D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
VERDENSKRIGEN 1914-13
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019383297
R E V O L U T I O N E N O G B O N D E S P O R G S M A A L E T
I R U S L A N D
U . . r?l
G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L K J Ø B E N H A V N O G K R I S T I A N I A
M D C C C C X X
B O N D E S P 0 R G S M A A L E T
I R U S L A N D
R E V O L U T I O N E N O G B O N D E S P 0 R G S M A A L E T
I R U S L A N D
G Y L D E N D A L S K E B O G H A N D E L - N O R D I S K F O R L A G - K J Ø B E N H A V N O G K R I S T I A N I A
M D C C C C X X
OPLAG 1500 EKSEMPLARER
G Y L D E N D A L S F O R L A G S T R Y K K E R I K Ø B E N H A V N
M
A N maa ved den russiske Revolution skelne mellem to Bevægelser. Der er en Bonderevolution, hvis Bevægelse er knyttet til bestemte historiske Forudsætninger i Ruslands Agrarforhold, og der er en Proletarrevolu
tion under Bolsjevismens Mærke, som hviler paa en Theori om Verdensrevolution og Socialismens Sejr ifølge Kapital
ismens Sammenbrud under Verdenskrigen. Bonderevolu
tionen er en russisk Bevægelse af autonom Oprindelse og Forløb; Bolsjevismen derimod er et Verdensproblem; den staar og falder, ogsaa for Ruslands Vedkommende, med denne Ekspansionstheori.
Det mærkværdige er dog, at de to Bevægelser i den russiske Revolution gaar sammen som Hest og Rytter, skønt det ikke altid er let at se, om det er Rytteren eller Hesten, der styrer. Da jeg betragter den russiske Revolu
tion udelukkende som et russisk Problem, tror jeg for mit Vedkommende, at det er Hesten, som i det lange Løb vil blive den stærkeste og styre, hvorhen den vil. Det kan saa- mænd gerne være, at Rytteren alligevel holder sig i Sad
len, som den glimrende Ridekunstner han er; men det er nu ikke det, det kommer an paa, naar det er Hesten, som bestemmer Vejen og Maalet. Med andre Ord, hvis Bolsje
vismen ikke sætter sig igennem som Verdensbevægelse, vil den russiske Revolutions endelige Resultat blive be
stemt af Bonderevolutionen.
Det er dette Synspunkt, jeg har forsøgt at gøre Rede for ved denne Brochure.
A . H . H .
I N D H O L D
Det økonomiske Problem 7
Bondefrigørelsen i Rusland 13
Overbefolkningen og Jordmangelen 18
Landsbyens Fattigdom 25
Agrarkrisen i 1905 og den Stolypinske Reform . . . . 3 1
Martsrevolutionen i 1917 38
Bolsjevismens Gennembrud 44
Agrarproblemets Analyse 51
Revolutionens Resultat og Fremtidsperspektiv 60
Det nye Rusland 68
Tillæg: Bolsjevikernes Agrarlovgivning 78
D
E N russiske Revolution er ikke en simpel Gentagelse af den store franske Revolution, som mange tror;men der findes de Lighedspunkter, der er fælles for alle Revolutioner og tyder paa en vis Lovbestemthed i den re
volutionære Kurves Forløb.
I alle Revolutioner gør man den Iagttagelse, at denne Kurve pludselig skyder i Vejret, eksalteret og tilsynela
dende løsrevet fra de politiske og økonomiske Betingelser, som har hidført Revolutionen og som maa bestemme dens Forløb. Den stiger i England til Cromwells puritanske Republik, i Frankrig til Sansculotternes Republik. Men Bevægelsen kan ikke holde sig paa denne Højde, de fjendtlige Kræfter slutter sig sammen imod den for at bry
de den, og Republiken maa vige igen. Kurven afbryder brat. Reaktionen kommer. I Politiken synker Kurven i al Fald meget dybt. Men efterhaanden hæver den sig igen, og naar Freden er genoprettet — 1815 i Frankrig, 1688 i England, er begge Lande allerede naaet til et meget højere Niveau end før Revolutionen.
Vi forstaar af Begivenhedernes Gang, hvorfor den revo
lutionære Bevægelse efter Aandens Tilstand i det givne Moment af Historien maatte springe ud af dens Bane; vi erkender endda Nødvendigheden af disse Overdrivelser i Revolutionens Øjemed, for at dens historiske Opgave kan blive gennemført; men vi erkender samtidig disse eksalte
rede Springs Uholdbarhed og rent tilfældige Charakter, saasnart vi har begrebet denne Revolutions egentlige Ide.
8
Denne Ide fremgaar af de politiske og økonomiske Kends
gerninger, som hidførte Revolutionen, fordi en Revolution jo i Grunden ikke er noget andet end voldsom fremaddre- ven Udvikling og ligesom denne bunden til dens sted- og tidsbestemte Udviklingsbetingelser. Den finder sit Krite
rium i ethvert Moment af Udviklingen i Overensstemmel
sen mellem den revolutionære Gerning, der gennemføres af Folkemasserne og den revolutionære Tænkning, der har sit Udspring i den dannede Klasse. Den er det bestandig gentagne Ledemotiv i den revolutionære Bevægelse, som en Gang imellem kan overdøves af Begivenhedernes Larm, men stadig igen bryder frem. Kun de for Øjeblikket førende revolutionære Partier, som blev født af selve Kampen, er tilbøjelige til at overhøre det. De Førendes revolutionære Tænkning taber Forbindelsen med Massernes revolutionære Interesse; Bevægelsen springer ud af dens Bane.
Dette plejer at være Øjeblikket, hvor Reaktionen begyn
der sit Arbejde. Men den kan som Regel ikke mere til
intetgøre de økonomiske Resultater, som indtil dette Øje
blik var opnaaet og i hvis Bevarelse det store Flertal af Befolkningen er interesseret; den har nok at bestille med at fjerne Revolutionens Udskejelser, i hvilke det store Flertal af Befolkningen ikke havde nogen Interesse eller overfor hvilke det endda forholdt sig fjendtligt.
Den franske Revolutions Ide var Fjernelsen af Absolu
tismen og Feudalsystemet, Trediestandens Emancipation og Bondeklassens Frigørelse. Videre gik den Opgave ikke, som paa det daværende Tidspunkt af Historien var stillet Revolutionen. Jacobinerne og Sansculotterne maatte stran
de, fordi Forholdene ikke tillod en Revolution til Fordel for Smaaborgerne og Proletarerne, da en kommunistisk Omvæltning ikke laa i denne Revolutions Ide og ikke hav
de nogen Begrundelse i Datidens økonomiske Forhold.
Deri bestod deres Fejltagelse. Alligevel var deres Rolle ikke ligegyldig. De var Forspand og Skridtmagere for den borgerlige Revolution. Det var dem, som frelste denne
fra Forsumpningen og fejede den gamle Feudalstat til Side paa en Maade, der gjorde enhver Tilbagevenden umulig.
Det var dem, som jævnede og forberedte Jorden, hvorpaa indenfor nogle faa Aar med trolddomsagtig Hurtighed en ny Produktionsmaade og et nyt Samfund skulde spire frem.
Ogsaa 70ernes Revolution, som gaar igennem Kommu
nen for at naa til den tredie Republik, viser den samme Lov for revolutionær Udvikling, og denne Lov er en Lov for menneskelig Fremskridt i Almindelighed.
Revolutionen driver Udviklingslinien i Vejret i en mæg
tig Kurve, men i denne voldsomme Anstrengelse frigør Bevægelsen sig fra dens Kraftkilde og skyder over Maa- let, danser eksalteret, ligesom glædesberust i Fantasiens og Utopiernes ubegrænsede Rum — indtil Tyngdeloven trækker den nedad igen til hvad Flertallet vil og evner.
Reaktionen trykker den tilsyneladende endda ned under den forrevolutionære Periodes Niveau. Men saadan synes det blot for de revolutionære Partier, der strandede med deres Ideer; i Virkeligheden forløber Reaktionen paa et højere Niveau. Evolutionen begynder igen; vor Linie be
gynder igen langsomt at hæve sig; men denne Stigning foregaar paa et meget højere Niveau end før Stormen og næsten altid i et meget hurtigere Tempo.
For at se disse Sammenhæng og Forskellen mellem re
volutionær og evolutionær Fremskridt behøver man blot at sammenligne den franske Revolutions væsentlige økono
miske Resultat — Bondefrigørelsen — med den Bondefri
gørelse, der skete i Prøjsen og senere i Rusland ad Evo
lutionens Vej. Og denne Sammenligning vil kaste et Lys
glimt over det økonomiske Hovedproblem i den nuværende russiske Revolution.
