Sår, der heler langsomt
Indtryk fra debatarrangementet den 30. januar
2007 om det
tyske mindretal
ogretsopgøret efter maj 1945
afREDAKTIONEN
Besættelsestiden og retsopgøret efter maj 1945 erikkeet afsluttet ka¬
piteligrænselandet. Den dag i dagererindringen omdisse år leven¬
de i befolkningen i Sønderjylland, både i den danske flertalsbefolk¬
ning og det tyske mindretal. Og selvom forholdet mellem dansk og tysk i dag erpræget afafspænding og samarbejde, er opfattelsen af
historienforskellig.
Sådan må detnødvendigvis være.Forsoning mellem to parter,der
engang varpå kollisionskurs, forudsætter ikke nødvendigvisen om¬
fortolkningaf historien, således atalle kan skrive under på den. Men forsoningen forudsætter, at parterne hver især forsøger at sætte sig
ind i den andens syn på tingene - i dette tilfælde på de ulykkelige begivenheder i grænselandet i tiden mellem 1933 og 1945 og i det
opgør, der fulgte efter.
Dettevarbaggrunden foretdebatarrangement,somHistorisk Sam¬
fund for Sønderjylland og det tyske mindretals paraplyorganisation
Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) afholdt tirsdageftermiddag
den 30.januar 2007 i Riddersalen på Sønderborg Slot.
Denkonkrete anledning tilarrangementetleverede undervisnings¬
minister Bertel Haarder på det danske årsmøde i Flensborg den 11.
juni2006,hvor han udtalte,atder i enkort periode umiddelbart efter
den tyske kapitulationblev begåeturet mod medlemmer af det tyske
mindretal i Sønderjylland. Undervisningsministeren, der selv havde oplevetbefrielsen i sin barndom i Rønshoved, udtalte, at»danskerne
idag skalværestorenok tilatindrømme,at retsopgøretstraffede for
mange og for hårdt«. (Flensborg Avis 12. 06. 2006).
Undervisningsministerens udtalelser blev modtaget med tilfreds¬
hed i det tyske mindretal. Forhenværende BDN-hovedstyrelsesmed-
lem Jens Harrebye fra Haderslev udtalte til Der Nordschleswiger (13.
06. 2006), at detvar »fantastisk«, at udtalelserne var faldet netoppå
mindretalefter maj 1945. Her byderformandenfor Bund Deutscher Nordschleswiger,
HinrichJtirgensen,velkommen iRiddersalen på Sønderborg Slot. På forreste stoleræk¬
ke umiddelbartforan taleren sesforhenværende BDN-formand Gerhard Schmidt og hustru. Foto:PovlKlavsen,Flensborg Avis.
det danske årsmøde i Sydslesvig. »Det har bestemt ikke lydt godt
i ørerne på de danske tilhørere,« udtalte han og konkluderede, at
udtalelserne var en stor tilfredsstillelse for det tyske mindretal. Og
Andreas Jochens, der som 16-årig meldte sig til tysk krigstjeneste,
udtalte: »Detvarpå høje tid,atdet blevsagtoffentligt!« Jochens blev
straffet under retsopgøret, og »det var bittert!,« udtalte han. »Jeg er ikkelandsforræder. Jeghar ikke kæmpet imod Danmark. Og jeg har
ventet længe på en undskyldning,« udtalte Andreas Jochens til Der Nordschleswiger (16. 06. 2006).
Der Nordschleszvigers lederskribent den 13. juni 2006 gav også ud¬
tryk for glædeover udtalelserne. Avisen mindede dogom, at de ikke
måtte misbruges som enfrifindelse af mindretallet for dets national¬
socialistiske kurs fra 1933 til 1945. Ifølge avisen var det Bertel Haar¬
dershensigtat rettefokusmod de»ikkesåfå sønderjyske enkeltsager,
hvor der blev begået uret«. Bertel Haarder ville fjerne »den tunge kollektive skyld«, som hviler over mindretallet, og det skulle han
have tak oganerkendelse for, skrev Der Nordschleswiger,som til sidst
stillede det spørgsmål, om udtalelserne skulle ses som ministerens private holdning,og iså fald hvorfor han havde tiet sålænge?
Nogle måneder efter årsmødet i FlensborgtogBertel Haarder imod
endelegation fra det tyske mindretal beståendeaf BDN's daværende
formandHansHeinrichHansen,chefredaktør forDerNordschleswiger, Siegfried Matlok,ogpastoremeritusGiinter Weitling. Hervarder enig¬
hedom,atdervarflerespørgsmål vedrørende dettyske mindretalsfor¬
hold under ogefter besættelsen,somkrævedeengrundig historiskun¬
dersøgelse.Idenforbindelse understregede Giinter Weitling,atdet, der
varbrug for,varenundersøgelse af de enkeltemindretalsmedlemmers
forhold-ikkeengenerel revision afretsopgøret.
Detvar somfølge af disse begivenheder, at Historisk Samfund for Sønderjyllandsammenmed BDN toginitiativ til debatarrangementet på Sønderborg Slot den 30. januar 2007. Flere end 250 interesserede
personerdukkede op, herafenstordel fra det tyske mindretal.
