdiskret for ikkeatblive drillet.
Ligesom kronprinsen avancerede til konge, så var det som regel den
sammepige, der blev først kronprinsesse og året efter dronning. Detvar lidtafetprestigetab, hvis ikke denne regel blev fulgt,ogdettogvi faktisk megethensyn til. Derforvarvalget af kronprinsesse særlig interessant,og det var genstand for indgående drøftelser på forhånd mellem de store drenge med »følere« til pigernes kreds for at være sikker på, at den udvalgte indvilligede i valget. Det var altså nøje planlagt, og alligevel
kunne der bliveproblemer. Jeg husker,at»min« dronningvarblevetsky
og i lang tid sad i garderoben, før hun ved hjælp af kraftige overtalelser
fra de andrepiger ville indfinde sig i salen. Enhver kan sikkert forestille sig mine følelser, mensdet stod på. Nå, det faldt i lave,ogdetersjovtnu attænketilbage på.«
SåvidtHenning Taankvist. Jeg har selv fleregange sethæren på march fra gård til gård. Togangehar jeg haft lejlighed tilatblive direkte konfronteret
med fænomenet. Til fastelavn 1976 havde jeg sat mig for at se starten i Skjød. Detårvar der såmange drenge,at man valgte atdele »hæren« i to hold. Så kunne man komme hele sognet rundt. Det var et meget vådt og tungtføre med snesjapogtåge, så nogle af de mindste drenge, somkunvar 9-10 år gamle, skulle nok fä brug for al den tapperhed og beslutsomhed,
somderesansigtsudtryk røbede.
Dajeg etpartimersenereså »soldaterne« bjerge sigop på vejen mellem Skjød ogHammel efterathave passeretenstorpløjemark, vardet klart, at de havde faet brug for al deres tapperhed og beslutsomhed. Men det var
Om morgenen gør morsin dreng klar tilmarchen. På grund afkulden blev
det accepteret, at man bar en strikket hue under den tynde uniformshue.
Jespers vinkel på venstre ærme angiver, at han erfanebærer til venstre- dog ikkeforrest, da de tofanebærere ifront har dobbelt bandoler. (Fot.
Steen Nielsen, Sall).
også tydeligt, at kongen, kammeraterne, forældrene samt en ukendt lang
tradition uden viderevarmedtilatstive soldaternegodtaf.
Enandengangi fastelavn 1982 varjeg til stedeiethjem,somblevgæstet af »soldaterne«. Det var i Farre. »Hæren« var på en halv snes drenge. I eksemplarisk orden modtog drengene værtindens tilsynekomst i døren. De
sang, afleverede invitationen, fik det forventede beløb og marcherede af
stedigen.
Fastelavnssoldater iFarre, 1960. Billedet ertagetforan skolen, hvor lære¬
ren, AageHelbo, gennem årtier vartraditionen en godstøtte. (Lokalhisto¬
riskSamling, Hammel).
Kongen og
hans mænd
Alle steder synes hæren at have konge, kronprins, kasserer og fanebærer.
Normalt erder kun én fane med, men ofte to. Fanebærernes funktion er klar: deskalbærefanenunderturenrundt i områdetogunder indmarchen
ved festen om aftenen. Kassererens rolle er lige så klar: det er ham, der tagerimodpengene, ogdeterham, der står for betaling af musikken, leje af
lokalerogfor betaling af traktement.
Kongens rolle er også klart defineret: han skal nyde kammeraternes almindelige tillid og respekt. Da udvælgelsen foregårpå demokratisk vis,
behøver man ikke at ligge under for den førertendens, som ellers ofte er karakteristisk i drengegrupper. Deterderfor sjældent, atklassens stærkeste dreng vælges til konge. Ham er der til gengæld brug for til en anden op¬
gave, som jeg vil vende tilbage til. Kongen skal være anerkendt som en flink fyr, men han skal også være præsentabel og rimeligt selvsikker- og han skal kunnedanse.
Kronprinsen- eller bare prinsen- er mange steder så meget kronprins,
at det allerede ved valget af ham står fast, at han bliver næste års konge.