Bondefrigørelsen var den væsentlige økonomiske Op
gave for den franske Revolution, og den blev dens væ
sentlige økonomiske Resultat. De forskellige Nationalfor
samlinger havde ikke magtet at løse Opgaven, skønt de var fuldtud overbevist om Nødvendigheden af en Løsning.
1 0
Nok havde Nationalforsamlingen i det berømte Møde Nat
ten til den 4. August 1789 vedtaget Ophævelsen af de feudale Rettigheder. Det var et af de store Momenter i Revolutionen, da de priviligerede Klasser frivilligt gav Afkald paa deres Privilegier, et Øjeblik af høj Be
gejstring og sand revolutionær Idealisme. Men i Grun
den var det ikke noget andet end en skøn Talegestus.
Da Nationalforsamlingen næste Dag traadte sammen for at fæstne den historiske Nats Indrømmelser, hendøde Begej
stringen i en Række af tørre Paragrafer med forsigtige Om
svøb og tildels ganske umulige Betingelser, der gjorde Indrømmelserne næsten helt illusorisk. Kun den store og sympatiske Gestus blev tilbage: „L Assemblée nationale
détruit eniérement le régime féodal." —
Sandt at sige havde Forsamlingen gjort alt, hvad man kunde vente sig af en Forsamling af Besiddende og vel
situerede Borgere. Den satte et Princip i Verden, et nyt og dengang uhørt vovet Princip for Samfundets Ordning, som skulde nydanne Frankrig og senere hen i det 19. Aarhun- drede de andre europæiske Folkeslag og føre dem til nye og rigere Tilværelsesformer. Men det store Spring fra Tan
ken til Gerningen turde denne Forsamling ikke vove, og derfor gik Revolutionen sin Gang over dens Hoved. I Vir
keligheden blev det Jacobinerne og Sansculotterne, der førte Omvæltningen igennem. Og deri ligger en næsten grotesk Ironi af Historien, at det, som Kapitalisterne ikke vovede, skulde deres hæftigste Modstandere fuldbyrde mod egen Vilje til Fordel for dem: Kapitalismens Gen
nembrud.
Den endelige Afskaffelse af de feudale Rettigheder skete som bekendt ved Conventets Dekret fra 17. Juli 1793. Dets Sprog er klart og utvetydigt og i Sandhed revolutionært, uden Omsvøb og Betingelser:
„Alle forhenværende Jordherredømmets Ydelser, alle regelmæssige og ved særskilt Lejlighed opkrævede feudale Forpligtelser bliver hævet uden Godtgørelse."
Alle Finesser og Forskel mellem de mange Slags Rettig
heder, de tidligere Nationalforsamlinger havde indført i Haab om at beholde en Del af dem, blev radikalt omvæltet.
Enhver Ret, der fremgik af Feudalforholdet, hørte op, helt og holdent uden Undtagelse, uden Betingelser, uden Godt
gørelser.
Reaktionen fejede det meste af Revolutionens demokra
tiske Indretninger bort igen. Men denne Del af Værket forblev bestaaende, i hvert Fald i alle de Egne, hvor Bøn
derne havde taget Jorderne i Besiddelse og brændt de feudale Skøder. Reaktionen kunde til en hvis Grad tilintet
gøre Revolutionens politiske Arbejde; men den økonomiske Del af Revolutionen, der var blevet gennemført af Mas
serne selv og fuldbyrdet af ethvert Individ indenfor denne Masse, Bondefrigørelsen, blev bestaaende og trodsede alle Storme. Og derved forblev ogsaa Grundlaget for det nye Samfund bestaaende, der var skabt gennem den revolutio
nære Kamp. Frankrig blev til et borgerligt Demokrati til
trods for Kejserdømme og Restauration.
Først naar man har faaet Øje for dette store økonomiske Resultat af den franske Revolution, ser man Forskellen mel
lem revolutionær og evolutionær Udvikling.
I Frankrig bliver Feudalismen afskaffet igennem en Fol
kerevolution, og der opstaar et nyt økonomisk Liv og et nyt Samfund. I Prøjsen og senere i Rusland bliver Feudalismen fjernet ad bureaukratisk Vej — omend nød
tvungent — igennem selve Feudalstaten, og der sker ingen væsentlig Forandring hverken samfundsmæssigt eller aandeligt.
I Prøjsen blev Bønderne fri; men de betalte den per
sonlige Frihed med en Tredjedel — og naar den ikke var arvelig, endda med Halvdelen af deres Jord, som blev ind
draget af Godsherrerne. Desuden blev de mindre Lodder, der ikke holdt Trækdyr, indlemmet i Godsjorden. Kortsagt Godsejerne fik Masser af Jord som Vederlag for Bøndernes
12
Frigivelse og de fik samtidig ved Indlemmelsen af de min
dre Lodder en Armee af jordløse Landarbejdere, der var nødt til at tjene til enhver Løn.
Den franske Revolutions store Bondefrigørelse, hvorved Bønderne frigjorde sig selv, blev i Prøjsen til en lunken Agrarreform, hvorved Godsejerne nærmest befriede sig for deres Forpligtelser overfor Bønderne.
1 Rusland derimod blev den ifølge Godsejernes Overvægt til en komplet Farce, omend Alexander II, „Czar Befrie
ren", vistnok havde den bedste Vilje til at slaa et Slag for Bonden.
Ligesom i Prøjsen, hvor det var Statens Sammenbrud i Napoleonskrigene, der fremtvang Reformerne, blev det i Rusland Krimkrigens Fiasko, der aabenbarede, at de agra- riske Tilstande i Czarriget var bleven uholdbare og drev imod Ruin. Reformen, der allerede var indvarslet ved Fredsslutningen i Paris, blev ifølge Adelens Modstand trukket i Langdrag og først gennemført i Begyndelsen af 60erne.
Den 19. Februar 1861 underskrev Alexander II det Ma
nifest, som tilkendte alle godshørende livegne Bønder den personlige Frihed og foruden dette ordnede deres økono
miske Forhold.
Apanagebønderne, d. e. Bønderne paa den kejserlige Fa
milies Godser, havde da allerede faaet den personlige Fri
hed ved Ukas af 20. Jan. 1858, mens deres økonomiske Forhold først senere blev ordnet i 1863.
Domænebønderne endelig fik deres Forhold ordnet gen
nem Loven af 24. Nov. 1866.
Der var 1861 i Rusland af hele Bondebefolkningen 65,5 pCt. godshørende Bønder, 4 pCt. Apanagebønder, 26,2 pCt. Domænebønder og 4 pCt. andre Bønder (Kirke og Klostre).
Ordningen af de personlige Forhold var den samme for alle tre Klasser, mens de økonomiske Forhold blev ordnet forskelligt for de enkelte Klassers Vedkommende. Bønder
ne blev personlig frie. Godsejerne beholdt den Jord, de
14
hidtil havde haft i Eje. Derimod fik Bønderne en vedvaren
de Brugsret til den Jord, de hidtil havde dyrket, men som havde staaet under Godsherrens Overherredømme. Stør
relsen af Lodderne blev dog fastsat forskelligt.
Til Gengæld for denne Brugsret blev der paalagt Bøn
derne bestemte Naturalydelser eller en Forpagtningsafgift til Fordel for Godsejerne.
For Loddernes Størrelse skulde oprindelig de Maal være grundlæggende, der var fastsat af Godsejerne i den Tid, de var ubegrænsede Herrer. Disse Maal var naturlig
vis ikke større, end at de tillod Bonden at arbejde paa Godset. Men herover kom det til hæftige Stridigheder in
denfor Godsejernes egne Rækker. I de frugtbare Sortejords- egne vilde Godsejerne helst give Bønderne saa lidt som mulig og lægge saa meget af Bondejorden som mulig til Godset; i de andre Egne var de imod en Formindskelse af Lodderne, fordi det vilde svække Bøndernes Ydeevne.
Derfor blev der ikke fastsat nogen Normalstørrelse for hele Landet, men kun et „Maximum" og et „Minimum", som skulde udgøre en Tredjedel af Maximumet i vedkommende Del af Riget. Begge maatte ikke overskrides hverken opad eller nedad. Ved gensidig Overenskomst kunde Godsejeren skænke Bonden en Fjerdedel af Maximumet, og derved var saa ethvert Mellemværende mellem dem ophævet. Det var det saakaldte Tiggerlod, som Masser af Bønder lod sig fri
ste til at tage imod og derved gaa fri for enhver Afgift.
