Forskningen og forsynet - Religion og videnskab i det efterreformatoriske Danmark

Forskningen og forsynet

Religion og videnskab i det efterreformatoriske D anm ark

Morten Fink-Jensen

Fortid og N utid, december 2003, s. 263-282

Artiklen argumenterer for at enhver virkelighedsopfattelse i perioden om­

kring Reformationen (1536) var magisk-religiøs. Det må derfor også gælde for det der i dag opfattes som det religiøses og det m agiskes modsætning:

videnskaben. Det ses da også at en vigtig del af begrundelsen for undervis­

ning i de natur- og læ gevidenskabelige fag i de følgende hundrede år var at de skulle bidrage til en alm indelig erkendelse og accept af Guds almagt og forsyn, men det ses også at der til dette arbejde blev anvendt teorier og m e­

toder som umiddelbart synes uforenelige med luthersk, ortodoks teologi.

Morten Fink-Jensen, f. 1969, cand.mag. i historie og ph.d. i 2002 på en af­

handling om religion og videnskab i Danmark i de første hundrede år efter Reformationen. Fra 2003 tilknyttet Institut for Historie, Københavns U ni­

versitet, på et af Carlsbergfondet finansieret forskningsprojekt om udvik­

lingen i forestillingerne om et liv efter døden fra 1500-tallet og frem.

Bergen fik i 1557 en ny biskop. Det var Jen s Skjelderup (ca. 1510-82), og hans udnæ vnelse fortæ ller os noget om et, for os uvant, tæ t forhold mellem det teologiske og det naturvidenskabelige i 1500-tallets midte. Skjelderup, der vistnok v ar bondesøn fra landsbyen Skjellerup mellem Hobro og M ariager, v ar om kring 1549 blevet professor i fy­

sik ved Københavns U niversitet. H ans am bitioner gik im idlertid i retn in g af medicinen som h a n begyndte a t ud ­ danne sig i. Også privat kørte h an sig i stilling til et professorat på det m edi­

cinske fakultet, idet h an giftede sig med medicinprofessor P eter Cape- teyns (1511-57) adoptivdatter.

I 1556 tog Skjelderup, efter a t have fået grønt lys fra både universitetet og C hristian 3. (1534-59), til Rostock for a t tage doktorgraden i medicin under foresæde af Jacob Bording (1511-60), der v ar en an erk en d t læge der på ste­

det. Skjelderup havde altså på alle m åder forberedt sig på a t kunne efter­

følge svigerfaderen som medicinsk professor, og da Capeteyn døde allere­

de å re t efter, skulle m an tro a t Skjel­

derup v ar selvskreven til posten. Det blev der im idlertid ikke noget af. C hri­

stian 3. forsøgte altid a t træ k k e uden­

landske kapaciteter til landet, og det lykkedes ham a t få næ vnte Jacob Bor­

ding, der var fra Antwerpen, herop fra Rostock. Skjelderup blev altså forbi­

gået på universitetet, m en i stedet blev h an nogle m åneder efter tilbudt det ledige bispeembede i Bergen Stift.

Det var kun efter megen nølen a t h an sagde ja til udnæ vnelsen, og først efter a t have fået lovning på a t h an kunne vende tilbage til sit professorat i Kø­

benhavn hvis h an fandt forholdene for barske i det vilde Norge.1 I flere å r ef­

te r sin ankom st til Bergen truede han med a t gøre brug af klausulen, m en ef­

terh ån d en fandt h an sig dog til rette, og h an blev i em bedet til sin død i 1582. H an havde jo heller ikke væ ret tvunget til a t acceptere tilbudet, m en

Segl for det medicinske fakultet på Københavns Universitet, 1537. For neden er et kronet skjold med løve og hjerter gengivet; det er en afledning a f det danske kongevåben. For oven Guds hånd som får planterne til at vokse, og som giver dem de helbredende kræfter, lægen kan lære at ud­

nytte. Hermed udtrykkes at medicinstudiet var indstifet a f Gud, men også at det var statens pligt at opretholde det, for det er ud a f konge­

kronen at planterne vokser.

det v ar ham åb en b art for æ rekræ n- kende eller udsigtsløst a t fortsæ tte som fysikprofessor på universitetet.

Men hvad der er det in teressan te i denne sam m enhæ ng er, a t m an valgte a t tilbyde dette høje kirkeem bede til en m and, der ikke blot havde h aft blik­

ket stift re tte t mod en læ gekarriere, men også v ar uden nogen videre teolo­

gisk uddannelse, ja tilm ed ikke havde videre lyst til a t blive biskop. Skjelde- ru p havde stu d eret i W ittenberg, og h an havde sandsynligvis tag et m agi­

stergraden der, m en hvor m eget h an h a r lagt sig efter teologien er uklart.

H an h a r sikkert h aft ry for a t være en hæ derlig og loyal person; det h a r vel n æ rm est væ ret den vigtigste årsag til a t m an h a r udnæ vnt ham . Men hans

kaldelse er lige så m eget et ud try k for a t n atu r- og læ gevidenskaben k n y tte­

de an til teologien og religionen; a t være professor i fysik og dr. med. kva­

lificerede også én til a t varetage ud ­ bredelsen a f og opsynet med den rette tro. For som fysiker og læge i 1500-tal- lets D anm ark blev m an skolet i at se tingene i den rette protestantiske sam ­ m enhæng, og det arbejde m an udførte, og den uddannelse m an havde, h a n d ­ lede om a t forstå og forklare den gud- skabte n a tu r på sam m e måde som præ sterne skulle forstå og forklare den hellige skrift.2

Den religiøse forklaringsverden

Skjelderups eksempel fortæ ller os i hvor høj grad 1500- og 1600-tallets D anm ark på afgørende p u n k ter ad­

skiller sig fra m oderne tid. Og m est af­

gørende er m åske forskellen på religio­

nens funktion. Det signifikante ved århundrederne før og efter Reform ati­

onen er a t ikke bare religionen blev forstået ud fra en religiøs verdensfor­

ståelse, m en at hele sam fundet og m enneskets rolle deri også blev tolket ind i en religiøs verdensopfattelse:

“Det afgørende er, at mennesket i disse århundreder, fra det som barn kunne tænke to tanker i sammenhæng, fik sit sprog, sine begreber, sine tankefigurer, fra den religiøse virkeligheds fortolk­

ning”, som det er blevet u d try k t.3 Det gæ lder for den m åde m an definerede og legitim erede sam fundsform en på hvor kongen v ar Guds redskab på jo r­

den, placeret i sit høje embede for a t virkeliggøre H ans vilje. Det gav sam- fundsstyret en religiøs a u ra som m an v ar sig m eget bevidst, og som m otive­

rede store dele af de politiske og lov- givningsm æssige tiltag .4 Og det gæl­

der på det hverdagsagtige plan hvor både det trivielle, som fx forvandlin­

gen a f fløde til smør under kæ rningen, og det usædvanlige, som fx uforklarli­

ge vejrfænomener, ganske autom atisk blev tolket ind i en religiøs og m agisk forklaringsverden.5

M entalitetshistorien som disciplin h a r gjort sit til a t disse forhold, set i forhold til tidligere tiders historie­

skrivning hvor isæ r politikken blev forsøgt frem stillet som hæ vet over den religiøse sfære, h a r vundet indpas i h i­

storieskrivningen. At den magisk-reli- giøse forestillingsverden h a r væ ret det autom atiske udgangspunkt for enhver virkelighedsfortolkning, kan dog næ p­

pe siges a t have vundet indpas gene­

relt i forskningen; der er fremdeles om råder som det forekommer moderne historikere vanskeligt a t inddrage i beskrivelsen af et m agisk-religiøst be- vidsthedsunivers. Disse om råder er først og frem m est dem, som vi i dag opfatter som adskilte fra det religiøse, og m ere end noget andet område gæl­

der det nok naturvidenskaben. Det skyldes ikke m indst at netop n a tu rv i­

denskaben kon stitu erer den erkendel- sesmåde hvorpå vi adskiller os fra den ikke-sekulariserede fortid, ja frem ­ kom sten a f den m oderne natu rv id en ­ skab, det 17. århundredes såkaldte naturvidenskabelige revolution, anses for a t have væ ret selve den løftestang der skulle til, for a t det m oderne, seku­

lariserede m enneske kunne opstå.6 Hvis vi vil afprøve validiteten af teori­

en om det m agisk-videnskabelige u n i­

vers som altfavnende i tiden før ca.

