Christian Carl Brorson

(1)

Christian Carl Brorson.

Af cand. _mag.

Carl Lindberg Nielsen, Varde.

Historiens Skikkelser har det sine Vanskeligheder ^at

skildre rigtigt.

Allerede deres

ydre

Livsomstændigheder

^er

det _paa

Grund

af

Kildernes

Magerhed ofte ugørligt at ud*

rede i Enkeltheder. Men ^man?

ge Gange vanskeligere ^er det

at komme til Klarhed _over, hvad der boede i deres Indre.

Og

vanskeligst

^er Opgaven,

naar det drejer sig ^om Lokal*

historiens Personer, der ^som

Regel ikke har hørt til de

al*

lerbetydeligste, ^og ^som sjældent har efterladt sig

skriftlige Optegnelser, ^men ^som det alligevel har sin

store Interesse _at lære at kende, fordi de afgiver Vid?

nesbyrd ^om, hvad der ^rørte sig i Befolkningen. Den

Mand, ^som her skal skildres, har _gennem sine efter**

ladte Papirer lukket op for sin

Sjæl,

^saa ^at ^man i alt

Fald til Dels kan _se, hvad han har tænkt _og _troet.

Christian Carl Brorson ^{var en} Søn af den navnkun*

dige Psalmedigter Hans Adolf Brorson ^og født i Ribe Bispegaard den 12. November 1745.

Biskop

Brorson ^var

gift

^to Gange, første Gang

med

sin Kusine Cathrine Stenbæk Clausen (født 1706),

der døde 1741, just da Brorson stod i Begreb med at

rejse til København for ^at modtage Bispevielsen.

Med hende havde han 13 Børn. Det ældste Barn ^var

Fra Ribe Amt. 8. 33

(2)

500 CARL LINDBERG NIELSEN

Nicolai Brorson, født 1723. Fra sit tolvte Aar ^var han

sindssyg

^og ^maatte

holdes indespærret

^paa sit Væ*

relse. For Døren _og

Vinduet

^var

der

^sat Jernstæn*

ger;

thi Vanviddet brød stundom

frem i

Voldsomhed

og

Vildskab.

Han ^var tillige

lam

i

Underkroppen

^og

talte yderst

sjældent

^og da altid med ^megen Besvær*

lighed.

^— En Dag

kom

^en fattig,

troende Mand

^op

til Biskop

Brorson. Han ^saa sig ^om i

Bispegaarden

^og

syntes, at der ^var ^meget skønt ^og pragtfuldt, ^saa Bi*

skoppen

^sagtens

kunde

have det godt. Han sagde

derfor til Brorson: „De har, Hr. Biskop, ^sunget ^saa

skønt _og

gribende

^om Korset; ^men De

kender

vist

ik*

ke selv noget til det."

Biskoppen svarede

intet, ^men

tog

Manden ved Haanden

^og førte

ham hen til det

lille Kammer, hvor den vanvittige Søn

sad bag

Jern*

stængerne ^og

stirrede vildt

^paa

den fremmede.

Den fattige

Mand blev da beskæmmet

^og

fortrød

sin

Ud*

talelse.1)

Biskoppens

anden Hustru ^var Johanne

Christine

Riese (født 1710), hvis ældre Søster ^var gift med H.

A. Brorsons Broder

Biskop

Brorson i

Aalborg.

I sit

andet Ægteskab fik Brorson Sønnen Christian Carl

og Datteren Cathrine

Stenbæk (født

1753,

død

1836)

— foruden ^en Søn, der døde kun 1 Aar gammel.

Christian Carl Brorson blev Student fra Ribe La*

tinskole 1762 _og

begyndte

derefter det theologiske

Studium ved Københavns Universitet. Under sit Op*

hold i København har han sikkert haft Tilhold hos sin Halvbroder Broder Brorson

(født 1728), der

^paa

den Tid ^var Sognepræst

ved

Vor

Frelsers Kirke

^paa

Christianshavn. Den 12.

September 1764 blev C. C.

Brorson, 18 Aar gammel, theologisk Kandidat. Men

kun ^tre Maaneder før, nemlig

den

3. Juni, ^var

hans

*) John Hansen: „Hans Adolf Brorson ^og hans Brødre".

Odense _1894. Side 247—248.

(3)

CHRISTIAN CARL BRORSON 501 Fader

Biskoppen død,

^og denne Begivenhed har ^mu*

ligvis betaget ham

Lysten til at læse paa

den

^mere

tvungne Maade, ^som Forberedelsen til ^en Eksamen

udkræver, i alt Fald blev Resultatet ikke særlig straa*

lende,

nemlig anden

Karakter.