Maximalloddet blev fastsat forskelligt i de forskellige Dele af Riget og i disse igen forskelligt efter Zoner. Dets Stør
relse var i Stor-, Ny- og Hvidrusland 3 7 Desjatin (3,27
—7,6 3 ha) — i Lillerusland 23/4—41/2 Desjatin 2,9 9 4,9 0
ha) — i den sydvestlige og nordvestlige Del af Riget be
holdt Bønderne den hidtil af dem dyrkede Jord. En For
mindskelse var kun tilladt i det Tilfælde, hvor Godsejeren vilde beholde mindre end en Tredjedel af sin Jord; dog maatte Formindskelsen heller ikke overstige en Sjætedel af Bondejorden.
Efter Jordloddernes gennemsnitlige Størrelse fordeler Guvernementerne sig i denne Række:
Bønderne fik
over 10 Disjatin (10,9 ha) . . . . .. i 3 7—10 — (7,63-- 1 0 , 9 h a ) . . . . .. - 3 5—7 — (5,45-- 7 , 6 3 h a ) . . . . .. - 12 4—5 — (4,36-- 5 , 4 5 ha) . . . . .. - 15 3—4 — (3,27-- 4 , 3 6 ha) .... . . - 12 under 3 — ( 3,27 ha) . . . . .. - 4
Det vil sige, at i 31 Guvernementer var Loddernes Størrelse under 5 Desjatin (5,45 ha) — efter de russiske Driftsforhold en altfor ringe Størrelse til at bære et leve
dygtig Bondebrug.
Tallene taler et tydeligt Sprog om Godsejernes Sejr ved denne Forretning. Bonden maatte ikke faa mere Jord end han hidtil havde dyrket, saa at han ogsaa i Fremtiden som fri Mand maatte blive nødt til at søge Arbejde paa Godset.
Men da dette nu var Lønarbejde siden Bonden jo var bleven fri, maatte der tilvejebringes gunstige Betalings- vilkaar for Godsejeren. Til dette Brug var Forpagtnings
afgiften et udmærket Middel. Den skulde være beregnet efter Jordens Værdi, men den udgjorde i de fleste Tilfælde Jordens hele Udbytte. Den blev fastsat til 12, 10 og 8 Rubler alt efter Evne og Sted. Samtidig blev Afgiften paa en snedig Maade reguleret saaledes, at den blev des højere jo mindre Loddet var. Udgjorde den t. E. ved Tildelel- sen af Maximalloddet 2*/2 Rubel pr. Desjatin, saa vilde den ved Minimalloddet være 4,15 Rubel pr. Desjatin alt- saa 74,4 pCt. mere.
Det er ikke svært at forstaa Meningen.
Samtidig med Befrielsesloven kom der en Rentelov, som skulde være Bønderne behjælpelig ved Afløsningen af Forpagtningsafgiften, idet Godsejeren blev affundet af Staten, hvorimod Bonden betalte Staten 6 pCt. af den kapitaliserede Forpagtningsafgift. Paa den Maade fik Bon
1 6
den fri Ejendomsret og maatte i 49 Aar svare 6 pCt. af det til Godsejeren udbetalte Beløb til Statskassen.
Grundtanken i Frigørelsesværket var for det første at frigøre Bonden personlig og for det andet at sikre hans Existens og sætte ham istand til at opfylde sine Forplig
telser overfor Staten og Godsejeren.
Det første blev opnaaet; det andet ikke.
Ved Tildelingen af Lodderne blev der næsten i alle Ret
ninger gaaet frem til Skade for Bønderne, som oftest og- saa givet dem daarligere Jord end den hidtil dyrkede. I de Egne, hvor der kunde regnes med en Stigning af Jord
renten, søgte Godsejerne at overtale Bønderne til at tage
„Tiggerloddet", hvad der i de fleste Tilfælde ogsaa lykke
des dem, da Bønderne ikke kunde forudse Virkningen og lod sig friste af den Tanke at faa Jorden gratis. Men det værste var dog den paa Grundlag af de altfor højt normerede Forpagtningsafgifter fastsatte Afløsningsrente, som i de fleste Tilfælde gik langt ud over Udbyttet af Loddet og altsaa for en Del maatte tilvejebringes gen
nem Bondens Lønarbejde paa Godset.
Alexander II.s Bondefrigørelse har sandsynligvis staaet for ham som en stor og human Gerning, ellers vilde han vel ikke have ladet sig opkalde efter den. I Virkeligheden blev Bondens Interesse skubbet i Bag
grunden og Godsejerens Interesse sejrede over hele Linien:
Godsejeren skulde give Afkald paa sit Overherredøm
me over Bondens Jord og Liv.
Godt. Men saa maatte der passes paa, at Bonden ikke fik tilstrækkelig Jord, at han ikke blev selvstændig;
fordi Godsejeren havde Brug for Bondens Arbejde paa Godset.
Godsejeren skulde miste de livegne Bønders Pligt
arbejde.
Godt. Men saa skulde Bonden rigtignok betale for sin Frihed; derfor blev der paalagt ham en Afgift, som
ikke kunde svares af Jordrenten alene, men som for en Del maatte betales med Bondens Lønarbejde.
Jo mindre Bondens Jordlod var, desmere maatte han søge til Lønarbejde paa Godset og desmere kunde han derfor svare pr. Desjatin.
Eller ogsaa var man heldig og fik Bonden overtalt til at tage imod „Tiggerloddet", saa kunde man sælge de Tre
fjerdedele ved gunstige Konjunkturer og rejse til Paris og Rivieraen.
Godsejeren fik Dækning i hvert Tilfælde. Og saa var det endda et stort og humant Velgørenhedsværk. Man revnede ligefrem af Humanisme og „vestlig" Liberalisme i hine Tiders Rusland. —
Men Bonden maatte gøre sig fattig for at opnaa en Selvfølgelighed: den personlige Frihed.
Det kaldes Evolution.
Men denne Evolution blev Vejen til Revolutionen og ledte til den frygtelige Katastrofe, der væltede „Kolossen paa Lerfødderne" og styrtede halvandethundrede Millioner Mennesker i vildt Anarki, for at drive dem gennem et Hav af Blod og Taarer tilbage til Historiens Udgangspunkt.
Hollmann 2
O V E R B E F O L K N I N G E N O G J O R D M A N G E L E N I en ældre russisk Fortælling — „Lisar" af Veressajew
— der handler om Livet paa Landet, snakker en gammel Bonde om de mange Mennesker og de mange nye Fa
milier der skyder op, den ene efter den anden og gør Li
vet trangt i Landsbyen. „Før," siger han, „var det ander
ledes. Man levede fredeligt. Man tænkte paa Gud, og Vorherre sørgede for Folkene og gav enhver sit. Der kom
mer en Krig, eller en Hungersnød renser Folket, og de andre begynder at aande friere. Kopperne kommer og fyl
der Kisterne. Vorherre har formindsket Folket, fordi han havde ondt af det. Nuomstunder sker der ikke saadan no
get. Man hører intet om Krig, overalt er der stille, overalt findes Læger. Derfor klager Folk over Mangel paa Jord.
Efter vor Formening behøver man ikke saa mange Børn.
Folk siger, give Gud Fader rigelig med Kvæg og Barne
dødelighed . . .
Den gamle Bondes Ord er den populære Opfattelse at det russiske Agrarproblem: Overbefolkningen og Jord
mangelen. , . .
Bønderne havde alt faaet for lidt Jord ved Agrarre r- men i 60erne, men det blev snart endnu mindre ved den stærke Befolkningstilvækst, der fulgte med Agrarre or
men, idet den personlige Frihed førte til mange og tidlige Ægteskaber med mange Børn.
I selve Landbrugsdriften skete der ingen Udvikling.
Landsbyfællesskabets Medlemmer blev ved Trevangsbru
gets Gang med ugødet Brak, Vintersæd, Vaarsæd. Men der kom nye Medlemmer til uden at skifte Boplads, nye Gaarde blev oprettet ved siden af de gamle, og Landsbyen voksede som en Polyp med mange frodige
og sygelige Skud. Paa den ene Side den livligste Groen og Myldren frem, paa den anden Side Stilstand i Livs
mulighederne, der laa lænket i Jordfællesskabets Baand.
Hver Familie formerer sig, vokser og deler sig; og den nye Familie nedsætter sig ved Siden af den gamle og for
mindsker dens nødvendige Jordomraade. Ifølge Jordomde
lingen formindsker hver Familietilvækst og hver ny Fa
milie de andre Familiers Andel i Jorden. Da Jorden som Regel blev fordelt efter „Sjæle", var der en umiddelbar Fordel ved at have mange Børn. Hvor man ikke fik flere, bortgiftede man ofte sekstenaars Drenge og Piger for at opnaa flere Lodder. Det unge Ægtepar blev da boende hos de Gamle. Og jo mindre Jorden blev, desmere syn
tes Menigheden at tænke paa Bibelens Bud: „Vær frugt
bar og formerer Eder og fylder Jorden".
