Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

(1)

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

Slægtsforskernes Bibliotek er en del af foreningen DIS-Danmark, Slægt &

Data. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.

Slægtsforskernes Bibliotek:

http://bibliotek.dis-danmark.dk

Foreningen DIS-Danmark, Slægt & Data:

www.slaegtogdata.dk

Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret.

Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavs-retten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.

Når det drejer sig om værker, som er omfattet af ophavsret, er det

vigtigt at være opmærksom på, at PDF-filen kun er til rent personlig,

privat brug.

(2)

VEJLE AMTS ÅRBOG 1982

(3)

VEJLE AMTS ÅRBOG

UDGIVET AF

VEJLE AMTS HISTORISKE SAMFUND

1982

KONRAD JØRGENSENS BOGTRYKKERI A/S . KOLDING

(4)

i

Redaktionsudvalg:

Poul Dedenroth-Schou, Kolding Kamma Varming, Fredericia Erik With-Pedersen, Vejle

(5)

Indhold.

Christian IV s salpeterværk i Kol- dinghus len. Af Ebba Waaben . . . 7 P. C. Skovgaard i Vejle. Af

Nina Damsgaard . . . . 41 En landsby fra guldhornenes tid.

Resultater af to sæsoners arkæo- logiske udgravninger i Nr. Snede.

Af Torben Egeberg Hansen. . . . . 4 7 To -fæstningsdrenge-. Af Søren K. Jakobsen. . . . . 63 Hans Sørensen. Lærer i Breth

og folketingsmand. Af Jens

Lampe... 83 Koldings gamle kirkebøger. Et

udblik over dansk kirkebogs-

historie. Af Paul G. Ørberg . . . . . 89 Et træktøj til studeforspand. Af Anders Bager. . . . . I 03 Barndoms- og slægtsminder fra

Trelde. Af Knud Brummer . . . . . I 07

(6)

Et vaffeljern med renæssance- ornamentik fra Horsens hospital.

Af Per Kristian Madsen . . . . 119 Nogle jernalderfund. Af Sigvard Skov . . . . 129 Betydelige fund fra den første Skt.

Knuds kirke i Fredericia. Af Palle Burla. . . . . 137 Vortebreve. Af Lone Hvass . . . . . 14 7 Mindet om foreningers virke i

Vejle amt sikres. Af Asbjørn

Hellum . . . . 151 Gunnar A. Engberg 1905-1981.

Af Knud Moseholm... 159

Nyt fra historien i Vejle amt 1981 161 Vejle amts historiske Samfund

1981-1982 . . . 181

(7)

Christian IV s salpeterværk i Koldinghus len

Af Ebba Waaben

Skydevåbnene, kanoner og håndgevæ- rer, var i løbet af 1500-tallet blevet den vigtigste udrustning i krigene. Den nor- diske Syvårskrig, 1563-70, havde vist, hvor afgørende det var at få de store kanoner med ind i Sverige for at indtage fæstninger, og hvor vigtigt det var, at flådens skibe var forsynet med gode kanoner for at vinde søslagene. Den danske hær og flådes udrustning havde ikke været god nok. Frederik II interes- serede sig i årene efter krigen for at op- bygge bedre lagre og nye typer kanoner

og skyts. Hans tøjmester Rudolf von Deventer udarbejdede en håndskreven krigsbog i to eksemplarer, et decideret til Frederik II og et andet til Christof- fer Valkendorf, Københavns statholder.

Heri skildres nye typer af kanoner, kugler, granater, og hvorledes man laver krudt. Bl. a. viser en tegning, hvorledes

Søkamp mellem et stort svensk skib og et mindre dansk skib. Det svenske må vige, da det danske er for- synet med sprængkugler imod svenskerens alminde- lige jernkugler. Dansk ønskedrøm anno 7 585!

Det kgl. Bibi., Ny kgl. Saml. nr. 707 fol.

(8)

8

Fyrværkeri fra Christian /Vs dåbsfest på Københavns slot. Motivet har passet til Frederik lis protestantiske sindelag.

Det kgl. Bibi" Thotts Saml. nr. 273 fol.

et lille dansk skib kan vinde over et stort svensk skib fordi det danske skibs kanoner er ladet med kugler med en brænd- bar ladning og kæder, så de kan hænge fast i den svenske takkelage (se illustra- tion). Bogen handler også om, hvorledes man kan fremstille fyrværkeri, og både enkle raketter og store pragtfulde arrangementer vises i farvede akvareller.

Bl. a. kan nævnes et fyrværkeri som blev afbrændt ved Christian IV s barnedåb på Københavns slotsplads den 3. juni 15 7 7. Ved den lejlighed lod Frederik II figurer' af paven og fire munke gå til- vejrs i festligt fyrværkeri. De smukke

bøger findes i Det kgl. Bibliotek. I Fre- derik Ils bibliotek har der været en række udenlandske bøger om krigs- kunst og våben.

Christian IV fortsatte faderens bestræ- belser for at ruste riget: Det nye tøjhus, der blev bygget i København, fyldtes med kanoner, musketter, kugler og krudt.

Krudtet blev købt af købmænd, men allerede fra 1559 blev det også fremstillet i kongens krudtmølle i Ørholm ved Mølleåen nord for København. For at fremstille krudt behøvede man svovl, trækul og salpeter. Svovl fik man fra Is- land, hvor der var naturlige forekom- ster. Trækul var en vanlig handelsvare, ofte solgt på markeder af bønder eller kulsviere. Hovedbestanddelen af krudt

(9)

var salpeter. Også dette blev købt hos købmænd. Fra Danzig eksporteredes store mængder salpeter til Holland, og det kunne derfor opkøbes i Helsingør, når skibene sejlede igennem Øresund.

Samtidig med anlægget af kongens krudtmølle ved Mølleåen var man begyndt på at fremstille salpeter i Dan- mark. Salpeteret, KN03, blev udvundet af jord fra gulve i menneskers boliger og stalde, hvor der ved spild af gødning og andre organiske stoffer ved forrådnelse dannedes nitratsalte Ca(N03)2, som derefter kunne omdannes til KN03. Gulve- ne i huse og stalde var på den tid i bon- degårdene uden anden belægning end et lerlag, der var stampet fast. Salpetersy- dere kunne udlude saltene af jorden ved at anbringe den i tønder eller kar med spunshul forneden og hælde vand over.

Luden blev derefter indkogt og sat til af- køling, hvorefter saltene krystalliserede sig. Krystallerne blev påny opløst i vand og ved ny indkogning blev produktet re- nere. Salpeteret blev derefter tørret, f. eks. i en bageovn, og pakket i tønder.

Under kogningen dannedes skum af mange slags urenheder. En tilsætning af aske gjorde det nemmere at samle uren- hederne og skumme dem væk.

I Frederik Ils og i Christian IV s tid ud- nævntes mange salpetersydere. De fik hver et distrikt, og her rejste de fra landsby til landsby. De stillede deres kar og kedler op og sydede af den jord, der blev gravet i byen. De var forpligtet

til at sælge alt hvad de producerede til kongen. Fra 1615 anlagde Christian IV faste salpeterværker i de fleste af rigets egne. Med anlægget af de faste salpeter- værker skulle produktionen forvandles til en rationel storproduktion. I store salpeterlader skulle der samles råstof, salpeterjord gravet i distriktets gårde og huse og kørt til værket af bønderne som en arbejdspligt. Jorden skulle i laderne behandles således, at nitratindholdet voksede, og i en særlig sydeaf deling skulle luden koges og krystalliseres.

Et af Christian IV s salpeterværker har ligget i Koldinghus len. Matr. 3 b af Borlev, Øster Starup sogn har beholdt navnet »æ Pitteragre- som et minde om værket, og navnet omtales af Poul Lind- holm i hans bog om Starup sogn fra

1911. Han skriver, at navnet »æ Pitter- agre« kommer af en salpetermølle, som engang lå her. P. Eliassen havde en kla- rere forestilling om det salpeterværk, der havde ligger her fordi han i forarbej- det til sine historiske skrifter om Kol- ding by og egnen deromkring, bl. a.

havde gennemgået Koldinghus lensregnskaber fra Christian IV s tid og ligeledes Danske Kancellis brevbøger med referat afde kongebreve, der var udgået om anlægget og dets drift. P. Eliassen skrev på dette grundlag »Christian IV.s Salpeterværk ved Nygaard- i Vejle Amts Aarbog, 1913, s. 115-120.

I det følgende vil salpeterværkets historie blive beskrevet noget mere indgå-

(10)

IO ende, ved brug af yderligere kildemate- riale og ud fra ønsket om fuldt ud at ud- nytte lensregnskabernes meddelelser om værket. Denne artikel om salpetervær- ket i Koldinghus len skal ses som ind- ledningen til en udførligere skildring af salpetersydning i Danmark-Norge og hertugdømmerne fra ca. 1550-1680- erne, hvori anlæggene af Christian IV s mange salpeterværker i store dele af riget, vil blive det centrale.

