Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Macmillan, Hugh.; med Forord af Chr.

Ewaldsen ; oversat fra Engelsk af Ferd. C.

Sørensen.

Titel | Title: Naadens Aabenbaring i Naturen

Udgavebetegnelse | Edition Statement: 2. Oplag.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Immanuel Ree's Forlag, 1879 Fysiske størrelse | Physical extent: 264 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

! ' s-5

- -

- r >r»'

O. ^W - ^ ^ ^

- ^ ' 1^'' .^ ?

* > ^ .

- ^ ^

Khk^

-

U. H^ ^ r ' '> ^ »M-

— ^ » ,

^ ^{^}

130021567576 ^x-

4 ^«

» .

O

' ^

-

d»

>.

l

Af

Pastor, v r . H u g h W a c m l l l a n ,

Forf. til „Naturens -forjættelser".

M e d F o r o r d a f P a s t o r C

hr.

O v e r s a t f r a E n g e l s k

af

Ferd. (5. Agrensen,

Kgl. Translator.

A n d e t O p l a g .

Kjgbcnhavn.

Im m r r n n e l ^ o r l s g .

>879.

i. - * » s^'

' -H ."

> ^ , 7'..'

-

E ^ , r ' r

- -

, *

)

s

,' s. -t'.'t.

,

, 'c? ^{' ^ f L -}

- ', i

z M M W N ^ .

k- ^

M P . ' > » ^,

I . (Lo yen s Bogtrykkeri.

>. ^ 6'^i- /o

W -

'

-><>

-

O

Forord til 1ste Oplag af den danjke Oversættelse.

^ a jeg blev opfordret t i l at gjpre mig bekjendt med O rigina le n t i l den foreliggende Oversættelse, fo rd i man ynskede, at jeg skulde give den et P a r anbefalende O rd med paa Veien, var det kun Bogens T ite l, der bragte mig t i l at efter­

komme denne O p fo rd rin g : den hedder paa Engelsk »Lidlo 1oaedin§8 in dlaturs«, hvilket paa Dansk vel ordret maatte hedde „B ib e lu n d e rv iis n in g i N a tu re n ". P aa det S ta d iu m , h v o rtil Naturvidenskaberne under deres store U dvikling i vare Dage ere naaede, hyrer det jo t i l Dagens Orden, at deres Dyrkere enten ligefrem forkaste Bibelens P ttrin g e r om N a tu ­ rens F orhold som aldeles uholdbare eller dog fra Videnskabens Hyide see ned paa dem som M in d e r om et b a rn lig t, forlcengst tilbagelagt S ta n d p u n kt: da jeg tillig e havde i frisk M inde det store S kibbrud, den engelske Biskop Colenso n y lig leed paa sin T ro , da den kom i B e rprin g med Naturvidenskaben, maatte det dobbelt interessere mig at see, hvorledes en anden engelsk G eistlig betragtede dette Forhold. Jeg fandt i Bogen langt M ere, end jeg ventede, og har havt stor Glcede af at gjennem- gaae den. F orfatteren viser sig som en M a n d , der opmærk­

somt har fu lg t Naturforskernes Opdagelser og tillig e er en o p rig tig t troende Christen: han har i denne B og stillet sig den Opgave at vise, at Guds Naade, som er aabenbaret i Bibelen og fremtrceder i al sin Fylde i Jesus Christus vor Frelser, ogsaa har skrevet sit N avn i N aturen, og at Naturvidenska­

berne, jo flere Gaader de lpse og jo hpjere de naae frem i Udvikling, desto bedre scctte os istand t i l at tyde disse Guds Naades S kriftte g n i Naturgjenstandene og hjcelpe os, selv uden at de ville vedkjende sig det som Form aal, t i l klarere at faae S y n fo r den evige Kjcerlighed og Naade, der baade i Bibelen og i N aturen syger at drage os fremad og opad.

Han betragter sit Arbeide som et Forsyg, men Forsyget er ud-

«

1 ^

fp rt paa de forskjelligste Naturgjenstande: i O rio n s straalende Bcelte som i Eftersommerens flyvende Spindelvæ v, i G le t­

schernes rædselsfulde Storhed som i det visne faldende Lpv, i Rustens Snyltesvam p som i den cedle V iinranke efterviser han denne Naadens Aabenbaring i N aturen. Jeg idetmindste kjender ikke nogen B og hos os, der i saadant Omfang be­

handler denne Tanke, og det skulde gloede mig, om jeg ved disse L in ie r maatte kunne bidrage lid t t i l at skaffe dette Voerk Udbredelse. Oversoetteren har u d fp rt sit Arbeide med en F lid og Sam vittighedsfuldhed, som maaskee kun de tilfu ld e kunne paaskjpnne, der ere fo rtro lig e med flere af de fremstillede N aturfrem toninger og derfor kunne bedpmme de Vanskelig­

heder, de stille iveien fo r en almeenfattelig F re m s tillin g : O ver­

sættelsen er, saavidt jeg tp r have nogen M ening derom, vel­

lykket og en tro Gjengivelse af Forfatterens Tanker. Jeg slutter med det synske, at denne B og maatte sinde mange V e nn er; ingen tcenkende Lceser v il fortryde at have g jo rt dens Bekjendtskab.

Kjpbenhavn, September 1870.

Lhr. Ewaldsen.

T il 2det Oplag.

D e t er mig en stor Gloede, at det synske, jeg fo r 8 A a r siden udtalte i Forordet t i l fprste Udgave af denne B og, er gaaet i Opfyldelse, saa at den nu kan udgaae i et n yt Oplag, men med uforandret In d h o ld . Jeg er i M ellem tiden ofte vendt tilbage t i l enkelte P a rtie r, stedse med uformindsket T i l ­

fredsstillelse, og jeg har af Mange hprt varme Udtalelser om det nye S y n paa N aturen, Lcesningen af denne B og havde aabnet fo r dem: maatte ogsaa dette O plag finde mange Venner og blive dem en Haandsrcekning t i l gjennem Tidens Taager at faae klarere S y n paa Guds Naades Aabenbaring.

Frederiksberg, d. 15. M a i 1879.

Lhr. Lmaldsrn.

Forfatterens Fortale.

VLt af vor T id s mest betegnende Scerkjender er den a l­

m indeligt udbredte Sm ag fo r ophyiede og skjynne Naturskue­

spil : N aturen elskes nu fo r sin egen S kyld , uden Hensyn t i l al den Nytte, den yder Mennesket. E i alene D igtere og M alere, men Sam fundet som et Hele indser, at Jorden skylder sine yde Steder sin maleriske K arakter; man har opdaget, at et B je rg er noget mere end en mcegtig Dynge af J o rd og S ten , og at en S y i sine Vande afspeiler anden og styrre Skjynhed end det omgivende Landskabs; man syler nu, at det Rædsels­

fulde hos Vulkanen og det Ophyiede hos den snebedukkede B jergtop, naar de forene sig med det Sm ilende hos de varme Egne, der strpmme over af K orn og V in , danne en guddom­

melig H arm oni. Ik k u n en T idsa ld e r som vor kunde, m idt under al sin S tru b e n efter det N yttige, med R uskin sinde sit hpieste Id e a l fo r et jordisk P a ra d is paa Skraaningerne af en hpi Snealp, der nedentil prydes af Skovenes og Grusgangenes G rynne, og oventil straaler af Fjeldskramtens P u rp u r og den jom fruelige B je rgto ps S y lv , syv Gange lu ttre t i Him lens I l d . (Ps. 12.)

I n u r Forbindelse med denne almindelige K ju rlig h e d t i l Naturskjynhed staar en vid t udbredt B e tra g tn in g af N aturen

— ikke som en rent tilfu ld ig In d re tn in g — men som et

„med B ille de r prydet Kam m er" (Ezekiel 8 ), som et System af Forbilleder og S ym boler, t i l den udpdelige Aands Opdragelse.