Sortejorddistrikternes typiske Landsby overgik i Ægte
skabernes Antal og Barnerigdom alle andre europæiske Kulturfolk, men samtidig opviste den rigtignok den stør
ste Barnedødelighed og overhovedet den største Dødelig
hedsprocent. Den var hærget af alle de Sygdomme og Smitsoter, der plejer at følge med kronisk Underernæ
ring.
Det vil forbavse de fleste, der kun har et rent geogra
fisk Begreb om Rusland, at høre om Mangel paa Jord i dette Land. Men man kommer ikke udenom Statistikens tørre Tal.
Opdyrket Jord pr. Hoved Kanada
Forenede Stater
af hele Befolk- af den agerbrugdrivende ningen, Desjatin') Befolkning, Desjatin
Bulgarien Rusland Danmark Frankrig Tyskland
2 , 2 2 , 1 2,05 2 , 0 1 1,03 0,82 0,62
4,60 4,40 2,82 2,59 2,70 1 , 8 1 1,75 2,82 Storbritanien og Irland 0,48
') 1 Desjatin = 1,09 Hektar. 2 *
20
Naar man tager Mængden af opdyrket Jord pr. Hoved for hele Befolkningen, staar Rusland øverst i Række, der
imod staar det tilbage for mange andre Lande, naar man sammenligner den agerbrugdrivende Befolknings Andel.
Jordandelen pr. Hoved af den agerbrugdrivende Befolk
ning i Rusland er endda mindre end i Storbritanien og Irland og i Danmark, som er kornindførende Lande. Vel staar Rusland foran Tyskland og Frankrig, men i Tysk
land bliver Landbruget for en stor Del drevet som Stor
bedrift — og det kan heller ikke selv føde sig — og Frankrig er et gammelt Kulturland med megen frugtbar Jord og megen intensiv Drift. Rusland derimod er et Bondeland med extensiv Drift og meget ringe Jordudbytte og kan derfor ikke sammenlignes med vesteuropæiske Lande. Men bortset herfra beviser disse Gennemsnitstal ikke meget for et Land af Ruslands Udstrækning. Naar man ser nærmere paa de enkelte Egne, viser det sig, at der i det evropæiske Rusland er store Omraader, sær
lig i Ukraina, hvor Landbefolkningen bor langt tættere end i noget andet Land i Evropa:
Paa 100 Desjatin tilsaaet Jord (d. e. hele den opdyrkede Jord foruden Braken) kommer følgende Antal landbrug
drivende Befolkning:
Frankrig ®4
Tyskland 1^7
England ^
Danmark 36
Guvernement Kiew 150
Podolien 147
Volhynien 137
Charkow 124
Tschernigow 142
Poltava 112
Jekaterinoslaw 43
Cherson 47
Af disse Tal fremgaar, at Landbrugsbefolkningen i en stor Del af det sydlige Rusland, det saakaldte Ukraina, har meget mindre Jord til Raadighed end den har i Vest- evropa. Selv om man vil iberegne den Trediedel Brak — som dog paa ingen Maade kan undgaas ved det nuværende Driftsystem — vil der alligevel ikke tilnærmelsesvis være saa megen Jord pr. Individ af Landbrugsbefolkningen som i Danmark, England eller Frankrig.
Efter et statistisk Opgør fra 1913 fandtes der i Ukraina Bønder uden Jord 700 000 eller 15 °l
„ med mindre end 3 Desj. . . 870 000 „ 20 „
„ 3—5 Desj 1 000 000 „ 22 „
„ 5—8 „ 950 000 „ 21 „
„ 8—10 „ 600 000 „ 13 „
„ 10—12 „ 300 000 „ 8 „
„ mere end 12 Desj. . . 80 000 „ 1 „ Det vil sige, at 57 °/0 af Gaardene havde et Jordtillig
gende af mindre end 5 Desjatin, hvilket ved den extensive Drift er aldeles utilstrækkeligt til at bære et Bondebrug.
For andre Dele af Rusland mangler en tilsvarende Sta
tistik. Men selv om Jordtilliggendet i mange Egne er større, er Jordens Kvalitet des ringere. Jordmangelen er ens over det hele med Undtagelse af nogle Guvernemen- ter i den nordlige og den sydøstlige Del af Riget.
Hvorledes skal man forstaa denne Mangel paa Jord i Rusland?
Tilsyneladende frembyder Rusland de bedste Betingel
ser for en agerdyrkende Befolkning. Det opdyrkelige Om- raade er i Forhold til hele Folkemængden det største i den gamle Verden og nærmer sig de store Eksportlande, de Forenede Stater og Kanada. Ligeledes er Jordfordelin
gen gunstig; de Landbrug med et mindre Jordtilliggende end 5 Desjatin udgør kun 10,5 pCt. af alle Bondebrug.
Derfor maa Begrebene „Overbefolkning" og „Jordman-
22
gel" forstaaes i deres særlige russiske Betydning. De er ikke saaledes at forstaa, at der er en absolut Overbefolk
ning paa et givet Territorium, men der er en relativ Over
befolkning som Følge af bestemte ugunstige sociale Be
tingelser.
Der er en væsentlig Forskel mellem Rusland og de øv
rige Kulturlande: mens der i Rusland synes at være rige
lig Jord, naar man fordeler den paa hele Befolkningen, bliver der for lidt i Forhold til andre Lande, naar den fordeles paa den landbrugdrivende Befolkning. Overvæg
ten af den landbrugdrivende Befolkning og det ringe An
tal Mennesker i andre Erhverv har i Rusland medført en Formindskelse af Jordmængden pr. Individ for den land
brugdrivende Befolkning. Det har haft den Virkning, at Bønderne i de særdeles tætbefolkede Egne, de centrale og sydvestlige Sortejordsdistrikter, — selv om alle Godser udstykkes og fordeles imellem Bønderne — vilde faa et mindre Jordtilliggende pr. Gaard end det findes i mange vestevropæiske Lande med intensiv Landbrugsdrift.
Efter Gaardenes Størrelse at regne er altsaa Bønderne i Rusland daarligere stillet end de er i de vestevropæiske Lande.
Men endnu værre bliver det, naar man regner med Ud
byttet.
I Aarene før Krigen var Gennemsnitshøsten pr. Hektar:
I Rusland:
Hvede 7,3 Dctn., Byg 8,9 Dctn., Havre 8,4 Dem.
I Danmark:
Hvede 3 1 , 9 Dem., Byg 22,9 Dem., Havre 18,8 Dem.
Med Udbytte af Kreaturholdet tør man slet ikke regne, da Kreaturholdet er ganske forsvindende i Rusland og kun findes i større Udstrækning i den nordvestlige Del af Lan
det. I det egentlige Rusland er et større Kraturhold, særlig for Bondebruget, umuligt, naar undtages de spredte Strækninger med naturlige Enge og Græsmarker. Bonden
kan ikke dyrke Fodervækster paa Marken for Trevang- systemets Skyld, og Foderproduktionen paa de vedvarende Græsmarker og paa Brakmarken er altfor ringe til herpaa at bygge et Nyttekreaturhold, den forslaar knebent til Trækdyrene. Men bortset herfra vilde det i den centrale og sydlige Del af Rusland ikke betale sig at dyrke grønne Foderplanter i Marken, fordi Nedbørmængden er altfor ringe. Selvfølgelig er en Udvikling i denne Retning tæn
kelig og den vil sikkert en Gang komme ad denne Vej.
Men foreløbigt er hele Agerbrugsystemet til Hinder her
for, og af den Grund er der heller ingen Udvikling i det russiske Bondelandbrug, men en Tilbagegang i Høst
udbytte, hvilket beviser, at Jorden efterhaanden bliver ud
pint, særlig ved den ugødede Grønbrak i Trevangsy- stemet.
Jordmangelen i Rusland er altsaa af en ganske særegen Karakter. Mens der i Sammenligning med andre evro- pæiske Lande er Jord nok i Forhold til hele Befolknings
mængden, har den landbrugdrivende Befolkning mindre Udbytte af sit Arbejde pr. Individ af følgende Grunde:
1) fordi Landbrugsbefolkningen i Rusland udgør en for stor Del af hele Befolkningen, altsaa paa Grund af utilstrækkelig Udvikling af Industrien,
2) fordi Landbrugsbefolkningen er ulige fordelt i de en
kelte Dele af Landet, og Befolkningsoverskudet ikke aftages,
3) fordi det tilsaaede Areal kun udgør en lille Del af det opdyrkede Areal,
4) fordi det russiske Landbrug har et altfor ringe Høst
udbytte,
5) fordi det russiske Landbrug ikke udnytter sin Ar
bejdskraft og højner dets Produktivitet ved Kreatur
hold.