1800, m å det im idlertid være oplagt a t se på netop naturvidenskabens stilling i perioden efter Reformationen.

I pædagogisk øjemed vil jeg forsøge a t illu strere teorien ved hjælp af nogle simple tankefigurer: U dgangspunktet er en kasse eller en ram m e som ud ­ stik k er græ nserne for de mulige ver­

densopfattelser i det 16. og 17. å rh u n ­ drede. I ram m en er indbefattet enhver form for virkelighedsopfattelse. Det betyder på ingen måde a t der er tale om en unison virkelighedsfortolkning eller a t alle verdensopfattelser ligger

herinde i én stor uadskillelig grød.

Tværtim od k an der inden for den ma- gisk-religiøse ram m e eksistere et utal af forskellige ideer. M an k an tæ nke sig dem som cirkler der hver rep ræ sen te­

re r hvad vi k an kalde for forestillings­

kredse eller begrebssfærer. Nogle er store og betydningsfulde, andre sm å og m åske kun kendt a f et fåtal af m en­

nesker. I sidste ende svarer an tallet af forbundne cirkler m åske til an tallet af m ennesker hvis m an an tag er a t ikke to personer h a r helt identiske forestil­

linger om alt. Disse forestillingskredse k an i princippet være helt uafhængige a f h inanden, m en i praksis vil de dog oftest være indbyrdes forbundne. Bi­

belens ord, eller lutherdom m en som trosretning, var ku n sjældent tilstræ k ­ keligt til a t forklare tilvæ relsen fuld­

stæ ndigt, og alt efter folks uddannelse og tilbøjeligheder, ville elem enter af universitetslæ rdom og m agiske fore­

stillinger (ofte sam m enblandet) indgå i skabelsen af en virkelighedsforkla- ring. Det er også derfor a t jeg ta le r om en magisk-religiøs verdensforståelse, for det om fatter ikke ku n det, der m å t­

te være kongruent med en bestem t konfession, m en også det der i forhold h ertil v ar vranglæ re, k æ tte rsk eller overtroisk.7 Men pointen er a t de ele­

m enter som v ar med til a t skabe de mulige virkelighedsopfattelser, alle befandt sig inde i kassen eller inden for ram m en.

Det skal selvfølgelig ikke forstås så­

dan a t in te t kunne gøres, uden a t det autom atisk og eksplicit skulle re late­

res til Gud eller et m agisk univers.

Også dengang h a r m an foretaget sig m asser af ting, uden a t m an nødven­

digvis h a r tæ n k t næ rm ere over de dy­

bere sam m enhæ nge hver gang m an gjorde det. H verdagens gøremål som eksempelvis opkrævningen af told og accisse, eller tilberedningen a f en re ­ cept på apoteket, er næppe blevet op­

fa tte t som hellige gerninger under u d ­ førelsen. Men så sn art der er tale om

a t forklare årsagen til a t dette arbejde udføres, så k an der i sam tidens sprog­

brug ikke tales uden om Gud. Told- og accisseopkrævningen blev udført u n ­ der henvisning til kongens m agt, og den v ar i sin tu r skæ nket ham a f Gud til opretholdelsen a f et evangelisk re­

gimente. Og recepten anviser tilbered­

ningen af et m edikam ent der virker i k raft af de egenskaber, Gud h a r indpo­

det ingredienserne med, og som Gud h a r villet a t m enneskene skulle bruge for a t de kunne holde sig raske og u d ­ fylde deres plads i det af Gud indstifte­

de standssam fund. P å den m åde føjer alle gerninger og ta n k er sig ind i k a s­

sen.

M enneskets forestillinger er under stadig forandring. V irkelighedsopfat­

telserne er ikke statiske, og i løbet af 1500-tallet k an der spores en ræ kke virkelighedsopfattelser tæ t op ad selve erkendelsesram m en - hvadenten det er nye begrebssfæ rer der er opstået, eller gamle der h a r forandret sig og er v an dret mod u d k an ten af den m agisk­

religiøse virkelighedsopfattelse. Den magisk-religiøse forestillingsverden v ar heller ikke i m iddelalderen en uforanderlig størrelse, m en hele tiden i indre bevægelse. Nye generationer gentog ikke blindt forriges liv og ta n ­ ker, m en skabte nyt som følge af egne erfaringer og ønsker. At cirklerne (be­

grebsfæ rerne æ n d rer position eller størrelse er derfor ikke noget u n ik t for tiden efter Reform ationen, m en det nye er a t den magisk-religiøse ram m es holdbarhed bliver u d sat for et voksen­

de pres.

Senere bliver eksistensen a f den se­

kulariserede verdensopfattelse en re a ­ litet; den magisk-religiøse ram m e er ikke læ ngere enerådende som et filter hvorigennem alt anskues. Det er nu m uligt a t befinde sig uden for den, i begyndelsen nok ku n delvist, og i sam ­ m enhæ ng med forestillinger som s ta ­ dig ligger inde i ram m en, m en efter­

h ånden k an der spores virkelighedsop­

fattelser frigjort fra det magisk-reli- giøse tolkningsunivers. Denne udvik­

ling h a r ikke betydet desintegrationen af det magisk-religiøse tolkningsuni­

vers - det findes stadig hos os, m en det k an ikke længere gøre krav på a t være enerådende eller det naturlige. Frigø­

relsen fra det magisk-religiøse sker im idlertid ikke i den h er undersøgte periode, m en det er en langvarig pro­

ces som foregår forskudt i seklerne frem mod det 20. århundrede. I det føl­

gende skal det handle om den spæde begyndelse på denne sekulariserings- proces, og hvordan en n atu rv id en sk a­

belig betragtningsm åde kunne fødes i, og siden vokse ud af, en magisk-reli- giøs virkelighedsopfattelse.

U n iv ersitetet efter R eform ationen

E t af de bedste og m est oplagte eksem ­ pler på sam m enkæ dningen af viden­

skaben med religionen, er Københavns U niversitets fundats fra 1539. E fter a t det i 1479 grundlagte u niversitet hav ­ de m å tte t indstille sin virksom hed i løbet af 1520’erne pga. det tiltagende reform ationsrøre, blev der i 1539 u d ­ sted t en ny fundats som genetablerede universitetet som en lu th ersk s ta tsin ­ stitution. Det var af højeste prioritet fra C hristian 3.’s første dag ved m ag­

ten a t u n iv ersitetet skulle genrejses, for det v ar herfra a t de nye evangeli­

ske p ræ ster skulle uddannes, og det v ar h erfra a t den nødvendige åndelige omskoling af den øvrige del a f befolk­

ningen skulle udgå. U niversitetet blev højtideligt genindviet ved en ceremoni i Vor Frue Kirke i København 9. sep­

tem ber 1537, og to år senere så den om fattende universitetsfundats da­

gens lys. F u n d atsen hang tæ t sam m en med det øvrige reform ationskonsolide- rende lovgivningsarbejde, først og frem m est kirkeordinansen, som i sin endelige udform ning (den i 1542 try k ­

te Den rette Ordinants) blev underteg­

net af konge og rigsråd få dage efter fundatsens vedtagelse på herredagen i Odense (hhv. 10. og 14. ju n i 1539).8

Slæ gtskabet med kirkeordinansen slås endvidere fast i indledningen til fundatsen hvor det hedder a t det er de samme rådgivere, anført a f Jo h an n Bugenhagen (1485-1558), som kongen h a r benyttet sig af til udform ningen af de to tekster.9 H ensigten med de to lovtekster var også sam m enfaldende.

