Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
Digitaliseret af / Digitised by
Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk
For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk
<JÉP
K o r n - o g Brød
Spørgsmaalet
Taler
under Folketingsdebatten 19.—23. Januar
af
Indenrigsminister Ove Rode
Udgivet af det radikale Venstres Landsforbund
• J S H l . ^
Næstved Venstrebladets Trykkeri
1915
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019380026
K o r n - o g B r ø d - 5 p ø r g s m a a l e t .
I aler under Folketingsdebatten 19.-23. Januar
af Indenrigsminister Ove Rode.
Venstres to Spørgsmaal.
Partiet Venstre har nu gennem en Ordfører (P. Th. Nielsen) stillet mig to Spørgsmaal. Disse Spørgs- maal er affattede saadan, at de hver for sig kan besvares med et enkelt Ord, og dette skal sike, men for at begrunde Svaret finder jeg det nød
vendigt ogsaa for mit Vedkommende at skildre, hvorledes Forholdene har udviklet sig. Allerede før Fore
spørgslen blev stillet, havde jeg med mine Kolleger drøftet, under hvilke Forhold og Betingelser der kunde skaffes Lejlighed til en Forhandling her i Tinget, som kunde fremkalde Klarhed. Forespørgselen har altsaa givet denne Adgang, og den er føl
gelig kommet mig belejligt. I Fore
spørgselens Motivering har det ære
de Medlem for Horsens Landkreds (P. Th. Nielsen) inddraget forskelli
ge Forhold, som jeg tillige bliver nødt til at stille i Belysning. I hans Foredrag var der et og andet aparte i Fremgangsmaaden; han indlod sig i Polemik, i Fortsættelse af en Avis
polemik, med Formanden for den Vurderingskommission, hvori han har haft Sæde; han kritiserede Med
lemmerne af denne Kommission og angreb sine Kolleger i den overor
dentlige Kommission. Alle disse Ting var noget aparte, navnlig set paa Baggrund af den Maade, hvor- paa han stillede sig selv frem med Hensyn til sine Forslag i Kommissio
nen. Jeg skal altsaa tillade mig at besvare Partiet Venstres Forespørg
sel, og jeg skal tillige gøre nogle
— 3
Bemærkninger til det ærede Med
lem, hvem Partiet har overdraget Ordførerhvervet.
Indkøb af Korn.
Hvad der hidtil er sket.
Det første Spørgsmaal, Partiet har stillet, lyder saaledes: »Agter Begeringen under Hensyn til de uheldige Forhold vedrørende Lan
dets Forsyning med Brødkorn at indkøbe saadant Korn fra Udlan
det?« Det vil da være rigtigst først at give en Fremstilling af, hvad der er sket i saa Henseende. I Begyn
delsen af sin Tale oplæste det ære
de Medlem den Lov, i Henhold til hvilken forskellige Foranstaltninger er trufne. Jeg skal ikke gentage denne Oplæsning, men — idet jeg en Gang for alle udbeder mig For
mandens Tilladelse til at læse for
skellige Ting op — begynde med at nævne Kommissoriet for den over
ordentlige Kommission af 8. Au
gust, hvorved det paalægges Kom
missionen »at gøre Indstilling til In
denrigsministeriet om de Foranstalt
ninger. der findes nødvendige, der
under Forslag til 1) Landets For
syning med de ovenfor angivne Lev
nedsmidler og Varer, 2) Statens Overtagelse mod fuld Erstatning af saadanne Levnedsmidler og Varer, som det er af Betydning for Sam
fundet at have Raadighed over, og 3) Fastsættelse af Maksimalpriser en gros og en detail for saadanne Levnedsmidler og Varer, som falder ind under Loven.« Herigennem var
den overordentlige Kommissions Mandat givet, og i Henhold hertil er dens Forhandlinger førte. Dette Kommissorium er givet Dagen efter Lovens Udstedelse. Samme Dag modtog jeg fra en Organisation her i København, nemlig Rugbrødsfabri- kantforeningen, en Skrivelse. Da denne Skrivelse nu og da er blevet paaberaabt, vil jeg gerne nævne dens Indhold. De, som hører den, vil ogsaa derigennem uvilkaarlig føres tilbage til de Dage, de vil uvilkaarlig sættes ind i den Stem
ning, som herskede i de Dage, i de Tanker, som da beherskede de for
skellige Virksomheder ogsaa i de
res Frygt for Fremtiden. Den 8.
August sendte Rugbrødsfabrikant- foreningen mig altsaa genenm Kon
seilspræsidenten en Skrivelse, hvori den siger, at de for bevare den R i Befolkningen, som de ved en Be
kendtgørelse angaaende deres frem
tidige Rugbrødspris havde opnaael, fremsendte denne Henvendelse. De siger heri:
Den Rug, vi i Øjeblikket benytter, er væsentlig amerikansik og russisk Rug af tør Kvalitet, som skulde have været anvendt i de første 2 Maane- der til Iblanding med de blødere og fugtigere Kvaliteter tysk og dansk Rug; hvis vi nu bruger denne Rug helt op og skal anvende den ny dan
ske alene om 3 Uger, vil det være uhyre vanskeligt at fremstille Rug
brød af denne fugtige Rug, i hvert Fald Rugbrød af god Kvalitet. Det er altsaa en Livsbetingelse for os at faa den nye Rug hurtigt frem paa Markedet, men hidtil er der kun fremkommet ganske smaa Partier og til ganske overdrevne Priser, som vi ikke kan betale.cc
»Vi kan nemlig med den nuværen
de Pris paa Rugbrød kun betale 16 -17 Kr. for Rugen efter Kvalite
ten, og det er sket, at 2 Læs Rug paa Københavns Torv er blevet
kørt ud paa Landet igen, da vi ikke vilde betale 30 Kr. pr. Tønde.«
»Her mener vi, at Regeringen for at skaffe Rugen frem skal bistaa os ved at udsende et Forlydende om, at hvis der ikke fremkommer til-, strækkelig Rug og Hvede til Mar
kedet i den nærmeste Tid, vil den se sig nødsaget til Tvangsudskriv
ninger, og at den havde under Overvejelse, at saadant skulde ske j til en Pris af 2 a 3 Kr. over Gen
nemsnitsprisen paa disse Kornsor
ter i de sidste 5 Aar. Vi mener da, at Landmændene vil skynde sig med at sende Kornet ind, da vi kan give dem en 2 a 3 Kr. mere for Tønden, end de vil faa ved at vente, men da
j
det muligt kan befrygtes, at der vil fremkomme saa meget paa én Gang, at vi iklke kan aftage det hele, vil der aabnes Mulighed for Spekula
tion. Til at forhindre dette vil vi bede Regeriugen om pekuniær Støt
te, hvad vi havde tænkt os kundej ordnes paa den Maade, at Rug- brødsfabrikanterne og Møllerne faar Ret til af den Rug, de faar for me
get leveret fra Landet, at sende til Oplag for Regeringens Regning til en Pris af 16 Kr., som udbetales af Regeringen mod Oplagsbevis fra vedkommende Pakhus. Rugbrødsfa- brikanterne og Møllerne skal da igen have Ret til at faa udleveret til de-' res daglige Forbrug mod kontant Betaling af 16 Kr. 25 Øre af disse Beholdninger, som imidlertid ikke angribes uden Nødvendighed.«
»Regeringen staar saaledes i For
skud med Betalingen og løber den eventuelle Risiko ved, naar Krigen hører op og Importen igen begyn
der, at Lagrene maa realiseres til J lavere Pris, men opnaar til Gen- • gæld den uhyre Fordel at have et i Låger liggende til Disposition.«
»For det tredie anmoder vi Rege- - ringen om, saa vidt det er gørligt, at ] indkøbe en Ladning amerikansk Rug ;
— -1 —
i Amerika og stille til vor Disposi
tion, da det maa befrygtes, at en Del af den danske Rug vil fremkom
me i meget fugtig Tilstand paa Grund af den sidste Tids Regn og vil tiltrænge Iblanding af tør Kva
litet.«
Som man vil se, er det meget vidtgaaende Foranstaltninger, der her paatænkes: Ekspropriation til en Pris, der vilde være saadant no
get som en 14 Kr., af al dansk Rug og Oplagring.Jeg nævner det ogsaa, fordi man senere fra samme Side har været imod Foranstaltninger af vidtgaaende Art. Skrivelsen blev henvist til den overordentlige Kom
mission, og Resultatet af dens Overvejelser kom til mig den 20.
August. Forinden havde jeg dog paa den Foranledning, som Skrivel
sen gav, særlig fordi det sidste Punkt, Opfordringen til Indkøb i Udlandet, maatte forekomme mig at være presserende, ført Samtaler med en af de kyndigste Mænd paa dette Omraade, maaske den, der er mest kyndig overfor Rugimport, og havde spurgt ham om Muligheden af en Import af Rug fra Amerika. Han svarede, at paa dette Tidspunkt var det ugørligt at faa Rug fra Amerika, den gamle Høst var der intet at faa af, og den nye var endnu ikke frem
me. Noget senere talte vi atter om Sagen, og jeg bad ham ikke desto mindre søge at fremskaffe Tilbud.
