Mening i spil

(1)

Mening i spil

Om meningsskabelse og ledelse i strukturreformens tegn

CBS, København Michael Hansen Bager

Januar 2009 Torben Frølich

Vejleder: Niels Thyge Thygesen

(2)

2

ABSTRACT ... 3

RESUME... 5

1. INDLEDNING ... 7

1.1VILKÅR FOR LEDELSE... 8

1.2OPSUMMERING...12

2. PROBLEMFORMULERING OG VALG... 13

2.1PROBLEMFORMULERING...13

2.2ET SOCIALKONSTRUKTIVISTISK UDGANGSPUNKT...16

2.3VALG OG BESKRIVELSE AF CASE...19

2.4IAGTTAGELSESPUNKT...21

2.5OPSUMMERING...22

3. TEORIER: TIL- OG FRAVALG ... 23

3.1MENINGSSKABELSE IFØLGE WEICK...23

3.2MENINGSSKABELSE SOM PROCES...29

3.3MINIMALE STRUKTURER,TREDJE-ORDENS STYRING OG STYRINGSTEKNOLOGIER...37

3.4FORTÆLLINGER OG DET NARRATIVE PERSPEKTIV...41

3.5OPSUMMERING...46

4. METODEVALG OG KONDITIONERING... 48

4.1KONDITIONERING...48

4.2INTENDERET MENING...50

4.3LOKALT SKABT MENING...52

4.4SPÆNDINGER OG SPÆNDINGSFELTET...54

4.5INTERVIEW- OG DATABEHANDLING...55

4.6OPSUMMERING...58

5. ANALYSE ... 59

5.1ANALYSE: DEN INTENDEREDE MENING...59

5.2.DEN INTENDEREDE MENING – OPSUMMERET...68

5.3ANALYSE:DEN LOKALT SKABTE MENING...70

5.4LOKALT SKABT MENING – OPSUMMERET...79

6. SPÆNDINGER OG LEDELSE ... 82

6.1SPÆNDINGER...82

6.2SPÆNDINGSFELTET...86

7. FURESØS ROBUSTHED OVER FOR KOLLAPS ... 89

7.1IMPROVISATION OG BRICOLAGE...89

7.2VIRTUAL ROLE SYSTEMS...91

7.3THE ATTITUDE OF WISDOM...92

7.4RESPECTFUL INTERACTION...93

8. ANBEFALINGER TIL UNDERSTØTTELSE AF ROBUSTHED ... 95

9. KONKLUSION... 99

10. PERSPEKTIVERING ... 104

10.1FREMADRETTET...104

10.2SELVREFLEKSION...106

LITTERATURLISTE ... 108

ANVENDTE BEGREBER... 111

(3)

3

Abstract

This Masters thesis analyzes sensemaking within extreme circumstances in the Danish public sec- tor, represented through a case analysis of the merger between the two municipalities Vaerloese and Farum into The municipality of Furesoe. As an introduction we motivate this field of interest by describing different views on the meaning or lack of meaning in The Structural Reform that was used as an occasion for merging the two municipalities.

Thereafter we present a theoretical framework on meaning and sensemaking, where Karl E. Weick constitutes the overall frame for our theoretical approach. We follow his ideas of exploring closer, the substance of sensemaking, by linking his concept of ‘minimal structures’. We do that by pro- longing two of his six minimal structures Third-order control and Stories to a more operational approach, than Weicks rather abstract theories of sensemaking. Third-order control is prolonged with a radical perspective on how social technologies (e.g. Value based management) influence upon the organization and its sensemaking. Stories are (naturally) prolonged with a narrative perspective, showing plots and genres.

This framework is constructed to analyze tensions between the results of the intended sensemaking and the local sensemaking in the municipality of Furesoe. The intended sensemaking is constructed through an analysis in three parts: Service strategies as a governmental or central intent to guide action in municipalities, the Service Strategy in The Municipality of Furesoe and finally the narrative from the executive manager of the merger between the two former municipalities of Farum and Vaerloese – now Furesoe. Whereas the local sensemaking is analyzed through a primarily narrative approach, asking the questions: is there one or more genre present, how is time perceived in relation to the merger, is fore-shadowing and side-shadowing present, to which extent is the sensemaking process retrospective and finally what is the local sensemaking of the Service Strategy and other organizational technologies?

We sum up the differences or mismatch between the two areas of sensemaking in order to describe the tensions between the two areas of sensemaking. We describe the tensions between the two areas of sensemaking as separate parts of a puzzle which is not compatible, nor complete.

These tensions constitute a field of tension in which management and sensemaking is to be per- formed. Thus we conclude our analysis by giving recommendations on how management can be

(4)

4 collapse of meaning. These conclusions reflect the discovery that Danish municipalities are robust to changes, that the ability to make sense locally is both strong and creative and hence very pro- ductive.

(5)

5

Resume

Masterprojektet analyserer meningsskabelse under ekstreme forandringer i den offentlige sektor, repræsenteret gennem en case-analyse af fusionen mellem Værløse og Farum Kommuner til Fure- sø Kommune. Indledningsvis motiverer vi dette interessefelt, gennem beskrivelsen af forskelle perspektiver på meningen – eller manglen på mening – i strukturreformen. En reform, der også var årsagen til sammenlægningen af de to kommuner.

Derefter præsenterer vi den teoretiske ramme om mening og meningsskabelse, hvor Karl E.

Weick udgør den overordnede ramme for de forskellige teoretiske tilgange. Vi fokuserer på substansen i meningsskabelse ved at knytte hans begreb minimale strukturer til andre teorier. Vi for- længer to af hans minimale strukturer, Tredje-ordens styring og Fortællinger, til mere operationaliser- bare teoretiske tilgange. Tredje-ordens styring forlænger vi med et radikalt perspektiv på styringsteknologier (fx værdiledelse), der forklarer, hvordan disse påvirker organisationen og dens meningsskabelse. Fortællinger er naturligt nok forlænget med et narrativt perspektiv, der fokuserer på plots og genrefortællinger.

Denne teoretiske ramme konstruerer vi med henblik på at analysere spændingerne mellem den intenderede mening og den lokalt skabte mening i Furesø Kommune. Den intenderede mening konstruerer og analyserer vi i tre hovedelementer: Servicestrategien som en regerings eller central intention om at styre adfærd i kommunerne, den konkrete Servicestrategi i Furesø Kommune og til sidst fortællingen om fusionen, set fra kommunaldirektørens stol. Den lokale mening konstruerer og analyserer vi via en narrativ tilgang, hvor vi stiller spørgsmålene: hvilke tidsopfattelser er der af processen for kommunesammenlægningen, eksisterer der side- og foreshadowing, abonnerer den lokalt skabte mening helt eller delvist på én genrefortælling, hvordan spiller fortiden ind i den sammenlagte organisation, hvad er den lokalt skabte mening om servicestrategien og andre styringsteknologier.

Vi opsummerer forskelle og ligheder mellem den intenderede og lokalt skabte mening for at konstruere det spændingsfelt, som ledelse foregår i. Spændingerne og spændingsfeltet opstår, når vi, billedligt talt, sætter de to halvdele af puslespillet sammen og konstaterer, at brikkerne ikke passer.

Vi afslutter vores analyse med anbefalinger om hvordan ledelse kan udøves under disse vilkår, med

(6)

6 Anbefalingerne begrundes teoretisk, men afspejler også den praksis vi har afdækket, nemlig at danske kommuner er robuste, og at evnen til lokalt at skabe mening er både stærk og kreativ – og at denne evne også vurderes produktiv.

(7)

7

1. Indledning

’Hvordan kan man overhovedet lede på de vilkår?’

Udbruddet dækker over den blanding af forundring og frustration, som forfatterne til dette projekt følte efter dels egne oplevelser med kommunesammenlægningen på Bornholm og dels den indledende research på emnet. Der var simpelthen for meget, der ikke gav mening.

Sætningens ordlyd har været brændstoffet for hele vores arbejde, selv om betoningen af ordene er skiftet i processen – fra det irriterede og frustrerede til det nysgerrige og konstruktive. Og fra den konkrete strukturreform til det mere generelle: Forandringer, hvor der sættes spørgsmål ved meningen med dem.

At udbruddet ikke kun var af personlig karakter blev tidligt bekræftet i ’Genopfindelsen af den offentlige sektor’, hvor det hedder næsten identisk: ”Hvordan kan man overhovedet lede under de betingelser, (hvor grundlaget for ledelse er så tilsyneladende dilemmafyldt)?” (Helth i Pedersen m.fl., s. 204 : 2008) i et kapitel om ’Hovedløse reformer’.

