Full text

(1)

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

(2)

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

(3)

j°l. 'hukluUc^

L. v j u

T « \

usiu^

f u .

1 9 1 7

(4)

VERDENSKRIGEN 1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019370896

< 2 3 7 ?

(5)

EN LILLE FORTÆLLING FRA KRIGEN

SOM JEG SELV HAR OPLEVET.

AF H. MIKKELSEN.

E G E T FORLAG MDCDXVII

(6)

EXPRESTRYKKERIET, VEJLE.

(7)
(8)
(9)

J e g vil her fortælle en lille S c e n e fra Krigen, s o m jeg selv har oplevet. J e g husker g a n s k e tydeligt d e n 1 s t e August, d a Krigen u d b r ø d ; d e r var j o n o k Tale o m Krig, men ingen a n e d e d o g , at d e n skulde k o m m e saa hurtig.

Vi s t o d ved vort daglige Arbejde, Klokken var henimod sek s. Pludselig paa en G a n g hør te vi e n voldsom Alarm; alle s k u l d e d o g ud at se, hvad d e r var paa Færde. Alle Kirkeklokker b e g y n d t e at ringe. Den e n e Afdeling Soldater efter d e n a n d e n kom marscherende g e n n e m G a d e n ; en Del af dem kom med Telegrammer, s o m s k u l d e paa­

klæbes alle Hushjørner, at Krigen var erklæret.

Andre Afdelinger Soldater med paaplantet Bajonet, T r o m m e r o g Fløjter d r o g igennem Byen for a t afhente alle d e s t o r e d a n s k s i n d e d e M æ n d ; d e m , d e traf paa G a d e n , maatte følge med, Resten af d e m blev afhentet i deres Hjem.

Ja, kære Læser, et skrækkeligt Syn saa jeg, d a Soldaterne marscherede lidt uden for Byen, hvor d e r b o e d e en gammel Mand, d e r tidligere havde været Redaktør paa et Blads Kontor, for at af hente ham. Da d e kom til Huset, blev Soldaterne kom­

manderet til at lægge s i g ned o m H u s e t med paa-

(10)

6

plantet o g skarpladt G e v æ r , for han maatte ikke knibe ud. Da Soldaterne laa r u n d t o m Huset, gik e n Sergent o g t o menige Soldater ind for at hente ham, det s a a lidt trist ud, for d e n gamle M a n d var svagelig, han k u n d e snart ikke gaa, men allige­

vel maatte han følge m e d ; han gik i Midten, Sol­

daterne ved Siden af ham, d e macherede langsomt igennem Byen med d e n gamle Mand, s o m blev bragt i Fængslet Der s a d d e s a a en kort Tid, s a a blev d e aliesammen ført o v e r paa en 0 , s o m h e d d e r Rügen, d e r maatte d e blive i et Fjerding- aarstid, før d e kom hjem igen, k n a p efter a t d e kom, d ø d e d e n g a m l e Mand.

D e første Mandskaber , s o m maatte af Sted var Marinerne; d e ilede s a m m e Aften, s o m Krigen var erklæret, u d til T o g e t . Saa gik det løs, d e n e n e T r a n s p o r t Soldater blev s e n d t af Sted efter d e n a n d e n , ingen vidste hvorhen, d e fik blot at vide, d e r var Krig o g at d e s k u l d e slaas for Fædrelandet.

Det var sørgeligt at se, naar en T r a n s p o r t Soldater skulde af Sted.

Forældre, Kone o g Børn s t o d ved T o g e t o g g r æ d . U n g e Piger uddelte Cigarer o g Cigaretter o g C h o ­ kolade. Musiken spillede, d e r blev raabt Hurra, T o g e t satte s i g i Bevægelse, d e r blev vinket o g raabt paa G e n s y n . Men for vor m a n g e blev der G e n s y n ; d e fleste maa lade deres Liv i fremmed J o r d , eller kommer hjem s o m Krøblinge.

H v o r var der Jubel o g Glæde, d a der kom Tele-

(11)

7

grammer, at Lütich o g Aachen var erobret. Kirke­

klokkerne ringede, Flagene blev hejst, alle Steder, hvor man kom, h ø r t e man ikke andet, e n d Ty­

skerne har sejret.

Vi troede alle, at Krigen fik snart E n d e ; men vi fik snart at mærke, det var ikke s a a hurtig at faa E n d e paa d e n Krig, s o m vi havde troet.