Han gjorde omfattende Forsøg paa at faa Tilbud fra Amerika, men de udeblev fuldkommen. Det forklarer ogsaa, hvorfor Statens første Ind
køb af Korn i Amerika, saaledes som de Herrer senere vil se, blev Køb af Hvede. Den 20. August modtog jeg altsaa Kommissionens Henstilling. Den erklærede, at den vilde fraraade at opkøbe Brødkorn i større Omfang hos de indenlandske Producenter, fordi det »lettelig vil
de medføre en stærk Stigning af de
allerede nu ret høje Priser«. Den siger fremdeles, at det netop derfor gælder om at faa Importen paa Nordamerika i Gang, men for Im
portørerne var der store Vanskelig
heder ved Betalingsvilkaarene i Amerika, idet man i Amerika stillede Fordring om kontant Betaling paa Afladningsstedet. Kommissionen henstillede derfor, at Staten »efter en Forhandling med Nationalbanken vikle yde sin Medvirkning til, at der træffes saadanne Foranstaltnin
ger, at disse Vanskeligheder kan overvindes«. Den fremsatte Opfor
dring fra Kommissionen blev øje
blikkelig, under Forhandling mellem Finansministeren og Nationalban
ken, efterkommet, og Vanskelighe
der i saa. Henseende blev overvun
det. Endvidere mente Kommissio
nen, at det vilde være rigtigt at ind
købe et Kvantum af 100—200,000 Tdr. fremmed Korn. og der nævnes udtrykkelig amerikansk Hvede, aabenbart fordi Kommissionen i sin Midte havde den Mand, der vidste, at man paa dette Tidspunkt ikke kunde faa Rug derfra. Begrundel
sen for dette Opkøb var imidlertid hvad jeg finder rigtigt at nævne, ikke et almindeligt Ønske, om at for
syne Landet med Korn. Men man tænkte sig og befrygtede, som de Herrer vil se det af den Hvidbog, der er omdelt til Dem. og som De ogsaa vil kunne erindre, hvis De tænker tilbage paa de Dage, Mulig
heden af. at Dele af Landet kunde blive afskaarne fra andre, og Sjæl
land. der rummer Hovedstaden med dens store Befolkning, vilde da som isoleret 0 vanslkelis: kunde brodfode Haade Byens og Landsdelens øvrige Indbyggere. Man anbefaler derfor at indkøbe og oplagre som en væ
sentlig lokal Reservebeholdning det nævnte Kvantum Brødkorn. Indkø
bene begyndte straks. Jeg fik Ind
stillingen den 20. August, den 21.
— 5 —
forhandlede jeg med nogle Kornkøb- mænd, og den 22. havde de Mandat til at handle. Jeg nævner dette, fordi der ogsaa indenfor Kommis
sionen, i en enkelt Indstilling, der, som ærede Medlemmer vil se, er dateret den 26. August og under
skrevet af P. Th. Nielsen, gøres en Bemærkning om, at Kommissionens Raad med Hensyn til dette Indkøb endnu ikke er iværksat. Det er ikke rigtigt. Indkøbene begyndte øje
blikkelig.
Nogle har sagt, at Norge havde været hurtigere fremme paa Marke
det og som Følge deraf havde faaet bedre Yil'kaar. Norge begyndte sine Indkøb nogle Dage forinden, den 12.
August, og fortsatte dem præcis til samme Tidspunkt som vi, omkring den 17.—18. September, og det Kvantum, som Norge den Gang indkøbte, var omtrent det samme som vort, og de Vilkaar, som vi har faaet, er fuldt saa gunstige som dem, man, efter alt hvad der foreligger, har opnaaet i Norge.
Den 27. August overtog derefter S talen hele Hvedebeholdningen her i København. Det ærede Medlem for Horsens Landkreds (P. Th. Niel
sen) har flere Gange i Kommissio
nen kritiseret denne Foranstaltning.
Jeg tror, at hvis man vil vurdere denne Foranstaltnings Betydning, saa skal man lægge Mærke til, at ved Overtagelsen af denne Hvede
beholdning her i København er det lykkedes indtil Dato at skaffe Be
folkningen i denne By i alt Fald Ad
gang til Brød. der er billigere, end Brød overhovedet kan faas i nogen anden Storby i tilgrænsende Lande.
Senere opstod Tanken om at sæl
ge ud af det Korn, som Staten hav
de indkøbt i Dagene fra den 22. Au
gust til den 17. September. Man mente, at Prisen steg for stærkt, og ønskede, at en "Regulering skulde finde Sted ved Salg af dette Korn.
Sagen blev behandlet i den over
ordentlige Kommission, og den 10.
Oktober modtog jeg denne Svar. Et Flertal af Kommissionens Medlem
mer, deriblandt det ærede Medlem fra Horsens Landkreds, opfordrede' (il at lade Beholdningen blive lig
gende som en lokal Reservebehold
ning, idet det gør følgende Tilføjel
se: »Det maa anses for ønskeligt, at de til Landets Forbrug fornødne Til
førsler af udenlandsk Brødkorn saa vidt muligt foretages ved de private j handlendes Initiativ, idet Statens Indgriben i den almindelige Korn- forsyning vil medføre Ulemper, der bør søges undgaaede, medmindre1
det skulde vise sig, at det private [nitiativ ikke er i Stand til paa fyl
destgørende Maade at magte Opga
ven«. Uden Hensyn til den Motive
ring, der fremsattes, fandt jeg selv den Tanke, at Reservebeholdningen skulde bevares, rigtig. Beholdnin
gen var ikke af en saadan Størrelse, at den paa nogen Maade kunde vir
ke regulerende paa Prisen, det maatte befrygtes, at Forholdene med Hensyn til Brødforsyningen i den kommende Tid vilde blive langt vanskeligere, og det, det gjaldt for os om, var først og fremmest at sikre, at vi ved tilvejebragte Reser
vebeholdninger havde Korn nok i vanskelige Tider. Imidlertid opfor
drede et Mindretal, hvortil det ære
de Medlem for Horsens Landkreds ; ikke hørte. Ministeriet til at be- • kendtgøre, at »Regeringen er villig:
til at levere de Kommuner, der1
maatte ønske det. Rug og Hvede fraj Amerika til Regeringens egne I n d købspriser plus paaløbende O m kostninger. paa Betingelse af. at J vedkommende Kommune skal l e v e re Kornet til Møllerne til sin egen / Indkøbspris plus paaløbende O m kostninger«. Af de Foranstaltnin
ger, som jeg som Indenrigsministen i denne Periode har foretaget e l l e n
ikke foretaget, er der her en Und
ladelse, som jeg beklager. Jeg be
klager, at jeg ikke fulgte Mindretal
let den Gang. Jeg tror. at det hav
de været heldigt, om jeg havde la
det være med at lade mig paavirke af det Raad, der gaves, af Flertal
let, hvori det ærede Medlem sad.
Men overfor de alvorlige Advars
ler, som Flertallet den Gang frem
kom med, og som gik ud paa, at det var saa vigtigt, at Ordningen fore
gik paa den omtalte Maade, og da det kun var et Mindretal paa faa Mænd, som havde stillet det nys
nævnte Forslag til mig, fandt jeg det betænkeligt at kuldkaste den overordentlige Kommissions store Flertals Beslutning. Men min egen Opfattelse fremgaar af den Tilføjel
se, jeg gav til Meddelelsen om Re
servebeholdningens Bevarelse, idet jeg efter at have meddelt, at den skal blive liggende som lokal Reser
vebeholdning, fortsatte: »Herved er ik'ke udelukket, at Ministeriet, saafremt der fra en Kommunalbe
styrelse skulde fremkomme Henven
delse om Tilvejebringelse af uden
landsk Brødkorn til Kommunen, vil t a g e H e n v e n d e l s e n o n lil O v e r v e j e l se, for saa vidt Behovet ikke kan dækkes paa fyldestgørende Maade ved Benyttelsen af det private Ini
tiativ«. Jeg gentog senere denne Meddelelse, fordi jeg lagde Vægt paa dette Forhold. I en Meddelelse til Offentligheden af 7. November, hvori disse Spørgsmaal omhandles, sagde jeg igen: »Derimod har In
denrigsministeriet i Meddelelse af 10. Oktober erklæret sig villig til, saafremt der fra en Kommunalbe
styrelse skulde fremkomme Henven
delse om Tilvejebringelse af uden
landsk Brødkorn til Kommunen, at tage Henvendelsen op til Over
vejelse, for saa vidt Behovet i k k e kan dækkes paa fyl
destgørende Maade ved Benyttelse
af det private Initiativ. Der er, med Undtagelse af Bornholms Amts
kommune, ikke fra nogen Kommu
nalbestyrelse fremkommet saadan Henvendeise«. Henvendelsen fra Bornholms Amtskommune medførte, at Staten førte 5000 Tdr. Rug over til Bornholm og supplerede sin Be
holdning ved nye Indkøb. Naar det ærede Medlem for Horsens Land
kreds siger, at han har været inde paa den Tanke, at Kommunerne skulde opkøbe, saa forstaar jeg ik
ke, at han, da han af de offentlige Meddelelser af 10. Oktober og 7.