K irkeordinansen skulle danne grund­

laget for et nyt stabilt lu th ersk sam ­ fund med dertil hørende kirke, og u n i­

versitetet skulle uddanne læ rde folk der kunne sørge for a t evangeliets sa­

liggørende ord ikke skulle dø ud i frem tiden. Det betød ikke a t universi­

te te t ikke v ar andet end et præ ste- sem inar hvor kun teologien spillede en rolle. Teologien var kun et, m en dog det fineste, af en k v artet a f fakulteter som blev fuldendt a f ju ra , medicin og filosofi. Fundatsens forfattere lægger stor vægt på nødvendigheden af at fastholde undervisningen i hele det akadem iske spektrum : “Vore efterkom­

mere maa vide, at gode Kunster og S tu ­ deringer ere Gaver fra Gud, som har givet Menneskene Nemme og Forstand, og vildet, at samme skulde uddyrkes, og Guds Godhed har ingenlunde vil­

det, at vi skulle ligne de umælende Dyr.”10

C itatet h er indeholder flere vigtige oplysninger om datidens syn på forhol­

det mellem religionen og videnskaber­

ne. For det første er videnskaben Guds gave; Gud vil a t m enneskene bruger den. Det er derfor også et krav a t der undervises og forskes i den. Men det betyder på den anden side også a t der er en bestem t tanke med videnskaben, nemlig a t den skal dyrkes i overens­

stem m else med Guds forsyn. Viden­

skaben m å derfor ikke m isbruges, den m å ikke føre m enneskene bort fra Gud n å r den nu netop er indstiftet til ska­

berens forherligelse. Det v ar derfor en

helt given forudsæ tning a t universite­

te t ikke skulle være en sofisteriets el­

ler m agiens højborg, m en a t forfatter­

ne om videnskaberne in toto kunne skrive a t “vi forordne det altsammen til vor Herre Jesu Christi Evangelium at vedligeholde.”11

H vordan m an i praksis forestillede sig a t dette skulle gælde for de enkelte fag, kan vi bl.a. se af bestem m elserne for undervisningen på det medicinske fakultet. Der v ar to professorer i medi­

cin, og i fundatsen beskrives hvilken undervisning de skulle udføre, og til­

dels også efter hvilke lærebøger. En af medicinens hjælpediscipliner, anato­

mien, blev det bestem t a t den ene pro­

fessor skulle læse over to gange ugent­

ligt. Der er i sig selv ikke noget op­

sigtsvækkende ved a t de m edicinstu­

derende skulle have anatom i på pen­

sum m et, m en det der væ kker vor in ­ teresse er a t anatom iundervisningen skulle foregå som en del af den u n d er­

visning i fysik, fundatsen bestem te at de medicinske professorer også skulle udbyde. U niversitetet i København fulgte den traditionelle fak u ltetsstru k ­ tu r med fire fakulteter, hvor medicin, ju ra og teologi udgjorde de højeste fa­

kulteter, med teologi som det fineste, og det filosofiske fakultet leverede grunduddannelsen i trivium - og qua- drivium fagene der tilsam m en udgjor­

de de såkaldte artes liberales, de syv frie kunster: gram m atik, retorik, dia­

lektik, aritm etik, geometri, astronom i og musik.

Det filosofiske fak u ltet i København fulgte ikke helt denne klassiske fag­

inddeling efter Reformationen. Trivi- um fagene gram m atik, retorik og dia­

lektik bibeholdt m an, men m an tilføje­

de professorater i græ sk og hebræ isk.

Q uadrivium fagene blev derimod i re a ­ liteten slået sam m en i to fag; fysik og m atem atik, og det v ar derfor a t m an pålagde m edicinerne a t assistere med undervisning i geometri, astronom i og fysik. Og det v ar altså i sam m enhæ ng

Illustration fra Ju liu s Cas- serius (d.1616): Tabulæ Anatomicæ, Venedig 1628.

Casserius var professor i anatom i og kirurgi p å uni­

versitetet i P adova hvor bl.a. C aspar B artholin stu ­ derede under ham. Det y n ­ defu ldt poserende, opskår- ne lig føjer sig til den tra ­ dition der blev in dvarslet med illustrationerne i Ve- sa liu s’ anatomibog, De hu­

mani corporis fabrica, B a­

sel 1543. Anatomen afdæ k­

kede de inderste hem m elig­

heder i skabelsens højde­

punkt; det i Guds billede skabte menneske. Følgelig er der med illustrationen ikke blot tænkt p å a t a n ­ skueliggøre kroppens dele og funktioner, men at frem ­

kalde behag og benovelse gennem beskuelsen a f det guddom m elige kunstværk, mennesket var.

med dette sidste fag a t m an forestille­

de sig a t anatom ien skulle med. Me­

ningen herm ed v ar ikke a t anatom ien ikke skulle væ re for de (forholdsvis få) m edicinstuderende, m en a t den også skulle væ re for dem, der studerede fy­

sik, og det vil sige alle de “grundfags- studerende” på det filosofiske fakultet.

H vordan hæ nger det sam m en med tan k ern e om evangeliets opretholdel­

se? Svaret er a t anatom ien blev opfat­

te t som et redskab, en videnskab, med langt bredere perspektiver end det lægefaglige i m oderne forstand. I fun­

d atsen forklares det a t anatom ien, ved a t blive placeret under fysikken, ville blive overværet af det stø rst mulige a n tal studerende, og det vil for flertal- lets vedkommende sige de vordende p ræ ster.12 Hvad skulle p ræ stern e så

have kendskab til anatom i for? Det var fordi de derigennem kunne erhver­

ve sig en i evangelisk forstand nyttig lærdom. Disse ta n k er er helt igennem en afspejling a f Philipp M elanchtons (1497-1560) store arbejde for a t skabe en naturfilosofi som ikke bare kunne eksistere sideløbende med lutherdom ­ men, men som kunne bidrage til dens fremme. Ifølge M elanchton var fy­

sikstudiet, og heru n d er studiet af det m enneskelige legemes indretning og opbygning, en særdeles opbyggelig vi­

denskab, for derigennem erhvervede m an klare beviser for den alm ægtige skabers uransagelige visdom.

Hvad specifikt an g år anatom ien skrev M elanchton i sin bog om sjælen, De Anim a (1540, revideret udg. 1552), a t Gud ikke alene med stor k u n stfæ r­

dighed og detaljerigdom havde skabt m enneskets krop, men a t det også var H ans ønske og vilje a t m ennesket skulle læ re legem ets indretning at kende, og derigennem indse at det ikke var skabt ved tilfældigheder, men var re su ltatet a f en evig, arkitektonisk ån d .13 M enneskets indre skulle altså vække en hellig æ refrygt i beskueren, det var en forskning i forsynet, og n å r anatom ien skulle ind under fysikstu­

diet på Københavns U niversitet, var det ikke fordi de studerende dér skulle have lægefaglig eller biologisk eksper­

tise, m en fordi anatom ien føjede sig til det overordnede teologiske m ål det v ar a t indpode m est m ulig gudsfrygt i de studerende.

Vi h a r ku n sparsom m e oplysninger om undervisningen på det medicinske fakultet i tiden efter Reformationen.

Men flere hentydninger til M elan­

chtons De Anima, der i udgangspunk­

te t bygger på A ristoteles’ (384-322 f.Kr.) væ rk a f samm e navn, men som også adskiller sig m ark an t derfra pga.

sine lange afsnit om anatom ien, an ty ­ der a t den h a r væ ret alm indeligt brugt. F ra begyndelsen a f 1600-tallet, hvor m an nu begyndte a t trykke lek­

tionskataloger regelm æssigt, k an det konstateres a t den v ar stan d ard læ re­

bog på fysik- og m edicinstudiet.14 Ide­

en om anatom ien som led i forståelsen a f den større og sande guddommelige sam m enhæ ng, nød bevågenhed fra højeste politiske sted. Tilsyneladende er der i 1603 fra C hristian 4. (1596- 1648) udgået en befaling om, a t alle der ville væ re sognepræ ster m åtte have et godt kendskab til anatom i, og samm e år m eddelte kongens kansler u n iv ersitetet a t der årligt skulle fore­

tages et p ar dissektioner af m enneske­

lig i løbet a f vinteren.15 Der synes nu ikke være blevet gjort noget sæ rligt for a t efterkomme kanslerens ønske, og først i 1645 kunne m an i det nyopførte Domus Anatomica begynde universi- tetsforelæ sninger ledsaget a f prak tisk anatom i. H idtil havde m an k laret sig med teoretisk anatom i, dvs. med tekstbeskrivelser af legem ets in d ret­

ning, evt. suppleret med illustrationer og i sjældne tilfælde dissektioner af dyr. Men denne skødesløse holdning til den praktiske anatom i hæ nger meget godt sam m en med anatom iens teologi­

ske indhold. Til det niveau, som p ræ ­ sterne skulle kunne anatom i på, var dissektionsøvelser ikke stren g t nød­

vendige; m an kunne godt indprente dem a t legem et v ar et vidnesbyrd om Guds storhed alligevel.