I december 1615 blev der udfærdiget bestalling for -Anders N.«, som var antaget til at være i kongens tjeneste som salpetersyder i Koldinghus len. Han skulle lade grave så meget materiale, som han kunne til at syde salpeter af, og salpeteret skulle han levere i tøjhuset ved Københavns slot. Lensmanden på Koldinghus skulle skaffe ham husrum til sydningen på Nygård eller en af de andre ladegårde og give ham en kedel, som egnede sig til salpeterkogning.

Lensmanden skulle også skaffe ham hjælp til at få gravet salpeterjorden og desuden skaffe ham heste og vogne til transport af jorden, velforvaret i sække, hen til det sted, der blev anvist ham til sydningen. Salpetersyderen skulle have brænde leveret til kogningen og for hvert lispund salpeter 2 skæpper aske.

Den jord, som salpetersyderen havde sy- det salpeter af, skulle lægges i en lade.

Der skulle også skaffes syderen fåregød- ning til at blande i jorden (»formidske

den med-) en gang om året. I årsløn skulle syderen have 15 rigsdalere (rdl.) og det samme i kostpenge. Men desuden bevilgede kongen både syderens hustru og »hans dreng- årligt hver 5 rdl. i løn og 1 OY2 rdl. i kostpenge, fordi salpetersyderen »tit og ofte skal være udi lenet samme sit håndværk at bruge og mate- rie at opsøge«. Lønnen skulle årligt betales af rentekammeret i København.

Gravningen af jord skulle finde sted på kronens gårde, men syderen skulle skikke sig tilbørligt over for kronens bønder (»tjenere«) og undersåtter og måtte »ikke ubeskedentlig kaste udi deres huse eller på nogen deres grund eller ejendom- for stor skade for dem, men der hvor han havde opkastet eller op- gravet salpeterjord, skulle han igen gøre grunden jævn, før han forlod stedet.

Han måtte heller ikke aftvinge dem nogen gave (måske for at bønderne kunne slippe for gravningen?). Han skulle melde til lensmanden, hvor han ville arbejde i lenet, så denne kunne kontrolle- re dels hans opførsel over for undersåt- terne, dels at. han afleverede så meget salpeter, som det var muligt for ham at fremstille. Syderen måtte intet sælge eller udføre af riget, herpå har han aflagt ed, såfremt han ikke skal straffes uden al nåde » . . . thi forbyde vi alle og en- hver ham af mindre eller udi nogen måde forfang at gøre«. Bestallingsbrevet kender vi kun fra, at dets ordlyd er ind- ført i en af Danske Kancellis kopibøger:

(11)

Jyske register, dvs. kopibog for kongens åbne breve'). Der er ikke bevaret andre papirer, der vedrører udstedelsen af bre- vet.

Salpetersyderen kaldes i bestallings- brevets indledning for »nærværende brevviser-. Det originale bestallingsbrev er blevet udleveret til salpetersyderen, som måske har bragt det med sig på sine rejser i Koldinghus len for at finde og grave salpeterjord. Fire dage efter brevets udstedelse blev en kopi sendt til lensmanden for Koldinghus sammen

Koldinghus lensregnskab 1615. Caspar Markdanners egenhændige underskrift under udgifterne til -salpeter att syde paa Nyegaard«.

med meddelelsen om, at salpetersyderen var antaget.

Den gamle lensmand på Koldinghus, Caspar Markdanner, var straks med på planerne, og allerede inden maj 1616 blev Anders salpetersyder installeret på Nygård. Caspar Markdanner, som var født i 1533, havde i sin ungdom været i krigstjeneste hos den tysk-romerske kej-

(12)

ser Maximilian og siden bl. a.

Braunschweig og Gottorp, og han kendte måske til fremstillingen af salpeter fra sin tjeneste. Anders salpetersyder blev »efter hans anfordring- udstyret med en stor kobberkedel, brugt til slagt- ninger på Koldinghus, fire store rhinske vinfade, købt i Kolding vinkælder, et par småfade, 14 rostocker-øltønder, en jernskovl smedet af slotssmeden og et trug til salpeter lavet af tømrer Jens Mikkelsen i Ågård af et egetræ, han fæl- dede i Nygård kobbel. Pengeudgiften var i alt godt 13 daler, kedlen ikke med- regnet, samt egetræ og stangjern. Regn- skabsposten nr. 218 i lensregnskabet er underskrevet af Caspar Markdanner selv under formuleringen »denne udgift er mig vitterligt-O,

Alt dette var dog ikke tilstrækkelig udrustning til salpetersydningen. I juni 1616 var Anders salpetersyder i Køben- havn, hvor han havde »set sig en kedel ud- til at syde salpeter i, som Køben- havns statholder Breide Rantzau ville sende til Kolding, »når skuden med maltet kommer hid«, Syderen må også have bedt om at få sin løn, for Breide Rantzau bad Caspar Markdanner om at udbetale ham penge, efterhånden som arbejdet skred frem³l. Statholderen havde bl. a. arbejdet med rigets forsy- ningstjeneste under sig4l. Kobberkedler til salpetersydning blev fremstillet på kongens kobbermølle ved Helsingør+

Anders salpetersyder på Nygård fik ef- 12

Salpetersyder Anders Aagesens (Oggesens) personlige signet trykt i papiret over en klat varm lak.

ter sin hjemkomst et beskedent forskud på 3 daler af sin årsløn udbetalt af slotsskriveren på Koldinghus, under henvisning til Breide Rantzaus brev og mod sin egen forseglede kvittering for beløbets', Sophie Oldeland, lensmandens frue, kvitterede for beløbet. Af salpetersyderens kvittering fremgår det, at hans fulde navn var Anders Oggesen (Aagesen). Hans signet er påtrykt i stedet for underskrift. Det indeholder bog- staverne A og O over en figur, som lig- ner en armbrøst.

Kedlen fra København ankom inden efteråret, for i december 1616 blev Jør- gen Pedersen, -murmand« i Kolding, med sine svende og en kalkslager betalt

(13)

for i oktober og november at have repareret bindingsværksvægge i de tre heste- stalde på Nygård, og for i den nordre hestestald at have indmuret en stor kob- berbryggekedel i en grue til salpetersyderen at koge salpeter i7l.

Det har været et beskedent salpeter- værk, dog der var plads til salpeterjorden i staldbygningerne, og kedel og redskaber var til stede. Alligevel synes arbejdet ikke at være kommet igang. Der betales ingen penge til Anders Aagesen på Koldinghus skriverstue eller i rentekammeret, hverken i løn eller for salpeter fra Nygård. Heller ikke på anden måde nævnes salpetersydning i Koldinghus len, og da der i december 1618 sendtes kongebreve til de lensmænd i Danmark, som havde sal- peterværker under sig (Helsingborg, Malmø, Antvorskov, Vordingborg, Ka- lundborg, Dragsholm, Odense, Skan- derborgø, og formodentlig til Haderslev len)⁹l, findes intet brev til Koldinghus.

Ifølge brevene skulle der ikke længere udbetales den faste løn til salpetersyderne med den begrundelse, at de p.g.a.

den faste løn -ganske ringe eragter, enten der bliver meget eller lidet jord gravet og udi laden indført«. I stedet skulle salpetersyderne lønnes efter den mængde salpeterjord, han lod grave og indføre, efter taksten en daler for hver 70 td. jord, der kom i laden.

I 161 7 var Caspar Markdanner gået 13

af som lensmand i Koldinghus len, og han døde i 1618. Som efterfølger fik han Otte Brahe, født i Skåne i 1582, som også havde været i tysk krigstjeneste og siden deltaget i Kalmarkrigen.

Om stilstanden i det anlagte salpeter- værk på Nygård skyldtes Caspar Mark- danners afgang og den nye lensmands manglende interesse, er ikke til at vide.

Man kan i lensregnskaberne følge andre arbejder på Nygård. Der var bl.a. en urtehave med både danske og udenlandske urter og træer. Efter hårde vintre måtte der købes nyt frø, f.eks. i Bremen, af artiskok, melon og mange andre sor- ter. Vinranker og figentræer måtte om- hyggeligt vinterdækkes og havens be- stand af roser og lavendler suppleres.

Haven kaldtes -kongens urtehave-, og den var genstand for hans. interesse, en løngang og en bro førte fra kongens kammer lige ned i urtehaven'Ø. Også jagtbesøg fik Christian IV til at tilbrin- ge nætter på Nygård, bl.a. i 1618^11),så han har sikkert ved selvsyn kunnet danne sig en mening om indretningen af salpetersyderiet i de gamle stalde. Var han utilfreds med resultatet eller har Anders Aagesen ikke syntes om sine ar- bejdsbetingelser?