E fte r en lang og haard Kamp ere S krifte n og N a turvid e n ­ skaben nu lykkeligt forenede, og v i se dem stotte hinanden med

at kaste Lys paa Guds V urker og Veie; det erkjendes, at

denne fagre J o rd er en eneste stor Lignelse — et herligt Schechinah; dens mangfoldige Form er og F arver ere de yderste Folder, de bplgende Brcemme og Flige, af h in t Lysets Klcede- bon, som den Usynlige har ifp rt sin ufattelige Elskelighed;

der gives ikke et B la d eller en Blom st eller en Dugdraabe, som jo er prceget af Hans B illede og aabenbarer os langt dybere T in g om Gud, end Paapegelsen af endelige Grunde eller Beviser fo r hans Aiemed gjpre; hele N aturens Aasyn er fo r den, som kan loese det ret, bedcekket med himmelske F o r­

billeder og H ieroglyfer, fulde — ligesom Urskiven — af be­

tydningsfulde V ink om den usynlige Verdens F orm aal og Virkemaade. Bibelen afhyller os a lt dette; den giver os ei alene Kundskab om S aliggø relse (Luk. 1), men aabenbarer os den fysiske Verdens aandelige Kilde, viser os, at det O ver­

n aturlige ikke strider imod N aturens Orden, men er dens evige O p h a v ; U ndergerningerne i Bibelen ere ikke blot Udtryk fo r M a g t i den aandelige Verden, men Vidnesbyrd om Naturens Undere — ligesom Forspg gjorte af „den store Laner" selv, i en lille Maalestok og indenfor en begrcendset T id , fo r at forklare Menneskeslægten de Fcenomener, der finde S ted gjen- nem lcrngere T id s ru m i Universet. A l Skabningen er et be­

standigt V idunder; men der udkrceves andre Vidundere t i l at aabenbare det fo r vore ligegyldige A ine og fpleslpse H je rte r;

der udkrceves Brpdenes og Fiskenes pludselige M a n g fo ld ig ­ gørelse i Arkenen t i l at lyse os hin Gaade: Hpsten paa Land og H a v ; der udkrceves Undergjerningen i Kana t i l at vise os, hvem det er, der efterhaanden forvandler Vand t i l V in i en­

hver V in g a a rd ; der udkrceves den K ra ft, som strpmmer fra Spmmen af K risti Klcedebon ved T roens B e rprin g , t i l at vise os K ilden t i l og Betydningen af den Lcegekraft, der for Legemer, som ere ramte af Forbandelsen, gjemmes i mangt et lindrende M id d e l og mangen helbredende B alsam ; der udkrceves Jerikos M u re s F ald ved Trompeternes Lyd t i l at overtyde os om, at det S y n lig e styres af det Usynlige — at B jerget maa vige fo r Kuldens og Hedens In d v irk n in g , og at den faste K lippe og den stcerke B o rg i Aarenes Lpb henveires og ned­

rives S ten fo r S ten af Luftens fine, usynlige Krcefter; der udkrccves Betvingelsen af Genesarets stormoprprte Vande t i l at overbevise os om, at N aturens Krcefter, der synes saa v il- kaarlige, saa pdelceggende, saa rent fysiske, aves af Ham, der opholder Elementernes stadige, velgjprende Kredslpb. Under- gjerningernes B etydning er derfor netop den levende Guds Aabenbaring som N aturens Gud, G uds Aabenbaring ikke som krcenkende, men som hcevdende sin Verdensorden, en pludselig og forbausende Aabenbaring, fo r at vise os hvad der ikke kunde vises os saa g ra ngiveligt paa nogen anden Maade — hvad „H a n s Haand dagligt g jp r t i! Jordens og Livets F o r­

skønnelse og Forherligelse". S om Westcott siger i sit dyb­

sindige Vcerk om U ndergjerningerne: „Verdensordenen har en aandelig Nod. D e t Kjcerlighedens Aiemed, hvorefter Verden omskiftes, er ogsaa det Kjcerlighedens Aiemed, hvorefter den styres. Han, som kan binde og lpse N aturens Krcefter, har saaledes aabenbaret det evige j^iemed, h vo rfra de have deres Oprindelse."

Ligesom U n d e r g j e r n i n g e r n e lcerer os Betydningen af Universets K r c e f t e r , saaledes lcere L i g n e l s e r n e os B e ­ tydningen af al Skabningens F o r m e r . De fyrste kunne be­

tragtes som Forsyg i kristelig Naturlcere, de sidste som U nder­

visn in g i kristelig N a tu rh isto rie ; de fyrste „give Gjenklang as Verdensordenens G rundtone, og G jenlyd af de lavere Sfcerers H a rm o n i", de sidste sammenspis i en guddommelig harmonisk Enhed hvad Mennesket har adskilt, og vise os, at disse Tvende — det N a tu rlig e og O vernaturlige — ere E t. Jesu Lignelser ere ikke, som nogle mene, blot vilkaarlige O plysnin g er hentede fra N aturen, men ligefremme Oversættelser, bogstavelige F o rto lk ­ ninger, af N aturens eget S p ro g ; i dem giver han os ikke ny Id e e r fra Him len, men fortolker og scetter os istand t i l at forstaa de gamle Id e e r, som N aturen har spgt at lcere os i sit eget stumme, uartikulerede Tegnsprog, siden den blev skabt;

ligesom Jesus i sine bogstavelige T a le r snarere forklarede

„O rd e t" end forpgede det, snarere opklarede tidligere S paa- domme end udtalte ny, saaledes tager Han i sine Lignelser

snarere S kyret fra den udvortes Verden, end han giver os en ny Aabenbaring — scetter os snarere istand t i l at begribe gamle S ym boler, end han meddeler os n y ; Han kunde sige med Hensyn t i l sine F orklaringer baade af Bibelen og af N a ­ tu re n : „ M in Lcerdom er ikke min, men Hans, som mig ud­

sendte" (J o h . 7) ; Han kastede Lys paa N aturen, som Han kastede Lys paa Bibelen — paa Guds Vcerker som paa Hans O rd, og beviste, at enhver N aturkjendsgjerning er et S ym b o l paa en aandelig K jendsgjerning, at enhver Gjenstand i S kab­

ningen lcerer os en eller anden aandelig Sandhed.

D e ri, at Guds S y n er bleven Menneske, have v i B inde­

leddet imellem det S y n lig e og det Usynlige, den paa Jorden satte S tig e, hvis T o p naar t i l Himmelen. Apostelen J o h a n ­ nes frem stiller Im m a n u e l siddende paa Thronen m idt ib la n d t de sire Keruber eller levende Skabninger, fulde af Ome fo r til og b a g til (Aabenb. 4). Disse ere Sym bolerne paa S kabnin­

gen, saaledes som den findes i det Hellige paa Jorden og i det Allerhelligste — i Him len, og Linene fo r til og bagtil se fremad og tilbage t i l Ham som Forbilledet paa det store Grundbillede, t i l hvilket hele N aturen havde Hensyn, fra det fyrste A tom , der kom frem i M in e ra lrig e t, og op igjennem alle O rganism ens og Livets T r in in d til Mennesket. Enhver Gjenstand i N aturen taler om H am : M in e ra lrig e t aabenbarer hans Bestandighed, th i „H a n er vor Saligheds K lip p e " (5 Mos. 3.2) ; P lanteriget vidner om hans Skjynhed, th i „H a n er en Rose i S a ro n , en L ilie i Dalene" (Hyis. 2 ); D y re ­ riget afbilder hans Styrke og selvopoffrende Uskyldighed,, th i

„H a n er Lyven af J u d a Stamme og det G uds Lam, som barrer Verdens S y n d " (Aabenb. 5 og Jo h. 1 ); S olen fo r­

tceller Hans LEre, th i „H a n er Retfærdighedes S o l" lM a l. 4) ; S tjernerne forkynde Hans Herlighed, th i „H a n er den skin­

nende M orgenstjerne" (Aabenb. 22). A lle Naturgjenstande have en symbolsk eller skjult B e tyd n in g : de ere, fo r at tale med Apostelen P a u lu s , „en Skygge af de tilkommende G oder"

(Hebr. 10), medens „Legemet er K ris ti" (K ol. 2). Han er det sande B r y d ; Han er det sande V intrce; Han er det sande

-

s

i

.0.-

Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom t i l Verden ( J o h . '1).

Vintrceet, B rpdet, Lyset, som v i kjende dem i det daglige L iv, ere tun underordnede Virkeliggjorelser a f, delvise og u fu ld ­ komne Forbilleder paa „ S a n d h e d e n " , som „e r vorden ved Jesum Christum " (J o h . 1 ); disse ere ufuldkomne Forbilleder, Han er den fuldkomne V irkelighed; disse ere kun S kyggerids/

Han er Versenet og Legemet. Han virke lig g jp r i den dybeste, fuldeste og videste B etydning A lt hvad V in trcre t og B rodet og Lyset indbefatte: Han er deres hpieste I d e a l — deres S a n d h e d i dens hpieste Form , i dens modneste og mest fuldendte U dvikling. De nyttige Aiemed, som B rp de t og Lyset og V intrcret tjene, ere derfor af ringere B etydning og underordnede deres aandelige HAiemed; eller rettere: den N ytte, de gjpre i N aturens og Menneskets HAkonomi, hjcrlper, t i l at fuldende deres billedlige B etydning, nemlig som B ille d e r paa Ham, der ikke va r kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give S it L iv t i l en G jenlpsning fo r M ange (M a tth . 2 0 );

al Skabningens store Id e er saaledes Forherligelsen af G uds S p n og Menneskens S p n , ved hvem Skabningen fik T ilv c rre ls e :

„ A l t er samlet under eet Hoved udi Kristo, baade det, som er i Himlene og paa Jorden, udi H am " (Es. 1 ); alle T in g udtale kun een Spaadom, alle ere de eet stort, forenet F o r­

billede paa Ham, der er Faderens Herligheds G lands og hans Vcesens udtrykte B illede (Hebr. 1) og doa al Skabningens Forstefodte, th i Han er f o r a l l e T i n g , og a l l e T i n g bestaae ved Ham (K o l. 1 ); th i i Ham „modes det Skabte og Skaberen i Virkeligheden og ikke efter S k in n e t", og i Ham bo al Guddommens Fylde og Skabningens Fylde legemligen (K ol. 2).

