Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Evidens om fysisk aktivitet og træning for ældre
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Evidens om
fysisk aktivitet og træning for ældre
2002/08
Indhold
Aldring 4
Jørgen Povlsen og Kaare Christensen
Aktivitet versus inaktivitet 6
Lis Puggaard
Fysisk træning er praktisabel og effektiv 10
Nina Beyer
Styrke- og balancetræning som faldforebyggelse 12 Nina Beyer
Fysisk træning i relation til sygdomsforebyggelse og -forløb 15 Nina Beyer og Michael Kjær
Generelle træningsanbefalinger 18
Jørgen Løkkegaard
Formidling og praktisk implementering af fysisk træning for ældre 20 Birthe Henriksen
Kilder 23
Ifølge mål 10 i det nuværende Folkesundhedsprogram1 skal ældre "sikres tilbud, der sig- ter mod at opretholde deres sociale, fysiske og psykiske færdigheder længst muligt".
Hvad angår fysiske færdigheder, skal der ifølge programmet konkret iværksættes initiati- ver, der har til formål at bevare og/eller genopbygge ældres fysiske funktionsevne.
Sundhedsprogrammets målsætning fordrer en specifik viden om, hvilken type af fysisk aktivitet der kan anbefales i forhold til målgruppens funktionsniveau og sundhedstil- stand, og under hvilken form aktiviteterne skal afvikles. Det er endvidere nødvendigt med en evidensbaseret viden om de sundhedsmæssige og sygdomsforebyggende effekter af fysisk aktivitet og træning, således at de igangsatte initiativer i videst mulig omfang baseres på et videnskabeligt grundlag og ikke blot på mere eller mindre udoku- menterede dogmer. Institut for Pensions- og Ældrepolitik har til opgave at indsamle, bearbejde og formidle evidensbaseret viden og erfaringer om ældrepolitik og har ældretræning som et af sine kerneområder. Det er således også Instituttets opgave at formidle den nødvendige viden om fysisk aktivitets forebyggende, vedligeholdende og rehabiliterende effekter i forhold til ældre. Det er derfor naturligt, at Institut for Pensions- og Ældrepolitik udgiver denne pjece, som en række af landets eksperter i aldring og ældre har bidraget til.
Pjecen belyser, hvorledes aldringsprocessernes variabilitet medfører, at "de ældre" udgør en meget forskelligartet befolkningsgruppe med hensyn til såvel alder som fysisk funk- tionsevne. Forskellene skyldes imidlertid også levevis, herunder aktivitetsvaner, og kan i vid udstrækning påvirkes ved et øget aktivitetsniveau. Fysisk træning er således en prak- tisabel og effektiv måde til at opnå klinisk relevante funktionsforbedringer for ældre i alle aldre. Dette gælder ikke mindst i relation til sygdomsforebyggelse, hvor kun ganske få diagnoser kontraindikerer fysisk træning. Som følge af befolkningsgruppens store heterogenitet er det imidlertid vanskeligt at udstikke nogle generelle retningslinier for fysisk aktivitet for ældre. Overordnet gælder dog, at bare en lille smule fysisk aktivitet er langt bedre end ingen aktivitet. Formidlingen af dette budskab og implementering af fysisk aktivitet for ældre vil i de kommende år kræve en stor indsats af de mange aktører på ældreidrætsområdet.
Der skal rettes en varm tak til forfatterne, der trods en travl hverdag, har afsat tid og kre- ativitet til at bidrage til denne pjece.
Svend Lundtorp, direktør August 2002
Forord
1 “Regeringens folkesundhedsprogram 1999-2008” , Sundhedsministeriet, 1999
I slutningen af det 20. århundrede skete der et paradigmeskift inden for såvel den bio- medicinske som den social- og kulturvidenskabelige aldringsforskning. Hvor man tidli- gere havde betragtet aldring som en mekanisk og uforanderlig proces, er det nu via forskning i populationer, individer og celler blevet klart, at aldring i vid udstrækning er en plastisk og påvirkelig proces. Hertil kom, at hvor alderdommen indtil dette tidspunkt blev opfattet kategorisk som en veldefineret livsfase, blev det nu i stigende grad erkendt, at det sene liv er mere differentieret og heterogent.
Et af de mest bemærkelsesværdige aspekter ved aldring er den store variabilitet, der fin- des i helbred og funktionsevne blandt ældre mennesker. Variansen i forskellige fysiske og intellektuelle funktioner går dramatisk op med alderen. Således vil der f.eks. blandt ældre være en betragtelig andel, der kan løbe 100 meter, men også en betydelig andel, der ikke kan klare helt basale funktioner. Tilsvarende ekstreme forskelle forekommer også for de intellektuelle funktioner. Det er naturligvis af stor interesse både for den enkelte, behandlere og samfundet at identificere faktorer, der er associeret med beva- relse af færdigheder blandt ældre. I takt med dokumentationen af den øgede variabilitet i aldringsforløbet henledtes opmærksomheden også på variationen i psykologiske selv- billeder hos ældre mennesker og på de kulturelle forandringer i aldringens forskellige udtryk. Med fokus på variabiliteten i aldringen øgedes interessen for at forstå aldring og alderdom som komplekse, paradoksale og modsætningsfulde.
Et andet bemærkelsesværdigt karakteristikum ved aldringsprocesserne er kønsforskelle- ne. Populationsbaserede undersøgelser viser, at kvinder i alle aldre i gennemsnit har mindre fysisk formåen, flere helbredsproblemer samt større forbrug af medicin og andre sundhedsydelser. På trods af dette har mænd i alle aldre større dødelighed end kvinder (mortalitetsrate med en faktor på 1,5 - 2,0 gennem det meste af livet). Denne kønsfor- skel i dødelighed bevirker, at ældrebefolkningen overvejende består af kvinder. I Dan- mark udgør kvinder således mere end ¾ af de 90+-årige. En mulig forklaring er, at kvin- der erkender og behandler sygdomme tidligere end mænd. Men det forhold, at drenge- fostre ligeledes har en højere dødelighed end pigefostre, og at kønforskellen i overle- velse også findes blandt de ældste, tyder på mere grundlæggende biologiske forskelle.
Tvillingstudier tyder på, at variansen i både fysiske og kognitive evner blandt ældre kan tilskrives forskelle i både gener og miljø, samt at genetiske og miljømæssige faktorer indgår med omtrent lige stor vægt. Imidlertid synes en række velkendte risikofaktorer
Aldring
Af lektor Jørgen Povlsen, Institut for Idræt og Biomekanik, og professor Kaare Christensen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet
for funktionstab og sygdomme (såsom overvægt og højt kolesterolniveau) at miste deres betydning med alderen. Det skyldes uden tvivl en selektion, hvor de, som var mest sårbare over for disse ekspositioner, er døde. Derimod bliver generelle ressourcer, mobili- tet og aktivitet tiltagende vigtigt med alderen med hensyn til at modvirke yderligere funktionstab (sammenfattet i det amerikanske udtryk Use it or loose it).