Nogle stedererdet prinsen, som i det spændingsfyldte øjeblik, hvor dron¬
ningen skal vælges, gårovergulvet, bukker for den udvalgteogfører hende
over til kongen. I Houlbjerg, fortæller Søren Christensen, født i 1907 og fastelavnssoldat i 1917-1918, var det skik, at prinsen, som her kaldtes
»kongens tjener«, skulle klare dronningevalget på den måde, at han fik
bind for øjnene og derefter måtte styre tværs over gulvet. Den pige, han
først kom til at røre ved, blev dronning. Når hun var afleveret til kon¬
gen, fik han bind for øjnene igen,ogendnuen ganggikturenovergulvet til pigerne for at lade skæbnen afgøre, hvem han selv skulle have som kron¬
prinsesse.
Detvarlidtomde fire faste»embeder«ihæren,mendererandreposter.
I nogle sogne, f.eks. Skjørring ved Galten, erbåde kongen og kronprinsen forsynet med hver sin tjener. Andre steder har alene kongen en tjener.
Nøjagtig detsamme varifølge H. F. Feilberg tilfældet ved karlenes omridt.
Mendererendnuet parfunktioner, som erfaste, selvombetegnelsenogtil
delsopgaven eruklar. Førstkommandanten. Han kaldes nogle steder kap¬
tajn, andre steder general. Hans opgave er dog overalt den samme: han fører kommandoen under marchen. Han sørger for, at der er orden og
disciplin, når soldaterne går fra sted til sted, ogisær når dergøresholdt ved
de enkelte hjem, hvor der skal synges og indkasseres penge. Det er ham,
der - undertiden med nok så håndfaste midler- indskærper de mindste drenge den fornødne alvor og respekt og far dem til at følge trop. Skulle
hæren komme ind på nabohærens territorium, er der straks mulighed for konflikt. Så erdet kommandanten, kammeraterne sætterderes lid til. Det
eri denne bestilling, at klassens stærke dreng har sin chance. I Houlbjerg
som så mange andre steder var der altid øretæver i luften, når drengene
somme tider afvanvare, somme tider med vilje stødtesammen med dren¬
genefra nabodistriktet.
Den sidste »embedsmand« - ellerofficer- er klovnen. Alt tyder på, at hans eksistens i hæren erafsamme ælde som de andres. Det hartit været
nødvendigt at se bort fra hans funktion, fordi denvarupopulær ogiøvrigt vanskeligat varetagetilfredsstillende. Hansopgave er- med kommandan¬
tens fulde billigelse-at »lave kunster« ved besøgene under marchen. Det
er indlysende, at den balancegang, som er nødvendig for at bevare den traditionellerespektabilitet, kan væreså krævende, at ingen har modtil at påtage sig ansvaret. Både H. F. Feilberg og August F. Schmidt i Frajule¬
stue til Valborgblus omtaler denne figur under forskellige navne: bajads, klovn,nar,»ringeste dreng«.
Sangene
Nårdrengene under marchen står opmarcheret ved det hjem, der gæstes, venter man, indtilvært eller værtindeerkommettil stede. Såsynges første
Hæren underetbesøg på ruten. ISaller der seks faner med, parvis. Bag
de toforreste: konge, prins og kasserer. Så følger mellemste fanebærere efterfulgt af de meniges gruppe, som i 1985 kun var tre mandstærk. Til
sidst bageste fanebærere. Drengen uden for geleddet er kaptajnen. Inden der bankespå, placeres de toforreste faner symmetrisk med spidsenfor¬
oven idørkarmen.(Fot. Steen Nielsen, Sall).
sang, som normalt harto vers ogindeholderen anmodningom en penge¬
gave. Når denneerpræsteret,ogden erafhængig af, omgiverne agter atgå
med til festen ellerej, følgerettakkevers, somindeholder invitation til den planlagte fest. Her skal gengivesetpareksempler på dissesange.
Fastelavnssang fra Lyngå:
Vi Lyngå raske drenge
forsamleteridag.
Ogvi har bud til eder
her ivort muntrelag.
Nuvil vi eder bede såvenneligogfrom
atIoslidtvilgive alt, hvadIsynes om.
Jatak så skal I have forgavenIos gav.
Denvarforosvelsignet alt tilvort storetab.
Vorgrydegik i stykker
denvarafægteguld
ogdertilvarden prydet
af ædelstene fuld.
Takkevers:
Farvelogtak vi byde fro såmange somviere.
Gidlykkens blomst må hos jergro det skalvortønskevære.
Fastelavnssangenfra Skjoldelev haromtrentsammeindhold:
Goddag I godevenner,vi jer besøge vil.
Thivi har tagetskadeogIkanhjælpetil.
Vorgryde, den blev borte,somguldbeslagenvar.
