paa
Den nordiske Industri- og Kunstudstilling
i Kjøbenhavn 1872.
Særlig Kunstkatalog.
Udgivet ved Komiteens Foranstaltning.
K j ø b e n l i a v n . T r y k t h o s C. F e r s l e w «fe C o.
1 8 7 2 .
B I B L I O T H E K ,
I n d h o l d .
D a n m a r k .
S i d e .
Indledning 3
Malerier i Olie eller Vandfarve og maleriske Tegninger 24
Billedhuggerkunst 49
Bygningskunst og Dekoration 52
Kobberstik og Lithografier 55
S v e r i g e .
Indledning 59
Malerier i Olie eller Vandfarve og maleriske Tegninger 70
Billedhuggerkunst 79
Kobberstik og Baderinger 80
N o r g e .
Indledning 85
Malerier i Olie eller Vandfarve 94
Billedhuggerkunst 98
Tilføjelser og Rettelser 99
Alfabetisk Register.
(De indklamrede Sidetal henvise til Indledningerne; de øvrige Tal angive de udstillede Arbejders Numre.)
Hs. Maj. Kong Carl XV 654-55.
Aagaard, C. F 168-70.
Abildgaard, N. A. [S. 11,15-16]. 2-4.
Ahlborn(f. Lundgren), Lea 780-81.
Als, Peder [S. 15]. 1.
Anckarkrona, H 656.
Anderson, Gustaf.. [S. 66]. 613.
Andersson, Nils . 614- Arbo. P . N 828-32.
Arsenius, Johan 657-60. Side 100.
Askevold, Andr. M 833-35.
B a a d e , Knud 836-38.
Bache, Otto 171-74.
Bagge, M. Th 839.
Ballin, ,T 587-93.
Balsgaard, C 175.
Barlag, Philip 840.
Bendz, Vilhelm [S. 21]. 100-4.
Bentzen, E. H 453-54.
Berg, Albert 661-62.
Berg, H. F 841.
Berger, J . C . . . . [S. 68]. 616-17.
Bergh, Edv 663-65.
Bergslien, Knud L. [S.89]. 842-42 a.
Billing, L. Th 667.
Binck, Jakob 164. Side 99.
Bindesbøll, M. G. [S. 8]. 514-15.
Bissen, Herm. V. [S. 13-15], 440-50.
Bissen, Vilh 455.
Blache, Chr 176.
Bloch, C a r l . . . . [S. 23]. 177-89.
Blommér, N. J . 0 618.
Blunck, Ditlev C. [S. 21]. 86-89.
Boklund, Johan C. [S. 68]. 669-70.
Brandelius, Gustaf 671-73.
Broch, Johan . [S. 90]. 802-2 a.
Buntzen, Heinr 190-94.
Bærentzen & Co., Em. 594-99 f.
Bøe, Frantz 845-54.
Bøgh, Carl 195.
Boijesson, Agnes 676-78.
Cainradt, J . L [S. 21]. 37.
Cappelen, Herm. August [S. 90], 802 b - 3 . Carstens, Asmus Jakob [S. 18]. 24.
Christensen (f. Tscherning), An
tonore 196-98.
Christensen, Christen [S. 15]. 451.
Christensen, Godfred 199-200 a.
Clemens, Joh. Fr. [S. 17]. 586 d - g .
Collett, Frdr 855.
la Cour, J 201-4.
D a h l , Carl N. M. F 128 Dahl, Joh. Chr. [S. 21, 85].
62-62 d, 804-5.
Dahl, Olaf 856.
Dahlerup, V . . . . [S. 10]. 522-23.
Dajon, N i k o l a j . . . . [S. 11]. 435.
Dalgas, Carlo E 148-52.
Dietrichson (f. Bonnevie), Ma
thilde 680-81 a.
Dirckinck-Holmfeld, Helmuth 206.
Disen, Andr. E 857.
Dorph, A 207.
d'Unker, se under U.
Eckardt, C "208.
Eckersberg. C. V. [S. 20], 43-58.
167. Side 99.
Eckersberg, Joh. Fr. [S. 89]. 812-17.
Eddelien, M. Heinr. E. [S. 21]. 90.
Eilersen, Rasm 210-14.
Ekenæs, Jahn 858.
Ericsson, J . E 769-71.
Eskilsson, Peter 619-21.
Evens, 0 456-58. Side 99.
Exner, J 216-23.
F a b r i t i u s de Tengnagel, F. M. E.
61.
Fagerlin, Ferd. J 683-86.
Fahlcrantz, C. J . [S. 65]. 622-23.
Fearnley, Thomas [S. 87]. 818-20.
Fischer, H 223 a. Side 99.
Fjeldskov, V 522.
Fladager, Ole H. . . [S. 91]. 922.
Fogelberg, Bengt E. [S. 65]. 772- 73 b.
Forssell, C. D . . . [S. 66]. 789-92.
Fortling, Eduard 600-1.
Freund, Herm. E. [S. 13]. 437-39.
Freund, G. Chr 460-61 a.
Frich, Joakim C. G. [S.87], 821-22.
Friedlænder, J 126.
Friis, F. F 513.
Frisch, John D 156.
Fristrup, N 224. 525.
Fritz, A 226.
Fritzsch, Ditlev . . [S. 19]. 25-26.
Frelich, Lorens 228-42.
Gebauer, C. D. [S. 19], 27-32.
Gertner, J . Vilh. 129-37. Side 99.
Gillberg, J . A [S. 66]. 624.
Glosimodt, Olaf 0 . 923-24. Side 100.
Gnudtzmann, J . E 526.
Gude, Hans F . [S. 89], 859-72.
Gurlitt, Louis 243.
Gerbitz, Johan [S. 86]. 823-24.
Gothe, E . G . . [S. 65], 774-74 a.
H a a s , Georg 586 c.
Hahn. F. .1. S . . 244.
Hammer, H. J 245-47.
Hammer, William 248-52.
von Hanno, A. F . W. . . . . 873.
Hansen, Carl F. S . . . 874.
Hansen, Chr. Fr. [S. 6] |s> X ZD Hansen, Const. [S. 22,23]. 253-58.
Side 99.
Hansen, H. C . . . 527.
Hansen, Heinr. [S. 23]. 259-64.
Hansen, N. C 265.
Harsdorff, C. F. . . [S. 4-6], 507.
Hartmann, Carl 461b.
Hasselriis, Louis . 463. Side 99.
Hellesen, A 528.
Helsted, Axel 265 a.
Herholdt, J . D. [S. 9], 529-30.
Hermelin, Olof 688.
Hertzberg, A. G. 689. Side 100.
Hetsch, G. F. . . . [S. 7]. 511-12.
Hetsch, C h r . . . 531-32. Side 100.
Hilker, G. C... [S. 22]. 533-46.
Hoffmann, Johannes 465.
Holbech, F r . . 465 a.
Holbech, N. P . . . 267.
Holm, Chr 98-99.
Holm, H. J 547-52.
Holm, Per Dan . . . 691.
Holmlund, Josefina 693-94.
Hockert, J . F . . . [S. 68]. 625-26.
Isaachsen, Olaf 875-76.
Jacobsen, Carl 925.
Jacobsen, David 127.
Jensen, C. A [S. 21]. 63-68.
Jensen, J . L [S. 21]. 80-84.
Jepsen, M 268-70.
Jerichau, J . A. [S. 15]. 466-72.
Side 99.
Jerichau (f. Baumann), Elisabeth 271-73, Jerichau, Harald 274-75, Jernberg, August 695-97,
Side 99.
Juuel, A. T 121.
Jørgensen, E 275 a.
Biallenberg, Anders 698.
Kittendorff, J . A 602.
Kjeldrnp, A. E. 162-63.
Kjellberg, J . Frith 782-83.
Kjellerup, T 155.
Kiærskou, F . C 276-78.
Kiorboe, C. F . . . . [S. 67]. 700-1.
Klein, V 553-59.
Knudsen, L. H 560-61.
Kondrup, Cath., Frøken . , . 173.
Kornbeck, P 279.
Koskull, A. G 702-5.
Kraft, F r 161.
Krafft (d. Y.), Pehr [S. 64], 627.
Kratzenstein-Stub, C. G. [S. 19].
38-42.
Kiichler, Albert [S. 22]. 280-83.
Købke, Christen S. [S. 21]. 106- 112a.
Kølle, C. A . . . . 284-86. Side 99.
I t a Cour, se under C.
Larsen, Emanuel 157-58.
Larsen, Ferd 603-4.
Larsson, Marcus 628-29.
Lehmann, Eduard 288-89, Side99.
Lerche, Vine. St 877-79.
Libert, G. Emil 290-91.
Lindegren, Amalia 707-11.
Lindholm, L. A 630-31.
Lorck, Carl J 880-81.
Lorentzen, C. A. . . . [S. 19], 23.
Losting, J . L 882-83.
Lund, Anker 292.
Lund, F . C 293-95.
Lund, J . L [S. 19]. 33-36 Lundbye, J . Ths. [S. 22], 138-45.
Lunde, A. C 296-97.
Lundgren (d. Æ.), Ludvig P. 775.
Lundgren (d. Y.), Pehr H. 776.
Lytzen, N. A 298.
Løffler, J . B 562.
Lonnroth, Fredric 715.
Løvmand, Christine 299, itlackeprang, A 300.
Madsen, A. P 302-3.
Malmstrom, J . Aug. . . . 716-18.
van Mander d. Y., Karl 165.