Forskrifterne i fundatsen, og u n d er­

visningen i anatom i, er eksem pler på hvordan den akadem iske verden blev opfattet, og opfattede sig selv, med en religiøs optik. U niversitetets læ rere følte gerne behov for a t m inde sig selv og sine studerende herom, og ved offi­

cielle lejligheder indgik tem aet ofte i festtalerne. Det v ar således tilfæ ldet da professor og dr.theol. Jen s A nder­

sen Sinning (d.1547) under en magi- sterprom otionstale i 1545 adresserede spørgsm ålet om de naturfilosofiske fags nødvendighed for de teologiske studenter. H an kom h eru n d er ind på a t de teologer der ved hjælp a f astrono­

m ien havde kendskab til him m ellege­

m ernes bevægelser, og ved hjæ lp af læ gevidenskaben havde kendskab til m enneskets anatom i og planternes kræ fter, i højere grad “anspores til at elske Gud end dem som ikke har er­

hvervet sig større viden om disse sager end kvæg og derfor betragter disse fremragende skabninger med kvæg­

øjne.”16

Tyge B rahe, Bibelen og him m elrum m et

Da T^yge B rahe (1546-1601) i 1572 gjorde sin berøm te supernova-iagtta- gelse, kunne h a n ved hjæ lp af bereg­

ningsm etoder som er helt forenelige med moderne naturvidenskab, be­

stem m e den døende stjernes position på him len, sam t dens om trentlige af­

stan d fra jorden. Det er ikke anderle­

des end den måde, m an ville gribe sa­

gen an på i dag. B rahe an så superno­

vaen for et sto rt m irakel, for ved hjælp af sine beregninger kunne h a n fastslå a t den befandt sig læ ngere væk end m ånen, ja læ ngere borte end alle pla­

neterne. Men det v ar um uligt ifølge den herskende videnskab a t et nyt himmellegem e kunne fremkomme, og a tte r forgå, i den region a f him len som m an an så for a t væ re uforanderlighe­

den selv. Tyge stolede im idlertid m ere på sine egne beregninger end tusind å rs tradition, og det er derfor h a n den dag i dag frem står som en foregangs­

m and i astronom iens historie.

Men Tyge B rahes forestillingsver­

den v ar magisk-religiøs, og h an kunne ikke unddrage sig overvejelser over supernovaens betydning. Forskellen til i dag ligger i a t Tyge B rahe ikke kunne lade det blive ved de m atem ati­

ske udregninger. Da h a n å re t efter ud ­ gav sin lille bog om observationen, var den astronom iske beskrivelse ledsaget a f en astrologisk diskussion af stjer­

nens betydning. H eri hedder det bl.a.

at det er “højst sandsynligt, at lige så vel som miraklet med denne stjerne er det største og mest sjældne a f alt, hvad der er sket siden verdens begyndelse, så må denne stjerne også have de største og mest sjældne virkninger.”11 Stjernen blev altså, som en selvfølge, forstået ud fra skabelsesberetningen, og a t de astronom iske observationer grundlæ g­

gende m åtte forstås i sam klang med Bibelen, gav B rahe gentagne gange ud try k for.

At lægge sig efter astronom ien var, som B rahe sagde det i en tale i 1574, det samm e som a t forstå Gud som byg­

m ester på de præ gtigste væ rker og, gennem denne erkendelse, a t hylde og beundre Gud.18 Det v ar ord der kunne have væ ret u d ta lt a f M elanchton eller have ståe t i universitetsfundatsen.

Im idlertid ligger der i disse ord også den opfattelse at Guds vilje åbenbare­

des gennem h an s værker. Det v ar en utæ nkelig tan k e a t der til him m ellege­

m erne ikke skulle væ re k n y tte t en funktion; m an m åtte forstå betydnin­

gen a f planeternes bevægelser, og til den tolkning behøvede m an astrologi­

en. Ud fra B rahes og de fleste i hans sam tids tankegang, ville en ignorering af astrologien svare til a t m an fandt behag ved a t læse Bibelens ord op, m en aldrig overvejede hvad ordenes m ening var.19 Det v ar en bredt an er­

kendt indstilling - astrologien nævnes derfor også i universitetsfundatsen som et fag af stor vigtighed - m en den var dog ikke helt problemfri i forhold til teologien. Problem et bestod i ræ k ­ kevidden af - og graden a f sikkerhed i - de astrologiske forudsigelser. De lu ­ therske teologer, som fx Niels Hem- m ingsen (1513-1600), 1500-tallets fø­

rende danske teolog, v ar gennem gåen­

de helt enige om a t astronom ien for­

herligede skaberen, sam t a t “sikre spådom m e” på baggrund heraf, fx be­

regninger af kommende sol- og m åne­

formørkelser, kun v ar nyttige. Til gen­

gæld v ar teologerne noget usikre n å r

Vittore Carpaccios m aleri La visione di Sant’Ago- stino (1502) viser den lær­

de biskop i et studieværelse fra renæssancen. Han har stillet bispestaven fra sig, lagt m itraen p å alteret for den sejrende K ristu s og har sat sig ved arbejdsbor­

det om givet a f bøger og astronomiske instrum en­

ter. Videnskaben og Guds repræsentation p å jorden er her frem stillet i en h ar­

monisk sam hørighed; beg­

ge dele er til Guds ære.

det kom til pålideligheden og legitim i­

teten a f specifikke vejrforudsigelser el­

ler spådomme om hungersnød og a n ­ dre katastrofer. Men kun forsøg på a t forudsige m enneskets skæbne v ar de entydigt imod, for h er foretog m an indskræ nkninger i ikke bare m enne­

skets fri vilje, m en også i Guds vilje.

Og det v ar for dem a t se både absurd og k æ tte rsk .20 B rahe v ar her på kollisi­

onskurs med teologerne, for i forhold til dem tilskrev h a n planeterne en væ sentlig større m agt, og h an ville derfor heller ikke undsige m uligheden for a t stille horoskoper.21

Det væ sentlige i denne sam m en­

hæ ng er im idlertid a t selvom vi ud ­ næ vner B rahe som re p ræ sen ta n t for naturvidenskaben og Hem m ingsen som re p ræ sen ta n t for teologien, så kunne de nok væ re uenige om hvordan astronomi, astrologi og teologi skulle

defineres og afgræ nses i forhold til hinanden, m en uenige om a t det alt sam m en skulle forstås ud fra en reli­

giøs kontekst, v ar de ikke. Hem m ing­

sen ville at videnskaberne skulle bi­

drage til a t forherlige Gud, og det sam ­ me ville Brahe. P å den anden side var B rahe en af dem der, hvis vi genkalder os de ovenfor beskrevne ram m er for erkendelsen, bevægede sig i retn in g af ram m ens ydre. For som B rahe havde dem onstreret det i forbindelse med su ­ pernovaen i 1572, v ar h an tilsinds a t stole på a t de naturvidenskabelige be­

regningsm etoder gav et san d t billede af n atu ren s forhold, u an set a t det m å t­

te stride mod tusind års vedtagne ide­

er. K ritik a f den på Aristoteles grunde­

de fysik og den på Ptolemaios (ca. 100- 165) baserede astronom i, v ar ikke et sjæ ldent syn på B rahes tid, m en sa­

gens kerne v ar om princippet i givet

fald også m åtte gælde for Bibelen:

Hvad gjorde m an hvis videnskaberne om n a tu re n utvetydigt modsagde Bi­

belens beskrivelse a f fysiske forhold?

Denne problem stilling v ar en del a f det overordnede spørgsm ål om forhol­

det mellem tro og fornuft, der v ar et af de m est b etæ ndte em ner un d er den lu ­ th ersk e ortodoksi mod 1500-tallets slutning.

Som udgangspunkt havde hverken videnskabsm æ nd eller teologer, tæ n k bare på M elanchton, forestillinger om an d et end a t videnskabens re su ltater ville udbygge kendskabet til n a tu re n i fuld overensstem m else med den bibel­

ske lære. Men denne optim istiske tro skulle vise sig ikke a t holde stik, selv­

om B rahe altid fastholdt a t det sande billede a f n a tu re n ku n kunne opnås hvor naturvidenskaben og teologien v ar i harm oni med hinanden.22 H an kom derfor heller ikke til den samm e konklusion som Galileo Galilei (1564- 1642) nogle å r senere, a t Bibelen handlede om m enneskets frelse, hvor­

for beskrivelserne deri af de fysiske forhold ikke nødvendigvis skulle læses bogstaveligt. P å den anden side m ente B rahe heller ikke, a t Bibelen v ar den eneste kilde til viden om n atu ren . Der kunne dels væ re andre antikke te k ­ ster, for B rahes vedkommende først og frem m est de herm etiske skrifter, som kunne afsløre forhold om verdens be­

skaffenhed, dels kunne m ennesket ved hjæ lp af system atiske undersøgelser bidrage til oplysningen herom.