Anders Aagesen har sandsynligvis ikke været bosat på Nygård. En bolig er ikke nævnt, og bestemmelserne i hans bestallingsbrev om ekstraløn, fordi han ofte måtte rejse til Koldinghus len, tyder på det samme. Går man til Haderslevhus

(14)

14 amt, dengang beliggende i den kongelige del af hertugdømmet Slesvig, finder man, at Anders Aagesen var kgl. ansat salpetersyder også i dette område med re- gelmæssige udbetalinger af månedsløn fra påske 1616. Der er nærliggende at antage, at han og hans familie boede her^12).Nytår 1619-20 tilbragte Christian IV på Skanderborg. Herfra sendte han brev til Otto Brahe med ordre om, at han skulle lade bygge en salpeterlade »til at samle salpetermaterie udi- af samme størrelse og form, som salpeterladen i Skanderborg len. Når laden var bygget, skulle Otte Brahe meddele kongen dette, »at vi videre, med salpeterjord og ma- terie did at lade indføre kunne an- ordne« ^13). Med andre ord, der skulle startes forfra på indretning af salpetersy- deri i Koldinghus len. På dette tids- punkt lå der en salpeterlade i Skander- borg len på 35 bindinger, og man er hurtigt begyndt på byggeriet i Kolding- hus len. I november 1620 kunne Otte Brahe betale savskærerløn for skovtøm- mer og indkøbt fyrretømmer, der var skåret til og delvis allerede brugt til tømmerværk i et stort -salpeterhus- og et

» W anhuus-, dvs. et våningshus ved siden aP⁴^l.Også graverlønnen for at grave 131 stolpehuller 3 alen dybe, hvori stolperne til salpeterhuset blev sat, kunne udbetales, før året var omme'D. I april 1621 var tømmerværket rejst til en lade på 49 bindinger¹⁶l. Ladens dimensi- oner fremgår af det brugte tømmer: 15,

16 og 18 alens bjælker ( 1 alen lig ca.

2/3 m).

Graveren, Mads Nielsen i V randerup, nævner i sin arbejdsbeskrivelse, at bøn- derne hjalp ham med arbejdet, og han er den eneste, der angiver en stedbeteg- nelse for pladsen, hvor det nye salpeter- værk rejses, nemlig »udi Hjelmdrup Riis-. Hjelmdrup er en bebyggelse i Egtved sogn, et lille stykke nordvest for Nygård. Ved matrikuleringen efter 1660 eksisterede der kun een gård i Hjelmdrup, og denne var udlagt som officersgård¹⁷l. Hjelmdrup har givet navn til en lille skov, -ris-, som lå op til Borlev, på hvis jorder der er fundet bygningsrester på en mark, som stadig kaldes ^»æpitteragre«. Andre papirer fra byggeperioden fortæller kun, at salpe- terværket bygges i Jerlev herred, og senere inventarier nævner bygningerne sammen med Nygårds.

I løbet af sommeren 1621 blev den store salpeterlade tækket med strå. Strå- taget var » 15 alen højt op til mannin- gen«, og tækkeren Knud Nielsen fra Oved, Øse sogn, Skast herred, skulle både -lægte, tække og manne- taget¹⁸l.

Samtidig stod både et 8-bindingers be- boelseshus og et 7-bindingers sydehus færdige. Beboelseshuset fik stråtag og glasvinduer. Sydehuset fik tegltag og trælemme. Begge havde bindingsværks- vægge med murede tavl og kampesten sat under fodtømmeret. Stuehuset var delt i stue (»dørrensit«), forstue og senge-

(15)

15

kammer. Der var loft over rummene, og stuen blev hvidtet. Huset fik en skorsten opmuret »fra nederst i huset og oven ud over huset«. Ordlyden tyder på, at det endnu ikke er almindeligt med skorsten.

I sydehuset byggedes en bageovn af mursten, og to store kobberkedler indmure- des i en grue, muret »langt ned i jorden under samme kedler«, hertil gik 500 nye mursten og et unævnt antal gamle af

Udsnit af forarbfg°de til Videnskabernes Selskabs kort 1780. Salpeterværket var først på Nygård og flyttede derefter ud på marken mellem Hjelmdrup og Borlev.

Pilen viser stedet.

Gengivet med Geodætisk Instituts tilladelse A.

495/82.

Koldinghus' forråd. Under den ene ke- del blev der sat en jemristl'').

Dermed stod bygningerne klar, sik- kert allerede med løse gærder af ris om-

(16)

kring laden, således at de kunne åbnes for vinden, som i tørt vejr kunne blæse ind i laden, og med stengærder omkring hele området for at holde kvæget borte.

Gærdeme har været bøndernes ar- bejsdspligt, der er ingen udgiftsposter forbundet med dem.

Der blev også sørget for salpetervær- kets vandforsyning. Samme graver, der havde gravet huller til ladens stolper, arbejdede i 3 5 dage med hjælp af bøn- der på at grave en dam ved salpeterladen og sætte en dæmning for den 3

»torff« (tørv) tyk, 7 alen høj, 8 »roeder- (ca. 30 m) lang og 6 alen bred20), I dammen blev sat en -siel«, 18 alen lang og overdækket med en tilhugget bøg.

En -siel« var ofte en stenkiste''D, her sikkert lavet af planker, da den blev udført af en tømrermester fra Kolding, Niels Widesøn, som også stod for alt tømrer- arbejdet ved salpeterværkets bygninger.

Han opsatte også to brøndstøtter »9 alen høje over jorden-, hver udstyret med en svinge eller vippe til at drage vand op af dammen med. Også en 8 alen høj post og to broer blev bygget i dammen af egepæle og planker. Pumpe- systemet har skullet sikre tilstrækkelig vandmængde i »sielen- og sørge for, at det herfra har kunnet løbe videre i træ- vandrender. Af disse blev der anlagt 20 på tilsammen 19 5 alens længde ( ca. 13 0 m). De blev lagt ind i salpeterladen og fra salpeterladen ind i sydehuset, såle- des at salpetersyderens kar og kedler

16

kunne fyldes med vand. En del af rendeme blev understøttet med 21 nedram- mede egepæle. Trærendeme kom må- ske fra lageret af gotlandske »piben- holttræ- på Koldinghus. Niels Widesøn havde et par år før udført et lignende anlæg, der førte vand til Koldinghus slot.

Kan denne bygningsbeskrivelse passe ind i terrænforholdene på den mark, der til vore dage er blevet kaldt »æ pitteragre-P Marken hører til gården Katrinesminde, som ejes af Irene og Hans Jørgen Hjort. Gården har været i familieeje i ca. 150 år, og Hans Jørgen Hjort er født på gården. Marken ligger nord for Katrinesminde og er karakteri- stisk ved sine terrænforhold. Nærmest gården er marken i højde med denne, derefter falder den, idet den gennem- skæres af en lavning, som Hans Jørgen Hjort fortæller indtil for nogle år siden har vært gennemløbet af en lille bæk.

Der er stadig et område, der altid er fugtigt og tydeligt ses som et omtrent cirku- lært område.

Det er sandsynligt, at den dæmning, der blev bygget i 1621, har afdæmmet vandet i denne bæk, og at den dam, der blev gravet for yderligere at samle vandet, har ligget på det sted i marken, der stadig er meget lavt og fugtigt. For at vandet fra dette sted har kunnet løbe ind i salpeterlade og sydehus, har det skullet pumpes op, og rendeme må

(17)

være blevet hævet op i niveau med marken på dette sted, hvor bygningerne var rejst. Derfor blev -siel« og pumpesystem indrettet, sådan som regnskaberne for- tæller, og derfor blev renderne hævet på de 21 egestolper. At bygningerne har ligget på den højeste del af marken, fremgår af de mange rester af røde mursten, der her ligger i jorden. Måske er der også rester af syldsten og stensæt- ning, hvor kedelgruerne har været muret, hvis man graver nogle spadestik ned i jorden.

Den store salpeterlade har været en ca. 100 m lang bygning. Den har fyldt godt på marken og har formentlig ligget mellem det sted, hvor murstensresterne findes, og gården. Fra lensregnskaberne ved vi i forbindelse med en reparation i 1639, at bygningen lå nord-syd. Netop denne del af marken har et bedre og dy- bere muldlag end gårdens andre jorder.

Skyldes det mon de mange tusinde læs jord, der blev tilkørt, så længe der var

salpeterværk på stedet?

Lensregnskaberne omtaler kun be- skedne anskaffelser af materiel: tre vinfade, overskåret til baljer, en humlesæk at tørre salpeter på og to tønder at pak- ke i22). Kobberkedlerne fra Nygård er nok flyttet med, og måske er der kommet en ekstra fra København. Spader, skovle og hakker kan salpetersyderen have fået fra Koldinghus af slottets lagre. Det behøvede ikke at blive noteret i lensregnskaberne.

17

Samtidig med anlægget af det nye sal- peterværk fik Anders Aagesen i januar

1621 sin bestalling som salpetersyder fornyet23). Den gjorde ham til kgl. salpetersyder både i Koldinghus len og i Ha- derslevhus amt og var af samme indhold som andre samtidige salpetersyderbe- stallinger. Den adskilte sig fra hans tidligere bestalling af 20. december 1615 ved som nævnt også at omfatte Haders- lev amt og ved at være mere detailleret.