De to næsten ens udsagn er altså møntet på de vilkår og betingelser, som ledere har under forandringer og reformer. Konkret har tusinder af offentlige ledere de sidste tre år været på et svært og uforudsigeligt togt. De har skullet lede det daglige arbejde og samtidig gennemføre kommunale fusioner, hvis primære begrundelse har været en formodning om, at kommuner over 20.000 eller 30.000 indbyggere er mest effektive. (Christiansen & Klitgaard, s. 100 : 2008)

De kommunale ledere har skullet skabe mening for både dem selv og deres medarbejdere på en mission, hvor stort set alle strukturer og sammenhænge har været under de- og rekonstruktion, og samtidig præstere en større rationaliseringsgevinst. Alligevel er det tilsyneladende lykkedes – der er ikke sket nogen kollaps. Allerede i sin nytårstale 31.12.2006 bekendtgjorde formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, en succes: ”I kommunerne kan vi godt ønske hinanden tillykke. Det er godt gået, at vi på få år har gennemført Danmarkshistoriens største reform”(www.kl.dk).

Udmeldingen kom blot 1½ år efter, at Farum og Værløse var besluttet tvangssammenlagt, og den sidste nye kommune, Furesø, dermed var skabt.

(8)

8 ’Hvordan kan man overhovedet lede på de vilkår?’ handler om at forstå og præcisere vilkårene - definere de spændinger, de skaber - og komme med handlingsorienterede svar på spørgsmålet.

1.1 Vilkår for ledelse

Det er ikke projektets formål at vurdere hverken kommunalreformen eller andre større foran- dringers kvalitet eller berettigelse. Det er heller ikke vores ønske at bedømme, om forandringer er meningsløse eller ej. I stedet ser vi de forskellige reformer og opfattelserne heraf som vilkår for ledelse.

Er mening overhovedet vigtig?

Googler man ordet ’meningsløs’, får man 175.000 hits (8.11.2008). Googler man ordene ’menings- løs reform’, modtager man 34.300 hits. Nu er Internettet i sig selv blot en enorm mængde usorte- rede data, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at i hver femte tilfælde, hvor ’meningsløs’ bruges, står der også ’reform’ et eller andet sted i den samme tekst. Én af de mere spidse formulerin- ger er fra konsulentfirmaet vibits & thomsen (www.vitho.dk): ’I forbindelse med strukturreformen forsvandt meningen mange steder. Ledere og medarbejdere væltede rundt mellem nye og gamle geografi- er, nye og gamle strukturer og ansvarsområder, nye og gamle chefer. (…) Som leder er det fristende at hoppe ned i ”M/S Meningsløshed”, den gyngende båd som nogle medarbejdere sidder i. Så har man da nogle at være sammen med om sine frustrationer og sin egen meningsløshed.’

Men spørgsmålet er, om mening(sløshed) overhovedet er vigtig i sammenhæng med ledelse og forandringer? Er det et problem, hvis vi oplever, der ingen mening er, eller en række forskellige fortolkninger af meningen er lige plausible? Det er det ifølge organisationspsykologen Karl E.

Weick, fordi usikkerhed og flertydighed fører til handlingslammelse.

Problemet med flertydighed er, at det gør mennesker tøvende overfor: ”…what questions to ask and whether there even exists a problem they have to solve” (Weick, s. 99 : 1995). Selv om flertydighed ifølge Weick sjældent opstår og sjældent i særlig lang tid af gangen, så modvirker den målrettet handling – det vender vi tilbage til senere i projektet.

Det samme gælder usikkerhed, hvor der ikke er mange konkurrerende meninger, men intet derimod synes at give mening. Ross & Nisbett (i Weick, s. 97 : 1995) beskriver konsekvenserne:

“(How) does one respond when ’nothing seems to make sense’, when one’s own understanding of the

(9)

9 actions and the outcomes unfolding around one obviously is limited or deficient? Few people, we suggest, would respond by acting decisively or asserting independence”.

Mening, meningsløshed og meningsskabelse bliver, som det allerede er antydet i disse første indledende overvejelser, essentielle begreber i dette projekt og vil blive yderligere beskrevet senere.

Nu vil vi vende os mod de rammer, som kommunal ledelse i disse år foregår inden for.

En reform med en årsag?

Hele grundlaget for de forandrede vilkår er beslutningen og gennemførelsen af strukturreformen i perioden 2002-2008. Et krav for, at et større reformarbejde skaber umiddelbar mening for de in- volverede, er, at det har en årsag og et mål – et rationale. Uden at gå i dybden på dette tidspunkt i projektet konstaterer vi, at årsagen til strukturreformen ikke stod lysende klart for alle. Da rege- ringen i 2002 lagde grunden til strukturreformen, havde en anden kommission, Opgavekommisio- nen, få år før (1998), konkluderet, at alt i alt var den offentlige sektor ’hensigtsmæssigt organiseret’

(Christiansen & Klitgaard, s. 11 : 2008). Forandringerne i den mellemliggende periode var ifølge Peter Munck Christiansen og Michael Baggesen Klitgaard, forfattere til ’Den utænkelige reform’, begrænsede.

Efter en gennemgang af sektorens mulige problemer konkluderer de, at hverken i den offentlige debat eller interne kommunikation formuleres nogle af de mulige problemer ”med stor og vedvarende styre, ligesom det heller ikke er problemer, som typisk er markante på vælgernes dagsorden.”

((Christiansen & Klitgaard, s. 212 : 2008) Med baggrund i det politologiske studie sammenfatter Peter Munck Christiansen det sådan: ”Strukturreformen kan ikke begrundes med ’nødvendighedens’

politik – dertil var problemkomplekset ikke stort nok. Den er ikke en konsekvens af pres fra medierne eller offentligheden. Den er heller ikke resultatet af en entydigt politisk strøm. Endelig er det svært at se reformen som realiseringen af særlige liberale eller borgerlige principper” (Danske Kommuner, 2008, nr. 29).

Vurderingen støttes af Jacob Torfing i ’Ledelse efter kommunalreformen – sådan tackles de nye udfordringer’, hvor han konstaterer, at kommunalreformen manglede ’en klar begrundelse’ (Torf- ting, s. 13ff : 2008)). Strukturreformen var en løsning uden noget klart formuleret problem, og kommissionen fandt ikke problemet: ”Betænkningen kunne imidlertid ikke præstere nogen særligt over- bevisende argumenter for, at større kommuner var mere effektive eller mere demokratiske, så problemet som strukturreformen skulle løse var stadig uklart”.

(10)

10 Hvis behovet for reformen og dermed årsagen fremstår dunkelt, kan en meningsgivende forståelse måske opstå ved at fokusere på reformens mål: Hvilke resultater forventes reformen at skabe?

En mere effektiv drift, større faglighed og mere demokrati var argumenterne med vægt på rationa- lisering som hovedformålet. Det er kendetegnet for en del reformer, at de er motiverede af generelle betragtninger om, hvad der er rationel styring, og derved kommer forandringer i den konkrete sammenhæng til at bygge på forudsætninger, der ikke giver mening for dem, som skal lede og udføre forandringerne.

Borum & Pedersen konstaterer fx, at selv om argumentet bag alle offentlige fusionsreformer siden kommunalreformen i 1970 har været, at store enheder er bedre end små, så er det ikke nødven- digvis en accepteret begrundelse blandt offentlig ansatte. Forfatterne betegner argumentet som en rationaliseret myte – en institutionaliseret regel, der udpeger en specifik struktur som et rationelt mål til at opnå ønskede mål – som deles af de fleste beslutningstagere, men bestemt ikke alle offentligt ansatte. (Borum & Pedersen, s. 26ff : 2008).

En forandring med resultat?

Hvis både årsag og mål for forandringer således kan opleves uforståelig, kan implementeringen og de senere opnåede resultater efterfølgende fjerne modstanden og dermed retrospektivt gøre beslutningen forståelig og fornuftig. Fx fremstår bygningen af Storebæltsbroen og nedlæggelsen af færgeruterne i dag som en acceptabel beslutning, selv i de stærkeste modstandslommer i Nyborg og Korsør. Men hvordan ser det ud for kommunalreformen blandt de offentlige ledere, som arbejder med implementeringen?

Ifølge det Danske Ledelsesbarometer 2008 (Ledernes Hovedorganisation, 2008) mener de kommunale ledere, at kommunalreformen har forværret både løsningen af kerneopgaverne og vilkåre- ne for jobbet som leder. Næsten hver anden af de kommunale ledere svarer, at rammer og vilkår for deres job som leder er blevet forværret. Hver femte har oplevet forbedringer og 57 procent oplever, at forholdet mellem krav og ressourcer i deres ansvarsområde er forværret. 9 % har oplevet forbedringer.

