Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Havbrug - et mønster for miljøvenlig fødevareproduktion?

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

^Global

Økologi

Nr. 3, 8. årg. Juni 2001

Burfisk til alle !

Akvakulturen i stærk global

v æ k s t

Er udviklingen bæredygtig ?

Akvakultur

(3)

Global Økologi

Stigende mængder spisefisk produceres i Danmark som opdræt, og der preses på for at få øget produktionen.

De første erfaringer med dambrug foregik fra århundredeskiftet ved at grave jordbassiner og udsætte regnbueørreder. Der skulle være plads og rent vand, og det fandtes ofte ved åernes udspring. Dambrugenes naturforbrug er omfattende, og deres placering er med til belaste interessante naturområder. I tresserne blev der bygget dambrug, og forureningen ødelagde lange strækninger af ellers rene vandløb. Lystfiskerne prote- sterede over vandløbenes elendige tilstand, men det tog årtier, inden forureningen blev reduceret.

Havbrug er en nyere teknologi, hvor store flydende netbure fyldes med fisk. Havbrug skal også bruge meget rent vand, og de første havbrug blev placeret på særligt strømmende steder tæt på kysterne. Havbrugs- fisk skal fodres med ca. 3 kg fisk for at vokse 1 kg. Det giver rester af foder og ekskrementer og tilført medicin, der forurener nærområdet. Havbrugene er da også nu blevet tvunget længere ud i åbne farvande.

For at fodre opdrætsfiskene fanger danske fiskere

kolossale mængder småfisk, der industrielt forarbejdes til fiskemel. Fiskemel kan bruges i landbruget til hus- dyrfoder, men det er også ideelt til fiskefoder, og til- syneladende kommer der en god forretning ud af at opdrætte fisk. Men er det økologisk bæredygtigt, at dyrke fisk frem for at fange dem i naturen? Umiddel- bart virker det mere fornuftigt at anvende brændstof til at fange de vilde fisk - gerne gennem skånsomt fiskeri - og bruge dem til konsum, i stedet for at trawle havet for småfisk til omfattende industriel bearbejdning.

Vi kan drage den erfaring af fiskeopdrætsudviklin- gen, at der hele tiden er opstået nye problemer, og at det hver gang har taget meget lang tid at få grebet ind overfor dem. Det gælder i Danmark, men også som det fremgår af artiklerne i bladet for Norge og Thailand.

Fiskeopdrætsproduktionen bør ikke udvides. Der bør laves grundige, uvildige undersøgelser, på baggrund af hvilke fremtiden for produktionen skal vurderes.

Henning Schroll, formand Det Økologiske Råd

Miljøbevægelsen må afkommercialiseres

Der har i den forgangne tid været en del diskussion om den pågående professionalisering af de grønne organisationer. Tidsskriftet Salt havde i december et særtema med artikler forfattet af nu-ansat-i-trygge- offentlige-stillinger-eks-græsrødder, der alle havde et klart omend noget elfenbenstårnsagtigt budskab om, at Danmarks Naturfredningsforening (DN), NOAH, Det Økologiske Råd m.fl. nu for alvor må til at værne om den uafhængige samfundskritik og undgå at blive opslugt af den statslige miljøforvaltning.

Salts forfattere har jo ret et godt stykke hen ad vejen. Det er tvingende essentielt, at miljøbevægelsen bevarer kontakten til rødderne og ikke bliver det admi- nistrative systems forlængede albue. Men dét jeg ser, som det virkelige problem er, hvis miljøbevægelsen ikke bare professionaliseres, men kommercialiseres!

Hermed skal forstås en øget afhængighed af marke- dets mekanismer og af private virksomheder.

Et alvorligt eksempel på kommercialiseringen er DNs økonomiske samarbejde med medicinalkoncer- nen Novo. For et ukendt beløb i millionstørrelsen

“hjælper” Novo DN med at producere undervisnings- materiale om gensplejsning - lige fra debatblade til tv-udsendelser. Novo kan fremover grønstemple deres image med DNs hjælp, og andre miljøfolks årelange

kritik af Novos virksomhed decimeres.

WWF Verdensnaturfonden er kendt for at arbejde tæt sammen med virksomheder gennem diverse spon- sorater og reklamepåhit. Det gør organisationen øko- nomisk stærk, men kan af og til give ridser i

troværdigheden - også selvom valget af virksomheder er særdeles velovervejet. Spørgsmålet er, hvor langt kan og vil de grønne organisationer gå i jagten på finanser?

Tænk blot, hvis Statoil blev hyret til at sponsorere et projekt om den globale opvarmning!