Den store variabilitet i helbred og funktionsevne, som ses blandt ældre, bør tages i betragtning ved ældretræning, så ældre vurderes ud fra deres funktionsevne og generel- le status og ikke blot ud fra deres alder. Et helt centralt spørgsmål er, om fremtidens ældre for en given alder har bedre fysisk og kognitiv formåen end tidligere generationer af ældre. Nye amerikanske undersøgelser tyder på, at dette er tilfældet, og giver således basis for en vis optimisme i retning af, at vi ikke blot lever længere, men at det også er i en bedre helbredstilstand, selv om de europæiske forhold er mindre godt belyst. De seneste 20 års markante stigning i andelen af ældre mennesker, som dyrker regelmæssig idræt og motion, peger på gennemslaget af en ny kulturel adfærd i det sene liv, men understreger samtidig også spændvidden mellem grupper af aktive og inaktive ældre. I ældretræningen vil der fremover blive stillet store krav til viden om motivation af varie- rede grupper af ældre med vidt forskellige behov, muligheder og interesser. En differen- tieret ældretræning må reflektere individualiseringen i aldringsforløbet og tage hensyn til forskelle mellem køn, etnicitet og kulturelle, livshistoriske erfaringer.
Aldring er en kompleks proces, som involverer mange forskellige variabler (f.eks. gene- tisk disposition, livsstilsfaktorer og kronisk sygdom), som indbyrdes interagerer og har stor indflydelse på, hvordan man ældes.
I de seneste år har forskningen vist, at en livsstil med regelmæssig fysisk aktivitet/træ- ning kan reducere eller udskyde det forventede aldersrelaterede fald i funktionsevne (Wagner 1997), i modsætning til en inaktiv livsstil, som fremmer fald i funktionsevne.
Funktionstab kan dog også opstå som følge af sygdom. Uanset årsagen kan en lav funk- tionsevne medføre, at den ældre ikke længere kan klare sig i egen bolig. Funktionsevne skal i denne sammenhæng opfattes som forskellige træningsfysiologiske parametre, der har betydning for dagligdags aktiviteter, som f.eks. muskelstyrke, balance eller kondition.
En undersøgelse af danskernes sundhed og sygelighed udført i 1994 af Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi (nu Statens Institut for Folkesundhed) viste, at mange ældre har vanskeligt ved at udføre helt almindelige dagligdags aktiviteter. Tabel 1 viser den pro- centvise andel kvinder og mænd, der ikke havde besvær med at gå 400 m uden at hvile, gå på trapper én etage op og ned igen, eller løfte 5 kg. Flere mænd end kvinder kan udføre disse aktiviteter i de forskellige aldersgrupper, og flere yngre end ældre kan udfø- re aktiviteterne uanset køn.
De træningsfysiologiske parametre, der ofte udtrykkes som den fysiske kapacitet, er som
Aktivitet versus inaktivitet
Af lektor, ph.d. Lis Puggaard, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet
400 m gang Gå på trapper Løfte 5 kg
Kvinder 60 - 69 år 73,5 78,5 73,3
70 - 79 år 59,0 59,5 52,7
80 + år 36,0 38,7 29,7
Mænd 60 - 69 år 84,1 85,4 91,2
70 - 79 år 70,8 73,7 78,9
80 + år 41,9 48,3 53,2
Tabel 1. Andel i procent, der uden besvær udfører aktiviteten.
nævnt underlagt en stor variabilitet, men reduceres generelt med stigende alder, og mere hvis man er fysisk inaktiv. Det betyder, at ens funktionelle kapacitet bliver mindre og almindelige daglige gøremål bliver relativt mere belastende, da de fleste dagligdags
aktiviteter kræver den samme mængde energi eller kraft uanset alder. For de fleste men- nesker er der tale om et fald i kondition på ca. 30 % fra 20 til 60 års alderen. Selv hvis man holder samme vægt betyder det, at reservekapaciteten mindskes med alderen (figur 1), hvilket forværres af at vægten for de fleste stiger med ca. 10% fra 20 til 60 års alderen. Muskelstyrken falder i samme tidsrum ca. 20%. Fra 64 til 84 år falder muskelstyr- ken således med ca. 1,5 % årligt, mens den eksplosive kraft (power) falder med ca. 3,5 % årligt. Det sidste er af betydning, fordi man i dagligdags aktiviteter, som f.eks. at rejse sig fra en stol, gå over en gade eller afværge et fald er afhængig af at kunne generere kraft af en vis størrelse i løbet af ganske kort tid (0,1-0,2 sek.).
Netop fordi den fysiske kapacitet er reduceret hos ældre mennesker, er konsekvensen af sygdom og hospitalsindlæggelse og dermed inaktivitet meget større end hos unge.
Allerede efter en uges sengeleje er konditionen reduceret med 10 %, og efter 3-4 uger er den faldet med over 20 %. Muskelstyrken reduceres allerede i løbet af et par døgn, 3-4
% pr. dag, og falder mest den første uge (op til 20 %), hvorefter faldet aftager.
Muskelstyrken falder mest i anti-tyngdekraftsmusklerne, dvs. de muskler man bruger til at rejse/sætte sig og holde sig oprejst med (Appell 1990).
Selv et korterevarende sengeleje medfører derfor, at man bliver hurtigere træt i muskler- ne, samtidig med at man bliver mere forpustet. Almindelige dagligdags bevægelser kan opleves næsten uoverkommelige, hvis den maksimale kapacitet er lav. Mange ældre er tillige bange for at blive forpustet, fordi det er ubehageligt og opleves som et advarsels- tegn. De undgår derfor at blive forpustet og berøver dermed sig selv den stimulation, der skal til for at komme i bedre form eller blot vedligeholde niveauet. De kan derved komme ind i en ond spiral, som bringer dem nærmere tærskelværdien for uafhængig livsførelse. Ved en maksimal iltoptagelse på 15 ml/kg/min (= konditallet) er trappegang en maksimal præstation og kommer den ned på 11 ml/kg/min, vil man være afhængig af andres hjælp (figur 1).
I en amerikansk undersøgelse har man målt 6500 raske mennesker fra 65 år og opefter, som alle færdedes og klarede dagligdagen uden problemer. Man målte deres styrke i benene, balance og ganghastighed og inddelte dem efter, hvor godt de klarede testene.