Alt med de ædlestene,så smuksomgrydenvar.
Forgryden, somblev borte, vi beder ederom.
At Iengavegiver, altsomIsynes om.
????
????
ForgavenIhar givet, I takke have skal.
Vibyder eder alle i aften tilvortbal.
Ognuskal hatten svinges med glade hurra-råb.
(Enhilsen vi jer bringe)? fraSkjoldelevsungehåb.
Sangeneerforskellige, men flereerså lidt forskellige fra andre, atden fæl¬
les grundidé udtrykkes med næsten de samme ord og vendinger. Et gen¬
nemgående træk synes at være, at der ernoget galt med »fødderne«. Selv
omderstartesmeget pæntietbestemt versemål, bliver der i anden elleren senerelinie anvendtelementer,somslårrytmeni stykker.
GunnarMadsen, der komtil Gyllingsomlærer i 1933, iagttog den gamle
skik med interesse, men ville bøde lidt på de haltende rytmerog indøvede
en ny sang med skyldig hensyntagen til den gamles informative indhold.
Da det sågik løs, ogdrengenevaralene, lyttede han spændtoghørte-den gamlesang.
I Gylling har traditionen iøvrigtværetknyttet stærkt til skolen lige siden 1934, og der er som en undtagelse her oparbejdet en tradition for, at pigerne ogsåermed.
Densang, somGunnar Madsen i 1933 ikke kunne fa ændret,ogsomhan
siden affandtsig med, har dissevers:
Herkommer vilystige drenge
ogfanen den bringer vi med.
Til morskab forgamleog unge vidrager fra sted til sted.
Vitagerden frihedatbede
om engaveIskænkeosvil.
Så vi kanenaften medglæde svingepigerne i dans efter spil.
Errytmen end en blanding afetparforskellige versemål, så erder dogen vis konsekvens i rimet i 2.og4. linie.
Den sang, som vari brug i Farre indtil ca. 1970, udmærkede sig blandt
andet vedmangelen på rim:
Nuhar vi fastelavnigen, deter enherlig tid,
sågår vi rundt til hver mands dørogbydertilen fest,
den festsomvinuholde vilerforatmoredamerne ogde, derønskeratgå med, må møde klokken 7.
Nu takker vi forgavengodsomIskænket har
vi ønsker alleogenhverenlykkelig fastelavn
ognår vinu somalle vilmore osi fastelavn
så møder I ved dennetidivortforsamlingshus.
Ja,tiden dengårhurtigt her, vi måejtøvemer, sågår vi tiletandet stedogbyderogså der,
og nufarvel vi siger jerogtakfor eders gæstfrihed,
ogdermed vil visyngehøjttregangehøjthurra hurra-hurra-hurra
Også i Farre skurrede det i en musikalsk lærersøre,så han forbedrede den
lokale variant. Hansversion,som nubruges isognet, lyder således:
Vi rundt i landettraver, fornu erdetfastelavn,
vigår foratfa lidtgaver ogbringeen fest i havn.
Ja,fest vil vigerneholde
ogdamernemoreder,
menpengebesvær kan volde,
ogderfor vi kommer her.
Forkongenoghans følge
ivanskelighederer,
vornød vil vi slet ikkedølge,
omstøttevi bederjer.
Takkevers:
Vi takker forjeresgave, mødfrem, vi dernæst jer ber'
vedfesten,somvi skal lave-
velkommen vibyder jer.
Pengegaven
Mine Sørensen, Sall, har kendt og været med til at vedligeholde traditio¬
nen, mensamtidig har hunværeten intens iagttager af de små forandringer
ellertilpasninger, som har fundet sted. Marchen erf.eks. flyttet til lørdag,
fordi fastelavnsmandag ikke længereerskolefridag. Hun har ogsåprøvet at følge med i, hvorledes det indsamlede beløb automatiskerblevet »pristals¬
reguleret«.
I 1976 blev deri Sall samlet 2100 kr. ind. Da udgifterne til festen var
afholdt,varder såmange penge tilbage, atdertil sidst blev 90 kr. til faste- lavnssoldaterne hver. På grund afdrengenes beskedne antal dette år blev
beløbet forholdsvis stort. Etsådantoverskud erselvfølgelig ikke uvelkom¬
ment,mendeterhelt åbenbart ikkemeningen,atbeløbet, der kommer den enkelte tilgode,skal søgesmaximeret. Pengene skalførstogfremmestbru¬
gestilatlave fest for.