Dette er altsaa Betydningen af N aturen, aabenbaret ved Kristus. Naturvidenskaben har g jo rt meget i vore Dage, fo r at overtyde os om en usynlig og evig Verdens Virkelighed;

dens mangfoldige Opdagelser ere saa at sige ligesaa mange T ra p p e trin fra det S y n lig e op t il det U synlige; det bibelske B u d , som befaler os „ikke at anse de synlige T in g , men de u syn lig e ; th i de synlige ere timelige, men de usynlige ere

evige" (K o r, 4) — et B ud, der, netop ford i v i ere saa fo r ­ trolige med det, har mistet meget af fin M a g t t i l at gribe os med sin Sandhed — stadfcrstes ved, den nyere Naturvidenskabs rigelige Vidnesbyrd og slaaende O plysninger. A t vore Skove, Scedmarker og K u lla g ere de faste Bundfceldninger af usynlig kulsur L u ft i Atmosfceren; at Verdens Arbeide udsyres af Dampens usynlige K ra ft og Verdens Budskaber bringes af Elektricitetens snarfodede, men usynlige M e rk u r; at vore Lege­

mer ere synlige P a u lu n e r af usynlige Elementer, der gaa og komme, idet vor Vccv lcegges ode og bydes; at de „evige"

Bjerge „omskifte deres Skikkelse og flyde fra F orm t i l F o rm ", idet de ere blotte m idlertidige Legemliggjyrelser af Krcefter og S to ffe r, der i usynlig T ilstand gjyre deres Kredslyb gjennem Verden; at der i selve Lyset, der g jy r alle T in g synlige, er ligesom en usynlig Sjcel — en farvelys S tra a le — saa mceg- tig i sine V irkn in ge r og dog, vidunderligt nok, kun t i l at op­

dage ved Hjcelp as Fylesandsen, alle disse T in g ere visselig soerdeles slaaende Beviser fo r Sandheden af den Loere, B ib e ­ len giver os ncesten paa hvert B la d : at Troesgjenstandene ere de eneste Virkeligheder; at det Usynlige er det Sande; at

„alle T in g s Voesen og B etydning ere skjulte fo r v o rt n a tu r­

lige S y n " . Mikroskopets Aabenbaringer ved det ene Ader- punkt af Livets Kjoede og Teleskopets ved det andet fyie, idet de give det Usynliges R iger en umaalelig Udvidelse, et eget, vid un d erligt E ftertryk t i l S kriftens B ud, at v i bagved og hinsides det S yn lig e og Haandgribelige skulle syge v o rt Vcr- sens Hemmelighed — dets sande M a a l og M e d ; at v i skulle vandre i den T ro , som er en Bestandighed i det, som haabes, en fast Overbevisning om det, som ikke ses (Hebr. 11), og at v i skulle holde hart ved den Usynlige, som om v i saae Ham (Hebr. 11). Saaledes loere ogsaa D igterne og Kunstnerne os ved deres skjynne Idealiseringer, at Gjenstandene trin d t om os ikke ere blotte Sandsegjenstande, men praegede af aandeligt L iv og Herlighed. Poesien salver vore blinde A ine med sin egen vidundervirkende S alve og viser os „Mennesker van­

drende som Trceer", viser os den deilige Dafne forvandlet t i l

Vaarens duftende Mezereon, og den forfængelige Narcissus t i l den yndige L ilie , der undrende byier sig ned, fo r at se sin egen fagre Skikkelse i K ild e n ; viser os Hamadryaden i B irke ­ træet, redende sine duftende Lokker med melkehvide Hcender,

og Najaden smilende i den blaayiede Kildes T in d re n og R is ­ len, og i A ltin g noget, der er hyiere end det selv — noget, der baade fortjener at elskes og at beundres; den fyre r vor materielle T id tilbage t i l „den gamle R e ligions skjynne M e n ­ neskelighed", lcerer os, at Grækenlands og Nom s M y th o lo g ie r vare forvanskede Skygger af noget, der er renere end de selv

— at de paaviste Tilvcerelsen af en aandelig Verden, som ikke er et Bedrag, men en a lv o rlig og varig Virkelighed, og ved saaledes at forbinde v o rt daglige L iv s Gjenstande og O p trin med hin usynlige Verden, hvis Beboere vore Aander allerede nu ere, giver Poesien os delvis den O plysnin g , t i l hvis Fuldendelse der udkrccves den vidundergjyrende B e ry rin g af K risti egen Haand, idet den soetter os istand t i l i Hans Lys at se Lyset kla rlig . Saaledes lcerer ogsaa A gerdyrknin­

gen os, skjyndt den mest materielle af alle vore S y s le r, S a n d ­ heder, som ligge udenfor dens eget umiddelbare O m ra a d e : den udtyrrede Mose, den opdyrkede Hede, den tjprnbevoxede ø d e ­ marks Omdannelse t i l den frugtbare Eng eller den gyldne Kornager tale om Guds H usholdning paa Sjcelens Ene- mcerker; Kilderne t i l S ikkring imod Hungersnyd, der hver D ag bliver talrigere, idet de forskjelligste Jordsm on dyrkes under de uligeste Himmelstryg og H yideforhold paa hele vor Klode, og deres Afgryde spredes v id t omkring ved Handel og Vandel, ere ikke alene m aterielt nyttige, men have ogsaa et aandeligt Form aal, idet de berede Herren V ei paa J o rd e n :

„Landet har givet sin G ry d e ; Gud, vo r Gud, skal velsigne os. Gud skal velsigne os, og alle Jordens Ender skal frygte H am " (Ps. 67). K o rt sagt, A lt prcediker fo r os og over­

beviser os om, at jo mere vore A ine ere aandeligt opladte, desto klarere skulle v i i alle T in g skjelne Tegnene paa en Herlighed, som ikke udelukkende tilh y re r Jo rd e n : i hver S o l­

nedgang skulle v i se det ny Jerusalem at stige ned af Himme-

len fra G ud, beredet som B ruden, smykket fo r sin B rudgom lAabenb. 21) — - dets juvelbesatte M u re og gyldne Gader skinnende i de straalende Skyers vidunderlige Form er og v id t­

rækkende Perspektiver, og dets G lands — som den dyrebareste S ten, som krystalklar J a s p is (Aabenb. 21) — i . hint rene, ubesmittede Skjcer, der dvceler paa de vestlige Hpie, naar hele H im len er bleven kold og hele Jorden myrk og stum, og som synes lig t en Aabning i vor Synskredses smalle S trib e ind t i l Uendeligheden; hver V a a r skal vcrre os et lp n lig t Varsel om Legemets Opstandelse og det evige L iv : dens frembrydende Knopper og t i l L iv vaagnende Rydder ville tale om Opvaag- ningen efter Dyden, og de usigelige Lcengsler — disse T a n ­ ker, der ere fo r dybe t i l at fremkalde T a a re r — alle F o r­

tidens Bekymringer, der komme t i l os i den lange drymmerige S k u m rin g , naar Vaardagen tyver med halvtillukkede M ne blandt sine nysfundne Skatte, u tilb y ie lig t i l at forlade dem, v ille vcrre ligesom Aandens Vinger, der flagre inden i os, idet den lcenges efter og dog er u v illig t il at flyve bort t i l sit sande Hjem og finde H vile.

I de fylgende K a p itle r har jeg sygt at vise, at Naturens Lcrre og Bibelens Lcere sigte t il det samme store M a a l; at B ibelen indeholder de aandelige Sandheder, som ere nydven- dige t il at gjyre os vise t i l Salighed (2. T im . 3), og at Gjenstandene og Optrinene i N aturen ere de B illeder, ved hvilke disse Sandheder oplyses. Jeg har her kun plukket nogle faa, enkelte Ax af en rig og gylden Forjættelsens Ager, kun bragt nogle faa Klaser tilbage, fo r at vise-Landets Over- slydighed. Jeg frembcerer dem under denne Form , i det Haab, at Andre maa bevceges t i l at dyrke en Kundskabsgren, der er skikket t i l at yde megen sand Gloede, t i l at rense og forcedle Naturen og bibringe os. en hyiere Jdee om Gud som aaben- baret baade i Hans Ord og i Hans Vcerker.

D e t voere mig tilla d t at gjyre opmoerksom paa, at de naturvidenskabelige B e lu rin g e r i dette B in d paa M a a og Faa ere sankede paa forskjellige af Naturvidenskabens M a rk e r; der er tilsyneladende ikke nogen Enhed eller Sammenhceng imellem

Kapitlerne. Dette har sin G ru n d i den Omstændighed, at de

-

fra fyrst af ere skrevne med lcengere T id s M ellem rum og uden det F orm aal at udgive dem samlede: skjyndt de omhandlede LEmner im id le rtid ere forskjellige, ere deres Oiemed og P la n e r dog de samme: i det ringe Tempel, bygt af svage Hcender, siger Enhver Ham LEre (Ps. 29), og denne Omstændighed. v il, haaber jeg, give de forskjellige A fsn it den kunstneriske, om ikke organiske Enhed og Samstemning, hvilken de som en blot S a m lin g as B landinger vilde savne.