November vidste, hvilken Interesse jeg nærede for dette Spørgsmaal, ikke har foretaget videregaaende Foranstaltninger i saa Henseende.
Hvor meget der er købt.
Jeg skal nu nævne, hvad der er .indkøbt. Fra den 22. August til den 18. September er der i forskellige Partier købt 90—95,000 Tdr. Hve
de og ca. 90,000 Tdr. Rug. Noget senere, i Dagene fra 15. Oktober til 21. December, blev der indkøbt 9000 Tdr. Rug, fordi man havde solgt 8000 Tdr. Hvede, som ikke syntes tilstrækkelig holdbar.
Her ud over er der i den sidste Tid sket ret betydelige Indkøb. I dette Aar har Staten købt 33,000 Tdr. Hvede og den 13. Januar 54,000 Tdr. Rug i Amerika. Den 13. Januar, da dette Køb skete, modtog jeg fra den overordentlige Kommission en Indstilling om yder
ligere Indkøb. Kommissionen om
taler først Hvedeprisen og skriver:
»Hele Kommissionen er enig om at henstille til Regeringen, at der, for under alle Omstændigheder at be
trygge Landets Forsyning med det fornødne Brødkorn til næste Høst, for Statens Regning indkøbes et Kvantum udenlandsk Rug og Hvede, mindst af samme Omfang som det af Staten allerede foretagne Indkøb, og
Saaledes, at Købet sker enten i Amerika, eller, hvis det kan lade sig gøre, i Rusland. I Anledning heraf skal Kommissionen tillige anbefale, at Regeringen til Rusland udsender en kommercielt kyndig Tillidsmand, som kan bistaa ved de eventuelle Indkøb og Ordningen af alle der
med i Forbindelse staaende For
hold.«
AJtsaa den 13. Januar blev der købt 54,000 Tdr. Rug. Jeg var un- derettet om, at Sagen var fremme til Kommissionens Overvejelse, og mente ikke at burde opsætte Afgø
relsen. Den samme 13. Januar, da jeg modtog Forespørgselen fra det ærede Medlem for Horsens Land
kreds (P. Th. Nielsen) som Ordfø
rer, kunde jeg altsaa glæde mig ved, i alt Fald i én Henseende, at have truffet Forespørgernes Tanke forud. Jeg skal endelig nævne, at der i Gaar har fundet en Ekspro
priation af fremmed Hvedemel Sted lier i København og paa alle danske Toldsteder. Det synes, som om det drejer sig om meget store Kvanti
teter. Kvantitetens Omfang modsi
ger ogsaa, hvad det ærede Medlem for Horsens Landkreds siger, at Importen er delvis standset. Her i København er der efter en Opgø
relse af Staten overtaget mellem 250,000 og 300.000 Sække Hvede
mel, hvilket svarer til mellem 300.000 og 400.000 Tdr. Hvede.
Hvad der ligger i Provinserne, kan jeg endnu ikke sige.
Maa jeg med Hensyn til det af det ærede Medlem nævnte Forhold, at man tidligere skulde have opfor
dret til at sende en Mand til Rus
land. udtale, at det ikke har været mig bekendt, at man har været inde paa den Tanke. Jeg har fra Kom
missionen modtaget Opfordring til at. sende en Mand til Hamborg for at undersøge, hvorvidt der i Hav
ne laa indespærret Skibe med Lad
ninger til krigsførende Magter, som ikke kunde komme ud af disse Hav
ne, og Muligheden af at erhverve saadanne Ladninger, overføre dem til nevtrale Skibe og føre dem her
til Dette Raad, som jeg modtog, blev øjeblikkelig fulgt. Manden rejste til Hamborg og foretog Un
dersøgelser, men de førte ikke til noget Resultat. I Rusland er der gjort Forsøg paa at faa Tilladelse til at udføre Rug, men uden at det den Gang lykkedes.
Statens Beholdninger henligger i København, men jeg har truffet For
anstaltninger til, at nogle af Be
holdningerne af Hvede kan overføres til Jylland. 5000 Tdr. Rug er, som jejr nævnedp. sendt til Bornholm, og endnu vil 3000 Tdr. blive formalet til Brug for Grønland, da Mel af amerikansk Rug i Handelen for Ti
den er dyrt, sammenlignet med, hvad vi kan fremstille Mel af Sta
tens Rug for.
Har vi Brødkorn nok?
Man kan nu spørge: Hvorledes er vi da i Øjeblikket stillede med Hensyn til vor Brødforsyning? Jeg skal erindre om, at vi den 25. Sep
tember udstedte et Opfodringsfor- bud. et Forbud mod at bruge Brødkorn til Dyrefoder. Lignende Foranstaltninger er trufne i andre Lande. Alle Lande har nemlig væ
ret nødsagede til at bøje sig for de Forhold, som for Øjeblikket beher
sker Verden. Opfodringsforbud er udstedt tidligst, saavidt jeg kan se, i Svejts, derefter hos os, noget se
nere i Sverig, adskilligt senere, først en Maaned efter vort Forbud, i Tyskland. At man i Svejts saa hurtigt kom til Fodrinersforbud.
skyldes den Omstændighed, at Svejts i Modsætning til Danmark linder ingen Omstændigheder er i Stand til at brødføde sig selv. Den 4. November blev Fodringsforbudet
— 8 —
udvidet, samtidig med at der fandt en Korntælling Sted. Naar man nu fra nogle Sider er saa ivrig for at fremstille sig selv som dem, der har gjort alt, hvad de formaaede for at sikre Landets Forsyning med Brød
korn, vil jeg bede ærede Medlemmer erindre den Forhandling, som fandt Sted i Anledning af Fodringsforbu- dets Udvidelse, hvor denne Udvi
delse, alvorligt begrundet, som det skete af mig, var Genstand for det stærkeste Angreb, og hvor alle Be
stræbelser gik ud paa at vriste saa meget Brødkorn som muligt fra Be
folkningen og faa det anvendt til Opfodring. Det har derfor aldeles ikke Karakteren af nogen Trusel, naar jeg har været nødsaget til at gøre opmærksom paa visse Forhold.
Et Blad, som udkommer i den Egn.
hvor det ærede Medlem for Horsens Landkreds er valgt, fremsatte un
der Drøftelsen af Spørgsmaalet om Maksimalprisens Berettigelse og navnlig dens mere eller mindre til
strækkelige Størrelse den Bemærk
ning: Hvor let vilde det ikke være at glemme at passe sin Rug og der
ved forvandle den til Foder og der
ved maaske gøre den mere værdi
fuld? Meddelelser og Antydninger af denne Art dukkede op paa for
skellige Steder af Landet, men blev til Ære for Landbostanden mødt med alvorlig Uvilje. Det var derfor rimeligt at gøre opmærksom paa, at Brødkornet i Aar maa forbeholdes Befolkningen, og at det ikke kan gø
res værdifuldere ved at forvandles til Foder, men at sker dette, vil det tabe i Værdi for Ejeren.
Optællingen, som fandt Sted fra 5. til 11. November, omfattede 79,000 Ejendomme. Naar jeg ikke gik til en Optælling paa alle Lan
dets Ejendomme, var det efter For
handling med dem, der skulde fore
tage Optællingen, og fordi jeg ikke vilde sinke Foranstaltningen, thi
det forekom mig nødvendigt saa hurtigt som muligt at kunne danne sig et Overblik. Da Optællingens Resultat imidlertid viste mig, at der var beregnet et saa stort Tillæg for de smaa Ejendomme, at i alt Fald meget af vor Viden om Kornbehold- ningerne hvilede paa et Skøn, gav jeg øjeblikkelig Besked om at fore
tage Kontroltællinger. Disse fandt Sted paa omtrent 16,000 Ejendom
me i 100 Kommuner og viste, at Re
sultatet maatte reduceres betyde
ligt. Efter at denne Reduktion hav- ae fundet Sted, viste det sig, rundt regnet, at der til Landets Brødfor
brug ud over vor egen Produktion manglede omtrent 900,000 Tdr.
indkøbte og under Vejs var imidler
tid omtrent 600,000 Tdr., saa at der kun var et mindre Underskud. Se
nere er der yderligere sket saa bety
delige Indkøb, at vi nu maa kunne gaa ud fra, at saafremt Beholdnin
gerne er passede i Overensstemmel
se med de to Fodringsforbud, vil vi med rimelig Sparsommelighed kun
ne klare os indtil næste Høst, selv om yderligere Indkøb ikke skulde kunne linde Sted. Alligevel mener jeg, at den- overordentlige Kommis
sions Henstilling bør følges fuldt ud, og at de Beholdninger, som er købte, forinden Indstillingen afga
ves, bør suppleres. Amerikansk Rug er det imidlertid særdeles vanske
ligt at faa. Dog svarer den af det ærede Medlem for Horsens Land
kreds nævnte Pris, 30 Kr., ikke til Virkeligheden. Rug, indkøbt hertil for Statens Regning, vil med de nu
værende Fragter koste omtrent 26 Kr. Denne Pris er imidlertid saa høj, at der bør gøres andre Forsøg, samtidig med at eventuelle Køb i det amerikanske Marked fortsæt
tes, Forhandlinger i saa Henseende er allerede indledede med et Fir
ma, der har usædvanlig god Adgang til at kunne føre Undersøgelser og
— 9 —
eventuelle Køb til Ende paa til
fredsstillende Maade.