De bedste ideer og synsvinkler kommer ofte nede- fra, fra græsrødderne, fra de frivilliges engagement. Fra biodynamikerne og atombevægelsen for 20-30 år siden og fra nutidens kludetæppe af aktivister - fra ATTAC over NOAH til Greenpeace. Gode ideer udspringer også fra intellektuelle akademikere, men de professio- nelle - de karriereorienterede, som ligeså godt kunne tilbringe deres arbejdsdag i Danske Bank - må ikke vriste miljøkampen ud af hænderne på græsrødderne.

Budskabet er klart! Miljøbevægelsen behøver de fri- villige kræfter, de skal styrkes - ikke stækkes af hver- ken de professionaliseredes systemtænkning eller af de kommercialiseredes finansinteresser.

Bo Normander, redaktør Global Økologi

Opdrætsfisk eller vilde fisk ?

(4)

Global Økologi

Nr. 3, 8. årgang, juni 2001.

Udgiver:

Det Økologiske Råd Landgreven 7, 4.

1301 København K Tlf. 3315 0977 Fax 3315 0971 info@ecocouncil.dk www.GlobalØkologi.Nu Redaktion:

Bo Normander (ansv.), Hen- ning Schroll, Dorte Skovgård, Uffe Geertsen, Christian Ege og Jeanne Lind Christiansen.

Global Økologi er et tidsskrift der tager pulsen på dansk og international miljøpolitik.

Tidsskriftet udkommer fem gange årligt.

Det Økologiske Råds syns- punkter afspejles kun i indlæg, hvor dette er tydeligt angivet. Det Økologiske Råd modtager støtte fra Den Grønne Fond.

Global Økologi samarbejder bl.a. med The Ecologist, 18 Chelsea Wharf, Lots Road, London SW 10 0QJ, England Tryk: SvendborgTryk Papir: cyclus print Forsidefoto: Per Eide/EFF Bidrag til næste nr. bedes ind- sendt senest 10. august 2001.

Indhold

Tema: Opdrætsfisk, side 4-15

Fiskeopdræt - en dansk fremtid?, side 5

Danmark var tidligere blandt verdens førende fiskeopdrætsnationer.

I dag ser billedet anderledes ud Af Steen Ulnits

Havbrug - et mønster for miljø- venlig fødevareproduktion?, side 8

En del af den landbaserede føde- vareproduktion bør omlægges til produktion på havet

Af Karl Iver Dahl-Madsen Salmo Salar: fisken som for- andrer Norge, side 10

Hvad betyder laksen for Norge?

Af Gunnar Album

Thailandske kæmperejer, side 13 Thailand tjener gode penge på rejeproduktionen, men miljøet lider stor skade

Af Ulrik Rasmussen

Global debat, side 27 Kalender, side 27 Bognyt, side 28

Globalt nyt, side 29 Nyt fra Rådet, side 30 Publikationer, side 31 Forandringens frø spirer i Bra-

silien, side 16

Bevægelsen af Jordløse Bønder omlægger til økologi

Af Sue Branford

Amazonas lever?, side 18

Op gennem 1990’erne var medierne præget af gruopvækkende historier om fældning og afbrænding af Amazonas. Hvordan ser det ud i dag?Af Bo Normander

Forbrugerismen - en kulturel tilstand, side 21

Hænger økologiens popularitet sammen med forbrugerismens udbredelse?

Af Per Østergaard

Grisenes græske kongerige, side 24

Det et et velvalgt tidspunkt at reflektere over tidligere tider; hvor bondens forhold til dyr og natur var fuld af respekt

Af Vangelis Stoyannis

(5)

Tema: Opdrætsfisk

Global produktion af fisk

Siden 1984 er verdensproduktionen fra hav- og dambrug mere end fordoblet. Dette er sket i takt med faldende fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle fisk, der spises i dag, stammer fra akvakulturen.

FNs fødevareorganisation FAO har beregnet, at verdens samlede akvakulturproduktion andrager i omegnen af 400 mia.

kr. årligt. FAO forudsiger, at produktionen af opdrættede fisk allerede i år 2030 vil være fordoblet i fht. i dag og dermed overstige den fangede mængde, som er på skønnet 90 mio. tons om året.

Akvakulturen er i stærk vækst verden over. Flere og flere munde mættes med opdræts- fisk på bekostning af fangede fisk. Hvad betyder den stigende produktion af burfisk for miljø og økonomi? Dette tema sætter fokus på problematikken - i Danmark, Norge og Thailand.

Foto: Norsk havbrug, Steen Ulnits

Dias 1: Steen Ulnits, norsk havbrug

(6)

Fiskeopdræt - en dansk fremtid ?

Danmark var tidligere blandt verdens førende nationer, hvad angår opdræt af regnbue- ørreder. Vi startede tidligt, og vi havde gode naturgivne forudsætninger for et billigt og konkurrencedygtigt opdræt i de jyske åer. I dag ser billedet ganske anderledes ud...