Bogen kan siges at dele sig i to Hovedafsnit: det fyrste er mere soerlig o b j e k t i v t , det andet mere scerlig s u b j e k t i v t . I det forste Hovedafsnit skildres Naturgjenstandene fo r deres egen Skjpnheds og Vidunderligheds S kyld og af Hensyn t i l de Vidnesbyrd, de afgive om den guddommelige V isdom , A l ­

magt og Kjcerlighed: i det andet Hovedafsnit betragtes de udelukkende fra Forbilledets S y n s p u n k t: de forste otte K a p it­

ler beskrive ligesom det Pdre af N aturens Tempel — det prcegtige, mangefarvede Tceppe, der hcenger fo r H elligdom m en:

de sidste syv K a p itle r fyre os ind i det In d r e — i H e llig ­ dommen,. hvor de betydningsfuldest as de foreskrevne S y m ­ boler ses, og Naadestolen er sat ovenpaa Arken (2. M os. 26), og i Arken er det Vidnesbyrd, som Gud har givet (2. M os.

25). Lad mig haabe, at Indgangen og Helligdommen, hvor­

t i l den fyrer, ville findes at vcere overensstemmende, at de begge ville findes i samme G rad at forkynde Him lens og J o r ­ dens store Bygmesters Voerker og ZEre.

*

De Skriftsteder, der ere satte foran Kapitlerne, ere kun nogle faa Exempler paa de mange lidet kjendte B ibelord, der ere fulde af voekkende Tanker. De behandles ikke under Form af Textudviklinger, men af oplysende B etragtninger, og denne Behandlingsmaade tilsteder Fantasien et styrre S p ille ru m og tilla d e r en friere B ru g af Ideassociationen, end der vilde passe sig i egenlige Prædikener. Texter, der ere saaledes valgte ud af den uudtymmelige Sandhedsmine, minde os om disse soeregne Dannelser, der tid t forekomme i K lip p e r, de saa- kaldte „D ru s e r" : man finder en simpel S ten af et alm indeligt

Udseende og af rundladen F o rm ; der er ikke noget, soerlig T i l ­ trækkende eller Moerkeligt ved den; man slaar den itu med en Hammer, og hvad fo r et vidunderligt S y n kommer der da ikke fo r D agen! Den hverdagsagtige Rullesten er en hul Kugle, indvendigt besat med de dejligste K rystaller — Ame- thyster af et Purpurskjoer, der ingensinde saas paa Land eller Hav. Og saaledes er det med mangt bekjendt Bibelsted, naar v i pryve det under B y n og med F lid : dets indre Udseende, naar det aabenbares ved Granskning og E rfa rin g , er v id t for- skjelligt fra det Udseende, som det frembyder udenpaa fo r den skjydeslyse, overfladiske Lceser. M aatte vi saaledes pryve Guds O rd i B y n og Granskning og et helligt Levnet, at det maa vcere os den V isdom , der ikke kan agtes ved G u ld af Osir, ved den dyrebare Onyx og S a fir, og som er langt varigere end P e rle r (Job 28), og maatte v i saaledes granske Guds Voerker i Lyset af dette O rd, at de maa vcere os, ikke „som et Landskab er fo r et dydt Menneskes M e " — fo rd i det, skjyndt seende, dog ikke ser, og hyrende, dog ikke hyrer, og forstaar ikke heller (M a tth . 13) — , men indgive os en glad Anelse om det Usynlige og Evige i H im m elen!

Forste Kapitel.

S y v s t j e r n e n og O r i o n .

„ o V a n D u b i n d e de l y s t e l i g e S y v s t j e r n e r e l l e r , o p l y s e O r i o n s R e b ? " — J o b 38, 31.

D et er u m u lig t fo r dem, der a ld rig have besygt det glydende Osten, at danne sig en tilsvarende F orestilling om en osterlandsk N a ts overordenlige Deilighed. Him len — som boier sig forelsket over G rupper af yndefulde Palmetrceer, der brcemme et langsomtrindende Vand, eller over Lunde af myrke, ubevoegelige Cypresser, der reise sig ligesom gothiske S p ir fra M id te n af hvide Landsbyer med flade Tage — er af det dybeste, myrkeste B la a , ikke skcemmet af den ringeste Taageplet, ikke myrknet af en eneste uldlignende Sky. Den er Renhedens og Fredens udtrykte B illede, som kaster sin Skjynheds G lands paa den. dunkle J o rd , hcever Sandsen t i l Sjcelens Sfcere og fremkalder Tanker og Lcengsler, der ere a ltfo r fine og cethe- riske t i l at kloedes i menneskelig T a le . O iet vandrer drøm ­ mende opad i dens gjennemsigtige Dybder, in d til det taber sig paa Tcersklen t il andre Verdener. Over de myrke B je rg - aase drager M aanen i sin Klarhed, ifyrende Landskabet en efterdannet D ags blege Skjcer, medens Zodiakallyset, langt tydeligere og livfuldere, end det nogensinde ses i vore Egne, udbreder et m ild t, pyramideformet Straaleskjcer over S y n s ­ kredsen, ligesom Gjenskinnet efter S olens Nedgang. S tje rn e ­ billeder, der skjcelve af overvættes Klarhed, tindre paa Himlen

og vcrkke M in d e t om klassiske M y th e r og Sagn, .der ere en aandelig A rv sor enhver dannet M a n d fra hans tidligste A a r.

D e r seiler Skibet Argo over det sporlpse Himmelhav, for at spge det gyldne Skind i K olchis; der holder Persevs, som vender tilbage fra S eiren over Gorgonerne, det forfærdelige Medusahoved i sin H aand; der afventer M pen Andromeda, npgen lcenket t i l Klippen, i Dpdsangst det graadige Uhyres Ncermelse; der ses Berenices rige, guldgule H aar ophamgt som Offergave t i l Venus, medens det dunkle, taageagtige S p o r, som dannedes af den Mcelk, der dryppede af J u n o s B ryst og, idet den faldt paa Jorden, forvandlede Lilierne fra purpurrpde t i l snehvide, strcekker sig tversover Him len, ligesom Gjenfcerdet af en Regnbue. Mest fremtrædende blandt dem alle, langt oppe mod Jssepunktet, mpder gamle O rio n med sit straalende Boelte det undrende Oie, vcekkende blide M in d e r og venlige, hjemlige Tanker, medens man strax paa hin Side af ham piner den velkjendte Gruppe Syvstjernen eller Pleia- derne, tindrende og dirrende af S traaleglands i den amethyst- blaa LEther, lig et Brystspan med LEdelstene (2 Mos. 28) — den Eviges U rim og Thum m im (5 Mos. 8).

V i kunne tcenke os P atriarken Jo b stirrende paa dette pragtfulde Skuespil ved M id n a ts tid s fra en ensom P le t paa Kaldceas S le tte r. Sorgen har banlyst Spvnen fra hans O llne: T v iv l og Fortvivlelse, der opstaa af Forsynets tilsyne­

ladende Ubestandighed, have drevet ham bort fra hans B o lig , fo r at spge N aturens stille T rp s t; han fpler sig ligefrem inde­

spærret i en paa alle S id e r lukket Klpst, hvorfra der ikke synes at vcere nogen Udgang, allevegne omringet af gaadefulde, mprke og truende Bjerge, uden noget gyldent G lim t af Haab i den vestlige Synskreds, og saaledes foruroliget, skjcelver han som et Espelov ved alle Tim ens og Omgivelsernes P aavirk- ninger; Nattevinden sukker i Akacietrcrerne ved hans Side og bader hans hede Pande med sin vederkvægende S v a lh e d ; E u fra t skinner, blank som et Sp'eil, i det Fjerne, gjengivende de urokkelige S tje rn e r i sine urolige Vande og fyldende den dosige L u ft med sin ensformige M u m le n ; trin d t omkring ham

strcekke. de groendselpse mesopotamiske S le tte r sig, ikloedte de forunderligste Lysskjcer og Skygger af det lpndomsfulde M aane- skin. P ludseligt forstyrres hans sprgelige B e tra g tn in g e r ved et moerkeligt S y n : den pstlige Him m el b live r mprk og tu n g ; M aanen mister sin G lands og fa a r en violet F a rv e ; S t je r ­ nerne forsvinde; hele ørkenen synes at bevcege s ig ; S a n d ­ skyer, jagne af den dødbringende S am um s Raseri, fare fo rb i;

fra Uveirets B a rm udgaar der en Ryst, der slaar hans S jcel med Skrcek og Forfcerdelse. Rpsten er G uds. N aadigt ned­

lader Alverdens Herre og Dommer sig, fo r at revse sin T je ­ ners klagende M is t illid og lpse hans pinlige T v iv l; Han lader S ine mangfoldige og vidunderlige Vcerker drage fo rb i P atriarkens B lik og udcesker ham t i l at besvare hans S p p rg s- m aal om N aturens almindelige Frem toninger og Virksomheder, fprend han prpver paa at udgrunde Forsynets Hemmeligheder eller drister sig t i l at tvivle om dens O pholders V isdom og Godhed; fra D yre - og P la n te live ts Gaader, fra den u o r­

