2.1 Den formelle indgang til Kulturarvsstyrelsen

Studerende: Louise Straarup-Hansen Vejleder: Simon Rolien Bach Nielsen

Nyttige erkendelser i hverdagsprocesser

- en undersøgelse af lokale interaktioners betydninger for organisatoriske forandringsprocesser i Kulturarvsstyrelsen

Speciale ved diplomstudiet i Organisation og Ledelse, Institut for Organisation, Copenhagen Business School 2010.

I

1 PROBLEMFORMULERING OG SPECIALETS OPBYGNING 4

2 MINE ERFARINGSPOSITIONER 6

2.1 DEN FORMELLE INDGANG TIL KULTURARVSSTYRELSEN 6

2.2 MIN ERFARINGSPOSITION I STYRELSEN 7

2.3 ZOOM PÅ ENHEDEN FOR FYSISK PLANLÆGNING OG OPLEVELSESØKONOMI 7 2.4 MIN HD(O)-ERFARINGSPOSITION OG MIT EPISTEMOLOGISKE UDGANGSPUNKT 9

3 METODOLOGI 11

3.1 TEORI OG METODE TIL UNDERSØGELSE AF INTERAKTION OG FORANDRING I

MIKROPROCESSER 11

3.1.1 TEORIEN OM COMPLEX RESPONSIVE PROCESSES OF RELATING SOM FORSTÅELSESRAMME 11

3.1.2 NORMAN FAIRCLOUGHS KRITISKE DISKURSANALYSE 15

3.2 WEICKS SENSEMAKING-TEORI 16

4 MIN SENSEMAKING I FORBINDELSE MED FORTÆLLINGEN OM MINE

ERFARINGSPOSITIONER 18

5 EMPIRI: METODISKE VALG OG RAMMER FOR INDSAMLING 19

5.1 BEGRUNDELSE FOR VALG AF EMPIRI 19

5.2 METODE OG STRATEGI FOR INDSAMLING AF EMPIRI 20 5.3 KARAKTERISTIK AF ENHEDEN FOR FYSISK PLANLÆGNING OG OPLEVELSESØKONOMI 21

5.4 PRÆSENTATION AF FOKUSGRUPPEDELTAGERE 21

5.5 OPTAKTEN TIL FOKUSGRUPPEDISKUSSIONEN 23

5.6 METODE- OG STRATEGIREFLEKSION – MIN OPLEVELSE AF DISKUSSIONENS FORLØB 24

6 ANALYSE AF FOKUSGRUPPEDISKUSSIONEN 26

6.1 DEN TEORETISKE REFERENCERAMME 26

6.2 FAIRCLOUGHS TREDIMENSIONELLE ANALYSEMODEL 26

6.2.1 DEN SOCIALE PRAKSIS DIMENSION 27

6.2.2 DEN DISKURSIVE PRAKSIS DIMENSION 28

6.2.3 DEN TEKSTUELLE DIMENSION 29

6.3 TEKSTANALYSE 1. DEL: INTERAKTIONEL KONTROL OG DISKUSSIONENS STRUKTUR 30

6.3.1 SPROGHANDLINGER 30

6.3.2 TURTAGNING OG OVERLAP 32

6.3.3 TALETID OG TALEMØNSTRE 33

6.4 TEKSTANALYSE 2. DEL: INDHOLD OG EMNEUDVIKLING 35

6.4.1 VALG AF ANALYSEELEMENTER 35

6.4.2 HOVEDEMNET SAMARBEJDE, DER GLIDER I BAGGRUNDEN 36

6.4.3 PARADOKSER I SAMMENKÆDNINGEN AF MYNDIGHEDSROLLEN OG BEGREBET SAMARBEJDE 37 6.4.4 MOBILISERING AF FAGLIGHEDER OG DIFFERENTIERET KOMMUNIKATIONEN 38

6.4.5 TVÆRFAGLIGHED ER EN STYRKE 39

6.4.6 UDVIKLING FRA REGULERING TIL FORMIDLING 39

6.4.7 VI INITIERER, AT DER BLIVER SKABT FORMIDLING 39

6.4.8 VI FÅR SKABT ET ENGAGEMENT DERUDE 40 6.4.9 DYGTIG, PRÆCIS OG SELVBEVIDST KOMMUNIKATION MINIMERER KONFLIKT 41

6.4.10 EJERSKAB, LEDERSKAB OG ITALESÆTTELSE AF AUTORITET 41

6.4.11 VI SKAL VÆRE DERUDE 42

6.4.12 VIDEN, OVERBLIK OG SPILFORDELERROLLE 42

6.4.13 BÅDE MYNDIGHED OG FORMIDLINGSINSTITUTION 43

6.4.14 BALANCE MELLEM AT BEVARE KONTROLLEN OG AFGIVE DEN 43

6.4.15 KULTURARVEN SOM ET AKTIV 43

6.4.16 DISKUSSIONENS REELLE OMDREJNINGSPUNKTER: VÆRDIER OG ROLLEFORSTÅELSE 44

7 KONKLUSIONER PÅ ANALYSEN 44

7.1 KONKLUSIONER PÅ 1. DEL: INTERAKTIONEL KONTROL OG DISKUSSIONENS STRUKTUR 45 7.2 KONKLUSIONER PÅ 2. DEL:INDHOLD OG EMNEUDVIKLING 46 7.2.1 DISKURSER, DISKURSORDENER OG INDIVIDUELLE ERFARINGSPOSITIONER 46 7.2.2 DISKUSSIONENS UDVIKLING OG KERNEPUNKTER FOR DISKURSIV FORANDRING 48 8 OPSAMLING - HVOR HAR EMPIRI OG ANALYSE FØRT MIG HEN? 52 9 ANALYSEN SET I ET COMPLEX REPONSIVE PROCESSES-PERSPEKTIV 55

9.1 SOCIAL PRAKSIS DIMENSION PÅ ORGANISATIONSNIVEAU 55

9.2 DEFINITION AF MAGT OG IDEOLOGI 56

9.3 MAGTRELATIONER OG RISIKO FOR NARCISSISME 57

9.4 FOKUS PÅ VÆRDIER FREM FOR NORMER 58

9.5 REFLEKSION OVER TEORIERNES BIDRAG TIL KONKLUSIONERNE 59 10 PROBLEMFORMULERINGENS OG SPECIALETS UDVIKLING 61

11 UDVIKLINGEN I MIN SENSEMAKING 63

12 LEDELSESANBEFALINGER 65

12.1 HVORFOR FOKUS PÅ LEDELSESANBEFALINGER? 65 12.2 SVAR PÅ PROBLEMFORMULERINGENS SPØRGSMÅL 1 68

12.2.1 AFLEDTE LEDELSESANBEFALINGER 69

12.3 SVAR PÅ PROBLEMFORMULERINGENS SPØRGSMÅL 2 69

12.3.1 AFLEDTE LEDELSESANBEFALINGER 70

12.4 SVAR PÅ PROBLEMFORMULERINGENS SPØRGSMÅL 3 70

12.4.1 AFLEDTE LEDELSESANBEFALINGER 71

13 LITTERATURLISTE 72

14 BILAG ERROR! BOOKMARK NOT DEFINED.

1 P

betydningsdannelse (sensemaking) inden for mit arbejdsfelt. Det er derfor centralt for indholdsproduktionen, at jeg har indtaget en åben og eksplorativ tilgang til udviklingen i specialets problemformulering samtidig med, at jeg igennem processen eksplicit forholder mig til egne erfaringer og oplevelser. Det betyder, at jeg ikke på forhånd har lagt

problemformuleringen fast eller for den sags skyld specialets indhold. Den endelige problemformuleringen i dette indledende kapitel er derfor skrevet retrospektivt.

Jeg vil her redegøre for forløbet i den erkendelsesproces, som specialet afspejler, og dermed hvilke stadier i min betydningsdannelse, du som læser vil komme til at følge med i. De

teoretisk funderede argumenter for mine valg i løbet af specialet vil jeg til gengæld vente med at komme nærmere ind på, da de er dybt integreret i skrive- og erkendelsesprocessen.

Igennem fortællingen om mine erfaringspositioner dels som medarbejder i

Kulturarvsstyrelsen og dels som HD(O)-studerende indkredser jeg i kapitel 2 det overordnede emnefelt for specialet: Jeg ønsker at undersøge, hvordan vi i enheden Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi kan definere, vurdere og eventuelt videreudvikle modeller for samarbejde med eksterne interessenter. Der er flere grunde til, at dette emne har relevans: Det er et led i en strategisk satsning i Kulturarvsstyrelsen, der eksisterer ingen teoretisk og metodisk reflekteret redegørelse for eller evaluering af dette sammarbejde, og det udspiller sig i et virkefelt af paradokser.