Når det gælder kommunalreformens konsekvenser for faglig kvalitet og demokratisk kontrol – to andre argumenter for reformen – er tallene også klare: Hver anden kommunal leder oplever de-

(11)

11 mokratiet forringet (hver tiende, at det er forbedret) med næsten identiske tal for et ringere ser- viceniveau for borgere og forværret faglig kvalitet.

En undersøgelse fra Ingeniørforeningen (IDA, 2007) af selve reformprocessen blandt 3.300 ansatte ingeniører viser først og fremmest de store forskelle i opfattelse mellem toplederne på den ene side og mellemledere og medarbejdere på den anden side, hvor fx ingen topledere mener, at orga- nisationsændringerne har været præget af dårlig ledelse eller mangelfuld information (figur 1):

0 10 20 30 40 50 60 70

Velord. God led. God invol.

Utryghed Få inf Dårlig led.

Topledere Mellemledere Medarbejdere

Det økonomiske rationelle potentiale har heller ikke vist sig endnu: Konsulentfirmaet Deloitte har udarbejdet en analyse, der viser, at andelen af administration og ledelse er stigende i de sammenlagte kommuner. Analysen viser, at kommunerne sammenlagt er vokset med 1650 administrative fuldtidsstillinger på lidt under to år. Det betyder, at kommunernes lønudgifter til administration er steget med 840 millioner kroner i forhold til 2006, året før kommunalreformen (Deloitte, 2008).

En reform med redskaber

Men reformprocessen har trods usikkerhed om årsag og mål været i gang siden 2005 og med Kommunernes Landsforening og ministerierne i central roller. Et af kendetegnene ved reformen har været en central udvælgelse af styringsværktøjer, kommunerne fra starten er blevet tilbudt. Vi

(12)

12 sen. Heri fremgår det bl.a. som et skridt, at kommunerne definerer en vision for det fremtidige arbejde. KL gjorde også i andre sammenhænge opmærksom på behovet for at skabe mening og retning’(Ledelse og fusion, KL 2006). Ministerierne har bl.a bidraget med en vejledning til udform- ning af servicestrategierne,. ”Servicestrategien kan være et nyttigt redskab i forbindelse med udmøntningen af kommunalreformen i de enkelte kommuner”, hedder det i vejledningen hertil. Vi ser nærmere på servicestrategierne i vores analyse, bl.a. fordi servicestrategien ud fra egne kommunale erfaringer virker uden mening, men betragter den som udtryk for én blandt mange styringsværktøjer, der blev formuleret eller blot støvet af i forbindelse med strukturreformen.

1.2 Opsummering

En konklusion på denne uddybning af vores erkendelsesinteresse er at udfolde den indledende undren, ’Hvordan kan man overhovedet lede på disse vilkår?’. Vilkårene er en kommunalreform, der af flere betragtes som meningsløs uden en klar årsag og et fornuftigt resultat. Betingelserne har også været, at de intentioner, der har været udtrykt og søgt gennemført med en række styringsteknologier er mødt med andre meninger end dem, som var tilstræbte. Den erkendelsesinteresse vil vi i næste kapitel omforme fra vores undren til en egentlig problemformulering efterfulgt af en redegørelse for vores videnskabsteoretiske udgangspunkt.

(13)

13

2. Problemformulering og valg

Undren er godt brændstof for projektarbejde, men hvis projektet skal sikkert i havn, er der behov for en problemformulering, der både kan være anker og søkort. Vores projekt er hele vejen for- ankret i det beskrevne problem, og samtidig vil vores problemformulering kunne vise os sikkert fremad mod svarene på vores undren. Derfor vil vi i dette kapitel udfolde vores problemformulering samt udlede en model af den, der kan styre vores videre arbejde. Derudover vil vi i kapitlet redegøre for vort for videnskabsteoretiske udgangspunkt, begrunde og beskrive valget af Furesø Kommune som case og endelig indsnævre vores iagttagelsespunkt.

2.1 Problemformulering

Som det fremgår i kapitel 1 er genstanden for vores projekt ledelsesvilkår. Det er vilkår for ledelse under forandringer, der af nogen beskrives som meningsløse. Samtidig er en række styringsværktø- jer sat i spil, for at reformens forandringsagenter kan opnå det ønskede resultat, herunder den tilstræbte mening, mens en lokal meningsskabelse tilsyneladende skaber et andet resultat. Vi ser således ledelse foregå i spændingsfeltet mellem intenderet mening og lokalt skabt mening, to begreber, som vi uddyber i kapitel 4.

Vores problemformulering etableres derfor i forlængelse af en ledeforskel mellem intenderet mening og lokalt skabt mening, der skal være projektets røde tråd. At der vil være en forskel mellem et afsendt og et modtaget budskab, er i sig selv banal kommunikationsteori. Det er de spændinger, som denne ledeforskel udtrykker, der har vores interesse. Det danner samtidig grundlag for bear- bejdningen fra undren til problemformulering, der er konstrueret som tre sammenhængende spørgsmål:

Hvordan skabes der mening under meningsløse forandringer, hvilke spændinger opstår herved og hvordan leder man i spændingsfeltet mellem intenderet og lokalt skabt mening?

Dermed skaber vi også en model for det analytiske arbejde, vi ønsker at foretage (figur 2):

Analyse af lokalt skabt mening

Analyse af intenderet mening

Spændingsfelt

Ledelse i spændingsfeltet

(14)

14 at betragte forandringer i et overordnet menings- og meningsskabelsesperspektiv. Valget fører naturligt til at beskæftige sig med organisationspsykologen Karl E. Weicks teorier. Fokus i hans forskning er, hvordan medarbejderne skaber mening i organisatoriske forandringer, og hvordan det påvirker dem samt hvilke anledninger, der overhovedet er til meningsskabelse. Weick opererer med begrebet sensemaking, som i hans optik blot betyder ”the making of sense” - mening er noget, der skabes eller fremstilles (Weick 1995: 4).

Meningsskabelse handler om at give oplevelser og hændelser mening, dvs. at skabe en forståelse og fortolkning, som kan placere dem i en forståelig og acceptabel sammenhæng. Det sker ud fra syv grundlæggende egenskaber eller karakteristika ved sensemakingprocessen. Weicks teorier om meningsskabelse udgør således den overordnede teoretiske ramme, der kombineres med et styringsteknologisk og et narrativt perspektiv, idet vi er af den opfattelse, at Weick ikke er tilstrække- lig konkret til empiriske analyser af substansen i meningsskabelse. Disse valg skaber en model for det teoretiske perspektiv i projektet (figur 3):

Vi står nu med en teoretisk og en analytisk del af projektet, og hvis de to modeller herefter sættes sammen, kan den samlede model fungere som en form for læsevejledning, der viser både sammen- hæng og progression i projektet (figur 4):

7 egenskaber Substans

Minimale strukturer

Fortællinger Teknologier

Det narrative perspektiv Styringsteknologi-

perspektiv

(15)

15

7 egenskaber Substans

Minimale strukturer

Fortællinger Teknologier

Det narrative perspektiv Styringsteknologi-

perspektiv

Analyse af lokalt skabt mening Analyse af

intenderet mening

Spændingsfelt

Ledelse i spændingsfeltet T

e o r i

&

a n a l y s e

Modellen indikerer sammenhængen mellem teori og empiri i projektet. Weicks teorier vil som nævnt være det overordnede perspektiv i dette projekt – metablikket. Med ham følger også en række ’overbegreber’ om minimale strukturer som grundlag for den senere applicering af teorien på vores empiriske univers. Som et tredje trin efter metablikket og ’overbegreber’ vil vi til selve analysen konditionere teoriapparatet med relevante analytiske begreber. Til brug for det, inddra- ger vi de to supplerende teoretiske perspektiver: det narrative og styringsteknologiperspektivet.

Det narrative perspektiv vil primært blive brugt til at analysere den lokalt skabte mening, men vil også – som vist med den stiplede pil i midten af modellen – komme i funktion i forhold til intenderet mening.

Endelig er det målet, at de muligheder for ledelse i spændingsfeltet, som vi fremanalyserer, vil blive trukket tilbage til (den lange stiplede linje) Weicks begreber om anledninger til meningsskabelse, hvor han udpeger fire egenskaber ved organisationer, der kan gøre dem robuste mod kollaps af mening. Empirien til model og problemformulering vil blive hentet i en kritisk case, Furesø Kom- mune. En begrundelse for valget og præsentation af casen vil ske i afsnit 2.3.