Paa det nuværende Udviklingstrin af det russiske Land
brug kan det lille Landbrug ikke konkurrere med Stor
driften. Ved den overvejende Kornavl og extensive
24
Driftsform er Stordriften den langt overlegne; Arbejdets Produktivitet aftager med Bedriftens Størrelse.
For at illustrere dette Forhold skal jeg hidsætte en lille Tabel, som er taget fra en russisk landøkonomisk Undersøgelse af W. E. Posnikow, „Det sydrussiske Bon
delandbrug". Posnikow har undersøgt Arbejdskraftens Forhold til Sædejorden pr. 100 Desjatin Agerjord i de for
skellige Størrelsesgrupper i Guvernement Taurien :
Gaarde, Personer, Arbeidere og Træk
Sædejord kraft pr 100 Desjatin
Antal Antal Antal Antal
Gaarde Personer Arbeldende Trækdyr
Med 5 Desjatin .... 28,7 136 28,5 28,2
» 5-10 „ 12,9 67 12,6 25
„ 10-25 6,7 41,2 9,3 20
„ 25-50 2,9 25,5 7 16,6
„ over 50 „ 1,3 18 6,8 14
gennemsnitlig 5,4 36,6 9 18,3 Trækkraften er dobbelt saa produktiv og den menneske
lige Arbejdskraft fire Gange saa produktiv paa de store Gaarde med over 50 Desjatin, som den er paa de smaa Gaarde med kun 5 Desjatin.
Denne Kendsgerning indeholder den økonomiske Kærne af det russiske Agrarproblem.
Stordriften har i sin Tid udvidet sig paa Bekostning af Bondejorden, fordi Godsejerne havde Magten, men der var samtidig en samfundsøkonomisk Fordel derved. Nu har Bønderne taget Magten og slaar Storbedriften i Styk
ker og deler den i smaa Bondebedrifter; det tilfredsstiller for et Øjeblik Bondens Sult efter Jord, men det betyder, samfundsøkonomisk set, Tilbageskridt.
Naar man tidlig om Foraaret rejste i den sydlige Del af Rusland, fik man det Indtryk, at Russerne var et No
madefolk paa Vandring. Med Toget, paa Flodbaade eller til Fods langs med Jernbanelinien og Flodbredderne trak store Skarer af Bønderfolk, Mænd og Kvinder, tildels i en ganske ung Alder, med Oppakning af alle Slags Bylter og Redskaber, vadende gennem Tøbruddet i deres lange Skaftestøvler eller barfodede med Støvlerne daskende paa Ryggen, tilstænket med Snavs og Jord helt op til Nakken.
De kom langvejs fra, fra de overbefolkede Egne i Sorte- jordsdistriktet, særlig fra Guvernementerne Kursk, Tam- bow, Poltava, Kiev, Orel og Charkow. Rejsens Maal var de sydlige Guvernementer med de store Hvedefarme:
Chersson, Bessarabien, Taurien, Don- og Kubanegnen.
Der var alt i alt 2 å 3 Millioner Mennesker paa Van
dring, og største Delen af dem kom den lange Vej til Fods, alene eller i Flokke paa en tredive, fyrre Personer, der havde slaaet sig sammen om et Køretøj, hvorpaa de havde læsset deres Kogekar, Redskaber og Klædebylter.
De var paa Vej i 2 til 6 Uger, alt efter Afstanden, de havde at tilbagelægge.
Saadan en lang Rejse koster først og fremmest Penge, og skønt det kun var lidt, hvad en „Bosjak" (Barfodgæn
ger) brugte, var det dog meget for den russiske Bonde, 2 å 20 Rubler efter som Rejsen varede. Men der var to Veje at komme udenom Pengespørgsmaalet; enten kunde
26
man tage Forskud af Agenten eller benytte den Mulighed at tigge sig frem. Et Stykke tørt Brød hist og her, op
blødt i Vand — det er jo ikke meget en Bosjak be
høver.
Saa kom man omsider til de store Arbejdermarkeder, Beresovka eller Kachovka eller hvad Pladsen nu hedder.
Jeg har engang set dette Menneskemarked i Kachovka og skal aldrig glemme det. Det har givet mig en levende Forestilling om, hvad det betyder: det „hellige graa Kvæg"*)
Kachovka er en meget stor Landsby i Taurien paa en halv Snes Tusind Indbyggere. Paa det store Torv — vi vilde vel nærmest kalde det en Fælled — ligger Arbej
derne i Sølet under den strømmende Regn klynget sam
men i store Bunker, gennemvaade til Skindet, ventende paa Hyre. De var jo ikke vant til bedre — Saamænd, der var nu alligevel mange, der hostede. Nok er Russeren haardfør, men de Kaar var umenneskelige og lidet men
neskeværdige. Naturligvis er det ikke altsammen graa Elendighed. Jeg har ogsaa været der engang paa en dej
lig Foraarsdag med straalende Solskin. Da laa de og snorksov i den varme Sol som en Flok veltilfredse Grise.
De rejste sig ikke engang, naar Køberen kom, men havde deres Lønfordring skrevet med et Stykke Kridt under Støvlesaalen. Det var et morsomt Syn.
Men det overvejende Indtryk var graa Elendighed. Naar Vejret var tørt, kunde det gaa an, men i Regnvejr blev det en slem Tur, særlig for Kvinderne, Fødderne blev ømme i Støvlerne; saa trak de Støvlerne af og gik bar
fodede i Foraarssølet, der om Morgenen ofte var dækket med en Isskorpe. Følgerne var rheumatiske Lidelser, som var særlig udbredt hos Kvinderne i den lillerussiske Landsby.
*) General Dragomlrovs klassiske Udtryk gælder i første Række Bondesolda
ten, men bruges ogsaa for Mujikerne i Almindelighed.
Og saa var der Smitsoterne, Cholera og Tyfus, som hærgede Vandrearbejderne og blev udbredt gennem dem.
Livet paa Godserne var naturligvis heller ingen Idyl.
Boliger for Saisonarbejder fandtes de færreste Steder.
Arbejderne sov i Skure, Vognremiser og hvor der fandtes Plads paa Gaarden, hvis de da ikke blev ude paa Mar
ken. Kosten var knap og tarvelig og Betalingen yderst lav som Følge af det store Tilbud. Der fandtes i den centrale Agerbrugsrayon lavt regnet et Overskud af 5 Millioner, som var nødt til at søge Arbejde ude, enten paa Godserne eller som Lejlighedsarbejdere i Byerne. Men alle holdt de fast ved deres Ret til Jordandel i deres Landsby og vendte hjem om Efteraaret. Og selv Overgangen til Industrien rev ikke straks Baandet mellem Arbejderen og Landsbyen over; som Regel vedblev de at sende Penge til Familien for at bevare sig Retten til at vende tilbage til Landsby
fællesskabet. Denne Fastholden ved Landsbyen blev af mange Nationaløkonomer anset for meget heldig i social Henseende, og der er naturligvis noget i det; Jordandelen var en Slags Forsikring for Industriarbejderen. Men denne Forsikring havde den Fejl, at den blev for dyrt betalt af Arbejderen. Først i anden Generation gik Forbindelsen tabt; kun Kvinderne, der ikke havde Adkomst til Jorden, plejede hurtigere at skære Baandet over.
Den russiske Industri var langtfra istand til at optage Befolkningsoverskudet fra Landet; den beskæftigede før Krigen alt i alt ikke mere end 3 Millioner Arbejdere.
Saa var der Udvandringen til Sibirien, som skulde lette Landsbyen; men heller ikke den kunde magte Overskudet.
I Aarene før Krigen vendte gennemsnitlig 50 pCt. af Udvandrerne tilbage, fordi der ikke fandtes Jord til dem.
Sibirien havde ca. 8 Millioner Indbyggere; det kunde have optaget langt flere, hvis Kolonisationen var gaaet for sig efter kapitalistiske Principer som i Amerika eller Ka
nada, men da den skete ad bureaukratisk Vej som en sim-
28
pel Forplantning af det russiske Landsbyfællesskab i nye Omgivelser, var der ingen Drift i Sagen. Sibiriens Kolo
nisation er netop et slaaende Bevis for den uendelige Langsomhed i den økonomiske Udvikling i et Land med en ren Bondebedrift. Sibirien blev af alle Gennemrej
sende skildret som et stort Fremtidsland; men Fremtiden var lovlig længe om at gry. Derom kan mange danske og engelske Foretagender fortælle, som sad der med deres Anlæg og ventede paa denne Fremtid. Det eneste Svine
slagteri (et dansk Foretagende) kunde i hele det store Opland ikke engang opdrive det Antal Svin, der behøve
des for at holde Bedriften oppe, og det store engelske Cooling Store i Kurgan stod tomt, paa nær noget Fjerkræ, som Præstekonen havde indleveret til Opbevaring. Sibi
rien vilde have været den rette Plads for Landbrugsstor- drift; den vilde have fremmet Eksporten og derved Indu
striens og Byernes Udvikling. Paa Basis af Smaabonde- bedriften kunde Landet ikke udfolde sit økonomiske Liv, den lagde sig som en tung Klods i Vejen med sin selvtil
fredse Nøjsomhed.