Mine erfaringspositioner danner afsæt for min interesse for at undersøge emnefeltet ved at zoome ind på det daglige arbejde i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi, og jeg redegør i kapitel 3 for de teorier og metoder: Ralph D. Staceys teori om complex responsive processes of relating og Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, som jeg benytter til at underbygge, motivere og skabe retning for mine undersøgelser. Jeg præsenterer desuden Karl E. Weicks sensemaking-teori, som danner grundlag for refleksioner over min meningsdannelse – i første omgang i kapitel 4 og siden i kapitel 11.

I kapitel 5 redegør jeg for valg af metode og strategi for mine empiriske undersøgelser, der understøtter mit ønske om at indtage en åben og eksplorativ tilgang til problemformuleringens

udvikling. Jeg vælger at gennemføre et fokusgruppeinterview i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi, hvor jeg stiller det åbne undersøgelsesspørgsmål: Hvad er det vi gør, når vi samarbejder med eksterne interessenter? Hvordan gør vi det? Jeg forholder mig til

fokusgruppediskussionen som "blomsterknoppen" i min empiri og lader det styre muligheder og valg for specialets videre retning. Emnefeltet kunne være blevet yderligere belyst gennem en række implicerede interessenters perspektiver på, hvordan vi i enheden samarbejder med de eksterne interessenter, men det viser sig, at den ene gennemførte fokusgruppediskussion udfolder sig som en farverig blomst, der inspirerer til gennemførelsen af en dybdegående kritisk diskursanalyse i kapitel 6. Opsummeringern af konklusionerne på analysen viser i kapitel 7, at udforskningen af den farverige blomst ikke forbliver en teoretisk øvelse, men sætter frø til nye erkendelser, der udfoldes i kapitel 8 og 9. Opsamlingen af problemstillingens og specialets udvikling i kapitel 10 danner endeligt afsæt ikke bare for refleksion over

udviklingen i min sensemaking i kapitel 11, men for formuleringen af konkrete

ledelsesanbefalinger til lederen af enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi.

Min problemformulering udvikler sig altså i løbet af specialet, og tager endelig denne form:

Kulturarvsstyrelsen er i en udviklingsproces, hvor der opstår paradokser i bevægelserne mellem myndighed/forvaltning og samarbejde/dialog/kommunikation/formidling med

omverden. Enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi arbejder i særdeleshed med styrelsens strategiske indsatsområde, "det nye landskab", der vægter etableringen af nye samarbejder med eksterne interessenter, heriblandt kommunerne. Hvordan håndterer vi i enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi paradokserne? Hvad er vores selvforståelse og rolleforståelse i relationen til eksterne interessenter? Hvor befinder vi os i udviklingsprocessen? Hvordan kan ledelsen initiere muligheder for yderligere

udvikling/forandring i dette paradoksernes virkefelt?

2 M

Indledningsvis vil jeg etablere en rammefortælling for dette speciale. Formuleringen af denne rammefortælling vil tjene som min egen indgang til at reflektere over og forstå, hvorfor det giver mening for mig at beskæftige mig med problemformuleringen i dette speciale, og hvorfor det giver mening for mig at behandle den ved hjælp af socialkonstruktivistisk orienterede teorier. Fortællingen vil endvidere give læseren et indblik i konteksten for specialet samt udgøre en forståelsesramme for udviklingen af min meningsdannelse gennem specialet. Det er med andre ord en præmis for nærværende arbejde, at jeg tager min egen erfaring og oplevelse alvorlig, og at jeg derfor indfører metakommentarer eller refleksioner over udviklingen af min meningsdannelse som et parallelt spor i behandlingen af

problemformuleringen.

Omdrejningspunktet for fortællingen vil være følgende spørgsmål: Hvad er min arbejdsplads, Kulturarvsstyrelsen, for en størrelse? Og hvilke organisationsteoretiske problemstillinger har jeg igennem HD(O)-studiet haft interesse for at behandle? Hvorfor har jeg interesseret mig for disse problemstillinger, og hvordan har jeg behandlet dem?

2.1 Den formelle indgang til Kulturarvsstyrelsen

Jeg vil indlede min fortælling med den formelle fremstilling af Kulturarvsstyrelsen. Som det fremgår af hjemmesiden, er Kulturarvsstyrelsen en styrelse under Kulturministeriet. Den har ansvaret for den del af kulturarven, der omfatter fortidsminder, fredede bygninger og

samlingerne på de statslige og statsanerkendte museer. Kulturarvsstyrelsen har ca. 95 ansatte, heriblandt arkæologer, etnologer, historikere, kunsthistorikere, arkitekter,

restaureringsarkitekter, landmålere, jurister, økonomer m.fl., og opererer med et årligt budget på ca. 600 mio. kr. inklusive tilskudsmidler.¹

Som det fremgår af styrelsens mission, formuleret i resultatkontrakten for 2008-2011, er det

"Kulturarvsstyrelsens opgave [er] at sikre kulturarven og give den betydning for den enkelte og samfundet som helhed."² De konkrete arbejdsopgaver omfatter bl.a. faglig rådgivning af kulturministeren, udformning og gennemførelse af regeringens målsætninger på

1 "Om Kulturarvsstyrelsen", http://www.kulturarv.dk/om-os/om-kulturarvsstyrelsen/

2 Resultatkontrakt, Kulturarvsstyrelsen 2008-2011, p. 1. Se http://www.kulturarv.dk/om-os/om- kulturarvsstyrelsen/resultatkontrakt/

kulturarvsområdet, forvaltning af lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer samt museumsloven. Det understreges endvidere i resultatkontrakten, at

Kulturarvsstyrelsen "arbejder for at beskytte, registrere, udvikle og formidler kulturarven i dialog og samarbejde med kommuner, ejere, institutioner og foreninger."³ Styrelsens stærke strategiske fokus på at være i dialog med omverden og udvikle og synliggøre kulturarven fremgår af den formulerede vision: "Kulturarvsstyrelsen udvikler gennem dialog og partnerskaber kulturarven til en aktiv ressource i samfundet."⁴

2.2 Min erfaringsposition i styrelsen

Jeg har været ansat i Kulturarvsstyrelsen i 4 år. De første knap 3 år af min ansættelse har jeg arbejdet som kunsthistorisk konsulent i museumskontoret, hvor jeg har rådgivet museerne og kulturministeren i henhold til museumsloven. Jeg har i denne stilling kunnet trække på mine forudgående erfaringer fra stillinger på kunstmuseer, men har også mødt store udfordringer i at finde mig til rette i den for mig nye verden: statsadministrationen og det politiske system.

Den verden lærer man ikke noget om på kunsthistoriestudiet! Sidste år skiftede jeg arbejdsområde. Siden februar 2009 har jeg arbejdet som projektleder i enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi, hvor jeg har varetaget projekter, som har fordret samarbejde med en række eksterne interessenter fra bl.a. kommuner, turismesektoren, interesseorganisationer, museer samt nordiske natur- og kulturarvsmyndigheder.

Orienteringen i mit arbejde er således blevet ændret fra forvaltning og myndighedsopgaver, som er knyttet til Kulturarvsstyrelsens mission, til udviklingsprojekter, der involverer etablering af partnerskaber og formidling af kulturarvens betydning, og som er knyttet til styrelsens vision.

2.3 Zoom på enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi

I enheden Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi, er der et særligt fokus på udviklingen af samarbejdsprojekter – primært med kommunerne, men også med de øvrige ovenfor nævnte eksterne interessenter. Der står i Kulturarvsstyrelsens resultatkontrakt i forbindelse med det strategiske indsatsområde "det nye landskab", at "Kommunalreformen har ændret på

kommunernes betydning for forvaltning af kulturarven", at "kommunerne er i dag den største forvalter af kulturarven" og at "den nye kommunale struktur lægger op til nye samarbejder

3 Ibid.

4 Ibid.

mellem styrelse(r) og kommuner, fx. i relation til at anvende kulturarven som ressource i byudvikling, erhvervsudvikling og turisme."⁵ Det er dette strategiske indsatsområde, som enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi i særdeleshed arbejder med.