Af dem med de dårligste testresultater ved indgangen af studiet var ca. 70 % afhængige af et gangredskab og 50 % afhængig af hjælp til ADL2, da man undersøgte dette ét til seks år senere. For dem med de bedste testresultater ved studiets start var de tilsvaren- de tal henholdsvis 20 % og 10 %. Den funktionelle reservekapacitet var formentlig alle- rede fra starten lille hos de ældre, der klarede sig dårligst (Guralnik 2000). Dette stemmer fint overens med danske data, som har vist, at selvrapporteret træthed ved dagligdags aktiviteter hos 70-årige kan forudsige afhængighed 5 år senere.
2Activities of Daily Living (da.: dagligdags aktiviteter)
Den vigtigste prædiktor for fremtidig funktionsnedsættelse er måske ganghastigheden (Guralnik 2000). Dette kan skyldes, at nedsat ganghastighed afspejler en kombination af nedsat styrke, balance, koordination og reaktionsevne i samspil med psykologiske fakto- rer som f.eks. frygt for at falde. I en større undersøgelse af kvinder over 65 år har man således vist, at forekomsten af svære gangproblemer (dvs. en ganghastighed på < 1.4 km/t, ude af stand til at gå 400 m og problemer med at klare hverdagsopgaver) var 14 %, hvis muskelstyrken var lav, 5 % hvis balancen var dårlig, men 40 % hvis både muskelstyr- ke og balance var nedsat (Rantanen 1999). I en stor fransk multicenterundersøgelse har man vist, at kvinder, der havde en ganghastighed på mindre end 1 m/sek., har en øget risiko for at pådrage sig en hoftefraktur.
På det mere dagligdags plan betyder en lav ganghastighed, at man har svært ved at fær- des i trafikken. I følge vejdirektoratet regner man således med, at folk bevæger sig med en ganghastighed på 1,35-1,5 m/sek ved passage af et lyskryds.
Den funktionelle kapacitet er primært bestemt af aktivitet/inaktivitet (figur 2). Dog spil- ler generne også ind. Hvis man både er genetisk disponeret og træner hele livet, vil den maksimale funktionelle kapacitet være høj hele livet. Starter man først med træning som midaldrende, vil den funktionelle kapacitet kunne bevares på et relativt højt niveau.
Forbliver man inaktiv, falder kapaciteten hurtigere, og hvis der indtræder sygdom, vil fal- det værre endnu større.
Figur 1.
Model for maksimal iltoptagelse og iltkrav ved forskellige dagligdags aktiviteter. Iltkravet ved gang svarer til ca. 12-13 ml ilt pr. kg. pr. minut.
Træningseffekten hænger sammen med udgangsniveau i funktionsevne snarere end alder. Når de største effekter ofte ses hos de meget gamle, skyldes det, at de har været inaktive i mange år og dermed har et lavt funktionsniveau, når de påbegynder træning- en. Hvis en meget aktiv ældre starter i et træningsforsøg, vil han kun opleve en meget lille effekt. Jo lavere udgangsniveau i funktion, des større effekt kan opnås ved træning.
Figur 2.
Hypotetisk model af reduktion i funktionel kapacitet med stigende alder i relation til fysisk aktivitet/inaktivitets niveau.
Mange vil måske hævde, at fysisk aktivitet ikke nytter noget, når funktionsevnen først er nedsat. Men selv når dette er tilfældet, er det vist, at dødeligheden reduceres, hvis man er fysisk aktiv. Adskillige studier har således vist, at fysisk aktivitet formentlig er den vig- tigste prædiktor for succesfuld aldring, fordi den nedsætter såvel sygelighed som døde- lighed og forebygger risikoen for at blive skrøbelig. Desuden vil aktive ældre opleve meget større overskud i hverdagen end inaktive ældre. Så det er uomtvisteligt en stor fordel, hvis man holder sig fysisk aktiv gennem hele livet.
Man opdeler ofte fysisk træning i konditionstræning og styrketræning. Begge trænings- former kan benyttes til ældre, men ikke nødvendigvis til alle ældre.
Ren konditionstræning er forholdsvis tidskrævende, hvis man skal opnå forbedringer. En metaanalyse (Green & Crouse, 1995) viste, at ældre mennesker kan forbedre deres kondi- tion ved træning 3 x 30 min. ugentligt. En gennemsnits 68-årig person vil da øge den maksimale iltoptagelse med ca. 14 %, hvilket har betydning for dagligdags funktioner.
Træningseffekten afhang dog i høj grad af, hvor meget man trænede, og således kunne 60 % af træningseffekten forklares ved træningsperiodens længde, længden og antallet af træningspas samt det fysiske udgangsniveau. De anvendte træningsformer var gang, jogging, ergometercykling, steptræning og kombinationer af disse aktiviteter.
Konditionstræning er egnet til friske ældre uden ledproblemer, mens det hos ældre mennesker med ledproblemer ofte vil være vanskeligt at opnå den nødvendige belast- ning af kredsløbet. Dette kan måske være en af grundene til, at det ikke var muligt at finde lodtrækningsstudier med mennesker over 80 år til ovennævnte metaanalyse.
Fysisk træning er praktisabel og effektiv
Af fysioterapeut, ph.d. Nina Beyer, Idrætsmedicinsk Forsknings- og Udviklingsenhed, Bispe- bjerg Hospital
Variabel Aerob træning Styrketræning
Knogle mineral indhold ii ii
Kropssammensætning
% fedt gg g
Fedtfri masse hf ii
Muskelstyrke [i] iii
Glukose metabolisme Insulin respons på
glukose belastning gg gg
Basal insulin niveau g g
Insulin følsomhed iii ii
Variabel Aerob træning Styrketræning Serum lipider (kolesterol)
HDL (gavnligt kolesterol) ii ihf
LDL (skadeligt kolesterol) gg ghf
Hvilepuls gg hf
Slagvolumen ii hf
Blodtryk i hvile gg hf
VO2max iii [i]
Udholdenhed iii [i]
Fysisk funktionsevne ii iii
Tabel 2.
Effekten af aerob træning (konditionstræning) og styrketræning på væsentlige parametre for sundhed og fysisk kapacitet.i = øgning,[i] = begrænset øgning,hf= ingen ændring,g= reduktion Styrketræning er mindre tidskrævende og er lettere at gennemføre end konditionstræ- ning, ligesom den har en gavnlig effekt på mange helseparametre og er essentiel for
Figur 3.
Sammenhæng mellem styr- ke og funktionsevne.