B rahe v ar således med til a t skabe et pres mod den magisk-religiøse ver­

densopfattelses ram m er, på trods af a t det ikke k an hævdes a t have væ ret h an s hensigt. Men h a n v ar en af de første som kom prom isløst stod fast på den naturvidenskabelige metodes ufejl­

barlighed, og h an skabte ved hjælp af den re su lta te r som v ar med til a t rok­

ke ved århundredgam le forestillinger og udfordre den magisk-religiøse ver­

densforståelse.

N a tu re n som en bog om Gud

Tyge B rahes fald i unåde kort før 1600-tallets begyndelse er ud try k for a t den goodwill h an havde h aft hos Frederik 2. (1559-1588), ikke lod sig overføre til den nye konges styre. Og det er ud try k for en religiøs stram m er­

ku rs i visse kredse om kring C hristian 4. hvor Tyge B rahes levevis vakte m is­

hag.23 H ertil kom udfordringen fra B rahes videnskabssyn. Dels lagde det større væ gt på fornuftens og erfarin ­ gens m uligheder end den ortodokse lu ­ therdom brød sig om, dels v ar det be­

slæ gtet med en a f herm etism en eller nyplatonism en inspireret verdensop­

fattelse hvor m ennesket, i m odsæ t­

ning til de herskende teologiske dok­

triner, stod i et aktivt, skabende cen­

tru m .24 Det havde m åske væ ret for­

venteligt a t m an i ta k t med a t den lu ­ therske ortodoksi fik overtaget h e r­

hjemme, forsøgte a t udrangere de n a ­ turvidenskabelige og -filosofiske ideer som kunne forbindes med ikke bare Tyge Brahe, m en også med universi- tetsfundatsens tanker, nu hvor m an i stigende grad blev sig bevidst a t der i det naturvidenskabelige arbejde k u n ­ ne eksistere en la te n t tru ssel mod hele den protestantiske rettroenheds eksi­

stensgrundlag: Bibelens ufejlbarlig­

hed. Det in teressan te er a t det gjorde m an i vid udstræ k n in g ikke.

De lutherske teologer i 1600-tallets begyndelse talte dunder mod fornuf­

tens m uligheder; hvad angik troen var det alene troen i sig selv, det kom an på. Fornuften v ar ikke ku n værdiløs i denne sam m enhæ ng, den v ar også far­

lig. Det afstedkom rigtignok et opgør med filosofi og naturvidenskab, men det begrænsede sig hovedsageligt til teologiens enem æ rker som m an i s ta ­ dig stigende grad isolerede fra andre videnskaber. Teologerne fastholdt at naturvidenskab og -filosofi fortsat skulle bedrives i overensstem m else med reform ationsidealerne om en

forskning til skaberens ære. I dette a r­

bejde var fornuften og erfaringen jo naturforskerens vigtigste redskaber, og vi ser derfor a t m an i praksis fore­

stillede sig at naturvidenskaben, tøjlet a f troen, kunne supplere de bibelske indsigter om den him m elske visdom.

U dgangspunktet v ar med andre ord a t naturvidenskab var kom plet unyttig på det felt som livet egentlig drejede sig om; m enneskets frelse. Men havde m an først indset det, og v ar en gud­

frygtig og rettroende person, så var natu rin d sig ten ikke a f vejen som et supplem ent til indsigten i Guds al­

mægtighed. Som den københavnske p ræ st Jo rd an H ansen Pfreundt (ca.

1557-1607) i 1601 form ulerede det, var allerede Adam og Eva af Gud blevet sat i “n atu ren s skole”, dvs. paradisets have, for a t de dér ved “beskuelse oc be- tractelse skulde lerre at kiende Guds Vijshed, i altings gode ordning oc dis­

position.”25 Det v ar med andre ord Guds vilje a t m ennesket skulle stude­

re n aturen , og det v ar en læ re som i det spæde 1600-tal blev doceret både i et opbyggeligt væ rk med bred appel som Pfreundts og i lærdom m ens haller hvor græskprofessor Cort Aslaksen (1564-1624) i sine u niversitetsteser frem satte enslydende tanker.26

E t af de m est præ gnante udtryk for udbredelsen a f ideen om n a tu re n som en kilde til guddommelig indsigt, er den danske udgivelse a f den fjerde bog a f den tyske teolog Jo h an n A rndts (1555-1621) fire bøger om den sande kristendom i 1618. Bogen er den æ ld­

ste kendte danske udgivelse a f A rndt, og oversæ tteren, latinprofessor Peder G elstrup (1581-1630), kunne allerede i titlen udlægge n a tu re n som en bog der afspejlede sin skaber, og som førte læ ­ seren til Gud.27 A rndts forfatterskab v ar um ådeligt populæ rt i de lutherske lande i det 17. århundredes første å rti­

er, m en det var også heftigt debatteret.

Ikke m indst var h ans betoning af tro ­ ens frugt; det forhold a t den sande tros

tilegnelse m åtte give sig udslag i det praktiske liv, om diskuteret og under anklage for fordækt katolicism e.28 Men det v ar en læ re som også i D an­

m ark i disse å r blev fulgt af de ledende teologer, anført a f H ans Poulsen Resen (1561-1638) og den adelige lægm and Holger R osenkrantz (1574-1642) hvis respektive teologiske stan d p u n k ter var n æ rt beslægtede med A rndts.29

A rndt føjede sig til traditionen for at se n a tu re n som et vidne om Gud, og a t udforskningen a f n a tu re n derfor ville medføre en større og stæ rkere gudstro.

H ertil kom m er a t m ennesket v ar sæ r­

ligt disponeret for a t få indsigt i Guds plan med natu ren . M ennesket v ar jo skabelsens højdepunkt, skabt i Guds billede, og indeholdt i sig, som et m i­

krokosmos, en afspejling af hele den omgivende verden, makrokosmos. Men m ennesket v ar ikke kun natur. Til for­

skel fra den øvrige skabte verden h a r m ennesket en sjæl, og den afspejler ikke noget i makrokosmos, m en er der­

imod udtryk for forbindelsen til den verden der findes hinsides den skabte, til Guds himmel. M ennesket er altså som legeme k n y tte t til n atu ren , og som sjæl til Gud. Men, som Peder G elstrup skrev det i den til K irsten M unk (1598- 1658) dedicerede fortale, v ar det Guds mening, a t m ennesket skulle bruge sine sjælsevner til, med n a tu re n som bindeled, a t erkende skaberens vis­

dom.30 Det k an sam m enfattes med et motto: B etragt verden, elsk Gud.

Alle m ennesker kunne i princippet, som en a rt analogi med det alm indeli­

ge præstedøm m e, læse i n atu ren s bog.

Det krævede dog a t m an kunne tyde det sprog, Gud så a t sige havde skre­

vet den med. H eri indgik bl.a. signa­

tu rlæ ren som v ar en i princippet sim ­ pel morfologi hvorigennem fx et blad lod sige læse gennem dets form eller farve: var dets form af lighed med et øre, kunne det bruges i behandlingen af en ørerelateret lidelse. Var bladet rødt, stod det i forbindelse med den

røde plan et M ars og lidelser som var under indflydelse a f denne planets kræ fter (hvilket ofte blev associeret til galdeblæren, der v ar den mikrokosmi- ske pendant til den krigeriske planet).