(16)

16 Konkluderende betyder det, at projektet vil:

• præsentere Weicks overordnede forståelse af og begreber om meningsskabelse, egenskaber og anledninger og

• fokusere på Weicks substansforståelse og hans beskrivelse af seks minimale strukturer for at

• koble to af de minimale strukturer (fortællinger og teknologier) teoretisk med det styringstek- nologiperspektiv (som bl.a. Tangkjær og Thygesen udfolder) og med det narrative strukturelle perspektiv (i Borum og Pedersens fortolkning) for at

• konditionere de nødvendige begreber med brug af bl.a. Henrik Frimors redskaber til styringsteknologi-analyser og det narrative perspektiv, for at kunne

• analysere henholdsvis den intenderede og lokalt skabte mening og dermed

• påvise rent deskriptivt de spændinger og det spændingsfelt, der opstår mellem de to meninger, og på den baggrund

• give anbefalinger til ledelse i dette spændingsfelt ved at trække på analyserne og teorierne i udarbejdelsen af normative forslag, som vil relatere sig til Weicks fire egenskaber for organisationer der er robuste overfor kollaps.

Både teorier, metode og konditionering vil blive udfoldet i de kommende kapitler.

2.2 Et socialkonstruktivistisk udgangspunkt

I forlængelse af problemformuleringen vil vi i dette afsnit redegøre for vores videnskabsteoretiske udgangspunkt gennem en drøftelse af generelle udfordringer ved samfundsvidenskabelige analyser, der munder ud i en præcisering af vores valg.

Samfundsvidenskabens paradoks

Samfundsvidenskab er ikke, hvad det har været, kunne man lidt prosaisk konkludere – store modeller med tydelige kausalsammenhænge ofte bundet op på statistiske data har tidligere udgjort en væsentlig kerne i forståelsen af, hvad samfundsvidenskaben er. Åkerstrøm Andersen konkluderer dog allerede i 1999, at samfundsvidenskaberne står i (social)konstruktivismens tegn, og det er vores oplevelse at denne udvikling er blevet yderligere forstærket (Andersen, s. 9 :1999). Betragtnin- gerne, om hvorfor denne forandring har fundet sted, knyttes an til større forandringer, hvor en lang række givne teoribegreber har svært ved at rumme disse forklaringer på troværdig vis. Det bliver derfor relevant og interessant at spørge til begrebernes fremkomst og indhold, i stedet for

(17)

17 at ’strække’ begrebernes forklaringskraft i forhold til de ændringer vi i virkeligheden står overfor (Andersen, s. 9f : 1999). Der er imidlertid stadig en række landvindinger for socialkonstruktivis- men, før den har fundet et niveau for empiriske analyser, der modsvarer den forklaringskraft, som den mere ’realistisk’ opfattelse af virkeligheden har haft succes med at fremføre. Vi er dog af den opfattelse, at en socialkonstruktivistisk tilgang bidrager til at komme ’bag om’ virkeligheden og stille spørgsmål, der kan skabe nye erkendelser både for de, der gennemfører analyser, og for de der er en del af analysen.

Der er imidlertid en udfordring for denne tilgang, og det er den udbredte forestilling om rationalitet og objektivitet, som videnskab traditionelt set har bygget på. En forestilling det er vanskeligt at løsrive sig fra, uanset om man analyserer eller bliver analyseret på. Vi oplever således, at samfundsvidenskaben står i en paradoksal situation, skabt mellem forestillingen om objektivitet, samtidig med at forestillingen herom, videnskabeligt set har fået et betydeligt alternativ i en lang række socialkonstruktivistiske teorier.

Andersen placerer sig i dette krydspres ved at nedbryde en forudsætning i den objektive videnskab – en ontologi, der forudsætter en observerbar genstand, som eksisterer uafhængigt af den der observerer. I stedet sætter han en epistemologisk orienteret videnskabsteori, hvor videnskabeligheden ikke hviler på en forestilling om en tydelig adskillelse mellem det observerede og den observeren- de. Ontologien bliver tom og i stedet for metoderegler til at definere, hvordan en given genstand kan observeres, sætter han en analysestrategi, for ”hvordan man som epistemolog vil konstruere andres (organisationers eller systemers) iagttagelser m.h.p. at beskrive hvorfra de selv beskriver” (Andersen s. 13f : 1999). Vi er meget inspireret af og ser betydelige styrker ved denne analysestrategiske tilgang, men der er også udfordringer for denne rent analysestrategiske tilgang, som vi vil ridse op herunder – som vi har taget højde for ved tilrettelæggelsen af vores analyse.

Den måske væsentligste udfordring ved tilgangen er den teoretiske styrke i ledeforskelle, hvor netop et konsekvent blik med en valgt distinktion altid giver mindst én blind plet. Valget af lede- forskellen er nemlig et valg, hvor det forudsættes, at man observerer verden alene ud fra den valgte ledeforskel, og herved gør man sig blind for om denne ledeforskel er meningsfuld (Valentin s. 12 : 2005). Begrebet ledeforskel er inspireret af systemtænkning, hvor Luhmanns tanke om funktions- systemer udgør det rum, inden for hvilken en diskurs kan finde sted. I relation til denne viden-

(18)

18 man kan tale om viden eller ikke-viden (Frimor, s. 153 : 2002). Der stilles derfor øgede krav til begrundelsen af de trufne valg, idet det får afgørende betydning, for hvordan den valgte genstand træder frem. Det stiller også krav om en sammenhængende argumentation for den valgte analysestrategi, Andersen selv kalder det analysestrategisk disciplinering, men kritikken er, at analysestrategisk disciplinering ikke afskaffer grundlæggende metodiske overvejelser.

Et andet kritikpunkt, der er rejst i forhold til den diskursive analysestrategi, er den nævnte deonto- logisering. I systemteorien konstrueres genstanden, der skal observeres, gennem en ledeforskel, omkring hvilken, kommunikation finder sted. Problemet er, at der herved konstrueres en genstand, hvilket netop er det centrale i ontologien – hvilke genstande kan iagttages. Citatet herunder demonstrerer denne kritik:

”Det giver således ikke mening for en forsker at påstå, at den måde, han iagttager på, ikke er meningsfuld, og at det, som han finder frem til i sine analyser, ikke er tilfældet. Forskeren beskriver ikke verden, som den er, men som den kan iagttages. Og ved at give den form, ontologiserer han den. Bevidstheden om, at den sandhed, forskeren finder frem til, ikke er den eneste mulige, fører ikke til en radikal afvisning af ontologi, men snarere til en refleksiv, epistemologisk informeret forståelse af ontologi. Forskerens valg står mellem forskellige må- der at ontologisere på, og et krav, der kan stilles til alle teorier og metoder, er, at de gør det klart, hvordan de konstruerer genstanden. Herunder at de gør det klart, hvad enheden eller niveauet for deres iagttagelser er” (Valentin s. 17 : 2005).

Disse kritikpunkter er fremført med henblik på at fremme åbenheden mellem diskurs- og/eller systemteori i forhold til organisationsanalyse og mere konventionelle metodekrav. For vores ved- kommende er denne åbenhed vigtig, idet vi hverken laver en ren diskursanalyse eller en traditionel organisationsanalyse, men netop lader os inspirere af teorier og forståelser, der har lånt fra andre teoretikere. Disse overvejelser munder ud i denne korte opsummering af vores videnskabsteoretiske udgangspunkt inden beskrivelse af vores casevalg:

Teorierne i vores analyse er ikke systemteorier, og det vil derfor være en urimelig forenkling at presse dem ind i en teoretisk ramme, som de ikke abonnerer på. Teorierne har dog det til fælles, at de er socialkonstruktivistiske. Vejen til erkendelse går derfor via fortolkning af subjekters meningsskabelse. Virkeligheden bliver en social konstruktion, der træder frem afhængigt, af hvilket fokus vi vælger at have på den. Weick taler om ’ontologisk oscillation’ – en skiftende brug af ontologisk ståsted. Når man studerer meningsskabelse, må man oscillere ontologisk, mener han. Fordi

(19)

19 det er nødvendigt for at forstå handlinger hos almindelige mennesker, der overhovedet ikke be- skæftiger sig med ontologi - og som derfor over tid skifter mellem at ”agere som fortolkere, funktio- nalister, radikale humanister og radikale strukturalister” (Weick, s. 34f : 1995). for selv at kunne skabe mening. Vi tilslutter os det skiftende ståsted ud fra devisen, at accepten af de sociale konstruktio- ner, vi opstiller, må ske ved at gøre alle valg og beslutninger transparente for læseren, som herefter kan foretage sig egen vurdering af ræsonnementerne.

2.3 Valg og beskrivelse af case

I dette afsluttende afsnit af kapitel 2 redegør vi for den teoretiske begrundelse for valget af en både kritisk og ekstrem case, og vi beskriver den valgte case, sammenlægningen af Farum og Værløse kommuner til Furesø Kommune, for til slut at begrunde vores iagttagelsespunkt.