Det er mit indtryk, at der i enheden med tiden er blevet udviklet spydspidsprojekter og dermed samarbejdsmodeller eller samarbejdsformer, som bliver betragtet som succesfulde.

Der eksisterer dog ingen teoretisk og metodisk reflekteret redegørelse for eller evaluering af det etablerede samarbejde med de eksterne interessenter. Jeg synes, det er interessant og oplagt at undersøge, hvordan vi kan definere, vurdere og eventuelt videreudvikle disse samarbejdsformer. Dels fordi de er et led i en ny strategisk satsning i Kulturarvsstyrelsen, og dels fordi de efter min opfattelse signalerer en ideologisk bevægelse fra forvaltning af

kulturarven (=kontrol) til samarbejde om kulturarven (=formidling). Jeg har derfor i den indledende fase af specialetilrettelæggelsen formuleret undersøgelsesspørgsmålene: Hvad er det vi gør, når vi samarbejder med eksterne interessenter? Hvordan fungerer det? Hvad får vi ud af det? Med "vi" mener jeg mine kollegaer og min chef i Fysisk planlægning og

oplevelsesøkonomi.

Med disse spørgsmål fjerner jeg fokus fra ledelsens generaliserede og idealiserede

formuleringer af Kulturarvsstyrelsens mission, vision og strategi og zoomer i stedet for ind på det daglige arbejde, og hvordan vi i dagligdagen taler om det, vi går og laver. Jeg vælger at bevæge mig væk fra en modernistisk system-teoretisk opfattelse af, at systemer,

organisationer, skal forstås i deres helhed, og at individer (ledelsen) kan planlægge, designe eller i det mindste have indflydelse på udviklingen af et system. I stedet for tilslutter jeg mig en socialkonstruktivistisk opfattelse af, at organisationer skabes i sociale processer og dermed, at organisationer konstrueres kontinuerligt, dagligt, momentvis gennem menneskers interaktion med hinanden. Som jeg vil komme nærmere ind på i kapitel 3 om metodologi, tilslutter jeg mig i dette speciale helt specifikt Ralph Staceys teori om complex responsive processes of relating, hvor fokus fra det generelle til det partikulære formuleres på følgende måde: "The articulation of the global generalization is an abstraction from experience and can only be found in the experience of particularizing the generalization and functionalizing the idealization."⁶ Når jeg forbinder Ralph Staceys teori med socialkonstruktivistisk epistemologi, er det ikke, fordi jeg vil kategorisere Stacey som socialkonstruktivist og dermed negligere, at

5 Ibid., p. 2.

6 Ralph D. Stacey og Douglas Griffin: "Introduction". I Ralph D. Stacey og Douglas Griffin (ed): Complexity and the Experience of Values, Conflict and Compromise in Organizations, 2008, p. 15.

han selv konstaterer, at complex responsive processes-teorien er fast forankret i

modernismen, fordi teorien bidrager med "a grand narrative."⁷ Jeg vælger at forbinde Ralph Staceys teori med socialkonstruktivistisk epistemologi, fordi jeg i dette speciale fokuserer på teoriens pointer om, at udvikling opstår i sociale interaktioner på mikroniveau.

2.4 Min HD(O)-erfaringsposition og mit epistemologiske udgangspunkt

Når jeg vælger den socialkonstruktivistiske vej til erkendelse i dette speciale, er det ikke af nød, fordi en stor del af pensum på HD(O) på 7./8. semester skriver sig ind i dette paradigme.

Det er af lyst. Jeg vælger vejen med høje forventninger til proces og resultat, fordi den overvejende modernistiske teori på 5./6. semester forekom mig begrænsende og

utilstrækkelig. På 5./6. semester erfarede jeg eksempelvis, at jeg gennem den modernistiske styringsoptimistiske opfattelse måtte antage, at der var problemer i organisationen, hvis ledelsens visioner og planer ikke blev bifaldet og fulgt, og at der måtte findes en løsning på at få medarbejderne til at følge den "rigtige" vej, som ledelsen havde angivet. Denne tilgang hjalp mig ikke så meget videre. I min synopsiseksamen kunne jeg gennem anvendelse af Joanne Martins kulturanalyseteorier⁸ konstatere, at der var uoverensstemmelser mellem ledelsens formulering af vision for organisationen og fokus på at opnå helhedsforvaltning og indre sammenhængskraft mellem de enkelte afdelinger på den ene side og medarbejdernes egne opfattelser af målet med deres arbejde på den anden. Under et interview med en af mine kollegaer fik jeg eksempelvis følgende reaktion på et spørgsmål, der skulle undersøge

oplevelsen af sammenhængskraft:

Mit spørgsmål: "En del af direktionstankerne har været at skabe tydelig sammenhæng mellem styrelsens målsætninger/ visioner og det daglige arbejde. Eksempelvis ved at lave strategikort.

Er det noget, du tænker på i dagligdagen, når du udfører dine arbejdsopgaver?"

Svar: "Hvad er det for en vision? Jeg bliver nødt til at finde papirer frem et eller andet sted, fordi hvad det nu lige er, der er visionen? Jeg kan ikke citere den i hvert fald. Jeg tror, vi har vores egen vision i kontoret. Det er bare at have det godt. Have det hyggeligt. Og det arbejder vi på."

7 Ralph D. Stacey: Strategic Management and Organizational Dynamics, 1993, p. 420.

8 Joanne Martin: Cultures in Organizations. Three Prespectives, 1992.

I min synopsiseksamen kunne jeg altså konstatere, at der var flertydigheder i

organisationskulturen, men jeg oplevede, at den modernistiske vinkel på problemstillingen låste mig i forhold til angivelse af realistiske løsningsmuligheder.

Jeg oplevede også i portfolioforløbet på 5./6. semester, at de modernistiske teorier vedr.

struktur, magt, kommunikation og ledelse⁹ og dermed rammerne for konkrete

ledelsesanbefalinger ikke kunne tage højde for det komplekse felt af normer, værdier,

flertydige forventninger og forandringsprocesser, som arbejdet i Kulturarvsstyrelsen er under konstant indflydelse af. I portfolioforløbet arbejdede jeg med en overordnet

problemformulering, som reflekterede mit interessefelt i min daværende stilling som museumskonsulent. Problemformuleringen tog hen ad vejen følgende form: "Hvordan definerer og praktiserer Kulturarvsstyrelsen sin rolle over for museerne således, at styrelsen understøtter museerne i at opnå øget faglig kvalitet og øget samfundsmæssig legitimitet?" I denne sammenhæng erfarede jeg desuden, at de centrale dyder for den modernistiske undersøgelsespraksis: tilnærmet objektivitet og neutralitet skabte et anseligt blindt punkt i forhold til min subjektivitet og dermed i forhold til min motivation for at undersøge den valgte problemstilling og formulere realistiske ledelsesanbefalinger. Som jeg ræsonnerede mig frem til i portfolioopgave 5 som led i min refleksion over den overordnede

problemstilling og egen læring igennem portfolioforløbet:

"Til trods for, at jeg tilstræbte at fremstille et overordnet/objektivt argument for relevansen af den oprindelige overordnede problemstilling, må jeg nu erkende, at ønsket om at behandle denne problemstilling er dybt personligt forankret. Jeg har haft et stærkt ønske om at opnå en større bevidsthed om og stille spørgsmål til de normer og værdier, der ligger til grund for min og mine kollegaers praksis som museumskonsulenter. Hvorfor udfører vi de opgaver, vi gør?

Hvorfor udfører vi dem, som vi gør? Og hvad er effekten/konsekvensen af vores praksis? Og hvordan kan vi gøre det bedre? (...) Desuden er jeg igennem interviews med mine kollegaer og vicedirektøren blevet opmærksom på, at problemstillingens ordlyd er udtryk for en personlig fortolkning af målet for vores praksis, og at der internt hersker andre og forskellige perspektiver på midler og mål. Jeg er altså blevet opmærksom på, at min hidtidige

problemstilling nærmere retter sig mod en personlig bevidstgørelse frem for at hæve sig over

9 Jeg benyttede mig bl.a. af Henry Mintzbergs strukturteori (Henry Mintzberg: Structures in Fives. Designing Effective Organizations, 1983/1993), modernistisk kontrolteori (Mary Jo Hatch og Ann L. Cuncliffe:

Organization Theory, 2006), kommunikationsmodeller (Sine Nørholm Just m.fl.: Organisation og omverden, 2007) og ledelsesteorier (Kjell Grønhaug, Odd Hellesøy og Geir Kaufmann: Ledelse i teori og praksis, 2001).

min medarbejderposition og adressere centrale og generelle problemer, der direkte vedrører ledelsen."¹⁰

Jeg har altså i mit hidtidige arbejde inden for det modernistiske paradigme på 5./6. semester savnet muligheder for at håndtere og undersøge flertydigheder i organisationen samt at anerkende og forholde mig til min subjektivitet og meningsdannelse. Pensum på 7./8.

semester har åbnet for nye perspektiver, og i det følgende afsnit vil jeg overordnet redegøre for hvilke teorier og metoder fra 7./8. semesters pensum, jeg vælger at benytte i forbindelse med dette speciale.