Tiden kom, d a jeg selv maatte af Sted. J e g blev indkaldt først i September. Det var ingen behagelig Tid, kan 1 tro, vi blev slemt travet igen­

n e m ; hele Dagen maatte vi marschere o g lave Øvelser, indtil sidst i O k t o b e r , d a maatte vi af Sted til Frankrig. J e g var hjemme paa O r l o v S ø n d a g e n før vi skulde af Sted. Det var en trist D a g at opleve, at skulde tage Afsked m e d s i n e kære; vi vidste jo ikke, o m vi skulde faa hinan­

d e n at s e mere.

Det var en Morgen, Klokken var 9, d a vi med fuld Musik marscherede o p til Banegaarden; vi var allesammen smykket med Blomster, d a vi marscherede g e n n e m G a d e r n e blev d e r fra Vin­

d u e r n e kastet Blomsterbukketter ned. Paa Bane­

gaarden blev vi indladet i Kreaturvogne; s a a blev der til hver af o s uddelt en s t o r Pølse, s o m vi skulde have med paa Rejsen; d e n skulde vare i t o Dage, til vi kom til Frankrig. Vi kørte saa igennem hele Tyskland, o g i alle Byer, vi kom igennem, blev der raabt Hurra, s o m o m vi skulde til en s t o r Fest.

(12)

8

Da vi naaede d e n belgiske G r æ n s e , fik vi alle­

rede et lille Indtryk af Krigen. Banegaarden o g alle H u s e var n e d s k u d t ; det g a v ikke et g o d t Ind­

tryk at b e g y n d e med. J o længere vi kørte ind i Landet, jo mere fik vi at se, hvad en Krig har at betyde; hele Byer, vi kom igennem, var ned­

s k u d t . Saa blev d e r blæst Alarm, vi maatte alle k o m m e u d af T o g e t for at faa noget a t s p i s e ; vi kom over en Del Skinner hen til et stort Skur, s o m Tyskerne havde ladet b y g g e ; der fik vi saa Rissu ppe med lidt Kødbrokker i. Vor Feltflaske fik vi fyldt med Kaffe; Kaffen var næsten ikke til a t drikke for Lugt, o g det s m a g t e o g s a a væmmeligt.

Vandet maatte ikke bruges, før det blev kogt, d a det var forgiftet; d e r kom n o g e t i Vandet, saa det ingen Skad e k u n d e g ø r e o s . Paa det s t o r e S k u r s t o d der malet: »Nur immer druf, wie der alte Blücher«. Det skal betyde: »Kun altid paa, s o m d e n gamle Blücher«. Det O r d skulde vi mærke o s ; d e r blev o g s a a s a g t til o s : »Kammerater, slaa Fjenden, for Tyskland skal vinde«.

Vi kom saa i T o g e t igen o g kørte videre.

D e s t o r e Tunneller, vi kørte igennem, var for det meste s p r æ ngt e. Jernbanen var o g s a a s p r æ n g t . J e g husker, vi kørte over en s t o r Bro med T o g e t ; det var ligefrem et helt Kunstværk, s o m d e havde bygget af Planker. Den var 1 8 Meter høj o g en 3 0 Meter lang. T o g e t kørte o g s a a g a n s k e lang­

s o m t derover.

(13)

9

Civilbefolkningen i d e belgiske Byer s t o d s o m d e var forstenet; m a n g e af dem s t o d o g g r æ d , d a d e saa vi k o m ; d e n e n e T r a n s p o r t Soldater kom derigennem efter d e n a n d e n , ingen Efterret­

n i n g k u n d e d e faa. Den e n e s t e Efterretning, d e fik af Tyskerne var, a t »Paris kaput«, Paris var skudt ned, det var jo til a t g ø r e d e m mere ked med. E n d n u et Stykke maatte vi køre, s a a blev d e r kommanderet: »Alle ud!« Vi k u n d e allerede h ø r e Kanonerne dundre, H u m ø r e t b e g y n d t e alle­

rede a t s y n k e paa o s . Vi blev opstillet, d e r blev givet O r d r e til, at vi skulde være parate til Storm.

Det var en ulykkelig O r d r e at faa.

Saa begyndte vi at marschere; vi kom igen­

nem en lille Landsby, hvor Krigen havde raset for nogle Dage siden, d e r saa det ikke g o d t ud.

Nu maatte vi selv til at b e g y n d e at tage fat. D e n første By, vi maatte til at hjælpe at drive Fransk­

m æ n d e n e ud af, var Blérancourt. Det gik o g s a a temmelig hurtig at faa Byen rømmet.

1 Blérancourt havde vi ikke s t o r e Tab. Da vi var færdige der, gik det løs a d Landevejen, o g saa over Markerne, hvor Fjenden satte en temme­

lig -skarp lid efter o s ; d e r havde vi s t o r e T a b . Saa i n d t o g vi en lille By, s o m hed Namsel, d e r satte vi o s fast en lille Tid i Skyttegravene; vi havde allerede tabt flere af vore Kammerater.