Der kræves en minimums- styrke for, at man kan fun- gere (f.eks. komme ud af sengen eller op af en stol).
Når styrken kommer op over denne tærskel, vil en øgning i styrke samtidig medføre en øgning i funktionsniveau. Er styrken høj, vil styrkeøgning ikke medføre et højere funk- tionsniveau, men omvendt kan man lettere tåle at tabe styrke (ved f.eks. en syg- domsperiode), uden at det får større indflydelse på funktionsniveauet.
Man kan spørge sig selv, hvilken klinisk relevans fremgang i muskelstyrke har. Ser man imidlertid på de tidligere nævnte nedgange i styrke og power på henholdsvis 1,5 % og 3,5 % årligt, vil en øgning i muskelstyrke på 10-20 % og i power på 15-30 %, som det er fundet i flere træningsundersøgelser (Beyer 2003), svare til, at den ældre styrkemæssigt fungerer, som om han/hun var adskillige år yngre. Reservekapaciteten øges, hvilket med- fører et øget overskud ved dagligdags opgaver. Samtidig vil det have betydning i forbin- delse med eventuelle sygdomsperioder og skader og desuden formentlig udsætte tids- punktet, hvor den ældre bliver afhængig af andres hjælp (figur 3). En række undersø- gelser har desuden vist, at stor muskelstyrke hos midaldrende mennesker er forbundet med mindre dødelighed og mindre funktionsnedsættelse, når man bliver gammel.
Endvidere er det vist, at dødeligheden efter hoftefrakturer er betydelig mindre hos men- nesker, der initialt havde stor styrke i lårmusklerne.
bevarelsen af fysisk funktionsevne (tabel 2). Styrketræning bør derfor indtage en central plads i træning af ældre (American College of Sports Medicine Position Stand 1998, Feigenbaum 1999). Samtidig har en række undersøgelser vist, at muskelstyrke kan øges ved moderat til tung styrketræning (dvs. med en belastning over 70 % af maksimal voluntær kraft, MVC) selv hos de allerældste (Kryger 1999). Her har man opnået styrke- fremgange på over 150 %, når man måler styrken i de øvelser, som indgik i træningspro- grammet (hvor teknikken spiller en rolle). Ved måling af styrke i dynamometre, som ikke ligner træningsøvelserne, har man vist styrkefremgange på 15-45 % hos forskellige grupper af ældre. Træning med lette belastninger (under 65 % af MVC) har derimod kun medført en styrkefremgang hos meget svage ældre.
Omkring 35 % af ældre over 65 år falder mindst 1 gang om året, og blandt 80-årige drej- er det sig om ca. 50 %. Konsekvenserne af et fald omfatter skader, frygt for at falde, ned- sat fysisk funktionsevne, social isolation, nedsat livskvalitet og i værste fald plejehjems- anbringelse eller død. I år 2000 blev der i Danmark registreret 1050 hoftefrakturer hos 65+-årige, svarende til 1 % af befolkningen i denne aldersgruppe.
Svagere ældre falder hyppigere end ældre, der er i god form, men eftersom hovedparten af fald sker i perioder med større aktivitet, er det ikke overraskende, at også fysisk aktive mennesker falder. Dette stemmer overens med resultater fra en amerikansk undersø- gelse, hvor man fulgte knap 10.000 kvinder over 65 år i 7½ år (Gregg 1998).
Undersøgelsen viste, at andelen af dem, der faldt mindst 2 gange om året, var ens blandt
Styrke- og balancetræning som faldforebyggelse
Af fysioterapeut, ph.d. Nina Beyer, Idrætsmedicinsk Forsknings- og Udviklingsenhed, Bispe- bjerg Hospital
Figur 4.
Andelen af kvinder, der oplevede mere end 2 fald pr. år, i relation til aktivitetsniveau (til venstre) og risi- koen for at pådrage sig en hoftefraktur i relation til de samme aktivitetsniveauer (til højre).
de 20 %, der var mindst fysisk aktive, og blandt de 20 %, der var mest fysisk aktive (figur 4). Så man derimod på hyppigheden af knoglebrud i hoften som følge af fald, var den 40
% lavere hos meget aktive kvinder i forhold til meget inaktive kvinder. På tilsvarende måde har andre undersøgelser vist, at fysisk aktivitet er forbundet med en 20-40 % reduktion i risikoen for at få en hoftefraktur.
En del ældre har problemer med eller kan ikke komme op ved egen hjælp efter et fald.
Dette kan skyldes skade eller chok, men for manges vedkommende drejer det sig om manglende fysisk kapacitet, som er en intern risikofaktor for fald (dvs. knyttet til indivi- det, f.eks. muskelstyrke, balance og reaktionsevne). Blandt de vigtigste og modificerbare interne fysiske risikofaktorer er nedsat muskelstyrke og eksplosiv kraft (primært i lår- og lægmuskler), dårlig balance, gangproblemer og lav ganghastighed. Lav muskelmasse er i sig selv forbundet med 2-3 gange større risiko for balanceproblemer og samtidig 2-3 gange større risiko for at falde. De nævnte interne risikofaktorer er hyppigere hos perso- ner over 80 år end hos personer under 80 år, og i overensstemmelse hermed er effekten af træning som den eneste faldforebyggende intervention størst i den ældre aldersgrup- pe. Flere undersøgelser har samstemmende vist, at et individuelt tilpasset og supervise- ret hjemmetræningsprogram, der indeholder styrke- og balancetræning, kan reducere antallet af fald specielt hos kvinder over 80 år (Gillespie 2001). Styrketræningen har pri- mært fokuseret på underekstremiteterne, mens balancetræningen primært har været funktionel. I den første undersøgelse blev supervisering af træningen varetaget af en fysioterapeut, mens den i de efterfølgende blev varetaget af en sygeplejerske, som blev superviseret af en fysioterapeut.
Forebyggende træningsprogrammer har måske netop størst effekt hos de ældre over 80 år, fordi de i gennemsnit falder mere, lettere får skader og er længere tid om at komme sig. En tilsvarende faldforebyggende effekt af træning alene er ikke vist hos ældre under 75 år, hvor fald i højere grad skyldes eksterne risikofaktorer (dvs. knyttet til omgivelserne, f.eks. ujævne fortove, dårligt fodtøj eller uhensigtsmæssige briller samt brug af beroli- gende medicin eller brug af mere end fire forskellige lægemidler samtidigt). Uanset om den ældre har været skrøbelig og immobil før faldet, eller om faldet medfører nedsat funktionsevne hos en tidligere rask ældre person, vil immobilitet og inaktivitet dog altid resultere i, at musklerne bliver svagere, og at konditionen bliver dårligere. Da mange bevægelser i hverdagen kræver både muskelstyrke og god kondition, kan et fald således hurtigt medføre, at hverdagen bliver mere besværlig og uoverkommelig. Det er derfor vigtigt hurtigt at tage hånd om en person, der er faldet, for at undersøge hvad faldet skyldes, og om fremtidige fald kan forebygges. Hos ældre kan gentagne fald ses som en markør for skrøbelighed, nedsat funktionsevne og immobilitet.