Efter bestaaet Eksamen rejste han

hjem til Ribe,

hvor han blev ^ansat ^som Hører ved Latinskolen. _Om hans Virksomhed ^som Lærer har ^en af hans Discip*

le1) ^senere givet

ham det Vidnesbyrd,

^at „han ^{var en}

herlig

Mand, ^som ved utrættet Flid i sit Kald, ved Hjertensgodhed ^og Blidhed _{i Omgang}

vandt

alles Ag*

telse _og Hengivenhed."

I Ribe boede hans Moder, der efter sin Mands Død

havde købt ^et Hus i Byen,

hvor

hun havde tænkt ^at

ende sine Dage. Til Ribe kom ^ogsaa Broder Brorson,

der i 1766 fra Vor Frelsers Kirke blev kaldet til Em*

bedet ^som Stiftsprovst i Ribe.

Af dette Familieliv udreves C. C. Brorson i 1770,

da han af sin gamle

Farbroder Biskoppen

i

Aalborg

den 14.

August blev kaldet

^og

den

2.

November ordi*

neret til Præst for

Hundstrup

^og

Østerild,

^som

den*

gang var et Vicepastorat,

hvortil Biskoppen

i

Aalborg

havde Kaldsretten. Brorson befandt sig

imidlertid ik*

ke helt vel i Thy, ^og da det residerende Kapellani ved

Ribe Domkirke i 1773 blev ledigt, søgte han dette

Embede ^— efter sit eget Udsagn ikke fordi Indkom*

sterne var bedre, ^men fordi han ønskede ^at ^være ^nær*

mere ved sin Familie. En god Fortaler har han sik*

kert haft i sin Broder Stiftsprovsten, der i første Halv*

del af 1773 ^var konstitueret

Biskop.

Brorson

fik da

ogsaa

Embedet (16.

Juni

1773),

4 Dage efter at Stifts*

provsten ^var død.

Brorson blev i Ribe til 1782, da han under 19. Juni

1) Stiftsprovst C. V. Claudi i Aalborg, død 1829. Se Ribe Skoleprogram 1824 Side 12 ^og 1830 Side 28.

33*

(4)

blev kaldet til Sognepræst i Varde. Aaret før havde

han viet sin Helsøster Cathrine Stenbæk Brorson til daværende Byskriver, ^senere Byfoged Laurids Fogt=

mart (1748—1821) i Varde, der havde begyndt sin

Løbebane ^som Tjener ^og Skriverdreng hos Biskop

Brorson i Ribe. Da

begge

den gamle

Bispindes

Børn

saaledes boede i Varde, besluttede hun selv ^at flytte

dertil _og tog ^sammen

med

sin sindssyge

Stedsøn

Ni*

colai Ophold i Præstegaarden, der dengang laa paa

Torvet, der hvor ^nu Hotel „Varde" ligger. Nogle

Aar ^senere (1790) døde Pastor Brorsons Halvbroder Sognepræst Hans Adolf Brorson i Emmerlev, ^og hans

Enke Anna Christine Agnethe Brorson, ^en Sønne*

datter af Pastor Nicolai Brorson ved St. Nicolai Kirke

i København (Broder til

Biskopperne Brorson),

flyt*

tede da _ogsaa til Varde, hvor hun til sin Død den 22.

December 1814 boede ved Siden af Præstegaarden i

det lille kønne Hus, der ^nu tilhører Gæstgiver S.

Sil*

lesen.

Brorson ^var ^en rank, høj, ædel Skikkelse med et

skarpttegnet Ansigt, præget af Alvor ^og

Godhed.

Blid _og

ejegod

^var

han

i Omgang.

Saaledes beskrives

han af ^en samtidig.

Hans Grundstemning har utvivlsomt været Vemod,

ja Tungsindighed. Mens han ^var Hører, forelskede

han sig i ^en Datter af

Købmand

Hans

Gerdes

i Ribe

Anna Rosa (død 1833 ^som Enke efter Krigsraad ^og

Birkedommer Peder Lauritzen af Kjærlingbjerg). Det

synes, at hendes Familie har ^sat sig

imod

Forbindel*

sen, hvilket Brorson _tog sig ^{saa nær,} at Følgerne deraf

vedvarede for ham Livet igennem. Senere, formo*

dentlig da Købmand Gerdes

gik fallit

i 1769,

vilde

Fa*

milien nok tillade

Ægteskabet;

^men da

vilde

Brorson

ikke _paa Grund af hans allerede dengang

derover

be*

gyndte Svaghed

^og

Melankoli,

^og

til

sin

Dødsdag

for*

(5)

CHRISTIAN CARL BRORSON 503 blev han ugift. Det ^var ^—

hvad han selv fortæller

i et Brev ^— dette Tungsind, der pinte ham i hans En*

somhed i

Hundstrup Præstegaard.