ganiske N a tu rs Frem toninger, som de vise sig her paa Jorden, leder Han Jo b s Opmærksomhed t i l Him lens herlige Hvcelving, der hpiner sig over hans Hoved — straalende af S tje rn e ­ flokke, hvis lysende B aner bevcege sig uendelig h p it over T idens Sm aabplger, og hvis lidenskabsløse Renhed og evige Fred synes at spotte Feberen i hans Sjcel. T id t og mangen Gang havde han maaske, medens han med sine H yrder vogtede sine talrige Kvceghjorde paa de S le tte r, hvor Naturvidenskaben fpdtes, stirret paa disse pragtfulde Kloder — iagttaget deres gaadefulde Bevcegelser — deres Opgang og Nedgang, idet de paa Him lens store Skive viste Evighedens T im e r, og tabt sig i G isninger om deres N a tu r, deres Afstand og deres N y tte ; men aldrig stirrede han paa dem med saa levende en D e l­

tagelse som nu, th i Guds Aand har forlenet dem en ny og dybere B e tyd n in g ; de blive t i l H ieroglyfer, der tyde baade paa den aandelige og den legemlige Verden, de tale ikke alene t i l ham om Guds A lm a g t og Trofasthed, men de vise ham i et B illede — lade ham se ligesom dunkelt, i et S p e il — ' Modgangens Aiemed og N y tte ; de ere ham et S ym b o l paa

Naadens.21 abenbar i ug i Naturen. 2. Oplag. 2

den store Sandhed, at ligesom S olens S tra a le r, der tyde lig t aabenbare os Insektet og B ladet, gjyre os blinde fo r Him lens utallige Kloder, saaledes viser Medgangens D a g ly s os vel k la rlig Jordens ubetydelige og forfængelige T in g , men dylger den aandelige og evige Verdens Herlighed fo r v o rt A ie, og naar Lyset saaledes kan formyrke og bedrage, hvorfor da ikke den Pryvelsens og Dydens N at, fo r hvilken v i alle rceddes saa meget? De lcere ham ved deres tause, men veltalende og indtrængende S p rog , at der under alle den menneskelige Him m els Formyrkelser, i S y v n , i N a t, i S o rg og i D yd, kan ses S tje rn e g lim t af et guddommeligt Lys saa stort, at M yrket b a rm h je rtig t skjuler det i dets Fylde fo r svage dydelige Aine.

Og saaledes, m ildnet t i l en bedre Skikkelse ved Stjernernes naaderige Lcere, trcenger det guddommelige S p y rg s m a a l: „K a n D u binde de lystelige Syvstjerner eller oplyse O rion s R eb?"

ikke t i l noget S v a r ; P atriarken har i sin inderste S jccl sylt den fulde S tyrke af Bebrejdelsen: „Lader as' og vider, at jeg er G u d " (Ps. 46.), og hviler nu tyst og stille som et lille B a rn i den Eviges Favn.

„S y v s tje rn e n s " scerskilt staaende Gruppe er paa G rund af sit ejendommelige Udseende bleven skjelnet og udpeget med et passende N avn fra de tidligste T id e r: B e lu s's lcerde Prcr- ster jagttoge omhyggeligt dens Opgange og Nedgange henved to tusinde A a r fy r den kristelige T i d ; Grcrkerne kaldte den

„P le ia d e rn e ", af Ordet „p le e in ", at seile, fo rd i den angav den T id , da Symanden kunde haabe at foretage en Neise i Sikkerhed: den kaldtes ogsaa „V e rg ilio e", af „v e r", Foraaret, fo rd i den medbragte det milde Foraarsveir, som er t i l G avn fo r Agerdyrkerens og Hyrdens S y s le r; de grceske Digtere knyttede den t i l den skjynne M y th o lo g i, der i sin reneste Skikkelse befolkede Luften, Skovene og Vandene med Fantasi­

skabninger og gjorde H im len selv t i l et h u lt S p e il, hvorfra forcedlede, ideelle Gjenskin af Menneskenaturen kastedes tilb a g e ; Syvstjernerne troedes at vcere A tla s 's syv D y ttre med Pleione

— en af Okeaniverne — , der efter deres D yd vare optagne t i l Him len. Deres Navne ere Alkyone, Merope, M a ia , Elektra,

Taigeta, Sterope og Keleno; de bleve alle forenede med de udødelige Guder, undtagen M erope, som cegtede S is y fo s , Konge af K o rin th , og hvis S tje rn e derfor staar taaget og uklar ib la n d t sine S p s tre : den „tabte P le ia d e ", den „sprgende M erope" har lcenge vcrret et In d lin g s s y n i D igternes Drpm me.

M e n en Interesse af dybere A r t end enhver, der hentes fra Forbindelse med M ytho lo gien eller den klassiske O ld tid , faar denne Stjernegruppe ved den B ru g , d e r.g jp re s af den i S k rifte n ; jeg tro r, at der i den tilsyneladende simple og fo rb i- gaaende Hentydning t i l den i Jo b s B og gjemmes S p ire n t i l en af de stprste fysiske Sandheder — en S p ire , der har ligget skjult og slumrende i S krifte n gjennem lange T id e r, men nu er bragt frem i Luften og Solskinnet ved de naturvidenskabe­

lige Opdagelser og udvikler Blomster og F ru g t af sjelden Vcrrd og Skjpnhed. En udmcerket Lcerd har med Rette sagt:

„ D e r findes Herligheder i Bibelen, paa hvilke Menneskets A ie ei har stirret lcenge nok t i l at beundre dem; der findes V a n ­ skeligheder, hvis Dybde og Jndholdsrigdom udkrccve et M a a l

af de samme Egenskaber hos Fortolkeren selv; der anslaas paa sine Steder Toner, der, ligesom nogle af Opdagelserne i N a ­

turvidenskaben, have ly d t fp r deres T id og fprst efter mange Dage ere blevne opfangede og have fundet Gjenklang paa J o rd e n ; der findes Sandhedsspirer, som efter Tusinder af A a r endnu ikke have fcestet Rod i Verden." D et S pprgsm aal, hvormed dette K apitel indledes, indeholder et mcerkeligt Ex- empel paa en af disse vidtrækkende og forudgribende S a n d ­ heder; dersom vore Overscettere rig tig t Have udfundet den Stjernegruppe, som de have givet det velbekjendte N avn „ S y v - stjernerne" — og v i have al G rund t i l at lide paa deres Troskab — , da have v i her et slaaende B evis i Hcende fo r den fuldendte Samklang, der findes imellem Naturvidenskabens og Bibelens Aabenbaringer — den ene oplyser og stadfcrster den anden. V i vide ikke, hvilke Fremskridt Kaldcrerne havde g jo rt med Hensyn t i l astronomiske Opdagelser i hin tidlige T id , men det er ingenlunde rim eligt, at den store Sandhed, hvorom her er S pprgsm aal, kjendtes af J o b — medmindre

2*

den var ham soerligt aabenbaret, fo r at klare hans S y n paa Skaberens V isdom og A lm a g t; fo r hans Vedkommende er det m u lig t, at S p p rg s m a a le t: „K a n D u binde de lystelige S y v - stjerner?" kun havde Hensyn t i l hvad der dengang var en a l­

m indelig T r o : at det milde F oraarsveir paa en eller anden M aade fremkaldtes ved Syvstjernens soerlige S tillin g paa H im len ved den A a rs tid , som om Gud simpelthen havde sagt:

„K a n D u afvoerge eller sinke F o ra a re t? " D et var den nyere Naturvidenskab forbeholdt at gjpre en videre og mere ophpiet Anvendelse deraf og i dette som i andre Tilscelde vise, at B i ­ belen er saaledes beskaffen, at den udvider sin Synskreds Side om S ide med Opdagelsernes Fremgang — at en aandelig Rettesnors npdvendige Uforanderlighed er i den paa den be­

undringsværdigste Maade forenet med Evnen t il Bevcegelse og Fremskridt. Underspge v i Grundtexten, da finde vi, at det kaldceiske O rd, som i vor Oversættelse er gjengivet ved „ S y v - stjernen", er „chim ah", der bogstaveligt betyder en Hcengsel, T a p eller Axe, som dreier sig rundt og bevceger andre Lege­

mer tillig e med sig. N u har man, mcerkvoerdigt nok, n y lig ved en Roekke selvstændige Beregninger — i fuldkommen U viden­

hed om Skriftstedets B etydning — udfundet, at den saaledes betegnede Stjernegruppe virkelig er den Hcengsel eller Axe, omkring hvilken Solsystemet dreier sig. D et har lcenge hprt med t i l de mest elementcere Sandheder i Stjernelceren, at Jorden og Planeterne dreie sig omkring S o le n : men n y lig begyndte det S pprgsm aal at komme frem blandt de S tje rn e ­ kyndige: „ S ta a r S olen stille, eller bevceger den sig omkring

en anden Gjenstand i Rummet og fprer sit Fplge af P laneter og deres D rabanter med sig paa sin B ane?" D a Opmærk­

somheden saaledes scerligt var henledet paa dette LEmne, fandt man snart, at S o le n havde en synlig Bevcegelse, der gik i Retning af en liliedannet Gruppe af smaa S tje rn e r, kaldet S tjernebilledet Herkules. Hen imod dette synes Stjernerne at fjerne sig fra hverandre, medens deres indbyrdes Frastande

aabenbart formindskes paa det, modsatte P unkt af Him len —

; '

k

som om de, lig et Skibs skummende K jp lva n d , dreve ud af S olens K u rs.