Det ærede Medlem for Horsens Landkreds nævnede, idet han skil
drede vor Stilling, den Eventualitet, at Amerika lukkede for Udførsel af lvoru, og ingen andre Lande gav Adgang til Korn. Det ærede Med
lem holdt op for os den uhyggelige Tilstand, vi da vilde belinde os i. Ja, en saadan Tilstand vilde selvfølge
lig paa mange Maader være meget tung for os, men i ingen Henseende saa tung for os som for vore Nabo
lande. Hvis noget saadant skulde ske, vilde det simpelthen betyde, at Norge vilde være korntømt i Maj Maaned og Sverige paa langt nær ikke have Korn til Høstaarets Ud
gang. Vi er herhjemme saa lykkeli
ge, at vi dog kan se det kommende Høstaar i Møde med Tryghed for, at vi kan faa Brødkorn til vor Be
folkning af de danske Beholdninger, saafremt alle vil hjælpe hverandre med at skaffe Befolkningen Brød
korn.
Jeg kan da altsaa besvare det første Spørgsmaal, som Partiet Ven
stre har stillet mig, for saa vidt det gælder Indkøb af fremmed Rug og Hvede, med det ene Ord, hvormed jeg ovede at svare: med Ja.
inden jeg gaar over til det andet Spørgsmaal, maa jeg fremsætte nogle Bemærkninger for at vise det Syn, Regeringen og jeg har haft paa disse Spørgsmaal. Det ærede Med
lem for Horsens Landkreds nævne
de under sin Polemik mod fraværen
de Medlemmer af Prisregulerings- kommissionen, at man ikke havde haft tilstrækkeligt Syn for Betyd
ningen af Foderstoftilførslen og Fo- derstofspørgsmaalets Sammenhæng med Kornspørgsmaalet. Jeg maa sige, at de Gange, jeg har haft Lej
lighed til at overvære Kommissio
nens Forhandlinger, har der ikke for mig været mindste Tvivl om, at
Kommissionen saa den soleklare Sammenhæng, der jo ogsaa er ind
arbejdet i hele den danske Befolk
nings Bevidsthed. Vi producerer her i Landet i gode Aar af Brød
korn, Rug og Hvede, 6 Mill. Tdr., vi bruger rundt regnet af begge Sorter halvfemte Million Tdr. Hvis vi brugte det danske Brødkorn til Brød, vilde vi altsaa have fuldt ud nok og noget Overskud endda. Og det danske Korn er ypperligt til Brød. Der er nogle, der siger det modsatte, der er nogle, der siger, at den danske Rug ikke er god til Brød, men det er ikke sandt, den danske Rug er ypperligt Brødkorn, men maaske ikke fuldt saa fordelag
tig at behandle som fremmed Brød
korn. Landbrugets Udvikling til In
dustri har imidlertid gjort det løn
nende at bruge en stor Del af det hjemlige Brødkorn til Foderstoffer og i Stedet derfor indføre fremmed Brødkorn. I 1913, det gode Aar, som jeg nævnede, indførtes der Rug, Hvede og Mel, omsat til Korn, i et Omfang af 4,6 Mill. Tdr. Hvor
ledes Fordelingen mellem Foder- og Brødkorn indenfor det hjemlige og udenlandske Korn falder, kan vist ikke oplyses, men vi kan se, at i et Aar som 1913 har vi en Aarsbehold- ning, hvoraf noget under Halvdelen spises af Menneskene og noget over Halvdelen af Dyrene.
Folkeernæring og Produktion.
•Dette Forhold volder ingen Vanskelighed i normale Aar. Det Brødkorn, der anvendes til Foder, er kun en ringe Del af det samlede Kvantum Foderstoffer, som Land
bruget maa anvende, kun 4V2 Mill.
Tdr. af ialt 30 Mill. Tdr. Og det danske Korn gaar da ind i Forbru
get, efter hvad der lønner sig — jeg kan maaske ogsaa sige: efter hvad der er blevet en Vane. Men i Aar er det nødvendigt at erindre, at
— 10 -
Rorn- og Foderstøfspørgsmaalet er to Ting. Det er et Folkeernærings- spørgsmaal og et Produktionsspørgs-
maal. Verdenskrigen har forvand
let vore Forhold, den har sønderre
vet Verden, den har ophævet gam
mel Sammenhæng. Man er underti den tilbøjelig til at glemme det.
Naar vi sidder her i denne Sal og forhandler normalt, naar vi gaar ud paa Gaden og ser Livet forme sig som ellers, ved Dag og ved Aften, er vi undertiden tilbøjelige til at glemme, at Verden er sønderrevet, og at alle Forhold er opløste. Der
for kan Korn- og Foderstofspørgs
maalet nu ikke behandles under ét, som én Ting sammenblandet som før, men det maa opløses i to Spørgs-
maal. Dette er da det ene Spørgs- maal: Befolkningen skal have de!
nødvendige Brød, og det andet er:
En vigtig Produktion skal paa den bedst mulige Maade opretholdes.
Der har nu været Enighed hos alle dem, der arbejdede med, om at det var for Staten en naturlig Op
gave at være paa Post med Hensyn til Folkeernæringsspørgsmaalet.
Idet jeg opsætter Spørgsmaalet om Brødets Pris til siden, skal jeg gøre opmærksom paa, at Statsindkøbet har netop haft dette for Øje. Man har i August tænkt særlig paa en bestemt Landsdel, som man frygte
de for ikke kunde brødføde sig selv, og derfor skabt væsentlig en lokal Reservebeholdning. Nu har Forhol
dene forandret sig saaledes, at Sta
tens Beholdninger kan komme hele Landet til gode, hvor der bliver An
vendelse derfor. Jeg har set et Blad, der politisk staar den ærede Ordfører for Forespørgerne nær, spørge, hvorfor Regeringen i Au
gust købte til Hovedstaden og ikke som Norge til hele Landets Befolk
ning. Den, der læser saadant noget, vil hurtigt være klar over Hensig
ten. Hvis dette Blad, som staar Le
dere i en Del af Partiet Venstre me
get nær, havde ønsket Oplysning og ikke ønsket at fremsætte en fornær
melig Insinuation, kunde det have hentet sit Svar hos Ordføreren for Partiet her i Dag, thi han har un
derskrevet den Indstilling og den Begrundelse, i Henhold til hvilken det første Statsopkøb skete til Hen
læggelse af en lokal Reservebe
holdning. Jeg vil tilføje, at Sam
menligningen med Norge, som jeg har set vandre rundt, er saa for
bløffende, at man maa spørge sig selv, om der ingen Grænser er fol
den Uvidenhed, hvormed man i Øje
blikket taler om de alvorligste bpørgsmaal. Danmark kan i Nøds
tald brødføde sig selv, Norge er et over alle Grænser brødfattigt Land.
I 1913 avlede Norge 335,000 Tdr.
Hvede og Rug. Hvis Forbruget der
oppe var som her i Landet, skulde Befolkningen bruge 3,700,000 Tdr., altsaa vilde det være nødvendigt at tilføre Landet 3,300,000 Tdr. Brød
korn. Man kan under disse Forhold forstaa den Ængstelse, som ved Krigens Udbrud greb Norge, en Ængstelse af en anden Art end den, som opstod andre Steder, en Æng
stelse for at afskæres og blive ud
sultet. Aaret 1914 var netop det Aar, i hvilket man særlig dvælede ved Erindringen om Tiden indtil 1814, da Landet var paa Hungers
nødens Rand, fordi Tilførselen var blevet afskaaret. Nogle af de vig
tigste Erindringer fra de Dage knyt
tedes til Eventyrfarter med Korn hernede fra, da vi maatte forsyne Norge under de vanskelige Forhold.
Man vil da kunde forstaa, hvorfor Forholdene ligger anderledes her, og alligevel købte den danske Rege
ring i Krigens Begyndelse det sam
me Antal Tønder Brødkorn som den norske ; senere har den norske i høj Grad forøget sin Beholdning, og en
hver vil kunne forstaa dette For
- 11 -
hold ud fra de Tal, jeg nævnede.