3 M

Behandlingen af problemformuleringen følge to spor, hvor det første dog får den absolut tungeste vægtning, fordi det er forudsætningen for det andet:

• undersøgelse af interaktion og forandring i mikroprocesser

• undersøgelse af min meningsdannelse i forbindelse med ovennævnte undersøgelse.

I dette afsnit vil jeg redegøre for mit overordnede valg af forskellige teorier og metoder til at behandle disse spor. Til undersøgelsen af interaktion og forandring i mikroprocesser, vil jeg benytte mig af Ralph D. Staceys teori om complex responsive processes of relating som forståelsesramme, men i mine specifikke analyser af sprogbrug og relaterede sociale processer vil jeg benytte mig af Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Til behandlingen af min meningsdannelse i denne sammenhæng vil jeg trække på Karl E. Weicks teori om

sensemaking.

3.1 Teori og metode til undersøgelse af interaktion og forandring i mikroprocesser

3.1.1 Teorien om complex responsive processes of relating som forståelsesramme I bogen Strategic Management and Organizational Dynamics, hvor Ralph D. Stacey giver en omfattende introduktion til teorien om complex responsive processes of relating, formulerer

10 Louise Straarup-Hansen: Portfolioopgave 5 – praksis og refleksion, HD(O), virksomhedskommunikation og strategisk udvikling, 2009, pp. 2-3.

han formålet med sin forskning: "to explore ways of thinking about organisations and their management. It seeks to identify the usually taken-for-granted, fundamental assumptions upon which particular ways of thinking are based."¹¹ Det gør han ved at gennemgå og sammenligne forskellige måder at forklare, hvad strategi er, hvordan strategi opstår, og hvordan organisationer forandrer sig.

Helt grundlæggende involverer complex responsive processes-tankegangen en bevægelse væk fra den traditionelle systemtænkning. Denne bevægelse inkluderer en ophævelse af

dikotomien mellem mikro- og makrofænomener og en samtidig anerkendelse af, at den kontinuerlige udveksling mellem mikro- og makroniveau tager udgangspunkt i mikroniveauet – det er de relationelle processer på mikroniveau, der skaber mønstre, som derefter kan aflæses som "population-wide patterns". Stacey og Griffin formulerer det således:

"Global patterns are changing not because of some global plan but because of local interaction (...) We usually think that global organizational order is the result of global plans and

programs but from the perspective outlined we would have to think of global organizational order as continually emerging in myriad local interactions and it would become necessary to understand the nature of such local interaction."¹²

Jeg refererede i kapitel 2 til Kulturarvsstyrelsens mission og vision som retningsgivende for arbejdet i styrelsen. Men det er netop en central pointe hos Stacey og Griffin, at sådanne generaliserede og idealiserede statements næppe fører til den tilstræbte ubetingede harmoni i organisationen, men nærmere fremprovokerer kynisme hos organisationens medlemmer, hvilket også kunne tolkes ud af det citat, jeg refererede fra en kollega ovenfor.¹³ Ifølge Stacey kommer strategi til udtryk som realiseret strategi i mønstre af medarbejderes fælles aktiviteter eller interaktioner i organisationen. Den realiserede strategi bliver artikuleret gennem folks identitetsnarrativer, som dannes i de relationelle processer. Det er også derfor, at Stacey mener, det er afgørende at rette opmærksomheden mod lokale interaktioner for at opnå en forståelse for organisationer og de formulerede strategier. Stacey formulerer det således:

11 Stacey, 1993, p. 4.

12 Stacey og Griffin, 2008, p. 4.

13 Ibid. p. 3.

"In both desired and realised forms, strategy is basically expressed as narratives of identity.

Local interaction is then central to understanding organisations and strategising activities because it is in this local activity that there emerges the populations-wide patterns of organisation and strategy both desired and realised."¹⁴

Ifølge Stacey skal de lokale interaktioner grundlæggende opfattes som kommunikative, konversationelle processer. Med udgangspunkt i George Herbert Meads teori om selvets udvikling gennem kommunikation definerer Stacey ”interaktion som kommunikation” som gesture-response-processer. Med andre ord er det Staceys overbevisning, at betydning ikke er knyttet til en ytring i sig selv (gesture), men skal forstås i sammenhæng med det afledte svar (response).¹⁵ Denne overbevisning leder til et relationel identitetsbegreb, der – også ifølge Mead, kan beskrives som dialektikken mellem Jeg og Mig (I-Me).¹⁶ Staceys definition af interaktion som kommunikation resulterer i følgende kommunikationsopfattelse:

"Communication, then is not simply the sending of a signal to be received by another, but rather complex social, that is, responsive, processes of self formation in which meaning and society-wide patterns emerge. One cannot, therefore, be a self independently of social interaction. Selves are social selves and society is a society of selves."¹⁷

Men complex responsive processes of relating indbefatter mere end kommunikative, konversationelle processer. Stacey gør opmærksom på, at man i analysen af lokale interaktioner også må have blik for komplekse følelser og motivationer og dermed

menneskelige karakteristika som selvbevidsthed, refleksion, forestillingsevne, spontanitet, kreativitet mv."¹⁸ Han fremhæver endvidere magtrelationer og ideologi som centrale

elementer i de kommunikative processer. Overordnet set definerer Stacey complex responsive processes of relating sådan her:

"Complex responsive processes of relating are, therefore, simultaneously processes of communicative interaction, power relating and ideological evaluation in which local

14 Stacey, 1993, p. 433.

15 Stacey og Griffin, 2008, p. 7.

16 Stacey, 1993, pp. 275-76.

17 Stacey og Griffin, 2008, p. 7.

18 Ibid. p. 5-6.

individual selves/identities and the global patterns of the social emerge at the same time, each forming and being formed by the other at the same time."¹⁹

Det er som nævnt ovenfor også centralt for Stacey at fokusere på forandringer i organisationer, og her er han specielt interesseret i, hvordan man forholder sig til de

modsætningsfyldte tilstande som stabilitet og ustabilitet, forudsigelighed og uforudsigelighed, konstruktion og dekonstruktion, der sideløbende præger forandringsprocesser.²⁰ Stacey

betragter disse modsætningsfyldte tilstande som paradokser: "the word paradox means the presence together, at the same time, of self-contradictory, essentially conflicting ideas, none of which can be eliminated or resolved."²¹ Det er Staceys opfattelse, at tilstedeværelsen af paradokser i organisationer fører til nyskabelser.

Med denne korte introduktion til teorien om complex responsive processes of relating kan jeg redegøre nærmere for, hvordan jeg anvender den som overordnet forståelsesramme for

behandlingen af min problemformulering. Jeg vil fokusere på, hvordan vi i enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi udvikler modeller for samarbejde med eksterne

interessenter ved at undersøge, hvordan vi i hverdagen kommunikerer om det, vi gør. Med andre ord vil jeg undersøge udviklingen af samarbejdsmodellerne gennem fokus på

kommunikative processer og dermed lokale interaktioner. Eftersom udvikling af samarbejdet med de eksterne interessenter er led i en ny strategisk satsning i Kulturarvsstyrelsen, giver en undersøgelse af de lokale interaktioner, ifølge Stacey, en særlig god mulighed for at finde ud af, om der rent faktisk opstår nytænkning og forandring. Som han skriver: "Instead of being planned, global patterns emerge in myriad local interactions and this is especially true for global patterns displaying any form of novelty."²² Complex responsive processes-teoriens fokus på, hvad folk rent faktisk gør i organisationen frem for, hvad de burde gøre, involverer en særlig opmærksomhed på ens egen oplevelse og rolle i de ting, der sker i ens omverden.

