SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK
Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek
Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske
Slægtsforskere. Deter et privat special-bibliotekmedværker, der er en del af voresfælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og
personalhistorie.
Støt Slægtsforskernes Bibliotek - Bliv sponsor
Som sponsor i biblioteket opnår du en række fordele. Læs mere om fordele ogsponsorat her: https://slaegtsbibliotek.dk/sponsorat
Ophavsret
Biblioteketindeholderværkerbådemed og uden ophavsret. For værker, som er omfattetaf ophavsret, må PDF-filen kun benyttestil personligtbrug. Videre publiceringogdistribution uden for
husstanden er ulovlig.
Links
Slægtsforskernes Bibliotek: https://slaegtsbibliotek.dk DanskeSlægtsforskere: https://slaegt.dk
„Jeg har tit spekuleret på, hvorfor europæerne blev det man kalder
„tropeadel“, så snart de kom til troperne. Det var jo europæerne, der havde magten. Det var dem, der bestemte, og dem, der stod i forreste række, fordi de havde vil
jen til at gennemføre det, de anså for rigtigt.
Det var dem, der lod urskoven fælde og i stedet plantede kaffe, tobak, gummi og meget andet, der skaffede føden til millioner af tropefolk, der ikke selv havde den drift, der bragte dem ud over en primitiv livsform. Den havde de kendt i århundreder, og hvorfor ændre den?
Den gamle sultan sagde en gang til mig: „Hvide folk har en gift i blodet. De kalder den energi."“
Uddrag fra bogen
Sådan gik det til
Vilhelm Jung fortæller
Bogen er blevettil isamarbejdemed Anders Westenholz
Gyldendal
Sådan gik det til Vilhelm Jung fortæller
© 1988 by Vilhelm Jung Omslag: Nete Goldschmidt
2. oplag
Bogen er sat med Baskerville hos GB-sats, København og trykt hos Nordisk Bogproduktion a.s., Haslev
Printed in Denmark 1988 ISBN 87-00-34104-5
Kapitel 1
Jeger født den 16. november 1888 i Skive.
Far var boghandler, og som dreng blevjeg sat i bog
handlerlære. I forretningen benyttede jegselvfølgelig ti den til at læse en hel del af datidens forfattere, og navnlig var jeg interesseret i forfattere som Cavling og Holger Rosenberg, som beskrevlivet for de danske i troperne.
Der var jo på det tidspunktmange danskeofficerer ude i Dansk Vestindien, og danskere i Siam- man hørtejo altid om Richelieu og de andre derude. Jeg traf selv en ung officer, derlige var kommethjem fra Belgisk Congo med elefanttænder, våben og mange andreinteressante ting,ogdet satte jofantasieni sving.
Jeg ville gerne have været officer, men dajeg kom på session i 1910, blevjeg taget tilSygepasser af AndenKlasse:
Indkaldes kun iTilfælde afKrig. Hvorforjegskullevære skruet så forkert sammen, ved jeg ikke, men det har sessionslægen vel syntes. Obersten, der kendte mine drømme om at blive officer, grinede ad mig, da jeg for svandt ud af sessionsværelset med skjorten i hånden og tårer i øjnene.
Kort efter læstejeg et interviewi en avis med en mand, der var kommet hjem fra Sumatra,hvorhanhavde plan
tetkaffeoggummiogtobak. Jeg skrev til ham i Køben havn, om han troede, han kunne bruge mig. Megetfor nuftigt skrev han tilbage:„Det anerjeg ikke -jegkender Dem jo ikke. Menkom heroverog lad os tale om det.“
5
Jeg drog til København, og vi snakkede sammen i et kvarterstid, hvorefterhan sagde: ,Ja- kan De rejse om en måned, kan vi bruge Dem. Mit selskab, der ejer plantagen, er et lille svensk bolag med hovedkontor i Malmö. Lad os tage derover, så kan De underskrive en kontrakt, også kan De rejse.“
Jeg tog altså med til Malmö og skrev kontrakten un der.
Jeg var på dettidspunkt blevet kapitalist. Hvertårpå min fødselsdag havde min far indbetalt 20 kroner til Bikuben, og dajeg var tyve årellersådan noget lignende, fikjeg udbetalt en formue på 850 kroner, og med den kunnejeg vel sagtens erobre verden.
Jeg skrev hjem til mine forældre, at nu rejste jeg-de havde nogle andre labaner derhjemme, så de klarede det jo nok.Jeg var hjemmeipåsken 1911 for at sige farvel til
dem, hvorefter jeg tog toget tilHamburg,hvorjeg gik om bord i PrinzEitel Friederich. Det var i midtenaf april.
Jeg sejlede til Antwerpen i Belgien, Southampton i England, Gibraltar ved indsejlingen til Middelhavet og Algier. I Genuakomder mange passagerer om bord. Det varet broget selskab af mange nationaliteter, og om bord havde jeg et par oplevelser, som harpræget mig resten af livet.
Blandt passagererne var en ung tysker, der hed Paul Bertram, som skulle til Penang,og en ung franskmand, Monsieur Lepage, somskulletil Saigon. Monsieur Lepa ge holdt sig for sig selv, da han led meget afhjemvé og havde grådanfald. MenBertram og jeg promenerede op og ned ad dækket og havde det meget fornøjeligt sam
men, mens vi glædede os til at kommeud iverden.
En aften, da Bertram og jeggik på dækket, så vi helt agterude Monsieur Lepage, der hang udover rælingen.
Han havde begge arme strakt ud, som om han ville
springe ned i skruens piskende vand. Vi forderhen,greb ham i skuldrene og trak ham tilbage på dækket, mens Bertram råbte: „Courage! Courage, Monsieur Lepage!“
Efter et egeblik skubbede den unge franskmand osvæk, knælede med foldede hænder og bad en bøn. Så rejste hansig, omfavnede osog udbrød:„Mes amis! Mesamis!
Merci! Merci!“
Han var som forvandlet. Han var blevet fri. Fra det øjeblik ændrede hans opførsel sig fuldstændigt, og nu så også han frem til at skulle ud i den store verden. Han havde kappet navlestrengen til sit gamle fædreland, Frankrig,som han havde længtessådan efter.
Det gjorde et meget stærkt indtryk på mig og har været bestemmende for mit forhold til mine medmennesker igennem helelivet;det,at blot et lille skulderklap, en lille hjælp, måske kanredde et menneske.
Mens vi sejledegennem det Røde Hav, dødeen kine siskfyrbøder. Det har måske været varmen, der dræbte ham, og han blev, som det sig hør og bør, pakket ind i noget klæde og så, uden større foranstaltninger, verfet over bord. Somsømændene sagde, „hajerneskaljoogså leve“. Et par dage senere skete det samme med en hol lænder.
Det var en hollandsk familie,mand, kone og tre børn;
børnene var ganske små, måske to, fire og seks år gamle, og de glædede sig til, at faderen skulle fejre fødselsdag om bord,men dagen førfødselsdagen fandt de hamliggende død af et hjerteslagnedeisinkahyt. Detvar en frygtelig sorg for hustruen og hans tre børn. Men Døden har jo ingen kalender, den arbejder med ettimeglasog en le, og man ved jo ikke selv, hvornår timeglasset udrinder.Jeg tror nok, at han blev sænketi havet om natten. I hvert fald var der ingen, der oplevede det. Vi havdenæsten en uges rejse endnu, inden vi nåede til Colombo, hvor han
7
kunne blive begravet, og i den frygtelige varme kunne man ikke opbevare lig iså lang tid. Det var en sorg,ogdet gjordeogså et meget stærkt indtryk på mig.
Jeg var i Genua, Neapelog Port Saïd, hvor jeg gjorde indkøbhos SimonArtz. Detskulle jeg aldrig have gjort, for det, jeg købte, var ikke noget værd. Blandt andet havde jeg købt en hat, men første gang, jeg kom ud i regnen med den, klaskede den sammen,for den var lavet af avispapir ognogetlærred med stivelsepå- men flot så den skam ud!
Vi var i Adén og Colombo, selvfølgelig. Her var jeg i land; ude at se Ceylons dejligestrandeoghaver. Jeg steg af skibet i Penang på Malakka-halvøen, og sejlede med en lille damper over Malakkastrædet. Vi var tre passa gerer.
Selv om det var tidligt på morgenen, var det glødende varmt. Vi svedte, mens S/S MALAJA gled ind gennem Deliflodens brede munding mod havnen Belawan. Van
det lignedeflydende bly.På de malajiske fiskeresrusepæ le sad hvidhovedede fiskeørne; når de slog nedivandets overfladeefter bytte, var det en slags tegn på liv -ellers virkedealt uddødt.
Efterat vi havde passeret en skarpkrumningaffloden, blev den smallere. Jegså tydeligt nipapalmerne ogman grovesumpene på de stinkende,mudredebredder,og bag dem de mørke bjerges konturer mod den blå himmel.
Her tæt på land blev varmen endnu mere trykkende.
Kort efter lagde damperen tilbolværket i floden; herfra førte en smal, vaklende bro over til toldpakhuset.
Et par embedsmænd i hvide uniformer tog imod os, mens de kinesiske havnearbejdere under råb og skrig trak stålwirer i land og surrede dem om fortøjnings pælene. Detoandrepassagerer havdeværet derfør, så de forsvandt omgående, mens jegstod dér medmine kufler-
ter og nogle kinesiske kulier, somsledogslæbte i dem for atbæredem op til toldkontoret. De hollandske embeds- mænd spurgte, om jeghavde ammunition oggeværerog kanoner. Det havdejeg jo ikke, så jeg kunne bare gå igennem.