Der er i denne tilgangsvinkel til n a ­ turudforskningen åbenlyse ligheds­

p u n k ter med det lu therske skriftsyn som blev drevet a f forventningen om a t søgte m an tilbage til det bibelske kildevæld, ville trossandhederne blive åbenbaret for læ seren. I praksis kunne selve Bibelen ikke læses uden forkla­

ringer og fortolkninger, og de lu th e r­

ske teologer skulle ikke nyde noget af a t alle og enhver gik ru n d t og fortolke­

de Bibelen på egen hånd. De slog sn art eftertrykkeligt fast a t det v ar deres egen, ved lov og m agt befæstede, for­

ståelse der v ar den sande, og så var der ku n k æ tte rie t tilbage. M an docere­

de derfor den rette læ re gennem k a te ­ kism er og anden “åndelig mælk og tyg­

gemad”, som Søllerødpræ sten Jørgen L auridsen Aaskov (1616-1690) kaldte sin katekism usforklaring.31 P å samme måde med naturforskningen. Signa­

tu rlæ ren k an m an sige v ar en over­

skriftslæ re; det v ar herigennem a t m an kunne forstå Guds overordnede m ening med fx væ ksterne. Men de en­

kelte væ ksters k ræ fter og egenskaber var ofte skjult bag den um iddelbare af­

tegning. Der m åtte en særlig viden­

skab til for a t aflure n a tu re n sine dy­

beste hemm eligheder, og A rndt sk ri­

ver: “Naar du kender, icke alleeniste den udvortis form oc signatur, men den inderlige skiulte form, oc du obenbarer denne formedelst den rette distillere kunst, at du uddrager den krafft, i huilcken den rette lægdom ligger, den pure rene essentz oc klare Lius, affhine

Sm aa skalehuss oc kleine skiul, hvor GUD HERRen haffuer samme inderli­

ge form indlagt: Da skalt du først sm a­

ge Skaberens godhed i hans gierning, oc a ff hiertet prise hannem.”32 Det er a ltså destillationskunsten, dvs. alky­

mien, som i dette tilfælde lægen må

benytte sig af for a t finde det rette lægemiddel eller klare lys, som det hedder med et ordvalg der leder ta n ­ kerne hen på den ofte anvendte frase om evangeliets klare lys.

V idenskabsm anden som skaberens redskab

En anden ekspertviden som v ar nød­

vendig for a t forstå Guds storhed og hensigter, var astronom ens og astrolo­

gens. A rndt henviser h er direkte til Paracelsus (1493-1541) og dennes teo­

rier om a t al visdom og videnskab inde­

holdes i stjernerne, og a t m ennesket får disse indsigter gennem studiet a f him m ellegem erne.33 M enneskets sind, ta n k e r og ånd får deres føde a f stjer­

nerne, som A rndt udtry k k er det.34 Gud h a r m aget det således a t alle H ans sto­

re sk atte er gem t i planet- og stjerne­

him len, og det er H ans vilje a t disse sk atte en dag skal blive åbenbaret m ennesket ved m enneskets egen kraft.

M ennesket som astronom og astrolog er altså et redskab i Guds hænder, der a r­

bejder på a t blotlægge n atu ren s hem ­ m eligheder i overensstemmelse med Guds vilje. Gud vælger altså selv n å r og hvor h a n vil åbenbare n atu ren s sk atk i­

ster, og h an bestem m er også hvem det skal være forundt a t gøre opdagelser­

ne. For A rndt og h ans ligesindede var det jo indlysende a t det ikke ville være den k æ ttersk e og ugudelige trold­

m and, Gud ville udvælge som sit red ­ skab, m en derimod den gudfrygtige lu ­ th e ra n er som foretog sin forskning i fuld overensstem m else med evangeli­

et. Det er ham, Gud vil vælge a t vise vejen til den sande indsigt i skabervæ r­

kets hemmeligheder. Og derfor er den djævelske magi farlig, for den lokker svage sjæle på afveje; ind i vidensfelter som det ikke sømmede sig a t entre.

M an m åtte derfor modtage en teologisk retledning n å r m an skulle forstå n a tu ­ rens bog - helt på samm e måde som

I et forsøg p å at gøre stjer­

nebillederne kristne, eller mere præ cist katolske, er­

stattede Ju liu s Schiller i Coelum stellatum Chris- tianum, Augsburg 1627, de traditionelle hedensk-my- tologiske stjernebilleder m ed helgener og bibelske figurer. På u dsnittet her ses bl.a. Skt. Helena med K risti kors, som Schiller mente skulle afløse stjerne­

billedet Svanen, og til høj­

re for hende K risti grav der skulle gøre det ud for A n ­ drom, eda. Idéen slog dog aldrig an.

n å r det gjaldt Bibelens bogstav og m e­

ning.

Det skal im idlertid ikke forstås såle­

des at naturvidenskabsm anden kunne nøjes med en vis teologisk skoling, og så blot vente på a t natu rk u n d sk ab en kom dumpende ned i hovedet på ham.

Det ville være en utilladelig fristelse a f Gud, fuldstæ ndig ligesom i teologi­

en hvor den sande tros tilegnelse m å t­

te give sig udslag i livet. Den prote­

stantiske etik ville ikke godtage en passivitet som ikke v ar til a t skelne fra en sikkerhed for a t m an allerede havde vundet frelsen. Det var a t spot­

te Gud, og det v ar det også hvis m an negligerede den visdom og de midler, Gud havde stillet til rådighed for m en­

nesket i natu ren . Det v ar derfor den ak tiv t søgende astronom , alkym ist og ortodokse lu th e ra n er i én person som af Gud ville blive belønnet med den højeste sagkundskab om n atu ren s for­

hold.

Det v ar naturligvis en idealiseret konstruktion, m en den blev til i fuld overensstem m else med hvad der i det 17. århundredes begyndelse var læ re­

norm en i teologisk forstand, og i for­

hold til hele sam fundsstyret: rettro en ­ heden v ar kilden til landets lykke, og konge og kirke forsøgte a t disciplinere

landets befolkning til a t efterleve den­

ne lære. At naturvidenskaben på en el­

ler anden måde skulle kunne køre på frihjul i denne proces, var helt u tæ n ­ keligt. Men konstruktionen havde også indbygget en tikkende bombe i form a f ikke bare en tilladelse til, men også et krav om, den aktive efterforsk­

ning a f n atu ren s egenskaber. M an fo­

restillede sig ganske vist i noget der m inder om naiv glæde over skabervæ l­

den a t den ku n kunne underbygge Guds ord, ikke modsige det. K onstruk­

tionen levnede ingen plads til h ån d te­

ring af k risesituationer der m åtte op­

stå n å r naturudforskningen uden en­

hver tvivl faktisk sagde noget andet, end det der stod i Bibelen. I sådanne tilfælde v ar der kun fordømmelsen el­

ler fortielsen a t falde tilbage på. Eller også k an m an sige at der faktisk var en k risehåndtering til stede i kon­

struktionen, m en a t dens anvendelse var det samme som a t fjerne grundla­

get for den religiøst bestem te sam ­ hørighed mellem alle videnskaber, som havde væ ret til stede i hele lu ­ therdom m ens historie. For m an be­

nægtede jo a t natu rin d sig ten kunne sige noget om de egentlige troshem m e- ligheder. H er v ar det som altid sola fide, troen alene, det handlede om. N a­

turvidenskaben v ar ku n et fattig t sup­

plem ent hertil; den hjalp m ennesket til a t kende Gud, m en den hjalp ikke med a t vinde den evige frelse. Det be­

tød, på læ ngere sigt, a t teologien k u n ­ ne overvinde diskrepansen mellem tro og erfaring ved a t henvise n atu rv id en ­ skaben til et (ud fra en teologisk selv­

forståelse) lavere trin på erkendelses- stigen.

D ette skel mellem teologien og det naturvidenskabelige v ar m an bevidst om i det efterreform atoriske D an­

m ark, m en det v ar sam tidig med til a t øge uoverensstem m elsen mellem n a ­ turvidenskab og teologi, for m an tillod jo, som vi h a r set det hos A rndt, en m e­

get bred vifte a f udforskningsm ulighe- der. Skellet mellem teologi og n a tu rv i­

denskab muliggjorde inkluderingen af en bred vifte af naturudforskningstra- ditioner, h eru n d er alkym ien som A rndt udtrykkeligt næ vnte, u an set at der indenfor denne videnskab fandtes folk og teorier der v ar som røde klude i hovedet på m angen ortodoks teolog.

Det bedste eksem pel er vel Paracelsus der blev regnet for en arg k æ tte r på det teologiske felt, m en som det altså v ar helt alm indeligt a t studere hvis m an v ar læge eller astronom .35

C asper B artholin, læge og teolog

I de sam m e år hvor A rndts ta n k e r om n atu ren s bog blev læ st på dansk, kan vi hos C aspar B artholin d.æ. (1585- 1629) følge forholdet mellem teologien og videnskaben om n a tu re n fra den anden side a f gæ rdet; fra n atu rv id en ­ skabens side. Vi k an h er tage eksem ­ plet med astrologien frem igen, for derigennem går der en forbindelse mellem en outsider som Tyge B rahe og en insider som C aspar B artholin, der repræ senterede en med den lutherske ortodoksi forenelig n atu r- og lægevi­

denskab på universitetet.