Side 99.
Marstrand, V.N. [S.22,23]. 304-21.
Melbye, Anton 322-27.
Melbye, Vilhelm 328-29.
Meyer, Ernst . . [S. 22]. 69-78 a.
Milide, Helena 720.
Molin, J . P 784-85 a.
Monies, D 330-34.
Mordt, Gustav Ad. [S. 90]. 825-26.
Munthe, Ludvig 884.
Muller, Adam. . [S. 22]. 114-19.
Muller, Morten . [S. 89], 885-91.
Møller, J . P . . . . [S. 21], 59-60.
Møller, Nils B 892-93.
Momer, Hjalmar C. G. [S. 67]. 632.
JYebelong, J . H 518-20.
Nebelong, N. S 516.
Nielsen, Cl. Amaldus.. 894-900.
Nielsen, Chr. V 563-68.
Nielsen, Johan 901.
Niss, Thorvald 334 a.
Nordenberg, Bengt 721.
Nordgren, Axel 722.
Normann, A 902.
Olrik, H 335-38, 476.
Ottesen, O. D 339-45.
P a l m , G. W 723-26.
Paulsen. Erik . . . [S. 17]. 19-22.
Pedersen, T. Vilhelm 147.
Perseus, Edv 727.
Peters, C [S. 15]. 477.
Petersen, Magnus 605-6.
Petersen, Ove 523.
Petersen, Soren H 586 h.
Petersen, Y 345 a.
Petzholdt, F r [S. 22]. 105.
Plagemann, C. G 634.
Plum, A 346-50.
von Post, Christine 728 - 30.
Side 100.
Preisler, J . M 586 a.
Preisler, J . G 586 b.
Printz, C. A [S. 90]. 827.
Prior, L 478-79. Side 100.
Qvarnstrom, C. G. [S. 68],
•777-79 d.
K a a b , C. A 635.
Raadsig, P . . . . 352-55. Side 99.
Rademacher, N. G 356.
Rasmussen, A 903-4.
Ribbing, Sophie A 731.
Richardt, Ferd 357.
Roed (d. Æ.), J . . . [S. 23). 360.
Roed (d. Y.), Holger . . . 358-59.
Rohde, F r 361-63.
von Rosen, Georges 732-36, 796-99.
Rosenstand, Yilh. 364-65. Side 99.
Ruben, Ludvig 800-1.
Rudbeck, Alex 737-38.
Rummelhof, Chr 905.
Rump, Gotfred 366-72.
Runeberg, Walter 480-81.
Rydberg, Gust. F r 739-42.
Rørbye, Martinus C. V. [S. 21].
91-97.
Saabye, Aug. 482-86. Side 100.
Salmson, Hugo 743-46.
Saloman, Geskel 747-50.
Side 100.
Sandberg, J . G. fS. 05]. 63G-37.
Schanche, Herman G 907.
Schive, J 908.
Schiøtt, August 373-75.
Schleisner, C. A 376-79.
Scholander, Fr. W. [S. 68].
751-51 b. Side 100.
Schovelin, Axel 380-81. Side 99.
Schoyen, Carl 909.
Siegumfeldt, H 382-85.
Simonsen, N 386-88.
Simonsen, Simon 389-91.
Simonsen, Søren 569-70.
Sinding, Otto 910-11.
Skari, Edv. O. R 912.
Skovgaard, P. C 392-402.
Smith, Frithjof. 913.
Smith, L. A 403-4.
Sonne, Eduard 607-11.
Sonne, Jørgen . . . [S. 9.]. 405-8.
Sparrgren, Lor. . . . [S. 66]. 638.
Stein, Th 487-94.
Stilling, H. C. . . [S. 9]. 571-84.
Storch, F. L.. . 409-11. Side 99.
Stramboe, Fr. 495-98. Side 10U.
Stub, Kratzenstein-, se under K.
Stack, J . M 639.
Sodermark (d. Æ.), Olof J . [S. 67].
640-42 a.
Sodermark (d. Y.), J . Per . 754.
Side 100.
Sødring, F r 122, 124.
Sørensen, C. Frederik . . 412-15.
Sørensen, Th [S. 10]. 521.
Tegner, I . W 612.
Thielemann, Th. 500-1. Side 100.
Thomsen, August 416-17.
Thomsen, Carl 418.
Thomsen, Emma 419.
Tliorin, C. F 517.
Thorvaldsen, Bertel [S. 11-13]. 436.
Thurmann, P . C 914.
Thylstrup, O . . . 502-4. Side 100.
Thorning, F 125.
Thørrestrup, J . Chr. . . . i21-23.
Tidemand, Adolf [S. 88]. 859, 917 19.
Trolle, Harald. . 424,
d'Unker, Carl H. L 643.
Ussing, Stephan P . H 452.
Vermehren, F 425-30b.
Vigedal, A. G 921.
Virgin, A. J . G 755.
Vogelsang, C. R . . . 431. Side 99.
Vogt (fedt Herbst), Adelgunde 505-6 a.
'll'ahlberg, Alfred 756-61.
Wahlbom, J . W. Carl [S. 67].
644-47, 793.
Wahlqvist, Ehmfried. . . 762-63.
Wallander, Jos. W i l h . . . 764-65.
Wallgren, Otto H . . . 648.
Way, Johan [S. 66]. 766.
Wegener, Th 432. Side 99.
Weidenhaupt, Andr. [S. 11]. 434.
Wennerberg, B 766 a - b .
Westin, Fredrik . . . [S. 64]. 649.
Wickenberg, Pehr G. [S. 67].
650-53.
Winge, M. E 767.
Winge (f. Tengelin), Hanna M.
768.
Wittusen, Laura, Frøken . 432 a.
Wiirtzen, Carl 432 b.
fcillen, V 153-54.
Olsted, P 433.
E l e v e r fra det danske Kunst
akademis Forberedelsesklasse til Arkitekturskolen . . . . 586.
Rasmussen, P. Herm., Maleri
konservator 164-67.
D A N M A R K .
Historisk Indledning til Betragtningen af den danske Kunst.
O p g a v e n for denne Indledning til den danske Kunstafdelings Ka
talog er, i saa stor Korthed som muligt, a t give en Udsigt over d e n æ l d r e d a n s k e K u n s t , forsaavidt som man kan lære den a t kjende gjennem K u n s t v æ r k e r , s o m e r e o f f e n l i g t i l g æ n g e l i g e i Kjobenhavn. Imidlertid ville vi med Udtrykket »ældre danske Kunst«
ikke betegne noget meget Gammelt. Kjøbenhavn er i sin nuværende Skikkelse en temmelig ny By; vi finde blandt dens Bygninger saa- godtsom ingen Rester f r a den katholske Middelalder. Men vi med
tage heller ikke her den ældre Gruppe af kjøbenhavnske Monumenter, som endnu smykke Byen og give flere af dens Partier et ejen
dommeligt og tiltalende Præg, nemlig Bygningerne fra Kristian den Fjerdes Tid (Nikolajtaarn, Rosenborg, Huset Gammel-Amagertorv Nr. 6, Børsen, Holmens og Trinitatis Kirker o. s. v.). Vel kunne vi med Rette rose os af disse Bygninger; men den Periode i dansk Kunst, som de betegne, er bestemt sondret fra den nyere Tid ved et langt Tidsrum, i hvilket baade Bygningskunsten og alle andre Kunster bleve ganske beherskede ved en Indflydelse fra Udlandet, som ikke medførte noget synderlig Godt eller Glædeligt, og som kom til a t staa i et falsk og ufrugtbart Forhold til Nationens egen Smag o g Traditioner.
En mere selvstændig dansk Kunst, der kan betragtes som For
skolen og Indledningen til den, der udøves i vor Tid, begyndte ferst i de senere Aartier af det forrige Aarhundrede. Kunstakademiet var blevet udvidet og grundlagt paany af Frederik den Femte (1754).
Det var indvandrede Franskmænd, navnlig Billedhuggeren S a l y og Arkitekten N. H. J a r d i n , som i Begyndelsen gave Tonen an ved Akademiet. Disse t o talentfulde Kunstnere bragte naturligvis deres Samtids Stil, som den havde udviklet sig i Frankrig, med sig til Danmark. Saly modellerede Frederik den Femtes statelige og elegant udforte Rytterstatue paa Amalienborg Plads (opstillet 1768), et Værk, der vel vidner om, a t det er udgaaet fra Rokokostilens Tidsalder, men som dog ved sin noblere og moderatere Holdning
peger hen imod en nyere Tid i Kunsten. I Jardins Værker, navnlig i Begyndelsen til den kolossale Friederichs-Kirke — den saakaldte Marmorkirke (1755—70) — føles et endnu mere afgjort Brud med Rokokostilen i Arkitekturen. Man sammenligne Stilen i denne Bygning med dem, som vare dens nærmeste Forgængere i den kjøbenhavnske Bygningskunst, navnlig Palæerne paa Amalienborg Plads (1750—55), og man kan ikke undgaa a t mærke et stort Frem
skridt i Henseende til Adel og Simpelhed i Formen. Dog er Jar
dins Stil ingenlunde ganske renset for Elementer af Rokokostilen. — Paa samme Tid repræsenteredes ogsaa M a l e r k u n s t e n i Kjøben
havn og ved Akademiet mest af indvandrede Fremmede, navnlig Svenskerne P i l o og M a n d e l b e r g ; dog havde Danmark tidlig frembragt en virkelig fremragende Portrætmaler, V i g i l i u s E r i c h s e n (1722—82), som kort efter Midten af Aarhundredet høstede Berømmelse ved Hoffet i St. Petersborg.