Aarhuus Stiftstidende refererer hvert år mange afresultaterne. I 1977
skrev avisen engageret omHørning-beboernes ønske om at genoplive den gamle fastelavnstradition,som i nogle år ikke havde fungeret. Man konsta¬
terer efter vellykket march og fest, at drengene, som alle var i alderen
9-14år, havde indsamlet3445 kr. Altså traditionen faldtheltpå plads efter
Kongen og dronningen under dansen. Kongen har fire vinkler på ærmet.
ISallserprocedurenfor festen således ud: Drengenemarcherer indisalen
ogud igen-tregange. Sidsteganghar hver drengenhue med til sin pige.
Fordelingen afpigerne blev foretaget ved detforberedende møde, men er
hemmelig. Yngste menige henter først sin pige, dernæst videre i alders- orden til og med klovnen, som også under festen forventes at være aktiv
somsådan. ISall havde han i 1985 sin hue tilpigen gemt ibunden afen
gammel taske ogmåtte først fjerne nogle tommeflasker oget par træsko,
inden han »fandt« huen. Kaptajnen henter først sin egen pige, dernæst prinsens ogtil sidst dronningen. Drengene overrækker pigerne huen, men inden den må sættespå, synges »Der eretyndigt land«. Så dansersolda¬
terne med deres pige. Derefter er der traktement - sodavand og boller-
og hermed er det regelbundne afsnit affesten forbi. Den fortsætter med almindeligtbal. (Fot. SteenNielsen, Sall).
genoplivningen,ogøkonomisk blev resultatet også afsammesolidestørrel¬
sesorden.
Aarhuus Stiftstidende bragte i 1984 f.eks. følgende resultater: Sall: 13 drenge, 4000 kr., Bøstrup: 14 drenge, 2860 kr., Vellev: 3400 kr., og fra
Haurummeddeles,atdererindsamlet 4758 kr.,mensdrengenesantal ikke angives. I Thorsø var beløbet i 1984 5600 kr. Det er ganske betydelige
Ismukensartet uniformering hardrengene iSkjørringi 1964tagetopstil¬
lingiforsamlingshuset ved begyndelsen affesten om aftenen. (Foto tilhø¬
rendefhv. førstelærer Hans V.Elmer,Skjørring).
beløb, som det ses, og et sikkert tegn på, at folk ønsker dette fænomen
bevaret.
Der er normalt ingen organisation bagved, og det er jo en del af idégrundlaget, at en eller flere af drengene skal tage initiativet. Men uden
forældrenes bevidste ønske om medvirken gik det højst sandsynligt ikke.
Histog herertraditionen blevet brudt foren tid, ogderbliver måsketaget initiativ til at komme igang igen. Som nævnt i Hørningi 1977. I Thorsø
varsituationen-også i 1977 -den samme. Hervardet husmoderforenin¬
gen,som fik fyretopunder drengene,ogsomsiden har holdt gryden i kog.
Atdrengenes aktivitet så godtsomaltid har nydt godt af lærerens velviljeer godtgjort tilstrækkeligt, men det er også evident, at traditionen har klaret sig henoverskolernes centralisering.
Festen
Aftenen oprinder. Forældre, småog storesøskendesamtalle de andre, der
hartaget imod invitationen, sidderogventer-ogisærventer pigerne. Sol¬
daternesjævnaldrende sidder på række i deneneside af salen.
Musikken sætter ind. Døren går op til sidelokalet, og ind marcherer
drengene. Med fanen i spidsen tager de turen rundt i salen, og endnu en¬
gang mønstrerinteresserede blikke uniformeringen. Det har i de fleste til¬
fældeværetnødvendigtatgive uniformseffekterneenlille opfriskning. Især
skal kongen tage sig præsentabel ud. Når musikken stopper, og drengene
stårpå række lige overfor pigerne, men i modsat side af salen, hviler alles øjne på ham. Under absolut stilhedogfor nogle i ulidelig spænding går han
over gulvet og inklinerer for den pige, som skal være hans dronning.
I HoulbjergogSkjoldelev var det lille raffinement indlagt, at kronprinsen
henter pigen og fører hende overtil kongen. I Farre bliver kronerne båret
ind og sat på kongens og kronprinsens hoveder. Derefter kroner de dron¬
ningogkronprinsesse.