Relateret til fald er også frygt for at falde, hvilket er almindeligt forekommende i ældre- befolkningen og hyppigst hos mennesker, der tidligere er faldet. En sådan frygt vil i mange tilfælde føre til, at en ældre person prøver på at undgå potentielt faretruende
situationer, og frygten er derfor en risikofaktor for nedsat funktionsevne. Frygt for at falde øger desuden risikoen for fald og for, at personen pådrager sig knoglebrud ved fal- det. Det er derfor vigtigt, også når det drejer sig om yngre hjemmeboende ældre, at der etableres træningsmuligheder med fokus på træning af styrke og eksplosiv kraft, balan- ce, udholdenhed og fleksibilitet.
Det er vigtigt at pointere, at fald hos ældre ofte er et multifaktorielt problem, betinget af et samspil mellem mange forskellige faktorer. Netop derfor er det yderst vigtigt, at man identificerer interne og eksterne risikofaktorer (f.eks. dårligt syn, for stort medicinfor- brug, balanceproblemer, risikoomgivelser osv.), og efterfølgende sætter specifikt ind over for disse. Der eksisterer således ikke nogen "standardforebyggelse" af fald hos ældre, og et tværfagligt samarbejde vil ofte være påkrævet (Gillespie 2001). Det er ligele- des vigtigt at pointere, at man ikke kan træne på forskud. Hvis man undersøger balance- evnen hos ældre mennesker, viser det sig, at aktivitetsniveauet efter de 60 år er vigtigere, end om man var fysisk aktiv som 30-40-årig.
Mange ældre såvel som professionelle inden for sundhedssektoren er bange for, at intensiv træning har en skadelig effekt på et sygdomsforløb. Dette er sjældent tilfældet.
Oftest medfører træning, at den fysiske kapacitet og den generelle helbredstilstand øges, uden at sygdommen påvirkes i negativ retning, og træning kan tilmed have en direkte gavnlig effekt på sygdomsforløbet. Nyere data tyder endvidere på, at en varieret træning med moderat intensitet kan påvirke den aldersrelaterede nedgang i nogle af immunforsvarets komponenter i gunstig retning.
Der eksisterer evidensbaserede træningsanbefalinger til en række sygdomme, men der mangler stadig viden på området. Man ved dog, at fysisk træning, primært konditions- træning, forebygger opståen af iskæmisk hjertesygdom. Fysisk træning nedsætter også risikoen for fatalt reinfakt efter et nyligt overstået akut myokardieinfakt (AMI) med op til 25 % inden for de første 3 år. En nyere Cochrane analyse (Jolliffe 2000), der omfattede ca.
8.000 hjertepatienter op til 75-års alderen (dvs. patienter med AMI og angina pectoris samt patienter, der havde gennemgået en coronar by-pass operation), konkluderede, at træning reducerede dødeligheden pga. hjertesygdom med ca. 30 %, mens den samlede dødelighed blev reduceret med 27 %. Endelig kan regelmæssig konditionstræning sænke det arterielle blodtryk med ca. 10 mmHg.
Der har været en del diskussion om, hvorvidt det er sikkert for hjertepatienter at udføre styrketræning. Senere års forskning har dog vist, at hjertepatienter i lighed med raske
Fysisk træning i relation til
sygdomsforebyggelse og -forløb
Af fysioterapeut, ph.d. Nina Beyer og professor Michael Kjær, Idrætsmedicinsk Forsknings- og Udviklingsenhed, Bispebjerg Hospital
6
7 meget, meget let 8
9 meget let 10
11 let 12
13 lidt anstrengende
14
15 anstrengende 16
17 meget anstrengende 18
19 meget, meget anstrengende 20
Tabel 3.
Borg-skalaen er en enkel måde at kvantificere den subjektive anstrengelsesgrad på. Den aktive spørges
"Hvor anstrengende føler du arbejdet er lige nu?" og bedes om at angive et tal på skalaen, der stemmer overens med den oplevede grad af anstrengelse.
ældre kan styrketræne uden væsentlige bivirkninger. Man bør dog holde belastningen på under 75 % af MVC (Feigenbaum 1999) og hos såkaldte højrisikopatienter (med høj- este risiko for fornyet blodprop i hjertet) sørge for, at de ikke bliver for udmattede.
Intensiteten kan reguleres vha. af den såkaldte Borg-skala (tabel 3), der graduerer den oplevede anstrengelse (Rating of Perceived Exertion; RPE) på en skala fra 6 til 20 points, hvor "7" repræsenterer meget let arbejde og "19" meget, meget anstrengende arbejde.
Et passende mål for belastning ved styrketræning såvel som ved konditionstræning vil være en RPE på 12-14.
Regelmæssig fysisk aktivitet øger insulinfølsomheden og forebygger udvikling af type 2 diabetes, også kaldet gammelmands-sukkersyge. Hos mennesker med denne type suk- kersyge kan fysisk aktivitet således medføre, at sukkeroptagelsen øges, samt at insulin- og glukoseniveauet i blodet sænkes. Træningsanbefalingen har i denne sammenhæng i mange år været konditionstræning, men en tilsvarende effekt er fundet efter regelmæs- sig styrketræning (Tabel 2).
Træningsanbefalinger til patienter med slidgigt (artrose) modsvarer de generelle træ- ningsanbefalinger, hvor træningsbelastningen dog specielt i starten af en træningspe- riode skal være noget lavere end hos mennesker, der ikke har ledgener. Træning har vist sig at reducere smerterne og øge funktionsniveauet hos ikke-opererede. Samtidig er det vist, at funktionsevnen hos de, der udfører fysisk træning efter en hofteoperation, er bedre end hos de, der ikke træner.
Der er enighed om, at stimulering af knoglerne kræver vægtbelastning, hvilket betyder, at man eksempelvis ikke bør vælge bassintræning, hvis formålet er at styrke knoglerne.
Derimod kan daglige spadsereture eller regelmæssig styrketræning anbefales til vedli- geholdelse af knoglestyrken. Træning anbefales også til patienter med osteoporose (knogleskørhed), dog under hensyn til at belastningerne ikke skal være for høje, og at visse bevægelser skal undgås.