I et Nytaarsvers

til sin Farbroder i Aalborg siger han ^om sig selv:

I Hundstrup Præstegaard vi Gud ej nok kan prise

For al den Godhed, han i Fjor mod ^os lod vise,

Undtagen at jeg selv ^er hel upasselig,

En Time ^er jeg glad, ^en anden sørgelig.

Det ^var denne ulykkelige Sindsstemning, der

brag*

te ham til ^at _søge Embedet i

Ribe, „fordi

jeg

ønskede

at _være _nærmere hos min Familie, hvilket ^en stærk

Tungsindighed gjorde fornødent

for

mig."1) An*

lægget

til Tungsind

^var

sikkert

^en

Familiearv

^—

hans

Fader

Psalmedigteren

^var

ikke ukendt med mørke

Tanker, _og hans stakkels

Broder

Nicolai

havde

jo

faaet sin rigelige

Del

af

Slægtsarven.

Men ^mange sørgelige

Stunder voldte Tungsindet ham.

I

saadanne

Øjeblikke kom der ^gerne ^en ^og

bankede

^paa hans

Kammerdør. Det ^var hans Søster Fru Fogtman,

der

altid kunde bortmane den mørke Stemning ved sin kærlige, blide ^og fornuftige Tiltale. Det fortaltes, at

Brorson i 1786 skulde have ^været Stiftsprovst i Ribe;

men da den søsterlige

Skytsaand ikke kunde følge

ham derhen, forblev han i Varde.2)

Hvad hans

præstelige Virksomhed

^angaar, siger ^en

samtidig, da

^var

han

Præst ^som

Menneske

^og Men*

neske ^som Præst. Vandel _og Lære stemmede nøje

overens.

Utrættelig besøgte han de

^syge, ^og

ikke

sjældent betalte han Læge ^og

Medicin,

hvor

Nøden

havde til Huse. En af hans ^største Glæder ^var ^at ^un*

2) „Christelig Samler". Udgivet af E. Mau. 14. Bind. 1851.

Side 55.

2) Det ^stemmer dog vist ikke med Virkeligheden, ^at Brorson

skulde have ^været Stiftsprovst; ^men saaledes fortaltes der.

(6)

derstøtte⁴ de fattige. Da han laa ^paa sit

Dødsleje,

samlede derfor 19 af Byens mest

velhavende Mænd

en Sum Penge sammen, som de sendte til Brorson, for

at han kunde have den Glæde ^at uddele dem til de

trængende.

Drukkenskab ^var ham

modbydelig.

„Om Aftenen

gaar de ^og pimper ^og pimper med

Flasken

i Lommen

for i Mørke ^at skjule denne Synd." ^— Engang ^var

Brorson i ^et Selskab, der kun bestod af Mænd. Ud

paa Aftenen,

da

Vinen

gjorde

sin

Virkning, aflagde

man al Tvang.

Overgivenheden

^tog

til med Drik

^og Sang i

den Grad,

^at

de

^tomme

Flasker kastedes

ud ad

Vinduerne. Brorson blev

alvorlig

^og

dadlede

^— ^tog

sin Hat _og gik

fortrydelig

hjem.

Tidlig

^næste Mor*

gen

skal

han selv

have opsamlet Skaarene

af

de

^paa

Gaden sønderslagne Flasker, hvorved ^en beskæm*

mende Følelse greb Gaarsdagens overgivne Gæster.

Som Prædikant ragede Brorson frem ^over det al*

mindelige Jævnmaal. Af hans Prædikener ^er der be*

varet ^en Snes Stykker. Med Undtagelse af et Brud*

stykke

af ^en Ligprædiken fra 1783 stammer de alle

fra hans Embedstid i Ribe.

Det ^er meget karakteristisk for ham ^og for

Tiden,

at hans Prædikener ^saa godt ^som

ikke

^er

dogmatiske,

men af moralsk Indhold. F. Eks. har han efterladt sig

tre

Aftensangsprædikener til Skærtorsdag (1775,

1778 _og

1782);

i

alle

^tre

Prædikener omtales Fodtvæt*

ningen,

derimod

^nævnes

Nadveren

ikke med et Ord.

I Stedet for taler han ^om „Jesu Eksempels Efterføl*

gelse ^som ^et ægte Bevis ^paa ^en sand

Kristendom"

el*

ler „Jesu Afsked fra Verden borttager alt det ubeha*

gelige fra ^en Kristens Afsked." Brorson siger selv:

„Blot

dogmatiske

Prædikener bør kun sjælden have

Sted, der bør stedse drives _paa _at forbedre Menne*

. sker, at danne dem til

gode

Kristne ^og gode Borgere,

(7)

CHRISTIAN CARL BRORSON 505 retskafne Husfædre _og

Husmødre, lydige

Børn, ^tro Tjenestefolk ^{o. s.} v."