En ekstrem og kritisk case

Selv valget af cases får et strategisk tilsnit, i stedet for blot at udvælge en tilfældig eller repræsenta- tiv case (statistisk set). Ved udvælgelsen af en kritisk case, udvælges fx en organisation, der er kendt for at være særlig god på det felt, man ønsker at undersøge. Herefter kan undersøgelserne munde ud i konklusionen, at såfremt der er ’problemer’ her, vil det sandsynligvis også gøre sig gældende i andre organisationer. En sådan kritisk case kan også samtidig være en ekstrem case, der fx kan være særlig problemfyldt. Derudover aktiverer ekstreme cases ofte flere aktører og mere grundlæggen- de mekanismer, hvorfor der ofte viser sig at være megen viden at uddrage – fx under en kombina- tion af økonomisk morads, politiske ideologier, strukturelle reformer og fusioner, som det er til- fældet i vores case. Endelig har de ekstreme cases den fordel, at de ”kan være velegnede til at slå en pointe fast på særlig dramatisk vis” (Flyvbjerg, s. 148 ff : 2001). Furesø Kommune, som vi har valgt til case, lever fint op til begge disse udvælgelseskriterier, idet sammenlægningen af Farum og Værløse kommuner dårligt kan kaldes andet end netop et drama.

Samtidig har dette drama, som beskrevet nedenfor, tilsyneladende skabt vanskelige forudsætninger for en vellykket fusion. Det må derfor forventes at nogle af de udfordringer, en sammenlægning altid byder på, har været særligt store i den valgte case, hvorfor disse udfordringer vil være relativt lette at afdække og trække generaliserbare anbefalinger ud fra.

Furesø Kommune som en ekstrem og kritisk case

’Furesø Kommune blev undfanget i tvang og født under protest.’ (Danske Kommuner nr. 32, 2008)

(20)

20 til Værløse Kommunes borgmester Jesper Bach og fortalte, at kommunen ville blive tvunget ind i en sammenlægning med Farum. Fødslen foregik trods fortsatte protester fra begge kommuner året efter, nemlig den 19. maj 2006, da Indenrigsministeriet indgik ”Aftale om Sammenlægning af Farum og Værløse Kommune”. I ’aftalen’ tilkendegav Værløse, at den ikke ønsker fusionen, mens Farum fastholdt, at den kunne være fortsat uden en fusion. Der var med andre ord tale om en uønsket fusion eller et tvangsægteskab.

Fusionsforskere bruger fire metaforer fra bryllupsverdenen: Det slægtsbaserede ægteskab, frem- tidsægteskabet, fornuftægteskabet og ægteskabet, der forener to velstående familier. (Cherim m.fl.

s. 230 : 2003). Begrebet ’tvangsægteskab’ findes ikke i deres optik, hvor en fusion ikke kan ske, hvis ikke mindst én part arbejder for det.

Men udtrykket tvangsægteskab blev institutionaliseret allerede ved dannelsen af den nye Furesø Kommune, hvor politikere og medier talte om ’morgengaven’, Værløse Flyveplads, som den sammenlagte kommune fik af staten.

De to sammenlagte kommuner var ganske vidst ud fra en umiddelbar betragtning, hvad der i en kulturtilgang til fusioner kaldes ’nært beslægtede’ (Borum og Pedersen, s.67ff : 2008). Begge havde 18.000 indbyggere, lige mange kommunalt ansatte, nogenlunde samme skattegrundlag, borgerligt styre og var naturskønt beliggende ned til Furesøen. Men på grund af ”historisk spektakulære disposi- tioner i Farum Kommune” (Indenrigsministeriet, s. 1 : 2005) blev det besluttet, at borgerne i Farum- delen af den nye kommune frem til 2013 skal betale mere i skat end Værløse-borgerne. Et billede på forskellen mellem den forsigtige konservative politik i Værløse i forhold til Peter Brixtoftes og Venstres eksperimenter i Farum.

”Det er de lokale politikeres og administrative lederes rolle at gennemføre reformen i praksis, herunder at

’sælge idéen’ internt i organisationen” (Pedersen, s. 41 : 2006), men i Værløse gjorde borgmester Je- sper Bach det modsatte og kæmpede offentligt mod den nye kommune: ”Man kan ikke sætte demo- kratiet ud af kraft og tørre et problem af på Værløse på den måde.” (Danske Kommuner, nr. 9, 2005)

(21)

21 Fusionsarbejdet blev alligevel sat i gang, og de to kommuner besluttede, at fusionen skulle være mellem to ligeværdige parter.

I dag er Furesø ledet af den tidligere Værløse-borgmester. Kommunen har økonomiske problemer med bl.a. at afdrage på en milliardgæld fra den tidligere Farum Kommune (Økonomiudvalget, Fure- sø Kommune, 19. november 2008), og kommunen har ifølge den nævnte Deloitte-undersøgelse i dag flere administrative ansatte end før sammenlægningen (363 i februar 2008 og 356 i marts 2006).

Budgettet for 2009 udløste en artikel på www.kl.dk (15. oktober 2008) med overskriften følgende konstateringer: ”I Furesø Kommune er administrationsudgifterne steget med 47 millioner kroner på tre år. ... Dermed undergraver kommunen et af de væsentligste argumenter for kommunalreformen, nemlig besparelser på administrationen.”

En måned efter, den 14. november 2008, offentliggjorde kommunen (www.fureso.dk) nye organi- sationsændringer fra nytår: ”Antallet af chefer bliver reduceret fra 26 til 15, og administrationen skal spare 21,5 stillinger.”

Som en konklusion på det ovenstående kan man konstatere, at Furesø Kommune lever op til betingelserne for en kritisk case. Der er tale om en organisation i en særlig problemfyldt situation, som indeholder et drama. Samtidig er der tale om en organisation i fortsatte forandringer. En afgø- relse af, hvornår en fusion er tilendebragt, altså en afsluttet forandring, er ikke nødvendig at træffe i tilfældet Furesø, hvor kommunen selv definerer de seneste organisationsændringer som en ’ny fase’ af fusionen. Da et hovedpunkt i Karl E. Weicks teorier om sensemaking er, at den foregår retrospektivt, betragter vi det også af den grund som acceptabelt at analysere en forandring, der rækker flere år bagud.

2.4 Iagttagelsespunkt

I forlængelse af casebeskrivelsen er det naturligt også at præsentere projektets iagttagelsespunkt.

Vores iagttagelsespunkt udgør i modellen det empiriske fokus, som vi delvist har beskrevet i vores casevalg. Mere specifikt har vi valgt at fokusere på ledelse, forstået som ledelse på mellemlederni- veau i centraladministrationen på rådhuset i den fusionerede Furesø Kommune.

(22)

22 større udsnit ville stille urealistiske krav om empiriindsamling. Samtidig vil denne afgrænsning kunne genfindes i tilsvarende organisationer, og valget er derfor med til at understøtte validiteten af vores casevalg og i sidste ende generaliserbarheden af vores anbefalinger. Endelig har vi også haft en forventning om, at der på ledelsesniveauet vil være en evne til refleksion over det noget ab- strakte begreb, meningsskabelse.

Da indsamlingen af data sker på både mellemleder- og toplederniveau, vil iagttagelsespunktet blandt mellemlederne have en ’afsmittende’ karakter og også trække tråde op til topledelsen og dens ageren. Dermed vil de anbefalinger, vi afsluttende i projektet kommer med, også være relevante for topledere i kommuner.

2.5 Opsummering

Vi har i dette kapitel transformeret vores indledende undren til en problemformulering, der blev beskrevet som: ’Hvordan skabes der mening under meningsløse forandringer, hvilke spændinger opstår herved, og hvordan leder man i spændingsfeltet mellem intenderet og lokalt skabt mening?’

Det videre arbejde blev derudover illustreret ved brug af en model.

Herefter redegjorde vi for projektets socialkonstruktivistiske udgangspunkt, som blev efterfulgt af en begrundelse for valget af Furesø Kommune som kritisk og ekstrem case for projektet. Efter en konkret beskrivelse af Furesø Kommune afsluttede vi kapitlet med en præsentation af vores iagttagelsespunkt, der er ledelse på mellemlederniveauet i den centrale kommunale administration.

Dermed er vi klar til i næste kapitel at præsentere den teoretiske ramme, der danner grundlag for de senere analyser.

(23)

23

3. Teorier: Til- og fravalg

I dette kapitel vil vi udfolde de teorier, vi kort berørte i vores indledende kapitel, og som danner grundlaget for vores analyse. Som nævnt, udgør Weicks teorier om meningsskabelse den overordnede teoretiske ramme, kombineret med et styringsteknologisk og narrativt perspektiv, idet vi vurderer, at Weick ikke er tilstrækkelig konkret til empiriske analyser af substansen i meningsskabelse.