Det var forst med det andet Slægtled af Akademiets Kunstnere (danske Mænd, som vare udviklede i Fremmedes Skole), at Kunsten begyndte a t føle sig hjemme blandt de Danske selv; og fra nu af uafbrudt indtil vore Dage udviklede den sig gjennem Rækker af Lærere og Elever, som tilhørte Nationen selv; dog naturligvis saa- ledes, at Indflydelsen fra det øvrige Europa stadig er bleven følt og undertiden har havt den afgjørende Betydning netop paa de mest fremtrædende Vendepunkter. Vi give et Omrids af denne Ud
vikling, idet vi først betragte Bygningskunsten, dernæst Billed
huggerkunsten og Malerkunsten.
Arkitekturen beherskedes ved Aarhundredets Slutning næsten udelukkende af en enkelt Mands Virksomhed som Kunstner og Lærer. Denne Mand var C a s p a r F r e d e r i k H a r s d o r f f (1735—99).
I sin Ungdom havde han været Elev af Jardin; senere havde han i Udlandet — især i Paris og Rom — lært med mere Bestemthed og Klarhed at gaa videre ad den Vej, som allerede Jardin havde betraadt, og a t se med mere uhildet Blik paa de antike Forbilleder.
Antiken var dengang i Kunsten, og allermest i Bygningskunsten, Tidsalderens store Løsen; den skulde helbrede Tiden for Rokoko
stilens frivole Pyntelyst og kokette Væsen; af den skulde man lære Simpelhed og Storhed i Formen, Maadehold i Dekorationen, et enkelt, betydeligt og alvorligt Præg for Bygningens Helhed. Efter a t være hjemvendt til Fødelandet, blev Harsdorff snart Professor ved Kunstakademiet og i Aaret 1770, under den Struenseeske Re
gering, udnævnt til Hof-Bygmester, hvilket dengang havde saare Meget a t sige. Værker af første Rang i Henseende til Betydning og Omfang kom han imidlertid ikke til a t udføre; og en stor Del af hans Virksomhed, som gik ud paa Dekorationsarbejder til offen- lige Festligheder, fyrstelige Personers Indtog o. desl., der i sin Tid have havt en ikke ringe Betydning, er — om end ikke sporløst —
H i s t o r i s k I n d l e d n i n g . 5 t abt for Efterverdenen. Hans første betydelige arkitektoniske Projekt, som Den, der besøger Kjøbenhavn, let vil kunne stifte Bekjendtskab med, er Gravkapellet ved Roskilde Domkirke for Kristian den Sjette og Frederik den Femte. Dets Ydre har her ingen Betydning;
Harsdorff h a r ikke vovet a t stille sin antike Stil op i en paafaldende Modsætning til den gamle Domkirkes; i det Indre derimod, som Blikket ikke omfatter paa samme Tid som Kirkens egen Arkitektur, har han ved ædle og med genial Originalitet benyttede antike Former forstaaet at skabe et ualmindeligt Indtryk af fornem Vær
dighed, Stilhed og Ro. Imidlertid er Bygningen forst fuldført længe efter hans Død og, navnlig i Henseende til Farven, ikke fuldkom
men i Overensstemmelse med hans egen Plan. I Kjøbenhavn staar den smukke lille »Herkules-Loge« i Rosenborg Have (ca. 1773) og det allerforreste Parti af den nu til Nedrivning bestemte kgl.
Theaterbygning paa Kongens Nytorv (1774) som hans Værk. Ogsaa den smukke Gaard paa Kongens Nytorv, i Flugt med Charlotten
borg, ved Begyndelsen af Tordenskjoldsgade, er bygget af Harsdorff (1778) som et Slags Sidestykke til Theatrets Fa9ade; nu er den allerede noget forandret. Men i Løbet af de følgende Aar havde Harsdorff gjort sig sta d ig mere grundig bekjendt med de Op- maalinger og Afbildninger af Bygningsværkerne fra den græske Kunsts ypperste Tid, især i Athen, som skyldtes engelske Arkitekters Virksomhed. Europa havde indtil efter Midten af det forrige Aar- hundrede endnu Intet kjendt til disse Værker, i hvilke den antike Stil viser sig med en langt større Originalitet, med en langt finere og ædlere Skjønhedssands i Gjennemførelsen af det Hele og det Enkelte, end i de romerske Værker, som indtil da bleve betragtede som Bygningskunstens Højskole. Det var endnu kun saare Faa, som ret forstode [de græske Værkers overlegne Skjønhed, og endnu Færre, som turde vove at indføre de ny opdagede Former i Stedet for dem, som havde Tidens Hævd; og saagodtsom Ingen formaaede a t anvende disse Former paa en Maade, som kunde svare til den moderne Bygningskunsts Fordringer. Skjøndt han allerede var en fuldt udviklet Kunstner, og skjøndt det aldrig faldt i hans Lod at kjende den græske Bygningskunst gjennem Skuet af Originalværkerne, kastede Harsdorff sig dog med en ægte Kunstnerbegejstring over Studiet af den græske Arkitektur og blev en af de allerførste Byg- mestere i Europa, som anvendte den paany. Man maa herved na
turligvis ikke glemme, at hans Kjendskab til den umulig kunde være fuldstændigt,, og at han navnlig ingen Forestilling kunde have om den Maade, hvorpaa Grækerne anvendte Farven i deres Byg
ningskunst. Da Kristiansborg Slot 1794 var afbrændt og Konge
familien blev nødsaget til at søge Husly paa Amalienborg Palæer, byggede Harsdorff den skjønne Forbindelse mellem de t o sydligste Palæer (»Kolonnaden«), i hvilken han anvendte den ioniske Søjle
arkitektur renere og skjønnere, end maaske nogen tidligere moderne Arkitekt; og dette lille Værk staar derfor baade i historisk og i kunstnerisk Henseende som et af de vigtigste i Kjøbenhavn. Men en endnu rigere Virksomhed for Harsdorff medførtes af den store Ildebrand, som 1795 edelagde saa meget af Kjøbenhavn. Hoved
stadens Bigmænd gjorde gjerne hos Danmarks første Arkitekt Be
stillinger paa nye og anselige Privatbygninger. I Løbet af de faa Aar, som hengik inden hans Død, projekterede og udførte han tre betydelige Privatgaarde, der alle vidne om hans store Talent, hans rene Sands for de arkitektoniske Former og hans udviklede Blik for Beliggenhedens Fordringer, nemlig: »Pesschier's Gaard«, der nu ejes af Industriforeningen (Holmens-Kanal Nr. 12), hvilken dog i en langt senere Tid er forhejet med en Etage, — »Løveapotheket«, paa Hjørnet af Amagertorv og Hyskenstræde, og »Erichsens Gaard«
(nu ejet af Hof-Stolemager Hansen), for Enden af Kongens Nytorv, i hvilken han atter anvendte sin kjære ioniske Søjle paa en saadan Maade, a t denne Gaard næsten i arkitektonisk Værdighed faar Præget af mere end en Privatbygning. Men de af Harsdorff be
nyttede Former og den Opfattelse af Bygningskunsten, som var ejendommelig for h a m , havde saaledes meddelt sig til hans Skole o g til hele den kjøbenhavnske Smag i Bygningskunsten, a t saagodt- som hele den Del af Kjøbenhavn, som blev opført efter Branden 1795, kom til at bære et Præg, der vidner stærkt om hans Ind
flydelse. Som Exempler herpaa kunne nævnes mange anselige Gaarde paa Strøget mellem Holmens-Kanal og Amagertorv, Vimmel
skaftet, Gammeltorv o. s. v., der alle gjøre Indtryk af en vis borgerlig fornem Værdighed, som er udtalt med antikiserende Former, og som staar i en skarp Modsætning til de ældre Gaarde i Kjøbenhavn, der ere udførte efter den tidligere store Ildebrand 1728 eller længere henne i det 18de Aarhundrede. Forøvrigt udgik der fra hans Skole ingen Mand, som paa nogen Maade i Begavelse kunde maale sig med Mesteren selv. Hans Elev M e y n havde (1786) bygget »Det kirurgiske Akademi« i Bred
gade, en Bygning, som ikke godt kan taale Sammenligning med Harsdorffs egne. Imidlertid forelaa der efter de store Hdebrande (foruden de tidligere nævnte ogsaa Kjøbenhavns Bombardement 1807) en Mængde Opgaver for Bygningskunsten af den allerbetyde- ligste Natur: Kongeborgens, Metropolitankirkens (Frue Kirkes), Eaad- og Domhusets Gjenopførelse o. s. v. Den Mand, hvem disse store Arbejder bleve overdragne, var C h r i s t i a n F r e d e r i k H a n s e n (1756—1845), som havde studeret under Harsdorff og for en stor Del traadte i hans Fodspor og benyttede hans Former, men som ingenlunde var trængt ind i den antike Stil med en saa sym- pathetisk Følelse eller en saa udviklet Skjønhedssands, som han.