Brorsons Prædikener ^er affattet i ^et for den Tid

smukt _og tiltalende Sprog,

behageligt

fri for

de

^uen*

delig

lange

^og

indviklede Sætningskæder, hvormed

Datiden forstod at tilhylle Tankegangen ^— kort ^og

knapt

siger

han

sin Mening.

Slutningen

af

hans

Præ*

diken _paa

Skærtorsdag

1782

vil kunne

^være ^et

Ek*

sempel

^paa,

hvor smukt

han

formaaede

^at

behandle

sit

Modersmaal:

Uden Tro _og Tillid til Gud, uden ^et levende Haab

om en

salig Evighed,

^{saa synes} vi

ved Døden

^at

tabe

alting: Venner, Formue, Fornøjelser, Ære, Fortrin.

Men Jesu Afsked lærer hans

troende,

^at det ^{er saa} langt fra,

de taber ved Døden,

^at

de

^meget ^mere vin*

der

uudsigelig

^meget. Her ^staar ej

alene: „Han skuU

de _gaa af denne

Verden"

[Johannes 13,

1];

^men der

staar og, hvor han gik hen: „til Faderen" ^3: til den ubeskrivelige Herlighed ^og Salighed, han fra Begyn*

delsen af havde hos Faderen i Faderens Skød. Men vi har jo

allerede hørt,

^at

disse

Jesu

forunderlige

Gange, da han

gik

fra

Faderen

^og

kom til

Jorden, ^og

da han forlod Jorden igen for at gaa til

Faderen,

det

var ej for

hans

^egen

Skyld,

^men for ^vor

Skyld.

Han

vil føre ^os med sig til Faderen, hjem til hans Faderhus, hjem til hans

Faderherlighed.

Dersom vi da dør

med

ham, _tager

Afsked

^som

han, kan

vi

da kun tabe ved

at dø? Kan vi tabe ved ^at komme i ^en ^nærmere For*

ening med Gud? Umuligt! At komme til Faderen

ved Sønnen ^er jo den højeste

Lyksalighed,

vi

kunde

ønske

O,

hvoj: salig

^er

da

^en Kristens

Afsked

fra

Verden!

Hvor

rolig kan han

sige

Verden Godnat; thi han ved,

hvor han _gaar

hen,

han ^gaar

til Faderen.

(8)

O, lyksalige Dag, ^naar det Baand brister, der her

nøder hans udødelige Sjæl til at ^være bunden til

Jorden! _>

Brorson har ikke indskrevet sit Navn i Historien

som en stor Theolog. Ikke lidt forbavsende virker

derfor den

Oplysning,

^at

denne

i

theologisk

Hense*

ende ellers

ganske ukendte

Præst

har

^været

Mægler

i en kirkelig Strid i den lutherske Menighed i Am¬

sterdam. Menigheden her ^var i sidste Halvdel af det

18. Aarhundrede i ^en blomstrende Forfatning. Den

talte 25—30000 Medlemmer _og havde 6 Præster. Tre

af disse sidste ^mentes imidlertid under deres Studier ved tyske Universiteter at ^være blevet paavirket af

rationalistiske Tanker. I Slutningen af 1786 indgav

derfor 126 Menighedsmedlemmer ^en Klage ^over disse

tre Præster, der blev beskyldt for at føre Vranglær*

domme.1)

Mellem Vestjylland ^og Holland ^var der paa

den

Tid ^en ikke

ubetydelig Handelsforbindelse,

^og blandt

dem, der handlede _paa Holland,

havde

Brorson ^en be*

kendt, ^en Købmand Haugaard, ^som havde faaet til*

sendt Klagen ^over Præsterne. Han anmodede Bror*

son om at meddele sin

skriftlige Betænkning derover.

Denne blev meget forundret ^over

Haugaards

Anmod*

ning ^og indvendte, „at han i ^saa betydelig ^en Sag ej

burde henvende sig til ^saa liden ^en Prose,2) ^men til de

*) Nærmere Oplysninger ^om denne hollandske Kirkestrid fin?

des i „Bericht der allgemeinen kirchlichen Versammlung der Evangelisch*Lutherischen Gemeine in Amsterdam. Aus dem

Holländischen mit einem Vorbericht und Anmerkungen ^von

E. H. Mutzenbecher" Lingen 1792 og Theodor Fliedner: „Collek*

tenreise nach Holland und England" 1. Bind Essen 1831 Side

95—114. ^— Disse ^to Værker omtaler ikke Brorson.