Dette stiller krav om refleksion og udvikling af selverkendelse. Ifølge Stacey er gevinsten mere effektiv interaktion, som ikke kun gavner én selv, men også potentielt dem, man interagerer med.²³

19 Ibid. p. 14.

20 Stacey, 1993, p. 7.

21 Stacey, 1993, p. 15.

22 Ibid. p. 15.

23 Ibid. pp. 411-12.

I de konkrete analyser af interviews med mine kollegaer og min chef vil Staceys nøgletemaer:

ideologi og magt udgøre vigtige fokuspunkter i dele af analyserne. Jeg vil dog først gøre nærmere rede for dem i forbindelse med analyserne. Jeg vælger dog at benytte Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse som overordnet metodisk tilgang til de konkrete analyser.

Begrundelsen for dette vil jeg redegøre for i det følgende afsnit.

3.1.2 Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse

Stacey fremhæver udvalgte fokuspunkter for analyse af hverdagskonversationer i organisationer (the turn-taking/turn-making nature, the thematic patterning, intention og rhetoric)²⁴, men han beskæftiger sig efter min opfattelse ikke direkte med teori og metoder til empirisk undersøgelse af sprogbrug i hverdagens sociale interaktioner. Jeg mener, at det er meget relevant at afprøve Staceys teori om complex responsive processes of relating gennem tekstnære analyser af lokale interaktioner som kommunikative, konversationelle processer. Til dette formål har jeg valgt at benytte mig af Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Ud over at Fairclough har udviklet en teori til empirisk undersøgelse af sprogbrug, så forholder han sig til sproget som både konstitueret af og konstituerende for sociale processer samtidig med, at hans metode kan studere og afdække forandringsprocesser. Derfor korresponderer kritisk diskursanalyse ikke blot med Staceys teori om complex responsive processes of relating, som den defineres ovenfor, men supplerer den også ganske godt. Det er endvidere min opfattelse, at jeg gennem udøvelsen af kritisk diskursanalyse opretholder teoretisk konsistens, idet diskursanalysen knytter sig til socialkonstruktivistisk epistemologi.²⁵ Jeg vil kort introducere overordnet til Faircloughs kritiske diskursanalyse. Teorien kombinerer den kritiske lingvistiske tekstanalyse med socialteorier. Faircloughs udgangspunkt for at anvende sproglig analyse som en metode til at studere sociale

forandringsprocesser er erkendelsen af, at det er gennem forandringer i vores sprogbrug og fremstillinger af verden, at vi har mulighed for at beskrive vores oplevelser og fortolkninger af verden.²⁶ I konstruktionen af diskursbegrebet bruger Fairclough den lingvistiske forståelse af diskurs som større brudstykker af talt dialog. Dette adskiller sig fra det traditionelle lingvistiske fokus, som ligger på enkeltsætninger eller mindre grammatiske enheder. Den lingvistiske forståelse af diskurs udvides yderligere til at omfatte større brudstykker af talt

24 Ibid. pp. 277- 282.

25 Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips: Diskursanalyse som teori og metode, 1999, pp. 31-33.

26 Norman Fairclough: Discourse and Social Change, 1992, p. 1.

eller skrevet sprog eller, som Fairclough formulerer det: "higher-level organizational properties of dialogue (e.g. turn-taking, or the struccture of conversational openings and closings) or of written texts (...)."²⁷ Fokus i denne sammenhæng er interaktion mellem udtaler og tiltalte, forfatter og læser. Hermed de processer, der knytter sig til udarbejdelse og

fortolkning (interpretation), såvel som konteksten for sprogbrugen. Ifølge Fairclough afspejler diskurser ikke blot sociale identiteter, sociale relationer og videns- og betydningssystemer, men bidrager også til at forme og omforme sociale strukturer og processer. Diskurs indgår således i et dialektisk forhold til andre sociale dimensioner.²⁸ I bogen Discourse and Social Change (1992), hvor Fairclough introducerer diskursanalysen, skriver han følgende med henvisning til Michael Halliday: ”Language is as it is because of its function in the social structure, and the organization of behavioural meanings should give some insight into its social foundation.”²⁹

Jeg vil præcisere, at jeg afstår fra at forholde mig nærmere til den marxistiske tradition, som Faircloughs kritiske diskursanalyse opererer indenfor og dermed den underliggende

ideologiske formålserklæring, at kritisk diskursanalyse bidrager til ”social forandring i retning af mere lige magtforhold i kommunikationsprocesser og i samfundet som helhed,” som

Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips formulerer det i Diskursanalyse som teori og metode.³⁰ I forbindelse med de konkrete analyser, vil jeg gå nærmere ind i elementerne i den kritiske diskursanalyse.

3.2 Weicks sensemaking-teori

Som det fremgår af redegørelsen for mit hidtidige arbejde med organisations- og kommunikationsteori og praksis på HD(O) har jeg været stærkt motiveret af

meningsdannelse, og det er jeg stadigvæk. Hvor jeg inden for det modernistiske paradigme hele tiden har skullet minimere min subjektivitet ved at lade den undergå en objektivering, kan jeg inden for det socialkonstruktivistiske paradigme tage højde for min subjektivitet og anerkende, at min viden og erkendelse er under løbende udvikling i interaktionen med omverdenen. Det betyder også, at det i dette speciale er oplagt for mig at anlægge en eksplorativ tilgang til undersøgelsesfeltet: Samarbejdet med eksterne interessenter i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi. Og at det er oplagt for mig at tage højde for, at mine

27 Ibid. p. 3.

28 Jørgensen og Phillips, 1999, pp. 74-75.

29 Fairclough, 1992, p. 26.

30 Jørgensen og Phillips, 1999, p. 76.

undersøgelser: interviews med kollegaer og inddragelse af forskeres perspektiver på emnet løbende kan resultere i nye erkendelser.

Det er centralt for teorien complex responsive processes, at man tager sin egen erfaring og oplevelse (experience) alvorlig. Derfor kunne teorien i princippet også danne

forståelsesramme for undersøgelsen af min meningsdannelse i forbindelse med arbejdet med dette speciale. Når jeg læser Stacey og Griffins redegørelse for udviklingen af bevidsthed og selvbevidsthed, er det dog min opfattelse, at teorien om complex responsive processes har særligt fokus på den sociale interaktion i redegørelsen for processerne for meningsdannelse (I- Me dialektikken).³¹ I undersøgelsen af min meningsdannelse er jeg imidlertid interesseret i at opnå et mere udfoldet blik på processerne for meningsdannelse – på de veje, jeg følger, og deres indflydelse på min konstruktion af konklusioner. Jeg vælger Karl E. Weicks

sensemaking-teori som afsæt og retning for udredningen af min meningsdannelse, fordi jeg mener, at hans opstilling af syv karakteristika for sensemaking samt tilhørende

forskningsspørgsmål danner et mere udfoldet udgangspunkt for at opnå perspektiver på min meningsdannelse.

Weick beskriver proces og mål for sensemaking sådan her: "To engage in sensemaking is to construct, filter, frame, create facticity, and render the subjective into something more tangible."³² Det er meget centralt for min identitetskonstruktion, at jeg reflekterer over, hvad der er på færde i min organisation og hvilken betydning, det har for mit arbejde og for den rolle, jeg påtager mig, og det er min opfattelse, at Weicks sensemaking-teori netop kan give mig et godt afsæt for at konstruere, filtrere, indramme og skabe fakticitet ud af mine

refleksioner. Jeg vil således orientere udredningen af min meningsdannelse mod de syv karakteristika, Weick opstiller for sensemaking samt de tilhørende forskningsspørgsmål:

1) Identity: The recipe is a question about who I am as indicated by discovery of how and what I think.

2) Retrospect: To learn what I think, I look back over what I said earlier.

3) Enactment: I create the object to be seen and inspected when I say or do something.

31 Stacey og Griffin, 2008, pp. 8-9.

32 Karl E. Weick: Sensemaking in Organisations, 1995, p. 14.

4) Social: What I say and single out and conclude are determined by who socialized me and how I was socialized, as well as by the audience I anticipate will audit the conclusions I reach.

5) Ongoing: My talking is spread across time, competes for attention with other ongoing projects, and is reflected on after it is finished, which means my interests may already have changed.

6) Extracted cues: The "what" I single out and embellish as the content of the thought is only a small portion of the utterance that becomes salient because of context and personal dispositions.