F « d Bedømmelsen af Hansens Bygninger maa man imidlertid ikke
H i s t o r i s k I n d l e d n i n g . 7
glemme, a t der var foreskrevet h a m meget vanskelige Vilkaar: h an skulde for en stor Del bygge over Ruiner, som forefandtes, og den Velstand, som i det foregaaende Aarhundredes Slutning fandtes baade hos det Offenlige og hos Private, var n u afløst af Armod. I de t o første Aartier af Aarhundredet rejste det kolossale Kristiansborg sig a t t e r ; den ældre Bygning f r a Kristian den Sjettes Tid havde været gjennemført i en flot o g overlæsset Rokoko
s t i l ; den nye blev roligere, moderatere og simplere i sit Præg, men tillige fattigere, tommere og niere nøgtern; og en Sammenligning mellem denne Bygnings og de Harsdorffskes Enkeltheder kan den vanskelig taale. I Kompositionen af den tilhørende Slotskirkes Indre optog Bygmesteren for en Del Harsdorffs I d e t i l Kapellet i Ros
kilde. Ved Bombardementet 1807 var Frue Kirke afbrændt o g gjenopførtes af Hansen 1811—29; h e r kom Bygmesteren i det y d r e P o r t a l ind paa den græske doriske Stil, medens hans Former øllers for det meste vare hentede fra den romerske Arkitektur. Det er Thorvaldsens Værker, som give Kirken dens vigtigste Interesse for Besøgeren; Bygmesterens eget Arbejde, som i en senere Tid er hævet ved en moderat og smagfuld Anvendelse af Farve, kan ikke længe fængsle Beskuerens Blik. Raad- og Domhuset p a a Nytorv, i Forbindelse m e d de nærliggende Fængselsbygninger, er Hansens tidligste større Værk (1803—15); den plastiske Dekoration, hvortil Bygningen er anlagt, og hvortil den hejlig trænger, for ikke at gjare e t t o m t og kjedeligt Indtryk, venter endnu p a a sin Udførelse.
Blandt Hansens andre Bygninger kan mærkes Metropolitanskolen (1816), lige overfor Frue K i r k e . ' — Saaledes faldt desværre den Virksomhed i den kjøbenhavnske Bygningskunst, som mest trængte til gunstige Vilkaar og til en genial Arkitekt, paa et uheldigt Tids
punkt i Byens Historie. — Hansens Elev P . M a l l i n g (1781—1865) opførte 1831—36 Kjøbenhavns Universitet, som var afbrændt under Bombardementet. (Desuden Sorø Akademis Bygninger, 1822.) Her er endnu en antikiserende Stil bibeholdt ifølge den traditionelle Retning: dog ere Antikens Former her anvendte med en større F r i h e d , saa a t m a n vel føler Begyndelsen til en n y Bevægelse i Bygningskunsten. — Wurttembergeren G u s t a v F r i e d r i c h H e t s c h (1788—1864), uddannet i P a r i s hos Percier og senere i Rom og en varm Tilhænger af Schinkels Retning i Tydskland, nedsatte sig i Danmark og fik en betydelig Indflydelse, mest som Lærer for yngre Arkitekter og ved sin overordenlig energiske o g ivrige Virksomhed for Haandværkernes Uddannelse; som udøvende Arkitekt h a r han havt mindre Betydning for Kjøbenhavns Bygningskunst (det katholske Kapel i Bredgade Nr. 4 8 [1842], Anlæget af Buegangene og Pavil
lonerne ved Toldboden, Synagogen i Krystalgade [1833] og den mo
saiske Skole i Skindergade).
\
Som det allerede vil mærkes af Hetsch's arkitektoniske Virk
somhed, var den antike Stils Eneherredømme ophørt længere Tid fer Midten af dette Aarhundrede; i Europa havde allerede Studiet af Middelalderens Arkitektur i længere Tid næsten indtaget en større Plads end Studiet af Antiken. De danske Arkitekter, som paa hin Tid rejste i Europa, kom derfor i Berøring med en større Mang
foldighed af Gjenstande for Studiet; den romanske, den gothiske Stil og Eenaissancen bleve studerede, og efterhaanden blev den an
tike Stils Benyttelse kun indskrænket til visse Opgaver, som egnede sig for den. Imidlertid var Forstaaelsen af den antike Stil selv ogsaa rykket betydeligt fremad ved det stærke Liv ikke alene i.
Kunsten, men ogsaa i Videnskaben, som betegnede Begyndelsen af dette Aarhundrede. En højst ejendommelig Opgave, for hvilken der ikke fandtes noget umiddelbart Forbillede i Verdens øvrige Kunst, blev stillet den danske Arkitektur i Aarene efter 1830. Det var e t M u s e u m f o r T h o r v a l d s e n s V æ r k e r . Her var den antike Stil selvskreven som den der svarede til Mesterens plastiske Stil og t i l det hele Indtryk af sydlandsk Liv, som knyttede sig til hans Kunst.
Denne Opgave overdroges til M i k a e l G o t t l i e b B i n d e s b o l l (1800—56), som 1839—47 opførte den nuværende Bygning ved Kristiansborg Slot. Pladsen for Bygningen var given af Regeringen, men kunde ikke være heldig for Foretagendet, da Virkningen af Museet nødvendigvis maatte trykkes ved Nærheden af de kolossale Slotsbygninger, og da Museets Bygmester ved den Stil, som han vilde have frem, let maatte komme i Strid med Slottets Stil. Bin
desboll søgte paa ingen Maade at undgaa denne Strid: naar Museet skulde hævde sin Plads under saa store Omgivelser, har han snarere maattet søge en Forskjellighed i Stilen. Han har over
hovedet paa ingen Maade frygtet for at varetage sin ganske nye Opgaves Interesser ved at løse den paa en Maade, som var ganske ny i den kjøbenhavnske Bygningskunst, selv om han derved udsatte sig for, at hans Værk i længere Tid ikke skulde blive forstaaet af det kjøbenhavnske Publikum. I Bygningens Stil har han ikke bundet sig til noget bestemt antikt Forbillede; han har vist sig som en Kunstner, der paa sine Rejser var bleven dybt fortrolig med hele den antike Kunsts rige Skatkammer; og i alle Enkelthedernes Linier og Former viser han et finere, et mere udviklet Kjendskab til Antikens kunstneriske Væsen, end nogen tidligere dansk Arkitekt, endogsaa Harsdorff, har lagt for Dagen. Hvad der navnlig under et nordisk Klima og blandt de senere nordiske Traditioner maatte virke som noget ganske Fremmed — og derfor for Mange fra
stødende —, var den Rigdom af Farver, hvormed han har smykket sin Bygning, ogsaa dens Yderside; Intet viser klarere, a t han med fuld Bevidsthed har villet fremkalde et Indtryk af sydlandsk Kunst midt i en nordisk By. hvis Publikum har hævnet sig paa ham.
H i s t o r i s k I n d l e d n i n g . 9
ved længe at bilde sig selv og Andre ind, a t hans Bygning var i »ægyptisk« Stil. Thorvaldsens Museum, som fremfor nogen anden af vore Bygninger er udfort efter rent kunstneriske Hensyn, og som i sin Tid har udviklet en betydelig Virksomhed i de Ar
kitekturen tjenende Kunster — navnlig i Dekorationsmaleriet — , m a a først og fremmest betragtes som et Mausoleum, en Grav
bygning. Det er denne Ide, som er gjennemfort i Bygningens Arkitektur og Dekoration, — det er den, som giver Samlingen og Anordningen af Mesterens Værker en betydningsfuldere Indvielse, end et almindeligt Kunstmuseum har. Det er Aanden og Stem
ningen i Sydlandets antike Gravbygninger, som, langt fra at minde om Dodens Kulde, hellere smykke sig med Livets glade Farver, uden derved at forstyrre det afsluttede og rolige Præg, der passer for et Monument, — det er den, Bindesboll har gjengivet i denne mærkelige Bygning. Desværre har Farven paa Museets Ydre lidt en Del af det umilde Klima, og Malerierne, der strække sig som en Frise under Vinduesrækken (udførte efter Kartoner af J . S o n n e ) , ere allerede meget ødelagte. Det er hyppig blevet overseet, at disse Malerier, som slutte sig saa nøje til en Bygnings Dekoration, selvfølgelig ikke have kunnet eller skullet udføres med Fordring paa illusorisk at gjengive Naturens egne Virkninger, men at man har villet oplive den arkitektoniske Flade ved Billeder i faa og rolige Farver, uden at forstyrre eller gjennembryde Fladens arkitektoniske Betydning.
Heldigvis har den skjønne Dekoration af det Indre for det meste holdt sig langt bedre. — Museet er uden Sammenligning Bindes- bølls betydeligste Værk. Foruden dette kan her kun nævnes Landbohøjskolen ved Biilowsvejen (som udførtes efter hans Projekt og indviedes 1858); hvad han ellers har bygget, findes i Provindserne. De senere Bygninger af større Betydning i Kjøbenhavn ere op
førte af nulevende eller nylig afdøde Arkitekter og skulle her kun kortelig anføres, for a t den fremmede Beseger kan danne sig en Forestilling om den seneste Udvikling af Arkitekturen i Danmark.
I 1846 opførtes Kasino (Amaliegade Nr. 10) af H. C. S t i l l i n g , som 1856—58 restaurerede Børsen og opførte den store Børssal, samt 1857—59 byggede Kjøbenhavns Sygehjem. F . M e l d a h l har i 1857—58 bygget Blindeinstitutet (paa Citadelsvejen), 1859—60 Idiotanstalten (i Rahbeks Allee) og 1865 Navigationsskolen i Havne
gade Nr. 23; f r a 1860 har han ledet Gjenopførelsen af Frederiksborg Slot. C h r . H a n s e n har 1859—61 bygget det astronomiske Ob
servatorium (paa Bastionen ved Rosenborg), 1859—63 Kommune- Hospitalet (paa Oster-Farimagsvej), 1863—69 Universitetets zoo
logiske Museum (i Krystalgade). J . D. H e r h o l d t : 1857—61 Uni- versitets-Bibliotheket (i Fiolstræde), 1863 Studenterforeningen (ved Holmens-Kanal), 1864 Kjøbenhavns Banegaard, 1866—69 National
banken; og blandt private Bygninger: Huset Grøns Forretnings
lokale (ved Holmens-Kanal, ved Siden af Studenterforeningen).