D a denne store fysiske Sandhed var sat udenfor al m ulig T v iv l, va r det nceste LEmne fo r Efterforskningen det M id tp u n k t, omkring hvilket S olen udfprte denne vidunderlige O m drejning, og efter en Rcekke omhyggelige Iagttagelser og soerdeles snild­

rige Beregninger blev denne indviklede Opgave ogsaa tilfre d s ­

stillende lpst — en af Menneskeaandens stprste S e ire : M a d le r ^ i D o rp o rt fandt, at Alkyone, den klareste blandt Syvstjernerne, ^ er v o rt mcegtigt store Solsystems Tyngdepunkt — den tin d ­

rende „Hcengsel" paa Himmelen, omkring hvilken vor S o l og ^ dens Følgesvende Planeterne bevcege sig igjennem Rummet. ? Selve Syvstjernesystemets indviklede Beskaffenhed og enlige 4 S t illin g — det frembyder syv scerskilte, toet sammenstillede

Kloder fo r det blotte Aie, men n i t i l t i Gange saa mange, naar det ses igjennem et Teleskop, og det danner en stor Gruppe, hvis enkelte S tje rn e r ere noermere forenede med hver­

andre end med Himmellegemernes hele Masse — vidne om den forbavsende T iltræ kn in gskra ft, der maa vane samlet paa det P unkt. H vor uhyre stor den Afstand end er, som adskiller vor S o l fra denne Centralgruppe — den er 34 M illio n e r Gange stprre end Afstanden imellem S o le n og vor J o rd — , er dog den T iltræ kn in gskra ft, der udpves af Alkyone, saa overordenlig mcrgtig, at den uimodstaaelig drager v o rt System run d t omkring sig med en Hastighed af over 100,000 M i l om Dagen, i en Bane, som det v il tage mange tusinde A a r at tilbagelægge. H vor mcerkvcerdigt slaaende og passende b live r ikke, ifplge denne ny F orklaring, Grundtextens O rd fo r S y v ­ stjernerne! Hvilken hpi B etydning faar den Almægtiges S pprgsm aal ikke ved denne F o rto lk n in g ! „K a n D u binde den lystelige S yvstjerne?" — kan D u standse eller paa nogen Maade lempe den T iltræ kn in g, som den udover paa vor S o l og alle dens Planetverdener, idet den h v irv le r dem omkring sin Homgsel i en Bane af saa u fa tte lig t Om fang og med en saa aldeles utcenkelig Hastighed? Den dybeste Taushed kan vcere det eneste S v a r paa et saadant S pprgsm aal. Mennesket

«

7-

* l ) s

I>

c . s

Ti »

^ ^-

>

! --'

> ^

L li

kan kun staa langt borte og i cerefrygtsfuld Forbauselse og dyb Idm yghed udbryde med Psalm isten: „Herre, min Gud, D u er saare s to r!" (Ps. 104.)

I Overensstemmelse med denne hyiere F ortolkning kunne Syvstjernerne i Sandhed kaldes „lystelige" paa G rund af hine store Loves harmoniske Virken, ifplge hvilke v o rt System dreier sig omkring dem. I denne mcegtige og indviklede M e ­ kanisme er der ikke et H ju l, der klapprer eller knager — ikke en eneste skurrende Lyd forstyrrer d^n m idnatlige Himmels dybe, hpitidsfulde S tilh e d . Let og tyst udsyrer enhver S tje rne sine Om drejninger i det H yie: skjpndt v o rt System bestaar af saa mange Legemer — der ere forskjellige i Styrrelse, Form og Sammenhængskraft — , holdes de dog alle i en beundrings­

værdig Ligevcegt i F orhold t i l hverandre og t i l deres fcelleds M id tp u n k t; deres indbyrdes modstaaende Krcefter ere saa fin t afpassede, at hver Klode aves t i l at vandre sin foretegnede V e i, og det Heles Sikkerhed og Sam klang vedligeholdes;

M a a n e r dreie sig omkring Planeter, Kometer og Planeter omkring S olen, S olen omkring Alkyone, og Alkyone omkring en anden, ukjendt S o l, der dylger sig borte i uudforskede D ybder af vor Mcelkevei, og ta lrig over al Tanke, dreier denne V rim m e l af Systemer sig omkring t i tusinde M id t ­ punkters M id tp u n k t — den Eviges og Uendeliges store hvide Throne — og A lt med en saa fuldendt R h yth m u s, at v i ncrsten kunde tro paa det gamle poetiske S agn om „Sfcerernes M u s ik ". Hvilke mcegtige, ja ncesten uendelige F ylger beror der ikke paa hin lille S tje rn e , der lin d re r ned t i l os fra den m idnatlige Himmel blandt en V rim m e l af Diam antpunkter, selv neppe stprre end en glimrende D ugdraabe! Hvilke dybe Interesser flokkes der ikke omkring den! D et er en salig Tanke, at det ikke er et lunefuldt, omskifteligt Vcrsen, der holder v o rt Universums R o r, men den retfcerdige og miskun­

delige Jehovah — „ig a a r og idag den Samme, ja t i l evig T id " (Heb. 13) — Faderen, som sorbarmer sig over sine B y rn (Ps. 103) , idet han kjender deres Skabnings Skrøbe­

lighed; i dette S y n as Kloder og Omdrejninger — mere gri-

bende. og cerefrygtbydende end Ezekiels S y n af H ju l m idt i H ju l (Ezek. '1) - - se vi, ikke et b lin d t Tilfcelde eller en liden­

skabslys Skjcebne, men En, der er lig Menneskens S y n , sidde paa Thronen over den udstrakte Befæstning, — - Ham, hvem Johannes saae paa P atm os holdende de syv S tje rn e rs Hemme­

lighed i S in hyire Haand (Aabenb. I) — H am , der har en uendelig Kjcerlighed saavelsom en uendelig M a g t, — der kun binder de lystelige S yvstjerner af Hensyn t i l sin Skabnings Orden og V el.

Menneskets Levetid er kun et M eb lik, ja, hele vor 2Ets Historie med alle sine store og mangfoldige Begivenheder er

kun en Haandsbred i S am m enligning med v o rt Solsystems B ane; i den T id , v i have vceret t i l paa Jorden, have v i tilbagelagt Tusinder M illio n e r M ile , og dog har Him len ikke faaet noget n y t Udseende fo r os: alle T in g ere vedblevne at vcrre som de v a re ; de samme S tje rn e r og S tjernebilleder, i ncesten de samme S tillin g e r paa Himmelen, skinne ned paa os, som de, der viste sig fo r Hyrderne paa Kaldceas m idnatlige S le tte r i J o b s D a g e ; saa moegtigt stor er v o rt Systems Bane, at v i fra Menneskets Skabelse in d til den D ag idag kun have beskrevet en uendeligt lille Bue af den; skjyndt v o rt aarlige Fremskridt udtrykkes ved henimod 40 M illio n e r M il, vilde det dog, dersom det iagttages fra den noermeste Fixstjerne, kun vise sig som lid t over *3 Sekund af Rum . V i vide ei, hvor lcenge hver 2Et skal vcere t i l her i V e rd e n ; men er den bestemt t i l at overleve Fuldendelsen af denne moegtige Bane, da ville store og a ld rig anede Herligheder blive aabenbarede fo r kommende Sloegter: vor T id s Him m el skal blive gammel og forsvinde (Ps. 102); S tjernebilleder, med hvilke v i nu ere fo rtro lig e , ville give P la d s fo r ny Forbindelser, og a lt som v o rt System ru lle r igjennem Rummet, v il det gaa over i ny S tillin g e r : ny S ole og Systemer ville drage frem, oplade deres P ra g t og fylde Him len med deres Herlighed, og derpaa vige tilbage, saa at Menneskeslægten, efterhaanden som T iden lider frem, i Tilbagesynet paa denne moegtige Luftreise v il

have en hyiere Jdee, end der nu er m ulig, om den uendelige Guds groendselyse Enemoerker og uudtømmelige Rigdomme.

Lad os nu, efter at have beskrevet Syvstjernen, vende os t i l Skriftstedets skjynne Antithese: „K a n D u oplyse O rions R e b ? " Denne Gruppe af S tje rn e r — de gamle Kaldceeres

„kesil" — er det allerpragtfuldeste Stjernebillede paa H im len.