Aagesen skulle desuden ikke længere have årsløn og kostpenge, men skulle som andre salpetersydere have en daler for hver 70 tønder jord, han gravede og fik tilkørt laden. Brændsel fik han frit tilkørt, men asken skulle han nu skaffe selv. Han skulle opsøge salpeterjord på alle kronens, kapitlets og de øvrige gejstlige gårde og på de gårde, der var udskrevet til soldaterhold. Ingen gårde måtte springes over. Undtages måtte kun præsternes studerekamre og de stu- er, hvor de opholdt sig, med mindre præsterne selv gav tilladelse til gravningen. Alt salpeter skulle afleveres på Koldinghus, efterhånden som det blev færdigt, og herfra skulle det sendes til København. For hver centner (ca. 56 kg) »vellutret« salpeter skulle Anders Aagesen have 6 rdl. betalt af rentekammeret, når han førte salpeteret til tøjhu- set i København. Københavns statholder skulle give ham »pas til vogne« til transporten.

Lensmanden skulle tilsige bønderne

(18)

til Aagesens hjælp, dvs. med gravning og kørsel af jord. Der skulle føres registre over de landsbyer, der leverede salpeterjorden. De huller, der blev efter- ladt skulle fyldes igen, dels for ikke at få klager fra bønderne, dels for at ny jord kunne blive egnet til formålet. Fra bre- vet af 1615 gentoges truslen om straf (»højeste straf- - det må være dødsstraf), hvis salpetersyderen solgte noget salpeter udenlands eller indenlands. Salpeter- værket skulle alene være -riget til nytte«.24)

Endnu før salpeterladen var under tag, var Anders Aagesen begyndt at grave salpeterjord i sit distrikt. Der hørte otte herreder til Koldinghus len: Anst, Brusk, Elbo, Holmans, Jerlev, Slavs, Nørvang og Tørrild. Ifølge indberetnin- ger til Danske Kancelli, som præsterne i 1651 skulle indsende efter kongens ordre, og i hvilke de skulle gøre rede for antallet af gårde, bol ( dvs. mindre ejen- domme) og tiendeydere i deres sogne, hørte der ialt ca. 2400 jordbrug til Kol- dinghus len25). Heraf var ca. 1650 fæ- stegårde under kronen eller kirken eller var i selveje. I de to herreder, der lå nærmest ved salpeterværket, Jerlev og Brusk, fandtes overhovedet ingen adelige gårde, og her havde salpetersyderen altså ret og pligt til at grave i hver gård, han kom til. Da den nye salpeterlade endnu ikke var færdig, blev de 2380 tdr. jord, der blev gravet i perioden fra 2. marts til 24. juli 1621, kørt til Fov-

18

sletgård i Haderslevhus amt, hvor der var indrettet et salpeterværk, og dertil kom 240 tdr. jord, som i januar 1622 også blev indført i laden på Fovslet- gård26). For fremtiden skulle jorden kø- res til salpeterladen i Koldinghus len. I juli 1622 blev Anders Aagesen betalt for

de første mængder jord, der blev indført i den nye salpeterlade i Koldinghus len 1120 tdr., siden forøget med 480 tdr. 27). For de to næste regnskabsår mangler udgiftsregnskabet for Kolding- hus len, så for disse år kendes jord- mængden ikke. I 1625-26 tilkørtes 1015 tdr. jord, den 2. december 1626 og 2. juli 1627 i alt 1740 tdr.28). Deref- ter standsede al virksomhed under Kejserkrigen i mere end to år fra W al- lensteins ankomst og den fjendtlige be- sættelse af området.

Ser man på arbejdsperioden 1622- 1627, den tid da den nybyggede salpeterlade fungerede før krigen, kan man skønne, at der er tilkørt ca.

8-9000 tdr. jord fra landsbyerne i Kol- dinghus len. I gennemsnit er det 1500 tdr. om året, svarende til 7-800 vogn- læs der er kørt til salpeterladen af egnens bønder. Hvorledes salpetersyderen udnyttede sit distrikt, i hvilke landsbyer og gårde der gravedes, og hvor ofte han kom til samme gård, har vi ingen mulighed for at konstatere. De registre over jordgravning, som skulle føres i- følge salpetersyderens bestalling, findes ikke bevarede ved Koldinghus lensregn-

(19)

skaber. Der findes kun korte kvitterin- ger for den modtagne jordmængde, og heri nævnes, at Søren Iversen, boende i Venborg (Egtved Sogn), målte den an- komne salpeterjord og førte regnskab over den. Ved andre len, f.eks. Oden- segårds len, ligger der stadig -jordregistre« ved lensregnskaberne, bestående af lister over bondenavne og antal tdr.

jord, de kørte til et salpeterværk, op- stillet efter landsbyer. Formodentlig har der eksisteret lignende jordregistre for Koldinghus len. Venborg, som siden blev en lille landsby, var på denne tid blot et hus på Nygårds mark, fæstet med det forbehold, at kongen når som helst kunne lade fæstemålet gå tilbage, hvis han fik brug for jordstykket igen2^9).

Søren Iversens landgilde var 2 rdl. og ingen landbrugsprodukter-v'. I 1650'erne var stedet beboet af Giermand Joen- sen fra Bølling, herredsfoged i Jerlev herred.

Med salpeterladens indhold af jord har råmaterialet til salpeterfremstillin- gen været parat. Anders Aagesens første bestalling fra 1615 nævner hans adgang til at blande fåremøg i salpeterjorden.

Hensigten var at forøge mængden af kvælstofholdige salte i jorden. Dette punkt er ikke medtaget i hans bestalling fra 1621, men i praksis har han nok gjort det, således som man kan se at det var tilfældet ved salpeterværket i Ha- derslev amt. Skødegård i Bække sogn, Anst herred, havde indtil 1634 et stort

19

fårehold, og her og andre steder fra har salpetersyderen måske kunnet skaffe sig gødning af får, kreaturer eller fjerkræ.

Bønderne og ladegården havde brug for deres gødning til deres egne og har ikke frivilligt afleveret den.

Den 4. april 1622 afleverede Anders Aagesen 11 centrer (å ca. 56 kg) og 3 lispund (å ca. 8 kg), ialt ca. 650 kg lutret salpeter på tøjhuset i København. På rentekammeret, hvor han henvendte sig om betalingen, fik han dagen efter de to rentemestres skriftlige anvisning på, at pengene skulle betales ham på skriverstuen på Koldinghus. Betalingen var 6 kurantdlr. (å 80 Skilling) pr. centner, ialt 57 rdl. [å 96 sk.) 13 sk. og 2 alb.

(hvider)31). 1623 leverede salpetersyderen 2 tdr. »lutret fin- salpeter på Kol- dinghus til senere forsendelse til Køben- havn, og han fik ved den lejlighed udbetalt 27 daler i forskud af den betaling, som han skulle have, når »han siden selv skal levere salpeteret- på tøjhuset i Kø- benhavn. Hvis man har betalt ham efter indholdet af tønderne, har der været 4-5 centner. Salpetersyderen kan være rejst med dette og med senere producerede mængder til København, men da der for disse år både mangler udgifts- regnskaber for lenet og tøjhusregnska- ber, og da Anders Aagesen aldrig får betaling for salpeter i rentekammeret, såle- des som en del af de andre kgl. salpetersydere fik det, kender vi ikke hans produktion i de næste par år. I december

(20)

20 1624 modtog tøjhuset i Krempe, en fæst- ning i Holsten, et parti salpeter på 4 centner 2Y2 lispund, afleveret af Gunde Lange og -kommet fra Kolding-, måske fra sal- peterværket i Koldinghus len. I 1621 og

1625 indgik desuden i tøjhuset i Krem- pe ialt ca. 20 c. salpeter afleveret af amt- manden i Haderslev og -kommet fra Haderslev-, altså måske produceret på Fovsletgård af Anders Aagesen32). Fra 25. juli 1625 til 4. juli 1626 sydede og leverede han på Koldinghus 6Y2 c. 2 lispd. ren lutret salpeter, og han fik sin betaling af skriverstuen, 6 rdl. pr. centner, ialt 40Y2 rdl.33). Det følgende års produktion var på 4Y2 c. 2 lispd. 2 skålpd., leveret på Koldinghus'"), I juli og oktober 1626 blev der desuden udleveret skovrider Mads Skytte ialt 36 skålpd. -ren salpeter«, for at han deraf kunne gøre krudt til Christian IV s æld- ste søn, ( den udvalgte) prins Christian.

Mads Jensen Skytte, som var skovrider i Anst herred, fik også penge til at købe vineddike, svovl og fade til krudtfrem- stillingen=). Ved lensregnskabet er bevaret to skriflige ordrer fra prins Chri- stian: »At du Anders Aagesen, salpetersyder i Koldinghus len, lader Mads Skytte bekomme ti skålpund salpeter som kan tjene hvilket vi selv vil forbru- ge, Haderslevhus d. 29. juli Ao. 1626«.