V. D a h l e r u p byggede 1869 den ydre Toldbodbygning og T h . S ø r e n s e n (f 1867) 1856—61 St. Johannes Kirke (paa Nørrebro), o. s. v.
For den Billedhuggerkunst, som øvedes af danske Kunstnere henimod Slutningen af forrige Aarhundrede, var, ligesom for Byg
ningskunsten, A n t i k e n den højeste Lov og Rettesnor. Den arbejdede sig stadig mere fremad imod dette Maal. Denne Retning repræsenteredes i Aarhundredets sidste Del navnlig af J o h a n n e s W i e d e w e l t (1731—1802), som i Udlandet havde lært den berømte tydske Kunstforsker Winckelmann personlig at kjende og var bleven stærkt paavirket af ham. I Sammenligning med Saly's Stil viser Wiedewclt's virkelig ogsaa et betydeligt Fremskridt i Henseende til Forstaaelse af Antiken og i nobel og alvorlig plastisk Holdning; hvor
med det dog ingenlunde skal være sagt, a t Saly fulgte s i n Retning med mindre personlig Begavelse, end Wiedewelt fulgte sin. Wiede- welts vigtigste Arbejder i Kjøbenhavn og dets Omegn ere: de større plastiske Dekorationer med Danmarks og Norges Figurer i Fredens
borg Slotshave, paa Plænen ved Slottet; fremdeles: Kristian den Sjettes Marmorsarkofag i det af Harsdorff byggede Kapel ved Ros
kilde Domkirke, og sammesteds hans Hovedværk: det store Grav
mæle over Frederik den Femte med de sorgende Figurer af Danmark og Norge (Dronning Louises Marmorsarkofag er udført af C. F.
Stanley, f 1813); endvidere: Statuen af »Troskab" paa Frihedsstøtten paa Vesterbro. Enkelte Arbejder af Wiedewelt ville ogsaa findes paa vore Kirkegaarde, som i det Hele taget fortjene Opmærksomhed hos den, som nøjere vil forfolge Smagens Udvikling fra Slutningen af forrige Aarhundrede. Ved Siden af denne fornemmere, antikiserende Ret
ning i Billedhuggerkunsten mangler det heller ikke ganske i denne Tid, med dens nationale og patriotiske Iver, paa Forsøg i en mere n a t u r a l i s t i s k national Kunst; men denne Bestræbelse repræsen
teres rigtignok paa en saa uheldig Maade, at den ganske mangler kunstnerisk Betydning, ved de 55 Figurer af norske Bønder i National
dragter, som den indkaldte Tydsker J . G. G r u n d udførte (1757—61) til
»Normandsdalen« i Fredensborg Have. — De større monumentale Ar
bejder af national Betydning havde hidtil knyttet sig til Kongehuset, enten som Gravmæler eller Æresminder over fyrstelige Personer, eller som Udtryk for Fyrstehusets Anerkjendelse af den danske og norske Nationalitets Existens; først i Aarhundredets sidste Tiaar rejste sig e t virkeligt betydeligt Nationalmonument, som skulde hædre en Be
givenhed af folkelig Betydning, og til hvilket Omkostningerne til
vejebragtes ved almindelig Subskription; det var Mindesmærket for Stavnsbaandets Løsning, den saakaldte » F r i h e d s s t ø t t e « paa Vester
bro. Indbydelsen til Subskriptionen er udstedt den 23de April 1791,
H i s t o r i s k I n d l e d n i n g . 11 og Monumentet var færdigt i Efteraaret 1797; Udkastet til Monu
mentets Helhed skyldes Maleren N. A. A b i l d g a a r d . Af de fire Statuer paa Hjernerne er »Troskab«, kjendelig ved Hunden som Attribut, som sagt, udfort af Wiedewelt; »Tapperheden«, med Spyd i en F a n e , og »Fædrelands-Kjærligheden«, med Borgerkrone, af N i k o l a j D a j o n ; »Jorddyrknings-Flid«, med Plov og Overflødigheds
horn, af A n d r e a s W e i d e n h a u p t ; Eelieferne paa Fodstykket inde
holde allegoriske Betegnelser for Frigivelse og Retfærdighed. Det mest Nationale ved dette Monument er de efter Tidens Smag smukke danske Indskrifter af Thomas Thaarup; i kunstnerisk Hen
seende taler Monumentet med sine mange lærde Allegorier og sit hele antike Tilsnit mere Latin end Dansk, i hvert Fald et Sprog, som vistnok har været uforstaaligt for den Stand, hvem det Hele nærmest vedkom. Forøvrigt maa man anerkende en ganske nobel Plastik baade i »Tapperhedens« og »Troskabens« Figurer; i den sidste ogsaa en varmere og kraftigere Folelse, uagtet dens noget tvungne Stilling og den usande Anordning af Klædebonnet; og i Relieferne, som ere udferte efter Udkast af Abildgaard, finder man en mærkelig udviklet Reliefstil, som allerede har mange af de For
tjenester, man ellers plejer a t betragte som indførte i den nyere Kunst af Thorvaldsen.
Fra Akademiet i Kjøbenhavn udgik mod Slutningen af Aar- hundredet den eneste danske Kunstner, som har erhvervet sig en sand Verdensberømthed, og har grebet mægtig ind i hele den euro
pæiske Kunsts ^Udvikling: B e r t e l T h o r v a l d s e n (1770—1844). Det vilde selvfelgelig blive for vidtløftigt her at udtale sig efter For
tjeneste om hans Kunstnervirksomhed, og det er overflødigt at hen
vise til hans Museum; vi berøre ham kun som Led i den danske Kunsts Udvikling, uagtet denne Synsmaade kun omfatter en mindre Del af hans Betydning. Den Mand ved Kunstakademiet, hvem Thorvaldsen skyldte mest som Lærer og Vejleder, var ikke nogen Billedhugger — det var Maleren Abildgaard; og hans Ungdoms
værker f r a Kjøbenhavn (se Kjælderen i Museet og enkelte Arbejder paa Charlottenborg: hans Medalje-Reliefer af Heliodor (1791) og navnlig det skjønne Relief af »Peter og Johannes, som helbrede den Lamme« (1793), eller Reliefet af Priamos og Achilles sammesteds) vise endog hist og her Indflydelse af Abildgaards individuelle Sær
heder. 1797 kom han til Rom, hvor han saa Antiken Ansigt til Ansigt, »hvor Sneen smeltede fra hans øjne«, og hvor han desuden lærte en ældre Kunstner at kjende: den fortræffelige sydslesvigske Maler A. J . Carstens, som vistnok mere end nogen anden Kunst
ner førte ham ind paa den Retning, som han senere fulgte. F r a 1803 af brød han sig i Rom sin glimrende Bane. Det var den Tid, da man i hans Hjem, kæmpende imod ugunstige Vilkaar, arbejdede paa a t gjenoprette Skaden fra de store Ildebrande.
Hans første betydeligere Arbejder for Danmark vare: Udkastet t i l det store Gavl-Relief paa Kristiansborg Slot (senere udført af Borup) og de fire Medaljoner paa den samme Facade (1808—10): i Gavl-Reliefet gav han ved de store Figurer af Jupiter, Minerva og Nemesis, Jorden og Oceanet, et Udtryk for Kongemagt og Kongevisdom; i de skjønne Medaljon-Reliefer fremstillede han Herkules og Hebe som Styrkens Symbol, Minerva og Prometheus som Visdommens, Nemesis og Jupiter som Magtens, Hygiea o g Æskulap som Sundhedens. De store Bronce-Statuer i Nicherne forneden ere støbte efter hans Dod af Dahlhoff; kun til den ene (Herkules) har han selv 1843 udført Modellen, til de øvrige t r e (Minerva, Nemesis og Æskulap) kun Skizzerne. Til Kristiansborg Slot udførte han ogsaa en Gjentagelse af sin berømte Frise af Alexander-Toget. Under hans Besøg i Danmark 1819—20 fattedes Planen til den storartede Række af Grupper, Reliefer og Statuer til Smykke for den gjenopbyggede Frue Kirke — et enestaaende Fore
tagende i den moderne Plastik. Disse Arbejder, med Johannes- Gruppen som Indledning og den imponerende Kristus - Statue som Afslutning, danne de betydeligste Bidrag til den danske Monumental
plastik, som han eller nogen anden Kunstner har præsteret; de bleve for det meste udførte i Rom. 1838 vendte han atter hjem til sit Fædreland og tilbragte det meste af sin Alderdom der. Fra denne Tid hidrøre enkelte Reliefer, som fandt en monumental An
vendelse i Danmark, deriblandt: »Kristus velsigner Børnene« (1840, til Frederik den Sjettes Asyl i Reverensgade) og Statuen af Kristian den Fjerde (1840), som, støbt i Bronce, nu er opstillet ved Rosen
borg Slot; egenlig var den bestemt til Kongens Gravkapel ved Roskilde Domkirke, derfor staar den med Hatten i Haanden. — Omendskjøndt Thorvaldsens Kunstnerliv kun for en ringe Del til
hører hans Fædreland, og omendskjøndt han udførte den største Del af sine Værker for andre Nationer, har han dog en stor og ejendommelig Betydning ogsaa for den videre Udvikling af den danske Kunst og Smag. Hans store Berømmelse og den Glands, den kastede tilbage over Fædrelandet, bidrog mere end noget Andet t i l at give Kunsten en sikret Stilling i Hjemmet. Hvor meget han end som Kunstner h a r lært af Antiken og af Sydens Liv, saa for
nægter den nordiske Natur sig dog paa intet Punkt i hans Værker;
man kjender ham altid let fra Franskmænd, Italienere eller Tydskere
— selv hvor de behandle de samme Opgaver som han — ved det Rolige, lidet Anspændte og aldrig Overspændte i hans Væsen, — ved den fuldkomne, uskyldig-kunstneriske Naivetet, som i h a n s Kunst er forenet med den dybe og sindrige Tanke. Derfor h a r ogsaa den danske Nation tilegnet sig hans Kunst i et Omfang, som neppe noget andet Folk; hans Museum er som en Højskole for Kunsten, og hans Ideer og Billeder ere, gjennem Industri af enhver
H i s t o r i s k I n d l e d n i n g . 1 3
Art, gaaede over i det daglige L i r ; j a Guldgruben benyttes under
tiden maaske endogsaa med en vis Letsindighed.