B artholin, der v ar præ stesøn fra Malmø, blev efter den obligatoriske dannelsesrejse for den der havde ak a ­ demiske ambitioner, kort før ju l i 1611 udpeget til et professorat i latin på K øbenhavns U niversitet. B artholin havde im idlertid lagt an til en k arriere som læge, og h an havde tag et den m e­

dicinske doktorgrad i Basel. V enteti­

den blev dog ikke lang, for ved profes­

sor Gellius Sascerides’ (1562-1612) død lykkedes det B artholin a t avancere til det lægevidenskabelige fakultet. Det blev nu ikke det sidste fakultet, B ar­

tholin kom til a t virke ved. I 1624 ef­

terfulgte h an Cort A slaksen som pro­

fessor i teologi hvorved h an sam m en med H ans Poulsen Resen og Jesp er Brochm and (1585-1652) kom til a t ud ­ gøre den lutherske ortodoksis univer­

sitæ re trium virat. H ans arbejde som teolog blev dog stæ rk t hæ m m et af et dårligt helbred, h an v ar for svag til a t væ re tilstede ved sin egen doktorpro­

motion i 1626, og h an døde i 1629.36 I sine teologiske skrifter lå B artho­

lin på linje med de herskende ten d en ­ ser i den danske udgave a f lutherdom ­ men, m en p a rre t med de særegne op­

fattelser som kom til ud tryk gennem Holger R osenkrantz’ skriftsyn.37 I det hele tag et var B artholin, ligesom den jæ vnaldrende Jesp er Brochmand, som teolog stæ rk t påvirket af Holger Ro­

senkrantz, og hans professorudnæv­

nelse er et udtry k for hvor stor indfly­

delsen fra h erren på Rosenholm v ar i disse år. B artholin opretholdt kravet om en blind underkastelse a f trosmy- sterierne p a rre t med idealet om den indre omvendelse, der skulle udm ønte sig i en ydre, p rak tisk livsførelse der stod m ål med de evangeliske forskrif­

ter. Betegnende er det a t den første forudsæ tning B artholin næ vner i sin studiehåndbog for den teologiske stu ­ dent i 1628, er preces & pietas: bønner og from hed.38

Teologien som læ re burde ikke tileg­

nes uden a t den praktiske livsudfoldel­

se fulgte de testam entlige forbilleder.

Teologien v ar dog ikke i sig selv nok.

B artholin føjer sig til den tradition, som vi h er h a r eftersporet, og som beto­

nede den religiøse nødvendighed af den alsidige uddannelse. Ligesom Jo h an n A rndt m ente B artholin derfor a t astro ­ nomi og fysik burde studeres, for disse verdslige videnskaber, som h an kalder dem, kunne anskueliggøre det hellige lys.39 Men sam tidig advarer h an mod a t tro a t videnskaben gav indsigt i sel­

ve det guddommelige lys og i trosmy- sterierne om fx treenigheden, K risti person, nadveren og opstandelsen.

D ette tem a v ar gennem gående i h ans danske præ dikener som uop­

hørligt understregede a t troens for­

hold “skulle wi lære alleeniste a ff Guds Ord, oc icke a ff Menniskelig Tant oc Fornufft som aldeelis heraff intet for- staar,”40 Men det skal ikke forstås som en afvisning af n a tu r studierne. I n a tu ­ rens bog, siger B artholin med henvis­

ning til Rom. 1, 18-23, findes alt det m an kan vide om Gud åbenbaret, og det er derfor en stor fejl hvis m an ikke tilegner sig den indsigt og forståelse der er nedfæ ldet i den. Men det er en forudsæ tning, et ufravigeligt krav, at kundskaben om de skabte ting bruges i overensstem m else med Guds plan, nemlig udbredelsen og tilegnelsen af ordet. V idenskaben m å derfor ikke re ­ sultere i “unyttige snack oc disputat­

ser, som huercken tiener til Guds ære eller Menniskens opbyggelse, men me­

get snarere til at vende Mennisken fra de usiunlige oc Guddommelige tinge­

sters Kundskab.”41

N u lå det jo ikke B artholin fjernt at anbefale de n atu r- og lægevidenskabe- lige studier. I 11 år havde h a n væ ret professor i medicin, og i overensstem ­ melse med de polyhistoriske idealer der dengang herskede, havde h an ud ­ foldet et bredt naturfilosofisk forfat­

tersk ab der ikke blot om fattede m edi­

cinske afhandlinger, m en også strak te sig over astronom i, astrologi, fysik,

m etafysik, retorik og logik. H an v ar en um ådelig populæ r lærebogsforfatter, og adskillige af h ans bøger kom i m an­

ge oplag, try k t over hele den prote­

stan tisk e verden.42

Da h an blev teologisk professor i 1624 betød det et afbræ k i h ans arbej­

de med naturfilosofien, m en h an vend­

te den ikke ryggen. Tværtim od tog han sig tid til a t få udgivet en lang ræ kke afhandlinger om medicinske og fysiske emner, og h an forfattede endda en lille vejledning i m edicinstudiet, udsendt i 1628, der sam m enfattede de fag og vi­

denskabelige forfattere som B artholin m ente v ar uomgængelige for den sam ­ vittighedsfulde læ gestuderende. Selv­

om der i hans naturfilosofiske arbejder ikke er noget der strider imod tidens teologiske rettro, hverken før eller ef­

te r hans oprykning til teologernes ræ k ­ ker, så er det alligevel påfaldende i hvor høj grad B artholin benyttede sig af natur- og lægevidenskabelige teorier som for en senere tids betragtning fore­

kom m er svæ rt forenelige med den lu ­ therske ortodoksis verdensforståelse.

Men B artholin er eksem plet på a t der kunne gives vide ram m er for det, der v ar m uligt a t diskutere og u n d er­

søge, n å r blot m an sørgede for a t holde sig borte fra teologiens enem ærker, og i øvrigt anlagde en tilstræ kkelig pie­

tetsfuld holdning i sit naturudforsk- ningsarbejde, hvad enten det v ar teo­

retisk eller p rak tisk orienteret. Det er på den måde det kan gå til a t hans stu ­ dievejledning for medicinen, udsendt m ens h an v ar professor i teologi, ikke k u n er centreret om de kanoniserede koryfæer som A ristoteles, Galen (ca.

130-200) og H ippokrates (ca. 460-ca.

370 f.Kr.) som kirken for længe siden havde fundet ud a f a t komme overens med, m en også k an anbefale 18 navn­

givne astrologer, Tyge B rahe og Jo h an ­ nes Kepler (1571-1630) inden for astronom ien, sam t en snes alkym ister og paracelsikere.43

For det første er det in teressan t at

Biskop H ans Tausens (1494-1561).En Ny Psal- mebog/rø 1553 indeholder denne “åreladem an d”, der viser sammenhængen m el­

lem menneskets organer og dyrekredsens 12 tegn.

Princippet var at man p å den tid a få r e t der stod i fx skyttens tegn, m ed fordel kunne slå en åre p å låret fordi dette tegn “regerede”

den del a f kroppen. A t lægeråd og andre praktiske anvisninger kunne optræde i salm ebøger er et eksempel p å hvordan det, vi i dag h ar u dskilt under det na­

tur- og lægevidenskabelige, for 1500-tallets m enig­

m and n aturligt kunne høre in d under en overordnet magisk-religiøs verdensfor­

ståelse, hvor kristen lovs­

ang og astrologisk medicin kunne følges ad.

B artholin næ vner både B rahe og Kep- ler, for de to adskilte sig fra den alm in­

delige, og af kirken accepterede, opfat­

telse a f universets indretning. Den var form uleret af Ptolem aios og beskrev jorden som hvilende og ubevægelig i universets m idte med de øvrige plane­

ter, inklusive m ånen og solen, kred ­ sende om den i daglige cirkelbevægel­

ser. Tyge B rahe havde redefineret pla­

n eternes indbyrdes placering, der var

hos ham ikke tale om a t planetsfæ rer­

ne lukkede sig om jorden som lagene i et løg, m en h an bibeholdt jordens ube­

vægelighed i universets (omtrentlige) centrum , og h an fastholdt a t p lan eter­

ne bevægede sig i cirkler. Kepler, der­

imod, v ar kopernikaner og h ans helio- centriske frem stilling af universet, hvor planeternes bevægelser beskrev en ellipse, stred direkte imod den dan ­ ske kirkes officielle holdning.