Og den anden ordre: ^»Vide må du Mads Skovrider, at du straks uden forsømmel- se skal gøre mig 20 pund krudt, som kan være rent og godt og skikke det til

min karl. Actum Haderslevhus d. 12.

oktober 1626«. Begge papirer er skrevet med skriverhånd, men underskrevet af prinsen selv. Ordvalg og form minder om diktat, som om det er mundtlige ordrer af prinsens mund, der her er bevaret for eftertiden. Ordrerne vidner om, at produktionen i Koldinghus salpeter- værk blev anset for at have en god kvali- tet, siden prinsen ville bestille salpeteret til krudt til eget brug. Dårligt krudt var farligt og kunne ødelægge skydevåbnet.

Der findes ikke oplysninger om, hvor længe Anders Aagesen har kunnet fort- sætte med sin salpetersydning efter at lenet var blevet besat af fjenden fra sommeren 1627, men det lykkedes ham -på adskillige tider« i året fra 1. maj 16 2 7 til 1. maj 1628 at få udbetalt godt 10 rdl. i forskud36). Det er den senest kendte ud- betaling til ham i Koldinghus len. Der blev ikke aflagt regnskab for året 1. maj 1628 til 1. maj 162937), og først 2. december 1631 aflagdes regnskab for ti- den 1. maj 1629 til 1. maj 163!3⁸^).Efter krigen er det Anders Aagesens søn, Aage Andersen, der arbejder som kongens salpetersyder i Koldinghus len.

Anders levede dog endnu: han var flyttet til salpeterværket i Haderslevhus amt og arbejdede der som syder til

1639, og først da fik Aage Andersen sit eget bestallingsbrev, dateret 4. november 163939).

Størrelsen af Anders Aagesens produktion før Kejserkrigen kan altså ikke

(21)

opgøres. De kendte mængder fra Kol- dinghus salpeterværk er ca. 30 c. når en produktion svarende til forskudsbetalin- gerne medregnes. Måske har produktionen ialt været på op imod 40 c., hvis man beregner produktionen i de år, for hvilke vi ikke har tal (1623-25), til at have været 10 c. I forhold til den dispo- nible mængde af salpeterjord, ca.

7-8000 tdr., er der produceret 1 c. (ca.

56 kg) af ca. 200 tdr. jord. Aagesens indtægter i Koldinghus len var størst i 1621-22, da han fik udbetalt godt 66 rdl. I årene 1616- 2 8 fik Anders Aage- sen ialt udbetalt 244 rdl. (1616-23: 132 rdl., 1625-28: 112 rdl.) for gravet og tilkørt jord og for leveret salpeter. Dertil skal lægges indtægter for arbejdet 1623-25, hvor salpeterværket sandsynligvis har haft en uforstyrret arbejdsperi- ode og derfor en jordtilførsel og produktion nogenlunde som. i årene lige før og efter. Salpetersyderens indtægter kan derfor skønnes at have været 4-500 rdl.

i perioden 1622-27, de 5-6 år det nybyggede værk fungerede inden Kejser- krigen.

Om Anders Aagesen har haft andre medhjælpere end sin kone og dreng, der nævnes i bestallingsbrevet af 1615, for- tæller kilderne ikke. Sønnen Aage, der efterfulgte ham i Koldinghus len, har formentlig lært håndværket hos sin far og været hans medhjælper. Ordet -dreng« blev brugt både om fremmede karle og om sønner, der arbejdede på

21

forældrenes gård eller anden bedrift. Af Haderslevhus amtsregnskaber fremgår det, at der næppe blev arbejdet på salpe- terværket på Fovsletgård, efter at Aage Andersen var flyttet til det nye værk i Koldinghus len i 1621-22, og at arbejdet først blev genoptaget, da han flyttede tilbage.

Det ville være .godt, om man kunne bedømme den støtte, lensmanden gav salpetersyderen, og den indstilling, han mødte i det omgivende bondesamfund, i denne første periode. De bevarede regnskaber og breve fortæller kun indirekte herom. I lensregnskabet kan man se, at ordren om opførelsen af salpeterværket er blevet iværksat omgående. De føl- gende år blev der intet ofret på bygningerne, men de har nok heller ikke be- høvet reparationer så hurtigt efter opfø- relsen. Salpetersyderens kar blev årligt tilset af en bødker, Søren Jensen i Rug- sted, Ødsted sogn. Han fremstillede nye baljer og spande og satte nye bånd om de gamle vinfade. Desuden lavede han måletønder til at måle salpeterjorden i og tønder til opbevaring af salpeter. Til arbejdet brugte han ege- og hasseltræ, som blev hugget i skovenewl, Vinfade

Koldinghus lensregnskab 1626-27, bilag 3. Bødker Søren Jensens fortegnelse over udført arbejde i -salpit- terhuset« i året maj 1626-maj 1627. Nedenunder har' både bødkeren og salpetersyderen sat deres signeter.

Et stykke papir er skåret ud ef dokumentet og bøjet hen over de to lakklatter.

(22)

22

(23)

23

(24)

indkøbtes mindst to gange hos Baltzer Brabannt, apoteker i Kolding+!', De blev skåret over til kar og er blevet brugt til jordkar i salpeterladen. Også bødkeren på Koldinghus Oluf Nielsen har udført arbejde for salpeterværkert-l.

Der er efter disse oplysninger ikke tvivl om, at salpeterværket var velbygget og velforsynet, og at lensmanden har ud- ført kongens ordre herom. Otte Brahe sad som lensmand til 1623 og blev efterfulgt af Gunde Lange, der var lensmand indtil 1631. Han var født i 1576, havde deltaget i Kalmarkrigen og blev såret ved Elfsborg, som i 1612 blev erobret af den danske hær. Gunde Lange var en anset og betroet mand, som bl.a. i 1621 førte 3000 mand til kongens hær i Tysk- land.

Om bøndernes holdning over for salpetersyderen vides ingenting i denne periode. Bygningen af værket må have væ- ret en stor begivenhed, og værket har været anseeligt og mærkeligt, bygget på grænsen til den bondejord, der hørte til landsbyen Borlev. Bønderne fra de om- liggende landsbyer har uden tvivl måttet hjælpe med en hel del af anlægsarbejdet som pligtarbejde for kongen. De har sikkert måttet bygge stengærderne omkring salpeterværketog holde dem ved- lige. Værre har det været, at bønder fra hele lenet har måttet se deres huse ud- gravet for gulvjorden, og bagefter har de måttet læsse den på vogne og køre den til salpeterværket. Fra de egne af

24

landet, hvor der findes jordregistre, kan man se, at et bondelæs har rummet 2 tdr. jord. De mængder jord, der blev til- kørt salpeterværket i Koldinghus len, var mindre end dem, der i samme periode kom til andre værker i landet. Det kan skyldes, at Anders Aagesen ikke øn- skede større mængder tilkørt, eller at bønderne var modvillige. Det må have været højst generende at få gravet stue- eller staldjord op og besværligt at age til salpeterværket, især fra landsbyer, der lå langt væk fra Borlev. Der er ikke bevaret klager over arbejdet for salpeter- værket i denne periode, men i lensregnskabet er en del andre klager over for- sømmelige bønder, der blev idømt bø- der. 1621-22 forsømte mange bønder at deltage i høstarbejde for slottets la- degårde, og andre fik bøder for ikke at holde stengærderne. Næste år viser lignende ulydighed. I 1622-23 nægtede flere bønder at trække kongens heste til -Middelfartssund-, og der faldt mange bøder for ikke at plante frugttræer, pile og humle ved gårdene efter kongens på- bud. Der blev givet et stort antal bøder for ulovlig skovhugst og for mod kongens forordning at sætte -egebul- (bræd- der af eg) i bondebygningernes vægge.

Ikke alle forseelser specificeres. ^»Vogn- ægter«, dvs. kørsel for kongen eller lensmanden, kan omfatte kørsel med salpeterjord, og bøder for ikke at køre ægter var ret almindelige43). Disciplinen i lenet kan ikke have været den bedste, og bøn-

(25)

dernes optræden har været ganske selv- stændig, så der er grund til at formode, at de også kan have ydet modstand mod den kongelige salpetersyder og hans krav. På den anden side har Anders Aa- gesen måske med større held forbedret den allerede udludede jord ved at iblan- de gødning i salpeterladen, end det er sket i andre salpeterværker. Denne fremgangsmåde er nævnt i Anders Aa- gesens bestallingsbrev af 1615.

Salpetersyderens brændselsbehov har været stort. Brænde skulle udvises ham frit i skovene, og det har sikkert været bøndernes pligt at køre brændet til sal- peterværket. Hvor meget han fik, frem- går ikke af lensregnskaberne, der kun indeholder regnskaber over det skovtræ til byggemateriale og brændsel, som blev solgt for penge. Men har brændsels- tilførslen været lige så beskeden som salpeterjordskørslen, kan det have hæmmet værkets produktion.