Efter velkomster af Historisk Samfunds formand Hans Schultz Hansen og BDN's nye formand, Hinrich Jiirgensen, gav museums¬
inspektør ved Frøslevlejrens Museum,Henrik Skov Kristensen, enhi¬
storiskredegørelseformindretalletsforhold underretsopgøretog un¬
der interneringen og fængslingen i Fårhuslejren. Et referataf denne redegørelse ville sprænge rammenfor denne artikel. Derfor henvises
der til Henrik Skov Kristensens artikler i henholdsvis Sønderjylland
under krig og besættelse 1940-1945 (Historisk Samfund for Sønderjyl¬
land 2004) og »Det tyske mindretal og Fårhuslejren. Retsopgøret på
museum.« I tidsskriftet Historie2005,1,s. 54-110 (2005).
Henrik Skov Kristensensindlæg mundede ud iensamletvurdering
af mindretallets forhold underretsopgøret.Dernæstgavmindretallets
historiker ogforhenværendeleder af det tyskemuseumiSønderborg, pastoremeritusGiinter Weitling,samtforskningsleder ved Statens Ar¬
kiver Hans Schultz Hansen ogchefredaktør Siegfried Matlok deresvur¬
deringer,hvorefter ordet blev givet til tilhørerne,somfik mulighed for
atstillespørgsmålogbidragemed personlige betragtninger.
I detfølgende fremhæves nogle af deemner,der blev behandlet.
Opgørets legitimitet
Et af de centrale spørgsmål, som gik igen i alle indlæg, var spørgs¬
måletom, hvorvidtopgøretoverordnetsetvarlegitimt eller rimeligt.
På dette punkt varder ikkeenighed blandt paneldeltagerne. Henrik
Skov Kristensen gav bolden op i sit indlæg. Han understregede, at
mindretallet blev dømtefter de sammelove som andre danskestats¬
borgere. Hverenkelt fiksinsagprøvetved en domstol,og manstraf¬
fede udelukkendehandlinger og ikke holdninger. Og med udblik til
resten af verden pointerede han: »Mindretallet blev ikke kollektivt
dømt, blev ikke fordrevetogblev ikkeefterstræbt på livet, sådansom detskete for andre tyske mindretal i Europa.«
Henrik Skov Kristensensagde, atderfra hjemmetysk side især har
været anketover, atde tilbageholdte ikke blev stillet foren dommer
indenfor 24timer. Hanforklarede: »De omfattendeinterneringerover hele landetmedførte,at personerblevfrihedsberøvet, udenatgrund¬
lovens krav omfremstillingforendommer indenfor 24 timer kunne
overholdes.« Førstefteratdet danskepoliti den 13. maj 1945vartrådt
i funktion,begyndte anholdelserne efter almindelige regler. Gradvist
blev de interneredeovergivet fra modstandsbevægelsensvaretægttil politiet med henblik på fremstilling for en dommer inden 24 timer, sagde HenrikSkov Kristensen. I Fårhuslejren betød det, atlejren blev
delt op i to afdelinger: én for interneredeog én for arrestanter. Fan¬
gebarak efter fangebarak blev indhegnet og underlagt det danske fængselsvæsen i takt med, at internerede skiftede status til arres¬
tanter: »Desønderjyske politikredseogbyretter arbejdede påhøjtryk
inde i selveFårhuslejren,ogdagligt blev mellem 35og50 internerede
fremstillet for endommer,« fortalte Henrik Skov Kristensen.
Han understregede, at der ind i mellem forekom voldelige over¬
greb mod de internerede i Fårhuslejrens første måneder, selv omdet ifølge lejrreglementet var strengt forbudt. Han fortsatte: »Men først
og fremmest var lejren gennemsyret af kadaverdisciplin. Og tonen
overfor de indsatte har sikkertofteværetbådeydmygendeoghård.«
Henrik Skov Kristensenindrømmede, atdetnaturligvis altid erbe¬
tænkeligt, når man-som detvartilfældet med Straffelovstillægget-
anvenderlovgivning med tilbagevirkendekraft.Mennårmindretallet
åbent hvervedefor atfå danskestatsborgere tilatgåitysk krigstjene¬
ste, ognår mindretallets unge mænd meldte sig tilWaffen SS, så »lå
dette helt klartuden forrammerneaf det nationalttilladelige,« vurde¬
rede han. »Ikke mindst mindretalletvarklarover,atden tyske'freds-
besættelse'af Danmarkvaralt andetendfredelig: Dervardeciderede kampeiSønderjylland den 9. april, ogden danske kongeogregering tog ganske vist imod det tyske tilbud om en 'fredsbesættelse', men det skete under udtrykkelig protest. Dansk suverænitet og uafhæn-
gighed varmed entysk besættelsesstyrke i landetselvfølgeligen ren
fiktion. Og meget få i samtiden var i tvivl om, at Danmark befandt sigientvangssituation,« sagde Henrik Skov Kristensen.