Thorvaldsens Stil blev, som det næsten fulgte af sig selv, Grundlaget for de yngre danske Billedhuggeres. Blandt disse maa først nævnes H e r m a n E r n s t F r e u n d (1786—1840), en dyb og alvorlig Kunstnernatur, hvis Produktivitet som Billedhugger des
værre ikke kom til at svare ganske til hans Begavelse. Han levede længere Tid i Rom som Thorvaldsens fortroligste Elev og Med
arbejder, og han tilegnede sig ved Studiet af Antiken i alle Arter af dens Frembringelser en Stil, som i plastisk Strenghed endnu gaar videre end Thorvaldsens, og tillige en varm og udholdende Interesse for kunstnerisk at bearbejde alle det daglige Livs Om
givelser, Redskaber, Mobler o. s. v., og saaledes at sætte Kunsten i det nærmeste Forhold til det virkelige Liv — en Bestræbelse, hvori Thorvaldsen ikke selv havde deltaget, men som fik en stor Betyd
ning for Dekorationens og Kunst-Haandværkets Udvikling i Hjemmet.
Af offenlig tilgængelige Arbejder af Freund i Kjøbenhavn kan, for
uden enkelte Grav-Reliefer paa Kirkegaardene, nævnes: Broncefiguren af »Drengen med Svanen«, som danner Springvandet i Rosenborg Have; en Marmorstatue (en Hyrdinde med et Lam) i Prindsens Palæ, paa Trappegangen ved Indgangen til Kobberstiksamlingen, — Bygmesteren C. F. Hansens Marmorbuste i Kunstakademiets For
samlingssal, — Mindesmærkerne over Biskop Fred. Munter og Theologen Jens Moller i Frue Kirkes Sidegang; Evangelisten Lukas' Statue i Slotskirken; men navnlig dog den store Frise af Ragnaroks-Mythen (i et af Kristiansborg Slots Værelser), der for d e t meste er gjennemført af Bissen efter Kunstnerens Skizze (1826—27). I dette Værk, som hører til de første betydeligere Frem
stillinger af nordisk Mythologi, røber Studiet af den græske Kunst sig vel ikke alene i Stilen, men ogsaa paa mange Punkter i Op
fattelsen af Karaktererne; og fra den nordiske Mythologis Standpunkt vil Frisen vistnok kunne gjøres til Gjenstand for mange, kritiske Indvendinger; men ingen Beskuer, som gaar ind paa Betragtningen af den, vil lades uberørt af den mægtige Originalitet i Fantasi og Følelse, som aander ud af det hele Værk. En anden af Thorvaldsens Medarbejdere, H e r m a n V i l h e l m B i s s e n (1798—1868), har i sit lange Liv udøvet en langt rigere Virksomhed som frembringende Kunstner. I sine yngre Aar mo
dellerede han i Rom for Thorvaldsen Statuen af Gutenberg til Mainz (i Museets Forhal); efter sin Hjemkomst til Fædrelandet modellerede han den 130 Fod lange Frise til Riddersalen paa Kri
stiansborg Slot, »Ceres' og Bacch'us' Tog igjennem Verden for at ud
brede Kulturen«. Efter a t dette Værk var færdigt (1840), modtog han Bestilling paa atten Statuer af Heltinder af den græske og den nordiske Mythologi og danske Dronninger til Dronningens-Trappe
paa Kristiansborg Slot. Denne Statue-Række, som kun er udført i Gibs og for en stor Del noget flygtigt modelleret, er dog i sin Helhed et meget betydningsfuldt Værk og indeholder mange dybt og interessant grebne Motiver. 1843 modellerede han de t o Statuer i overnaturlig Størrelse af Apollo og Minerva til Universitetets Forhal, som senere ere udførte i Marmor. Foruden a t han ledede Udførelsen af de fire Thorvaldsenske Figurer i Nischerne paa Kri
stiansborg, udførte han Viktoria paa den fir-spændte Vogn over Museets Hovedindgang; til den eue af Hestene benyttedes dog en Model af Thorvaldsen selv. Medens Bissen i disse Arbejder sluttede sig nærmest til Thorvaldsens Retning — omendskjont allerede de nordiske Heltinder paa Kristiansborg Slots Trappe ligge udenfor det Omraade, som Thorvaldsen havde behersket —, begyndte d e r med Aaret 1848 en ny, selvstændigere og betydningsfuldere Periode for den allerede 50-aarige Kunstner, idet han blev stærkt sysselsat med de betydelige Nationalmonumenter, som den nye Friheds- og Kampperiode i Danmark fremkaldte. Nogle af disse Opgaver, som nærmest angik Kampen for Sendeijylland, berørte Bissens personlige Følelse meget stærkt, eftersom han selv var en fodt Slesviger og en meget varm dansk Patriot; det første af disse Monumenter var
»Landsoldaten«, Sejrsmindet over Slaget ved Fredericia, i hvilket han strax indførte det moderne Kostume i al dets ligefremme Sim
pelhed i vor Billedhuggerkunst. Andre monumentale Opgaver gave ham Lejlighed t i l at vise sin Styrke i Portrætet — et Kunstfag, som egnede sig fortrinligt for Bissens skarpe og indtrængende Blik for det Personlige og Individuelle. Hans monumentale Arbejder i Kjøbenhavn og dets Nærhed ere følgende: Statuerne af Oelilen- schlager (paa St. Annaplads), af Frederik den Sjette (i Frederiks
berg Have) og af Grev A. W. Moltke (i Bregentved Park), Portrætbusterne af General Rye (paa Garnisons Kirkegaard), af Præsidenten i den grundlovgivende Rigsforsamling Botanikeren J . F . Schouw, og af Komponisten C. E . F . Weyse (begge imellem Frue Kirke og Universitetet), samt Relief-Monumentet over den udmærkede Dyrmaler J . T. Lundbye (i Garnisons Kirkes Mur)«
Men foruden disse Monumenter ville endnu flere i en nærmere Fremtid blive opstillede paa offenlige Pladser i Kjøbenhavn, nemlig: den store Rytterstatue af Frederik den Syvende (foran Kristiansborg) og Statuer af Tordenskjold og Tyge Brahe. I sine senere Aar dannede Bissen sig ogsaa — for en stor Del af egen Drift — et helt Galleri af Portrætbuster af Mænd, med hvis offen
lige Virksomhed han følte særlig Sympathi. Fra hans senere P e riode hidrører ogsaa den kraftige Broncefigur af Moses (udenfor Frue Kirkes Hovedindgang. Under sin Syslen med de mange Monu
menter og fædrelandske Opgaver tabte han dog ikke Kjærligheden
H i s t o r i s k Indledning:. 15 til Antiken og Sydens skjenne Liv, men har derfra ogsaa i sine senere Aar hentet Emner t i l flere Værker.
Af nulevende eller nylig afdode Billedhuggeres Værker vil man ellers ikke finde mange paa offenlige Pladser eller offenlige Bygninger i Kjøbenhavn. Af J . A. J e r i c h a u findes Marmorgruppen af Herkules og Hebe (ved Opgangen til Dronningens Trappe paa Kristiansborg), et Marmorrelief er udstillet paa Trappegangen paa Prinsens Palæ, et Broncerelief, til Minde om Maleren Eckersberg, er indsat i Garnisons Kirkes Mur, ved Siden af Bissens Relief over Lundbye; i Frue Kirkes Sidegang findes et Reliefmonument over Biskop J . P . Myn
ster; foran Kirkens Alter et Broneekrucifix, og ved Siden af dens Hovedindgang den store Broncestatue af David (som Sidestykke til Bissens Moses). Kunstneren har et større Monument over H. C. ø r s t e d under Arbejde. — C. P e t e r s har modelleret Frisen i Landbo
højskolens Forhal, Broncekandelabrene ved Koret i Frue Kirke, og de to Zinkstatuer af Neptun og Merkur (ved Indgangen f r a Told
boden til Grønningen). — P a a Charlottenborg (Porten og Trappe
gangen) vil findes nogle Medaljereliefer af danske Kunstnere, der
iblandt af Freund og Bissen og af den udmærkede Medaljør C. C h r i s t e n s e n (f 1845), som har udført den prægtige store Medalje i Anledning af Thorvaldsens Værkers Ankomst til Kjøbenhavn (se Medaljesamlingen i Thorvaldsens Museum).