Alle disse Afledningskanaler var langtfra tilstrækkelige til at lette den russiske Landsby for sit Menneskeover
skud. Derfor maatte der noget til for at fremskaffe Bon
den de Livsfornødenheder, som Landbruget ifølge Lodder
nes ringe Størrelse ikke kunde frembringe: det var Land
brugets Forening med industrielt Hjemmearbejde og Sløjd, de saakaldte Kustari-Erhverv, der spillede en meget be
tydelig Rolle i den russiske Landsby. Det var mange Slags Ting, Kustarene lavede, ligefra de simple Haand- værksarbejder til ren industriel Hjemmeproduktion, fine kunstnerisk fremragende Væverier og Broderier, og Træ- udskæringsarbejder til alle mulige Brugsformaal. Dette Arbejde leverede en betydelig Del af Bondens Indtægt;
saaledes havde Bønderne i Guvernementet Moskva 45 pCt. af deres Aarsindtægter fra Kustararbejde.
Alt i alt havde den russiske Bondefamilie omtrent Halv
delen af Indtægten udenfor det egne Landbrug, det være som Kustari eller som Vandrearbejdere. Om dette Ar
bejde i Forbindelse med Landbruget, hvilket var en Nød
vendighed for Bonden, er der at sige, at det var et meget lidt produktivt Arbejde og derfor meget ufordelagtigt, set fra et samfundsøkonomisk Synspunkt. Sæsonarbejdet i det store Landbrug er i sig selv produktivt nok og af stør
ste Betydning for Godsbedriftens Rentabilitet, men der gaar for megen Tid til Spilde ved de lange Vandringer, og dernæst gaar det ud over Bondens egen Bedrift, som bliver daarligt passet. Thi det nytter jo ikke noget, at Be
driften er lille, derfor skal der alligevel saaes og høstes i rette Tid.
Kustariarbejdet er derimod i sig selv uproduktivt og kan ikke tage det op med industriel Stordrift. Hele Bon
dens Økonomi hviler paa forældede Driftsmethoder, som bevirker Arbejdets ringe Produktivitet; den staar tilbage for Arbejdsproduktiviteten i Stordriften i Landbruget saa- vel som i Industrien.
Al samfundsøkonomisk Udvikling gaar den Vej, at Land
brugsbefolkningens Overskud gaar over til et mere pro
duktivt Arbejde i Industri og Byerhverv, mens Landbru
get erstatter det med forøget Maskinanvendelse, rationel Arbejdsdeling og stadig forbedrede Dyrkningsmethoder, der kræver Indsats af Hjernearbejde. Dette har til Forud
sætning, at Landbruget i et Land, i hvert Fald for en stor Del, drives i Form af Storbedrift. Først paa et højere Ud
viklingstrin af hele Samfundets Økonomi vinder den lille Landbrugsbedrift, som hviler paa Familiearbejdet, mere Terrain, først i Nærheden af Byerne ved havebrugsmæs
sig Dyrkning af Jorden og senere hen ogsaa i længere Af
stand fra Markedet ved Sammenslutning af Smaabrugerne til Andelsselskaber, der til en vis Grad erstatter Stor
bedriften, idet de højner Arbejdets Produktivitet ved rationel Arbejdsdeling. Den lille Bedrifts Styrke ligger da i de Landbrugsgrene, som kræver og betaler særlig Paa-
30
passelighed. Typisk er i saa Henseende Udviklingen af det belgiske Landbrug, som er et eneste Havebrug næsten hele Landet over, og det danske Landbrug, hvis Bonde
bedrifter er sammensluttet i Andelsselskaber og hvis Styrke ligger i Fremstillingen af dyriske Produkter.
Det russiske Landbrug gaar en anden Vej; man slaar Storbedriften i Stykker paa et økonomisk Udviklingstrin, der egentlig tilhører Storbedriften. Hele Samfundets Ar
bejde vil blive endnu mindre produktivt og Bondens Liv fattigere end nogen Sinde.
R E F O R M
Enhver, som i Rusland har haft Lejlighed til at rejse rundt ude paa Landet, kender Livet paa et russisk Gods;
thi kun ved Godsejernes storslaaede Gæstfrihed blev det muligt for den Fremmede at rejse. Paa Godset fik han Husly og Føde, og Vogn og Heste til at komme videre med. Paa Godset lærte han Mennesker at kende; paa Godset fik han en Forestilling om den russiske Overklas
ses stortanlagte Livsforhold og dens fine, fordomsfri sel
skabelige Kultur.
Men det store Folks Liv, Bøndernes Liv, forblev i Reglen en lukket Bog for den Fremmede. Der var en umaadelig Afstand mellem Livet paa Godset og Livet i Landsbyen, hvis Hytter fra Godsets Grænse kunde ses som Muldvarpeskud paa Steppen, og søgte man endelig en Gang inden for i Landsbyen, blev det altid en Skuf
felse. Den russiske Bondeby er ikke nogen Idyl. Blok
husene eller Jordhytterne ligger paa selve Steppen; ingen Have, ingen grønne Planter, hverken Træer eller Buske omgiver dem og skaber en Smule Afveksling i det ens
formige Billede. Kun to lange Rækker Hytter, Hundrede eller Tusinde, som fuldkommen ligner hverandre. De ser ud, som var de bygget af Robinson Crusoe. Over Hun
drede Millioner Bønder bor i det udstrakte Land i saa-
32
danne Hytter og saadanne Landsbyer, adskilt fra hinanden ved vældige Afstande; over hundrede Millioner Menne
sker, om hvis Følelser og Tanker man erfarede saare lidt, selv om man i Aarevis levede ude paa Landet. Dette Menneske-Ocean, det var Bonden, Mujiken, det „hel
lige graa Kvæg", som Russeren spøgefuldt udtrykte sig,
„tjomny narod", det dunkle Folk. Den dannede Russer talte altid om Bønderne som en ufattelig Masse, der vel var uhyre vigtig for ham selv og Samfundslivet, men i hvis Vilkaar intet lod sig ændre, og hvis Bevægelser fulgte deres egne elementære Love ligesom det store Havs Bevægelser.
Siden Stenka Rjasin's og Pugatschev's Tider var man vant til, at dette Ocean pludselig kom i Oprør og sprængte sine Skranker. Saa sværmede en Tid lang Kosakpatruljer over Steppen, og saa blev alt atter roligt, og Livet gik sin Gang som før.
Da jeg for omtrent ti Aar siden første Gang rejste gennem den sydrussiske Steppe, saa jeg endnu Efter
veerne efter et saadant Oprør. Paa de fleste Godser laa dengang en Afdeling Kosakker, som ofte skræmmede En op af Søvne ved en pludselig Udrykning. Man saa Ild
skær i Horisonten; et eller andet Sted havde Bønderne ladet den røde Hane gale for en Godsejer. Kort efter lød et Par Salver i det Fjerne, og saa blev alt igen roligt.
Næste Morgen havde man allerede glemt den lille Hæn
delse. I hvert Fald blev der ikke talt om den. Det var en lille huslig Strid, som man helst vilde skjule for den Fremmede.
Hver Gang et saadant elementært Udbrud havde fun
det Sted, blev Agrarspørgsmaalet akut i det russiske Sel
skab, Professorer skrev Pjeser om det, Studenter og Kur
susdamer behandlede det i deres Diskussionsklubber, en
hver løste det paa sin Vis. Kun Godsejerne og Regerin
gen talte ikke om det; de forlod sig paa deres Kosakker.
Anderledes stillede Sagen sig efter de store Agraruro
ligheder i Aaret 1905. Atter blev der i det russiske Sam
fund talt og projekteret uhyggeligt meget — alene den første Dumas Taler og Betænkninger fyldte mange Bind
— og der opstod den ene Plan mere fantastisk end den anden. Men da sprang pludselig i Aaret 1906 Regeringen selv ind i Arenaen som en deus ex machina og lavede efter at have opløst Dumaen, uden Hensyn til al Tale paa Papiret og hen over Hovedet paa hele Samfundet, sin egen Agrarreform.