Nu var jeg altså nået til Sumatra; nærmere betegnet plantagelandet Deli. Østens Klondike, som det også blev kaldt på grund af den hurtige vækst - eller „De ube grænsede umuligheders land“ - kært barn har som be
kendtmange navne.
Jeg kom hen til etlille tog. Det var en smalsporet bane, og der var vist tre wagoneri toget. På den enewagonstod der med store bogstaver malet PERAMPUAN. Jeg tænkte Det er spændende! Det må duhellerese! Det viste sig, atperampuan betød kvinder på malajisk. De skreg alle sammen afgrin, dajeg kom ind - de kunne jo straks se, at jegvar en grønskolling, derikke havde begreb om, hvorhan var kommet hen i verden.
Jeg forføjede mig hurtigt over i en anden wagon, og efter en timeskørselnåede vi byen Medan. Ja, mindst en time tog det, men der var også næsten 30 kilometer, så vi havde skam haft fart på. Jeg havde faet at vide, at jeg skulle gå ind på et hoteli Medan, og der var etvarehus, Hüttenbach, som havde en dansk leder vednavn Albert Petersen.
Han sagde tilmig, at jeg skulle have tolv sæthvidt tøj, og der blev kaldtpå en kinesisk skrædder,der tog mål af mig. Sammeaften klokken seks blev de afleveret på mit værelse - tolv sæt.
Jeg havde ingen penge at betale med. „Nej,deterder aldrig nogen, der har,“ sagde Petersen, „men De kan betale, nårDe engang får råd.“ Han fik også sine penge senere.
Dagenefter tog jeg toget-jeg skullesydpå. Plantagen 9
lå 140kilometerlængere mod syd, ogjegkørtemed helt til endestationen, Tebing Tinggi.
Dér gik jeg hen til et hollandsk firma. Der stod en hollænder i døren, ogjeg fortalte ham, hvorjeg skulle hen.
,Ja, dér kan du ikke tage dine store kufferter med. De kan stå her,så kan du få dem hentetsenere. Jeg skal sørge for, atdu får enhestog envogn, fordu har 75kilometer at køre endnu.
Men nu skal du først gå over påhotelletogfanogetat spise.“
Hotellet hed Heuberzee, ogpå terrassen sad en gam
mel tobaksplanter, som hed Piet Bezaan. Straks han så mig, bød han mig velkommen med stor hjertelighed - han har nok øjnet en villig elev: Nu skullejeg lære at drikke genever. Det var absolut nødvendigt!
Der var ingen tvivl om, at han var ekspertpåområdet, for han rystede stærkt på hænderne. Han gik straks i gang med undervisningen. Metoden gik ud på, at han lagde en servietrundt om nakken; medhøjre hånd vikle
de han hjørnet rundt om glasset, greb med venstre om serviettens andethjørne og trak til, så glasset røg op til munden, hvor det blev tømt. Han viste mig det nogle gange. Han insisterede på,at jeg også skulle prøve, men jeg modstodfristelsen.
Samme Piet Bezaan var noget af en ener. I sin tid havde han tjent mange penge, men havde også brugt dem igen; hanvarjo tørstig. Forudensintørst havde han et glasøje, som han havde benyttet sig af i sin tid som tobaksplanter.Nårhan var blevet træt af at overvåge de kinesiske arbejdere, stak han sin stok ned i vejkanten, anbragte et lillestativ øverst på stokken, pillede øjet ud og satte det på stativet, så det kunne kigge på kineserne.
De var hundeangst for øjet, også kunne han gå hjem og
slappe af. Ordningen fungerede glimrende, indtil en ki neser en dag kravlede gennem grøften hen til stokken og smed en sæk over øjet. Hurtigt kom de andre farende, slog øjetned på jorden,ogblevvedmedat tampe løs på det, tildet var knust. Så virkede den fidus ikke længere.
Dervaridet hele taget mangeoriginaler udei det land.
I 1863 havde en ung hollænder,Jacobus Nienhuis, set nogle tobaksprøver, som en araber, Abdullah, havde bragt med fra Deli for at interessere europæiske handels huse i Bataviafordet ukendte land på Sumatras østkyst.
Nienhuissåstraks, at den tobakikke lignede de tidligere kendte sorter. Den var tyndere, mere elastisk og egnede sig derfor glimrende til dæksblade påcigarer. Resultatet af Abdullahs besøgblev, at et parhandelshuse besluttede at lade sagen nærmere undersøge, og sendte den unge Nienhuis til Sumatra.
Den dag, han steg i land, blev grundstenen lagt til Ostindiens bedst organiserede og rigeste plantagedi strikt, og i de følgende år var Deli stedet, hvor de, der søgte eventyret uden for den slagne landevej, droghen.
Det var riddere uden frygt og dadel, der satte stævnen modDeliflodensmudrede bredder; riddereudengods og guld, somjeg selv.
Min turned til plantagen foregik som nævnt i heste
vogn. En meget lille vogn,der egentlig kun var en kasse sat på to hjul. Foran i kassen sad kusken, og foran ham traskede en lille hest af sted,ogdet blev hen under aften, før jeg nåede frem til plantagen, Limau Manis — det betyder egentlig den søde citron.
Dér tog en hollænder,Jan van Oosterzee, imod mig.
Forudenham var der tosvenskeassistenter.Denenevar sygog var derfortvungettil at tage hjem; det var ham, jeg skulle afløse.Den anden var en svensk baron,Johan Ole RagnarGietta, som blev minven for livet.
11
Jeg skulle indkvarteres i Afdeling 2, hvor assistenter nes hus lå på en høj skrænt ned mod floden. Det var upraktisk, da afdelingen var trekilometerlang, menher lå det i det mindste iskyggen af et parvældige duriantræ er, og der fandtes både appelsinbuske, kokospalmer og bananeri haven.
Huset var blevet byggetfor mange år siden af planta gens kinesiske tømrer med noglejavanesiske arbejdere som håndlangere, og hverken arkitekt eller bygnings kommission havde været indblandet. Det blev nøjagtigt så skævt, som det burde være, før kineseren følte sig foranlediget tilat rette på skavankerne. Man hænger sig ikke i småting, nårman bor iurskovensskygge. Detvar nærmere betegnet en firkantet kasse på otte gange otte meter, anbragt en meter overjorden påtykke pæle. Gul vets brædder var ikke fugede - det gav luft fra neden.
Inddelingen var meget simpel; to meter høje, hvidkalke
de vægge delte huset i fire lige store rum. Taget var af sammenflettede palmeblade; køligt og tæt, i hvert fald så længe, det varnyt. Begyndte det at regne, hængte man nogle store, kinesiske paraplyer opover sengen. Via en overdækket gang var hovedbygningen forbundet med bagbygningen, hvoridet megetprimitive køkken, bade værelse og betjeningensværelser fandtes.
Det lignede med andre ord de hundrede andre assi stenthuse, der lå langs plantagernes lange, øde veje, spredt ud over detstore, varme land.
Kapitel 2
Jeg havde holdt mit indtog i huset under de store durian- træer.
Jegvar jo selvfølgelig, kan man godt sige, nybegynder.
Minesprogkundskaber var ikke særlig fremragende -ja, jeg talte nogenlundegodt tysk og kunne også nogeten
gelsk og fransk — men hollandsk og malajisk kunnejeg selvfølgelig ikke.
Jeg havde købt en malajiskordbog, men den havdejeg ikke tid til at studere,og den hollandske leder sagde:, Jeg giderikke lærejer hollandsk - vi snakker tysk.“
Jeg blev sat til at kontrollere omkringhundrede gamle, kinesiske arbejdere; de skulle gennemgrave jorden, hvor man villeplante tobak.
Jeg gik op og ned langs den lange række gravende mænd;jeg havde faet atvide atjeg skulle råbe til dem:
„Kutjimah! Kutjimah! (dybere! dybere!) Kamekamea!
Kamekamea! (hurtigere! hurtigere!)“, og da jeg havde gjort det en otte dages tid,smed de mig nedi engrøft med mudderog vand og dunkede mig godt ned. Såvar de af med mig, troedede.
Men ukrudt forgår ikke så let; jeg kravlede op, gik hjem og vaskedemig og blev sat til andet arbejde.
Den 1. januar 1912 oplevede jeg noget, som gjorde stærkt indtryk på mig: Kinablev republik.
Den kinesiskekejser blev afsat, og kinesernejublede.
Kejseren var nemlig ikke kineser; han var Manchu lige-
I 13
somresten af kejserfamilien. Det var på hans befaling, at de kinesiske mænd gik med deres lange hårpisk, deres Tow-chang, og kvinderne med indsnørede fødder. Dén dag skar alle kinesiskemændderes lange Tow-chang af en femtedel afjordens befolkning skiftede pludselig iden titet. Kineserne var ikke til atkende igen; nu kunne de ladehåretogskæggetvokse ligesom almindelige menne sker. Det var en stor omvæltning.
Efter halvandetår blev plantagen solgt til Hollands stør stegummiplantage-selskab, der hed Amsterdam.