2) Praas.

(9)

CHRISTIAN CARL BRORSON 507

Stjerner af første

Størrelse,

der glimrer ^paa

den dan?

ske Kirkes Himmel, ^saasom ^en Bastholm, Janson, Hviid, Moldenhawer, Hornemann,1) ^en af ^vore be*

rømmelige Biskopper

^{o. s.} v." Dog

kunde han ikke

undslaa sig for at opfylde Begæringen ^og

nedskrev

^en^•^► udførlig

Betænkning,

der ^sammen

med Prædikenerne

afgiver et ikke uinteressant

Vidnesbyrd

^{om en} jævn

Præsts Tænkemaade i den

Overgangsperiode,

^som Slutningen af det 18. Aarhundrede ^var.

Brorson virkede _paa Rationalismens Tid. Men det

vilde ^være forkert ^at kalde ham Rationalist. I det

væsentlige ^var han rettroende, dog

ikke ortodoks

i

det

16. eller 17. Aarhundredes Forstand.

I nogle Henseender afviger han fra den ortodokse

lutherske Dogmatik, saaledes ^naar han ^tvært

imod

den ortodokse Lære _om, at alle Hedninger uden Und*

tagelse ^er

hjemfalden

til evig

Fortabelse,

i sin

Betænk*

ning forsvarer den Sætning, ^„at

Folk

af alle

Religio*

ner kan blive

salige",

^og paastaar, at

denne

Lære ^„er

grundet ikke alene

i

Fornuften,

^{men ogsaa} i

den hel*

lige

Skrift" (Apostlenes

Gerninger 10,

34—35).

„Jeg synes," fortsætter han, „det ^er næsten ^en

Gudsbespot*

telse ^at ville sige, ^at

Menneskets

evige

Salighed beror

alene _paa den Religion, i hvilken han êr født ôg ôp*

draget; thi dette strider jo ganske

imod

Guds

Visdom,

Godhed _og

Retfærdighed.

Kan

der derimod

^være

nogen mere frydelig Tanke end denne, at Himlene

faar Indvaanere fra alle Verdens Hjørner ^og Egne, af

alle Hedninger ôg Stammer ôg Folk ôg Tungemaal?

Af alle menneskelige Lyster ^synes mig ingen

1) Den kgl. Konfessionarius Bastholm samt Professorefne

Hviid, Moldenhawer _og Hornemann ^var Rationalister, medens

Universitetets Prokansler Janson betragtedes ^som ortodoks (stod

paa omtrent samme theologiske Standpunkt ^som Balle).

(10)

mere ubegribelig end _Lyst til ^at gøre snævre Himle

og

udvidede Helveder."

Et andet Punkt, hvor han ^er i Uoverensstemmelse

med Ortodoksien, ^er Læren ^om Genfødelsen. Paa*

virkningen fra hans pietistiske Slægt ^er her tydelig.

Mens den ortodokse Lære _er, _at Genfødelsen finder

Sted ved Daaben, lærer Brorson i sine Prædikener li*

gesom Pietisterne, ^at Genfødelsen sker ved Omven*

delsen.1) Her ^er der

dog den Mærkelighed,

^at Bror*

son i ^en

Ligprædiken, der ganske

vist

kun

forefindes

i Afskrift, ^men ^som dog efter al Sandsynlighed stam*

mer fra ham,2) meget inkonsekvent lader Genfødelsen

og Daaben falde sammen.3)

Dybe Indtryk har Brorson sikkert modtaget fra sit

pietistiske Hjem. I sine

Prædikener

driver han paa

Omvendelse, _og

han begrunder

sin

Omvendelsespræ*

diken ved ^at henvise til Menneskets totale Fordærvel*

se (saaledes

navnlig

i

Prædiken

^paa 19.

Søndag

efter

*) F. Eks. i Prædiken paa 19. Søndag efter Trinitatis 1773:

„Den Forandring, ^som sker med ^et Menneske, ^naar han ved

Troen til Jesum faar sine Synders Forladelse, kalder vi Igenfø*

delsen."

2) „Personalia ^over MadE?_ Susanne Ølgaard, fød Borch,

som døde i Warde d. 4^e Augusti 1783." ^— Paa Omslaget af

den bevarede Afskrift har Universitetsbibliothekar P. G.

Thorsen skrevet: „Talen ^er vist af C. C. Brorson _og her skre*

vet af Fru Fogtman" (Brorsons Søster). Til yderligere Bes styrkelse kan det anføres, at Brorson stod i et meget venskaber ligt Forhold til den Øllgaardske Slægt (han har saaledes skrevet Digte til Medlemmer af denne Familie), ^og at baade ifølge Reg*

lementet af 28. December 1731 _og det af 10. September 1783 ved*

rørende Embedsforretningernes Deling mellem Sognepræsten ^og

den residerende Kapellan i Varde tilkom Ligprædikener Sogne*

præsten.

