Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Clausen, P.; ved P. Clausen.
Titel | Title: Kortfattet Sprog- og Retskrivningslære til Brug
ved Undervisningen i Modersmaalet Udgavebetegnelse | Edition Statement: 2. Oplag.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Chr. Steen & Søn, 1868 Fysiske størrelse | Physical extent: 32 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.
DET KO NG ELIG E BIBLIOTEK
130021679179
C i
4
* f ^4» ^ ,. ’ ♦
r i v ' . f , - -
V
X
V
■■ -V
, -\
• . ■: , ^ .• - , .
" • * ' • : '/ <
Kortfattet
Sprog- og Retskrivningslære
til Brug ved
Undervisningen i Modersmaalet.
Ved
P .
C lau sen ,
Skolebestyrer.
A n d e t O p l a g .
Kjøbenhavn.
Chr. S te e n & S ø n s Forlag.
i t
A
1868.
i ■ ,*
"■ . . ■ - , . <■ \H .'}
S
ISIS
t i
i
4i ■
11
#
e
Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle
Nærværende Udgave er ikke meget forskjellig fra første. S p r o g l æ r e n er saagodtsom uforandret.
Hvad derimod R e t s k r i v n i n g s l æ r e n angaaer, har jeg foretaget følgende Forandringer: Kun vir
kelige Navneord ere skrevne med store Begyn
delsesbogstaver, Selvlydsfordobling er bortfalden som almindelig Regel, Brugen af Tvelyd er aldeles forkastet, og jeg har ligeledes opgivet Medlyds
fordobling til at betegne en foregaaende Stavelses Korthed, naar ved Bøjningen en ny Medlyd kom
mer til.
Paa et Tidspunkt, hvor det engelske Sprog har fortrængt det tydske som det første fremmede
Sprog, der læres i vore Real- og Borgerskoler, og hvor efter min Opfattelse det grammatiske Grund
lag derfor maa gives ved Undervisningen i Moders- maalet, maa jeg betragte Brugen af en trykt Lære
bog for mere nødvendig end tidligere. Nytten
af en saadan, synes mig, forøges end yderligere,
naar den tillige indeholder en Retskrivningslære;
det er de færreste Skoler, som ere saa heldigt stillede at have een Lærer i dansk, og den For
virring i Sproget, som hyppigt opstaaer hos Ele
verne ved deres Overgang i en højere Klasse og til en anden Lærer, undgaaes lettest, naar man har bestemte Regler at holde sig til. Om jeg imidler
tid har været heldig i Valget og Behandlingen af Stoffet, og om jeg i mine Retskrivningsregler er gaaet for vidt eller ikke vidt nok, maa jeg over
lade andre at afgjøre.
P. Clausen.
Sproglæ re.
Ordklasserne og den enkelte Sætning.
§ 1. Ethvert Ord, som forekommer i Sproget, kan henregnes til en af følgende Klasser: 1) N a v n e o r d
(Substantiv), som angiver Navnet paa en Person, en Ting eller et Begreb, f. Ex. Vilhelm, Mand, Pige, Hest, Bord, Skov, Godhed osv. 2) K j e n d e o r d (Artikel), som viser, om Navneordet er brugt ubestemt eller bestemt, f. Ex.
en Mand, Manden; et Bord, Bordet; den grønne Skov osv. 3) T i l l æ g s o r d (Adjektiv), som angiver en Egen
skab ved Navneordet, f. Ex. en s t o r Dreng, et s o r t Bræt, en d o v e n Pige osv. 4) S t e d o r d (Pronomen),
der sættes istedetfor eet eller flere andre Ord for at gjøre det, der bliver sagt, kortere, tydeligere og mere vellydende, f. Ex. Barnet tog sin Bog, h v i l k e t Faderen gjerne saae, istedetfor: Barnet tog Barnets Bog, og at Barnet tog Barnets B og, saae Faderen gjerne osv.
5) T a l o r d (Numerale), som angiver Gjenstandenes Tal eller deres Plads i en Række, f. Ex. tre Stole, f i re Heste, den f e m t e Klasse, den s j e t t e April osv.
6) U d s a g n s o r d (Verbum), der udsiger, at en Person eller Ting foretager sig noget, lider noget eller befinder
sig i en Tilstand, f. Ex. Manden s pi s er; Kjødet s p i s e s ; Barnet so v er osv. 7) B i ord (Adverbium), der lægges
til et Udsagnsord, et Tillægsord eller et andet Biord for at angive en Beskaffenhed ved det, f. Ex. Husaren rider s m u k t ; Maden er m e g e t fersk; Peter skriver s æ r d e l e s g o d t osv. 8) F o r h o l d s o r d (Præposition), som angiver de forskjellige Forhold, hvori to Ord staae til hinanden, f. Ex. Glasset p a a Bordet; Fisken svømmer
i
Vandet osv. 9) B i n d e o r d (Konjunktion), som sammenknytter enkelte Ord eller hele Forbindelser af Ord, f. Ex.
Fader o g Moder; jeg læste min Lektie, da jeg kom hjem osv. 10) U d r a a b s o r d (Interjektion), der egentlig ikke er et Ord, men kun en L yd , som en eller anden Følelse eller Fornemmelse fremkalder, f. Ex. av (frem
kaldt af legemlig Smerte)! fy (Udtryk for Afsky)! osv.
§ 2. En Sætning er en Forbindelse af Ord, der tilsammen indeholde en Mening. Sætningen maa idet- mindste bestaae af G r u n d o r d (Subjekt), den Gjenstand, hvorom der siges noget, og O m s a g n (Prædikat), det, der siges om Grundordet, f. Ex. Hunden løber; den flit
tige belønnes; jeg skriver; at læse er gavnligt; at du arbejder, er nødvendigt osv.
Anm. En bydende Sætning udsiges ikke oin Grundordet, men til Grundordet, og dette er sædvanligt underforstaaet i
Tanken, f. Ex. kom herhen!
§ 3. Er Omsagnet et af de saakaldte uselvstændige Verber: v æ r e , b l i v e , h e d d e , n æ v n e s , k a l d e s og s y n e s , forlanger det et Ord efter sig, der betegner, hvad Grundordet er, bliver, hedder osv., f. Ex. Manden hedder La r s ; Katten er gr aa; Barnet synes a t l i d e ;
Spørgsmaalet bliver, om du k o mme r osv. Dette Ord kaldes O m s a g n s o r d e t (Prædikatsordet).
§ i . Nogle Udsagnsord fordre efter sig Navnet paa den Person eller T in g , hvorpaa Handlingen gaaer ud, eller hvorpaa Grundordet virker ind. Saadanne Udsagns
ord benævnes i n d v i r k e n d e (transitive), og Navnet, som de kræve efter sig, kaldes G j e n s t a n d e n (Objektet), f. Ex. Faderen slaaer S ø n n e n ; Barnet saae mi g; Lærei’en roser d en f l i t t i g e ; Pigen lærer at l æ s e ; jeg venter, a t du g j ø r d e t osv. De Udsagnsord, som ikke for
lange nogen Gjenstand efter sig, kaldes u v i r k e n d e (intransitive), f. Ex. Konen døer; Hesten vrinsker osv.
Anm. Bestemmelsen af Maal, Vægt, Grad og Værdi maa ikke ansees for Gjenstanden i Sætningen; i Exempleme: jeg gik t o M il igaar; Kjødet vejer o tte P u n d ; det fryser tr e G r a d e r ; Tøjet koster f i r e R i g s d a l e r , ere alle Udsagns
ordene uvirkende.
§ 5. Ved H e n s y n s o r d e t i Sætningen forstaaer man Navnet paa den Person eller Ting, for hvis Skyld eller med Hensyn til hvem Handlingen skeer , f. Ex.