Det skal erindres, at selvom fysisk aktivitet hos patienter med visse kroniske sygdomme ikke umiddelbart har effekt på den grundliggende sygdom (tabel 4), vil en lang række risikofaktorer for hjerte/kar relateret dødelighed påvirkes i gunstig retning. Træning medfører ingen bedring af lungefunktionen hos patienter med lungesygdomme. Disse patienters arbejdsevne er dog ofte begrænset af udtalte træthedsymptomer fra deres utrænede benmuskler, og dette forhold kan bedres ved træning.
Bivirkninger ved og kontraindikationer for træning
Udover en træthed, som alle oplever, når de påbegynder træning, optræder der musku- lær træningsømhed i løbet af de første 2-3 dage efter træning og op til en uge efter træ- ningspasset. Ældre mennesker får lettere overbelastningsskader end unge, og det er der- for vigtigt, at de ikke stiger for hurtigt i belastning. I forbindelse med akutte febrile infek-
Tabel 4.
Effekt af fysisk træning på fore- byggelse, sygdomsforløb og almen funktion ved forskellige kroniske sygdomme.
Fysisk træning virker forebyg- gende på iskæmisk hjertesyg- dom, hypertension, Type II dia- betes, fedme, osteoporose og måske artrose. Idrætsudøvelse på højt plan kan dog medføre øget risiko for artrose.
Træning kan influere positivt på et sygdomsforløb, men selvom træning ikke påvirker sygdoms- forløbet hverken i positiv eller negativ retning, kan den hos alle patienter forbedre den almene funktion.
Ud over det angivne virker fysisk aktivitet gavnligt på vel- være, søvnkvalitet og depressio- ner.
(AMI: akut myokardie infarkt, KOL: kronisk obstruktiv lunge- sygdom,+= gavnlig effekt, 0= ingen effekt,÷= negativ ef- fekt).
tionssygdomme bør fysisk aktivitet, som kræver et større hjertearbejde, undgås, idet mikroorganismerne kan spredes og derved forværre sygdomsforløbet. Generelt bør der derfor som hovedregel ikke trænes ved febertilstande, men træning kan påbegyndes så snart febertilstanden er ophørt for derved eventuelt at afkorte rekonvalescensperioden.
Hjertesygdomme Iskæmisk, AMI
Karsygdomme Hypertension Arteriel insuffiens Lungesygdomme KOL
Astma bronchiale
Diabetes IDDM, Type 1 NIDDM, Type 2 Adipositas (Fedme)
Osteoporose (Knogleskørhed)
Artrose (Slidgigt)
+ + + +
+ + + +
0 0 + 0
0 0 + 0
0 0 + 0
0 0 + +
+ + + +
+ + + +
+ + + +
(+) 0 + 0
Fore- byggelse
Primære sygdoms manifesta
tioner
Fysisk kapacitet /funktions-
evne
Sygdoms- progres-
sion
Trænings- modifikatio- ner i forhold
til raske Dynamisk træ- ning med mode- rat belastning, der øges lang- somt.
Anstrengelsgrad
< 15 (Borg skala)
Træning af mus- keludholdenhed.
Optimal medici- nering forud for træning Justering af insulindosis forud for træning Cykling og svøm- ning er bedre end f.eks. løb, som medfører stor ledbelastning Dynamisk træ- ning med vægt- belastning.
Visse bevægelser skal undgås Moderat belast- ning, kortere træningsseancer flere gange ugentlig Dynamisk træ- ning af moderat intensitet
De ældre udgør som beskrevet en stor og forskelligartet gruppe, hvad angår såvel alder som fysisk formåen. Nogle har været fysisk aktive hele livet i kraft af arbejde og/eller fri- tidsaktiviteter og har derfor bibeholdt et højt funktionsniveau langt op i årene. Andre har måske så svag muskulatur, at de har svært ved bare at rejse sig fra en stol ved egen hjælp. Denne forskellighed har naturligvis konsekvenser for de retningslinier, der kan udstedes med hensyn til træning og fysisk aktivitet for ældre, og vanskeliggør generelle træningsanbefalinger. Det er derfor nødvendigt at skelne, ikke alene med hensyn til funktionsniveau, men også hvad angår formålet med træningsindsatsen. Er formålet at opnå en reel forbedring af den funktionelle kapacitet, eller er hensigten af mere generel sundhedsmæssig og sygdomsforebyggende karakter? Anbefalingerne vil variere alt efter formålet med indsatsen.
Hvad angår de helbredsmæssige gevinster, er det efterhånden overordentligt veldoku- menteret, at fysisk aktivitet har en positiv effekt på en række forskellige sygdomsrisici i relation til f.eks. hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, diabetes, overvægt, knogleskør- hed m.v. Det er imidlertid forskellige typer, intensitet, frekvens og mængde af fysisk akti- vitet, der er virksom i forhold til de enkelte risici og sygdomme. Generelt forholder det sig dog således, at den forholdsvis største effekt i forhold til sundhed og sygdomsfore- byggelse opnås ved overgangen fra inaktivitet til blot beskeden aktivitet. Dette illustre- res af figur 5, hvor kurveforløbet viser, at der er en stor helbredsmæssig gevinst ved at gå fra inaktivitet eller et lavt aktivitetsniveau til et moderat aktivitetsniveau. Derimod er der kun en beskeden yderligere gevinst forbundet med at gå fra et moderat til et højt aktivi- tetsniveau.
Der er med andre ord en stor helbredsmæssig gevinst forbun- det med at røre sig blot en lille smule. En gevinst der sagtens kan opnås ved fysisk aktivitet, der indgår som en naturlig del af dagligdagen og i forbindelse med ens vanlige gøremål. Det forudsætter således ikke nød- vendigvis, at man trækker i træ- ningstøjet eller melder sig ind i et fitnesscenter. Effekten kan opnås ved at cykle eller gå til og fra supermarkedet, at tage trap- pen, at udføre havearbejde, at
Generelle træningsanbefalinger
Af udviklingskonsulent Jørgen Løkkegaard, Institut for Pensions- og Ældrepolitik
Figur 5.
Sammenhæng mellem fysisk aktivitetsniveau og helbreds- mæssig gevinst.
(Figur fra rapporten “Fysisk aktivitet og helse - anbefalinger” fra det nor- ske Statens råd for ernæring og fysisk aktivitet, 2000)
gøre rent, at lege med sine børnebørn m.v. Det handler især om at få nye vaner i hverdagen: Mere cykling/gang og mindre bil/buskørsel samt flere trapper og færre elevato- rer. Nyere studier viser endvidere, at det er den samlede motion i tid og ikke varigheden eller intensiteten af de enkelte aktiviteter, der er afgøren- de i forhold til forebyg- gelse af f.eks. hjerte-kar- sygdomme.