7) Plausibility: I need to know enough about what I think to get on with my projects but no more, which means that sufficiency and plausibility take precedence over

accuracy.³³

4 M

Min fortælling om Kulturarvsstyrelsen fremstiller jeg som personlig. Det er den i den

forstand, at den er opbygget af de udvalgte informationer og vinkler, som jeg finder relevante og interessante for opgaven (pkt. 6. extracted cues). Men den er ikke personlig i betydningen følelsesladet eller privat, da den er rettet mod de forventede læsere af opgaven (primært eksaminator og censor fra Handelshøjskolen, men også kollegaer og chefer i

Kulturarvsstyrelsen), som stammer fra de to forskellige professionelle verdener: en

erhvervsfaglig uddannelsesinstitution og en kulturarvsfaglig styrelse og offentlig forvaltning, jeg selv er socialiseret i, og som jeg i dette speciale kobler sammen (pkt. 4. social). Med andre ord er det, jeg skriver bestemt af min socialisering og mine forventninger til andres

vurderinger af, hvad der er relevant og interessant. Derfor bærer fortællingen også præg af forskelligt sprog fra de to verdener: det lidt formelle forvaltningssprog, der forholdsvis nøgternt redegør for styrelsens legitimitet og arbejdsopgaver, og det mere akademiske sprog, som er præget af teoretiske udredninger og refleksioner kombineret med mine mere personligt farvede betragtninger. Det er sandsynligvis i bestræbelsen på at favne begge verdener, at fortællingen formmæssigt kommer til at fremstå noget opdelt og uensartet. Når jeg ser nærmere på de udvalgte delfortællinger (extracted cues), så siger de noget om, hvilke omstændigheder der igennem de sidste 4 år har kickstartet lige netop mit behov for

33 Ibid. p. 61-62.

sensemaking i min organisation (pkt. 3. enactment). Dels min entré i en ny verden og dermed mit møde med normer og værdier, som jeg ikke umiddelbart har været bekendt med – både ved min ansættelse i museumskontoret og ved min senere omrokering til enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi. Dels min optagethed af paradokser eller dilemmaer. De er indlejrede i Kulturarvsstyrelsens visions- og strategi-formuleringer, hvor både forvaltning af kulturarven (=kontrol) og samarbejde om kulturarven (=formidling) er i spil, og de kommer til udtryk i det daglige arbejde. Og der er indlejret paradokser eller dilemmaer i mine erfaringer med at benytte modernistiske modeller og teorier fra pensum 5./6. semester til at udrede de kompleksiteter, som jeg oplevede og ønskede at forstå i Kulturarvsstyrelsen. Mit fokus på de nævnte paradokser/ dilemmaer siger sandsynligvis noget om min identitet (pkt. 1. identity):

min nysgerrighed efter at forstå den verden, der omgiver mig, min akademiske tilbøjelighed til kritisk stillingtagen, samt min stadige jagt efter nye perspektiver og veje til bedre løsninger.

Det kan samtidig forklare, hvorfor eksempelvis delfortællingen om det "begrænsende"

modernistisk orienterede pensum på 5./6. semester set i forhold til det "åbenbarende"

socialkonstruktivistisk orienterede pensum på 7./8. semester kommer til at fremstå forholdsvis unuanceret – mit fokus på paradokser/dilemmaer involverer en accentuering af modsætninger.

Med andre ord kan jeg konstatere, at min fortælling og min sensemaking-proces er drevet af sandsynlighed frem for nøjagtighed (jf. pkt. 7. plausibility på Weicks liste), og dermed tilslutte mig den pointe, Weick fremhæver: "filtered information is less accurate but, if the filtering is effective, more understandable."³⁴ Tilbageblikket på vigtige fikspunkter i min sensemaking-proces understreger dels opfattelsen af, at jeg over tid skaber og genskaber mening (pkt. 5. ongoing), og at jeg tænker tilbage på, hvad jeg tidligere har sagt og gjort for at kunne definere min nuværende position og tankegang (pkt. 2. retrospective).

5

:

5.1 Begrundelse for valg af empiri

Jeg har foretaget det valg, at et fokusgruppeinterview med chef og kollegaer i enheden Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi skal udgøre "blomsterknoppen" i min empiri.

Fokusgruppeinterviewet vil således danne udgangspunkt for at overveje muligheder og foretage valg for specialets videre retning.

34 Ibid. p. 61.

I kapitel 2 har jeg angivet en retning for, hvor undersøgelserne i specialet skal føre mig hen.

Jeg har formuleret en ambition om at få defineret samarbejdsmodeller og dermed oversat de erfaringer, vi i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi efterhånden har indsamlet med udviklingsprojekter, som involverer samarbejde med eksterne interessenter. Sigtet skulle være at vurdere og eventuelt videreudvikle disse samarbejdsmodeller. Når jeg har valgt at tage afsæt i teorier og metoder, der fokuserer på lokale interaktioner som kommunikative processer, så accepterer jeg dog samtidig, at den retning, jeg umiddelbart har angivet, kan blive udfordret og ændret. Jeg har derfor besluttet at antage en åben og eksplorativ tilgang til mine empiriske undersøgelser.

Grunden til, at jeg starter mine undersøgelser med en fokusgruppediskussion, er netop det teoretiske afsæt, at betydningsdannelse skabes i mikroprocesser, i interaktionen mellem individer (jf. Stacey). Og mig egen betydningsdannelse skabes umiddelbart i min hverdag i interaktionen med mine nærmeste kollegaer. Jeg indgår organisatorisk som en del af enheden Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi. Det er her, vi varetager mange af styrelsens udviklingsprojekter, som jeg umiddelbart vil sige skiller sig ud fra de øvrige centrale arbejdsopgaver i styrelsen ved stor grad af fondsfinansiering og samarbejde med eksterne interessenter.

5.2 Metode og strategi for indsamling af empiri

Jeg vil karakterisere det valgte undersøgelsesdesign for det kvalitative fokusgruppeinterview som et teorisøgende design. Jeg anlægger en udforskende og søgende attitude til spørgsmålet om, hvordan vi samarbejder med vores omverden, da min ambition er at opnå større indsigt i og forståelse for sammenhænge, som er ukendte eller uformulerede på forhånd.³⁵ Derfor vælger jeg også at benytte mig af den eksplorative interviewform, som er ustruktureret og udforskende i sin karakter.³⁶ Min interviewstrategi er at stille et åbent, indledende spørgsmål og så i øvrig være åben for, hvor interviewet bevæger sig hen.³⁷ Jeg vil indtage rollen som lyttende og interesseret dialogpartner, hvor jeg så vidt muligt undgår at styre interviewets retning, idet jeg tilstræber at "nøjes" med at stille uddybende, åbne spørgsmål, hvor det i situationen forekommer relevant for samtaleforløbet. Grunden til, at jeg vil forholde mig så

"neutralt" som muligt er, at jeg vil forsøge at skabe rum for, at betydningsdannelserne også

35 Jf. Anna Lund Jepsen og Svend Ole Madsen: "Om at foretage kvalitative interviews". I Søren Voxted (red.):

Valg der skaber viden, Kbh. 2006, p. 185.

36 Ibid. p. 186

37 Ibid. p. 188.

opstår i interaktion mellem mine kollegaer og ikke kun i en skiftevis "1 til 1" dialog med mig.

Den valgte metode skal måske derfor nærmere betegnes som en fokusgruppediskussion frem for et fokusgruppeinterview. Fokusgruppediskussioner karakteriseres netop som en metode, hvor "betydninger og dermed viden konstrueres gennem gruppeinteraktion omkring et emne, som undersøgeren på forhånd har bestemt."³⁸ Derfor har jeg valgt at betegne

undersøgelsesdesignet som en fokusgruppediskussion.

5.3 Karakteristik af enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi

Det er også oplagt for mig at starte mine undersøgelser med en fokusgruppediskussion i enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi, fordi jeg har en forventning om, at der vil opstå en åben, frugtbar, engageret og reflekteret dialog, som vil udfolde sig i mange

forskellige og for mig sikkert også overraskende perspektiver på mine indledende spørgsmål.

Min positive forventning til resultatet af interviewet er knyttet til min opfattelse af enheden.

Jeg vil karakterisere den som sammentømret. Vi varetager hver vores projekter, men selvom vi generelt oplever stor travlhed i hverdagen, taler vi meget sammen på kryds og tværs om vores forskellige projekter, sparrer med hinanden og trækker på hinandens viden og erfaring.