Faderen gav S ø n n e n Skjænd; Gud skjænker den f a t t i g e Trøst; jeg skylder ham min Lykke; Fortællingen behagede h e n d e meget osv.
Navneordet.
§ 6. Navneordet er a) F æ l l e s n a v n (Appellativ), naar det er en fælles Benævnelse for alle til samme Art hørende Personer eller Ting, f. Ex. Dreng, Hund, Flod, Bjerg osv. b) E g e n n a v n (Proprium), naar det er en særegen Benævnelse paa en vis enkelt Person eller Ting, der derved adskilles fra alle andre af samme Art, f. Ex.
Jens, Karo, Volga, Vesuv osv. c) B e g r e b s n a v n (ab
strakt Substantiv), naar det benævner noget, der kun kan opfattes i Tanken og ikke ved Hjælp af Sandserne, f. Ex. Godhed, Rigdom, Dyd, Længsel osv.
Anm. 1. Som særegne Arter af Fællesnavne mærkes:
1) S a m l i n g s n a v n e (Kollektiver), der betegne en hel samlet Mængde, en sammenhængende ensartet Masse, f. Ex. Snes, Dusin, Guld, Ler, Gryn osv. 2) F o r m i n d s k e l s e s n a v n e (Diminutiver), som give det oprindelige Navneord et Bibegreb af Lidenhed eller Ringhed, f. Ex. Ælling (af And), Billing (af Bid) osv. 3) F o l k e n a v n e (Gentilier), der vise, fra hvilket Land en er, f. Ex. Svensker, Russer, Tydsker osv.
Anm. 2. Egennavne bruges stundom som Fællesnavne, f. Ex. han er en sand Krøsus (en meget rig Mand).
§ 7. Navneordene have to Kj ø n (Genera), D e n - k j ø n n e t og D e t k j ø n n e t , f. Ex. en Mand, en Pige,
en Tavle, et Hus osv.
Anm. Enkelte Navneord have dobbelt Kjøn med forskjellig Betydning, f. Ex. en og et Lem, en og et B o, en og et Søm,
en og et Nøgle, en og et Frø, en og et Leje osv.
§ 8. Navneordene have to T a l (Numeri'), E n k e l t t al (Singularis), som bruges, naar Talen er om en enkelt
Gjenstand, og F l e r t a l (Pluralis), som bruges, naar der tales om flere. Flertallet dannes af Enkelttal 1) ved at lægge e til, f. Ex. Stol, Stole; Bord, Borde osv. 2) ved at lægge r eller er til, f. Ex. Tavle, Tavler; Bi, Bier;
V iol, V ioler; Gardin, Gardiner osv. 3) ved at lade Ordet være uforandret, f. Ex. Haar, Brød, Folk, Dyr, Sko, Straa osv* Nogle Ord faae tillige Omlyd i Fler
tallet, f. Ex. Stad, Stæder; Bonde, Bønder; Gaas, Gæs;
Barn, Børn osv. Andre fordoble Endemedlyden foran Flertalsendelsen, f. Ex. Væg, Vægge; Hat, Hatte osv.
Anm. i. Nogle Navneord, der ende paa el, en og er, bort
kaste i Flertallet e foran I, n og r, f. Ex. Engel, Engle; Figen, Figner; Søster, Søstre. Herfra undtages de Ord paa er, som betegne handlende Personer, samt Folkenavne og enkelte an
dre, f. Ex. Bager, Bagere; Hollænder, Hollændere; Helgen, Helgene; Pulver, Pulvere osv.
Anm. 2. Nogle Navneord mangle Flertal, saaledes Egen-, Samlings- og Begrebsnavne; andre mangle Enkelttal, f. Ex.
Forældre, Søskende, Indvolde, Kaar, Høns, Briller, Buxer osv. j;
Anm. 3. Øj e hedder i Flertallet Ø j n e ; Ør e hedder • Øren. S k a t har i Flertallet snart S k a t t e (Rigdomme), snart
S k a t t e r (Afgifter).
§ 9 . Navneordene have to F o r h o l d s f o r m e r (Ka
sus), nemlig 1) N æ v n e f o r m e n , Ordets almindelige Form,
(
der bruges, saavel naar Ordet er Grundord, som naar det er Omsagnsord, Hensynsord, Gjenstand, eller naar
(■i:
det styres af et Forholdsord, f. Ex. den D r e n g er god; det var en D r e n g ; han gav sin Dr e n g Bogen; r
* i
Faderen slog sin D r e n g ; du gik med en D r e n g osv.
2) E j e f o r m e n (Genitiv), som føjer s eller es til Nævne
formen og betegner, hvem Personen eller Tingen tilhører eller er at tilskrive, f. Ex. en Piges S ytøi, en Laxes
Finner; Drenges Morskab osv.
Anm. 1. Egennavne paa s føje i Ejeformen ’s til, f. Ex.
Judas’s Forræderi.
i
Anm. 2. Istedetfor Ejeformen benyttes ofte et Forholds
ord, f. Ex. Haven til Huset istedetfor Husets Have; Drengene i Skolen istedetfor Skolens Drenge osv. Undertiden benyttes hverken Ejeform eller Forholdsord, f. Ex. Odense Skole, Ribe
Stift, Randers Handsker osv.
' Kjendeordet.
*
§ 10. Kjendeordeue rette sig efter de Ord , hvortil
de høre, i Kjøn og Tal og vise saaledes, af hvilket Kjøu '
Navneordene ere, og i hvilket Tal de staae. De deles i 1) d e t u b e s t e m t e K j e n d e o r d , som mangler Flertal og har sin Plads foran Navneordet, f. Ex. en Tyr, et Blad osv. 2) N a v n e o r d e n e s b e s t e m t e Kj en de ord, der føjes bagtil et Navneord uden Tillægsord, som ikke i Forvejen er bestemt, f. Ex. Manden, Konen, Bordet, Tørklædet, Faarene, Pigerne osv. 3) T i l l æ g s o r d e n e b e s t e m t e Kj e n d e o r d , som bruges, naar et Navneord, der staaer bestemt, har et Tillægsord foran sig, f. Ex.
den raske Dreng, det flade Tag, de hvide Lam osv.
Anm. 1. Staaer Tillægsordet som Navneord, beholder det Tillægsordenes bestemte Kjendeord, f. Ex. den tapre, det gode osv.
Anm. 2. Undertiden udelader man Tillægsordenes bestemte Kjendeord, f. Ex. anden Gang, tredie Time, næste Søndag, forrige Aar osv.; undertiden bruger man den efterhængte Form istedet, f. Ex. hele Tiden istedetfor den hele Tid osv.
Anm. 3. Kjendeordene ere opstaaede af Talordet een og af de paapegende Stedord hin og den.
Tillægsordet.
§ 11. Tillægsordet staaer enten v ed fø j et (som Attribut), naar det ligefrem er lagt til Navneordet, f. Ex.
en ædel Gave, det simple Hus osv., eller det er e ne - s t a a e n d e (absolut), naar det er brugt som Omsagnsord, f. Ex. Gaven er æ del; Huset er simpelt osv.
§ 12. Tillægsordene have to Kjøn og to Tal og rette sig i denne Henseende efter det Ord, hvortil de høre. Staaer det bestemte Kjendeord, et Ord i Ejeform eller et Stedord foran, bliver der imidlertid ingen For- skjel paa Kjønnene og Tallene; Ordet faaer da altid et e til, hvis det ender paa en Medlyd med Undtagelse af
S, f. Ex. den modige K riger, mit lange Bord, Byens brede Gader, det stakkels Barn osv.