Det var den store russiske Agrarreform, som senere i Aaret 1910 af Duma og Rigsraad ophøjedes til Lov. Den hedder den Stolypinske Agrarreform, fordi den blev holdt over Daaben af Stolypin; men dens egentlige Fader er Danskeren Andrej Andrejevitsch Koefoed, en af de sjældne Mænd, som i deres Arbejde for Menneskehedens Frem
skridt gaar ud over de nationale Skranker og gennemvan
drer hele Verden, indtil de endelig finder deres Opgave.
Han undfangede Tanken og udformede i aarelangt Ar
bejde — allerede under Witte — hele Planen. Stolypin sagde som Statsmand god for Reformen, og Krivoschei'n gennemførte den som Landbrugsminister.
Som bekendt var den russiske Bonde ikke fri Ejer af den Jord, han dyrkede. Jorden tilhørte Kommunen i Fælles
skab og fordeltes efter Tallet af mandlige Sjæle paa de en
kelte Familier, saaledes at der fra Tid til anden foretoges nye Fordelinger. Disse Jordinddelinger søgte at være saa retfærdige mod Princippet om Kommunemedlemmernes Ligeberettigelse som muligt, idet hver Bonde fik et Stykke Jord af hver Kvalitet. Saaledes opstod den russiske Landsby med den spredte Beliggenhed af Lodderne.
De enkelte Bønders Besiddelser laa ofte spredt i 20 til 30 Parceller hen over vedkommende Omraade, og det var inden for de store Landsbyer paa den sorte Jord ikke sjældent, at enkelte Parceller laa indtil 30 km fjernet fra hinanden. Denne spredte Beliggenhed førte nødvendig til en vis Tvang med Hensyn til Anvendelsen. Hele Kommu-
Hollmann 3
34
nens Agerland var delt i tre Skifter, af hvilke der blev saaet Vintersæd i det ene, Vaarsæd i det andet, medens det tredje laa brak. Agrarkommunismen havde endvidere til Følge, at Befolkningen ikke i tilstrækkelig Grad van
drede bort; enhver klyngede sig til sit Stykke Jord, som han ikke kunde sælge. Landsbyen voksede ustandselig, de enkelte Jordlodder blev mindre og mindre, og Befolk
ningen proletariseredes mere og mere. Agrarkommunis
men, den spredte Beliggenhed, Anvendelsestvangen og Overbefolkningen — det var de store Hindringer for Land
brugets Fremskridt, som den Stolypinske Agrarreform havde til Formaal at overvinde.
Det første Skridt var Afskaffelsen af Fællesskabet og Jordens Overgang til Bondens Privatejendom. Det andet Skridt var Ophævelsen af den spredte Beliggenhed og Sammenføjelse af Grundstykkerne, saa vidt muligt paa den Maade, at Avlsgaardene kom til at ligge paa de saaledes afrundede Besiddelser. Regeringen tænkte, at det andet Skridt vilde følge umiddelbart efter det første. Den reg
nede med, at naar Privatejendommen indførtes, vilde tal
rige Bønder sælge deres Jord til velhavende og stræbsom
me Medlemmer af Kommunen og forlade Landsbyen. Det vil sige, at Landsbyen blev befriet for et nedre Lag af Proletarer, og at der i Stedet dannedes et Lag af Stor
bønder. I disse haabede Regeringen at faa en konservativ Støtte, hvorfor den paa alle Maader virkede for en saadan Storbondestands Opstaaen. Det er Tanken i Stolypins be
vingede Ord: „Vi vil hjælpe den Stærke". Men Regerin
gens Beregninger slog ikke ganske til. De to Stadier i Re
formen fulgte kun i de sjældneste Tilfælde efter hinanden.
Medens Opløsningen af „Mir" gik meget hurtigt for sig og midlertidig antog et rent panikagtigt Omfang, gik det kun langsomt fremad med Sammenføjningen af Jordstykkerne og Udvandringen, Opløsningen af det, der var blevet hi
storisk, foregik med en Revolutions Voldsomhed. Dannel
sen af det nye kunde kun langsomt følge Evolutionens Vej
og vilde i heldigste Fald have krævet et halvt Aarhun- drede.
Saa længe der i Rusland har eksisteret Agrarspørgs- maal, er det af de forskellige Partier blevet udnyttet som politisk Spørgsmaal. Ethvert politisk Parti, som stræbte efter Magten, ansaa det for sin fornemste Opgave at vinde Bønderne; og med Rette. Thi Bønderne er i Rusland Mas
sen og Fundamentet for enhver politisk Magt. Imidlertid har dette politiske Syn paa Spørgsmaalet medført, at fanta
stiske Idéer har faaet Overhaand ved Behandlingen af det.
Den Stolypin'ske Agrarreform var, om end ikke helt uden politiske Bihensigter, dog et Forsøg paa at befri Agrar- spørgsmaalet fra den politiske Ideologi og i første Række se paa det som det, det i Virkeligheden er, et landøkono
misk Spørgsmaal og et teknisk Spørgsmaal om Driften — til hvis Løsning der behøvedes et stort teknisk Embeds
mandsapparat og Decenniers Arbejde. Den Stolypin'ske Agrarreform havde skaffet sig en saadan teknisk Stab, ejede et Bureaukrati, som i hvert Fald paa dette Om- raade arbejdede ulasteligt, Organerne til Gennemførelsen af Arbejdet og havde bag sig Czarismens den Gang endnu mægtige Avtoritet. Reformen blev villig akcepteret af Landbefolkningens store Masse.
Havde Rusland vedblevet at leve i Fred, var sikkert alt efterhaanden blevet afviklet planmæssigt; i Løbet af nogle Decennier vilde den russiske Landsby være blevet frelst fra Fællesskabet*) og være ledet over i evropæiske Samfundsforhold og Driftsformer.
Men Krigen kom og traf den russiske Landsby i et af dens allersvageste Øjeblikke. Den gamle kommunistiske Jordbesiddelses-Forfatning var tilintetgjort af Loven, og den individualistiske Rekonstruktion af Bondebyen var
*) Fællesskab er den gammeldags Brugsmaade, hvor Jorden ved Kommunens Beslutning bliver fordelt imellem Landsbyens Indbyggere efter Sjæle eller paa anden Maade, mens Kommunens Medlemmer („Mir") hæfter solidarisk for de Byrder og Forpligtelser, der paahviler Jorden. Omfordelingen blev jævnligt gentaget efter Sjælenes Status.
3*
36
endnu knap begyndt. Proletariseringen af det landlige Un
derlag i Befolkningen var ikke ophørt, men snarere ble
vet mere almindelig, og paa den anden Side var „den Stærke" endnu ikke hjulpet paa Benene. De „Stærkes"
i Tal kun ringe Gruppe inden for Bondebyen bestod fore
løbig i det væsenlige af „Kulaki"erne, Landsbyens Aag- rere, som havde faaet Fingre i de økonomisk Svages Jord
stykker.
Af disse Grunde havde næsten Alle, som kendte til russiske Agrarforhold, ventet Revolutionens Udbrud alle
rede ved Krigens Begyndelse. Den blev udskudt i tre Aar, fordi Militærmagten holdt Landet i stramme Tøjler, og fordi den revolutionære Intelligens blev revet med af Bourgeoisiets vildt opæggede Nationalisme. Først i For- aaret 1917 fløj den røde Fugl op.
Denne Gang var der ingen Kosakker til at dæmme op for Floden, og selv om de havde været villige dertil, vilde det ikke have nyttet. Bondesoldaterne fra Fronten skød akkurat lige saa godt som Kosakkerne, og Landsbyen havde ikke blot Geværer, men endog Maskingeværer og Kano
ner.
Bønderne stak Ild paa Godserne og tog Jorden.
I Bøndernes Psykologi er der, hvad disse Begivenheder angaar, kun for saa vidt en Brist, som de ogsaa plyndrede, tilvendte sig Maskiner og Redskaber og stjal Kvæget. Paa Jorden selv mener Bonden at have Krav. Han har jo ikke taget den til sig selv, men indlemmet den i Fællesskabet.
Det er den saakaldte „sorte Deling", som Czar-Befrieren Alexander II efter Bøndernes Opfattelse havde til Hen
sigt, og for hvis Skyld han led Døden.
Saa forfærdende som Bøndernes Fremgangsmaade kan se ud fra et vestevropæisk Standpunkt, er den ikke. Det var Bonden, der bearbejdede Godsernes Jord; han saaede Hveden, og han høstede den. Den russiske Godsbedrift holdt som Regel ingen eller i hvert Fald kun ganske faa faste Arbejdere; den havde i de paa Jord fattige Bønder
en billig og bekvem Arbejdskraft. Man behøvede ikke at bygge Boliger for dem eller give dem Kosten; de sov ude paa Marken og tilberedte selv deres Maaltider af de Naturalier, som Godset leverede dem. I enkelte Guverne- menter kom Bønderne endogsaa med deres egne Heste og deres egne Maskiner, høstede og tærskede. Godsejeren behøvede slet ikke at tage sig af den Ting.