Vi var 10 D ag e i Skyttegraven, saa gik det

(14)

10

igen l ø s m e d blodige Kampe. Vi i n d t o g en Landsby, s o m h e d Moulins.

I Moulins blev vi en tre Uger. En Morgen Kl. 8V2 maatte vi s t o r m e ; vi laa lige o v e r for en Gaard, s o m vi skulde indtage. Det lykkedes og - saa for o s , men kostede utallige Menneskeliv.

Der s a d vi kun i 6 Dage, saa blev vi slaaet til­

b a g e til d e n gamle Stilling. Der holdt vi o s i 8 Uger; d e r blev tit proberet paa at angribe, men det lykkedes o s ikke. D e n n e Stilling kostede o s hver D a g m a n g e Mennesker.

Saa blev vi alarmeret til et Sted, hvor Fransk­

m æ n d e n e var ved a t bryde igennem; det var n e d e ved Arras. Der maatte vi k o m m e v o r e Kamme­

rater til Hjælp, d a d e fleste allerede var borte.

Det var paa høje Tid, vi kom dertil; vi maatte saa straks tage Del i Kainpen. Fjenden blev o g - saa drevet tilbage til deres gamle Stilling.

Nu besatte vi Stillingen, indtil vi fik Forstærk­

n i n g fra Garnisonen, for vi havde haft s t o r e Tab.

D a vi fik Forstærkning, blev vi afløst o g fik Ro i 6 Dage. 1 d i s s e 6 Dage havde vi Appel hver D a g med vort Tøj, s o m vi havde paa, o g Øvel­

s e r maatte vi o g s a a lave; det kalder d e for Ro.

Naar man saadan kommer i Ro, taler vi ikke med hinanden o m andet end, hvor mon vi nu skal h e n ? Men ingen véd, hvor T u r e n nu gaar hen.

Vi bliver blot kommanderet.

Nu blev vi indladet i T o g e t o m Eftermiddagen

(15)

11

Kl. 21I2 o g |kørte saa til Aften Kl. 9. Saa kom v T u d af T o g e t ; vi k u n d e allerede h ø r e et s v æ r t Bombardement. Vi m a r s c h e r e d e o g naaede e n d e ­ lig hen, h v o r vi s k u l d e hjælpe at angribe.

Det var en s t ø r r e L a n d s b y , s o m hed S o m a b y . I d e n By var det hele i Flammer, ikke et H u s var uskadt, men saadan var det jo alle Steder, hvor Krigen havde raset. Saa naaede vi det be­

rømte C h a m p a g n e o g Salou; d e r k o s t e d e det Menneskeliv, kan 1 tro. J o r d e n i C h a m p a g n e be- staar k u n af Kridt o g Klorkalk. D e r havde vi hver D a g s v æ r e K a m p e ; d e n e n e L u f t s p r æ n g n i n g kom efter d e n a n d e n . Det er en skrækkelig Tid a t t æ n k e paa. D e underminerede vore Skyttegrave o g fyldte d e n e n e Sæk Dynamit ind efter d e n a n d e n o g s a a blev der lagt elektrisk S t r ø m til, o g hver G a n g det s a a blev s p r æ n g t , rystede J o r d e n

a n g t borte. Vi kiggede til alle Sider, hvor d e t kom hen. Men d e r var kun faa, d e r s l a p g o d t fra d e t ; det var det slemmeste Sted, vi h a v d e haft.

Hver D a g blev d e r s p r æ n g t 4 — 5 G a n g e ; vi k u n d e ikke løbe bort, for u n d e r Forberedelserne blev vi bombarderet med Bomber o g lldstraaler o g gif­

tige G a s a r t e r ; vi gik d e r med G a s m a s k e r paa hele D a g e o g Nætter. Ved d i s s e S p r æ n g n i n g e r blev m a n g e af vore Kammerater levende begra­

vet o g m a n g e lemlæstet. Det var et frygteligt Sted. Bag Fronten var der lavet e n Kirkegaard, h v o r alle d e faldne blev begravet.

(16)

12

Den e n e s t e Glæde, vi havde, var r a a r vi fik Brev eller Pakke hjemme fra, det fik vi jo daglig, naar det d a k u n d e naa o s , fra Slægt, Venner o g Bekendte. Det livede jo lidt o p . Man k u n d e jo o g s a a faa mørke o g triste Dage, hvor man s y n t e s man kom aldrig g o d t fra d e n n e Krig; men allige­

vel slap jeg heldig.

En Dag, før vi vidste o m det at sige, vi havde lige haft 5 D a g e s Ro, maatte vi af Sted med T o ­ g e t igen; men d e n n e G a n g gik det til Tyskland.