Den lange besættelse af tyske tropper, som egnen måtte udholde fra sommeren

162 7, gik hårdt ud over alle. Da trop- perne drog væk igen i 1629, var sal- peterværket ødelagt og sydekedlerne borte. Lensmanden Gunde Lange havde en stor opgave med at genopbygge Kol- dinghus og dets ladegårde og har øjen- synlig ikke i første omgang interesseret sig for salpeterværkets tilstand; og An- ders Aagesen rejste selv, til København for at tale sin sag. På tøjhuset blev der

25

den 25. marts 1630 udfærdiget en fortegnelse over mangler ved Koldinghus salpeterværk »siden det, af fjenderne er bortrøvet, angiven af Anders Oggesen salpetersyder-tv, Af redskaber ønskes 3 kobberkedler henholdsvis på 6 tdr., 4 tdr. og 1 td. Af kar 4 på 10 tdr. og 4 på 4 tdr. I marginen er noteret, at kedler og kar bedst kan forskaffes fra Køben- havn. Desuden ønskes 8 baljer hver på

1 td., 2 spande med jerngjorder, en skumske, to jernskovle, to hakker og en spade samt 6 tomme tønder. Skovle, hakker og spader skulle også skaffes i København. Bygningerne skulle repare- res, og det opregnes, hvor mange materialer der skønnes at medgå. Til salpeterladen, som kaldes jordhuset, behøves tømmer og halm til taget. Sydehuset krævede 1500 tagsten og 500 mursten alene til indmuring af kedler. Ander Aa- gesen skulle have brev med til lensmanden om værkets genopbygning.

Gunde Lange satte omgående arbejdet i gang. Tømreren Hans Nielsen, som også denne gang var fra Kolding, beteg- nede i sin arbejdsbeskrivelse husene som -forfaldne og nederbrudt, udi næst forleden fejdetid af det kejserlige krigs- folk«45). Salpeterladen blev genopbygget lige så stor som før. Beboelseshusets tømmerværk har delvis været i behold, sydehuset har været mere medtaget.

Begge blev genopført med murede væg- ge og skorstene, og i sydehuset kom ny bageovn til at tørre salpeter i samt ke-

(26)

delgruer til to nye kobberkedler, der blev sendt fra København. Beboelseshu- set fik 8 nye glasvinduer, og tagene blev lagt på ny, sydehuset fik tegltag og de to andre bygninger stråtag4⁶>. Bødkerarbej- det blev igen udført af Søren Jensen, der nu var flyttet fra Rugsted til Stubdrup47l. Bl.a. gjorde han et kar på 10 tdr. i stand, som Gunde Lange afstod til kongens brug i salpeterværket. Da også værkets system af trærender forny- edes, var værket vel opbygget så godt, som det havde stået før krigen. Omkost- ningerne ved genopbygningen var knap så store som ved byggeriet 10 år før. En del arbejde er blevet sparet ved, at der stod rester tilbage af bygningerne. Alli- gevel blev der på to år udbetalt mere end 110 rdl. i arbejdsløn. For materia- lernes vedkommende klarede man sig i stor udstrækning med at tage fra bygninger, som man opgav at genopføre i samme størrelse som før, bl.a. fra Ny- gård.

Gunde Lange var i 1631 afløst som lensmand af Ernst Normand til Selsø.

Han havde siden 1620 været lensmand i Antvorskov len, hvor der umiddelbart ved slotsbygningerne lå et af de mest ef- fektive af Christian IV s salpeterværker.

I forbindelse med lensmandsskiftet blev der udarbejdet lister over inventar, der blev overladt til den nye lensmands be- styrelse, bl.a. over salpeterværkets redskaber4⁸l. Der fandtes nu 5 kobberkedler, de største på 6 og 5 tdr., de øvri-

26

ge på 372, 172, og }2 td. En eller måske to af de største kedler var indmurede, de andre kunne hænge i kedelkroge, som blev smedet af Henrik Smed i Kol- ding49l. De fandtes i sydehuset sammen med et kar på ⁴tdr. og et trug. I salpeterladen var der kun to store kar, et på 10 tdr. og et på 8 tdr., desuden små kar, spande og standtønder. Hertil kom spader, skovle, hakker og økse. Kort tid efter blev der lavet flere nye kar til værket deraf flere store, på 12, 9 og 8 tdr.50).

Fra 1631 til 163 9 fungerede Aage An- dersen som kongens salpetersyder i Kol- dinghus len med bopæl i salpetervær- ket. Han bringer færdigt salpeter til Kø- benhavn, han kvitterer for salpeterjorden, og hans fars navn forekommer ikke længere i Koldinghus lensregnskaber.

På samme tid som salpeterværket ved Borlev blev genopbygget, blev også sal- peterværket i Haderslevhus amt genopbygget med Anders Aagesen som kgl.

salpetersyder. Dette værk blev i november 1630 endnu bedre forsynet med kobberkedler, den største på 10 tdr., to på 6 tdr. og flere mindre, hvoraf fire kort tid efter overgik til Koldinghus sal- peterværk. Kedlerne, som stammede fra Kobbermøllen i Hellebæk, svarer til in- ventariets opgivelser. I maj 1639, da han skulle kvittere for penge betalt for leveret salpeter, var Anders Aagesen død51l.

4. november 1639 fik Aage Andersen sit eget bestallingsbrev, som gjorde ham

(27)

til kgl. salpetersyder både i Koldinghus len og Haderslevhus amt52), Ordlyden var en anden end faderens bestalling

1621, men indholdet det samme.

J ordgravningen begyndte igen i 1631 og fortsatte til januar 1644, da Kolding- hus len igen blev besat af fjender, denne gang den svenske hærfører Lennart Torstensson. Der kunne således arbej- des uforstyrret på salpeterværket i 12-13 år, og i denne tid blev der ialt til- kørt ca. 14.000 tdr. salpeterjordsvaren- de til 7000 bondelæs. Aage Andersen var imidlertid ikke tilfreds hverken med jord eller brændetilkørslerne til værket.

I august 1633 havde han besøg af en af tøjhusets arkelimestre Peder Jensen Kø- benhavn, som var på inspektionsrejse til de forskellige salpeterværker i riget.

Aage Andersen klagede da til ham over at -kongens brev om tilkørsel af bræn- deved af bønder efterkommes ikke.

Vognene komme ikke i tid og kun med 5 eller 6 små kæppe og endda ikke gode-. Med kongens brev menes bestallingsbrevet med dets løfte om fri brændekørsel til værket=", Da der i

1635 igen var inspektionsbesøg i salpe- terværket, denne gang ved arkelimester Bertil Laursen, klagede Aage Andersen over, at der hos bønderne i Koldinghus len -er ikke uden en ringe part jord at bekomme thi det er forgravet-. Derfor beder han om at bønderne i Riberhus len også måtte komme under hans distrikt=). Skylden for de dårlige jordtil-

27

førsler lagde han altså ikke på manglende arbejdsindsats fra bøndernes side, men på et for lille distrikt. Aage Ander- sen havde ret til at grave i 16-1 700 går- de i Koldinghus len. Det var et større antal end ved nogle af de andre salpeter- værker, der i de samme år havde fået til- kørt langt større mængder jord. Hvis der hvert år var gravet i alle distriktets gårde ville der kun være leveret mindre end en tønde jord fra hver gård, og det lyder ikke sandsynligt at Aage Andersen på de få år, hvor jordgravningen havde fundet sted, havde nået -at forgrave«

gårdene i hele distriktet. I nogle af de andre salpetersyderes bestallingsbreve er der bestemmelser om at syderen ikke måtte drage fra en gård før at egnet salpeterjord var gravet op. Dette punkt er ikke med i bestallingsbrevene 1621 og 1639 for Koldinghus salpeterværk, og da der ingen lister er bevaret over bøn- dernes kørsel, ved vi ikke hvorledes jordgravningen blev fordelt mellem går-

dene. Aage Andersen fik ikke Riberhus len tillagt. Det ville have givet ham ca.

1000 gårde ekstra, men en lang kørsel for de pågældende bønder, for i det nærmeste herred, Malt, hørte næsten alle gårde til adelige og kun 50 var kronens fæstegårde55). Aage Andersen hå- bede måske, at Riberhus' bønder viste større villighed end Kolding-bønderne?

Når de viste ham uvillighed med bræn- detilkørslerne har de sikkert også gjort det med jordkørslerne. I lensregnska-

(28)

berne nævnes i disse år mange bøder, som bønderne betalte for ægter (pligt- kørsler), som de havde forsømt. Sådan- ne sager kunne også afgøres ved pant- tagning hos bonden. I 1637-38 indløs- tes f.eks. panter fra bønder i Anst, Jer- lev, Holman og Elbo herreder for ægter og rejser, de havde siddet overhørige^56).