Mindretallets ledelse var klar over, at den overskred en vigtig
grænse,da den hvervedeungemænd til den hær, derholdt Danmark
besat. Og den vidste, at den ville komme til at betale en høj pris
efteret tysk nederlag: »Så stærkvarden nationale kløft mod krigens slutning, atmangeimindretallet anså det for overordentlig sandsyn¬
ligt, atde slet ikke kunne blive i hjemstavnenefter ettysk nederlag,«
sagde Henrik Skov Kristensen og fortsatte: »Lovene med tilbagevir¬
kendekraft skal anskuesien politisk kontekst: Devarudtrykfor den
danskebefolknings retsfølelseog ikke for ideelle retsprincipper.« Det
varden danske flertalsbefolknings opfattelse af det tyske mindretals illoyale adfærd og angreb på grænsen igennem 12 år fra 1933-1945,
herunder fem års ubetinget solidaritet med besættelsesmagten, der
nufikudløsningietefter omstændighederne behersketretsopgør.Og
Henrik SkovKristensen understregede,at det indtiljuni 1941 faktisk
varulovligtathvervetil tysk krigstjeneste på dansk statsområde. Det
varderimod ikke ulovligtat lade sig hverve.
Også Gunter Weitling pegede på,at retsopgøret førstog fremmest
varpolitiskmotiveret. Der variden danskebefolkningetkravomet opgør, og hvis ikke detteopgør varkommet, kunnemanhave risike¬
ret, at befolkningen havde grebet til selvtægt. Men i modsætning til
Henrik Skov Kristensens pointe om, at mindretallets unge mænd vidste,at de overskred en farlig grænse,da de meldtesig til fronten,
havde Gunter Weitling mere forståelse for de frivillige. Han mente,
at detvar rimeligt, at mindretallet efter 1945 havde protesteret over, at de unge mænd, som havde meldt sig til tysk krigstjeneste, blev
kriminaliseret. De havde handlet i den tro, atdetvar i overensstem¬
melse med loven, sagde Gunter Weitling.
Det var også Siegfried Matloks vurdering. Han henviste til stats¬
ministerAndersFogh Rasmussens skarpe kritikaf den danskesamar¬
bejdspolitik under besættelsen. Kritikken i sigselvvarSiegfried Mat¬
lok ikkeenig i,menhvisman varenig i statsministerensfordømmelse
af samarbejdspolitikken, »så har det tyske mindretal jo netop ret i
sinpåstand om,atmindretallet ikke kunne tolke den danske politiks holdning over det den tyske besættelsesmagt anderledes, end den
blev udtrykt af den danske regering, og at de enkelte medlemmer
derfor blev straffet påetforkert moralsk grundlag.«
Siegfried Matlok hæftede sigogså ved den måde, som nogle dom¬
merehavde tolketStraffelovstillægget på. Detvarsandt,atjustitsmi¬
nisteriethavde henstillet til de sønderjyske dommere,at man istraf¬
udmålingen skulletagehensyn tilmindretallets særlige loyalitetsfor- hold, men enkelte myndigheder havde bevidst set bort fra denne instruks, sagde Siegfried Matlok: »For eksempel har den daværende
statsadvokat og chefanklager Dines Kirk i de første domme, der blev afsagt,ignoreretden instruks, han fik fra den danske regering omat tilgodese, at der også lå nogle ideelle motiver i at tilhøre det tyske mindretal, motiver,som skulle være strafmildnende.«
Siegfried Matlok pegede i øvrigtpå det særlige forhold, atmange af de mindre »alvorlige« sager, der vedrørte menige medlemmer af mindretallet, nåede frem til domsafsigelse, mens folkestemningens
prespå domstolene endnuvarstort,hvorimod ledernesmerekompli¬
cerede sagerførst blev afsluttet, da stemningen havde lagt signoget.
Det havde ført tilen skævhed, understregede Siegfried Matlok: »Om retsopgøret viljeg ganske kortsige, at de små fisk blev hårdt dømt,
mens de store fisk, som kom for retten, da folkestemningen havde lagt sigensmule, gik rimeligtfrit.«
Påmindretallets sidevarderaltsåenighedom,at retsopgøretde jure
ogdefacto havderamtmangemindretalsmedlemmer urimeligt hårdt.
Entilsvarendeenighedfandtes ikke blandt paneletstodanske medlem¬
mer.Iforhold til Henrik Skov KristensenvarHansSchultz Hansen lidt
mereimødekommendeoverfor mindretallets kritikatretsopgøret.
HansSchultz Hansen resumeredenogle af de punkter, hvorretsop¬
gøret kom i konflikt med de retsstatslige normer. For det første var derinterneringerne. Hervarfor mangeblevettagetmed,og forløbet
havdeofteværetstærktydmygende for de internerede-iværstefald
varder blevetbrugt vold. Ansvaret herfor tilfaldt modstandsbevægel¬
sen, som stod for interneringerne, og de sønderjyder, der så på og kom med tilråb og forhånelser, sagde Hans Schultz Hansen. For det
andet var Grundlovens krav om at stille anholdte for en dommer inden for 24timerblevet klartovertrådt, hvilket de berørte oplevede
som enkrænkelse,selvom det måtteværeindlysende,atdetvarprak¬
tisk umuligt at stille alle de anklagede for en dommer straks efter Befrielsen, understregede Hans Schultz Hansen. Tilforklaring tjente,
at retsstatens normale ordensmagt var sat ud af spillet ved besæt¬
telsesmagtens internering af det danske politi den 19. september 1944.