Tekst og fotos: Steen Ulnits

I dag forbinder man ofte fiske- opdræt med forurening og res- sourcespild - med overforbrug af vand og antibiotika, gensplejsning og anden dårligdom. Hvordan ser fremtiden i grunden ud for dansk akvakultur?

Produktionen

Danmark har knap 400 dambrug - alle beliggende i Jylland. De producerer årligt 32.000 tons regnbueør- reder, der primært går til eksport.

Et gennemsnitsdambrug producerer således 80 tons ørreder årligt.

Fiskene opdrættes til portionsstør- relse - omkring 100-200 gram og sælges ofte under betegnelsen

“foreller”. Den samlede produktion andrager en værdi på omkring 500 mio. kr. Hertil skal så lægges produktionen af befrugtede æg, yngel, sættefisk og avlsfisk.

Omkring 25 danske havbrug - fortrinsvis placeret i den sydlige del af de indre danske farvande, hvor saltholdigheden er passende lav til opdræt af regnbueørreder - producerer omkring 7.000 tons ørreder årligt. Havbrugsørreder når størrelser på 3-5 kg. De fleste går til koldrøgning, mens rognen handles fersk. Dette udgør en værdi på 300 mio. kr. En væsentlig del af denne produktion udgøres af rognen, der primært afsættes til Japan.

Endelig sker der en begrænset produktion af andre fiskearter - fortrinsvis ål - i recirkulerede og landbaserede anlæg fordelt over hele

landet. Også disse fisk går fortrinsvis til eksport.

Sammenlagt produceres der i Danmark for 1,2 mia. kr., hvoraf 1 mia. kr. går til eksport. Alt i alt beskæftiger erhvervet og følgeer- hvervene ca. 3.500 personer.

Ny vækst ventes

EU-kommissionen har besluttet, at akvakultursektoren i medlemslan- dene skal øge produktionen med 10 procent årligt frem til år 2006.

Dette skal ses i lyset af, at EU har beskåret de traditionelle fiskekvo- ter kraftigt efter to årtiers laden stå til - med hårdt overfiskede bestande til følge.

Interesseorganisationer indenfor dansk akvakultur vejrer naturlig- vis morgenluft efter denne mel- ding og har iværksat en offensiv til påvirkning af relevante myndigheder og politikere. Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen, som har været gældende siden Dambrugs-

en indstilling til fødevareministe- ren inden oktober i år.

Foderet forurener

En stor del af forureningen fra fiskeopdræt skyldes foderspild. I forhold til tidligere er fiskeopdræt- terne imidlertid blevet ganske dygtige til at begrænse dette spild.

Samtidig er producenterne af fiskefoder blevet dygtigere til at frem- stille kvalitetsfoder med en høj konverteringsfaktor. Siden 1994 har produktionen således været større end foderforbruget, dvs. at der med 1 kg foder produceres mere end et 1 kg fisk.

FN’s fødevareorganisation FAO har flere gange slået til lyd for, at verdens akvakultur må stige for at kunne opfylde det stigende behov for animalsk protein. Men hvor skal alt fiskefoderet komme fra?

Svaret er fra selvsamme hav, der brødføder vildfiskene.

I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk som sild, brisling,

Regnbueørred er Danmarks absolut vigtigste opdrætsfisk.

Dias 2: Steen Ulnits, Ørred i gule handsker.

bekendtgørelsen, der fulgte den første Vandmiljø- handlingsplan fra 1989.

En ny målsæt- ning om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført til et hur- tigtarbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i spidsen skal lave Foto: Norsk havbrug, Steen Ulnits

(7)

tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af - fiskefoder. Det er fiskebestande, som i dag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Eksempelvis lykkedes det erhvervsfiskeriet at udfi- ske den vigtige fødefisk, lodden, i Barentshavet. Og nu tales der i stigende grad om, at industrifiskeriet efter tobis i Nordsøen er med til at trække tæppet væk under svindende bestande af havfugle og større fisk.

Som tommelfingerregel skal der bruges godt 2 kg industrifisk til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdræt- terne altså bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 2 kg industrifisk til at producere 1 kg konsumfisk.

Skal eksempelvis det storstilede norske lakseopdræt fortsat vokse, er der akutte miljøkriser under umiddelbar opsejling. Da må fiske- melet i stigende omfang komme andetsteds fra - eksempelvis Syd- amerika. Men her har man selv gang i en ekspanderende akvakultur, så også her rammer man på et tidspunkt hovedet mod en mur.