Det omtalte Blad, som er et leden
de Organ for de Politikere, jeg næv
nede før (P. Th. Nielsen: Hvilket Blad?), »Aalborg Amtstidende«, har sagt, at hvis man undersøgte, hvad Bladet mener er forsømt, kunde man spørge, hvad da Bladet vilde have gjort, og det har svaret med Myn
dighed følgende: Vi vilde den Gang, der kunde være købt Korn til 16 Kr. Tønden, have købt Korn til hele Landet for Aaret. Det kunde ihave interesseret, om denne Udtalelse var blevet fremsat i August. Den Gang lød Parolen fra alle disse Kredse paa: saa lidt Statsindgriben som overhovedet muligt. Naar jeg ønsker, at denne Udtalelse var frem
kommet den Gang, er det ikke, for
di jeg mener, at Anvisningen vilde være blevet fulgt — ingen kunde have gjort det —, men det er, fordi jeg gerne vilde have set, hvorledes den var blevet modtaget. Enhver er klar over, at det er fuldkommen Fantasi og skyldes den fuldstændig- ste Uvidenhed om alle paagældende Forhold, naar man tror, det var mu
ligt i August Maaned at opkøbe W2 Mill Tdr. Korn i Amerika til det danske Marked.
Jeg har nævnt vore Forholds re
lative Gunstighed, jeg skal med Hensyn til Indførslerne blot endnu anføre, at man i vort Naboland, Sverige, kæmper med alvorlige Vanskeligheder, idet Staten i sine Lagere ikke endnu har en eneste for dens Regning indkøbt Tønde frem
med Korn, og at Norge, hvor For
holdene er endnu vanskeligere, ikke har mere end vi.
Foderstofimporten.
Betalingsforhold og Forsikring.
Ingen har ment at kunne tilraade Staten at optræde som Foderstof
importør. Jeg tænker, at Grunden til, at alle har forstaaet, at Foder
stofimporten maatte blive hos de sædvanlige Importører til de;n Indu
stri, som bruger Foderstoffer, er den, at i Kornspørgsmaalet som Folkeernæiingsspørgismaal har væ
sentlige Ting kunnet udrettes med de Midler, som er anvendte, men hvorledes fodiolder det sig med f o derstofferne ? Af indført Foderkorn og Kager, som ikke er Rug ug Hve
de, udkræves der her iLandet 11 Mill. Tdr. og 5 Mill. Tdr. af Uug og Hvede, ialt 16 Mill. Tdr. foderstof
forretningen er altsaa en Forretning med en Olmisætning paa mellem 200 og 300 Mill. Kr. Endvidere er Fo
derstofforretningen her i Landet or
ganiseret paa en særlig og, man skulde tro, særlig tilfredsstillende Maade. Overfor store Handelsorga
nisationer staar den store og mægti
ge Andelsorganisation: Jydtsk An
dels-foderstofforretning og de tilsva
rende Ande lstf o de rst o fflor r e tninge r paa Øerne. Jeg ved da ogsaa, a t de foderstofkyndiige Mænd her i Lan
det har fremsat som deres Syn paa Sagen den Anskuelse, at Foderstof- tilførselen til Landet, naar der blot
var Spørgsmaal om Kølb og Salg, kunde de udmærket klare selv. men det gjaldt om at overvinde andre Vanskeligheder. Derfor har Rege
ringen ogsaa sat al sin Evne ind paa at overvinde dlistse andre Van
skeligheder.
Jeg har nævnt, hvorledes Beta- Imgsspørgsmaalet i Amerika straks ordnedes, jeg skal nævne iForsik- ringsspørgsmaalet, med Hensyn til hvilket det ærede Medlem for Hor
sens Landkreds mente, at hvis man havde fulgt ham lidt hurtigere, hav
de man opnaaet bedre Resultater.
Jeg maa sige, at med Hensyn til Spørgsmaalet om Forsikring af Fo
derstoffer viser det ærede Medlem stor Ukendskab. Det forklarer, at han har kunnet fremsætte de Udta
lelser, ham i saa Henseende baade
nu og ofte tidligere bar fremsat.
Efter at vi havde ordnet Spørgsmaa- let om Forsikring af Kul og andre Varer saaledes, at S'taten sammen med Forsikringsselskaberne overtog Krigsrisikoen. Staten med de % og de sammensluttede eller enkelte Forsikringsselskaber med 1/4, blev Spørgsmaalet om Foderstoffer ført frem. Jeg havde den Gang. medens Forhandlingerne i Kommissionen fandt Sted, flere Samtaler med for- vsikringskymdige Fol'k. hvoraf det fremgik, at med Hensyn til Ordnin
gen af Foderstofforsikringen var der et d'obbelt Forhold tål Stede. Foder
stoffer fra Amerika forsikres nor
malt ikke her i Landet. Det er en Forretning, som ligger i Amerika, idet Varerne normalt altid sælges cif København, a'ltsaa iberegnet Søfor- sik ringen. Forsikringsselsk ab e r n e mente derfor, at det var dem meget vanskeligt eller umuligt at paatage sig nogen Medvirken i Krigsfarsik
ringen for Varer, der var søforsik- rede af andre Selskaber, idet Krigs- forsikringens specielle Risiko var saa overordentlig stor, at den ikke lod sig overtage og bære, naar den ikke var forenet med Søforsikrinigen.
Endvidere havde Forsikringsselska
berne ikke den Opfordring til at gøre ekstraordinære Ofre, som laa i. at det var gamle Kunder, de hav
de med at gøre. Landbruget for
sikrer nemlig under normale For
hold ikke sine Varer i Danmark.
Jeg nævnede, at de i Amerika købte Varer er forsikrede derovre. Vore Landbrugseksportvarer er un
der normale Forhold forsiikrede i Tyskland. Flæsket er saaledes for
sikret i et start Selskab, der hedder
»Alliance« fi Berlin, Smør og andre Varer i »Alliance« og »Continental«
og andre tyske Forsikringssel
skaber. Landbruget stod alt- saa helt udenfor den Kundekreds, som Søforsikringsselskaberne har.
Derfor var der Vanskeligheder ved at skabe den Organisation, som var dannet med Hensyn til Forsikringen af de andre Ladninger, og derfor var det nødvendigt at tilvejebringe en anden Ordning.
Den ærede Ordfører har i Dag været saa velvillig at sige, at Sa
gen ikke er blevet forsinket af mig, idet jeg den 3. September modtog Opfordringen fra Kommissionen, og Ordningen var tilvejebragt den 4.
September med Billigelse af begge de to Tings Finansudvalg. Men saa- ldes som Forholdene er, kan det godtgøres, at Udsættelsen til 3.—4.
September ingen som helst Betyd
ning har haft overhovedet for Dan
marks Indførsel af Foderstoffer.
Medens Indenrigsministeriets For
sikring for Skibe i Fart med Kul og lignende har været en ret omfatten
de og ret betydningsfuld Forretning, hvorom Finansloven og Tillægsbevil
lingsloven en Gang vil give Besked, har Foderstofforsikringen været ganske betydningsløs, idet over
hovedet kun to danske Ladninger er begærede forsikret i Indenrigsmini
steriet. iDen 4. Septbr. blev der ud
stedt Meddelelse om, hvorledes Fo- derstofladninger kunde forsikres helt og holdent af Indenrigsministeriet, men først den 28. September tegne
des der Forsikring paa Skibet
»Margareta«s Ladning og først den 29. September paa Skibet »Sally Mærsk«s Ladning. Det sidste Skib ejedes af Jydsk Andelsfoderstoffor- retning. Altsaa kun paa disse to Skibe og 24 Dage efter, at Forsik
ringens Oprettelse er medelt, er der tegnet Forsikring i Indenrigsmini
steriet.
Vanskelighedernes Art.
Disse to Skibes Skæbne viser iøvrigt, hvad det er for Vanskelig
heder, Foderstofimporten har haft at kæmpe imod. Jeg synes, der kunde være Grund for danske Mænd
— 13 —
til at fæstne deres Opmærksomhed ved, hvad de virkelige Vanskelig
heder er, i Stedet for, som det ære
de Medlem for Horsens Landkred har gjort, at sige, at Vanskelighe
der er opstaaet, fordi Regeringen har undladt at gøre det og det, eller fordi andre har forsømt det og det.
Vanske lig-hederne for Foderstoffor
retningen laa ikke i, at disse to Skibe vanskeligt kunde blive forsik
ret, thi de havde kunnet være det 24 Dage, før de blev det, men derT, at begge disse Ski'be ikke kom til Danmark, men blev indespærrede.