Anm. 1. Fri og ny føje et e til og udtales da i to Sta
velser, f. Ex. den frie Mand, dit nye Hus osv.
A n m . 2. Tillægsord paa el, en og er udskyde e foran 1, n og r, f. Ex. den ædle Fyrste, det aabne Vindue, de vakre Børn osv.
Anm. 3. Tillægsord, som ende paa et tonløst et, forandre dette til ede, f. Ex. det stribede Tæppe osv. Ende de derimod paa et betonet et, fordoble de Endemedlyden, hvad der ogsaa er Tilfældet med endel andre Tillægsord, f. Ex. den lette Byrde, den slemme Dreng osv.
§ 13. N aar Tillæ gsordet ikke har et af de i § 12 nævnte Ord foran sig, føjer det i Flertal et e og i D etkjønnet i Enkelttal et t til, f. Ex. en syg Ve n , et sædeligt Barn, syge Venner, sædelige Børn osv. H erfra undtages for Flertallets Vedkommende de Tillægsord, som ende paa en Selvlyd, og nogle enkelte andre, og for D etkjønnets Vedkommende de Tillægsord, der ende paa t, e, O, U, samt endel andre, f. Ex. blaa T rø je r, ud
vortes Lægem idler; et tæ t Slør, et kaad Bar n, et rask Dyr, et bly Væsen (derimod et nyt Uhr) osv.
Anm. 1. Hvad der er bemærket i den foregaaende §s Anmærkninger, kommer ogsaa til Anvendelse ved Flertals
dannelsen, f. Ex. frie Mænd, aabne Vinduer, stribede Tæpper, lette Byrder osv.
Anm. 2. L i l l e hedder i Flertal s m a a ; m e g e n hedder m a n g e . F a a har intet Enkelttal.
Anm. 3. I Detkjønnet bortkastes n af Ordene megen, l i d e n og e g e n , naar det ej betyder s æ r e g e n , f. Ex. mit e g e t Hus; dette Udtryk er ham egent osv.
§ 14. N aar Tillægsordet staaer alene, faaer det s i Ejeformen, f. Ex. af Drengene i Klassen er den yngstes
Opførsel næsten den bedste; Valhal var de tapres Op
holdssted efter Døden osv.
§ 1 5 . Foruden den Form, hvori Tillægsordet staaer, naar Egenskaben simpelthen tillægges en Gjenstand (Po
sitiv), har det to S a m m e n l i g n i n g s f o r m e r , af hvilke den ene bruges, naar Egenskaben tillægges en Gjenstand i en højere Grad end en anden, f. Ex. Manden er s t ø r r e end Drengen osv. Denne Form kaldes f ø r s t e S a m m e n l i g n i n g s f o r m (Komparativ). Den anden bruges, naar Egenskaben tillægges en Gjenstand i den højeste Grad, og kaldes a n d e n S a m m e n l i g n i n g s f o r m (Su
perlativ), f. Ex. den h u r t i g s t e Hest osv. Den første Form lægger ere eller re, den anden est eller st til Tillægsordet, f. Ex. kort, kortere, kortest; ringe, ringere, ringest; ung, yngre, yngst; let, lettere, lettest; tapper, taprere, taprest osv. Til at angive disse Former bruger man ogsaa Ordene me r e og m e s t , f. Ex. fremmed, me r e fremmed, m e s t fremmed osv.
Anm. 1. Omskrivningen med m e r e maa altid benyttes, naar der betegnes, at en Egenskab tillægges den samme Gjen
stand i en højere Grad enden anden, f. Ex. Drengen er me r e k a a d end ond, ikke: Drengen er kaadere end ond osv.
Anm. 2. Nogle Tillægsord kunne aldeles ikke g r a d b ø j e s (hompareres), f. Ex. ulden, gylden, firkantet osv.
§ 16. Enkelte Tillægsord danne Sammenlignings
formerne paa en uregelmæssig Maade, nemlig g o d (bedre, bedst), ond (værre, værst), g a m m e l (ældre, ældst), 1 il 1 e (mindre, mindst), m a n g e (flere, flest), m e g e n (mere, mest), fa a (færre, færrest), nær (nærmere, nærmest).
Andre have vel Sammenligningsformer, men forekomme i den oprindelige Form kun som Biord eller Forholds
ord, f. Ex. i n d r e , i n d e r s t (af inde), y d r e , y d e r s t (af ude), ø v r e , ø v e r s t (af over), n e d r e , n e d e r s t (af nede), b a g e s t (af bag), f o r r e s t (af for), s i d s t (af siden), m e l l e m s t (af mellem) osv.
Stedordet.
§ 17. Stedordene deles i personlige Stedord, Eje
stedord, paapegende, henvisende, spørgende og ubestemte Stedord. Nogle af dem have foruden Nævne- og Eje
form tillige en G j e n s t a n d s f o r m , som bruges, naar de i Sætningen staae som Omsagnsord, Gjeustand, Hensyns
ord, eller naar de styres af et Forholdsord. En Ad
skillelse mellem Han- og Hunkjøn, som paa faa Und
tagelser nær er gaaet tabt i det danske Sprog, fore
kommer i de personlige Stedord.
§ 18. D e p e r s o n l i g e S t e d o r d staae altid istedet- for Navneord og angive Talens tre Personer: f ø r s t e
P e r s o n (den, der taler), a n d e n (den, der tales til) og tr e d ie (den, der tales om).
{ste p e r s 2den pers 3die Pers.
E nk el tt al.
HaDkjøn. Hunkjøn. Denkjøn. Detkjøn.
Nævnef. jeg du han hun den det
Gjenstf. mig dig ham hende den det
Ejef. . . . (mangler) (mangler) hans hendes dens dets F 1 e r t al.
Nævnef. V I. i de
Gjenstf. 08 eder (jer) dem
Ejef. . . . (mangler) eders deres
(jeres)
Anm. 1. Sig er et personligt Stedord for 3die Person, som viser tilbage paa Grundordet (refleocivt Pronomen)) det bruges kun i Gjenstandsformen, f. Ex. Manden slog sig; Børnene morede sig osv. Tilbagevisende ere ogsaa hi nanden og hverandre, der bruges om alle trePersoner i Flertal og ud
trykke en Vexelvirkning mellem to eller flere, f. Ex. Peter og Jens drillede hinanden; Rotterne aad hverandre op osv. Eje
form danne de ved at lægge s til.
Anm. 2. Istedetfor du og dig benyttes hyppigt Formerne De og Dem, f.Ex. De har narret ham; jeg saaeDem igaar osv.
§ 19. E j e s t e d o r d e n e (possessive Pronominer) be
tegne den Egenskab ved noget, at det tilhører en af Talens 3 Personer. De ere for første Person mi n, mit, m i n e , naar Ejeren er een, og vor , v o r t , v o r e , naar der er flere Ejere, for anden Person d i n , di t , di ne og for tredie Person s i n, s i t , s i n e , som viser tilbage til et Grundord i Enkelttal.
§ 20. De p a a p e g e n d e (demonstrative) S t e d o r d tjene til at udhæve eller paapege en bestemt Person eller Ting. De ere følgende: d e n , d e t , de ; d e n n e , d e t t e , d i s s e ; h i n , h i n t , h i n e ; s e l v og samme, der bruges i begge Kjøn og Tal, samt b e g g e .
§ 21. D e h e n v i s e n d e (relative) S t e d o r d vise hen til noget i en foregaaende Sætning, som derved bliver nøjere bestemt. Hertil henregnes: s o m , der er ens i begge Kjøn og Tal og bruges baade som Nævne- og Gjenstandsform, fremdeles der, som ingen Gjenstands- form har, h v i l k e n , h v i l k e t , h v i l k e , der blandt andet bruges i Detkjønnet, naar det henvisende Stedord gaaer paa en hel Sætning, h vo eller h v e m , der i Detkjønnet hedder hvad. Som Ejeform af de henvisende Stedord bruges altid hvi s.