Vi bestræber os således i både teori og analyse at være i overensstemmelse med Weicks teorier, men har fundet det nødvendigt at operationalisere dem yderligere, fordi Weick oftest har fokus på processen for meningsskabelse. Denne operationalisering tager direkte udgangspunkt i et centralt begreb i Weicks teori – minimale strukturer – hvor han selv giver en ’stafet’ videre til at hans pro- cessuelle tanker fortsætter i mere substantiel retning.

Men mening og meningsskabelse kan hverken teoretiseres eller operationaliseres uden en fælles forståelse af, hvad der menes med begreberne mening og meningsløshed, og hvad der er anledning til meningsskabelse, herunder Weicks modbillede til meningsskabelse kollaps af mening.

Derfor indleder vi dette teorikapitel med først at definere disse begreber for at fortsætte over i en beskrivelse af, hvordan meningsskabelsesprocessen foregår i organisationer. Beskrivelsen afslutter den overordnede teoretiske ramme, som vi herefter kobler sammen med et styringsteknologisk og et narrativt perspektiv. Denne kobling foretages via to af Weicks seks ’minimale strukturer’ – nemlig teknologi og fortællinger. Endelig samler vi op på teorikapitlet og opsummerer vores teoretiske perspektiv inden det konditioneres i kapitel 4.

3.1 Meningsskabelse ifølge Weick

I de følgende fire afsnit er målet at beskrive, afklare og definere en række nøglebegreber indenfor mening i relation til projektet.

Mening og sense

Mening er på dansk et så mangefacetteret ord, at det bliver brugt livligt i dagligdagen, uden vi definerer det over for hinanden trods dets mange betydninger. Ofte handler det om at have en holdning til noget, men det kan også ifølge ordbogen (Politiken, 2001) betyde ”en hensigt”, mens en tredje betydning af mening netop er ”en betydning”.

(24)

24 I dette projekt handler det om det sidste, at give ’noget’ mening eller betydning, med andre ord skabe en forståelse eller en tolkning for dermed at kunne placere dette ’noget’ i en sammenhæng.

Ifølge Weick er det, at “active agents construct sensible, sensable events. They ’structure’ the unknown”

(Weick 1995: 4). I forbindelse med skabelse af mening er det altså individer, der konstruerer og strukturerer hændelser, så de kan forstås. Weick bruger i sin teoribeskrivelse primært ordet ’sense’, der i Gyldendals oversættelse betyder ’mening, betydning, sammenhæng’ - helt i overensstemmelse med det ovenstående.

Set fra en sprogteoretisk synsvinkel er der en distinktion mellem et deskriptivt (kognitivt) og ikke- deskriptivt (ekspressivt) meningsbegreb. Den deskriptiv mening er referentiel og henviser til forhold, der uafhængigt af udsagnet kan bestemmes som sandt eller falskt – som ’Farum og Værløse kommuner blev slået sammen til Furesø Kommune.’ Meningen eksisterer uden for den aktør, der kommer med udsagnet. Meningen er derfor også uafhængig af den situation, udsagnet fremkommer i (Lyons, s. 40 : 1995).

Ikke-deskriptiv mening henviser til en mere forståelsesmæssig mening, der knytter an til en aktørs tolkninger. ’Den nye kommunalstruktur er meningsløs’ som en ekspressiv mening, idet udsagnet relaterer sig til en aktørs holdning. Meningsindholdet kan ikke verificeres uafhængigt af den pågæl- dende aktør. Og da aktører ikke eksisterer uafhængigt af den sociale sammenhæng, de indgår i, knytter udsagnets mening også an til den sammenhæng, udsagnet indgår i.

Meningsbegrebet får derved både en kommunikativ og social dimension, som netop er hjørnesten i Weicks arbejde om meningsskabelse: ”Sensemaking is grounded in both individual and social activity.

(…) Sense may be in the eye of the beholder, but beholders vote and the majority rules” (Weick, s. 6 : 1995).

Weick siger altså, at mening skabes i sociale systemer og derfor er centrale for, hvordan disse systemer fungerer. Dermed har vi indkredset ’mening’ til i denne opgave at være: Et individ eller en gruppes organisering af hændelser, oplevelser, hensigter og forventninger, så de skaber plausible sammen- hænge for individet eller gruppen.

(25)

25

Anledning til meningsskabelse

Med definitionen af mening har vi et begreb, der er subjekt i en skabelsesproces, men for at meningsskabelsen overhovedet skal foregå, er der behov for en anledning. Weicks teorier består af en række paradokser, han selv vedkender sig, og hvor to af dem træder frem, når man fokuserer på de anledninger, der kan være til meningsskabelse, som vi beskæftiger os med.

Det første paradoks er overhovedet at drøfte behovet for en isoleret anledning til meningsskabelse, fordi en af de syv egenskaber ved sensemaking, som bliver gennemgået i næste afsnit, er, at meningsskabelse er vedvarende (ongoing) og derfor hverken har en start eller en slutning. Det forklarer Weick selv med, at skabelsen af mening kan betragtes som en cyklus, hvor skabelsen af mening er en kognitiv aktivitet. Den begynder, når individer bevidst og ubevidst former forventninger om fremtidige begivenheder. Hvis disse forventninger ikke opfyldes, bliver der tale om en (ny) anledning til meningsskabelse.

Det andet paradoks er, at de begivenheder eller fænomener, Weick udpeger som anledning til meningsskabelse også ses som potentiel anledning til kollaps af meningsskabelse. Denne dualitet repræsenterer en balancegang eller et doseringsproblem, vi her vil se nærmere på ved at fremhæ- ve hvilke anledninger der kan være anledning til meningsskabelse: Forstyrrelser, flertydighed og usikkerhed – fordi ”… to understand sensemaking is also to understand how people cope with interruptions”

(Weick, s. 4f : 1995).

Forstyrrelser

Weick peger på to typer af forstyrrelser, som udløser meningsskabelse: en begivenhed som ikke er ventet, eller en forventet begivenhed som ikke indtræffer. Ved begge typer bliver den igangværen- de kognitive aktivitet afbrudt, og en ny situation skal håndteres. (Weick, s. 100 : 1995) Forstyrrel- ser er defineret som en begivenhed for en person, der forhindrer gennemførelsen af en handling, tankerække eller plan. Jo mere velorganiseret en gruppe er - forstået som fx klare forventninger blandt parterne, om, hvilken rolle medarbejdere spiller i en given organisation – jo mere betyder en forstyrrelse.

(26)

26 Flertydighed og usikkerhed er andre anledninger til meningsskabelse. Flertydighed giver anledning til meningsskabelse, fordi der er forvirring i form af for mange fortolkninger. Usikkerhed giver anledning til meningsskabelse, fordi der er uvidenhed - uvidenhed om mulige fortolkninger (Weick, s.

91 : 1995).

Situationer med flertydighed er kendetegnet ved mangel på klarhed, høj kompleksitet, paradokser etc. Flertydigheden medfører, at flere forskellige forklaringer er sandsynlige, der er mere end en mening knyttet til hændelserne. Det er således ikke muligt at få reduceret flertydigheden så meget, at der skabes klarhed om situationen. Meningsskabelsen er dermed gjort vanskeligere. Weick ad- varer mod at tro, at mere information er løsningen i denne situation. Det er lige nøjagtigt, hvad der ikke er brug for, konstaterer han: “Instead they need values, priorities and clarity about preferences to help them be clear about which projects matter” (Weick, s. 27 : 1995). Netop værdier er en del af Furesø Kommunes styringsteknologier, som vil blive behandlet senere.

Weick er særdeles konkret, når det gælder at kunne udpege flertydige forandringssituationer, ved at bruge M. B. McCaskeys oplistning (gengivet i Weick, s. 93: 1993) af mulige problemstillinger (figur 5):

• Problemets natur er uklar.

• Information (mængde og pålidelighed) er problema- tisk.

• Mangfoldige og modstridende fortolkninger.

• Forskellige værdiorienteringer, politiske/følelsesmæssige sammenstød.

• Mål er uklare, eller mangfoldige og modstridende.

• Tid, penge eller opmærksomhed mangler.

• Modsætninger og paradokser forekommer.

• Roller er vage, ansvar er uklart.

• Succeskriterier mangler.

• Dårlig forståelse af årsag-virkning relation.

• Der bruges symboler og metaforer.

• Deltagelse i beslutningstagning er flydende.

Weick er mindre konkret i sin beskrivelse af de andre begreber, men på grundlag af den teoretiske gennemgang tillader vi os alligevel at konkludere uden yderligere begrundelse og egentlig analyse, at kommunalreformen som et hele har indeholdt en række anledninger til meningsskabelse. Ned- læggelse af organisationer ved sammenlægninger og opståen af nye organisationer repræsenterer et behov for meningsskabelse. Borum og Pedersen, der har beskæftiget sig med offentlige fusioner i Danmark, går endda så langt at konstatere, at fusioner ”fremprovokerer skabelsen af nye identiteter.”