Jeg blev forflyttet, og vi fik alle at vide, at hvis vi ville gøre osforhåbninger om at gøre karriere-blive admini stratorer med andre ord - var det en betingelse, at vi talte, læste og skrev hollandsk.
Detvar et hårdt krav, davores arbejde begyndte om morgenenklokken6og varede til hen på eftermiddagen.
Man var godt træt, når man havde gået ude i solen dagen igennem, og samtidig havde administrationen og op synet med arbejderne.
Vi havde store protokoller, hvori arbejdernes navne stod. Var der noget, der skulle noteres, skulle det gøres dér; måske var der noget, som skulle trækkes i en arbej ders løn af en eller anden grund.
Disse protokoller blevogså omhyggeligt undersøgt af arbejdsinspektionen; det er en misforståelse at tro, at en planter kunne gårundt og være en slags slavepisker. Så langtfra!Han stod under meget streng kontrol. Arbejds- inspektørerne kom uanmeldt på besøg på plantagerne;
de havde deres tolke med og gik ude mellem arbejderne for at spørge, om de havde noget atklage over.
Jegkom ud på plantagen Songei Dadab -songei be tyderflod,ogdadab er et særligt træ;altså Dadabfloden- og fik tilsyn med folk, der tappedegummi og gravede
jorden. For i jordenvar detkvikgræs, der var skadeligt for træerne, og som derfor skullegraves ud.
Vores administrator-jeg vil kalde ham Nickel-var tysker; en uforfalsket tysker. Stramm und militärisch. Under sig havde han os syv-otte assistenter fra seks forskellige nationer. Den 1. og den 16. i hver måned havde vi fri; vi var i et muhamedansk land, hvor der ikke var noget, der hed søndag. Vi arbejdede fra om morgenen klokken 6, varhjemmeet par timer midt på dagen, ogfortsatte så medvort tilsyn om eftermiddagen.
Så indtraf en begivenhed, somjegaldrig kan glemme.
Det var den 1. august 1914. Det var fridag; vi var ovre hos den hollandske assistentog havde det hyggeligt.Det var om eftermiddagen, og vi sad overet glas øl og sludrede om løst og fast, da vi fik atvide, at der var udbrudt krig i Europa. Tyskerne havde invaderet Belgien, og det gjorde et frygteligt indtiykpå os.
Den ældste assistent var englænder, desuden var der en belgier, en tysker, en hollænder, en schweizer ogjeg som dansker. Vi blev lammede vedathøre nyheden, men vi lovede hinanden, at krigen ikke skulle få nogen ind
flydelse på vort kammeratskab. Vi var kolleger, og vi skulle vedblive at være gode venner.
Ja - det var vores hensigt. Det kom til at gå lidt anderledes.
Lederen af gummiplantagen var som sagt preusser.
Endnu en begejstret tyskervar en fabriksassistent med et navn, som han kun selv kunne udtale. Derfor kaldte vi ham Hamborgeren', vi omgikkes ham ikke, for han varen spytslikkerogangiver, som fortalte Nickel alt, hvad han kunne opsnappe, krydret medhansuvilje mod osandre.
Den 27. januar 1915 kom en oppasser fra kontoretmed et brev fra Nickel. Det var en middagsinvitation, ogden kom som enstor overraskelse; med undtagelse afHam-
15
borgerenhavdeingenafosværetgæsteri hans hjem,da han var yderst påholdende.
Invitationenlød i oversættelsesom følger:
I Anledningaf, at Hans Majestæt Wilhelm II, Kejser af Tyskland, Konge afPreussen,i dag fejrersin 58deFød
selsdag, indbydes Deherved til atdeltagei en Spisning og en Højtidelighed Klokken 7 iAfteni mit Hjem.
P.S. Brød skal medbringes.
Det var dog ikkepågrund af Nickels påholdenhed, at viskulle medbringe brød, men fordi plantagens bengal ske brødbager på grund af drukkenskab var en meget ustabil leverandør. Ingen kunne nogen sinde være sikre på at have brødi huset.
Midtpå dagen talte vi assistenter om sagen. Englæn deren og belgieren afslog naturligvis at deltage i nogen form for selskabelighed ianledningafKejserensfødsels dag, men de bad os andre gå derhenog glædede sigtilat få et referat afhøjtideligheden.
Efter nogen snakken frem og tilbage blev schweizeren og jeg enige om at gå med for oplevelsens skyld, og klokken syv mødtes vi med hollænderen i haven foran Nickels bungalow, hvor også en berlinerstødte til os.
Da vi kom op på verandaen, fik vi øje på et stort,kulørt glansbilledeaf Kejser Wilhelm iparadeuniform;etbilligt farvetryk i forgyldt ramme. Foran kejserbilledetstod et lille bord, hvorpåder var anbragt to tændte stearinlys og envase med blomster,og der var hængt en blomsterranke om billedets ramme.
Til højre for billedet stod Hamborgeren med blikket fæstetpå et punktiloftet; tilsyneladende så han os ikke.
Nickel bød os velkommen, og den javanske boy gik rundt med en bakke med sandwiches - bageren havde bagt den dag. Påetbord stod der glas med genever og øl.
Så rankede Nickel ryggen, stillede sig i retstilling og
spurgte:
„Mineherrer. Ved De, hvilken pølse, De spiser?“ Vi gættede på Salamiwurst, Metwurst og flere andre slags pølse.
„Nej, mineherrer. Det er Kaiserjagdwurst.“ Tavshed.
„Det er Kaiseijagdwurst!“ gentog Nickel endnu høj ere.
Tavshed.
Nickel vartilsyneladende irriteret overvor ringe inter esse for hans pølse, men fortalte dog med salvelsesfuld stemme, at hans bror var blevet indkaldtog nu var ved fronten.
„Lykkelige menneske! På Kejserens befaling kæmper hanforsit fædreland. Han kan blivedekoreret med Jern korset af 1.og2.klasse. Ja,hanhar tilmedmulighedfor at dø heltedøden, det højeste og stolteste, et menneske kan opnå. Oghvad kanjeggøre?Intet!“
„De kantegne krigslån,“ sagde jeg.
„HvadsigerDe!“ råbte Nickel. „Mine penge! Aldrig — mit liv tilbyder jeg! Det må være nok.“
De omkringstående trak på smilebåndet, og der op
stod en knitrende spænding iluften.
Nu tog Nickel opstillingved kejserbilledets anden side, rømmedesig et pargange, tog et manuskript op aflom men ogbegyndte at læse.
„I dag vil vi takke Gud den Almægtige for den store gave, Han allernådigstharskænket det tapre, tyske folk:
Tysklands Kejser og Preussens Konge afGuds Nåde, Wilhelm den Anden, der medsitfolk iryggen nu kæmper på to fronter,ogsomudtalte de ord, der greb alle rettæn
kende landsmænd om hjertet: Gottstrafe England, og “ I dette øjeblik blev han afbrudt af en vældig sværm flyvende termitter, som var blevet tiltrukket af lyset og
2 Sådan gik det til 17
kom i titusindvis for at kastevingerne. Der opstod for
virring og-latter; kun Hamborgeren lod ikke til at be mærke noget,men stod ubevægeligmed tårerne løbende ned adkinderne. Termitterne krøb overalt på gulvet, på væggeog borde ogpåos. De krøb ind gennem ærmegab, halslinninger og bukseben.
Det gav anledning tildelvis afklædning, ogda det var overstået, ville vi tage afsked og takke vorvært for den interessanteaften. Men Nickel bad os blive og høre hans tale til ende.
, Jeg fik jo kun takket Gud. Jeg bør også takke Kejseren og Hindenburg og de tapre tyske tropper, der kæmper så sejrrigt og uforfærdet på alle fronter.“
Da hanvar færdig med talen foresloghan, at vi skulle synge Kejsersangen, og intonerede:
„Heil Dir im Siegeskranz, Herscher des Vaterlands.“ Hans og Hamborgerens stemmer blev ledsaget af en bayrer, der sang sin yndlingssang: „In München steht ein Hofbräuhaus, oans, zwo, gesuffa!“ mens schweizeren og jeg sang: „Ein Prosit, ein Prosit der Gemütlichkeit!“
Men der varbestemt ingen Gemütlichkeit i luften!
Da Kejsersangen var overstået, meddelte Nickel os,at han var dybt skuffet, og at vi ikke oftere ville blive ind
budt som gæsteri hans hjem.
Vi sagde hurtigt tak for mad og farvel. Brødet tog vi med os, og snart var vi alle forsvundet.
På den plantage oplevedejeg engang en koleraepidemi.
Alle vore arbejdere blev regelmæssigt undersøgt af læger. Vi havde fremragende læger og glimrende hospita
ler til både indfødteogeuropæere. Dethele lå på et højt plan med effektive ambulancer, men de indfødtes be greber om hygiejne svarer jo ikke altid tildet,vi forstår ved hygiejne.
En morgen fik vi meddelelse om, at dervar udbrudt kolera i nærheden. Vi lod omgående tusinder og atter tusinder liter te koge, og alle arbejderne fik at vide,atde ikkemåtte drikke vand, der ikke var kogt - de måttekun drikke te. Men der var jo altid nogen, derskulle forsøge noget andet, ogkolera var tilsyneladende en sygdom,der spredte sig med vandet. Nogle af arbejderne skyllede mund nedeved en lille bæk, ogi løbet af denførste dag døde der næsten fyrre unge mennesker. Det gjorde et meget stærkt indtryk på os alle sammen.