Hanpegede også på det problematiske forhold,atder blev lovgivet
med tilbagevirkende kraft helt tilbage til den 9. april 1940. Dette fik
først ogfremmest konsekvenser for de frontfrivillige. Ved atlade sig
hverve havde de ikke forbrudt sig mod gældende dansk lov, men blevalligevelstraffet efter 1945: »Her står vi uden tvivl ved detpunkt,
hvorretsopgøretmed det tyske mindretalervanskeligstatforsvare,«
indrømmede HansSchultz Hansen.
Imidlertid fandt han det ikketilstrækkeligtatanskue mindretallets
adfærd underkrigenogdet efterfølgenderetsopgørudelukkendeun¬
derenjuridisk synsvinkel. Enbedømmelse måtte bl.a. også inddrage perspektivet: kampen mellem nazisme og demokrati. Det var doku¬
menterettiloverflod,atNazitysklandvaretaf deværsteforbryderre¬
gimer i den menneskelige historie: »I det lys var demokratiernes kamp etforsvar for fred, frihedogcivilisation. I grænselandetvardet
den sønderjyske modstandsbevægelse, som var at finde på den rig¬
tige side i den kamp, og for den var retsopgøret - med kravet om
»udrensning tiltopsogtil bunds«-atføre kampen til ende. Mindre¬
tallet solidariseredesigderimod helt gennemgåendemed den forker¬
te side. Defrontfrivillige bidrog med deres indsats i Waffen-SS til at sikre, at de nazistiske forbrydelser mod menneskeheden kunne fort¬
sættebag fronten«. DerforvardetifølgeHansSchultzHansennatur¬
ligt, omden enkelteefter krigen stillede sig selv spørgsmålet: »Hvad
harjeg dogværetmed til?«.
Under spørgerundensenerepå aftenen stillede formanden for den hjemmetyske soldaterforening, Andreas Fleischer, Aabenraa, det spørgsmål, hvorfor de østfrontfrivillige var blevet straffet, mens de
danskeFinlandsfrivillige vargået fri. Beggegrupper havde jo meldt sig til kampen mod kommunismen. Hvad varforskellen?
HansSchultz Hansensvarede,atforskellen bestodi,atdeFinlands¬
frivillige havde kæmpet forat støtte et fredeligt lille land, som blev
overfaldet afentotalitærstormagtudennogenfolkeretslig gyldig be¬
grundelse. Direkte henvendt til AndreasFleischer sagde handernæst:
»Du og andreøstfrontfrivillige indgik i en angrebskrig, hvor detene totalitærestyreangreb det andet ud fraenideologisk forestillingom,
at borgerne i Østeuropa og Sovjetunionen var mindreværdige, var
racemæssigtunderlegne. Detvar enkamp,somblandt andet i kraft af
den såkaldteKommissarbefehl [tilatlikviderepolitiske kommissærer
blandt desovjetiskekrigsfanger, red.] tilsidesatte almindeligt gælden¬
dereglerfor krigsførelse.« Dertil kom naturligvis den ikke uvæsent¬
lige detalje,atFinland ikke holdt Danmarkbesat i vinteren 1939-1940.
Den vurdering blev i øvrigt støttet fra salen, nemlig fra Henning Skjoldager Olsen. Han sagde: »Min farfarvarmed i Finland i vinter¬
krigen og komhjem. Min far, som ikke tilhørte mindretallet, meldte sigfrivilligt til SSogfaldtiEstland. For migerder utroligstorforskel på deto måder atgå i krig på. Jeg har aldrig kendt min far, menjeg
har ikke de store tanker om ham, for jeg mener, at han har mærket
den modvilje dervar, da han i foråret 1943 meldte sig til SS.«
Selvom der ikke var enighed i panelet, så var afstraffelsen af de frontfrivillige med tilbagevirkende kraft trods alt det punkt, hvorpa¬
neldeltagernes synspunkterkomtættest på hinanden.
Konfiskationer
Et andet vigtigt aspekt af retsopgøret i Sønderjylland var konfiska¬
tionenaftysk ejendom. Detteemnekom ingen af paneldeltagerne ind på i deres indlæg, og derfor blev det taget op af en af tilhørerne, Inger Harms, der spurgte til de nærmere omstændigheder omkring konfiskationerne, herunderomde berørte fikerstatningfor deres tab¬
te ejendom.
HansSchultz Hansenforklarede, atdegårde, som blev beslaglagt,
var gårde, som var ejet af det såkaldte Höfeverwaltungsgesellschaft,
en særlig afdeling af Kreditanstalt Vogelgesang, som var oprettet i
1926. Selskabet havde medtyske statsmidler i slutningenaf 1920'erne
og i begyndelsen af 1930'erne overtaget en række ejendomme, der
under krisen havde måttet opgives af medlemmer af mindretallet.