Det ene, »Margareta«, i Selma i Rumænien. ' det anldet, »Sally Mærsk«, i Dardanellerne. Denne fndespnprrinrr. Minornp. der odplasr- de vort store Skib »Maryland« o?
dets Ladning- af Foderstoffer. Op- bringningen a;f vore Skibe, Forsin
kelserne af alle Tilførsler, som tit Trods for et uhyre Arbejde i Uden
rigsministeriet ikke har kunnet fremmes med større Hast, end sket er. er de virkelige Vanskeligheder, som vor Indførsel har haft at over
vinde. Da det viste sig, at Udfø- selen fra Sortehavslandene. hvorfra vi ofte faa^ disse Varer tilført, var lukket, og at Tilførselen fra Nord
amerika og La Plata fø'-st kunde komme i Gang senere, skete der e*
stort Arbejde for at tilvejebringe fra Ensrland Majs, som var opb'agt og oplagt der, 02 det lykkedes ogsaa ved den Sendelse. som Landbrugs
ministeriet overdrog Etatsraad Schou og Dr. Federspiel, den 25.
September at frigøre efterhaanden betydelige Kvantiteter Majs i Eng
land. Paa ny er en saadan Sendel
se foregaaet. og det er lykkedes Re
geringen at føre de to store Omsæt- ningsorganisationer. Foderstofmæn
dene i Handelsverdenen og Foder- stofmændene i Andelsverdenen, til Samvirken paa dette Omraade.
Oversøisk arbejder de hver for sig.
men vedrørende den fra England indførte Majs samarbejder de, og dette sidste Samarbejde vil forhan- bentlig ogsaa paavirke Prisfastsæt
telserne paa de Omraader, hvor de arbejder hver for sig.
Maksimalprisen.
I)e opstillede Indvendinger.
Jeg tror hermed at have fremstil
let de Forhold, der omlhandles i Forespørgselens første Del, og gaar da over til det andet Spørgsmaal, som Forespørgselen indeholder. Det
te Spørgssmaal lyder: »Agter Rege
ringen at ophæve den fastsatte Maksimalpris paa Rug?« Jeg skal besvare Spørgsmaalet strakis og be
svare det med et Nej, og jeg skal tilføje: Saafremt Folketinget sætter Regeringen i Stand til at handle efer dens Hensigt, vil Indenrigsmini- steret fastsætte Maksimalpris paa Hvede. Indenrigsministeriet vil end
videre hidføre en Ordning, hvorved det enten ved Maksmalpris eller ptaa anden Maade sikres, at Maksimal
prisen paa Rug og Hvede kommer Forbrugerne til gode ved Priserne paa Mel og Brød. Jeg skal vende tilbage hertil. Synspunktet har væ
ret dette, at det andet Led i det store Spørgsmaal, Folke e rnæriings- spørgsmaalet, er, at Brød maa kun
ne faas til en overkommelig Pris.
Vi har ikke troet, at dette kan til
vejebringes paa nogen anden Maade end ved at fæstne Priserne paa dansk Brødkorn.
Argumenterne mod Maiksimalpri- sen er fremsatte paa forskellig Vis og nu af det ærede Medlem, der var Ordfører for Forespørgerne. De kan vel gengives samlede i følgende Grupper; Maksimalprisen er ved sin Fastsættelse grundlovsstridig.
Maksimalprisen er uretfærdig mod Rugdyrkere. Maksimalprisen er ska
delig, fordi den hindrer Importen.
Maksimalprisen er unyttig, fordi den
— 14 —
ikke skaffer billigere Brød. Med disse 4 Paastan.de mener man at have taget Livet af Foranstaltnin
gen. Jeg tror, at den vil overleve dem.
Maksimalprisens Forhold til Grundloven.
Maksimalprisen og dens Forhold til Grundloven skal jeg først sige et Par Ord om. Som det ærede Medlem fremsatte Sagen her, for
stod jeg ham saaledes, at det ikke egentlig er Maksimalprisens Fast
sættelse eller den Højde, Regerin
gen har fastsat den til, han betegner som grundlovsstridig. Det vilde og- saa være fuldkommen uholdbart at fremsætte en saadan Paastand. Det, som det ærede Medlem retter sine Angreb imod, er i Virkeligheden no
get helt andet, nemligVurderingspri- sen ved den stedfundne Ekspropria
tion. Det er denne Pris, det ærede Medlem betegner som grundlovs
stridig, fordi han mener, at den ikke byder fuld Erstatning. Hans Tanke synes at være den, at fuld Erstat
ning maa være den Prås, der er Markedsprisen, Dagens Pris, maa- ske den højeste Pris, som er naaet en Dag. Det ærede Medlem satte Prisen i Forhold til det fremmede Marked paa en saadan Maade, at jeg maa antage, at en Maksimal
pris, der ramte det højeste Punkt, hvortil en Pris var naaet her i Dan
mark, heller ikke vilde tilfredsstille ham, naar Prisen paa fremmed Vare senere gik o»p derover. Hvis jeg havde fulgt det ærede Medlems Fastsættelse i hans Vurderingsfor- slag og fastsat en Maksimalpris, der i Stedet for at være 19V2 Kr. laa 2V2 Kr. højere, nemlig 22 Kr., maa jeg antage, at det ærede Medlem havde ment, at denne Maksimalpris eller Vurderingspris heller ikke kun
de have staaet, ret længe, thi nogle
faa Dage efter kostede det 3 Kr.
mere at skaffe Rug frem fra Ame
rika i den kommende Tid, og de danske Rugejere vilde da med den samme Argumentation, som det ære
de Medlem 'hele Tiden har fremført, have kunnet kræve, at nu maatte deres Markedsvare være blevet 25 Kr. værd.
Jeg sagde, at Anken formodent
lig iikke gjaldt selve min Ansættelse af Maksimalprisen. Denne er nemlig ikke vilkaarligt fastsat. Jeg beder ærede Medlemmer erindre dette Forhold. Der skete en lovlig Over
tagelse af Varer. Der fandt en lov
lig Vurdering Sted, Kommissionen bestod af en Række højt ansete Mænd fra alle Samfundsklasser og med al mulig Sagkundskab. Det var disse Mænds Hverv og Pligt at ud
finde en Pris, der efter Grundlovens Bud ydede fuld Erstatning for den overtagne Vare. Det var dette Hverv, de røgtede og de fastsatte Prisen derefter. Jeg vil derfor ger
ne have fastslaaet, at det Spørgs- maal, som stilles til mig, om jeg vil ophæve Maksimalprisen, i Virkelig
heden er en Omskrivning for en hel anden Tanke. Det, som Partiet Venstre spørger mig om, er, om jeg vil omstøde den af en lovlig Kom
mission fastsatte Vurderingspris.
Det, som Partiet spørger mig om, er, om jeg agter at afskedige den 11 u v æ r e n d e Vu 1 d e r ingskominission og vælge en ny, sammensat af Mænd, der om disse Vurderiwgsspørgsmaal tænker som det ærede Medlem for Horsens Landkreds. Det er bedst, at Spørgsmaalet ligger klart, thi det er dette, man ønsker, at jeg skal gøre. Maksimalprisens Ophævelse vil i og for sig ikke rokke ved dette Forhold, at der er fastsat en Vur
deringspris, og en hvilken som helst Ekspropriation, der finder Sted ef
ter en under tilsvarende Forhold lovlig Vurderinsskommissions Be- - 15 —
ilømmelse, vil finde den samme Vur
deringspris.
Efter det ærede Medlems Opfat
telse byder altsaa Vurderingsprisen og derefter Maksimalprisen ikke fuld Erstatning. Jeg skal et Øjeblik se paa dette Forhold. Jeg vil dog forst nævne, at Kapiltelstaksten for Rug ingen [Sinde i dette og det for
rige Aarhundrede hverken i Ufreds
tider eller i Kriseaar har naaet den Højde, hvortil Vurderingsprisen og Maksimalprisen nu er fastsatte. Det er et enkelt Vidnesbyrd om de nu
værende Begivenheders forfærdende Omfang. Men, siger saa det ærede Medlem for Horsens Landkreds. Der var faktisk betalt højere Pris for- Rug end 19 Kr. 50 Øre af Købmæn
dene, og det maa være Markeds
prisen, der bestemmer Værdien.
Men hvoraf er da Markedsprisen paavirket? Den er paavirket af en Revolution i Omsætningen, af, at Landene har lukket af, af, a t Hav
nene er spærrede, af, at Miner er spredte over Havene, af Standsning af Skibene, af amerikanske Korn- ejeies Evne til at sætte deres Pri
ser op, af Tonnagens Utilstrække
lighed, af Skibsfragternes deraf føl
gende uhyre Stigning, af Stigningen og Forandringen i Kurserne paa Penge. Alt dette har indvirket paa Markedsprisen. Hvis man lader staa til og siger, at dette Forhold er en uvedkommende, vil Prisen over
hovedet kunne stige i disse Tider til en hvilken som helst tænkelig Højde. Jeg skal ikke spaa, men ingen kan med Hen
syn til Koinpriser vide, hvad Pri
serne paa udenlandsk Rug, hidført til Danmark, overhovedet kan naa til af svimlende Højde, og hvis man ræssonerer som saa, vil, for hver Gang amerikansk Rug stiger en Krone i Prisen, for hver Gang, der lægges en Krone paa Tønden paa Fragt af Rug fra Amerika, Værdien
af Beholdningen i Danmark stige en Krone for det samme Kvantum. Ja, efter hvad det ærede Medlem for Horsens Landkreds har vist os, sti
ger den endog, før Prisen paa ame
rikansk Rug faktisk har naaet os.