Vieuropæere var selvfølgelig blevet vaccineret mod alt mellem himmelogjord. Malaria fik vi kininpiller imod.
Selv har jegaldrighaft malaria,men detvarder mange, der led under. Desuden var der dysenteriog,somnævnt, kolera. Kolerabetød dødeniløbetaf fa timer. Dysenteri var også en tarmsygdom, men mod den kunneman give indsprøjtninger, ogjeg tror nok, at de fleste overlevede den.
På plantagen var vi naturligvis interesseret i at vore arbejdere var raske. Detvar ikketilladt atsende sygefolk på arbejde, hvilket vinaturligvis heller ikkenærede noget ønske om. Men vanskeligheden bestod i at bedømme situationen, når dekom og meldtesig syge. Hvad ville det sige, at de havdeondt imaven? Var det en almindelig mavepine, var det fordi, de havde spist noget dårligt, var det kolera, var det dysenteri eller noget andet? Derfor sendtevi dem omgående på hospitalet! Det varet krav,vi stilledetilarbejderne,at de skullepåhospitalet, fordi en administrator kunne blive straffet, hvis arbejdsinspektio- nen komog fandt syge arbejderepå plantagerne.
Nå, men almindeligvis var detikke det store problem.
Vi var som sagtkun interesseret i at have raske folk, og der blev ikke sparet noget på at holde folkene sunde.
Lægerne var fremragende, og hospitalerne tip-top, også
2* 19
hvad udstyretangår.
Sådan en plantage var et lille samfund for sig. Nu vil jeg herfortælleom den plantage,somjeg selv kom til at lede, da jegkom tilbage til Sumatra efter athave været hjem me påferie i 1917, hvor jeg varblevet gift i Malmö med mindansk-svenske kone.
Jeg blevudnævnttil administrator på selskabets stør
steplantage. Ganske vistvar den delt ito,og jeg overtog først ledelsen af den ene afdeling. Da lederen af den anden afdelingskullehjempåferie, blev de to afdelinger slået sammen.
Plantagen lå langt borte fra Medan, somvar landets centrum. Det var en by, der - da jeg kom derud- havde 22.000 indbyggere; i dag er der én og en kvart million.
Denplantage jeg kom til at lede, var fem kilometerlang og tre kilometer bred.Denvarpå1500hektarer,hvorafde 1200 var beplantet med gummitræer.Det var det brasili
anskegummitræ, hvis frø varblevet udsmuglet omkring 1870 fra Brasilien til den BotaniskeHaveiLondon. Her fra blev de bragt videre ud til Malakka, og derfraigen spredt over hele Østasien.
Guderne må vide, hvorfor jeg blev administrator af denne plantage -de kendte mig ikke hjemme i Holland, i hvert fald ikke personligt,dajegaldrig havde været der- ogdet vakte megen opsigt, at en mand på 30 år og med kun seks års erfaring blev udnævnt til chef forden største plantage,nårder sad en halv snes ældre administratorer og havde håbetpå at blive leder af den plantage.
Vi havde jo alle sammen vores månedsløn, men vi fik også tantieme efter plantagens udbytte: jo større pro duktion, jo størreudbytteog jo større tantieme. Dérkom jeg altså til at ligge i spidsen.
Jeghavde en europæer på kontoret som en slags hoved-
bogholder, tre eller fire europæiske assistenter påplanta genog én på fabrikken,så der var rigeligt tilsyn. Desuden var der 1400-1500arbejdereogderes koner ogbørn, såvi var et samfund på et partusindmennesker. Det gjaldt så om atfådettil at glideudenvanskeligheder af nogen art, og det gjorde det også.
Arbejderne fik deresløn,de fik deresmad,jeg krævede renlighed og havde opsynsmænd til at sørge for, at der altid var rent i arbejderboligerne; hverarbejderhavde sit værelse, men jegkunnejo ikke personligt gå ind i hvert rum og kontrollere renligheden. Efter arbejdernes eget ønske lod jeg opførenogle hytter, og til hver hytte hørte der et stykkehavejord. Det eneste,jegforlangte,var,atde benyttede havejorden til atdyrke grøntsager. Som regel var det familier med børn, der sagde ja tak til at fa en hytte; det var ikke noget, jeg tvang dem til. De kunne bare bede om det, så blev hytten bygget.
Plantagen låsomsagtved en storflod,Asahanfloden, der udsprang oppe i bjergene fra Tobasøen, der ligger 900 meter over havets overflade, og løb videreud i Ma
lakkas trædet nedeved byenTandjong Balei. Dér boede Sultanennede. Vi havde transporter op og ned ad floden.
Jeg skulle have transporteret ris op til mine arbejdere, foruden de mange andre ting, der var behov for på plan
tagen; brændstof, olie til motorerne og lignende, og jeg skulle udføre den gummi, som vi producerede, næsten 600.000 kilo om året. Det skete i form af de såkaldte smoked sheats, røget gummi, som lå pakket i kasser med 100kiloihver.De blev sendt ned til udskibningshavnen i Tandjong Balei ogherfravidere ud i verden.
Mit hus lå på skrænten ned mod floden med udsigt over mod urskoven, og langs med floden varder en lav bevoksning. Dér kom viikke ned, men det var en zoolo gisk have uden bure. Dér holdt tigeren til.
21
Kapitel 3
Tigeren varetnyttigtdyr. Den jagtedevildsvinene, som kunne gøre skadepå plantagen.Malajerne, den indfødte befolkning, og javanerne er jo muhamedanere, som ikke vil dræbe et vildsvin, såderfor fredede vi tigeren. Vi var, havde jeg nær sagt, påhat med den.
På den modsatte side af floden lå der en schweizisk plantage, hvor man i årene 1914-18 opbevarede tiger
skind fradenedlagte dyr. Ved krigens afslutninghavde de 57 tigerskind at sende hjem; det fortæller nogetom, hvor mangetigre der var.
Men selv skød jeg ikke tigrene.Jegerikkejæger,ogjeg har aldrig ejet et gevær. Vi levede i gensidig forståelse, tigerenogjeg-jeg tog hattenaf for den,nårvi mødtes;
det hændte et par gange. Jeg skal villigtindrømme,at jeg ikke følte mig alt for modig. Men de tigre,jeg havde der ogi skoven angreb ikke mennesker.
Mithus var i toetager; nedenunder havde vi en stor, åben veranda, badeværelse og et par gæsteværelser;
ovenpå havde vi en stor altan, spisestue ogsoveværelser, hvor vi selvfølgelig gik op, når vi skulle sove. Når vi slukkede lyset på verandaen, så kom tigeren frem på havegangene, og kunne så godt finde på at gå ind på verandaen. Næste morgen kunne vi se dens fodspor, så detvar vivant til.
Min kone var lidt ængstelig forat børnene skulle lege for tæt ved skrænten.Hun sagde til barnepigen, at de
skulle gåhen i den anden ende af haven,hvorder ikkevar så storchance for, at tigeren kom og tog ungerne.
Nu rygtedes det jo på de tolv-fjorten andre plantager, som selskabet havde på Sumatra, at oppe hos Jung på Bandar Slamat spadserede tigrene omkring på havegan
gene. En dagfik jeg besøg af en afselskabets ledere, en videnskabsmand, Dr. Pedro Arends. Han var tysk brasi
lianer,og vi havde noget arbejde at udføre sammen. Han blev indlogeret i vores gæstebungalow; den lå en halv kilometer fra vort hus, men somregel spiste gæsterne hos os.
Om aftenenefterdagens arbejde indfandthansig hos os ved halv seks tiden. Vi sad påverandaenogfik et glas vermouth og snakkede med min kone, da han sagde:
„Mansiger, at I har tigre heroppe.“
,Ja,“ svarede jeg, „dethar vi, men lige nu går de nede vedfloden. De kommer først herop klokken halv otte.“
„Nå -kommerdepå klokkeslæt?“
,Ja, det gør de,“ sagdejeg, sådan lidt overlegent.
Vi blev siddende og snakkede videre,og hen mod halv ottesigerDr. Arends, „nu er klokken snart halv otte.“
, Jah,“ sagde jeg, „men der erfem minutter endnu. Nu må Devente.“
Nu må jeg tilstå, atjeg havde hørt, atargusfasanen, denstore, dejlige påfuglelignende fugl, somogsåholdt til nede ikrattet, havde råbt situaw-uaw-uaw,ogjeg vidste, at når den udstødte den lyd, var den blevet forstyrret af den stribede majestæt, somvarpå vej op ihaven.
„Nå- foregår det sådan på klokkeslæt?“ gentoghan.
,Ja,“ svaredejeg, „sådan er det her på plantagen.“
Præcis klokken halv otte hører vi ude fra haven et vældigt UUH-UUH-UHHog et brøl.
„Det må jeg sige,“ udbryder Arends, „det har De 23
arrangeret godt.“
,Ja, er det ikke ejendommeligt?“
„Ha-ha!“grinedehan. „Nej, dén får De mig ikke til at tro på!“
„Nej -det skal Dehellerikketropå,“ sagde jeg,meni samme øjeblik kommer hans chauffør farende ind på verandaen.