Det skete for at forhindre, at ejendommene kom ud i fri handel og derved risikeredeatblive købt af dansksindede.Oftevardet desam¬
me personer, der drev gårdene videre,nu som forpagtere, forklarede
Hans Schultz Hansen. Gårdene var altså at regne for tysk statsejen¬
dom og skullesomsådankonfiskeres. »Så mankanikkesige,atmed¬
lemmeraf mindretallet har fået konfiskeret deres ejendomsom endel
afretsopgøret,« sagde HansSchultz Hansen.
Hertil skød Siegfried Matlok ind, atgrevScheel-Plessen af Holsten
havde fåetbeslaglagt sit gods i Nørrejylland til trods for, at familien
under besættelsen havdeværetikontakt med den danskemodstands¬
bevægelse oghavde gemtvåben for den danske modstandsbevægel¬
se. Siegfried Matlok konkluderede »Og alligevel harmanindtil i dag
ikke kunnet mande sig op til at sige undskyld eller også give noget symbolsk tilbage. Det kalder jeg uret.«
Giinter Weitling nævnte, at der også havde været andre konfiska¬
tioner, nemlig dem, der ramte lærerne. Lærerne blev dømt temmelig
hårdt efter en særdomstol, der blev oprettet for tjenestemænd og lærere. De blev dømt ikke efter gerninger, menefter holdninger. De
blevdømt, hvis def.eks. havdeværet medlemmerafen forening, der
vartilknyttet NSDAP, forklarede Giinter Weitling.
Mangeaf de dømte lærere havde haft enabsolut kritisabel indstil¬
ling til lærergerningen, erindrede Giinter Weitling: »Jeg har selv ople¬
vet lærere, som troede, at de befandt sigpå en SK-kaserne og ikke i
enunderskole, ifuld uniform og Hitler-hilsen ommorgenen,«sagde
han ogfortsatte: »Menjeg må også sige, atder ogsåvarnogle lærere
af ganske modsat observans. Privatskolelærerne, der ofte var tyske statsborgere, blev for størstedelens vedkommende udvist, og deres private ejendom blev konfiskeret, også hvis de havde private huse,
og jeg er da ikke videndeom, at de har fået nogen erstatning siden
hen. Også de kirkelige forhold bør nævnes. Alle præstegårde under
den tyske frimenighed, Nordschleswigsche Gemeinde, blev konfi¬
skeret. Tre blev givettilbage. Men det varfordi dervartilflydt frime¬
nigheden penge fra clearingkontoen, så man kan sige, at det måske
varrimeligt, atdet skete.«
Fra salen meldte historikeren Kirsten Lylloff sig med en bemærk¬
ning vedrørende konfiskationerne. Hun fortalte, at hun var ved at
skrive en bog netop om konfiskationen af ejendomme efter krigen.
Ifølge hendes oplysninger var hovedparten af de gårde, som blev konfiskeret, ejet af tyske statsborgere, altså ikke af medlemmer af
mindretallet. Det var tyske borgere, som boede i Sønderjylland eller
somboede syd for grænsen og havde jord nord for grænsen. Konfi¬
skationen skete i henhold til en lov, der blev vedtaget i 1946. Frem
til 1957 blev en del af det konfiskerede gods givet tilbage, men for ejendommene gjaldt det,atde alleredevarblevet solgt videre, forkla¬
rede Kirsten Lylloff.
En anden tilhører, Henrik Haase, berettede om sin far, der havde
væretadvokat, og somefter maj 1945 havderepræsenteret tomindre-
talsmedlemmer, enbager og enbarber, som havde fået deres forret¬
ninger konfiskeret. Sagen var den, at de efter genforeningen i 1920
ikke havde fået ændret statsborgerskab,ogdetramtedem hårdt,for¬
klarede HenrikHaase: »Pludselig blev deres forretninger konfiskeret.
Ogminfar kunne ikke hjælpe dem.«
Det andet
Tyskland
Siegfried Matlok understregede i sit indlæg, at man fra dansk side
havde haft en tendens til at se det tyske mindretals forhold under
nazismensort-hvidt. Der blev alt for oftesetbort frademoderateog demokratisk indstillede kredse i mindretallet. Derforglædede han sig
over, at man for nylig havde fundet den forsvundne originale
»Haderslebener Erklärung«, der blev formuleret den 11. november
1943afindflydelsesrige mænd i mindretallet. I denne erklæring blev
der givet afkald på grænserevisionskravet og erklæret loyalitet mod
den danskeherbergstat.
Siegfried Matlok glædede sigover,atdenpolitik, dervarindeholdt
ierklæringerne, trods alt havde sejret. Hanpegede på, at BDN's tid¬
ligereformand, Gerhard Schmidt, i 1986på mindretallets vegnehav¬
detaget medansvar for begivenhederne under nazismen. Dettemed¬
ansvarhavde efterfølgeren, Hans Heinrich Hansen, gentaget. Siegfri¬
ed Matlok fortsatte: »Der kan ikke blive tale om etkollektivt ansvar
eller enkollektiv skyld. Det måvære et individuelt spørgsmål. Men
der kan være tale om kollektiv skam over ugerninger og forbry¬
delser.«
Siegfried Matloknævntei øvrigteteksempelpåetmindretalsmed-
lem, som var blevet urimeligt mildt straffet på grund af sit tilhørsfor¬
hold tilmindretallet,nemligAnton PeterCallesenfra Rends, der hav¬
de været næstkommanderende i kz-lejren Laagberg ved Wolfsburg.