Når kroningen er overstået, danser konge og dronning alene rundt i
salen. Derefter er initiativet overladt til de andre soldater. I Skjød er det tradition, at pigerne får en sløjfe af den dreng, de danser den første dans
med. Børnene danser alene entid, så bliver derpause. Nu skal traktemen¬
tetnydes. Detvartidligerekakaoogboller, menselvomkakaoen hårdnak¬
ket har holdt stand, og mange steder stadiggør det, har sodavandog coca colavundet stærkt frem.
Hermederfesten forbi. Medusvigelig sikkerhed vilenfest blivegennem¬
ført sammested med sammeindhold næste år. Også de fleste af aktørerne
vilvære de samme. Kun kongen og hans jævnaldrende vil ikkevære med
mere. Dehar tilgengæld faetetminde for livet.
Den
geografiske udbredelse
Også når den geografiske udbredelse af fænomenet skal bestemmes, erdet nærliggende atskele til August F. Schmidts beskrivelse af den udbredelse,
han konstaterer for skikken med gadelam og gadebasse. Han taler om
»egnenbag
Århus«,
menlader dette begreb blive så omfattende,atdetnær¬mest dækker hele det videbegreb Østjylland. Fastelavnssoldaterne har helt tydeligt deres kerneområde i egnen bag Århus, men i et mere begrænset område.
Mod syd danner Horsens Fjord stort set grænse, og mod nord fortaber
skikkensig iegnenenord for Randers. I Mørke-Hornsletgårdrengeneikke
fastelavn og har næppe nogensinde gjort det. I området lige vest for, i Todbjerg, HårupogMejlby, kendermantraditionenogholder den vedlige.
I det modsatte hjørne af området, i Hylke, kendes traditionen ikke, men den har været opretholdt i nabosognet Fruering. Mod vest ser Gudenåen
ud tilatværegrænseindtilBjerringbro.
Det ser således ud til, at traditionen er knyttet til den gode lerjord i Østjylland. Og en naturlig forudsætning er da også dermed opfyldt, idet
landsbysamfundene herstadig ikke er merespredte, end atdetermuligtat nårundt-til fods-på endags tid. Altsåen sammenhæng med denklassi¬
ske kultur- og sproggrænse op igennem Jylland. Selv rationaliseringen af
skolevæsenet har traditionen kunnet marchere igennem. De gamle lands¬
bysamfund kæmper, især efter kommunesammenlægningen i 1970, en beslutsom kamp foratbevare deres identitet. Detapre fastelavnsdrenge er nok her i slutningen af det 20. århundrede medtil atforsvare denne iden¬
titet.
Zusammenfassung Faschingssoldaten
Jedes JahrzuFaschingfindetim mittlerenTeilvonOstjiitland einEreignisstatt,dasauf einer
gut100-jährigen Tradition basiert.
Jugendliche im Altervon10 bis 14 Jahren kleiden sich in Uniformen und gehenin militäri- scherOrdnungvonHauszuHaus,wosie Geld fur ein Fest erbitten. Den Fiihrer der Knaben heissen sie»König«. Er ist der ältestevonihnen und sucht sich eine »Königin«aus,mit derer zuBeginn des Festestanzensoli.
Die Knabenlegen selbst dasganzeFestzurecht. Es findetkeine organisierte Teilnahmevon Eltern oder anderen Erwachsenen statt,sie leisten jedoch bereitwillig die praktische undfinan- zielleUnterstutzung,welche die Tradition erfordert.
DerBrauch wird in den Städten derRegion nicht in Ehren gehalten, sondern nurin den Dörfem. Es sieht dabeiaus,als könnte dieAufrechterhaltung des Brauches BeitragzurErhal- tungeiner lokalen Identität leisten, diesonstdroht, mit der Zentralisierungaufgelöstzuwer- den.
DerBrauch scheint sichauszwei sozio-kulturellenOrganisationen entwickeltzuhaben, die bis zum Ausgang des 19. Jahrhunderts von grösster Bedeutung flir die Jugend der alten, geschlossenenDorfgemeinden waren: das Ringreiten und diesystematisierte paarweise Ver- teilung der Jugendlichen flir das kommende Jahr.
Die Kinder haben denJugendlichen nachgeahmt, und als in derländlichen Gesellschaft die Mägde und Knechteimmer weniger wurden, ging der Brauchvondieser Gruppe auf die Kin¬
der iiber.Dieser allmähliche Wandel des Braucheswarendgiildigum1935vollbracht.