,Jeg tør ikkevære derude! Jeg tør ikke være derude!!“ ,Jamen, hvad erder dog i vejen?“
„Der går en tiger derude!“
„Sig mig,“ spurgte Dr.Arends, „er det virkeligrigtigt med den tiger?“
, Ja- hvad troede De, det var?“
„FruJung, har De noget imod, at vigår op på første sal?“
„Nej,“ svarede min kone, „det synes jeg er en ud
mærket idé, Doktor Arends.“
Jeg sagde til chaufføren, at han kunne gå ud ikøkkenet sammen med boy’en ogfå nogetat spise.
Daså de skulle hjem om aftenen, turde chaufførenikke gå ud og sætte sigibilen.Vimåttekaldepå en halv snes arbejdere, der kom med blikspande og fakler. De syntes, det var mægtigsjovt; de trommede på blikspandene og desang og delystemed faklerne, ogmidtihele sværmen gik Dr. Arends oghans chauffør over til gæstebungalo- wen.
Næste morgen kom Dr. Arends ogspurgte, „Sigmig, har De ellers noget, De vil tale med mig om?“
„Nej, det har jeg ikke, Doktor Arends.“
„Farvel. Jeg er gået. Her vil jegikke være.“
Der gik en fjorten dages tid, så kom vores hovedad
ministrator, en hollænder,Jan Keuter hed han, en stor kraftig mand.
„Håh!“ sagde han. „Hvad har du dog gjort ved
Arends? Han kom hjem og var heltrystet! Hanhavdejo oplevet en tiger! Hahaha! Vi gamleplantere, vi er da ikke bange for en tiger!!“
„Nej, deter vi ikke, Keuter.“
„Næh-det manglede dabare! Hahaha!“
Vi fik vores arbejde overstået,ogbagefter spiste Keu ter hos os, før han gik over til gæstebungalowen. Nu må jeg lige fortælle, at hanhavdealtid en lille foxterriermed,
ognæstemorgen klokken 6 kom hanpå kontoret - rasen
de.
„Hvader det for noget!Hvader det for noget!Den har ædt minhund!“
„Hvem?“
„Tigeren har ædt minhund!“
„Hvordankan den det? Hvor var hunden?“
,Ja, hunden ligger altid foran mindør om natten.“
, Jamen, ved Dehvad, Keuter,manservererda heller ikkedesserten lige for næsen af tigeren.“
Ja, nu var der kun en blodplet derhenne. „Har De ellers noget, De vil snakke med mig om?“
„Næh, det har jeg ikke.“
„Farvel.Jegvilikke være her mere!“
Så forsvandthanogså.
Som man forstår levede vi dør om dør, jegog tigeren.
Vi havde 300 hektarer skov og 1200 hektarer var be plantet plantage. Skoven havdevi, fordi viskullebruge træ til røgehusene. Derinde i skoven levede selvfølgelig ogsåtigre, det vidste vi.
Endag kom jeggåendepågrænsen mellem skoven og plantagen.Det var en eftermiddag ved halv tretiden. Jeg havde enstok i hånden, også kommer der pludseligud fra skoven en tiger, der sætter sig på vejen foran mig.
Halenbaskede lidt frem og tilbage, mens den kiggede på 25
mig. Vi varmåske seks-otte meter fra hinanden.Jegskal indrømme, at jeg blev blød iknæene. Jeg tog hatten afog gik ganske langsomt tilbage, og Majestæten forsvandt ind i skovenigen.
En anden dag komjeg gående langs skovgrænsen;
neden for en skrænt løb en lille bæk.Jeg kiggede derned, og dér stod en huntiger med tre små unger. Den kunne være sprunget op til mig, hvis den havde villet,men det gjorde den ikke. Den tog en unge adgangenog gik ind i skoven med dem, også var den borte.
Jeg har somsagt aldrigværetjæger, men nårman er ganske grøn ogung, kan det være spændende atkomme ud på rigtig jagt.Jeg havde vel været på Sumatra et par år, da der en aften kommer en mand fra en landsby inde i skoven og fortæller mig, at hans sønner var blevet over
faldet af en tiger, og om jeg ikke godt ville komme og skyde den?
Detlød jo megetspændende, ogjegsvarede,, jo, vikan gå derud i morgen tidlig, når solener ståetop.“
Det gjorde vi. Jeg lånte et gevær af en hollandskkolle ga. Tigeren, der havdeoverfaldetmandensto sønner, var et stort dyr, der spredte skræk ogrædsel i landsbyen og omegnen. For ataflive den havde landsbyboerne bygget en såkaldt springlanse; et langt, spidst spyd, der sad fastgjort på en bøjelig træstamme, der var spændt til bage.Når man trådtepåetbræt, svippede spyddet frem og skulle så ramme tigeren i underlivet. Sådan var det også gået. De to unge mænd var gået hen for at dræbe tigeren, menden havde revet sigløs fra springlansen og var faretpå dem og havde kradset og bidt dem iansigtet, skuldrene ogbrystet.
Dajeg kom op ilandsbyen, var vi først inde i huset, hvor de to unge mænd lå. Jeg sagdetildem, at de kunne komme på hospitalet, men det ville de ikke. Vi gik ud
sammenmed fem-seks af landsbyens mænd; vigik gen nem enrismark. Da vi varkommet etstykkeind i mar
ken, sprang jeg op på en træstub, og enhalv snes meter længere fremme fik jeg øje på tigeren, som lå med for poterne oppe på en stamme. Jeg løfter geværetog skyder -ogsåstår der en vældigsværm fluer op fra den.Tigeren var død. Men jeghavdedavist mit mod, ogdet trøstede mig. Men dyret var desværre allerede gået i forrådnelse, så den blev der ikke noget tigerskind ud af! Men af de store hjørnetænder tog jeg de tre- der var en malaj, der snuppede den fjerde.Jeg ville gerne have haft dem alle sammen; jeg brugte dem senere til brevåbnere. Det var minførste tigerjagt.
Den næste - og sidste - blev filmet. Det var meget dramatisk! Direktionen i Amsterdam havde sendt en filmfotograf ud til os,fordi man iRigsdagenhavde drøf tet,hvordan folk blev behandlet ude på plantagerne. Der har jo altidværet skarpe modsætninger med hensyn til arbejdetoglivet ude i troperne.
Filmfotografen ankom sammen med en herre, der skullelede det hele. Fotografen var tometerhøj,og hans kone vist en meterog halvtreds. De boede på plantagen hos os. Mandender ledede dethele spurgte,om deikke kunne fålov til at filme en tigerjagt.Vi havde jo så mange tigre.
„Hov-hov,“ sagde jeg, „dekommer jo ikkesådan spad
serende. Ogjeger ikkerigtigt glad for at skyde tigre. Men nu skal jeg ringe til min kollega her ved siden af og spørge, om han ikke kan fange en, forhanhar vistnok et par stykker, der generer ham.“
Det var en tysker, der hed Liewatt.
„Liewatt,“ sagdejeg til ham, „kan du ikke fange en tiger?“
,Jo,det kan jeg godt,“ svaredehan,dahanhavdefaet 27
situationen forklaret, „men så skal I kommeså snart, den er fanget, forjeg vil ikke have, den skal sidde og lide.“
Såjeg sagdetillederenog fotografen, at de måtte regne med, at den kunne være fangeti morgen tidlig. Klokken halvseks næste morgenringerLiewattog siger, „tigeren sidderi saksen. Kom med det samme. I kan fotografere den, når solen stårop.“
Udmærket, svaredejeg og ringede over til vores gæ- stebungalow og sagde til lederen, „nu må I komme, for nu er tigeren fanget.“
,Jahh, men vi stårdaikkesådan op midt om natten.“
„Det er da ligegyldigt med midt om natten,“ sagdejeg.
„Klokken erhalv seks, og dyret skalikke sidde og lide.“ ,Jamen, vi kommer senere.“
Så ringedejeg til Liewatt ogsagde, „hør, tag ogskyd dyret, de kommersenere. D’herrer er ikkestået op end nu.“
Den blev skudt oglagt ind i etbadeværelse, hvor der var lidt køligt, og ud påformiddagen dukkede d’herrer op. Så tog vi over for at sepåtigeren,og den blev hentet ud i solen, og så skulle viarrangere tigeijagt.
Nu var den jo altsåblevet såstiv som et bræt, ogdetvar ikkenemtat lave en levende tiger ud afdet. Vi tog etpar runde træstammer oganbragtedem ved gangen ihaven, hvor den grænsede op til hegt græs. Inde i det græs lagde vi tigeren med dens stift udstrakte forpoter, så den kunne ligge og rulle på træstammerne. Der lå to javanere bag
ude og trak tigeren frem og tilbage i bagpoterne.
Filmen begyndtemed,at en assistent stod oppe i huset og kiggede ned i haven -det var et paprør hanhavdeat kigge igennem. Så ser han nede i haven en tiger og kommer jo farendened for at skyde den. Den ruller frem og tilbage, og han skyder ned i havegangen, så gruset stod op om ørerne på os, og med de stive poter i vejret
blev tigeren drejet om på ryggen.
Såskulledet jo fejres,at vi havde væretpåtigeijagt.Vi skulle binde poterne sammen ogstikke en træstamme ind mellem dem, så nogle indfødte kunne bære jagtbyttet på skuldrene. Men poternevar så stive, at de måtte hoppe og stampe på tigeren, før de kunne få det arrangeret rigtigt. Seks indfødte bar den så på skuldrene, mens vi europæerefulgtebagefter under klapsalver oghurrasang.