Da vi sidder i et åbent kontormiljø, er det meget ligetil at følge med i hinandens arbejde. Vi har en åben, humoristisk og til tider højlydt omgangstone – især vores chef, Michael, bryder ofte ud i store, hjertelige latterbrøl – og vi får jævnligt bekræftet vores særegenhed, idet vores kollegaer fra økonomi og fortidsminder, som grænser op til "vores område", er meget stille i deres indbyrdes omgangs- og arbejdsform. Vi kan godt lide at skabe små pauser til hyggeligt og socialt samvær i dagligdagen, og vi ses nogle gange om året til private arrangementer. Det er sjældent, vi giver os tid til at reflektere nærmere over vores arbejde – hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan vi gerne vil udvikle vores arbejdsfelt, men det sker, og de situationer

genkalder jeg mig som meget opløftende og inspirerende. Derfor har jeg også en forventning om, at mine kollegaer vil hilse invitationen til fokusgruppediskussionen velkommen.

5.4 Præsentation af fokusgruppedeltagere

Jeg vil kortfattet præsentere mine kollegaer og min chef i Fysisk planlægning og

oplevelsesøkonomi, idet jeg fokuserer på deres faglige baggrund, aktuelle arbejdsområder og omfanget af deres kendskab til Kulturarvsstyrelsens arbejdsområder og tradition for

38 Charlotte Baarts og Mille Mehlsen: "Fokusgruppediskussion". I Søren Voxted (red.): Valg der skaber viden, Kbh. 2006, p. 198.

samarbejde med eksterne interessenter. Hensigten med denne præsentation er at henlede opmærksomheden på, at de alle repræsenterer forskellige fagligheder og erfaringer, hvilket også kommer til udtryk i de emner, de vælger at tale om under interviewet og vinklerne, de anlægger på emnerne.

Michael Lauenborg (MIL), sektionsleder, mag.art. i arkæologi. Michael har arbejdet i museumsverden i mange år bl.a. som direktør for Esbjerg Museum, som formand for

bestyrelsen i Dansk Kulturhistorisk Museumsforening, redaktør af tidsskriftet Danske Museer og formand for Statens Museumsnævn. Michael har arbejdet i Kulturarvsstyrelsen, siden styrelsens etablering i 2002. Ud over administration, rådgivning og forvaltning i henhold til museumsloven har Michael stået for udarbejdelsen af kulturarvsatlas for Møn og

Vadehavsregionen og har en solid erfaring med samarbejder i et både fagligt og politisk felt såvel lokalt og regional som på nordisk og europæisk plan. I sommeren 2007 blev enheden Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi etableret med Michael som sektionsleder.

Morten Stenak (MOR) er cand.scient. i kulturgeografi og ph.d. i historie. Morten har forsket i landskabets udvikling, landbrugs- og bebyggelseshistorie samt kortbladsanalyse og kommer fra en stilling som lektor ved Københavns Universitet. Han har været ansat i enheden siden maj 2008. Morten arbejder bl.a. med rådgivning af kommuner og museer om planlægning for sikring af kulturarven i byerne og i det åbne land og er projektleder for den store

formidlingssatsning 1001 fortællinger om Danmark, som har været undervejs de sidste to år og bliver lanceret til maj i år. Morten arbejder således både med myndighedsopgaver og med formidlingsinitiativer, der involverer mange eksterne interessenter.

Caspar Jørgensen (CAS), cand. mag. i historie og kunsthistorie. Før Kulturarvsstyrelsens etablering arbejdede Caspar i bygningsfredningskontoret i Skov- og Naturstyrelsen. Da opgaverne blev lagt ind under Kulturarvsstyrelsen, flyttede han med over, men skiftede arbejdsområde og har arbejdet i museumskontoret med forvaltningen af de statsanerkendte museer i henhold til museumsloven frem til vinteren 2007, hvor han flyttede over i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi. Caspar har stået for opdyrkningen af fokusområdet industrikultur, som han også selv har en forskningsmæssig interesse i, og han har de seneste år arbejdet med udbredelsen af kendskabet til og forståelsen for industrikulturens betydning og muligheder. Caspar har altså en solid baggrund som embedsmand og myndighedsperson, men er også forskningsorienteret, og de senere år har han arbejdet mere og mere med formidling af industrikulturen og etableringen af et nationalt overblik over fagområdet.

Mette Bom (BOM), journalist. Mette kommer fra et privat kommunikationsfirma og har været ansat i enheden i knapt et år. Hun er specialiseret i brugen af sociale medier og arbejder primært med presse og kampagner i tilknytning til styrelsens hjemmeside. Mette har stået for etableringen af subsites for: verdensarv i Danmark, 25fantastiske industrier og 1001

fortællinger om Danmark. Mette er ikke direkte involveret i forvaltningsopgaver, men er stærk på kommunikations - og formidlingssiden.

Charlotte Hansen (CHA), cand.mag. i litteraturvidenskab. Charlotte har arbejdet med digital formidling af kulturarven i Kulturarvsstyrelsen siden 2005, herunder forvaltning af Kulturnet Danmark-puljen, hvorfra kulturinstitutioner kan søge støtte til innovative og

eksperimenterende digitale projekter. Charlotte har endvidere stået for formidlingen af erfaringer med Kulturnet Danmark-projekter i seminarrækken Tematimer og har arrangeret kulturarvsdage, som holdes hvert år en weekend i september. Hvert år fokuserer

kulturarvsdagene på et særligt tema, der formidles bredt og populært ved arrangementer landet over. I 2009 var temaet verdensarv.

Lisbeth Øhrgaard (LIS), arkitekt MAA. Lisbeth blev ansat i enheden i efteråret 2007 og varetager styrelsens dialog med og rådgivning af kommunerne vedr. byplanlægning. Senest har Lisbeth stået for udarbejdelsen af en eksempelsamling, som giver kommunerne gode råd om, hvordan de tager højde for kulturarven i lokalplaner. Lisbeth har stor erfaring med forvaltning og planlægning i det offentlige system, da hun både har arbejdet i kommunalt, amtsligt og statsligt regi. Lisbeth arbejder desuden som projektleder for det seneste

kulturarvskommuneprojekt, der er støttet af Realdania og involverer et nært samarbejde med udvalgte kommuner om udviklingsprojekter med fokus på kulturarven som en aktiv ressource.

Christina Actonia Vedel-Jørgensen (CHR): Praktikant i enheden. Bachelorstuderende på Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

5.5 Optakten til fokusgruppediskussionen

Vi sidder uforstyrret i et af styrelsens mødelokaler. Jeg har dækket morgenbord med te, kaffe og morgenbrød. Indledningsvis kommer der fra forskellige sider humoristiske kommentarer til lydoptageren, som er lidt af et monstrum. Som Mette Bom formulerer det, ligner den et apparat, man giver dyr stød med – i Livvagterne. Kollegaerne hælder kaffe op og tager morgenbrød. Der er en god åben stemning, men ikke helt så løssluppen som normalt – kollegaerne er lidt afventende i forhold til, hvad der nu skal ske.

Da alle har sat sig godt til rette, og inden jeg tænder for lydoptageren, gentager jeg budskaberne i mødeindkaldelsen. Jeg forklarer i korte træk, at dette interview skal danne udgangspunkt for mit speciale, at min teoritilgang er socialkonstruktivistisk, og at jeg derfor lægger op til et åbent interview – eller en diskussion, hvor snakken udvikler sig hen ad vejen.

"Er der spørgsmål, inden vi går i gang?” Det er der ikke. Lisbeth siger med det samme:

"Shoot! Du spørger." Og samtalen går i gang. Jeg lægger ud med at stille to åbne spørgsmål:

"Når der er, vi arbejder sammen med vores omverden, hvad er det så egentlig, vi gør?

Hvordan gør vi det?"

5.6 Metode- og strategirefleksion – min oplevelse af diskussionens forløb

Mit umiddelbare indtryk af fokusgruppediskussionens forløb er, at mine kollegaer i starten var meget koncentrerede og disciplinerede og fokuserede på at levere et fagligt indhold til mig. Som Lisbeth konstaterede i slutningen af samtalen med henvisning til lydoptageren: "Det virker voldsomt disciplinerende at have sådan en liggende på bordet." I begyndelsen

bekræftede kollegaerne formen for den styrede samtale og anerkendte min rolle som

ordstyrer/moderator, idet de rakte fingeren op for at få min tilladelse til taletid, og de kiggede stort set kun på mig, når de talte. Flere sad og skrev noter ned undervejs for at fastholde tanker og pointer, indtil der opstod rum til, at de kunne tale.