Hvis formålet er at forbedre den ældres funktionelle kapacitet, f.eks. i forhold til at øge den maksimale ganghastighed, hvilket er af stor betydning for især svage ældres mobili- tet, er det imidlertid nødvendigt med mere end blot en mindre forbedring af de involve- rede fysiologiske parametre. Årsagen hertil fremgår af figur 6, der illustrerer, at en lille forbedring i eksempelvis styrke eller udholdenhed kun medfører en relativ beskeden ændring i funktionsniveau hos en person med et lavt udgangsniveau (A). Derimod er der en markant funktionel gevinst forbundet med at forbedre det fysiske/fysiologiske funktionsniveau fra et lavt til noget, der nærmer sig et 'normalt' niveau (B).
Generelle retningslinier for fysisk aktivitet og træning for ældre skal derfor nuanceres efter formål, dvs. hvorvidt sigtet er af helbredsmæssig og sygdomsforebyggende karak- ter, eller om hensigten er at forbedre funktionsniveauet. Ligeledes skal der tages højde for den ældres nuværende funktionsniveau. Der er således stor forskel på den type, intensitet, frekvens og mængde af fysisk aktivitet, man kan anbefale, afhængig af om der er tale om retningslinier for den svage ældre, der ikke kan rejse sig fra stolen ved egen kraft, eller om anbefalingerne er rettet mod ældre med et højt funktionsniveau. Generelt gælder det dog, at den anbefalede træning skal være alsidig, hvorved forstås, at den skal sigte mod at medføre forbedringer i forhold til såvel kondition, styrke, fleksibilitet, reak- tion som balance. Herudover er det vigtig at præcisere, at der blot skal en forholdsvis lille indsats til for at opnå klinisk meningsfyldte funktionsforbedringer for selv meget gamle ældre. Det sidste illustreres f.eks. af, at 85-årige kvinder opnåede stigninger på 18 % i maksimal iltoptagelse (VO2max) og 17% i ganghastighed efter 8 måneder med alsidig træning bare en gang om ugen (Puggaard 2000). Tilsvarende resulterede bare 12 ugers intensiv styrketræning af svage 88-årige i en gennemsnitlig forøgelse af lårets muskelstyrke på hele 134 % (Kryger 1999).
Figur 6.
Sammenhæng mellem fysio- logiske parametre og funk- tionel kapacitet.
Formidling og praktisk implemen- tering af fysisk træning for ældre
Af ældreidrætskonsulent Birthe Henriksen, Dansk Arbejder Idrætsforbund
Hvem kan og bør løfte opgaven?
Træningstilbud til ældre bør klart opdeles i to typer:Genoptræning og vedligeholdelses- træning.
Genoptræning er et offentligt anliggende, som amter og kommuner har ansvaret for.
Vedligeholdelsestræning kan og bør langt overvejende varetages af det frivillige system med støtte fra kommunerne. Der bør lokalt etableres et tæt samarbejde mellem kom- munen og de frivillige foreninger, der tilbyder motion, med henblik på at kunne udveks- le erfaringer og deltagere. Fysioterapeuterne har den faglige viden og kan tilbyde de færdigbehandlede ældre et vedligeholdelsestilbud, således at effekten af genoptræning- en fastholdes. Hjemmehjælperne og de, der foretager de forebyggende hjemmebesøg, kan være med til at motivere ældre til at komme i gang med motion. Instruktørerne har stort behov for sparring med fysioterapeuterne, når de modtager ældre efter et afsluttet genoptræningsforløb, og når der er behov for at kunne henvise motionister til et genop- træningsforløb. For alle parter vil der således være meget at hente ved, at der etableres et tæt samarbejde.
Igangsætning og rekruttering
Der er mange aktører på ældreidrætsområdet; kommuner, idrætsforeninger, ældreorga- nisationer, aftenskoler, ildsjæle, m.m. Da der er behov for mangfoldighed i tilbudene, er det en styrke, at der er forskellige aktører, hvis de vel at mærke kan finde ud af at samar- bejde. Min erfaring er, at der i motionstilbudene skal være så stor grad af deltagerstyring og indflydelse som muligt. Dvs. at de ældre om muligt selv skal stå for såvel træningen som for de organisatoriske rammer. For når man beder ældre om at bidrage til fællesska- bet, vil mange gerne tage ansvar, og kan man få mange ældre til hver især at yde et lille bidrag til fællesskabet, bliver dette stærkt. Næsten alle de motionstilbud, som Dansk Arbejder Idrætsforbund har iværksat, er således styret af de ældre selv. De meget svage ældre kan selvfølgelig ikke selv stå for træningen m.m.
Erfaringer viser, at jo tættere på ældres bopæl motionen tilbydes, jo større andel af de ældre deltager. Motionen skal derfor tilbydes i nærområdet, og man skal ikke forvente, at ældre vil deltage i et motionstilbud i nabobyen eller nabokommunen. De gamle kom- munegrænser eksisterer stadig som en barriere. Der bør derfor tilbydes tværidrætslige motionstilbud med socialt samvær i hver eneste bydel og landsby, fordi de ældre så i stor udstrækning vil deltage. Ligesom et sådant motionstilbud vil være en samlende fak- tor i landsbyerne, i modsætning til at der eksempelvis tilbydes badminton, seniordans og
gymnastik, hvorved de ældre splittes på mange og meget små hold, og derfor vil især det sociale samvær blive anderledes. De meget idrætsvante ældre vil derimod ofte køre efter det helt rigtige motionstilbud.
Når man vil motivere inaktive ældre til at motionere, skal man "ramme" dem med bud- skabet mindst 3 gange, inden man kan forvente, at de møder op. Mund-til-øre metoden, dvs. den personlige kontakt, er stadig vigtigst, men også uddeling af foldere og omtale i lokalaviserne er særdeles værdifuld. Derudover inddrages alle de kanaler og steder, som ældre ofte frekventere. Det være sig lægehuset, biblioteket, hjemmeplejen, omtale i pen- sionistforeningerne til bingo osv. Det er også hensigtsmæssigt at tale med lægerne og få disse til at uddele folderne.
Forankring
De fleste steder etableres motionstilbudene som et projekt iværksat af en gruppe ildsjæ- le, med hjælp fra eksempelvis idrætsorganisationer. Efter godt ½ års træning forankres disse enten som en ny idrætsforening eller som en underafdeling i en eksisterende for- ening (idrætsforening, pensionistforening el. lign.). Efter en projektperiode på ca. 2 år skulle finansieringen gerne være på plads, således at motionstilbuddet økonomisk hænger sammen med eller uden kommunalt tilskud. Det gælder ikke for de svageste ældre, idet holdstørrelsen her generelt er meget mindre, og derfor vil et sådant motions- tilbud næsten altid være afhængig af økonomisk støtte. Nogle hold videreføres desuden som aftenskolehold.