§ 22. D e s p ø r g e n d e (interrogative) S t e d o r d , som bruges i Spørgsmaal, ere følgende: hvo eller hvem, h v a d og h v i l k e n , h v i l k e t og h v i l k e .
§ 23. De u b e s t e m t e (indefinite) S t e d o r d ere man, der blot bruges som Grundord; en, der i Ejeformen hedder ens; a n d e n , a n d e t , a n d r e ; n o g e n , n o g e t , n o g l e ; i n g e n , i n t e t , i n g e n ; m a n g e n , ma n g t , ma n g e ; h v e r ( enhver) , h v e r t ( e t hv e r t ) ; al , alt, al l e og somme. Hertil kunne ogsaa henregnes det tonløse det, f. Ex. det blæser osv., og det tonløse der, f. Ex. der er mange Mennesker; der skrives osv.
Talordet.
§ 24. Talordene deles i G r u n d t a l (Kardinalier), som svare paa Spørgsmaalet «hvormange», og O r d e n s tal ( Ordinalier), der svare paa Spørgsmaalet «hvilken i Rækken». H u n d r e d e og t u s i n d e bruges baade som Grund- og som Ordenstal. Nogle Talord ere altid Navne
ord, f. Ex. Mi l l i o n , B i l l i o n osv.
Udsagnsordet.
§ 25. Udsagnsordene deles i a) i n d v i r k e n d e (transitive) og b) u v i r k e n d e (intransitive) \ se § 4. Til
j.
den første Slags høre ogsaa de t i l b a g e v i r k e n d e (rejlexive) Udsagnsord, der have samme Person til Grund
ord og Gjenstand, f. Ex. han betakker sig for sligt osv.
G j e n v i r k e n d e (reciproJce) Udsagnsord angive en Hand
ling, hvorved flere virke gjensidig paa hverandre, f. Ex.
vi kappes; de mundhugges osv.
§ 26. Indvirkende Udsagnsord, kunne bruges som
• •
uvirkende, f. Ex. Drengen læser; Familien spiser osv.
Ligeledes kunne uvirkende Udsagnsord undertiden have en Gjenstand efter sig, især et Navneord af samme Stamme, f. Ex. Pigen gaaer Ærinder; han døde en hæ
derlig Død; hun strider den gode Strid osv.
§ 27. Ved d o b b e l t e Udsagnsord forstaaes saa- danne, i hvilke det samme Grundbegreb er udtrykt ind
virkende i det ene og uvirkende i det andet, f. Ex.
lægger og ligger, sætter og sidder, sænker og synker, sprænger og springer, fælder og falder, røger og ryger, vækker og vaagner osv.
§ 28. De fleste indvirkende Udsagnsord have to Former, en H a n d l e f o r m (Aktiv), som betegner, at Grundordet foretager sig noget eller er i en Tilstand, f. Ex. jeg lægger; jeg elsker osv., og en L i d e f o r m (Passiv)^ som betegner, at der gjøres noget ved Grund
ordet, f. Ex. jeg lægges; jeg elskes osv. De uvirkende Udsagnsord have ingen Lideform, med mindre de bruges upersonligt o: uden bestemt Grundord, f. Ex. der tales J der løbes osv.
Anm. Lideformede Udsagnsord med Handleforms Betyd
ning kaldes d e p o n e n t e , f. Ex. jeg vredes; jeg ældes osv.
§ 29* Udsagnsordene have fem M a a d e r (modi), nemlig 1) F o r t æ l l e m a a d e n (Indikativ) , der bruges, naar noget betegnes som det, der virkelig er eller skeer, f. Ex. Vognen k o mme r ; 2) B y d e m a a d e n (Imperativ), der bruges, naar noget betegnes som den talendes Villie eller Befaling, f. Ex. kom herhen! 3) Ø n s k e m a a d e n ( Optativ), der udtrykker den talendes Ønske, f. Ex. Gud
v ær e med dig! 4) N a v n e m a a d e n (Infinitiv), hvormed en Handling eller Tilstand betegnes i Almindelighed, uden at henføres til noget Grundord, f. Ex. at l æ s e er nød
vendigt; 5) T i l l æ g s m a a d e n (Particip), der beteg
ner en Handling eller Tilstand som Egenskab ved et Navneord, f. Ex. en l æ s e n d e Dreng, en l æ s t Bog osv.
§ 30. Den Handling eller Tilstand, som Udsagns
ordet angiver, maa enten finde Sted i Nutiden, f. Ex.
jeg l æ s e r , eller allerede have fundet Sted i Fortiden, f. Ex. jeg l æ s t e , eller først finde Sted i Fremtiden, f. Ex. jeg s k a l l æs e. N u t i d e n (Præsens) er kun een;
men den forbigangne Tid er atter tre Slags, nemlig F o r t i d e n (Imperfektum), der bruges om hvad der skete til en vis forbigangen Tid og da var nærværende, f. Ex.
jeg l æ s t e Bogen igaar, F ø r nu ti den (Perfektum), der bruges om hvad der i Forhold til Nutiden er fuldstændigt forbi, f. Ex. jeg har l æ s t Bogen, og F ø r f o r t i d e n (Pluskvamperfektum), der bruges om hvad der allerede var skeet, da noget andet skete, f. Ex. da jeg h a v d e l æ s t Bogen, lagde jeg mig tilsengs. Den tilkommende Tid kan enten ligefrem være F r e m t i d e n (Futurum), f. Ex. jeg s kal l æs e Bogen imorgen, eller F ø r f r e m t i d e n (Futurum exaktum), der bruges om hvad der til
en vis tilkommende Tid allerede er forbi, f. Ex. naar jeg f aaer l æs t Bogen, skal min Broder laane den.
Af disse 6 Tider kaldes Nutid og Fortid e n k e l t e , de øvrige derimod s a m m e n s a t t e , fordi de dannes ved Hjælp af de saakaldte H j æ l p e u d s a g n s o r d , af hvilke
2
det danske Sprog ejer følgende: h a v e , v æ r e , s k u l l e , v i l l e , f a a e og bl i ve .
Anm. Nutiden bruges i livlig Fortælling ofte istedetfor Fortiden, f. Ex. Napoleon samler sin Armee i en Fart, rykker Fjenden rask imøde, vinder et afgjørende Slag osv.; ligeledes undertiden istedetfor Fremtiden, f. Ex. jeg rejser ikke før i næste Uge osv.
§ 31. H a n d l e f o r m e n har følgende Tidsformer:
N u t i d . Fortællemaade: Enkt. e l s k e r . Flt. e l s k e . Bydemaade: — el sk. — e l s k e r . Ønskemaade: — e l s k e . — e l s k e . Navnemaade: at e l s k e .
Tillægsmaade: Begge Tal: e l s k e n d e .
F o r t i d . Fortællemaade: Enkt. e l s k e d e . Flt. e l s k e d e . F ø r n u t i d . Fortællemaade: Enkt. har e l s k e t . Flt.
h a v e e l s ke t .
Navnemaade: at h a v e e l s k e t .
F ø r f o r t i d . Fortællemaade: Enkt. h a v d e e l s k e t . Flt. h a v d e e l s k e t .
F r e m t i d . Fortællemaade: Enkt. s kal (vil) e l s ke . Flt. s k u l l e (ville) e l s ke .
Navnemaade: at s k u l l e (vi l l e) e l s ke .