Jeg så aldrig filmen, der jo også viste meget andet på plantagen, blandt andet vort hjem og hvordan vi levede.
I Amsterdamspurgte jeg senere, om jegikkekunne fa en kopi, men jeg fik at vide, at den film skulle jeg ikke nævne. Den herre, der havde ledetoptagelsen af filmen, havde meddeltdirektionen,at den ville koste 15.000gyl den, men da regningen kom, var den på 70.000 - så snakkede man ikke mere om den tigeijagt!
Kapitel 4
I nogle år havde jeg en malajiskassistent. Det var Tung ku Abdullah, en søn af Sultanen. Abdullah skulle lære plantagedrift, da hans far også havde plantager. Ab dullah havde været på en slags planterskole på Java, og blev så engageret af mit selskab,fordivi havde såmange interesser i sultanatet.
Han var en mægtig flink ung mand, der omgående faldt til, men han var jo af fyrsteligslægt,og en malajisk fyrste har en følgetiger, der beskytter ham. Det er ikke altid,man kan se den, men den er der.Og det var årsag til, at jegikke kunne fange en tigertil Hertugen af Meck
lenburg-Schwerin .
Han var kommet på besøg hos Geheimraat Doktor Ernst Fickendij. Gehejmeråden havde været embeds
mand i Tysk Cameroun på vestkysten afAfrika, hvor Hertugen afMecklenburg-Schwerin havde været guver nør, ogde kendte hinanden derfra. Fickendij boede kun en halv snes kilometer fra mig; han ringede til mig og sagde: „Hør, kan du ikke fange en tiger, for Hertugen af Mecklenburg vil gerne skyde en.“
Så sagdejeg til Fickendij: „Ved Dehvad,Geheimraat, jeg holder ikkeafat skyde tigre eller at fange dem.“
„Men Hertugen vil altsågerne skyde en, oghan er jo en slægtning af Deresdronning.“
Detlød altsammen meget interessant, såjeg svarede:
„Nå, men lad mig så prøve at stille en fælde op.“
Og det gjorde jeg også, det vil sige, jeg lod nogle arbejdere lave den. Den bestod af nogle stokke, der var rammet nedijorden, så de dannedeet smalt bur; iden ene ende var der lokkemad, og i den anden var der en falddør, der faldt ned, når tigeren var gået derind. Det gjaldt bare om at gøre buret så smalt, at tigeren ikke rigtigt kunne udnytte sine kræfter. Så skulle Hertugen komme og skyde den dér. Jeg efterså fælden; den var helt i orden. Der skullesættes nogle høns ind som lokkemad, men en timeefterbrændteden. Lynet varslået ned i den, fortalte arbejderne mig. Jeg havde ærligt talt ikke set nogetlyn, men jeg lod bygge en til. I dén slog lynetogså ned, og næste dag fikjeg bygget en tredje; lynet slog stadigvæk ned.
Så ringedejeg og sagde: „Hør nu her, Fickéndij; den går altsåikke. Lynet slår neditigerfælderne. Demåsige tilHertugen, athan kan købe et tigerskind inde iMedan;
det er den eneste måde, jeg kan hjælpe ham på.“
På den måde beskyttede Abdullahs følgetigerikke blot prinsen, men også sine vildefrænderijunglen.
Abdullah var en ung mandpå 22-23 år, meget levende ogmegetinteresseretialt det,hanlærteog meget dygtig;
han blev uden vanskeligheder accepteret af de andre assistenter. Men når han besøgte os, måtte der for Guds skyld ikke serveres noget, der havde med svin at gøre.
Han var muhamedaner.
Når hans farringede ogspurgte, om han måtte komme og drikke te hos os sammen med sin hustru, Tungku Pamasuri, badjeg Abdullah se efter i køkkenet, at der ikke var noget, der var urent. Detkunne ikke nytte at lade en kineser eller minkone lave mad, for vi er jo urene—det skulle være muhamedansk helt igennem. På det punkt var Abdullah uundværlig. Så kom den gamle Sultan, som boede omkring halvfjerds kilometer borte, og vi
31
havde det altidhyggeligt.Hanholdtsåmeget af at danse med min kone. Etpar gange om året var der en fest i den europæiske klub nede i Tanjong Balei; måske tog vi derned,ogsåvar der ireglen bal, ogSultanen drak gerne et glas champagne. Der stod nemlig ikke i Koranen, at man ikke måtte drikke champagne.
Enaftenstundringede Abdullahs onkel, Tungku Mus sa, og sagde:„Hør,sig migen gang, kanAbdullah fa fri et pardage? Hansfar vil gerne talemed ham.“
„Selvfølgelig kan han det,“ sagde jeg til ham, „det er da indlysende. Er detnoget særligt?“
,Ja, han skal giftes.“
„Nå,“ sagdejeg, „detharhan ikke sagtnoget om.“
„Nej, det ved hanheller ikke. Du kan godt sige dettil ham.“
„Næh, den gårikke,“ sagde jeg. „Men jeg skal sende ham ned i morgen.“
„Nå, men det er udmærket. Så kan han godt blive borteetpar dage?“
,Ja, han kan blive borte så længe, det skal være.“ Næste morgen gik jeg op til hans afdeling og sagde:
„Hør, Tungku Abdullah, Deres onkel, Tungku Mussa har ringet i går aftes og sagt, at Deres far vil tale med Dem, så jeg må bede Dem om lige at tage min vogn og køre ned og så hilse Sultanen fra mig.“
„Hvad vilFar snakke med mig om?“
„Det anerjeg ikke,“ sagde jeg. „Det må De snakke med ham om.“
Dergik tre dage, så kom Abdullahtilbage,meget sluk
øret.
„Far vil have,jeg skal giftes.“
„Til lykke med det, Tungku Abdullah! Det var da storartet.“
„Nej,det er det ikke,“ svarede han, „for jeg har en pige
på Java, jeg vil giftes med.“
„Nå. Mensagde Deikkedet tilDeres far?“
„Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg må ikke tale imod Far.
Jegskalbøje mig for Fars vilje. Men jeg er fortvivlet. Jeg aner ikke, hvadjegskal gøre.“
, Jamen hør nu her, Tungku Abdullah, det er da sik
kert en udmærket ung dame,De skal giftesmed.Hvem er hun?“
Ja,hun var datter af Sultanen af Serdang.
Nå ja, men det erda vistetudmærketparti.
Ja, men pigen på Java ...
,Jah,“ sagde jeg, „det...“
„Den eneste, som kan forhindre, at jeg bliver gift, det erDem.“
„MIG!?!“ sagde jeg, „hvordan vil De have det?“ , Jo, De kan sige, atjeg ikkekan fåfri,når Far siger,der skal være bryllup.“
„Nej, Tungku Abdullah, næh, dengår ikke. Dentror Deres far ikke på. Jeg skal ikke blandes ind i sultan familiensindre forhold.“
Der gik nogle måneder, så fik Abdullah at vide, atnu skulle hangiftes. Han var borteitre uger, kom tilbage og var strålende lykkelig.
„Hunerså skøn, så skøn!“ fortaltehan. Sikken en hud, hunhavde, og hun var såyndig. Høj og flot. „Og så har hun en næse ligesomDeres.“
Hvordan han kunne finde det yndige idetforbjergjeg havde, ved jeg ikke,men hanmente vistnok, athun ikke havde en flad næse -hun havde ben inæsen. Det havde hun også i virkeligheden. Hun besøgte os senere ogvar meget, meget charmerende. Et yndigtmenneskeienhver henseende, og- ja, nu er dejo døde og borte.
3 Sådan gik det til 33
Kapitel 5
En gang,jeg var hjemme i Danmark, havde inspektør Thomsen på Nationalmuseet bedt mig om atsamle nogle stenalderredskaber fra Ostindien og bringe dem med hjem. Menjeg skulle pådet tidspunkt bo i Batavia, ogdet er jo ikke sånemt at finde stenalderredskaberi en stor by.
Men heldigvis kendte jeg i hvert fald den ene af de videnskabsmænd, som arbejdede med stenalderredska
ber på det stedlige museum. Han hed Stein Callenfels, også noget af en fantasifigur. De indfødte sagde, at det godtkunne være, at hans mor havde været et menneske, men hans far havde været en guddom.
Da jegkomtilBatavia, gik jegderfor ind på museet og hilstepå dem. Der var Callenfels og en anden inspektør;
han hed van der Hoop. Han havde oprindeligt været flyver og varden første, der fløj fra Hollandtil Ostindien, hvorefter han var blevetarkæolog.
Men det lykkedes mig at få samlet nogen og tredive stenalderredskaber. Man skal huske på, at i denindfødte befolknings idéverden er en stenøkse en lyntand, det er tordenkilen,der slog ned. I lynet sidder der en tand, ogdet er dén, der dræber etmenneske. Så når man skal samle stenalderredskaber derude, skal manikke tale om sten økser, for en økse er af jern,detvedenhver. Nej,det er en lyntand, Gigigledek. Jeg havdeaftaltmed museet, at kom der nogenogville sælge sådan enlyn tand,og museet ikke ville have den, så skulle desende dem hen tilhotellet til
mig og meddele mig, hvilken pris, de syntes var rimelig.
En dagopdagede jeg på et torv i Batavia, at de ind
fødte sad og slog lyntænder i stykker. De var lavetafagat eller kalcedon,og deindfødte sleb dem videretil smykke
sten. Jeg købte alle dem, de havde.