Let er jo Markedets Tendens, at naar en Vare, som naar hertil om en Maaned, er en Krone dyrere end den Vare, som er her i Dag, saa er den Vare, der er her i Dag, en Kro
ne mere værd. Det er Markedets Tendens, dets Ønske at hidlføre en saadan Tilstand og under unormale Lorhold har det en særlig Mulighed for at hidføre den. Grunden til, at dansk Rug kunde stige saa højt i Pris, at den endog til Tider var over, hvad amerikansk Rug kunde føres hertil for, men ganske vist ikke over, hvad amerikansk Rug i Fremtiden kunde føres hertil for, vai den, at dansk Rug kun kom paa Markedet i forholdsvis ringe 'Kvan
titeter, og at derfor de, der skulde bruge den, var nødte til at give det, der i saa Henseende forlangtes. Nu vil jeg med Hensyn til Rugens Vær
di gøre opmærksom paa, at hvis man undersøger, hvad der er solgt af den samlede Rughøst til Priser, der lig
ger under eller paa Højde med Maksimalprisen, og hvad der senere er solgt til en højere Pris, vil man se, at det er langt den største Del, der er solgt til den billigere Pris.
De, der altsaa har bragt den tidlige
re paa Markedet, har solgt til en billigere Pris, og det er langt den største Del. Men skulde da den Værdi vi fastsætter for den Rug, som er bestemt for Befolkningen, fastsættes efter det lingere Kvan
tum. som sent bragtes til Markedet, fremfor efter den større Del af Brød
kornet, som er bragt ind noget tid
ligere?
Jeg har nævnt det før og skal nu gentage det, at da Vurderingsprisen fremkom, havde danske Rugbrøds-
— 16 —
fabrikanter endnu amerikansk Rug til Priser, der, naar Hensyn tages til Kvaliteten, var lavere end den for dansk Rug. Jeg tror ikke, at Samfundet kan godkende den Syns- maade, at en uhindret Prisstigning er berettiget under Nødstilstand, og ved andre Varer har det Oigsaa vist sig, at Samfundet ikke har villet godkende dette. Det ærede Medlem for Horsens Landkreds har heller ikke selv villet godkende denne Op
fattelse. Han var med til at prote
stere imod, at den Omstændighed, at Kulladninger ude fra ikke kunde komme hertil, skulde medføre, at de danske Beholdninger derved steg i Værdi, da nogle Kulgrosserere efter Krigens Udbrud fastsatte en ny Pris paa deres Beholdninger. Men efter dem SynsmaaJe, som det ærede Medlem anlægger i Dag, skulde, teo
retisk set, den sande Værdi af Kul
lene have været den, som i en saa- dan Spærringstilstand blev fastsat af Ejeren og betalt af Køberen, der trængte til Kullene og ikke kunde faa dem paa bedre *Vil!kaar. Saale- des ser det ærede Medlems Teori ud. Jeg skal nævne et Eksempel fra Kornhandelen. Lad os sætte, at en Kornhandler, der har Lager af Havre, f. Eks. i Lørdags købte et Par Hundrede .Sække til 30 Kr. Han telefonerer maaske til en Mægler og siger: Jeg vil købe et Par Hundre
de Sække Havre, og jeg vil give 30 Kr. Der vil selvfølgelig være Sæl
ger til dem Pris, da Noteringen den foregaaende Dag har været lavere.
Hvis den Teori, som det ærede Med
lem har fremsat, godkendes, vilde den nævnte 'handlende ved en meget ringe Udgift faa en meget betyde
lig Indtægt, Hvis han nmlig har et Lager paa f. Eks. 10,000 Tdr. Hav
re, som han har købt ior gennem
snitlig 26 Kr., og han nu f. Eks. kø
ber 1.000 Tdr. til 30 Kr., skønt han ku'ud« faa dum til 26 Kr., er Dags
prisen 30 Kr. — den noteredes saå- ledes paa Børsen i Lørdags —, og han vil da ved en Merudgift af 4 Kr. pr. Td. af de 1,000 Tdr., han købte, have hidført en Værdifor
øgelse paa 40,000 Kr. for sin oprin
delige Beholdning, forudsat at den nævnte højere Pris skulde være den normgivende.
Dette er det ærede Medlems Teo
ri trukket ud i sine Konsekvenser, og det nævnte Eksempel er derfor belysende. Det er med Vilje valgt yderst grelt, men jeg vil do;g oplyse for forsamlingen, at det ikke er uden Forbindelise med Virkelighe
den. For at hindre saadanne Til
stande, der kan muliggøre urime
lige, uoverkommelige Prisstigninger maa Samfundet kræve at besidde en Prisfastsættelsesret og eventuelt en Ekspropriationsret. Der vilde ikke være nogen Mening i Bestemmelser
ne om Eksspropriation, om at en Vare skal afgives, naar Almenvellet kræver det, til en lovlig fatsat Vur
deringspris, mod fuld Erstatning, naar ikke den »fulde Erstatning«
skal undersøge*, og naar- ikke alle de Momenter, som har fremkaldt en midlertidig, unormal, uberettiget Prisstigning, fjernes. Sker dette ikke, er Ekspropriation og Fastsæt
telsen af en Ekspropriationspris uden nogen som helst Værdi. Hvis Bestemmelsen skal fortolkes saale- des, som ærede Medlemmer vil for
tolke den, hvorved der altsaa ikke tages Hensyn til de ovenfor nævnte Momenter, men man skal betale Dagsrisen, ja, saa kaji man erhver
ve Varen paa anden Maade.
Der har da heller ikke i noget af de Lande, hvor en lignende Tilstand har hersket, været den mindste Tvivl om dette Forhold. Jeg skal belyse dette ved et Par Eksempler.
Den norske Lov, som gav Ret til at fastsætte Maksimalpriser, bestemte i sin § 2, at Forraad af Varer, fer
hvilke- Maksimalpris er fastat, kun
de kræves afstaaet til det offentlige mod Erstatning efter Maksimalpri
sen. Det ærede, Medlem har dvælet ved, at Norge har ophævet Maksi
malpriserne. Jeg vil til hans Be
læring sige, at Grunden er den, at det i Norge var Maksimalpriser paa udenlandske Varer, man fastsatte, Varer, indførte fra fremmed Land, medens man ikke fastsatte Maksi
malpris paa den indenlandske Vare.
Det siger sig selv, at man ikke er i Stand til at bestemme Prisen med Hensyn til udenlandske Varer. Man er ved Statsforanstaltninger i Stand til at bestemme en Maksimalavance paa en udenlandsk Vare, men selve den udenlandske Pris kan man ikke fastsætte. I Norge siger man alt- saa: Vi har suveræn Ret til at fast
sætte Maksimalprisen og derefter kræve Varen afstaaet til Maksimal
prisen. Og hvis man vil spørge, om dette maaske lader sig gøre — det har jeg hørt sige —, fordi man ikke i Norge har en Grundlovbesteimmel- se som vi, skal jeg nævne, a t den norske Grundlov siger: »Fordrer Statens Tarv, at nogen maa afgive sin rørlige eller urørlige Ejendom til offentligt Brug, bør han have fuld Erstatning af Statskassen«.
D< nne Grundlovsbestemmelse i Nor
ge svarer ganske til vor, og Opfat
telsen af Ekspropriationsretten er den samme, som man gør gældende her.
Jeg skal videre nævne Eksempler til Belysning af to foiskellige Arter af Eksprop: iatoner: Det ene er fra Holland, det andet en Bestemmelse fra Svejts. Den 8. Oktober sendte Ministeriet for Landbrug, Industri og Handel i Holland Borgmestrene i Provinsen Groeningen følgende Cirkulære — jeg skal oplæse Be
gyndelsen: »Jeg har den Ære at anmode Dem om uden Ophold at skride til Indkøb af samtlige For-
raad af Rug og Hvede indenfor De
res Kommune til en Pris af i det højeste 25 Cents under den i Cirk.
af 30. September nævnte Maksi- mumspds pr. 100 kg. For utærsket Rug eller Hvede vil der ved Pris
fastsættelsen være at tage Hensyn til de med Tærskningen forbundne Omkostninger. For saa vidt Ejerne ikke maatte være tilbøjelige til at sælge, anmoder jeg Dem om at be
slaglægge de paagældende Partier i Henhold til Ekspropriationslovens § 76 c. Ved Taksation af de beslag
lagte Partier vil ikke Markedsprisen være at lægge til Grund, men ude
lukkende Produktionsprisen, even
tuelt forhøjet med den almindelige Avance, hvorved skal forstaas Avan
cen ved Salg til Mellemhandlere.«
Og hvis man vil sige, at Holland har maaske ikke Grundlovsbestemmelser af samme Art som vi, skal jeg næv
ne, at den hollandske Grundlov Art.