Jeg påtog mig fra starten rollen som ordstyrer, idet jeg forklarede baggrunden for og

hensigten med interviewet eller diskussionen. Jeg stillede åbningsspørgsmålet, koordinerede turtagningen og viste aktiv og opmuntrende lytten ved at komme med bekræftende ytringer og smil. Jeg stillede i nogle tilfælde uddybende spørgsmål og opfordrede i et enkelt tilfælde en kollega til at bidrage til diskussionen. Jeg signalerede samtalens snarlige afslutning,

opsummerede centrale pointer og afsluttede samtalen.

Det overraskede mig, at begyndelsen af samtalen blev så formel, fordi vi plejer at have en meget fri omgangstone, men det er min opfattelse, at det var et udtryk for respekt for

situationen og mit behov for at få deres input på emnet frem for et udtryk for beklemthed ved eller uvilje over for situationen. Jeg ønskede en flydende, blomstrende samtale – en mere uformel og symmetrisk samtale – fordi jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan mine kollegaer ville udfolde deres svar på det åbne spørgsmål om, hvordan vi samarbejder med de eksterne interessenter. Jeg var derfor meget opmærksom på at nedtone min rolle som

ordstyrer ved kun at indgå i rollen, når det "blev forventet", dvs. når mine kollegaer

signalerede deres forventninger til mig ved eksempelvis at række fingeren op for at få taletid.

Det lykkedes også at få løsnet op på formen. Hen ad vejen opstod der en større grad af pingpong mellem mine kollegaer, der blev grinet en del, og der var smådril. Det var min opfattelse, at alle bidrog positivt til udviklingen af samtalen, og at alle fik mulighed for at byde ind. Efterfølgende er jeg dog kommet i tanke om, at vores praktikant, Christina, ikke sagde et ord under hele seancen, og jeg henvendte mig heller ikke til hende (hun sad ved siden af mig) og blev på den måde lidt usynlig for mig. Jeg havde faktisk glemt, at hun deltog. Det siger lidt om, at der tilsyneladende alligevel ikke var plads til eller opmærksomhed på alle.

Alt i alt synes jeg dog, at jeg med min metode og strategi reelt opnåede at skabe rum for, at betydningsdannelser også opstod i interaktionen mellem mine kollegaer, og at der i samtalen både opstod forudseelige og repetitive, men også nye og overraskende perspektiver på emnet.

Som jeg kunne konstatere allerede i afrundingen på diskussionen, førte mit åbningsspørgsmål ikke frem til konkrete beskrivelser af samarbejdsformer gennem identificeringer af processer, som jeg måske havde forestillet mig. Diskussionen er nærmere kommet til at omhandle de værdier, fokusgruppedeltagerne forbinder med relationen til og arbejdet med de eksterne interessenter. Der er blevet sat ord på de værdier, som hersker i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi. Og der er blevet sat ord på rolleforståelser, som min kollega Charlotte tilføjede som supplement til mit forsøg på at opridse samtalens omdrejningspunkter. Det betyder, at jeg formentlig skal revidere min forestilling om, at resultatet af mine undersøgelser vil være en afdækning af hvilke modeller for samarbejde med de eksterne interessenter, vi i enheden for Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi udvikler. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt vurdere, hvilke resultater analysen af fokusgruppeinterviewet vil medføre. Jeg vil fortsætte min åbne og eksplorative tilgang til undersøgelserne og se, hvad en kritisk

diskursanalyse fører med sig. Umiddelbart ser jeg en mulighed for, at analysen kan bidrage med en afklaring af, hvordan vi taler om vores relationer til og arbejde med de eksterne interessenter, samt hvordan vi i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi reelt agerer i det paradoksfyldte udviklingsfelt, som Kulturarvsstyrelsens ledelse med formuleringen af mission, vision og strategi forsøger at styre organisationen ud i. Sådanne afklaringer vil dels kunne give indikationer af, hvor vi befinder os i den anslåede udviklingsproces og vil muligvis skabe afsæt for en vurdering af, hvordan ledelsen vil kunne initiere yderligere udvikling/forandring i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi og i organisationen som helhed.

6 A

6.1 Den teoretiske referenceramme

Som jeg redegjorde for i afsnittet Metodologi, har jeg valgt at benytte mig af Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse til tekstnær analyse af lokale interaktioner som

kommunikative, konversationelle processer. Jeg betragter fokusgruppediskussionen som et godt eksempel på lokale kommunikative interaktioner. En diskurskritisk analyse af

fokusgruppediskussionen i dette kapitel vil ud over en forventet afdækning af realiseret strategi i Fysisk planlægning og oplevelsesøkonomi danne grundlag for en afprøvning af Staceys teori om complex responsive processes of relating.

Jeg vil endvidere som opfølgning på resultaterne af analysen benytte mig af Weicks

sensemaking-teori til at reflektere over, hvilken indflydelse analyserne har haft på udviklingen i min meningsdannelse. Når jeg som ovenfor beskriver min umiddelbare oplevelse af

diskussionens forløb, glemmer jeg at notere mig betydningen af, at jeg som interviewer og fortolker i denne sammenhæng er blandt kollegaer, og at vi er alle godt bekendt med hinanden og vores fælles arbejdsområde, hvorfor der formodentlig hersker mange indforståetheder i samtalen – indforståetheder, som har indflydelse på mine analyser og konklusioner. Som Marianne Jørgensen og Louise Phillips pointerer i deres redegørelse for forskerens rolle i forbindelse med diskursanalyse:

"Eftersom man som forsker ofte selv er en del af den kultur, man undersøger, deler man mange af de selvfølgeligheder, som ligger i ens materiale – og det er nemlig

selvfølgelighederne, man er ude efter at afdække. Man er interesseret i, hvordan nogle udsagn helt "naturligt" bliver accepteret som sande og andre ikke. Derfor må man i videst mulig udstrækning forsøge at fremmedgøre sig fra materialet (...)."³⁹

Jeg har en forventning om at Weicks sensemaking-teori kan give mig et godt afsæt for at forholde mig kritisk til min egen position som forsker og de konklusioner, jeg når frem til.

6.2 Faircloughs tredimensionelle analysemodel

Analysen af fokusgruppeinterviewet bygger jeg op om Faircloughs tredimensionelle analysemodel:

39 Jørgensen og Phillips, 1999, pp. 31-32.

1. den tekstuelle dimension – "The 'text' dimension attends to language analysis of texts."

2. den diskursive praksis dimension – "The 'discursive practice' dimension, like 'interaction' in the 'text-and-interaction' view of discourse, specifies the nature of the processes of text production and interpretation, for example which types of discource (including 'discourses' in the more social-theoretical sense) are drawn upon and how they are combined."

3. den sociale praksis dimension – "The 'social practice' dimension attends to issues of concern in social analysis such as the institutional and organizational circumstances of the discursive event and how that skapes the nature of the discursive practice, and the

constitutive/constructive effects of discourse referred to above."⁴⁰

De tre analysebegreber skal ikke opfattes som skarpt adskilte eller behandles som sådan.

Tekst, diskursiv praksis og social praksis står i et dialektisk forhold til hinanden, hvor den tekstuelle dimension og den sociale praksis dimension bliver medieret af den diskursive praksis dimension. Diskurser er på den ene side fastholdt og skabt af de sociale strukturer, og de har på den anden side mulighed for at påvirke de sociale strukturer. Dette får den

metodiske konsekvens, at man ikke kan forstå en social sammenhæng alene ud fra en tekst eller diskursive formationer. Derimod skal man analysere deres indbyrdes forhold.⁴¹

Fairclough understreger, at man hverken kan konstruere eller fortolke de tre dimensioner og de dialektiske processer udelukkende gennem reference til tekster, men at det er nødvendigt at involvere andre kilder.

6.2.1 Den sociale praksis dimension

Den sociale praksis betegner Fairclough som nondiskursiv. Han giver ikke en præcis

forklaring på, hvordan den sociale praksis kan begribes, idet han understreger, at den sociale praksis kan have mange forskellige orienteringer: økonomisk, politisk, kulturel, ideologisk mv. Selv trækker han på den marxistiske tradition fra bl.a. Louis Althusser og Antonio Gramsci, hvor han diskuterer diskurs i relation til ideologi og hegemoni. Fairclough understreger dog, at analysen af social praksis er åben for, at den enkelte forsker vælger relevant teori.⁴² Selve formålet med analysen af den sociale praksis fremhæver Fairclough som en redegørelse for "(...) the nature of the social practice of which the discourse practice is

40 Fairclough, 1992, p. 4.

41 Ibid. p. 64-66.

42 Ibid. p. 238.