3) „Saa ^snart ske kunde efter Fødslen, blev ^vor salige opof*

ret til Gud i den hellige Daab, hvorved hun blev ^en igenfødt

Kristen."

(11)

CHRISTIAN CARL BRORSON 509 Trinitatis 1774). I ^en

underlig Modsætning hertil

staar hans Forsvar i

Betænkningen

for, ^„at endog

Hedninger undertiden har

gjort

gode

Gerninger ^og ^er

derved blevet behagelige for Gud. Bort med

de gamle urimelige Talemaader, at Hedningernes bed*

ste Gerninger ^var ikkun glimrende Synder, væk med

denne _sorte,

menneskefjendske Tanke, der uden

Tvivl

første Gang ^{maa være} avlet i ^en dum Hjerne eller et

ondt Hjerte."

Dog ^synes han

ikke

^at have manglet Blik for Skyg*

gesider ved

Pietismen ^og

dens undertiden overdrev

vent følelsesbetonede Kristendom. Naar Brorson ^saa*

ledes i ^en Prædiken1) advarer mod ^at „fordre bestan*

dige Følelser

^som ^et Bevis ^paa

Guds Fred"

for

der*

efter at fortsætte med følgende atter

overstregede

Ord: „Mange har saaledes efterhængt den

Lærdom

om Følelser, ^at det ^er bleven til smudsige Begreber,"

er disse Ytringer sikkert rettet mod Pietismen.

Paa enkelte Punkter kritiserer Brorson direkte Kir*

kelæren, saaledes Brugen (men ikke Indholdet) af

Ordene „Person" i

Treenighedslæren

^og „Natur" i

Kristologien.2)

Og hans Lære ^om Djævelen ^og de

onde Aander ^er i alt Fald begyndende Rationalisme.

Saaledes opfatter

han de

^urene

Aander, hvorom der

^er

Tale i Lukas 11, 24—26, ikke ^som

virkelige Aander,

men som

„syndige

^og

lastefulde Bevægelser

i

Sjælen."

I det hele _søger han at reducere Djævelens ^og de onde

Aanders umiddelbare Virkninger til ^et Minimum ^og

siger: „Vort eget

fordærvelige

Hjerte, vore egne uor*

dentlige, sanselige Begærligheder êr den farligste Djævel, fordi den altid êr ôs nærmest."

Man vil heraf _se, _at ligesom Tiden ^{var en} Overgangs*

tid, ^var Brorsons Tanker ^en

Blanding

af gammelt ^og

x) Paa 4. Søndag i Advent 1779.

-) Læren ^om Kristus.

(12)

nyt. Man kan derfor ikke uden

Modifikationer

hen*

føre ham til ^en af de ^tre almindelige Grupper Orto*

doksien, Pietismen eller Rationalismen. Han ^rum*

mede noget af alle ^tre Aandsretninger, maaske dog

mest af Pietismen; ^men hans Tankegang ^synes

ikke

at have ^været ganske konsekvent. ^—

Brorsons Betænkning ^over

Klagen

^over Præsterne

blev ^oversat til Hollandsk af den før ^nævnte Køb*

mand Haugaard ^og sendt til

Amsterdam.

Den ind*

läder sig

ikke

^paa ^at

besvare Spørgsmaalet,

^om

de

^tre

Præster i Holland virkelig ^var skyldige i det,

de

blev

anklaget

for. Den forsøger

kun

^at

udglatte

^og for*

milde _og tolker Præsternes Udtalelser ^saa ortodokst

som

muligt. Betænkningen skal

^være

blevet vel mod*

taget, ^{og en} stor Gave af Krydderier ^og Kolonialva*

rer blev ^senere sendt Brorson ^som Tak derfor. Dog

synes den ingen

Indflydelse

^at have

haft

^paa Begiven*

hederne i Holland, idet Uroen _og Misfornøjelsen ved*

varede, og 1791 skilte de

ortodokse

sig ud ^og dan*

nede ^en _ny saakaldt „genoprettet (hersteld) ^evange*

lisk*luthersk

Menighed."