F ø r f r e m t i d . Fortællemaade: Enkt. f a a e r e l s ke t . Flt. fa ae e l s k e t .
Navnemaade: at f a a e e l s k e t .
Anm. Nogle uvirkende Udsagnsord danne Førnutid og Førfortid ved Hjælp af v æ r e istedetfor h a v e , f. Ex. jeg er kommen; du var rejst; han er gaaet; vi vare kjørte osv.
§ 32. L i d e f o r m e n har følgende Tidsformer:
Nut i d.
Fortællem. Enkt.
e l s k e s .
b l i v e r e l s k e t .
e l s k e s .
b l i v e e l s k e d e . Navnemaade: at e l s k e s el. b l i v e e l s k e t . Fo r t i d.
Fortællem. Enkt.
e l s k e d e s .
Iblev e l s k e t . Flt.\
je ls k e d e s.
b l e v e e l s k e d e . F ø r n u t i d .
er e l s k e t . ere e l s k e d e .
Fortællem. Enkt. \e r b le v en el- F lt.\ere b i e v n e e l s ke t . f s ke de .
Navnemaade: a t v ær e e l s k e t el. at v æ r e b l e v e n e l s k e t .
Tillægsmaade: Enkt. e l s k e t . Flt. e l s k e d e . Før f ort i d.
f var e l s k e t . f v a r e e l s k e d e . Fortællem. Enkt. \v ar b le v en e l - F l t . \ v a r e bl e v n e
* sket . ' e l s k e d e . Fremt i d.
Fortællemaade: Enkt. s kal (vil) b l i v e e l s k e t . Flt.
s k u l l e (vi l l e) b l i v e e l s k e d e .
Navnemaade: a t s k u l l e (ville) b l i v e e l s k e t . Anm. 1. Nogle Udsagnsord have kun een Form i For
tiden, f. Ex. b l e v s t j a a l e n (ikke s t j a l e s ) , b l e v s u n g e n (ikke s a nge s ) , b l e v t r u f f e n (ikke t r af f es ) osv.
Anm. 2. Tillægsmaaden i Lideformen har undertiden i Enkelttallet forskjellige Former for Kjønnene, f. Ex. Bogen er
2*
skreven; Brevet er skrevet; Fuglen er fangen; Dyret er fanget osv. Dog er dette kun Tilfældet i Sammensætninger med v æ r e og b l i v e , ikke i Sammensætninger med h a v e eller faae; det hedder altid: har skrevet, faaer fanget osv.
Anm. 3. Tillægsmaaden i de fleste lideformede (deponente) Udsagnsord er lig Fortiden,' f. Ex. jeg blues, jeg bluedes, jeg har bluedes; du længes, du længtes, du har længtes; han væm
mes, han væmmedes, han har væmmedes; vi skjændes, vi skjændtes, vi have skjændtes osv.
§ 33. Det danske Sprog har to B ø j n i n g s a r t e r {Konjugationer), af hvilke d en s v a g e i Fortiden er fler- stavelset og ender paa ede, de eller te, f. Ex. elsker, elskede; siger, sagde; vælger, valgte; spiser, spiste osv.
D e n s t æ r k e Bøjningsart er i Fortiden eenstavelset, f. Ex. giver, gav; gnider, gned; sover, sov osv.
Anm. Nogle Udsagnsord kunne bojes paa begge Maader, f. Ex. klinger, klang og klingede; jager, jog og jagede; fnyser,
fnos og fnyste; graver, grov og gravede osv.
§ 34. U r e g e l m æ s s i g e af den svage Bøjningsart ere følgende 10 Udsagnsord:
kan (Flt. kunne), kunde, har kunnet, skal (-— skulle), skulde, — skullet, vil (-— ville), vilde, — villet, tør (-— tør), turde, — turdet, bør (-— bør), burde, — burdet, maa (-— maa), maatte, — maattet gjør (-— gjø«0, gjorde, — gjort*
har (-— have), havde, — havt, veed (-— vide), vidste, — vidst, døer ( - — døe), døde, er død.
Uregelmæssigt af den stærke Bøjningsart er (Flt. ere), var, har været.
Smaaordene (Partiklerne).
§ 35. B i o r d e n e , som ofte dannes af Tillægsord enten uden Forandring eller ved Tilføjelse af t eller en, kunne gradbøjes (kompareres), f. Ex. smukt, smukkere,
smukkest; længe, længere, længst osv.
Anm. Uregelmæssig gradbøjes v el (bedre, bedst), i l d e (værre, værst), g j e r n e (hellere, helst), t i d t (tiere, tiest).
§ 26. Biordene inddeles i mange Klasser, hvoraf mærkes: S t e d s b i o r d (her, der, oppe, ude, derigjennem osv.), T i d s b i o r d (nu, idag, fordum, silde osv.), T a l s - b i o r d (eengang, altid, sjelden, idelig osv.), h e n v i s e n d e el. s p ø r g e n d e Bi o r d (hvor og alle Sammensætninger
med hvor) o. s. fr.
§ 37. F o r h o l d s o r d e n e ere dels e n k e l t e , f. Ex.
ad, af, bag, hos, ved, efter, mellem, mod, til osv., dels s a m m e n s a t t e , f. Ex. bagved, ovenfor, tvertimod, for
uden osv. Naar det Ord, de styre, ikke er nævnt, blive de Biord, f. Ex. han gik med; jeg lagde mig i m e l l e m osv.
§ 38. Bindeordene ere: a) D e , der f o r b i n d e s i d e o r d n e d e S æ t n i n g e r (se § 45), nemlig 1) f o r b i n d e n d e : og, baade— og, samt, saavel— som, dels— dels;
2) a d s k i l l e n d e : eller, enten— eller, hverken— eller; 3) m o d s æ t t e n d e : men. b) D e , der i n d l e d e B i s æ t n i n g e r (se §41), nemlig 1) a t, der simpelthen betegner en afhængig Sætning; 2) A a r s a g s b i n d e o r d : thi, fordi, da, eftersom, saasom, siden; 3) T i d s b i n d e o r d : da, dengang, efterat, imedens el. medens (mens), naar, før (førend), inden, forinden, indtil; 4) B e t i n g e l s e s b i n d e
ord: hvis, om, dersom, naar, saafremt, ifald, forsaavidt; 5) I n d r ø m m e l s e s b i u d e o r d : skjøndt, endskjøndt, omend- skjøndt, om end, om endog, uagtet, ihvorvel; 6) S a m m e n l i g n i n g s b i n d e o r d : end, som, ligesom, jo —jo, jo — desto;
7) H e n s i g t s b i n d e o r d : forat, paa det at; 8) F ø l g e - o g S l u t n i n g s b i n d e o r d : saa, saa at.
§ 39. U d r a a b s o r d e n e kaldes e g e n t l i g e , naar de ikke kunne henføres til nogen anden Ordklasse, f. Ex.
ak! fy! bums! puf! uh! aah! osv.; i modsat Fald ere de u e g e n t l i g e , f. Ex. velkommen! bort! afsted! holdt! far
vel ! osv.
Forskjellige Arter af Sætninger.
§ 40. Er Omsagnet i Sætningen brugt i Handle
form, kaldes Sætningen h a n d l e f o r m e t (aktiv); i modsat Fald er den l i d e f o r m e t (passiv), f. Ex. Pigen fodrer Hønsene; Hønsene fodres af Pigen; Bonden pløjer Mar
ken; Marken bliver pløjet af Bonden osv.