D ets F orm maa vcere godt kjendt af Enhver, der opmoerk- somt har betragtet Nattehim len. Den ligner Omridset af en jcettestor menneskelig Skikkelse. De grcrske M yth o lo g e r troede, at O rio n var en navnkundig Jaeger, som overgik den yvrige Menneskeart i Styrke og Styrrelse, og hvis glimrende B e d rif­

ter gave ham Ret t i l den ZEre efter Dyden at optages iblandt Guderne. Osterloenderne forestillede sig ham som en vceldig Kccmpe, der, ligesom en T ita n , havde kriget imod Gud og derfor bandtes i Lcenker t i l Himmelens udstrakte Befcestning, og nogle Forfattere have gisnet, at denne Forestilling er O p ­ rindelsen t i l Fortæ llingen om N im rod, som ifplge det jpdiske Frasagn ceggede Noas Efterkommere t il at bygge Vabels T a a rn . S tjernebilledet O rio n bestaar af fire meget klare S tje rn e r, som danne en Firkant, der er hyiere end den er bred, og har tre lige langt fra hinanden fjernede S tje rn e r i en D iag on a l i M id te n . De to yverste S tje rn e r, Betelgeux og B e lla trix , danne Skuldrene; i M id te n , lige over disse, ses der tre smaa, uklare S tje rn e r tcet ved hverandre, som danne Kinderne eller Hovedet. Disse S tje rn e r ere kun i meget klare Ncctter tydeligt at se, og denne Omstændighed har maaske afstedkommet det gamle S agn, at Dnopion, Konge af Chios — hvis D a tte r O rio n begjcerede t i l ZEgte — stak hans Ame ud, da han laa sovende paa Strandbredden, og at han fik sit S y n tilbage ved at stirre paa den opgaaende S o l fra en noer­

liggende B jergtop. Digterne fremstille derfor Stjernebilledet som famlende sig frem med blindede j2ine hele H im len rundt, fo r at syge S olen. Fydderne bestaa af to meget klare S t je r ­ ner, R igel og S a if : de tre S tje rn e r i M id te n kaldes „Boel- te t", og fra dem nedhcenger der en S trib e af mindre S tje rn e r, som danner Jaegerens Svoerd; hele Stjernebilledet, der inde-

holder sytten S tje rn e r fo r det blotte A ie, men frembyder otte og halvfjerdsindstyve i et alm indeligt Teleskop, indtager en stor og ipinefaldende P la d s paa den sydlige Himmel,- nedenfor Syvstjernen, og er, paa G ru n d af sine S tje rn e rs Klarhed og Stprrelse, tid t synligt, naar alle andre S tjernebilleder, med Undtagelse af „P lo v e n ", tabe sig i Nattens M u lm . I E n g ­

land ses det kun et kort Stykke ovenfor Synskredsen, langs med hvis ujcrvne O m rids af mprke Hpie dets S tjernefpdder i mangen V in te rn a t kan ses vandre i ensom M a je s ta t; det naar sin stprste Hpide i J a n u a r og Februar og forsvinder aldeles i Som m er- og Efteraarsmaanederne. I Mesopotamien in d ­ tager det en S tillin g noermere ved Jssepunktet, og dets U d ­ seende er derfor histnede mere glimrende og slaaende; N a t

efter N a t udgyder det sine S tra a le r med lpndom sfuld G lands over de enlige Udprkener, gjennem hvilke E v fra t rinder, og hvor P atriarken fra Uz engang opslog sine P a u lu n e r.

O rio n er ikke blot det mest overraskende og pragtfulde Stjernebillede paa Himm elen; det er ogsaa en af de meget faa G rupper, der ere synlige i alle Egne af den beboede V e r­

den. LM vator gaar igjennem dets M id t e ; de tindrende S tje r ­ ner i dets B elte ere, lig D iam anter, satte paa dens usynlige Linie. I Begyndelsen af Ja n u a r, naar det omtrent staar i M eridianen, faar man det rigeste Stjerneskue, som den engelske Himmel kan frembyde. Dette S tjernebilledes A llestedsnarva- relse er maaske en af de Grunde, af hvilke det valgtes t i l at kaste Lys paa Guds Henvendelse t i l Jo b i en Bog, der va r bestemt t i l alm indelig Loesning hvorsomhelst Menneskeoetten skulde brede sig hen: naar Bibellceseren under ethvert Himm el- strpg og i ethvert Land paa den rette A a rs tid kan gaa ud og paa sin egen Himmel sinde selve dette Stjernebillede og faste sit B lik paa selve den Sceregenhed ved det, h v o rtil Skaberen hentydede i sin hemmelige S am tale med Jo b, da har han ikke lcengere en lp s , ubestemt Forestilling i sin Aand, men overtydes mcegtigt om hele Sagens Virkelighed, medens hans Andagt bliver dybere og startere.

De tre klare S tje rn e r, som udgjpre O rions B a lte eller

„ R e b " , skifte a ld rig Skikkelse: de bevare den samme relative S t illin g t i l hverandre og t i l det pvrige af S tjernebilledet fra A a r t i l A a r og fra T id s a ld e r t il T id s a ld e r; de frembyde det selvsamme Udseende fo r os, som de gjorde fo r J o b ; aldrig saa snart stiger S tjernebilledet opover Synskredsen, hvor lang T id der end monne vcere henrunden, siden v i saae det sidst, fprend disse tre S tje rn e r vise sig i den gamle velkjendte S t i l ­ lin g ; de give os et af de mærkeligste Exempler paa U fo r­

anderlighed m idt under idelige Omskiftelser. N a a r v i ere hjertesyge og mpdige af de uafladelige F orandringer, v i se i denne Verden, paa hvis varigste T in g og Tilstande staar skrevet den sprgelige Dom „F o rgcrn ge lig", er det en Trpst at skue op t i l denne H im lens lyse B a vn, som fo rb liv e r urokket m idt ib la n d t alle de hvilelpse Braadsper paa Tidens store Hav. Og dog er der i disse S tje rn e rs dybe Ro en uophør­

lig Bevcegelse; i deres tilsyneladende Stadighed og evige B e ­ standighed er der idel Omskiftelse; i mcegtige Baner, med ube­

gribelig Hastighed, hvirvle de omkring usynlige M id tp u nkter og forandre id elig t deres S tillin g i R um m et; de tykkes os ubevægelige og uforanderlige paa G rund af vor store Afstand fra dem, ligesom den skummende S trp m , der farer ned, ad Bjergskroenten med en P ils Snarhed og i det vildeste og usta­

digste Lpb, fyldende hele Luften med sit uafladelige B ulder, fra et Gjenbobjerg paa G rund af Frastanden synes frossen t i l Taushed og Ro — t i l en aldeles ubevoegelig, uforanderlig Jsbroe paa Bjergets Side. Gaadefulde T rillin g p a r af S t je r ­ ner, som ideligt skifte og dog ingensinde synes at skifte! H vor vidunderlig maa den A lm a g t ikke vcere, der bevarer en saa fuldendt Orden m idt i alle deres indviklede Forhold, en saa ophpiet Ro og evig Vedvarenhed m idt under de uberegnelige Afstande, t i l hvilke de vandre, og de tankeforvirrende Hastig­

heder, med hvilke de bevcrge sig! Hvad S v a r kan Jo b vel give paa den Almcegtiges S pprgsm aal? Kan Mennesket, som haver Aande i sin Ncese (Es. 2 ), og som kan stpdes smaat fprend et M p l (Job. 4) , lpse Spoendet paa det glimrende Stjernebaand, som Guds egen Haand har fcestet paa Nattens

myrke A rm ? Kan Mennesket adskille disse S tje rn e r fra hver­

andre eller ' forandre deres indbyrdes S tillin g e r i mindste Maade? Hvad er det, der styrer alle deres Bevægelser og holder dem forenede i deres soeregne F orm ? D e t er T yn g d e ­ kraften, som ikke er en b lo t mekanisk Virksomhed, uden Ophav

og uden Styrelse, men den af den Almcegtige beskikkede K ra ft

— H a n s V illie , der holder Nyglerne t i l Universet i sin Haand og „lukker op, og In g e n lukker t il, og lukker t il, og In g e n lukker op" (Aabenb. 3). H vo r ophyiet er ikke den Tanke, at den samme A lm a g t, som binder O rio n s S tje rne - baand, sammenholder de enkelte Smaadele af den alm indelige S ten paa Veie og S tie r — at hine vceldige M asser beherskes af den samme almcegtige Indflydelse, som styrer Sneflokkens F a ld og den milde S o m m e rlu ftn in g, — som leder det ubety­

deligste lille D y rs Bevcrgelser og vcever Spindelvæ vens tynde T ra a de !