_ é

— Foruden ^at ^være Præst _gav Brorson sig ^ogsaa af

med

Digtekunsten,

^og han har udgivet 5

Lejligheds=

digte til Bryllupper ^og Begravelser, det ^{ene mere} for*

færdeligt end det andet. Det ^er

ubegribeligt,

hvad

smukt St. St. Blicher har fundet i ^et Mindedigt, Bror*

son skrev i 1779 ^over ^en afdød Ungdomsven Hospi*

talspræst Volquartz i

Kolding,

^saa ^at

han endog fandt

sig foranlediget til ^at genoptrykke dette Makværk i sit

Maanedsskrift „Nordlyset" 1829.1) Lige ^saa

smuk

og naturlig Brorsons Prosa ^er, lige ^saa skruet ^og

kun*

stig ^er

han

^som

Regel

i sine Vers. De ^er Beviser ^paa,

*) Side 113—124. „Tanker ved Hospitalspræstens Velædle ^og Velærværdige Herr Richard Hagerup Volquartzes salige Dod ⁱ

Colding den 1ste May 1779."

(13)

at han kendte de

forskellige

Versemaal; ^men med

Poesi har de i det store og hele intet at gøre.

Hans Mangel ^paa Smag ^og Takt træder frem ^paa

adskillige Steder, f. Eks. i det højtidelige

Mindedigt

over Volquartz, hvor

pludselig

det rædselsfulde Ord

„Pladdergejst"

skratter _igennem,

eller

^naar han

i et Digt ved

Biskop

J. K. Blochs Begravelse i Ribe 17731) kalder de

kongelige

for „Guderne ^paa Jorden"

og siger, at de „salige drikker af Gudernes Vin."

Toppunktet i Smagløshed ^naar han dog i følgende

„BrudesengsSkrivt" i

Anledning

af Bispedatteren

Froken Charlotte Blochs

Bryllup:

Saa lig da ^saa blødt, ^som det Frøkner kan _tjene,

Naar de skal forvandles til Frue fra Mø!

Saa stræb da, at Blochen faar Stamme _og Grene Og Skove med Tiden udvikles af Frø ^{o. s.} v.2)

Hans Lejlighedsdigte ^er ^paa ^en enkelt

Undtagelse

nær alle bestilte, _og _man mærker tydeligt, ^at han dig*

ter kun, fordi han skal, ikke fordi ^en indre Glød dri*

ver ham til det. I ^et af sine Lejlighedsdigte3) udstød

4

1) „Echo af den Klage*Tale, ^som blev holdt i Cimbrernes Tempel den 25de Januarii 1773", trykt i Broder Brorsons ,,Liig*

Prædiken ôver Jørgen Karstens Bloch, S. S. Theolog. Doctor ôg Biskop ôver Riber*Stift, ^paa Hans Biesettelses Dag den 25. Ja#

nuarii 1773 udi Riber DomsKirke" Haderslev (uden Aar) Side

45—68.

-) „Hyrdindens Drøm i Ribe*Enge ^om Ægte?Foreeningen imel#

lem Herr Th. Friderich ^von Jessen, Kongelig Dansk Resident ^og

Consul i Lybek, ^samt Frøken Charlotte Bloch, fuldbyrdet i Ribe*

Bispegaard den 9de September 1784" Haderslev (uden Aar)

Side 31.

3) „Tanker ved Urnerne, ^som giemmer Støvet af Frue Oberst*

inde Sophia Hedevig ^von Brockdorff, født Grabov, Frue til

Grundet, Hoigaard, Bratschou ^etc., ^og af Hr. Adam Carl ^von

Luttichau _paa Thiele" Viborg 1784 Side 4.

(14)

der han derfor et lille Suk _og klager ^over Mindedigt

tes

Upaalidelighed:

Den daarlig handler, ^som vil døde dømme, Dog ^man dem og for ^meget kan berømme.

Det hvide Marmor lyver tit ^og skaber

Af fejge Helte, vise Mænd af Aber.

Her Pen _og Mejsel skejer let ^og irrer,1)

Helst ^naar ^man Ros med gyldne Sporer pirrer.

Og dog ^— trods alle Indvendinger, ^man kan ^gøre,

havde Brorson ^arvet noget af sin Faders Digtergave.

Følgende

følte Linier ved et

Bryllup bærer Vidne

derom:

O, du himmelske Velgører,

Kanæ Højtids ^store Gæst!

Hør de Bønner, vi fremfører, Hellige ^vor Bryllupsfest!

Helligt skal det Alter ^være,

Som vi ^nu vil ofre _paa,

Helligt Løfte ^vi frembære,

Sæt din Naades Segl derpaa!a)

Og skøn ^og poetisk ^er den Indskrift, han satte ^paa

sin

ulykkelige, sindssyge Broders

Gravsten:

Indsvøbt i Nat din Sjæl ej her udviklet blev,

Hist ^over Stjerners Vej dit Liv begyndte!

Men smukkest ^er dog den Sang, han skrev, ^{og som}

blev sunget

ved denne Broders Begravelse

i 1791. Det

*) Tager fejl.