Jeg havde lovet museet atvise dem, hvadjeg samlede, forjegskullehave tilladelse til at bringedem med mig ud aflandet.Der var to former, som var ret almindelige. Den ene var ret flad, den anden vartagrygformet, ellerbåd
formet, som de kaldte det. Der måtte have været en overgang mellem de to, men den kendte man ikke. Men den dag på torvet i Batavia fandt jeg en lille, firkantet økse, hvor der var en antydning af en tagryg på. Den stoppede jegilommenog gik ned på museetogsagdetil van derHoop: „Herskalduse.Her har jegfundetnoget, som du ikke har magen til.“
Han blev vildt begejstret.
„Den har du ikke lov til at tage med til Danmark.“
, Ja, men jeg har lov til at have den. Jeg har lov til at have den henne påhotellet.“
„Nej! Hvad vil duhave for den?“
,Jeg handler ikke medsten. Men nu skaljeg sige dig noget, vander Hoop. Duhar ude idit skab to agatarm- bånd, og der vil jegsåhave det ene.“
„Erdu tosset! Deter jo klenodier! Detkan der slet ikke være tale om!“
„Så er der hellerikke taleom, at du får denne her.“ Sådan sadvilidt og snakkede venligt med hinanden, og han blev mere ogmere interesseret idenne her økse.
Til sidst gik han ud, kom tilbage ogsagde: „Værsgod, der har du dit agatarmbånd. Det plejervi altsåat bruge, når vi viser vore tingudeomkringi verden. Nuharjeg kun ét tilbage.“
,Jamen, så far Københavndet andet.“
3« 35
Da jeg skulle rejse hjem iaugust 1935 og stod i hotellet og drak afskedsøl med mine venner, kom der to indfødte javaneremed en lille æske. Deri lå der en økse, hvorden ene ende var tagrygformet og den anden ende var flad.
Dér havde vi overgangen! Den købtejeg og stoppede i lommen,så den fik de altså ikke at se på museet i Batavia.
Den ligger på Nationalmuseet i København.
Jeg sejlede hjem med en fransk damper til Marseille. I Colombokom en engelsklæge om bord; han havdeværet i Britisk Indienog var nu på hjemrejse. Jeg visteham de stenøkser,jeghavde med hjem,og de lod til at interessere ham i høj grad. Da han kom til London, røg han op på British Museum ogfortaltedem om min samling.
Numåjeg indskyde,at foruden det, jeg havde samlet, lod jeg på museet fotografere alt det,jegikke kunne fa, så man har mulighed for på Nationalmuseet at se på lys
billeder økser fra den allerældstetid,overgangsformerne og bronzealderen,hvorfra jeg heller ikke kunne fånoget, helt op til historisk tid. Der er vistikke mange museer i verden, der harnoget tilsvarende.
Todageefter, at jeg var kommethjem, fik jeg brev fra lægeni London. Han havde været på British Museum og skrev til mig, at jeg kunne sende det over og forlange, hvadjeg ville.
Nå. Det lød jo meget fristende.Jeg gik ned påNatio nalmuseet ogsagde til inspektør Thomsen:, Ja, nu erjeg tilbage igen, og jeghar også nogetmedtil Dem her, men den første tid vil jeg gerne have lov til at beholde det hjemme.NuskalDebarese.Ogseher, der erkommet et brev fra en ven i London.“
Det blev Thomsen meget betænkelig ved, „for mid
lerne fattes,“ sagde han, og såtrak han sigi fipskægget.
Den stakkels inspektør Thomsen havde 1500 kroner om året til at købe ind for, ogsomhan sagde, „det jeg kan
fåfor 1500 kroner, vil jeg ikke have, ogdet, jeg vil have, kan jegikkefåfor 1500 kroner. Så dér sidder jeg.“
Men han fik de økser, jeghavde, oghele min samling ligger nu på Nationalmuseet. Senere har jeg også på mange andre måder kunnet støtte Nationalmuseet og deres indsamlinger; det synes jeg, man skal gøre.
Den etnografiske afdeling er verdens ældste etnografi ske museum, ogman kan josletikke vurdere, hvad deres samling er værd. Den fortæller folkenes historie, og det ejendommeligeer,at de smukkeste stenalderredskaber er lavet i Danmark, Egypten ogOstindien- det er der flere, der har fortalt mig, og det synes jegiøvrigt ogsåselv.
Kapitel 6
Da jegvar blevet tredive sad jegaltsåsomadministrator på en stor plantage. Mine assistenter var gamle kolleger.
Nogle af dem var ældre end jeg selv; dervar vist en af dem, der oven i købet var gift.
Så skerder det, at gummipriseme begynder at dale og dale. Det var jo bagsiden af plantagelivet, at man ikke selv kunne bestemme prisen på det, man producerede.
Priserne bestemtes på verdensmarkedet. Hvis der ikke er etstort forbrug afgummi,og produktionen bliverfor stor
—ja, så ryger priserne ned. Dedalede meget langt ned.
I 1921 eller 1922 kom der meddelelse fra direktionen i Amsterdam om, atjeg skulleafskedige flere assistenter.
Tilbage skulle der kun være én assistentiplantagen,én i fabrikken og mig selv. Resten skulle afskediges. Og det var hårdt. Der sad jeg over for mine gamlekolleger og måtte fortælle dem, at de skulle rejse hjem til Europa.
Ikke nok med det, men jegskulle afskedige mellem 600 og 700 javanske arbejdere, som skulle sendes tilbage til Java. „Og så forventer vi, at plantagen bliver vedlige
holdt, og at produktionen stiger.“
Det er jo typisk for en direktion,der sidder pået kontor i den anden ende af verden! Nå, men gøres skulledet - det drejede sig om plantagens overlevelse.
Ovre på Malakka var det lige så galt forenglænderne.
Englænderne indskrænkede deres produktion, men det ville hollænderne ikke, også steg priserne pludselig. Det
gavstor gevinst, ogdet kunne jeg jo kun profitere af. Det var dejligt, da det vendte. Vores Generaldirektør kom derud;jeg havde lagt et budget for det følgende år, der viste, atplantagen gav overskud.
Hanhed van Leeuwen Boomkamp; en typisk hollæn der. Stor ogkraftig, på mange måder et pragtfuldt men
neske, meget forstående og indsigtsfuld. Han boede en ugestid oppe påplantagenhosos.
Jeg havde en meget stor motorbåd, der trak lægterne de hundrede kilometer ned til udskibningshavnen og tilbage. En dag foreslogjeg Boomkamp, at vikunnesejle ned ad floden tilen oliepalmeplantage, somogså ejedes af selskabet, en snes kilometer længere nede ad floden.
Det syntes han var en glimrende idé. Jeg ringede og forberedte dem på vor ankomst, så de kunne lave lidt mad; så skulle vi tage hjemom aftenen med vogn.
Vi sejlede klokken to, og et stykke nede ad floden passerer vi ethus, hvor der ligger enmalaj ogsyngeraf hjertens lyst. Nede ihaven gik hans kone og tre-fire børn;
jeg ved ikke, omde plantede ris eller grøntsager, de gik der og krattede rundt mellem planterne, og Boomkamp siger til mig:
„Kan De forstå, at en voksen mand kan udholde en sådan tilværelse?“
,Jeg kan forstå, at han kan udholde den,“ svarede jeg.
„Hanermuhamedaner. Han er fatalist. Skal jegværerig, så bliverjeg rig. Deter Allahs vilje. Skal jegværefattig, såerjegfattig. Deter også Allahs vilje. Og den bøjer man sig for. Han har jo alt, hvad han kan forlange af til
værelsen. Han har hus, han har kone, oghanhar børn.
Han har floden her; der er sikkert et parruser, hvor han går ned et par gange om dagen for atse, om der er en fisk deri. Han harlimpinde her inærhedenaf huset, går ud og ser, om der skulle sidde en fugl fast, oghans kone og børn
39
sørger for haven; han har formodentlig en abe, der kan fare op i palmen og dreje en kokosnød ned - hvad skal han med mere?“
,Jah, men nårjeg har modgang, så arbejder jeg mig igennem den.“
, Jamen hanhar ingen modgang,forhvad der sker,det er Allahs vilje. Han erflintrende ligeglad medgummipri ser og oliepriser og diamantpriser og guldpriser og to
bakspriserog alt det,De spekulerer over. Hver enestedag far De telegram fra Amsterdamom,hvordan det stårtil - han er da ligeglad. Hanharjo livet her. Det erhansliv.
Han har kun én eneste bekymring, og det er den skat, som Sultanen skal have en gang om året. Det er 2 gylden og 40 cent. (Det var 3 kroner og 60 øre.) Hvor i alverden skal han skaffe dem? Udeiskoven,hvor der ingen penge er? Men dette skrækkelige menneske - Sultanen - han skal have penge.Og så tagerhans kone en kylling eller en høne under armenog går op til min kone, der er et godt menneske, og fortællerom denneher forfærdelige Sultan, der nu skal havepenge igen, ogminkone giver hende 5 gylden forden høne, somhun kunne have fået for 10 cent, og såer året jo reddet. Sultanen får sine 2 gylden og 40 cent, der bliver 2 gylden og60 cent tilovers -det er noktil klæder til hele familien. Hvad vil hanmedmere? Han har ingen sorger. Det er Dem, der har Deres bekymringer, Boomkamp, fordi Detilhører en anden raceog en anden religion og har andreinteresser. Hanskalikke arbejdesig igennem noget.“
Vi kom ned tiloliepalmeplantagenog havdeen hygge lig aften - den blev lidt fugtig, men vi kom da hjem i rette tid og op igen næste morgen.