Angaaende Malerkunsten fra sidste Halvdel af forrige Aar
hundrede og indtil vore Dage, maa der først og fremmest i Alminde
lighed henvises til d e n d a n s k e A f d e l i n g af M a l e r i s a m l i n g e n p a a K r i s t i a n s b o r g , som uden Spørgsmaal danner det bedste Grund
lag for Kjendskabet til den. Af andre for Almenheden tilgængelige Malerisamlinger kan henvises til Kunstakademiets, som navnlig ejer en stor Samling af Portræter af afdøde danske Kunstnere, og til Galle
riet i Thorvaldsens Museum, der paa en interessant Maade viser den danske Malerkunst, navnlig fra Thorvaldsens senere Levetid, i Forhold til den samtidige europæiske. Ogsaa den Moltkeske Maleri
samling indeholder enkelte danske Billeder; mindre Betydning h a r den talrige Samling af Malerier paa Kronborg Slot.
Den tidligste danske Maler, som var uddannet ved Akademiet i Kjøbenhavn, var Portrætmaleren P e d e r A l s (1725—75), en alvorlig, men ikke særdeles begavet Kunstner, som i Rom havde sluttet sig nøje til den navnkundige Tydsker Rafael Mengs. — Men en lignende Plads i Malerkunsten, som HarsdorfFs i Arkitekturen og Wiede- welt's i Billedhuggerkunsten, indtog dog først N i k o l a j A b r a h a m A b i l d g a a r d (1744—1809). Han var uddannet ved Akademiet i Kjøbenhavn under Mandelberg, og Akademiet ejer endnu et P a r Medaljearbejder fra hans Ungdomstid; det var dog først hans Op
hold i Italien, som gav hans Kunst dens ejendommelige Præg.
Hans tidligste og betydeligste Billede i Malerisamlingen paa Kri
stiansborg: Filoktet (malet i Rom 1777), var det første Arbejde af h a m , som gjorde en større Opsigt i Hjemmet. Han hører til de Malere i Europa, der ligesom Rafael Mengs søgte gjennem et alvorligt og flittigt Studium af hele den klassiske Kunst — baade den antike og den moderne —, selv at vinde en klassisk Stil, i hvilken de tidligere Kunstperioders og Mestcres ypperste Fortrin skulde optages; det virkelige Liv havde han ikke synderlig Blik for og har aabenbart ikke betragtet det som en værdig Gjenstand for Kunstnerens Studium. Forøvrigt indtog Abildgaard en frem
ragende Stilling iblandt disse Kunstnere i Europa og nød i sin Levetid megen Anseelse i Udlandet. Han var en fra Naturens Haand rigt begavet Mand, et dygtigt og skarpsindigt Hoved, som med Lethed tilegnede sig en betydelig Kundskabsmængde; desuden begavet med en ualmindelig Sands for Form og Farve og udrustet med en sjelden teknisk Virtuositet. Han bevæger sig helst i sym
bolske og allegoriske Forestillinger eller i Emner hentede fra den antike Mythologi og Historie; og da han desuden tog disse Emner mere fra den lærde Side og ikke ret forstod at gjøre dem til
gængelige for Beskueren ved en fortrolig Naivetet i Fremstillings- maaden, saa ligger hans Kunst i det Hele taget vor Tid fjern.
Abildgaards Hovedværker ere nu gaaede tilgrunde; de bestode i en Række af Malerier i det gamle Kristiansborgs Riddersal, i hvilke han havde givet Fremstillinger af interessante Begivenheder fra Danmarks Histories mærkeligste Epoker, navnlig fra de oldenborgske og de ældste kristelige Kongers Regering. Dog vare disse Billeder ikke ganske Historiemalerier i Ordets nyere Betydning: allehaande allegoriske og symbolske Figurer vare blandede mellem de historiske, og Rækken endte med Frederik den Femtes Apotheose, i hvilken denne Konge var fremstillet som »den hyperboræiske Apollo>. I en anden af Kristiansborgs Sale og paa andre Palæer fandtes alle
goriske Dørstykker og lignende Dekorationer af Abildgaard (se Skizzerne i Malerisamlingen paa Kristiansborg Nr. 515—19). Lige
som Abildgaards kraftige og myndige Karakter overhovedet skaffede ham Indflydelse ved Kunstakademiet og i alle Danmarks Kunst
forhold, saaledes horte han ogsaa til de Mænd, som med størst almindelig Dannelse grebe ind i Kunstens Udvikling under alle dens Former. Vi have allerede nævnt ham som Den, hvem Udkastet til Frihedsstøtten skyldes; man tilskriver ham desuden enkelte arki
tektoniske Arbejder, og han virkede for sin Tid paa en energisk og frugtbar Maade for Kunst-IJaandværkets og Dekorationens Udvikling.
Uden at eje Abildgaards universelle Begavelse eller Indflydelse, indtog dog den jævnaldrende J e n s J u e l (1745—1802) en neppe mindre betydelig Stilling i den danske Malerkunst ved Slutningen
H i s t o r i s k I n d l e d n i n g . 17 a f forrige Aarhundrede. Juel skylder sit Navn til sine talrige Por
træter, som blandt hans Samtidige vare overordenlig yndede og efterspurgte, og som endnu den Dag idag have bevaret noget af deres Popularitet. Juel var i Særdeleshed udviklet ved Paavirkning af det franske Portrætmaleri; Tidsalderens nrbane Tone i Selskabs
livet udtaler sig paa en vindende Maade i hans venlige og god
modige Portræter. Man vil i Malerisamlingen paa Kristiansborg, i Kunstakademiets Portrætsamling og paa den nærværende Udstilling kunne følge ham som Portrætmaler og se, at hans tidligere Ar
bejder (f. Ex. Hjelmstjernes og Clemens' Portræter paa Kristiansborg eller Bonnet's paa Kunstakademiet) i Henseende til Varme i Farven og Alvor i Opfattelsen i det Hele bære Prisen for de senere Por
træter, der hidrore fra en Tid, da Juel maaske blev mere efterspurgt som Portrætmaler, end det kunde være gavnligt for ham som Kunstner. Imidlertid hidrore fra hans senere Tid flere fortrinlige Arbejder, f. Ex. det mesterlige lille Portrætbillede af ham selv og hans Hustru paa Kristiansborg. — Juel deler med den begavede E r i k P a u l s e n (1749—90) Æren af at have begyndt det egenlig danske Landskabsmaleri (se Juels stemningsfulde Landskab af et optrækkende Uvejr over en Bondegaard ved Ordrup; Malerisamlingen paa Kristiansborg Nr. 601). Paulsen, som var en begavet Kolorist, hørte til de alsidigere Kunstnere; han malede mythologiske De
korationer, smaa Genrebilleder, Landskaber og Portræter, og fik en vis Betydning ved sin Behandling af Emner af den nordiske Hi
storie (enkelte Ting af ham paa Kunstakademiet og paa Kronborg).
— Til denne Række af Kunstnere kunne, foruden Miniaturmaleren C o r n e l i u s H ø j e r (+ 1804), henregnes en af de danske Kunstnere, som have vundet størst europæisk Navnkundighed, nemlig Kobber
stikkeren J o h a n F r d r . C l e m e n s (1749—1831), som vi nævne her, fordi den danske Kobberstikkerkunst ellers ikke opfordrer til en særlig Omtale; han var Elev af den indvandrede Tydsker Johan Martin Preisler, men uddannede sig dog mest paa egen Haand;
senere fuldendte han sin Uddannelse i Paris under Wille. Hans Arbejder, som maa søges paa Kobberstiksamlingen, vidne om hans store Dygtighed som Tegner og udmærke sig ved en mesterlig, paa engang virkningsfuld, sund og ædruelig Teknik. Hans fleste Arbejder ere udførte efter danske Kunstneres Malerier og Tegninger;
de Illustrationer, som han paa denne Maade har udsendt i Verden til danske Digteres Værker: til »Peder Paars« efter Wiedewelts Tegninger, »Niels Klim« efter Abildgaards og Juels Udkast, og til Værker af Ewald, have faaet Betydning ved a t indføre den danske Literaturs Forestillinger i den danske Kunst, og ved paa engang at vække Interesse for begge hos et større Publikum.
Iblandt disse danske Kunstnere bevægede sig i en Aarrække (1776—83) en ung Mand, som skulde faa en afgjørende Indflydelse
2
paa Kunstens Udvikling i Europa, men hvis Evner dengang endnu kun kunde anes af Enkelte og forst bleve paaskjønnede efter hans tidlige Død; det var A s m u s J a k o b C a r s t e n s (1754—98). Han var født i Nærheden af Byen Slesvig og Var og blev aldrig Dansk, ligesaa lidt som han sluttede sig til nogen anden moderne Nations Liv eller Kunst; han var en ensom Kosmopolit, hvis Liv hengik i den inderligste og alvorligste Tilegnelse af Oldtidens og Renais- sancetidens klassiske Kunst og Ideer, i en bevidst Strid med den Maade, hvorpaa Samtiden øvede Kunsten, og i en bitter, men heroisk udholdende Kamp imod de vanskeligste jordiske Forhold: Fattigdom, Mangel paa Sympathi og et meget svageligt Helbred. Kjøbenhavn var den første By, i hvilken Carstens lærte Oldtidens Kunst a t kjende gjennem Afstøbninger, og hvor han kom i Berøring med en levende og virksom Kunst, af hvilken han vel kunde lære Noget, o g sikkert ogsaa har lært Noget, men under hvis Autoritet den unge Mand dog maatte fole, at han ikke kunde bøje sig. Han besøgte Akademiet, men sluttede sig kun lidet til d e t ; og det kom til skarpe Sammenstød mellem ham og den liaarde og egenraadige Abildgaard.