147 lyder saaledes: »Ingen kan til
pligtes at afstaa sin Ejendom, uden Almenvellet kræver det, og kun mod forudgaaende og fuldstændig Erstat
ning.« De Herrer vil se, at man ud fra den Opfattelse i Holland er gaaet til ved en Ekspropriation at lægge Produktionsprisen til Grund.
Jeg tør sige, at den Vurderingspris, som fastsattes ved Ekspropriationen her i Landet, i Sammenligning: med denne Fremgangsmaade har været til det alleryderste hensynsfuld.
Jeg skal nævne et Eksempel fra Svejts. I Svejts udstedtes i Begyn
delsen af August f. A. en Forord
ning, som gik ud paa, at Kantonerne har Lov til, saafremt de har Brug derfor, at begrænse Salgsprisen for enkelte Næringsmidler og andre uundværlige Brugsgenstande, at la
de optegne de forhaandenværende Forraad af de betegnede Varearter og inddrage saadanne Kvantiteter, som gaar ud over, hvad Indehave
rens almindelige Forretnings- øller
— IS —
Husholdningsbrug kræver, at ind
drage dem til Indkøbspris og afgive dem til Befolkningen til dertil sva
rende Priser. Den Tanke, at man i disse Tider skulde have Ret til at ophobe en Vare for at spekulere i Prisstigningen, og at man altsaa der
efter ved en Ekspropriation skulde kunne kræve Markedsprisen, er ganske slaaet ned i denne svejtsiske Forordning, som netop bemyndiger til at inddrage Handelsvarer til Ind
købsprisen. De svejtsiske Kantoner har med Hensyn til dette Spørgs- maal noget forskelligartede Grund
lovsbestemmelser, idet de bruger forskellige Ord om Erstatningen;
nogle bruger Udtrykket, at der skal gives en »passende«Erstatning; men Kanton Freiburgs Forfatning siger udtrykkeligt, at Ejendomsretten er ukrænkelig, og Afvigelser fra denne Grundsætning kan kun finde Sted af Hensyn til det offentliges Vel og i de i Loven fastsatte Tilfælde samt mod forudgaaende Udbetaling eller Tilsikring af en retfærdig og fuldstændig Erstatning.
Man vil altsaa se, at man i disse tre Lande har den samme Opfattel
se som hos os af Ejendomsrettens Ukrænkelighed, men ikke har villet anerkende Markedsprisen, Dagens Pris, som nødvendigt normgivende under aibnorme Tilstande, men tværtimod har sagt, at henholdsvis en tidligere fastsat Pris, en beregnet Produktionspris eller en Indkøbspris kan være den, hvortil Ekspropria
tionen skal foregaa, og hvorigennem fuld Erstatning ydes.
Maksimalprisens Forhold til Landbruget.
Man nævner nu, at der ved disse Foranstaltninger sker en stor Uret
færdighed overfor Landbruget, og det ærede Medlem (P. Th. Nielsen) sparede sig intet Middel for at rejse
en Storm af Uvilje mod de Foran
staltninger, som træffes i Befolknin
gens Interesse. Intet Middel spare
de det ærede Medlem sig. Naar han sagde, at Forespørgselen var frem
sat for at skaffe Klarhed over Stil
lingen, vil jeg tro, at det har været Venstrepartiets Hensigt dermed, men det ærede Medlem har haft en anden Hensigt, og den fremgik tyde
ligt af den Maade, hvorpaa han mo
tiverede Forespørgselen.
Det ærede Medlem nævnede Majspriserne. Der har, som alle ved, været den Tanke fremme, at man skulde fastsætte Maksimalprisen for Pug i Forhold til den Pris, hvortil Majs kunde skaffes her til Landet.
Dette Forslag var fremme i Kom
missionen; det havde Tilslutning dér; men det ærede Medlem for Horsens Landkreds (P. Th. Nielsen) og hans Meningsfæller fik det stand
set. De argumenterede nemlig blandt andet paa følgende Maade:
Hvis Majsprisen falder, vil Rugen følge den nedad; men hvis Folk ikke vil sælge til denne nedadgaaende Pris, som følger Majsens, vil det væ
re nødvendigt under eventuel Eks
propriation at vurdere Rugens Pris paa anden Maade end under Hensyn til Majsen, nemlig under Hensyn til Markedsprisen i Amerika. Nu kla
ger det ærede Medlem over, at man ikke er i Stand til at ombytte Rug med Majs. Det ærede Medlems Stilling er denne: Er Majsprisen lav, saa er det ikke tilladt, at Rugen følger den; er Majsprisen høj, saa lader det sig gøre at lade Rugen følge den. Jeg skal sige — og ære
de Medlemmer af Kommissionen ved, at det er rigtigt —, at saafremt alle havde været enige om det For
slag, der stilledes om at fastsætte en Maksimalpris for Rug i Forhold til Prisen for Majs, vilde jeg — om end med nogen Betænkelighed — have sluttet mig dertil og have fast
— 19 —
sat en Maksimalpris af denne Art;
jeg vilde have prøvet denne Vej.
Men de ærede Medlemmer, der modsatte sig dette, gjorde det umu
ligt for mig at følge denne Frem- gangsmaade. De gav nemlig en di
rekte Anvisning paa ikke a t respek
tere en saaledes fastsat Maksimal
pris, idet de udtalte: »Det første Mind real forventer, a t Ekspropria
tionen ikke vil behøves i nævnevær
digt Omfang, fordi indenlandske Le
verandører af Rug vil være paa det rene med, at de ikte kan vente mere ved Ekspropriation end ved det frivillige Salg. Vi formener, at tværtimod vil Ejerne af Rugen have alle mulige Chancer for at opnaa me
re ved Ekspropriation end ved det frivillige Salg, netop fordi Maksi
malpris er eet og Vurderingspris et andet.« De Herrer gav her den An
visning: Hvis Regeringen fastsætter Maksimalpriser svarende til Majs- prisen, følgende denne, saa lad væ
re med at respektere denne; thi hviis 1 lader være at respektere den og holder jeres Varer tilbage, kan I vente mere ved Ekpsropriations- prisen, idet Vurderingspris er eet, og Maksimalpris er et andet. Det var paa Grund heraf, at jeg fandt det nødvendigt at skabe Sikkerhed for, at Maksimalpris og Vurderingspris blev det samme. Det var paa Grund af dene Paastand, at jeg sagde: Det kan ikke nytte at sætte Maksimal
prisen først og risikere ikke at faa den respekteret, men at maatte gaa til en Ekspropriation og en Vurde
ring, som maaske omstøder den.
Nej, sagde jeg, jeg maa skaffe mig et sagkyndigt, uafhængigt Grundlag for Maksimalprisen gennem Ekspro
priations- og Vurderingsprisen. Det er de Herrer, der har fremskaffet den Maksimalris, som nu er fastsat, ved derøg Politik.
Ved Talen om de høje Majspriser arbejdes Korngrossererne i hænde.
Men, siger de, Vanskelighederne er utvivlsomt store, naar Rugen ik
ke maa sælges til mere end 19,50 Kr. og Majs ikke kan kø'bes billige
re end til 23 Kr. Jeg siger lier først: Hvorfor nævner man saa ofte ude i Agitationen om dette Spørgs- maal de højest mulige Tal, man kan fremskaffe? Hvorfor arbejder man bevidst dem i Hænde, der er interesserede i at kunne opretholde høje Majspriser, naar det tvært
imod maatte være alles naturlige Opgave at gøre, hvad de kunde, for at paavise, hvor den naturlige, rig
tige og rimelige Majspris for Tiden ligger? Og den ligger ikke ved 23 Kr. (P. Th. Nielsen: Det har jeg heller ikke sagt!) Jeg sagde: Ude i Agitationen. (P. Th. Nielsen:
Naa!). Jeg skal med Hensyn til Majspriserne gøre opmærksom paa, at de Dage, dia Maksimalprisen fastsattes, var' Jysk Andels-Foder- stofforretnings Notering fra 18 Kr.
til 19,50 Kr. og til Levering senere, i Januar—Marte, 18,50 Kr.—17,80 Kr. Jeg skal videre sige, at der er ingen Tvivl om, at paa de Majsnote
ringer, som Jysk Andels-Foderstof- forietning saaledes har sat, haves et meget betydeligt Overskud. Det fremgaar af en Strid, der har været indenfor Andelsbevægelsen om dis
se Forhold, hvorledes Prisen virke
lig har været paa den fra England hidskaffede Majs. Jeg skal nævne, at de sjællandske Andelsslagterier, der ialt har omsat 110,000 Tdr.
Majs her i Landet, har omsat dem til en Højestepris af 16,50 Kr. Jeg skal nævne, at de i DecemJber ud
lossede et Skib, »Telma«, med 17,000 Tdr. Majs, hvis Ladning de fordelte til Modtagerne til en Pris af 15,75 Kr., og de havde paa denne Ladning efter at have fordelt dan til 15,75 Kr. pr. Td. et Qver&fcud ai'
— li« —