Se v i med blotte A ine paa S tje rn e n R igel, som danner Stjernebilledets hyire Fod, da opdage v i ikke noget Mcerkeligt ved den undtagen dens Skjynhed og K larhed; th i det er en S tje rn e af fyrste Stprrelse. H vis v i derimod rette et godt Teleskop imod den, finde vi, at det er en D o b b e l t s t j e r n e . Dette er kun eet Exempel paa den D obbeltordning, der i stor Udstrcekning er fremherskende paa H im len: over 6000 D o b ­ beltstjerners S tillin g e r ere maalte og opfyrte i vore F orteg­

nelser. Disse Dobbeltstjerner dreie sig omkring hinanden og omkring et fcelles M id tp u n kt, og frembyde os saaledes i H im ­ lens D ybder det overordenlige Skue, ikke af en P lanet, der dreier sig omkring en S o l, saaledes som v i ere vante t i l i v o rt Solsystem, men af S o l, der bevceger sig omkring S o l.

V i blive saaledes fo rtro lig e med den slaaende Tanke, at den lille Lysstraale, der kommer t i l os i Tusm yrke fra en eller anden frygtsomt blinkende Klode, ncrsten forsvindende paa den lyseblaa Himmel, i Virkeligheden er en formindsket S olstraale, og det svage perleklare Stjerneskjcer, som bedcekker den m id­

natlige Himmel ligesom med et gjennemsigtigt S ly r , er andre Verdeners D a g slys og Tusinder af S oles trin d t om spredte

i.

^ i-

*

S tra a le g la n d s . Mcerkeligt nok, skinne de tofoldige ,og fler- foldige S tje rn e r med flerfarvet Lys. M a n har fundet alle Regnbuens F arve r i dem, saa at S tjernernes Farveskjoer er blevet Gjenstand fo r et soerligt S tu d iu m . En Dobbeltstjerne i Hvalens Stjernebillede er sammensat af en smuk orangefarvet Hovedstjerne og en blaa Ledsager; en trefoldig S tje rne i A n - dromeda dannes af en ryd og to smaragdgrynne S tje rn e r;

nogle S tje rn e r ere skarlagenryde, andre stcerkt blodryde, andre guldgule og andre straalende blaa. M en i nogle Tilfcelde ere Farverne omskiftelige, da de have undergaaet en fuldstæn­

dig F ora nd rin g, siden de fyrst opdagedes: S in u s s. Ex. be­

skrives af de gamle Stjernekyndige som en ryd S tje rn e , h vor­

imod den nu er skinnende hvid. D e r udkrceves ikke a ltid T ele­

skopets Hjcelp t i l at skjelne S tje rn e rs F a rve r; nogle af dem ses grant med det blotte Die. Den deilige S tjerne Betel- geux, som danner O rio n s venstre Skulder, er as lyseryd Farve, ligeledes Aldebaran og A rk tu ru s ; Kapella og Prokyon ere gule og Kastor gryn. M in d re S tje rn e r frembyde ikke denne Sceregenhed paa en saa slaaende M aade; men B rugen af et aldeles soedvanligt Teleskop aabenbarer den strax. Jgjennem en syrisk N a ts klare, gjennemsigtige Lust ser man, uden nogen­

somhelst kunstig H jallp fo r S ynet, en S tje rne skinne som en S m aragd, en anden som en R ubin, en tredie som en S a fir, en fjerde som en Topas — hele den natlige Himmel synes at glim re i en S traa le glan ds af Wdelstene. H vor u nd erligt og ubegribeligt maa det S y n ikke vcrre fo r os, som frembydes af disse dobbelte og mangefarvede S tje rn e r, der samtidigt skinne paa H im le n ! „ M a n kan lettere paapege i O rd ," siger J o h n Herschel, „end forestille sig igjennem Ind bild n in g skra fte n , hvilken M angfoldighed af Lys to S tje rn e r, en ryd og en gryn eller en gul og en blaa, maa yde en P lanet, der dreier sig omkring dem, og hvilke tiltrækkende Modsætninger og skjynne A fvexlinger s. Ex. en ryd og en gryn Dag, stiftende med en hvid og M yrke, maa fremkalde, idet en af dem eller begge ere tilstede i eller borte fra Synskredsen!

Aarsagerne t i l S tjernernes forskjellige F arver og de F or-

andringer, de undergaa, ere endnu ikke tilstrækkeligt forklarede:

Nogle syge Grunden d e rtil i den forskjellige kemiske Beskaffen­

hed af det Meteor-Brcendstof, der fortoeres paa disse Kloder, Andre i Forskjellen paa den Hastighed, hvormed de bevoege sig omkring hinanden, der da skal hidfyre Forskjelle i de Lys- bylger, som frembringe Farverne. „D e t maa overlades t i l T iden og den omhyggelige Iag tta ge lse ," siger A rago, „ a t lcere os, om de grynne eller blaa S tje rn e r ikke ere S ole, som ere i Fccrd med at forgaa; om disse Legemers forskjellige Farve- skjcer ikke tyde paa, at Forbrændingen indvirker paa dem i forskjellige G rader." Spektroskopet har n ylig , i Huggens's og Andres Hoender, g jo rt de mest forbausende Opdagelser.

Ved at scctte et P ris m a ind i en Refraktors C ylinder har U r.

M u lle r analyseret S ir iu s 's , Kapellas og Aldebarans Lys, og hvorvel det Lys, hvormed Forsyget gjordes, havde fo rla d t en af S tjernerne fo r tyve og en anden fo r tresindstyve A a r siden, var det dog endnu kraftigt nok t i l at frembringe et F o to g ra fi af sit eget Spektrum ; naar Spektralanalysen derfor bliver suldkomnere, og bedre forstaaet, ville v i efter al S a n d ­ synlighed faa de nyjagtigste O plysninger endog om de kemiske

Bestanddele, der findes i de fjerneste S tje rn e r og Taagepletter, og S pyrgsm aalet om deres F arve r eller F orandringer tilfre d s ­ stillende lyst. Allerede nu er det yderst interessant at se den samme Farvernes M angfoldighed og H arm oni i en forbausende Maalestok finde Sted blandt Himmelkloderne som blandt den ringeste Markblomsts farvede B la d e : skjyndt de staa hinanden saa fje rn t i Styrrelse, Afstand og B etydning, -hyre de dog t i l et eneste stort System, hvis Dele alle ere fuldendte; Regn­

bueblomsterne i Fodskammelen og Stjerneblomsterne i T h ro - nen forkynde sig om den samme alvise og almcegtige Kunst­

ners Vcerk.

E t overordenlig interessant P unkt vedryrende S tje rn e ­ billedet O rio n maa jeg i Korthed omtale t il S lu tn in g . Under- syger man den mellemste S tje rn e i Svoerdet paa en klar Frost­

aften, da viser den sig, selv fo r det blotte H2ie, omgiven med et S la g s tyk Taage eller Ubestemthed, der ikke sædvanligvis

iagttages hos S tje rn e r af lignende S tørrelse; det mindste Teleskop aabenbarer strax Grunden og viser istedetsor en eneste S tje rn e sire klare S tje rn e r samt en Mcengde mindre, med en B aggrund af diffust, taaget L y s : v i stirre paa O rio n s v id t navnkundige Taageplet, den prcegtigste og mest overraskende Gjenstand paa Him m elen; — ved hin svagt skinnende P le t fpres v i t i l Skabningens yderste Grcendser, t i l det fjerneste P unkt, som Menneskets S y n har mcegtet at naa i Rummets cerefrygtbydende Dybder. S kjp n d t synlig fo r det blotte A ie og forbunden med et af vore noermeste Stjernebilleder, ligger den umaadelig la ng t borte; i lang T id magtede de S tje rn e ­ kyndiges kraftigste Instrum enter, iv rig t rettede mod denne himmelske H ie ro g ly f under de heldigste V ilka a r fo r Iagttagelsen, ja endog i. sydlige Egne, hvor Himmelen er magelpst klar i Sam m enligning med vor, ikke at udfinde dens sande Beskaffen­

hed. Ved H ja lp af kraftigere Seredskaber fik den stprre P r a g t : dens Lys blev langt mere glimrende, og den udvidede sig t i l jattestore Forhold, men endnu viste den ikke det ringeste S p o r af S tje rn e r; den blev kun mere gaadefuld og ubeskrivelig:

fantastiske Arm e af splvklart Lys — ligesom N o rd ly s af skin­

nende Taage, der forgrenede sig paa en uopredelig Maade, fortyndede sig t i l de fineste S pindelvavstraade og omsider nasten um arkeligt svandt bort i M prke; „isolerede P le tte r af et mere glimrende S k ja r, der laa ligesom paa Nattens Kyst, med magtige, aldeles sorte og tomme H uler udgravede i den fosforklare M a s s e ": det var de fare Egenskaber, som dette pragtfulde himmelske Vaabenskjold frembyd fo r de bedste T e le ­ skoper i tidligere D age; man formaaede ikke at afslpre den Is is , der dulgte sig bag det gaadefulde Klcedebon; det vakte

en stoerk Videlyst, som det vcegrede sig ved at tilfredsstille.

S a a u fo rk la rlig t syntes dette Famomen — saa aldeles u lig t enhver anden Gjenstand paa Himmelen — saa sorskjelligt fra A lt hvad man h id til vidste om Stjernesam linger, at nogle af de ypperste Stjernekyndige ikke toge i Betcenkning at paastaa, at det ikke var Andet end en Sammendyngning af selvskin-