§ 41. Sætningerne ere enten H o v e d s æ t n i n g e r , der udsiges selvstændigt for sig, eller B i s æ t n i n g e r , u n d e r o r d n e d e S æ t n i n g e r , som tjene til at udfylde og nærmere forklare en anden Sætning eller et enkelt Ord deri, f. Ex. Fuglen er kommen ud af Buret (Hsætn.), medens vi vare borte (Bsætn.); Drengen læser (Hsætn.), saa han neppe har Tid til at spise (Bsætn.) osv.
Anm. Hovedsætningen kan have flere Bisætninger under sig, og den ene Bisætning kan forklares ved den anden, f. Ex.
da jeg kom, saae jeg, at alle vare gaaede; medens Drengen) som er hos mine Forældre, skrev sin Stil, maatte jeg høre op med at lege osv.
§ 42. Hovedsætningen kan være f o r t æ l l e n d e , b y d e n d e , ø n s k e n d e eller s p ø r g e n d e . Skal Svaret paa Spørgesætningen blot være et Ja eller Nej, spørger man enten alene ved Hjælp af Ordstillingen eller ved Spørgeordet mon, f. Ex. sover Barnet? mon Barnet sover? Skal Svaret derimod give andre Oplysninger, spørger man ved Hjælp af spørgende Stedord eller Biord, f. Ex. h v o r f o r skal man arbejde i Ungdommen? H v o r ligger Byen Odense? N a a r er det din Fødselsdag?
H v e m har bygget Rosenborgslot?
§ 43. Bisætningerne knyttes til Hovedsætningen ved henvisende og spørgende Ord eller ved Bindeord og deles derefter i h e n v i s e n d e S æ t n i n g e r , S p ø r g e b i s æ t n i n g e r og B i n d e o r d s b i s æ t n i n g e r .
Anm. 1. I de henvisende Sætninger kan Stedordet ude
lades, naar det staaer i Gjenstandsformen, og det Ord, hvortil det hører, gaaer umiddelbart iforvejen, f. Ex. der staaer Man
den, jeg gav Bogen; her er Pennen, jeg skrev med; giv mig Bogen, du læste osv.
Anm. 2. Bindeordsbisætningerne kunne være Aarsags-, Tids-, Betingelsessætninger osv. (se § 38). Undertiden udelades Bindeordet, hvad der ofte er Tilfældet i de betingede Sætninger, f. Ex. vidste jeg det, skulde jeg nok tage mig ivare osv.
§ 44. Naar en Hovedsætning og en Bisætning for
bindes saaledes, at de bestemt henvise til hinanden, og altsaa Talen ikke kan afbrydes og dog give en rigtig Form, inden begge Sætninger ere nævnte i Sammen
hæng, opstaaer en S æ t n i n g s k j æde ( Pe r i o de ) . Denne kaldes e n k e l t , naar Grundordet i Hovedsætningen ved een eller flere indskudte Bisætninger er revet fra sit Om
sagn, f. Ex. Konen, som igaar var paa Torvet, er bleven
syg; den kaldes s a m m e n s a t , naar Bisætningen inde
holder en Begrundelse af Hovedsætningen, f. Ex. da Sol-
«
daterne rykkede ind i Byen, modtoges de med et run
gende Hurra osv. I den sammensatte Periode kaldes Bisæt
ningen som den, der maa tænkes først, F o r s æ t n i n g , Hovedsætningen E f t e r s æ t n i n g .
§ 45. Sætninger ere s i d e o r d n e d e (se § 38), naar de uden at staae i Forhold til hinanden som Hoved- og Bisætning sammenknyttes ved et Bindeord, f. Ex. jeg gik hen til Manden, m en traf ham ikke hjemme; Dren
gen læste paa sine Lektier, og hans Moder sad ved Vinduet og syede osv. I den sammensatte Periode kan der altsaa være f l e r e sideordnede For-og Eftersætninger, f. Ex. da Regnen var ophørt, og Solen atter var kommen frem bag Skyerne, tog vi Tøjet paa og begav os paa Vej osv.
Retskrivningslære.
§ 1. For at skrive Sproget rigtigt maa man først og fremmest have Opmærksomheden henvendt paa O r
d e n e s r e t t e U d t a l e ; dernæst ere Or d e n e s O p r i n d e l s e og d e r e s B ø j n i n g s f o r h o l d af væsentlig Be
tydning, og endelig kommer ogsaa S p r o g b r u g e n i Betragtning.
§ 2. Med s t o r e B e g y n d e l s e s b o g s t a v e r skrives 1) alle Navneord, f. Ex. en Maatte, en Skal, et Par;
2) følgende Stedord for anden Person: I, De, Deres og
Dem, f. Ex. De bad mig tilskrive Dem, hvad Fremgang Deres Søn har gjort i Skolen; 3) Ord, der følge efter Punktum samt efter Spørgsmaals- og Udraabstegn, naar disse have Punktums Betydning o: naar de ende Menin
gen. Man plejer endelig ogsaa at skrive stort Bogstav 4) efter Kolon, 5) naar ens Ord anføres direkte, samt 6) i Begyndelsen af hver Verselinie.
§ 3. S e l v l y d ( Vo k a l e r ) . Da enhver Stavelse i Udtalen kun indeholder een Selvlyd, er det den almin
delige Regel, at i n g e n S e l v l y d f o r d o b l e s , f. Ex.
ren, Ler, fin, Stil, gul, Hus, Sne, Ske osv. Ligeledes f o r k a s t e s B r u g e n a f T v e l y d i danske Ord, f. Ex.
Vej (ikke Vei), nej, Maj, eje, tavs, Sav, Tov osv.
Anm. Man skriver en vi i s Mand til Adskillelse fra en v is Mand.
§ 4. S e l v l y d e n e skrives, s k j ø n d t de n e n t e n s l e t i kke e l l e r d o g kun s v a g t h ø r e s , 1) for at understøtte en lang Stavelse og adskille Ord, der kunne forvexles, f. Ex. føer (til Adskillelse fra før), een (en), veed (ved), Armee (Arme), foer (for), vaer (var), saae (saa), Roes (Ros) osv.; 2) i visse Udsagnsord og deres Sammensætninge!’, saameget mere som e’et her kan høres, f. Ex. faaer, staaei', gaaer, naaer, formaaer, leer, teer, skeer, 3neer, sier, friei-, boer, groer, troer, duer, skyer, flyer, syer, tøer osv., og i disse Exempler ej alene i Enkelttal, men ogsaa i Flertal samt i Ønske- og Navnemaaden.
§ 5.
S e l v l y d s f o r a n d r i n g . Lyden afae
oge
er ofte vanskelig at adskille ved Hjælp af Øret;
ae
skrives overalt, hvor Stamordet eller en Bøjningsform har a elleraa, f. Ex. Stængel (af Stang), fæster (fast), Stæder (Stad), tæmme (tam), vænne (Vane), færre (faa), lægge (lagde), æde (aad), hærde (haard) osv. Lyden af
y
ogø frembyder undertiden samme Vanskelighed;
y
skrivesda, hvor Stamordet har
lå,
ø derimod, hvor det harO
eller
aa,
f. Ex. dygtig (af at due), Tyngde (tung), Støtte (staae), Kløgt (klog), første (for) osv. Med Hensyn tilO
ogaa
læres Sprogbrugen næsten kun ved Øvelse, f. Ex. Kaart — kort, blot — blaat, Vogn — vaagn, forehold — Faarehold osv.§ 6. F o r d o b l i n g a f M e d l y d s b o g s t a v e r n e ( K o n s o n a n t e r n e ) finder Sted mellem to Selvlyd, af hvilke den første er kort og betonet, f. Ex. tapper, sik
ker, takke, stikke, redde, Ryggen, Nødden, Væggen, Ægget, Skjægget osv. Herfra maa dog undtages navn
lig endel fremmede Ord, f. Ex. Butiken, Musiken, Gram- matiken osv., samt Bogstavet T, som aldrig fordobles, f. Ex. Rovet osv.