Han meldte sig til Waffen SS i 1942 og blev kendt for sin ekstreme
brutalitet overfor fangerne ilejren. I maj 1945 blev han arresteret og dømt til fire års fængsel. Da hans forbrydelser kom frem, måtte han
i 1950 igen for retten. Ved Vestre Landsret blev han dømt til døden
forforbrydelser modmenneskerettighederne. Alligevelblev dommen
i slutningen 1950 ændrettil livsvarigt fængsel. Han blev løsladt alle¬
rede i 1951, forklarede Siegfried Matlok. Han forstatte: »Jeg spørger mig selv,hvordan det kan være muligt i forhold til, hvad andre har
fået af domme?«
Siegfried Matlok kritiserede mindretallet forathaveventetfor læn¬
gemed at tage medansvar: »Tesen imindretalletvar: Dettyske min¬
dretal er uskyldigt forfulgt, og har næsten ikke gjort noget! Jeg må sige, at det er en sandhed med modifikationer,« sagde Siegfried
Matlok.
Siegfried Matlok pegede på,at detvar nødvendigtat skelne imel-
detfor overordentlig sandsynligt, atde slet ikke kunne blive i hjemstavnen efteret tysk nederlag,« udtalte museumsinspektør Henrik Skov Kristensen i sin vurderingaf retsopgøretslegitimitet. På lærredetsesdyrlægefensMöller, lederen af mindretallets
nazistiskeparti NSDAP-N. Foto: Jesper Balleby, JydskeVestkysten.
lem det tyske mindretals politik fra 1940 til 29. august 1943, og så
tiden derefter. Hanlagde ikke skjul på, at politikkenfør august 1943
havdeværetforkert ogforfærdelig. Men mindretallet havde reelt ikke
haftmulighed forat foretageenkursændring-slet ikke efteraugust 1943, hvor der måske var størst grund til det. Han fortsatte med et eksempel: »Hvis den hjemmetyske soldat efter denne dato -den 29.
august1943-havdenægtet atmedvirke i tyske krigstjeneste,varhan selvfølgelig blevet skudt med detsamme somdesertør. Hvis det tyske
mindretals ledelse efter denne dato havde frasagt sig samarbejdet
med Hitlertyskland og med den tyske besættelsesmagt, var ledelsen
straks blevet arresteret, fængslet og sandsynligvis også skudt. Hertil
indvendte Henrik Skov Kristensen, atmindretalsledelsenog mindre¬
tallet på mange måder forstærkede sin solidaritet med besættelses¬
magten efter den 29. august 1943. Mange lod sig først hverve efter
dennedato, og f.eks. »Selbstschutz« blev førstopretteti 1944.
Men der fandtes altså »et andet Tyskland« i det tyske mindretal
under nazismen, understregede Siegfried Matlok. Han beklagede dog, at dette andet Tyskland efter 1945 havde været for svagt til at
bane vejen for et opgørmed fortiden. Når det tyske mindretal efter krigen havdehaft svært ved at gennemføre en rigtig Vergangenheits- bewältigung, i stil med tyskerne syd for grænsen, hang det sammen med interneringerne, sagde han. Det sammenhold, der opstod iFår¬
huslejren, blokerede for selvransagelsen. Siegfried Matlok fortsatte:
»Vi har haft mange problemer i mindretallet - også efter 1945. En
strid mellem dem, der stod for Haderslebener Kreis og selvfølgelig også dennyeledelse med Rudolf Stehr somgeneralsekretærog selv¬
følgelig også det,som hererblevet omtalt som Fårhus-myten.«
Siegfried Matlok vardenenesteaf paneldeltagerne, somforetogen
sondring mellem detofficielle nazistiskeog detuofficielle demokrati¬
ske mindretal. Men eftersom det sidste varbåde meget lille og i sa¬
gens natur også usynligt før maj 1945, så kan det måske heller ikke undre, at den danske flertalsbefolkning ikke tog særligt hensyn til det, daopgørets timeendelig kom.
Fårhusmentaliteten og
loyaliteten derefter
Henrik Skov Kristensengjordeetbeslægtetemne tilethovedpunkt i
sin overordnede vurdering af mindretallets forhold til retsopgøret.
Han vurderede, at mindretallet havde undladt at forholde sig til, at
det ikke blotvarTyskland, mansolidariserede sigmed under krigen,
men ogsået forbryderisk regimeog en totalitær ideologi. Internerin¬
gerne og denmentalitet, der opstod i Fårhuslejren, den såkaldte Får-
husmentalitet, havde blokeret for selvransagelsen og givet læ for en uforbeholden forkastelse af heleretsopgøretslegitimitet. Henrik Skov
Kristensen fortsatte: »I stedet har der været en tendens til at søge
tilflugt i en dobbelt offerrolle: først forført og udnyttet af det tyske
Mutterland og siden svigtetaf den danske herbergstat. Mindretallet
har i efterkrigsårene aldrig villet anerkende retsopgøret. Tværtimod
blevdetiefterkrigsåreneetpolitisk hovedmålatopnå 'retfærdighed'
og rehabiliteringfor de dømte.«
Henrik SkovKristensenpegede på,atmindretalletitiden efter1945
havdegjortlivetsværtforsig selv, fordi det havde udsendt »tvetydi¬
gesignaler« til detomgivende danske samfund-signaler,somsvæk¬
kede den loyalitet,man fra december 1945 tilsagde den danske stat.