Senere blev jeg tilbudt administrationen af oliepal
meplantagen,men jeg snakkede med minkone om det - hun var i parentes bemærket den klogeste afos to - og
Min kone med vores søn foran administrationskon toret på plantagen Bandar Slamat.
Administratoren Vilhelm Jung, Bandar Slamat, på sinarbejdsplads.
Ved Tobasøens bred. Markedsdag i landsbyen Ha
rang Gaul 900 meterover havet. Huset i forgrunden er et forsamlingshus, hvor demandlige batakkerisær spillede skak.
Kvindeligebatakkerstillet op til fotograferingved en meget enkel og funktionel trappe.
hun sagde: „Lad være. Du har ikke tilstrækkelig kend
skab til oliepalmer. Lad de andre have det slæb og bliv her, hvordu kan ditarbejde.“ Ogdetgjordejeg, ogdet var jeg glad for.
For øjeblikket gør man, hvad man kan, for at plante oliepalmer. Oliepalmen kom nede fra Belgisk Congo.
Det var belgiere, der havde taget den med derud og plantededeførste oliepalmer som pryd langs hovedveje og alleerne, der førte op til administrationsbygningerne.
Senere blev beplantningen af oliepalmer udvidet kolos
salt. Der bliver flere og flere mennesker, og de skal alle sammen haveolie. Samtidig bliver dermindreogmindre olie fra hvalerne,da hvalfangstener gået stærkt tilbage.
Derfor drejerdetsig omat fa plantet oliepalmer.
Jegved ikke mere, hvordan forholdeter mellem olie palmerog kokospalmer. Kokospalmerne betød også ko
lossalt meget; det er vel nok en afverdens allervigtigste planter. Derfra får vi kopratilmargarine.Menjeg ved, at på Sumatra har man nu plantet oliepalmer på mange af de gamletobaksplantager, fordi den indonesiske regering først og fremmest vil skaffe føde til de mange millioner mennesker, der bor derude.
Kapitel 7
Plantagerne lå på Sultanatets jord. Det var nøjagtigt målt op, hvor store de var, og Sultanen fik et bestemt beløb hvertårpr. hektar.
Sådan en koncession bestod måske fra starten af et stykke urskov, og der skulle skoven fældes, hvad enten man skulle plante gummi eller kaffe, te eller tobak - jorden skulle ryddes. Man begyndte med at engagere
arbejdere, man byggede huse, så arbejdernekunne fatag over hovedet.
Dentropiskeurskovved foden af bjergenebeståraf en tæt, uigennemtrængelig underskov og en katedralagtig øvreetage, hvor de vældige skovkæmper er søjler fordet tætte løvtag. Rottan og andre slyngplanter snylter på søjlerne og arbejder sigvedderes hjælp op i lyset,hvor
efter de, som tak for hjælpen, kvæler den store, ranke kæmpe. Nedei katedralensdyb er der altid mørkt, fugtigt som i et drivhus og kvælende varmt. Ingen solstråle trænger gennem taget. Urskoven visner ikke- den for rådner i mørket. Et evigt dryp-dryp er den eneste lyd,der foruden cikadernesskingrende violinspil, høres herinde, når ikke stormen suser deroppe og knækker de kæm
pestore, trøskede grene, der med høje bragstyrterned i katedralens bund.
Arbejdetindledes med en uddybning afde eksisteren de vandløb og gravning af afvandingsgrøfter, så sumpene kan blive nogenlunde tørlagt, førden store arbejderko-
lonne rykker frem med langeknive for at kappe under skoven.Derefter kommer turen til de størretræer. Ende
ligstår kun kæmpernetilbageog rager ensomme op over den døende, visnedejord.
Jeg syntes, at der måtte have været mange flere. Var det virkelig dem, der havde holdt den vældige urskov i deres stærke arme; det store, uigennemsigtige, grønne tag?
Med en vis beklemmelse giver vi os i lag med de ensomme kæmper. De bedste kulier udsøges til dette arbejde; de store træer har ret tilat kræve, atdeter folk med håndelag og armkræfter, der skalsvinge øksen mod deresstammer. Påhøje stilladser, der erbygget op om de vældigerødder,står de syngende bødler, ogøksernes hug sender deres dumpe dak-dak gennem den døende skov.
I dagevis smækkes økserne ind i de seje stammer.
Undertiden standser arbejderne for at tørre sveden af panden og undersøge, hvordetnæsteangreb skalsættes ind.
Kæmperne skal falde -javist. Men de sprang hellere selv i døden; ventede ikketil de småmændmed de skarpe jern tænder i hænderne havde bidt dem helt over. De sprang fremover og styrtede ranke med ethvinendeskrig.
Ranke, som de levede og voksede, ikke med krumme, slatne rygge som deres snyltere, der faldt for ét eneste knivhug. Som et sidste bevis på deres kraft huggede de deres vældige grene mange meter ned i den varme jord, som om den atter kunne givedem liv og næring.
Men dervar intet håb. Når civilisationen stiller sine krav, må meget rankt ogstoltknække.
Solen har skinnet i ugevis fra en skyfri himmel, og mennesket vender tilbage til den store valplads for at fuldbyrdeudslettelsen med sit grummeste våben-ilden.
En blæsende eftermiddag går hundreder af javanere 43
fremi en lang række mod vinden for med deres faklerat tænde ild på det tørre løv. Det brænder i dagevis. Om nattenoplyses himlen af det vældige bål, og omdagen ses røgen mange kilometer bort.
Mennesket sejrer, som så ofte før, i kampen mod den yppige natur. Skovens stemme forstummer og mørkets ånder flygter sammen med dyrene op i skovene på bjerg
skråningerne bag den linie,viharudstukketsom planta
gens grænse. Snart er hele arealet en kulsort flade, hvor primitive broer fører over delige, dybe kanaler, der skal lede vandetbort.
Så blev jorden vendt, ogdet gjaldt om atfårødderne op fra de gamle træer, da de ellers kunne få skimmel,som kunne brede sig til detræer, manplantede ud.
Efterhånden som træer, rødder, grene og stubbe var brændtbort,kunne man begynde at planteud. Lad os for eksempel tage gummi. Når man anlagde gummiplanta gen, startede man med at anskaffe sig frøfra en anden plantage, og disse frø blev lagt ud i såbede, ognår plan
ternevar spiret op til en højdeetsted mellemet par fod og en meter, så kunne man overføre disse unge planter til voksestedet.
Træerne blev sat i lange, lige rækker med tre til fire meter mellem de enkelte træer. I løbet affem år var gummitræet blevet såstort, at man var i stand til at tappe det. Man anvendte en ganske bestemt tappemetode.
Med en særligt konstrueret kniv skar man v-formede riller i barken ned mod jorden, hvor man satte en lille metaltunge, så gummisaftenkunneløbe gennem rillen og videre ned i en kopafglas eller aluminium, der stod nede på jorden. Man overskaraltså nogle saftkanaler ibarken, og i dissesaftkanaler løb gummimælken, latex, somsive de videre ned i koppen. En arbejder begyndte klokken seks om morgenen ogarbejdedemåske til klokken elleve,
ogi den periodekunnehannå at tappe ca. 300 træer. Så samledehangummisaften sammen imælkespande, som han satte ud langs vejen. Dér blev de hentet af oksevogne og bragt hen til det såkaldte koagulerehus - en del af fabrikken — hvor saften blev fortyndet og blandet med eddikesyre. Herved dannedes en slags tykmælk, og den
nemasse blev valset ud mellem stålvalser.
Man havde to metoder til at udvalse massen; enten i lange baner til lyst gummi eller i storeflager, som blev hængt op i røgehusene. Der blev de røgeten snes dage, taget ned og pakket i kassera 100 kilo ogvar såfærdigetil at blive sendt af sted.
Når gummisaften ikke løb mere, størknede det sidste i selve snittet, hvor det om eftermiddagen blev plukket af og ligeledes bragt til fabrikken. Der blev det renset for barkoginsekterogbehandlet.
Selskaberne hjemme i Europa havde kontrakter med de storegummifabrikkeri Europa ogUSA, hvortilgum mien blev eksporteret. Disse kontrakter kunne løbeover to eller tre år. Mit selskab havde en kontrakt med en engelsk gummifabrik på at skulle levere 25.000 kilo om måneden. Den var indgået dengang, da priserne låmeget højt, og nu var de dalet ned til omkring 25% af det oprindelige. Kontrakten løb over toår, og den ville eng
lænderne selvfølgelig gerneslippe ud af. De satte med et rundt tal 100.000 kronertilhver måned.
Men gummifabrikken kunne slippe for atkøbe gum mien, hvis de påviste, at kvaliteten ikke var som den skulle være,ogkassere produktionen. Derfor havde gum mifabrikken en tilsynsmand ude på Sumatra, som kon
trollerede disse250kasser om måneden. Nogle af kasser ne blev lukket op, og var der denmindste smule ivejen, blev hele sendingen kasseret og kunne så sælges til en pris, der kun lå på en fjerdedel af det, kontrakten ind-
45