Anm. Naar ved Bøjningen en ny Medlyd kommer til, bortfalder Fordoblingen, f. Ex. gammel—gamle, vissen—visne, Gaffel—Gafler, Vaffel—Vafler, Datter—Døtre, tapper—tapre, vakker—vakre, sikker—sikre, dobbelt—fordoble osv.
§ 7. M e d l y d s b o g s t a v e r , som e n t e n s l e t i k k e h ø r e s e l l e r kun h ø r e s s v a g t :
(1 bruges 1) i Enden af enkelte Ord efter 1, n og
r, naar det høres i Bøjning eller Afledning, f. Ex. Skyld (skyldig), Guld, Vand, Sand, Synd, Sværd, Jord osv. 2) foran sk, st; S og t, naar Stamordet har d, f. Ex. Handske, Vædske, hadsk, jydsk, bedst, sidst, verdslig, Skridt, mundtlig, fjendtlig; altsaa ogsaa i Tillægsordenes Detkjøn,
naar Denkjønnet ender paa d, f. Ex. hvidt, koldt, haardt, og i Udsagnsordenes Fortid og deres Tillægsmaade i Lideformen, naar Nutiden har
d,
f. Ex. brændte, kjendte, vandt, spandt; vidst, spildt, rendt osv. 3) endvidere i end, ind og und (men ikke an) samt deres Sammensætninger og endelig i Ord som Dands, Sands, Giands, Krands, Prinds, Kryds, Klods, Trods, Stads, Lods, Puds, Morads, Plads, Palads, Stillads, Fraadser, Snedker, Bødker, Kudsk, kydsk, tydsk, Pidsk osv.
h
forekommer1)
f o r a nj
i Hjelm, Hjem, Hjemmel, Hjerne, Hjerte, Hjord, Hjort, Hjul, Hjælp, Hjørne, ihjel;2) f oran f i hvad, Hval, Hvalp, hvas, Hvede, hvem, Hveps, hver, hverken, Hverv, hvi, hvid (om Farven), Hvid, hvile, hvilken, hvine, Hvirvel, hvis (Sted- og Binde
ord), hviske (forskjelligt fra viske), hvisle, hvo, hvor, hvælve, hvæse, hvæsse; 3) i enkelte andre Tilfælde, f. Ex. The, thi, Thing, Rhed, Uhr, Lehn, ah! ih! uh! osv.
j
bruges hyppigt mellemg
ellerk
og et efterfølgende e, æ eller
ø,
f. Ex. gjennem, gjerne, Gjæst, gjælde, gjøde, kjede, skjælve, Kjær, kjøre, Kjøn osv. Dog skriver man altid Ged, Regent, regere, Gæs, Afsked, Besked, Skede, Ske, skee, skære, kælve, Kæmpe, Kølle, Køer osv.§ 8. M e d l y d s f o r a n d r i n g bestaaer næsten ganske i, at de bløde Medlydsbogstaver
b, d, g
ogv
i Afleds- ord gaae over til de tilsvarende haardep, t, k
ogf,
f. Ex. Skib — Skipper, dyb — dyppe, Mad — mætte, Skud — Skytte, svag — svække, Tag — tække, skrive — Skrift, kløve — Kløft osv. Denne Forandring finder derimod ikke Sted i Bøjningsformerne, f. Ex. tabe —
tabte, dyb — dybt, bløde — blødte, søge — søgte, svag
— svagt, lav — lavt, grov — grovt, have — havt osv.
Anna. Man bør skrive givtig, f. Ex. i Udtrykket givtigt Korn for ej at give Anledning til Forvexling med Ordet giftig.
§ 9. Bogstavet q benyttes ikke mere i danske Ord, men bliver erstattet af
k;
man skriver saaledes Kvinde, Kvist, bekvem, Kvæg, Kvad, Kvæld, Kval osv.Bogstavet
x
lyder som ks og forekommer i flere danske Stamord, som Lax, strax, Sax, Hex, flux, Vox, Væxt, Oxe osv. 5 derimod Slags.Bogstavet
c,
der udtales somk
forana, o
ogu
samt foran en Medlyd og i Enden af en Stavelse, er
stattes nu af
k
undtagen forank
; man skriver saaledes Kanal, Kritik, Komiker, Auktion, Akt osv., men Charak- ter, Christendom, Choral osv. Hvor C udtales som S,nemlig foran e,
i, y,
æ og ø, er det endnu det almindeligste at benytte det, f. Ex. Centrum, Cigar, Cyrus>
Cæsar, Cølibat osv.
Bogstavet z forekommer ligesom C kun i Ord af fremmed Oprindelse og lyder som S, f. Ex. Zone, Zebra, Zefyr, Zobel osv.
§ 10. F r e m m e d e Ord skrives i Reglen som i det Sprog, hvorfra de ere laante, f. Ex. Lieutenant, Chef, Nation, Preussen, Porcelain, Czar, Billard osv. Dog har man undertiden foretaget nogen Fordanskning (smig. § 9 om Bogstavet c); man udelader saaledes ofte det stumme e, skriver
f
istedetforph
o. s. fr., f. Ex. Geografi, Filosofi, Fysik osv.
§ 11. S k a l e t Ord a f b r y d e s , maa alle de Bog
staver staae sammen, der høre til samme Stavelse, og af Stavelser har Ordet i Reglen ligesaa mange, som det har Selvlyd, f. Ex. brænd-te, I-agt-ta-gel-se, A-tmo-sfæ-re,
vox-e, vid-ste osv.
§ 12. S k i l l e t e g n e n e bruges for at hindre Sam
menblanding af, hvad der i Tanken skal adskilles, og for at lette Forstaaelsen af det skrevne. De egentlige Skille
tegn ere Punktum (.), Kolon (:), Semikolon (;), Komma (,), Spørgsmaalstegn (?) og Udraabstegn (!).
§ 13. Enhver Sætning adskilles fra det foregaaende og efterfølgende idetmindste ved Komma. Dette Tegn benyttes altsaa 1) v ed a l l e A r t e r af B i s æ t n i n g e r , f. Ex. Drengen, som havde skrevet sin Stil, var gaaet ud at spadsere. Jeg har ikke faaet at vide, h v e m der har gjort det. Han saae fra Gaden, at jeg sad i Vin
duet; 2) v e d a l l e A r t e r a f i n d s k u d t e S æ t n i n g e r , f. Ex. idag, sagde han, er det min Fødselsdag; 3) i m e l l em s i d e o r d n e d e S æ t n i n g e r , s e l v om O m s a g n e t
er u n d e r f o r s t a a e t , f. Ex. Manden havde intet Ar
bejde, og hans Kone laa paa Hospitalet. Dukken mo
rede Pigen, og Tinsoldaterne Drengen osv.
Komma bruges ogsaa i n d e n f o r de u e n k e l t e S æ t n i n g , 1) naar f l e r e Ord af s a mme O r d k l a s s e o p r e g n e s v e d S i d e n af h v e r a n d r e , f. Ex. Borde, Stole, Spejle og de øvrige Møbler i Værelset ere af Bøgetræ. De spillede, sang, dandsede og morede sig fortrinligt den hele Aften; 2) v ed en T i l f ø j e l s e (Ap
position) til et Ord i Sætningen for nærmere at bestemme eller forklare det, f. Ex. Frederik den syvende, Konge i
Danmark, besteg Tronen 1848; 3) fo r a t a d s k i l l e T i l t a l e o r d e t e l l e r U d r a a b e t , f. Ex. stop, Johan!