Man får ikke at vide, hvad det er for æg- ter, de har forsømt, så nogle af dem kan have haft forbindelse med salpetervær- ket. At forholdet mellem Aage Ander- sen og bønderne i Borlev var dårligt, er der et andet vidnesbyrd om. I sommeren 1639 rejste de sag imod Aage Andersen på Jerlev herreds ting, -for at han imod alle deres (dvs. bymændenes) hjemmel og minde pløjer og sår på Borlev mark østen, sønden og norden ved det hus han udi bor, videre end hans formand gjort har, dem til trængsel og skade«57).

Aage Andersen beholdt åbenbart den indhegnede jord for i 1646 rejste bøn- derne sagen igen. Denne gang foretog man opmålinger af salpetersyderens gærder både omkring de marker, han brugte, og den jord, der var indgærdet omkring salpeterværkets bygninger.

Der er næppe tvivl om, at bønderne har haft ret, men heller ikke om, at Aage Andersen fortsat brugte det indhegnede stykke mark, for sagen rejstes igen i 1653 på samme grundlag.

Af salpeterjorden gennemførte Aage Andersen 1631-4 3 en regelmæssig syd-

28

ning med årlig levering af salpeter, ialt ca. 48 c., svarende til ca. 2700 kg. Salpe- teret blev i første omgang indleveret på Koldinghus, hvorfra det senere blev sendt til tøjhuset i København. I 1635 var en af lensmandens skrivere med på sejlturen med salpetertønderne=", I juni 1638 rejste Aage Andersen selv og lige"

ledes i marts 1641, da han afleverede fire centner salpeter fra Koldinghus og fem centner fra Haderslevhus salpeterværk=I Lensmanden købte et par gange besked- ne mængder krudt af Cristen Pedersen, krudtbrænderi i Kolding, men der er ingen vidnesbyrd om, at han har fået salpeter af Aage Andersen til sit arbejde⁶⁰>.

Der er bevaret en liste udarbejdet i tøj- huset i København over leveringer af salpeter fra alle rigets salpeterværker til tøjhuset 1639-4861) og den viser over- ensstemmelse med lensregnskabernes betalinger for salpeter og for transpor- terne til København.

Sætter man Aage Andersens råmateri- ale, 14.000 tdr. salpeterjord tilkørt fra 1631 indtil nytår 1644 i forhold til hans produktion i de samme år, ser man, at han har fået I c. (56 kg) salpeter ud af 300 tdr. salpeterjord, eller ca. I pund pr. 3 tdr. jord. Hans løn i de 12 år blev ca. 165 rdl. for jorden og ca. 288 rdl.

for salpeteret, ialt godt 450 rdl. Samti- digt havde han også indtægter fra salpe- terværket i Haderslevhus amt fra 1639, hvor han indtil 1644 producerede ca.

11~ c. salpeter og fik betaling for 5845

(29)

tdr. salpeterjord. Salpeterværket i Ha- derslevhus amt blev i 1639 flyttet fra Fovsletgård til et helt nybygget salpeter- værk -ved Farres«, et andet sted kaldet

»i Jellsskov«. Dvs. det lå ved Farrissko- vene og de tre søer ved Jels. Ialt tjente Aage Andersen i salpeterværket ved J els ca. 140 rdl. Af dette skulle han selv løn- ne karle, der hjalp med arbejdet i salpe- terværkerne. Herom ved vi dog intet, og hvis han har haft anden hjælp end familie, så har det ikke beløbet sig til nogen større del af hans fortjeneste. Som det ses af stridighederne med bønderne i Borlev, har han også suppleret sine ind- tægter med landbrug. Bønderne klagede i 1653 over, at salpetersyderen drev »sine heste, fæ og får, gæs og svin- på deres -græsbed«, dvs. fælleden, til skade for deres kreaturer. Sandsynligvis har Aage Andersen haft husdyr lige så læn- ge, som han har haft den ekstra indhegnede jord, og der har nok også i faderens tid været husdyr ved salpetervær- ket.

Salpeterværket havde også i juli 1640 inspektionsbesøg fra København, denne gang var det Mickel Giertsen, fra 1618 kgl. salpetersyder i Antvorskov len, der nu som kongens inspektør over alle sal- peterhytterne i Danmark og Holsten be- sigtigede værket. Hans besøg kan ikke dokumenteres i Jensregnskaberne, men Aage Andersen fremlagde i 1653 for Vi- borg landsting en fortegnelse dateret 1640 over hans klager vedrørende sal-

29

peterværkets tilstand bl.a. med en beskrivelse af de forfaldne gærder. I alle årene blev der jævnligt repareret på bygningerne, på de indmurede kedler samt på salpetersyderens kar. Og klager fra inspektionerne blev efterfulgt af reparationer. Ved en af de sidste udskifte- de en tømrer fra Borlev, Knud Jesper- sen, i 1642-43 fodtømmer i -salshus-, dvs. beboelseshuset, og i sydehuset samt satte nye stolper og lægter i salpeter- laden62).

Søren Bødker kunne hvert år aflevere en omhyggelig fortegnelse over reparati- onerne ved salpetersyderens kar, i året maj 1642 - maj 1643, udregnet til 12 arbejdsdage, deraf tilbragt de tre i Bor- lev skov med at hugge materialer til arbejdet63).

I 1643 døde lensmanden, Ernst Nor- mand. Han havde opfyldt sine forplig- telser overfor salpeterværket ved enga- gering af faghåndværkere, men det ser ud til, at bøndernes medhjælp har været for ringe. Da den nye lensmand Mogens Bille kom til i april 1643, var bønder- nes arbejdspligter i andre henseender blevet mindre, idet alle ladegårde i lenet nu var nedlagte, og imod at betale ar- bejdspenge til kongen blev bønderne fra nu af -forskånet for alle slags arbejde undtagen at age ved og jord til salpeterladen«64).

Den 5. januar 1644 nåede den svenske general Lennart Torstensson med

(30)

sm hær til Koldingegnen, det danske rytteri blev slået nord for Kolding og hele Jylland var besat inden månedens udgang65), Da det mislykkedes for ham at gå videre til Fyn, og da han i foråret og forsommeren gentagne gange måtte værge sig mod den danske marsk An- ders Billes angreb fra Fyn, stod der til stadighed store troppeenheder omkring Kolding, indtil den svenske hær i løbet af sommeren trak sig ud af Jylland. Jy- derne fik en stakket frist, i oktober- november drog den svenske oberst Hel- muth Wrangel op gennem halvøen på brandskatningstag og trak sig først tilbage i januar 1645. Freden kom i august, men endnu en gang drog Wrangel med sine ryttere på plyndringstogt i Jyl- land, helt op til Hjørring, uden at man fra dansk side var i stand til at hindre det. Hvorledes stod det nu til med salpe- terværket?

Den nærliggende Nygård var næsten ødelagt. Kun noget af de gamle sten- huse stod endnu, alt inventar og træ- værk var borte, ligeledes korn og kvæg.

Så slemt stod det ikke til på salpeter- værket. Ifølge det samme inventarium, som omhandlede syn på Nygård i 1645, da svenskerne -kvitterede- landet66>, stod salpeterværkets tre bygninger stadig. Der fandtes to store (6 tdr.) kobberkedler, som var indmurede, og to mindre på 2Y2 og Y2 td. Der fandtes trækar, spader, hakker m.m. og stadig lange fyr- rerender til salpeterlade og sydehus.

30

Laden »som er 48 fag tækt med strå, og vel ved magt« har begge ender beklædt med fyrrefjæle og har gærder af ris, i stedet for vægge. Der var fire -gøfflin- ger« på hver side af laden. Det har enten været kviste eller snarere portåbninger.

I laden fandtes salpeterjord, som -har ligget siden før fjendernes tid«. Beskriv- elsen af stuehuset er ret indgående, der nævnes døre, vinduer, sengesteder m.m.

Værket er således på ingen måde plyndret, skønt svenskerne i flere måne- der havde koncentreret en stor del af deres hær på egnen mellem Kolding og Vejle ( de havde hovedkvarter på Haders- lev hus). Både i Sverige og Tyskland var der anlæg af salpeterværker, som lignede Christian IV s anlæg, og den svenske hærs ledelse har ikke kunnet undgå at opdage bygningerne. Har Aa- ge Andesen reddet sit værk ved at tilby- de svenskerne salpeter?

Efter krigen blev de to brødre Jens og Laurids Mortensen fra Bøgvad arreste- ret og beskyldt for at have stjålet kedler og andet fra salpeterværket. De sad -Iangsommelig tid på Koldinghus-, me- dens der blev ført sag mod dem for her- redsting og siden ved Viborg landsting i 1646. Herredstingbogen er ikke bevaret, men af Viborg landstingsbog 1646 fremgår det, at det drejer sig om en sal- peterpande, dvs. en af kobberkedlerne, som Aage Andersen havde gravet ned, og som han øjensynligt ikke senere havde kunnet finde igen. En stor kobberke-

(31)

del var blevet observeret i Bøgvad mose, og der er vidnesbyrd om, at salpetersyderen havde prøvet at finde kedlen i den gård, hvor brødrene boede i Bøgvad.