I B artholins egne væ rker talte h an altid imod kopernikanism en, m en det betød ikke a t h an m ente a t m an ikke skulle studere hvad Kepler havde skrevet. B artholin m ente godt a t m an kunne diskutere heliocentrism en som teori, m en a t m an, n å r det kom til re a ­ liteternes verden, m åtte stå fast på geocentrismen, for Bibelen bevidnede jo a t det v ar den “model” Gud havde skabt universet efter. Derudover h a r B artholin og K epler jo væ ret fælles om at tolke astronom iens re su ltater som led i en større helhed, nem lig af­

dækningen a f den guddommelige or­

den, og Keplers opfattelse af n a tu r­

videnskaben som en slags præ steger­

ning, h a r ikke væ ret B artholin uvel­

kommen.44

For det andet h a r B artholin, Brahe og Kepler alle væ ret enige om, a t der i astrologien v ar nyttige oplysninger at hente. B artholins egen håndbog i stjernekundskab Astrologia seu de stellarum udkom i syv udgaver 1606- 1624, og a f de flere hundrede forfatte­

re h an citerer i bogen, udvalgte h an en håndfuld som h an i 1628 anbefalede i De studio rnedico i relation til astrolo­

giens nytte for lægen. Det drejede sig først og frem m est om tolkningen af de såkaldte kritiske dage, dvs. det punkt i sygdomsforløbet hvor kulm inations­

p u n k tet nåedes, og hvor det blev af­

gjort om udfaldet ville være helbredel­

se eller ej. Teorien v ar så a t stjern er­

nes stilling i de kritiske dage havde indflydelse på udfaldet a f sygdomsfor­

løbet. B artholin henviser h eru n d er til M arsilio Ficino (1433-1499), der opfat­

tede den astrologiske medicin som en del a f den naturlige magi der handlede om a t benytte sig af de skjulte, men naturlige sam m enhæ nge i universet.

For Ficino stod den læ re i nøje forbin­

delse med herm etism en, som h an selv havde sørget for a t sprede kendskabet til gennem sin oversættelse a f de a n ­ tikke herm etiske skrifter.45 Det bety­

der ikke a t B artholin var herm etiker,

m en snarere a t h a n ikke ville udeluk­

ke m uligheden for a t der i de skrifter der blev tillag t H erm es Trismegistos, kunne eksistere en oprindelig visdom der ikke burde ignoreres, og a t denne visdom på udvalgte p u n k ter v ar fore­

nelig med, og kunne underbygge, en god kristelig forståelse a f him lens kræfter.

O m trent de samm e overvejelser gæ lder det tredje punkt: alkymien. Vi skal ikke forestille os B artholin som en alkym istisk m ystiker eller rendyr­

k et paracelsiker. Men som A rndt hav­

de væ ret inde på, v ar det i det tidlige 1600-tal en udbredt tanke a t kem iens sam m ensæ tning og adskillelse a f stof­

fer v ar en måde at eftergøre n atu ren s processer på, sam t a t disse processer var blevet benyttet af Gud under ska­

belsen. Set fra B artholins synspunkt ville lægen der ignorerede denne gren af videnskaben, derfor udelukke sig selv fra vigtige indsigter. Derfor h a r h a n heller ingen skrupler ved a t anbe­

fale læ sning af fx G iam battista della Porta (1535-1615) og Oswald Croll (ca. 1560-1609) der var to a f de m est kendte eksponenter for den naturlige magi og den paracelsiske medicin. For den naturlige magi og alkym ien skal sam m enflettes med de øvrige kendte videnskabelige teorier, aristotelism en og galenism en først og frem m est, og til sidst skal hele det videnskabelige cor- pus akkommoderes den store facitliste - Bibelen.

A fslutning

Jeg h a r ovenfor citeret fra Alex Wit- tendorffs Rejsen mod virkeligheden, og det vil væ re passende a t bringe et kon­

kluderende afsnit derfra også: “Hvis vi skulle forsøge at sammenfatte, hvad der er den afgørende forskel på det mentale univers i middelalderen og re- formationstiden på den ene side og vo­

res, kunne vi sige, at dengang skete en­

hver form for bevidstgørelse gennem det, vi har skilt ud og kalder religio­

nen. Vi kunne definere en middelalder­

lig mentalitet ved umuligheden a f at udtrykke sig uden for de religiøse for­

klaringsrammer - noget som i vores del a f verden var gældende i hvert fald langt op i 1600-tallet”’.46 Det sam m en­

fa tte r udm æ rket hvad jeg h a r forsøgt a t vise i relation til det n atu rv id en sk a­

belige, og som efter m in m ening m å gælde forståelsen a f alle forhold i den periode hvor det magisk-religiøse ver­

densbillede v ar enerådende: a t vores forståelse a f periodens ta n k e r og h æ n ­ delser ku n med dette in m ente kan gøre sig håb om a t have noget med re­

aliteterne a t gøre.

N år vi i dag k an mene a t det hæ nger dårligt sam m en a t integrere bogstav­

tro Bibelfortolkning med en n a tu rv i­

denskabelig forskning, så er svaret a t det k un kunne lade sig gøre fordi, der i det efterreform atoriske D anm ark ikke v ar tale om naturvidenskabelig tæ n k ­ ning eller teoridannelse i moderne for­

stand. De videnskaber un iv ersitets­

fundatsen og C aspar B artholin anbe­

falede blev ikke autom atisk opfattet som noget der v ar i opposition til den hellige skrift, for de v ar blevet ud ­ tæ n k t og virkede inden for den ma- gisk-religiøse erkendelsesram m e. Det er først efter den eksperim entelle re ­ volution a t den naturvidenskabelige metode h a r frem bragt så m ange resu l­

ta te r a t den kunne konstituere et vir­

kelighedssyn med en d eraf følgende skepticisme, der v ar stæ rk nok til at gøre op med hele den tusindårige ma- gisk-religiøse virkelighedsopfattelse.

Moderne naturvidenskab hører den moderne tid til. Det lader sig ikke gøre a t finde den i en førmoderne verden.47

Det betyder ikke a t der ikke v ar en spæ nding tilstede mellem fornuft og tro. Den findes overalt i ikke bare Jo ­ h a n n A rndts og C aspar B artholins for­

fatterskaber, m en i hele traditionen som der blev bygget videre på i univer­

sitetsfundatsen og senere i det 16.

århundrede. Anderledes kunne det vel ikke være n å r m an på den ene side m ente a t fornuften v ar fordærvet, m en a t den på den anden side ikke v ar m e­

re fordærvet end a t den kunne bruges til a t vinde indsigt i skabervæ rkets guddommelige plan. For en sen efter­

tid k an den slags forekomme som et skizofrent træ k ved det 16. og 17.

århundredes m ennesker, m en det var ikke m ere uforeneligt end a t det, n å r alt kom m er til alt, kunne rum m es for­

holdsvis gnidningsfrit inden for den magisk-religiøse verdensopfattelse. At verdensopfattelsen i det hele tag et ikke var fri for indbyggede m odsæ t­

ninger, bør ikke overraske os. Det er ikke anderledes i dag, og det h a r vel altid væ ret en a f historieforskningens børnesygdomme a t den vil ordne alt ud fra et krav om logisk konsekvens i for­

tidens m enneskers handlinger og y t­

ringer.

N oter

1. Den mest udførlige og præcise biografi over Skjelderup er H.F. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie fra 1537 til 1621 1, 1869, s. 629-637.

2. Se herom (samt for yderligere litteraturhen­

visninger og diskussion af temaerne i nær­

værende artikel) Morten Fink-Jensen: For­

nuften under troens lydighed. Religion og vi­

denskab i Danmark i de første hundrede år efter reformationen (1536), ph.d.-afhandling, Københavns Universitet 2002. Afhandlingen er under udgivelse på Museum Tusculanums Forlag.

3. Alex Wittendorff: Rejsen mod virkeligheden, 1986, s. 15.

4. Forholdet mellem tro og politik på reformati- onstiden er undersøgt i flere af Martin Schwarz Laustens arbejder om Christian 2.

og Christian 3., senest opsummeret i: Fætre, fæller i troen og fjender. Tro og politik hos Christian II og Christian III, Carsten Bach- Nielsen og Per Ingesman (red.): Reformati­

on, religion og politik. Fyrsternes personlige roller i de europæiske reformationer, 2003, s.

13-40.

5. Se herom Alex Wittendorff: “Fire stolper hol­

der et skidehus.” Tidens forestillingsverden,