(Borum og Pedersen, s. 16 : 2008). Derfor vil vores case-analyseaf Furesø Kommune blot forud-

(27)

27 sætte, at sammenlægningen af Farum og Værløse kommuner har skabt anledninger til meningsskabelse.

Men som beskrevet tidligere rummer anledninger til meningsskabelse også risikoen for kollaps af mening, som vi nu ser nærmere på.

Kollaps af mening

Den anden del af paradokset kollaps>< meningsskabelse, nemlig kollaps af mening, har Weick inte- resseret sig for i hele sin karriere som sensemaking-forsker, fordi han mener, erfaringerne fra ekstreme cases, hvor mening kollapser, indeholder meget læring til alle typer af organisationer. Om- kring kollaps har han fokuseret på alt fra kommunikationen i cockpittet før flyulykker til brandkata- strofer som the Mann Gulch, der kostede 13 amerikanske brandmænd livet i 1949. Han ser på kollapset i meningsskabelse i disse organisationer, fordi: “If we can understand this collapse, we may be able to forestall similar disasters in other organizations.” (Weick, 1993, s. 634).

Han argumenterer desuden for, at organisationer kan være mere eller mindre disponerede for kollaps. Vi forfølger dette synspunkt i den forstand, at vi strukturerer kapitel 7 om håndteringen af ledelse i spændingsfeltet ud fra fire Weick-begreber, der beskriver karakteristika i organisationer, som er robuste overfor kollaps. De fire begreber, som vil blive udfoldet i kapitel 7, er: 1) Improvi- sation and Bricolage, 2) Virtual Role systems, 3) The attitude of wisdom og 4) Respectful Interaction.

Karl E. Weick definerer et kollaps af mening som fundamentale overraskelser eller begivenheder, der er ubegribelige, skjulte eller uforståelige. Den ringe sandsynlighed for, at sådanne ting skal ske, forklarer, hvorfor de opfattes som meningsløse, men forklarer ikke i sig selv, hvorfor mennesker i de situationer mangler evnen til at genskabe en form for mening om, hvad der er sket (Weick, s.

633 : 1993). Weick bruger begrebet kosmologiske episoder til at forklare disse situationer, idet kosmologi kombinerer rationelle spekulationer med videnskabelige beviser for at forstå universet som en totalitet af fænomener. Bragt ned på jorden findes hverdagskosmologien, som vi alle bruger, når det forventes, at begivenheder udfolder sig sammenhængende i tid og rum og med forandringer i en naturlig orden. Når hverdagskosmologien forstyrres alvorligt, opstår en kosmologisk episode: ”..when people suddenly and deeply feel that the universe is no longer a rational, orderly system.

What makes such an episode so shattering is that both the sense of what is occurring and the means to rebuild that sense collapse together” (Weick, s. 633 : 1993).

(28)

28 Ved at analysere katastroferne kommer han frem til at beskrive, hvordan en organisations meningsskabelse kan kollapse: ”Sæt folk i ukendte roller, lad nogle af nøglefunktionerne stå tomme, gør opgaven flertydig, skab disse forandringer i en kontekst, hvor små hændelser løber sammen og pludselig vokser sig farligt store.” (Weick, s. 638 : 1993) I en situation, hvor folk er ophidsede, sker der en begrænsning i den mulige meningsskabelse. Pointen er, at medarbejdere der oplever store og gen- tagende afbrydelser, får reduceret deres evne til at skabe ny mening, fordi deres forståelsessystem er overbelastet og de derfor udelukker mulige forståelser, som kunne have været en hjælp. Hjælp i form af at se de nye sider af en sag og ikke kun fastholde forstyrrelsen som en negativ hændelse.

Selv om enkelte kritikere nok vil kunne betegne strukturreformen som katastrofal, er den det dog ikke i Weicks forstand, hvor kollaps af mening betyder død og ødelæggelse af både organisation og mennesker. (Weick, s. 471 : 2001). Der er ikke tale om en kosmologisk episode jf. Weick. Derfor tillader vi os også på grundlag af den teoretiske gennemgang at konkludere, at der ikke er sket kollaps af mening i de nye danske kommuner, i Weicks forstand. Kommunerne er rammen for opgavevaretagelse af ledere og medarbejdere, som hver dag møder på arbejde. I vores case, Fure- sø Kommune, sker det endda med lavt sygefravær og høj medarbejdertilfredshed (www.fureso.dk, og Furesø Kommune, Trivselsundersøgelse : 2008). På det grundlag vil vi i det videre arbejde uden videre forudsætte, at de kommunale arbejdspladser er rammen for meningsskabelse og ikke kollaps med efterfølgende katastrofer.

Meningsløshed

Både Weick og andre meningsskabelsesteoretikere bruger, som vist, i enkelte situationer ord som

’meningsløs’, og ’tab af mening’ uden at definere begrebet. Vi bruger ordet i vores problemformulering på grundlag af den store brug i danske debatter om reformer, og vi vil derfor forsøge at for- holde os aktivt til det – både i almen forstand og ud fra et sensemaking-perspektiv.

Ifølge Politikens ordbog er der knyttet to betydninger til meningsløs: ’1. som ikke har noget klart og forståeligt indhold = intetsigende, dette udsagn er helt meningsløst’ og ’2. uden fornuftig begrundelse og klar nytteværdi = formålsløst, urimelig, fornuftsstridig, irrationel, det er meningsløst at fort- sætte denne diskussion’ (Politiken, 2001).

(29)

29 Med meningsløst menes altså enten ’uforståeligt’ eller ’fornuftstridigt’. Der er tale om en normativ dom over et subjekts handlinger og holdninger, og der er dermed tale om en i høj grad menings- fyldt tilkendegivelse. Det er i sprogteoretisk forståelse en ekspressiv mening, hvor man giver udtryk for ikke at acceptere de fornuftsmæssige sammenhænge, andre har konstrueret. Dermed bliver brugen af ordet ’meningsløs’ paradoksalt nok i sig selv en meningstilkendegivelse. Meningsløs- hed er altså ikke dikotomien til mening, men derimod et udtryk for (en anden) mening.

Filosoffen Ole Fogh Kirkeby nærmer sig den samme konklusion af en anden vej ved at studere den franske filosof Gilles Deleuzes analyse af begrebet mening med baggrund i Lewis Carrolls bog Alice i eventyrland, hvor det klassiske meningsunivers hele tiden udfordres.

”Hvis meningen udfordres af et logisk vanvid, der alligevel har sin egen meningsfuldhed i form af en mulig verden, lurer nonsens og dermed den totale mangel på mening overhovedet i baggrunden. Det er dybest set denne meningsløshed, som handlekraften udfordrer ved at udnævne noget til at være meningsfuldt blandt mange muligheder og ved at holde fast i sit valg.” (Kirkeby, s 45f : 2008).

Vi accepterer med andre ord ikke, at meningen er løs, i hvert fald ikke særligt længe.

Weick selv peger på, at der selv i ekstreme situationer, hvor meningen opleves at mangle, enten sker en effektiv og hurtig meningsskabelse eller et kollaps, der kan få katastrofale konsekvenser. I dette længere citat adresserer han situationen, når meningsskabelsen er i problemer:

“Life does not become senseless. Instead it becomes empty. The basic pragmatic quality of life, life lived in projects, may be all that stand between sense and senseless. Depending on whether one’s important projects are difficult or easy, tightly organized or loosely organized, rich or lean in substitute pathways of completion, barely learned or overlearned, those projects will be either easier or harder to interrupt, more or less arousing when interrupted, easier or harder to repair when interrupted, and more or less sensible as a result. What we can count on in all of this is that interruptions are consequential occasions for sensemaking”(Weick, s. 105 :1995).

Konklusionen er med andre ord, at vi videre i projektet ikke betragter meningsløshed som mod- sætningen til mening, men derimod som et relevant udtryk for meningsskabelse. Vi har imidlertid som nævnt tidligere fundet det relevant at præcisere begrebet p.g.a den mangfoldige brug af ordet i en dansk kontekst med reformer og forandringer.

3.2 Meningsskabelse som proces

Vi har i de ovenstående afsnit redegjort for relevante begreber omkring mening, anledninger til og kollaps af meningsskabelse. I det følgende afsnit redegør vi for Weicks hovedfokus - meningsskabelsen som en proces.

(30)

30 I modsætning til beslægtet diskursteori har Weicks teori mere karakter af handlingsteori, idet han fokuserer på, at meningsskabelse foregår i kraft af handlinger og aktiviteter i et samspil mellem flere aktører. Dette understøttes af, at han bidrager med konkrete forslag til aktive handlinger blandt aktørerne i meningsskabelsen. Skabelsen af mening er altså knyttet til det at handle, og Weick ser handling som en betingelse for meningsskabelsen (Weick 1995: 30).