Aage Andersen havde sammen med sin svoger David Davidsen og bevæbnet med en langbøsse ledt i hestestalden.

Brødrene havde også overfaldet Aage og hans kone Anne, fordi de havde rejst sagen om kobberpanden67). Brødrene har nok været sønner af kronbonden Mor- ten Pedersen i Bøgvad^68).De var samtidig tiltalt for at have skudt to dyr, med andre ord for krybskytteri, og familien findes ikke som bosiddende i Bøgvad efter 1647.

Kobberkedlen kan have været den på 3 Y2 td., som mangler i inventariet af 164 5. Senere findes igen en kedel af denne størrelse i salpeterværket, skønt der tilsyneladende ikke er blevet indkøbt eller tilsendt kedler. I flere år kan lensregnskabet hvert år berette om genop- bygninger efter krigens ødelæggelser.

På salpeterværket skete intet, ingen reparationer, anskaffelser, jordkørsel eller produktion af salpeter. Salpetervær- ket i Haderslevhus amt, som var nybygget 4-5 år tidligere, eksisterede ikke efter krigen, og det blev ikke genopbygget.

Aage Andersen er med sin familie blevet boende i Koldinghus salpeterværk, det fremgår af retssagen i 1646. Der findes ingen kgl. ordrer til lensmanden Mo- gens Bille om at få salpeterværket i gang igen, og at han heller intet gjorde

31

noget derfor ses af den besigtigelse, der blev foretaget ved hans afgang i 164969).

Husene stod endnu, men der var kommet huller i tagene, noget af murværket var faldet ud, risgærdene var borte, men kedlerne var i behold med de to indmurede. En kedel på 3Y2 td. var kommet til, måske den stjålne? Trækarrene var som i 1645, og salpeterjorden i laden var den, som havde ligget fra før krigen⁷⁰>.

Den nye lensmand på Koldinghus var Ebbe Gyldenstierne. Han hørte til kred- sen omkring Corfitz Ulfeldt, og det førte vel til hans afgang allerede i 1651, da han overtog et lille len i Skåne. Forfal- det og misligholdelsen af salpeterværket fortsatte i hans tid. Besigtigelsen i 16 51 fortæller, at stråtaget over salpeterladen nu næsten var væk, sydehusets tegltag i stykker og den østre gavl var borte. Hu- sene stod -på Rauff- dvs. faldefærdige og gavlene manglede beklædning. Gær- derne om laden var borte. Karrene be- tegnedes som gamle og ubrugelige, vandrenderne fik samme beskrivelse. I salpeterladen lå stadig jord fra før krigen.

Det var ikke alene professionel hånd- værkerhjælp til bygningerne, der har manglet, men også bøndernes arbejdspligt ved værket har været sat ud af spil, derom vidner forfaldet af gærder og den indstillede jordkørsel. En udvisning af nyt bygningstømmer i skovene til Aage Andersen, hvorved han kunne have repareret de værste skader ved husene, er

(32)

åbenbart ikke sket. Under disse vilkår må hans tildeling af fri tilkørsel af brænde til salpetersydningen sikkert og·

så været suspenderet. Er de manglende gavlfjælde i salpeterværket gået i salpe·

tersyderens kakkelovn og under gryder·

ne?

Trods manglende støtte til sin pro·

duktion, kunne Aage Andersen aflevere 96 skålpd. salpeter som blev sendt til København inden 1. maj 1651, og tre uger senere fik han betalingen for dette og for 272 td. jord, som var indført i laden?'), Da var den nye lensmand Jør·

gen Sefeldt tiltrådt72). Aage Andersen må have opnået hans støtte for i foråret 1653 blev der afleveret en tønde med næsten 2 c. salpeter, og han fik sin betaling for 500 td. salpeterjord indført i laden7^3). Slottets bødker Søren Jensen foretog en del reparationer på trækarre- ne og leverede en ny tønde til salpeter74^l.

Det ser ud til at have været den samme mand, som tidligere passede trækarrene i salpeterværket, at dømme efter hans signet. Aage Andersen fik også en ny humlesæk at tørre salpeter på, og lensmanden har sikkert også sørget for, at han igen har fået tildelinger af brænde.

Da der i april 1653 fandt endnu et lens- mandsskifte sted var den nye lensmand, Sten Bille til Kærsgård, også positivt indstillet over for salpetersyderens arbejde. I juni lod han foretage syn på værket, og indenjulen 1653 var bygnin-

32

gerne blevet repareret både på tømmer og murværk75l. Sydehuset fik igen fornyet sit tegltag, kedelgruen blev muret om m.m., der gik ialt 1500 tagsten og 4000 mursten til arbejdet. Den ret omfattende reparation af værket viser, at Aage Andersen endelig havde fundet støtte til en fortsættelse af salpetervær- kets drift. J ordindførslerne var imidlertid små, og det kan være vidnesbyrd om bøndernes uvilje mod arbejdet, ikke mindst begrundet i deres vilkår efter krigen. I sagen, som bønderne i Borlev rejste igen i 1653, spores også Aage An- dersens forbedrede status. Han havde trods tiltale ved herredstinget i 1639 og 1646 beholdt det stykke jord, som bøn- derne hævdede hørte til deres fælles- græsning, indhegnet med ris og staver. I sommeren 1653 forsøgte Borlev by- mænd igen at få det tilbage, idet de hen- viste til, at deres gårde var små, og at de ikke kunne blive ved dem, om salpetersyderen fortsat beholdt jordstykket.

Bønderne krævede ved første retsmøde den 22. juni at få marken udlagt i by- marken igen og ret til at høste komet på den. Aage Andersen svarede ikke den dag, og den 3. august mødtes parterne igen på herredstinget, hvor bønderne da desuden krævede Aage Andersen idømt tremarksbøde. Herredsfogedens dom kom til at lyde på, at Aage Andersen skulle erstatte Borlevs bønder deres tab og give dem jorden tilbage. Aage An- dersen måtte kun beholde hegnene om

(33)

»Jordhuset« med gårdsrum til heste og vogn. Hvad angik tremarksbøden, -hvilket æren angår-, kunne herredsfogeden ikke selv idømme den, men indstille den til landsdommerens afgørelse76). Bøden var frygtet, ikke på grund af dens stør- relse, men fordi man samtidig mistede sin »ære-. Man var ikke længere lige- mand med sine fæller og kunne ikke længere påtage sig offentlige hverv, f.eks. på tinge. For bønder var det en al- vorlig sag for deres sociale liv i landsbyerne at blive æreløs. Salpetersyderen, som vel aldrig har været integreret i det sociale lag i Borlev, og ialt fald næppe i de mange år tvisten om jordstykket havde stået på, har vel ikke i denne hen- seende kunnet rammes så hårdt gennem en æresløsdom. Men har -ærestab« bety- det, at bønderne ikke længere har be- høvet at opfylde salpetersyderens krav efter hans bestallingsbrev, dvs. først og fremmest kravet om tilkørsel af jord og brænde, var deres krav om tremarksbø- den ensbetydende med ønsket om at ødelægge salpetersyderens tilværelse og helst skaffe ham bort.

Men bønderne i Borlev var · for sent ude med deres sagsanlæg. Genopbyg- ningen af salpeterværket var begyndt og Aage Andersen havde i lensmanden Sten Bille fundet en beskytter. Med ri- defogeden på Koldinghus som vidne, sluttede bønderne i Borlev den 21. sep- tember -venligt- forlig med Aage An- dersen, idet de -ihånd tog hverandre-l?'.

33

Aage Andersen måtte beholde den indhegnede mark mod en årlig afgift til bønderne i Borlev på 2 slette daler (128 sk.) Dog skulle jorden gå tilbage til Bor- lev mark, når bymændene ikke længere ville holde denne aftale. Desuden skulle Aage Andersen give hver af bønderne lov til at have to svin på olden i Hjelm- drup skov dette år. Måske en erstatning for høsten på det omstridte stykke mark i de mange år Aage Andersen havde haft det indhegnet. Om tremarksbøden var der ikke mere tale. Aage Andersen kunne fortsætte sit arbejde og i april 1654 blev han betalt for en tønde salpeter (2 c. 11 skålpd.) afleveret på tøjhuset i København. Jordtilkørslen var stadig ringe, kun 420 tdr.78).

I Christian IV s sidste år som konge tog han ingen initiativer med hensyn til rigets salpeterværker. Hans søn Frede- rik III genoptog imidlertid planerne om en salpeterproduktion i Danmark. Den 19. maj 1652 gik der brev til lensmænd i hele Danmark og Skåne om, at der intet salpeter måtte udføres af riget »kronen til skade«. Blandt modtagerne var lensmanden på Koldinghus. Den 28. januar 1654 blev Johan Georg Metzner udnævnt til »salpeterbetjent- med den opgave, at han skulle genoprette alle de tidligere salpeterværker og anlægge nye, hvor det kunne gøres fordel- agtigt79). I maj 1654 besøgte han Kol-