Vi g l æ d e d e o s o g troede, vi skulde afløses; men nej, vi fik snart at mærke, T u r e n gik til Rusland.

Vi naaede d e n russiske G r æ n s e o m Eftermiddagen henimod Kl. 3, saa maatte vi ud af Toget. Vi marscherede i halvanden Dag. Under d e n n e T u r mistede vi 17 Mand. Det var e n stikkende Varme, saa man k u n d e s e s m a a Solperler i Luften; det var det fine S a n d , s o m hvirvlede i Luften. I Rus­

land har d e elendige Landeveje; vi gik i S a n d til Knæene. Det var en s t r e n g Marschtur for o s . Vor Ryg var helt i Stykker af T o r n y s t e r e n ; vore F ø d d e r o g Ben var helt i Stykker. Blodet l ø b ned ad vore Ben. Vi fik ikke a n d e t at s p i s e end hvad vi h a v d e med o s , for Bagagevognene k u n d e ikke følge med o s ; d e r maatte 16 til 18 H e s t e for Vognene, d e k u n d e ikke k o m m e igennem.

Endelig n a a e d e vi en Skov, hvor vi maatte hvile o s lidt. Her blev vi til n æ s t e Morgen. Vi maatte til at g r a v e efter Vand, o g s a a hen for a t

(17)

13

faa fat i nogle Kartofler; nu maatte vi jo selv s ø r g e for at faa noget at spise. D a vi s a a h a v d e faaet o s n o g e t at spise, lagde vi o s til a t s o v e til n æ s t e Morgen, s a a gik det løs igen. Vi n a a e d e Fronten o m Middagen. Kl. 3 var vi i s v æ r Kamp, vi s t o r m e d e s a a Østerlånke, det var e n lille For­

f æ s t n i n g ved W a r s c h a u

Saa gik vi foran W a r s c h a u ; her laa d e d ø d e , s o m d e var faldne. J e g blev saaret i F o d e n d e r o g blev transporteret paa et Feltlazaret, d e r var indrettet i en Skov. Der blev jeg i 3 D a ^ e inden jeg blev fo rb und en. Derfra kom jeg paa et La- saret i Ø s t p r e u s e n , her laa jeg, til jeg var n o g e n ­ l u n d e rask. Saa fik jeg O r l o v til G a r n i s o n e n .

Derfra maatte jeg s ø g e o m O r l o v til at k o m m e hjem. D a jeg var hjemme paa Orlov, be­

sluttede jeg mig til at v e n d e Ryggen fra d e n n e Krigstummel. J e g flygtede her til Danmark. H a r n u o g s a a faaet min K one o g Børn herned, o g nu befinder vi o s rigtig vel, o g vil nu ø n s k e at d e n n e Krig s n a r t h a v d e e n E n d e .

(18)

Mel.: Naar Solen ganger "til Hvile.

N a a r her vi s am les til Møde, bortgjennet fra Fædrenejord, j d a først skal for dem, d e r d ø d e , her lyde et Mindeord.

Saa m a n g e af v o r e kære blev drevet i D ø d e n hen —.

O , kan det vel a n d e t være, vi mindes hver trofast Ven.

O g s a a d e m a n g e d e r hjemme, d e r sidder med S o r g i Hu, ejheller vi d e m kan glemme.

Hvis ej før, — d a ved vi det nu, vi elsker det Land, d e r er vort, med d e mange, d e tusinde Hjem.

Vi alle — o m e n d drevet bort — vil se, at vi kan naa frem

o g p r ø v e at løfte i Flok, at v æ r n e v o r dyreste Skat.

Vil G u d , — d a lykkes det nok,

— blot alle maa g r i b e fat.

(19)

15 Derfor til eder, I mange, nu lyder det Alvorsord:

Skal ej af T i d e r n e trange, g e n b l o m s t r e vor F æ d r e n e j o r d ? Naar her jeg nævner d e mange, d a m e n e s hver R ø m n i n g s m a n d , s o m tvunget af Forhold trange, forlod vort elskede Land.

— Til o s d e r ligger en G e r n i n g ! Vi ikke kan k o m m e forbi. — Nej trøstig skal rulles Terning,

— o g Kræfter skal lægges i.

Det gælder n u — s o m ingensinde, aarvaagne o g med aabent Blik at fylkes o g Pladsen finde o g b r u g e d e Evner, vi fik.

At løfte vor Fædrenearv,

med G u d — skal lykkes o s vel, til eget o g fælles Tarv

nu g e n n e m »Vort h j e m l a n d s Vel«.

(20)
(21)

••••••••HH

(22)

Figure

Updating...

References

Related subjects :