Bund DeutscherNordschleswiger havde i mangeårværet deltnetop
i spørgsmålet om forholdet til retsopgøret, sagde han. Langt op i
1960'erne måtte BDN's ledelse skræveovertofløje: de »de loyale« og
»revisionisterne«. F.eks. havde Hans Schmidt-Gorsblock op til folke¬
tingsvalget i 1950 hvervet under parolen »troskab mod folkog hjem¬
stavn ... væk med forbryderstemplet«. Også i Hans Schmidt-Oxbiills jomfrutalei Folketinget i 1953havde kritikken afretsopgøret haften centralplads, mens manforgæves havde lyttet efteren afstandtagen
til nazismen ogsamarbejdet med besættelsesmagtenfra 1940-45,sag¬
deHenrik Skov Kristensen.
Først i midten af 1960'erne, da det tyske mindretal fik oprettet et kontaktudvalg under det danske statsministerium, blev retsopgørs- problematikken nedtonet, sagde Henrik Skov Kristensen. Men »trods nedtoningen erden hjemmetyske opfattelse afretsopgøret som uret¬
færdigt ikke lagt død. Opfattelsen findes nu hovedsagelig som en understrøm, der afog til kommer op til overfladen,« sagde han og gav enlang række eksempler på nyereerindringslitteratur, hvor Får-
husmentaliteten lever videre-litteratur, sombærermindretallets blå stempel.
HenrikSkovKristensenvardenenesteafpaneldeltagerne, der kom udførligt ind på Fårhusmentalitetenog dens negative indflydelse på
mindretalletspolitiske linje.
HansSchultz Hansen hæftedesignavnlig ved dekræfter i mindre¬
tallet, der frabegyndelsen af 1950'erne forsøgte at gøre op med for¬
tiden og se fremad. Om Fårhusmentaliteten konkluderede Hans
SchultzHansen,at det havde detvaretfor længe, inden denvarble¬
vet overdøvet af andre og mereforsonlige toner. Fårhusmentaliteten
og det manglende opgør med nazitidens forbrydelser fik lov til at
prægebilledet af det tyske mindretal, »og det har måske også bevir¬
ket, at det danske syn på retsopgøret har været mere stædigt end nødvendigt,« pointerede Hans Schultz Hansen. Ifølge hans mening
havde mindretallet altså tilenvisgrad selvværet skyld i,atfjendebil¬
ledet i Danmark fik lov til at stålængere, end godtvar.
Gunter Weitling mente, at det var urimeligt at beskylde BDN for
athaveforsømtatpåtage sigetmedansvar for den nazistiske periode.
Han pegede i den henseende på erklæringen om organisationens grundlæggelseinovember 1945, der hvilede på »Haderslev-Erklærin¬
gen«. Beggeerklæringertogklartafstand fra den nazistiske fortid. De
heri indeholdte udtalelser om BDN's demokratiske, humanistiske og kristne grundholdning og den absolutte loyalitet mod staten skulle
forståsbagudrettet, sagde GunterWeitling, altsåsom enklar afstand¬
tagentil fortidens linje.
Giinter Weitling henviste i øvrigt til den tyske forbundspræsident
Richardvon Weizsäckers besøg og den 5. maj 1985, hvor den davæ¬
rende formand GerhardSchmidthavdeerklæret, atmindretallethav¬
detagetved læreafsinhistorie med det»nationalsocialistiske umen¬
neskelige regime«. Efterfølgeren HansHeinrich Hansen havdefortsat
dennelinje,ikke mindst vedgenforeningsjubilæet den 11.juli 1995på Dybbøl. GiinterWeitlingkonkluderede: »Mindretallethar bekendtsig
til sin historie og taget etmedansvar for den mørkenazistiske peri¬
ode. Man kan på denne baggrund ikke bebrejde BDN ikke at have
ført klar tale vedrørende perioden 1933-45. Vedrørende retsopgøret
erder visttilbageholdenhed, og organisationenhar bestemtikkevæ¬
ret den negative og aggressive Fårhusmentalitets advokat. BDN har
efter minbedsteoverbevisningpåpragmatisk visformåetatgennem¬
føre en spagat mellem »ubetinget loyalitet« og nogle hjemmetyske
kredses aversioner mod princippet tilbagevirkendekraft.«
Undskyldning eller ej?
Selvom anledningen til arrangementet var undervisningsminister
Bertel Haarders udtalelse om, at man på dansk side burde erkende,
atdervarblevetbegåeturet mod medlemmeraf det tyskemindretal,
vardetikke allepaneldeltagere, derforholdtsigtil direkte tilspørgs¬
måletom eneventuel undskyldning.