Kan man undres over, at den efter Jord hungrende Bonde havde et godt Øje til Godsets sorte Jord, som det var ham, der pløjede, og ham, der dyrkede, medens Ejer
manden for det meste levede inde i Byen, i Paris eller ved Rivieraen?
M A R T S R E V O L U T I O N E N I 1 9 1 7
Europa har altid haft den Forestilling, at Rusland var et Kornkammer, hvor Hveden myldrede frem af „Sorte- jordens" uudtømmelige Rigdom uden nogensomhelst Gød
ning og om mulig uden Arbejde. Alt hvad der kunde for
styrre dette Billede, blev skubbet til Side af mægtige Interesser, først og fremmest af det gamle Ruslands offici
elle Beretninger, der var bestemt til at styrke den rus
siske Stats Credit. Det blev overset, at det russiske Land
brugs Driftssystem, Trevangsbruget med ugødet Brak, er et udpræget Rovsystem, hvis Følger gjorde sig bemerke- lige ved en kendelig Tilbagegang af Høstudbyttet; det blev overset, at der jævnligt optraadte Hungersnød i et eller andet Distrikt af Riget og at det var paa Bekostning af
Bondebefolkningens egen Ernæring, naar den russiske Hvede rullede Jorden rundt. Den Dag, da den russiske Bonde for første Gang spiste sig mæt, fordi Markedet ikke længere havde noget at give i Bytte for Kornet, saa Rusland sig foran Hungersnøden. Byerne og Hæren sul
tede og Skriget efter Brød blev til Revolte. Brød var det, Folket først og fremmest krævede af Revolutionen. Men de nye Mænd kunde ligesaa lidt fremtrylle det, som det gamle Régime. Nok blev der i Revolutionens Hvedebrøds
dage fortalt i Aviserne, at Bønderne kom i skarevis med deres Korn for at ofre det paa Demokratiets Alter; men det viste sig snart at være en af de mange Illusioner, de russiske Demokrater nærede med Hensyn til Bøndernes Psykologi.
To Maaneder efter Statskupet kommer der et Fortviv
lelsesskrig fra den daværende Agerbrugsminister Sjin- garew, og Regeringen bestemmer sig til at gribe ind med drakoniske Midler; den bestemmer Kornmonopol med Max- imalpriser og lader sine Agenter gøre Jagt efter Kornet.
Men forgæves; jo mere man gør Jagt efter det, desmindre kommer der frem paa Markedet til Byerne og Fronten.
Og om saa den provisoriske Regering endnu kort foran sit Fald fordobler Priserne, nytter det ikke noget. Agenter og Spekulanter vifter forgæves med Bunker af Papir
sedler, som Bønderne bare griner af.
I Virkeligheden fandtes der ingen Forraad i Landsbyen;
Bønderne tænkte ikke paa at bestille noget; de bare spe
kulerede paa at faa fat i Godsernes Jorder.
Lige siden Revolutionens Udbrud hviskes der i Lands
byen om den „sorte Deling", Bøndernes gamle Drøm, som endelig skal gaa i Opfyldelse. Og Løsnet breder sig som Ildebrand om Sommeren i tørt Steppegræs; Gnisten sprin
ger fra Landsby til Landsby og fra Landsbyen over til Fronten. Havde ikke Revolutionens Mænd i Petrograd gi
vet dette Løsen: „Jorden og Friheden"? Var det ikke pro
klameret af det store socialrevolutionære Parti: „Hele Jorden til hele Folket"? Hvorfor gav de da ikke Jorden, nu da de var ved Magten?
Det var det, Bønderne grundede over og som gjorde dem mere og mere mistroisk overfor denne Regering, som syntes helt at have glemt deres Løfter og kun talte om na
tional Samling. Offensiv og Krigens Fortsættelse „Do kantsa" — helt tilbunds. Bønderne tænkte meget nøgternt om den Ting. Da Kerenski med sine flammende Taler søgte at opildne Fronten til nye Offensiver, blev der sva
ret ham fra Soldaterne: „Offensiven betyder Døden — Hvad skal vi saa med Jorden og Friheden? . . . "
Allerede Dostojewski har forudset, at den russiske Re
volution ikke vilde være patriotisk; det store Folk tænkte ikke nationalt, det brød sig Fanden om Dardanellerne og den panslavistiske Ide. Den liberale og socialrevolutio
40
nære Intelligens derimod var national indtil Chauvinisme, og den troede at have Folket med sig. Det var dens store Fejltagelse. Miljukow sagde ved Revolutionens Begyn
delse : „Den russiske Revolution vil være national eller den vil være en Ulykke". Den blev ikke national og den blev til en Ulykke — i hvert Fald for den russiske In
telligens.
Men var det ikke urimeligt at vente en national Bevæ
gelse af en Revolution, som hidtil ikke havde bragt Folket andet end tomme Fraser?
Den revolutionære Intelligens havde under det gamle Régime til alle Tider erklæret Nationalismen ensbety
dende med Reaktionen, og Folket kunde derfor vanskelig forstaa dens forandrede Holdning. Massernes Psykologi var ikke indstillet paa Intelligensens nationale Tankegang, og paa en Maade bedømte Folkets Instinkt Situationen ganske rigtigt, omend der ikke stod noget andet bagved end dets grovkornede Materialisme. I Tilfælde af Sejr vilde Bønderne naturligvis ikke have faaet en Stump af Jorden. De sejrende Generaler vilde sikkert ikke have spurgt de russiske Demokrater, hvad de nu syntes om den Ting, de vilde ganske simpelt have sat de Herrer paa Por
ten eller sendt dem til Sibirien.
Den russiske „Intelligentia" — saadan kaldtes den in
tellektuelle Klasse i Rusland — har til alle Tider været den revolutionære Tankes sande Heros; den har opammet den i Masserne og lidt for den, betalt den med Friheden og ofte med Livet. Det var den mest frisindede, den mest noble Menneskeklasse, der kan tænkes. Der fandtes næppe i Verden den intellektuelle Klasse, der kunde maale sig med den russiske Intelligens i Idealisme og Heroisme, og der ligger en dyb Tragik i dens Skæbne.
Den havde en høj Position i det russiske Samfund; der blev ligefrem drevet Kultus med den; den kunde have spillet første Violin i Staten, men den gav Afkald paa denne Stilling til Fordel for Folket, som var dens Afgud,
„Flertallets Velfærd", hvorpaa den byggede sin hele Livs
opfattelse sin sociale Moral, sin Litteratur, sin Politik, sin Revolution. Og efter Hundrede Aars Landflygtighed, Deportationer, Henrettelser, da den endelig seer sin Drøm gaa i Opfyldelse, har den ikke Energi og Autoritet nok for at lede Begivenhederne. Revolutionens Hjul gaar over dens Hoved —. Den russiske Intelligens havde en saare romantisk Opfattelse af Folket og Revolutionen; den manglede Sans for Realiteten. De russiske Demokrater agerede Revolution i Petrograd, med store Taler efter Clichéer fra den franske Revolution, mens Massernes revolutionære Energi trængte til Handling. De mente at lede Bevægelsen, mens denne fulgte sine egne Love, der bunder i det russiske Folks Klassementalitet og Re- volteaand.
Denne Revolteaand, der var en naturlig Følge af ty
rannisk Underkuelse, har altid eksisteret i den russiske Bondeklasse; Ruslands Historie er fuld af Bondeoprør og vilde Plyndringer, som dog altid meget hurtigt blev kvalt i Blod, fordi de manglede tilstrækkelig Organi
sation. Først Oprøret i 1905 viser en Slags underjordisk Organisation; Bevægelsen er almindelig over hele Riget, omend stærkest i Sydrusland, hvor den gaar frem med al den grusomme Terror, man siden har hørt om under den nuværende Revolution. Der dannes en „Panrussisk Bonde
union" og Bønderkongresser afholdes.
Den første Duma tæller 166 Bondedeputerede, som danner Hovedmassen i „Arbeidets Gruppe". Ligeledes sen
der Bønderne talrige Deputerede til anden Duma. Lands
byen vaagner til det politiske Liv, man forsamles for at høre Oplæsninger af Dumaens Debatter om Agrarspørgs- maalet. Mange Valgkredse sender ovenikøbet en anden Bonde paa egen Bekostning til St Petersborg for at passe paa deres Deputerede, at han ikke skal falde i Klø
erne paa Storbyens politiske Vindmagere.
Saa bliver anden Duma opløst og Reaktionen lægger