(stop Johan!) Ak, hvilken skammelig Handling! Det glæder mig, kjære Venner! at see eder samlede hos mig idag osv.
Anna. For Tydeligheds Skyld sættes undertiden Komma paa Steder, der ikke falde ind under ovenstaaende Regler, f. Ex. Det undrer mig aldrig, at træffe dig her, forskjelligt fra:
Det undrer mig, aldrig at træffe dig her.
§ 14. S e m i k o l o n , som er vægtigere end Komma og tilkjendegiver et større Ophold, bruges v e d H o v e d s æ t n i n g e r , na a r d i s s e 1) i k k e e r e i n d s k u d t e ,
2) i k k e s i d e o r d n e d e , o g de r 3 ) i k k e s k a l b r u g e s P u n k t u m , f. Ex. han samlede sine Bøger for at gaae til Skole og sagde sine Forældre farvel; stille og rolig gik han ad Byen til og bekymrede sig kun lidet om at see enten tilhøjre eller tilvenstre; i sine Tanker beskjæf- tigede han sig kun med sine Lektier og nærede intet varmere Ønske end i enhver Henseende at kunne til
fredsstille sine Lærere.
Anm. Mellem meget korte Sætninger bruges undertiden Komma istedetfor Semikolon, f. Ex. Faderen døde igaar, Mo
deren har Tyfus, den ældste Søn har brækket Benet, Forfat
ningen i Hjemmet er højst sørgelig.
§ 15. K o l o n anvendes, n a a r e ns Ord e l l e r T a n k e r a n f ø r e s d i r e k t e , f. Ex. da Matrosen kom iland, udbrød han: «Saa skal jeg da atter gjensee mit kjære Fødeland!« (se § 18 om Citationstegnet.) Man bruger det ogsaa, na a r de t f o r e g a a e n d e s ka l n æ r m e r e f r e m h æ v e s og f o r k l a r e s , e l l e r naar man a n f ø r e r E x e m p l e r , f. Ex. Sagen forholder sig paa
følgende Maade: Da jeg kom hjem, var Huset tomt, og ingen kunde sige mig, at du ønskede at tale med mig.
§ 16. P u n k t u m sættes, na a r en T a n k e r æ k k e er f u l d s t æ n d i g a f s l u t t e t .
§ 17. S p ø r g s m a a l s t e g n sættes e f t e r a l l e d i r e k t e S p ø r g s m a a l , f. Ex. har du ikke været hjemme?
U d r a a b s t e g n bruges e f t e r én S æ t n i n g , de r i n d e h o l d e r et U d r a a b , e n B e f a l i n g e l l e r e t Ø n s k e , s a mt e f t e r U d r a a b s o r d , som s t a a e a l e n e , f. Ex.
Se derhen! hvor det dog er smukt!
Anna. Undertiden er et Udraab udtrykt i spørgende Form, og Valget mellem Udraabs- og Spørgsmaalstegn beroer da paa Sammenhængen o: om den talende ønsker Svar eller ej.
§ 18. Foruden de egentlige Skilletegn bruges P a r e n t h e s ( ) , n a a r en S æ t n i n g a f b r y d e s v e d , at e e t e l l e r f l e r e Ord s k y d e s i nd, der e g e n t l i g i kke h ø r e med til S æ t n i n g e n . Denne maa - altsaa kunne læses op, uden at Parenthesen tages med.' Sættes dette Tegn omkring et Spørgsmaalstegn, udtrykkes derved Fortællerens Tvivl.
T a n k e s t r e g (—) sættes f o r a n n o g e t u v e n t e t e l l e r o v e r r a s k e n d e . Den bruges ogsaa ofte istedet- for Parenthes, og undertiden betegner den i Forbindelse med andre Tegn et større Ophold i Læsningen.
B i n d e t e g n (-) bruges, naar e t Ord a f M a n g e l p a a P l a d s a f b r y d e s ved Enden af en Linie, eller naar t o Ord s a m m e n s æ t t e s me d et og s a mme tre d i e , f. Ex. Zobel- og Hermelinskind. Endelig be
nyttes det ogsaa i s a m m e n s a t t e Or d, som man paa
Grund af deres usædvanlige Længde ikke ønsker at skrive ud i eet, f. Ex. Værtshusholder-Korporation.
C i t a t i o n s - eller A n f ø r s e l s t e g n ( , , “ ) sættes f o r a n og e f t e r al d i r e k t e T a l e , f. Ex. «jeg bliver hjemme», sagde han, «og opsætter Turen til imorgen«.
A p o s t r o f eller F o r k o r t e l s e s t e g n ( ’) betegner, at e t B o g s t a v (især e) er u d e l a d t , f. Ex. elsked’
(for elskede), Fa’er (for Fader) osv.
A f b r y d e l s e s t e g n ( ... ) bruges, n a a r den t a l e n d e p l u d s e l i g s t a n d s e r enten for at lade Læ
seren gjætte sig til Resten, eller fordi en anden falder ham i Talen.
F o r k l a r i n g s t e g n (o:) betyder: d e t er , d e t v il s i ge.
§ 19. F o r k o r t n i n g e r kunne for Tidens og Plad
sens Skyld foretages med alle længere Ord, f. Ex. Hist., Geogr. osv.; men foruden saadanne ere enkelte særegne Forkortninger bievne almindelig Vedtægt og skrives derfor paa en bestemt Maade, f. Ex. o. s. v. eller osv., d. e., o. fl., o. s. fr., m. m., etc., jvf., Hr. (Herr), Jfr., Frk., Mad., Dr., Prof. osv.
i
m m m r n
■ g p ^ r ø i f H j ^ ' S g f
,:VS . -■ •&
I ^yj( a f e . h U'
m f m w - - \
S f e -! T '<4- ,
é- £ » ' T i r 1- •- w * -'■
(' M : ■
*£*.•< -v.-K •=•(
J-.V .?' «
f e # : " .
Tv' '/ i ;> *•**♦" J'i11:/'
I r '
s b . ; - . . ^ ‘i«Sé<nKLvv‘j ■ '7r
* ■ ■ £ ,* ' '.. ■ * * * • i
v,v- : ' '
^Vv.>:,V ■;
i : . . * * l A -
*. uV ^ - y'jify *• ',£_
v • ;
V** *•;:' - .
i f . t *- ' > .. •
Jr* • •
•V.’Vi
Vy*
> .
Vi-V .
^'r"-J f 4>l
’■•?•' “ " '- v
’Vr^ ’J‘: •’•'**•, ' "''i
;.v
* .•'■4 i; :• <11
. : ■ i
' i
»*
r\-
"'/■ c:
' . » A
•'V ■ - .V:. / . ; u ; . . ■..
<v
i -.'■
v,
* v •> s
- v :
*
A'; J
> | I
*» v V&
• •’••' V ■&
■<l ~ \
" • * ' • & $
ft " , 'i' ’*]
_ ; , rj’
■VJ
. , - v . : A ; A '
• ^■vV 1:V l' lV ^ . . ....**
■■ y<$$T
^ V i t l i - i ; i . , .v i
. . . . .
• -j * j . '■S).,..«-
I..-I
. . V
■ r-(. ■’r
: ' - , V
/ > v = . ...
' .s
„SS#!?'-,
-1’-' .;..:fes:^'fe:.V-. v^.'
/V
.\S :
m
,... !r>
* ■ > ’ * , ■■
>'• / v .v v ,,
I
i « - - r r j ; • • • • rfssrwirr:
i f ,
. i
i
!■
*•
i- '■
U i' :
r &.;■
«- V■ . * • * ’
t
s
■■• ■ ■ 1
4 ' \ v
t
. /
)
I
M i 4