Problemer og udfordringer
De største problemer i forbindelse med etablering af et motionstilbud er ubetinget instruktører, lokaler og økonomi. Når disse tre ting er på plads, er resten et stykke benar- bejde, der skal udføres. Instruktørerne, der ofte kan findes blandt de ældre, bør gennem- gå den instruktøruddannelse, som er etableret af idrætsorganisationerne. Der er proble- mer med at få store lokaler, som f.eks. idrætshaller, idet disse oftest er overdraget til sko- lerne i dagtimerne, hvor ældreidrætten har behov for dem. Oftest kræver det derfor for- handling over længere tid at få frigjort en idrætshal til ældreidræt. Finansieringen af iværksættelsesudgifterne er på det seneste blevet et stort problem, idet de centrale pul- jer, som tidligere har eksisteret nu er væk, og samtidig er "Start og Forsøgspuljen" i kom- munerne netop blevet fjernet. Tilbage er kommunernes § 115-midler til frivilligt socialt arbejde og støtte fra nogle af idrætsorganisationerne. Alt i alt bliver det meget vanske- ligt at få fundet de midler, der er behov for til en iværksættelse, hvorimod det er nemme- re efterfølgende at få driften til at hænge sammen med den deltagerbetaling, der kom- mer ind.
Det gode motionstilbud
Det gode ældreidrætstilbud kan beskrives på følgende måde:
O Det tager udgangspunkt i deltagerne og deres funktionsniveau
O Mangfoldighed i idrætstilbuddet (evt. tværidrætsligt)
O Forbedrer funktionsniveauet og forebygger funktionstab = effektiv træning
O Er udviklende for deltagerne såvel på det fysiske som på det psykiske og sociale plan
O Foregår så tæt på bopælen som muligt
O Organiseret socialt samvær med mulighed for etablering af netværk
O Deltagerstyring og høj grad af deltagerinvolvering, hvor mange yder et lille bidrag til fællesskabet
O Dygtige instruktører
O Det må ikke være for dyrt (op til 500 kr. årligt) Afslutning
Hvis målet er at øge ældres funktionsniveau, bør der være motionstilbud til alle ældre, der ønsker at motionere. Det gælder selvfølgelig også for plejehjemsbeboerne og de syge i hjemmene. Der bør etableres et tætmasket system med træning på mange for- skellige niveauer og med mange forskellige aktiviteter, således at det bliver muligt at skifte træningsniveau og -aktivitet. Dette er ikke tilfældet i dag, fordi der er for få
motionstilbud, og de er ikke differentierede nok. Der bør også etableres et tæt samarbej- de mellem de offentlige genoptræningstræningstilbud og de vedligeholdelsestilbud, som de frivillige står for.
Kilder
ACSM Position Stand on Exercise and Physical Activity for Older Adults. Med Sci Sports Exerc 1998: 30(6) : 992-1008.
Appell HJ. Muscular atrophy following immobilisation. A review. Sports Med 1990: 10: 42-58.
Beyer N. Physical training reduces risk factors for disability and falls in elderly women.
PhD thesis, University of Copenhagen, 2003.
Buchner DM, Beresford SA, Larson EB, LaCroix AZ, Wagner EH. Effects of physical activity on health status in older adults. II. Intervention studies. Annu Rev Public Health 1992: 13:
469-488.
Feigenbaum MS, Pollock ML. Prescription of resistance training for health and disease.
Med Sci Sports Exerc 1999: 31: 38-45.
Gillespie LD, Gillespie WJ, Robertson MC, Lamb SE, Cumming RG, Rowe BH. Interventions for preventing falls in elderly people (Cochrane Review). Cochrane Database Syst Rev 2001: 3: CD000340.
Green JS, Crouse SF. The effects of endurance training on functional capacity in the elderly: a meta-analysis. Med Sci Sports Exerc 1995: 27: 920-926.
Gregg EW, Cauley JA, Seeley DG, Ensrud KE, Bauer DC. Physical activity and osteoporotic fracture risk in older women. Study of Osteoporotic Fractures Research Group. Ann Intern Med 1998: 129: 81-88.
Guralnik JM, Ferrucci L, Pieper CF, Leveille SG, Markides KS, Ostir GV, Studenski S, Berkman LF, Wallace RB. Lower extremity function and subsequent disability: consistency across stu-dies, predictive models, and value of gait speed alone compared with the short phy- sical performance battery. J Gerontol A Biol Sci Med Sci 2000: 55: M221-M231.
Kryger AI. Effects of resistance training on skeletal muscle and function in the oldest old.
PhD thesis, University of Copenhagen, 1999.
Jolliffe JA, Rees K, Taylor RS, Thompson D, Oldridge N, Ebrahim S. Exercise-based rehabili- tation for coronary heart disease (Cochrane Review). Cochrane Database Syst Rev 2000:
4: CD001800.
Puggaard L, JB Larsen, H Støvring & B. Jeune. Maximal oxygen uptake, muscle strength and walking speed in 85-year-old women: effects of increased physical activity. Aging Clin. Exp. Res. 12 (3), 180-189, 2000.
Rantanen T, Guralnik JM, Ferrucci L, Leveille S, Fried LP. Coimpairments: strength and balan-ce as predictors of severe walking disability. J Gerontol A Biol Sci Med Sci 1999: 54:
M172-M176.
Wagner EH. Preventing decline in function. Evidence from randomized trials around the world. West J Med 1997: 167: 295-298.
Evidens om fysisk aktivitet og træning for ældre August 2002
Udgiver: Socialministeriet, Institut for Pensions- og Ældrepolitik
Forskerparken 10 5230 Odense M Tlf.: 63 15 70 50 Fax: 63 15 70 52 Email: adm@ipaep.dk Hjemmeside: www.ipaep.dk Oplag: 2000 eks.
Layout: Anders Boye Tryk: Midtfyns Bogtryk
Pjecen kan rekvireres fra Institut for Pensions- og Ældrepolitik og er endvi- dere tilgængelig på www.ipaep.dk Institut for Pensions- og Ældrepolitik har til opgave at undersøge, indsamle, bear- bejde og formidle viden om pensions- og ældreforhold. Det sker ved dels at formidle forskningsbaseret viden, dels ved at indsamle og formidle viden om god praksis.