Weick placerer sig selv indenfor organisationsteorien, idet han mener, der er måder at tale om organisationer, som tillader meningsskabelse at være en central aktivitet i forhold til konstruktionen af organisationer og deres omgivelser (Weick 1995: 69). Styrken i Weicks teori om meningsskabelse er at afdække, hvordan mennesker fortolker deres omgivelser og herigennem skaber mening om de situationer, de indgår i. Weick beskæftiger sig altså med meningsskabelse indenfor organisationer og vier kun lidt opmærksomhed til sensemaking i andre sammenhænge, men konstaterer dog, at behovet for meningsskabelse afhænger af hvilke sammenhænge, den foregår i. (Nielsen, s. 110 : 2005)

Ifølge Weick sker meningsskabelse oftere i organisationer end i hverdagslivet og er også mere kompliceret. Det skyldes, at der i det organisatoriske liv bliver sat spørgsmålstegn ved langt mere end der gør uden for organisationerne. Weick citerer Czarniawska-Joergeres (1992) for, at ”organizational life is taken for granted to a much lesser degree than is everday life” (Weick, s. 63 : 1995).

Det eksemplificeres ved de endeløse diskussioner, der kan være i organisationer, om hvad man siger, når man tager telefonen – enhedens navn eller ens eget, stillingsbetegnelse eller ej? En drøf- telse, der næppe foregå i private hjem.

Selv om en stor del af Weicks teorier er af så generel karakter, at den vil kunne bruges mange steder, vil der i denne opgave, når sensemaking/meningsskabelse nævnes, være forudsat, at det er i organisationer.

Syv egenskaber for meningsskabelse

Weick har meget tidligt i sin forskning opstillet syv centrale egenskaber eller ressourcer for meningsskabelse. Det er byggesten, der både udgør hans teoretiske fundament og hans analytiske begreber(Weick 1995: 17).

(31)

31 Meningsskabelse består af flg. syv elementer, der er med til at skabe mening, og det:

• er forbundet med konstruktion af identitet • foregår retrospektivt

• sker gennem enactment af omgivelser • udspiller sig i en social kontekst

• er en vedvarende proces • er fokuseret på og af de udkårende stikord

• optræder plausibel og ikke nødvendigvis nøjagtig

Disse syv elementer er grundlæggende for at forstå, hvordan aktører i en organisation skaber mening omkring de forandringer, organisationer gennemgår – de forandringer som medarbejderne jf.

Weick håndterer via skabelsen af ny mening. Weick opererer dog ikke med egentlige kausale kæ- der, hvor ét element er grundlag for eller automatisk fører til næste trin i meningsskabelsen. De syv elementer kan ganske vist optræde i rækkefølge, men rækkefølgen er skiftende. Det illustreres også af, at Weick præsenterer elementerne i forskellig rækkefølge i udgivelser, som i øvrigt henviser til hinanden for yderligere uddybning. Det gælder fx ”Making sense of the organization” fra 2001(s. 461-463) og ”Sensemaking in Organizations” fra 1995 (s. 17-62), som den følgende gennemgang bygger på. De syv egenskaber, karakteristika eller kilder (Weick bruger selv forskellige betegnelser) er:

1. Identitet - (om)dannes, bekræftes og bruges i meningsskabelse.

Der findes ikke én fra starten fastlagt identitet for det enkelte individ. Identitet skabes igennem en interaktionsproces med andre mennesker, og det afgør hvilken definition, vi har af os selv. Proces- sen med at skabe identitet, forstået som vores skiftende selvopfattelse, bygger på behovet for en positiv selvforståelse, hvor ønsket er at opfatte sig selv som kompetent og handlekraftig. Samtidig er konstruktionen af identitet knyttet til vores behov for forståelse af sammenhæng og kontinuitet.

Meningsskabelse kræver ofte, at individet revurderer sin identitet. Hvis fx en medarbejder udnæv- nes til chef, bliver hun taget ud af sine almindelige relationer og ’forstyrres’ dermed i både selvopfattelse og opfattelse af organisationen.. Den nye leder-identitet skal håndteres og vil påvirker den mening, der skal skabes. Hvis identiteten svækkes eller trues fx ved fusioner eller radikale organi- sationsforandringer trues ikke kun organisationen, men også de enkelte individers selvforståelse.

De mister ifølge Weick grebet om begivenhederne.

(32)

32 2. Retrospektivt - meningsdannelse foregår retrospektivt i bakspejlet som efterrationaliseringer.

Mening skabes baglæns, fordi, mennesker ikke er i stand til at forstå det, der sker i nuet, men først når begivenheden bemærkes, måske væsentligt senere. På det tidspunkt vil fortiden blive konstrueret på baggrund af den viden, der er kendt i nutiden og påvirke, hvad der lægges vægt på, når der ses tilbage. Vi vil ofte fokusere på det, der ikke gik godt, hvis resultatet opfattes som dårligt, mens et godt resultat medfører opmærksomhed om alt det, der gik godt.

At meningsdannelsen er retrospektiv betyder altså, at den mening, der dannes i nuet, er påvirket af de erfaringer, vi besidder, men at disse erfaringer igen formes af den situation og det behov, der er i nuet. Retrospektiv meningsskabelse er ikke et spørgsmål om mening eller ikke-mening, men et spørgsmål om kobling af mange forskellige sæt af meninger. Et vigtigt mål for meningsskabelse er følelsen af orden, klarhed og rationalitet, og så snart den følelse er nået, stopper den retrospektive proces.

Den retrospektive sensemaking kan forstyrres, hvis man nægter at værdsætte fortiden og i stedet blot bruger den tilfældigt. Opstår der bevidst eller ubevidst hukommelsestab eller øget tvetydighed i organisationen, løsnes individets greb om tingene.

3. Enactment - er at sætte noget i værk, der ændrer omgivelserne.

Enactment betegner interaktion mellem individer samt mellem mennesker og omgivelser, der gen- sidigt påvirker hinanden - og hvor meningsdannelsen foregår gennem denne påvirkning. Individer fortolker omverdenen og iværksætter handlinger, der aftvinger forandringer i omverdenen, som derefter bliver udgangspunktet for nye fortolkninger og iværksættelse af nye handlinger.

Enactment skal ikke kun forstås som egentlig handlen. Mødet med noget andet medfører nok, at begge parter bliver ændret, men ændringen begynder allerede før mødet, når forventningen om mødet i sig selv medfører ændringer i forståelse af den anden, og derfor er det ikke muligt at finde det punkt, hvor forståelsen blev forandret.

(33)

33 Hvis mulighederne for enactment indsnævres – fx ved pacificering pga. oppefra bestemte organisa- tionsforandringer – formindskes individets mulighed for på en meningsfuld måde at forstå og fore- stille sig, hvad der kommer til at ske.

4. Social – meningsdannelse er kollektivt baseret i social interaktion.

Skabelsen af mening foregår aldrig i et socialt tomrum. Meningsskabelse er en social proces, der foregår i et socialt rum, hvor individerne påvirkes af de mennesker, der omgiver dem.

“Sensemaking is influenced by the actual, implied or imagined presence of others. Sensible meanings tend to be those for which there is social support, consensual validation and shared relevance.” (Weick, s. 460 : 2001)

Weick bruger begrebet social kontekst, som har det til fælles med enactmentbegrebet, at medarbejderne altid er i en relation til noget, som de er påvirket af, og som påvirker dem. Ved enactment er der fokus på relationen mellem medarbejdere og deres omgivelser, hvor det i forståelsen af social kontekst er relationen mellem mennesker. Dette gør det tydeligt, at meningsskabelse ikke er mulig uafhængig af andre. ”Selv monologer og anden envejskommunikation er således social, der er et publikum eller forestillingen om et publikum” (Weick, s. 39 : 1995).

Hvis den sociale forankring forsvinder – fx ved forandringer, der bryder de sociale sammenhænge i en organisation – en oplevelse af social isolation opstår, mister individet samtidig muligheden for at have greb om, hvad der sker.

5. Vedvarende - meningsskabelse begynder eller slutter aldrig.

Der er ingen begyndelse eller slutning på meningsskabelse. Den ligger i forlængelse af og bygger oven på tidligere hændelser og handlinger. Individer tager med Weicks ord ’øjeblikke’, ud af en vedvarende strøm af begivenheder, og derved gøres disse øjeblikke til genstand for mening ved at finde stikord til eller ledetråde for meningsskabelsen i dem.

Når meningsskabelse er en evigt igangværende (ongoing) proces, bliver indholdet i processen mest tydelig, når sensemaking forstyrres. Det sker i situationer, hvor den faste rutine ikke længere er tilstrækkelig. Sådanne brud med forventede rutiner i organisationer medfører en reaktion hos