2) „Thieles May*Glæde ⁱ Anledning af den lykkelige Foree*

ning imellem Herr Jens ^von Jermiin, Deres Kongel. Majests.

Kammerjunker samt StamsHerre til Ausumgaard, ^og Frøken

Helle Sophia ^von Liittichau, ^som blev fuldbyrdet ^paa Thiele

den 4de May 1781" Haderslev (uden Aar) Side 21.

(15)

er ikke et bestilt _og

betalt

Digt, ^men Tonen kommer

fra Hjertet, enkelt ^og enfoldigt:

Jeg levede i Skjul ^paa Jorden,

Til Graven skjulte al min Ve.

Nu kan jeg først i Engle*Orden

Guds skjulte Hensigt med mig ^se.

Tak, ubegribelige Gud,

Som førte alting herlig ud!

Min Sjæl, ^som her kun laa ⁱ Dvale,

Nu smiler i ^en evig Fred.

Fra Jordens taagefulde Dale Jeg hævedes til Salighed.

O, Jesu Christ, al Verdens Trøst,

Nu skuer jeg din Naades Høst!

Saa skal da hist ^en Frugt indhentes

Af Frø, ^som her umodnet blev.

Lyksalig Stund, da Livet endtes, Og Sjælen sig fra Støvet ^rev.

O, ubegribelige Gud,

Hvor salig førtes alting ud!

Er dette Digt

ikke tilstrækkeligt

til ^at

erklære

Bror#

son for den

gamle Psalmedigters

^ægte Søn? ^—

Et

elskeligt Menneske

^{og en}

brav

Præstemand ^—

det ^er det Indtryk, ^man faar af Brorson. Men kun

kort skulde hans Virketid blive. Efter et længere

Sygeleje kom Døden,

^som han længtes efter. Den 1.

April

1795 gik

han

bort, ikke fyldt 50 Aar, ^og

blev begravet

9. April.

„Kiøbstædens

værdige

Embeds*

og

Handelsstand, der med

^en 30

andre Mænd

^vare

indbudne til Følge, viiste sin

Hengivenhed

^og Ære*

frygt ved efter ^egen Tilskyndelse at bortbære hans

afsjælede

Legeme til det Sted ^paa

Jacobi Kirkegaard,

han selv havde

valgt;

henved 100 af

Menighedernes

øvrige Mænd kom uden Indbydelse, ^og Parviis i Sør*

geklæder

ledsagede tilligemed omtalte Følge

Liiget;

(16)

derforuden ^vare _paa Byens

rummelige

Torv ^{og paa}

Kirkegaarden nogle

100

Mennesker forsamlede."

Provst Clausen fra Ho holdt

Ligtalen

i

Kordøren

i

St.

Jacobi Kirke

^over

Ordene

i 1.

Mosebog 49,

18:

„Herre, jeg

bier

efter

din Frelse",

^og af H.

A.

Bror?

sons Psalmer blev der sunget: „Saa kom forønskte

Dødens Stund" _og „Nu har jeg

vunden".

Brorsons gamle Moder fulgte ham i

Døden

^et

kvart

Aar _senere, den 4. Juli, ^og blev begravet ved hans ^og

Nicolai Brorsons Side.

Paa hans Gravsten, et anseligt Sandstensmonument,

der endnu ^er ^at ^se _paa Varde

gamle Kirkegaard,

^satte

Rektor L. Hanssen i Ribe, der havde ^været Discipel

i Ribe Latinskole, ^mens Brorson ^var Hører, _og _som

senere blev dennes

Kollega sammesteds,1) de sande

Linier:

Ei Avind Selv ^saaes smile ved Din Død,

men Armods, Dyds ^og Vénskabs

Taare flød.

(Hvor intet andet anføres, ^er Kilden til denne Fremstilling

Universitetsbibliothekets Haandskriftsamling Additamenta No.

620 in 4 °, hvor Universitetsbibliothekar, Professor P. G. Thor#

sen (1811—83), der ^var barnefødt i Varde, har samlet ^en Mæng

de „Brorsoniana", dels i Original, dels i Afskrift, saaledes Bror

sons Prædikener, hans Betænkning ^over den hollandske Kirke

strid, Digte, et enkelt Brev, ^en Silhouet, Sørgedigte fra hans Død

og Begravelse, forskellige Optegnelser ^om Brorson, bl. ^a. nogle

interessante Meddelelser af ^en _anonym Vardeborger, samt ^en

paabegyndt, ^men desværre ikke fuldført Levnedsskildring af

Brorson ved P. G. Thorsen ^m. m.)

l) Ribe Skoleprogram 1824 Side 38 ^og 1830 Side 35