Henrik Skov Kristensen gjorde. Han var grundlæggende uenig i
mindretalletsargumentom, atdetssamarbejdemed dentyske besæt¬
telsesmagt blev undskyldt af, at danskerne også samarbejdede med tyskerne. Han sagde: »Nok var samarbejdspolitikken ikke heroisk,
men den efterhånden fremherskende opfattelse, at Danmark og den
storedelaf danskernefrivilligtogentusiastiskkollaboreredemed den tyskebesættelsesmagt,erlige så fjern fra virkelighedensom dentid¬
ligereforestillingomatdanskernealle med våben ihåndbekæmpede besættelsesmagtenlige fra den 9. april 1940. Deterefter min mening
direkte misvisende at gøre det tyske mindretals kollaboration med besættelsesmagten til ét fedt med regeringens og den brede befolk¬
nings tilpasning overfor besættelsesmagten.«
Henrik Skov Kristensen sluttede med at konkludere, at Danmark under de givne omstændigheder godt kunne være retsopgøret med
det tyskemindretal bekendt- også selv om der kan påvises urime¬
ligheder i enkelte forhold. Han forsatte: »Der er efter min mening
ikke grundlag eller behov for officielle undskyldninger, sådan som det harværetpå tale. Dererderimod behov foratlægge tingene frem
og diskutere dem så åbent, nøgterntog fordomsfrit,somvinu kan.«
Hverken GiinterWeitling eller Siegfried Matlokforholdtsigså kon¬
kret tilspørgsmåletom endansk undskyldning. Men GiinterWeitling pegede i stedet på, at man tilsyneladende havde glemt rehabilite¬
ringsloven af 1950, som blandt andet kom 2000 medlemmer afmin¬
dretallet til gode. Giinter Weitling gjorde desuden opmærksom på,at
statsminister Hans Hedtoft havde gentaget denne rehabilitering i
1953fraFolketingets talerstolietsvartil denhjemmetyske folketings¬
mand Hans Schmidt-Oxbull. Her havde statsministeren sagt, atreha¬
biliteringen af de frontfrivillige varblevet afgjort med loven af 1950,
der ligestillede de frivillige med uplettede danske statsborgere.
Giinter Weitling undrede sig over, at disse udtalelser havde fået megetbeskeden opmærksomhed, bådeisamtiden og senerehen. Han spurgte: »Hvorfor kom der hverken på dansk eller tysk sidenogetud
af disse tilkendegivelser? Der blev kun skænket dem lidt opmærk¬
somhed. Endnufor få måneder siden blev det af direkte berørte hæv¬
det, atdeintetkendte til udtalelserne!«
GiinterWeitling tolkede i øvrigt Bertel Haarders udtalelse således,
atundskyldningen førstogfremmest skulle gælde de folk, der i dage¬
neumiddelbartefter 5.maj iden såkaldte lovløse tidvarblevet pågre¬
bet, kun fordi de tilhørte dettyske mindretal. I oktober 1945blev der vedtagetenlov, der skulle sikre disse folk rehabiliteringogerstatning.
I Sønderjylland kom loven dog kun 14 personer til gode, oplyste
Giinter Weitling.
Siegfried Matlok udtaltesighverkenfor eller imodenofficiel dansk undskyldning. Men han glædede sig over, at Bertel Haarder havde bragtsagenpå bane. Det, som dervarbrugfor,varikke enkollektiv frifindelse, men ennøgternudredning af, hvor der varblevet begået
uret. Siegfried Matloks indlæg vardet sidste panelindlæg, inden or¬
detblev givetfrit til tilhørerne.
Henimodslutningen spørgerundentogpastorOve Hansenfra Kiel
ordet. Han var årgang 1941. Han havde tidligere tilhørt det tyske
mindretal iAabenraa,men var rejsttil Kiel sometled i sitpersonlige
opgørmed fortiden. Ove Hansens bemærkninger gjorde tilsyneladen¬
dedybtindtryk på tilhørerne, både danskeogtyske. Selvom debatar¬
rangementet ikke førte til et fælles dansk-tysk syn på historien, var Ove Hansensindlæg fra tilhørerpladserne måske ivirkeligheden det
tætteste, man kom på et fælles fodslag. Da han var færdig med at tale, høstede hanihvertfald aftenens størstebifald.
Hansagde: »Min generation - min far har været iWaffen SS -vi
har haft den store vanskelighed, at vore fædre og vore onkler ikke
har talt med os. Der var en tavshed hele tiden. Jeg tror, deter svært
at forestille sig, hvordan denne tavshed har bestemt voresliv. Det er
vigtigt,atvifår talt udom disse ting, for jeg mærker,atmange men¬
nesker ermeget mærkede af den tid. Der findes mange traumer. Vi
må udenfrygt beskæftigeosmed spørgsmåletomskyld. Jeg har ople¬
vet, atman i dag kan tale med venner om det, men i min skoletid i slutningen af 1940'erne og i 1950'ernevar det ikke muligt. Det er en tungarv, vibærer rundt på.«