1783 drog Carstens paa en halvt eventyrlig og i det Væsenlige mi s
lykket Rejse til Italien, hvorfra han hurtig maatte vende tilbage, uden at have seet Rom. Til Danmark kom han dog aldrig mere.
Efter et længere, i Begyndelsen meget pinligt, Ophold i Tydskland, naaede han endelig 1792 sit Livs store Maal: a t komme til R o m ; og trods alle Anfægtelser udenfra, forlod han ikke mere dette Sted, hvor han alene kunde føle sig hjemme som Kunstner. Maleri
samlingen paa Kristiansborg ejer et P a r af hans yderst faa Olje- malerier (Nr. 541 og 542), som vise, at han aldrig drev det vidt i Oljemaleriets Teknik, uagtet de vel, foruden at vise ham som den geniale Tegner, give en Antydning af, hvad han kunde have drevet det til som Maler. I Thorvaldsens Museum finder man en Række fortrinlige Tegninger, dels udførte af hans egen Haand, dels ko
pierede efter ham af Thorvaldsen og J . A. Koch; og Kobberstik
samlingen har for nylig erhvervet hans berømte og udmærkede Kompositioner (simple Omrids med Blyant) af Argonauternes Tog.
I disse Tegninger viser Carstens sig som den, der endelig vandt Sejr i sin udholdende Kamp efter Klarhed og Skjønhed i Stilen;
hans næsten enestaaende Kompositionsevne, den dybe og inderlige Maade, hvorpaa han greb sit Emne, er her forbunden med en Adel og en Skjønhed i Formen, som er den store Kunstners Kjende- mærke. For den danske Malerkunsts Udvikling har Carstens i det Hele ingen Eftervirkning havt; des større for den tydskes. Men hans Konsekvenser for den danske Kunst ere alligevel meget store, idet h a n , mere end nogen anden samtidig Kunstner, har bidraget til a t gjøre Thorvaldsen til den, som han blev.
Historisk Indledning. 1 9
Efter at den tidligere nævnte Slægt af Malere var gaaet bort ved Begyndelsen af dette Aarhundrede, indtraadte der foreløbig en vis Standsning i Malerkunstens Udvikling her hjemme. Den Skole, som var uddannet ved Akademiet, og som aldeles overvejende fulgte og fastholdt Abildgaards Retning, var knap nok egnet til a t til
fredsstille Samtidens, og endnu mindre Eftertidens Fordringer. Af en af Abildgaards Elever, C. F . H ø y e r (f 1855), finder man paa Kristiansborg et historisk Billede og i Børsens Læsesal et større Maleri af »Kristian den Fjerde, der besøger Tyge Brahe«. — C. A.
L o r e n t z e n ( f 1828) udførte historiske Billeder, Landskaber, Scener af Holbergs Komedier o. s. v. (Billeder paa Kristiansborg, baade i Slotsværelserne og i Malerisamlingen, samt paa Kronborg). — H. H a n s e n var en yndet Portrætmaler (se Akademiets Portrætsamling). — Noget større Betydning og mere Selvstændighed finder man hos C. G. K r a t z e n s t e i n - S t u b (1783—1816), hvis meget idealistiske, zarte og ætheriske Malerier endnu have deres Publikum og i ethvert Fald vidne om en vis Fantasi og Kompositionsevne, men rigtignok tillige bære Præg af et vist Dilettanteri og om Mangel paa mandig Gjennemarbejdelse af de kunstneriske Opgaver (se Maleri
samlingen paa Kristiansborg og hans Medlemsstykke paa Kunst
akademiet). — Mere Tilfredsstillelse kan man finde hos de Kunst
nere, der ikke syslede med de saakaldte »højere Opgaver« i Kunsten, navnlig den friske, joviale og morsomme Dyrmaler C. D. G e b a u e r , en indvandret Tydsker (1777—1831). Arbejder af ham, som dog for det meste vidne mere om Studier efter de gamle nederlandske Malere, end om egne Naturstudier, findes paa Kristiansborg (Slots- værelserne og Malerisamlingen) og paa Charlottenborg. — Fremdeles den ypperlige Blomstermaler C. D. F r i t z s c h (1765—1843), som vel af den senere Kunst er overtruffen i Henseende til Gjengivelsen af' Blomsternes Enkeltheder, men neppe i Pragt og Harmoni i Farven eller i smagfuld og storladen Anordning.
F r a Akademiet, det vil altsaa sige nærmest f r a Abildgaards Skole, var der imidlertid udgaaet t o yngre Mænd, som Begge søgte til Udlandet for a t tilegne sig en højere Uddannelse som Figur- og Historiemalere, og som kom til at udfolde en mere indflydelsesrig Virksomhed i den danske Kunst. Den Første er J o h a n L u d v i g L u n d (1777—1867), der i lang Tid virkede som akademisk Lærer og udførte meget omfangsrige Værker. Paa Charlottenborg vil man finde hans Medlemsstykke, i Malerisamlingen paa Kristiansborg to større historiske Billeder, og i et af Slotsværelserne fem meget store Billeder, i hvilke han har givet en Fremstilling af Religionens hi
storiske Udvikling i Norden; det første skildrer Solens Tilbedelse, det andet Thorsdyrkelsen; derefter følge: Ansgars Prædiken, en Procession fra den katholske Middelalder, og endelig den Lutherske Nadver. Hvor meget end Lunds Kunstnervirksomhed med dens
noble og dannede Væsen vandt Behag i mange danske Kredse, traadte den dog afgjort i Skygge for den anden af disse Maleres langt kraftigere og selvstændigere Kunst; denne Kunstner var C h r i s t o f f e r V i l h e l m E c k e r s b e r g (fedt ved Aabenraa 1783, dod i Kjøbenhavn 1853). I Eckersbergs tidligere Billeder (som i hans Arbejde for den store Guldmedalje: »Jakobs Ded«, paa Charlotten
borg) ser man endnu kjendeligt Abildgaards Indflydelse i en vis Strid med Eckersbergs egen Begavelse, som henviste ham til en umiddelbar Naturiagttagelse, der aldrig havde været Abildgaards Sag. 1810 rejste han til Paris og blev kort efter Elev af den be
rømte franske Maler J . L. David, hvis kraftige Ejendommelighed snart hos Eckersberg fortrængte ethvert Spor af den ældre danske Skole. Det store historiske Sving i den franske Mesters Malerier, der for danske Gjne endog kan faa Præget af noget Theatralsk og Deklamatorisk, laa slet ikke for Eckersbergs Natur; derimod stemmede den nyere Skoles maleriske Behandlingsmaade, dens korrekte og mandige Tegning, dens lyse, dagklare Farve, i hvilken Alt sees med en vis haandgribelig Tydelighed og Bestemthed, fortræffeligt med Eckersbergs Hu og Naturanlæg. Fra Paris gik han til Kom, hvor han under Omgang med Thorvaldsen (hvis ypperlige Portræt han malede 1814) og under skjonne og lærerige Omgivelser tilbragte et smukt og lykkeligt Afsnit af sit Kunstnerliv, og hvor hans Kunst efter endt Læretid vandt sin fulde personlige Selvstændighed. (Ud
mærkede Studier og mindre Billeder fra denne Periode findes paa Thorvaldsens Museum; desuden det store Billede "Israeliternes Overgang over det røde Hav« [1815] i Malerisamlingen paa Kri
stiansborg.) 1816 vendte Eckersberg tilbage til Fædrelandet, og kort Tid efter ansattes han som Professor ,ved Kunstakademiet (hans Medlemsstykke, »Balders Død«, findes paa Charlottenborg; her ud
foldede han efterhaanden som Lærer en for den danske Malerkunst overmaade betydningsfuld Virksomhed, der betegner et afgjort Brud med de tidligere hjemlige Traditioner og Begyndelsen af en ny Tid.
Eckersberg var en ualmindelig mangesidig Kunstner; det er lettere a t nævne enkelte af Malerkunstens Opgaver (som Dyr- eller Blomster
maleriet), som han i k k e har dyrket, end a t give en Udsigt over hele den Kreds af Emner, han behandlede: han herte til vore an
seteste og mest søgte Portrætmalere, malede ikke alene Bryst
billeder og enkelte Figurer, men figurrige Portrætkompositioner; des
uden en Bække Alterbilleder (f. Ex. »Nadveren« i Frederiksberg Kirke, 1840). To Rækker af større Billeder af den danske Historie udførte han til Kristiansborg Slot, nemlig til Thronsalen følgende fire Male
rier (udførte 1819—28): »Rigsstænderne, som tilbyde Hertug Adolf Danmarks Krone«, »Kristjern den Førstes Hylding paa Viborg Lands- thing«, »Suverænitetens Indførelse« og »Schumacher (Griffenfeld), som rækker Frederik den Tredie Kongeloven t i l Underskrift«; des