Ikke førend vi er i stand til at erstatte det animalske fiskemel i foderet med vegetabilske produk-

ter, er vi på rette spor. Problemstil- lingen har været kendt i adskillige år, men noget epokegørende gen- nembrud er der endnu ikke sket på området.

Dioxin og dansk dobbeltmoral

Bedre bliver situationen ikke af, at dansk fiskemel i dag indeholder faretruende høje mængder af gift- stoffet dioxin. Dioxinindholdet i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

De danske myndigheder bloke- rede for nylig et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske indu- strifiskeri - på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40%

af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk - heraf 33%

vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra den forurenede Østersø - mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende. Danske fiskeopdrættere og foderproducen- ter må således se i øjnene, at der på længere sigt må importeres fiskemel fra andre dele af verden, hvis fiskefoderet skal kunne over- holde kommende grænseværdier for dioxin.

Dambrug

Den organiske forurening fra de jyske dambrug var i mange år så voldsom, at der fra flere sider blev stillet krav om en mindsket miljø- belastning fra dambrugene.

Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav med Vandmiljøhand- lingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Den såkaldte Dambrugsbekendtgørelse, som fulgte efter planen, pålagde de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spilde- vandet og til et stærkt mindsket vandforbrug.

Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og for- bruge åernes vand efter forgodt- befindende. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet - ikke mindst pga. kravet om, at der skal ledes mindst 50% af åernes vandføring uden om dambrugene.

Sagen trak i langdrag, og først den 22. august 2000 faldt den ende- lige dom. Højesteret stadfæstede lovligheden af Dambrugsbekendt- gørelsen, som mange dambrugere bevidst havde ignoreret. Siden da er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen - pri- mært på grund af et bevidst overforbrug af foder - og flere sager er på vej.

Havbrug

Det er et ubestrideligt faktum, at landets havbrug forurener de indre danske farvande med organisk stof og næringssalte. Dels i form af overskydende foder, som synker ned til bunden under netburene.

Dels i form af ekskrementer fra de mange og store fisk i nettene.

Det er også et ubestrideligt faktum, at havbrugerne ikke har mulighed for at begrænse denne forurening ret meget mere end de allerede har gjort. Det er på én gang den frie gennemstrømning af Ørredbassin i et traditionelt jysk dambrug.

(8)

netburene, som er forklaringen på havbrugenes succes - små omkostninger - og deres uundgåelige forurening af havmiljøet.

Foderforbruget begrænses så meget, som det overhovedet er muligt af økonomiske årsager. Men enhver havbruger ved også, at man altid fodrer lige i overkanten, så man er sikker på, at fiskene vokser maksimalt. Med et vist, uundgåe- ligt foderspild til følge.

Tager man et kig på havbunden under netburene, vil man da også se, at der - afhængig af burenes placering og strømmens hastighed - sker en bundfældning af organisk materiale ovenfra. Lokale erhvervs- og fritidsfiskere ved, at havbrugene af samme årsag lokker mange vild- fisk til - fisk, som netop lever af det overskydende foder.

I en ny indstilling fra det danske havbrugserhverv ytres der ønske om en tredobling af produktionen og dermed også en tredobling af forureningen. Miljøstyrelsen fast- satte efter Vandmiljøhandlingspla- nen et loft på 650 tons udledt kvælstof per år, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons.

Danske havbrugeres erklærede mål svarer til en udledning på 2.000 tons N/år (se artikel side 8-9).

Antibiotika

Til enhver form for akvakultur er der knyttet forskellige miljøfrem- mede hjælpestoffer. Miljøstyrelsen dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeop- dræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersul- fat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra 1994 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før - mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset produktion som

7.000 tons årligt.

Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose. Men modsat nordmændene, som vacci- nerer hver enkelt fisk, bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet.

En stor del af dette antibiotika optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene. I samme tids- rum brugte nordmændene blot 0,6 ton antibiotika til en produktion på over 400.000 tons laks og ørreder.

“Fiskeopdræt i tradi- tionelle dambrug og flydende netbure har så mange uheldige bivirk- ninger på vandmiljøet, at der næppe kan spås dem nogen stor frem- tid”

Fremtiden

Det nuværende fiskeopdræt i traditionelle dambrug og flydende netbure har så mange uheldige bivirkninger på vandmiljøet i Dan- mark, at der næppe kan spås nogen stor fremtid for dem.

Uanset hvor dygtige fiskeop- drætterne bliver, vil der altid være store negative konsekvenser af produktionen - for dambrugenes ved- kommende alene deres opstemning af de jyske åer. Det ødelægger gydebetingelserne for vildfiskene og kan ikke ændres uden at lave om på selve dambrugenes fysiske opbygning. Det samme gælder forureningen med antibiotika.

Uanset hvor dygtige havbrugerne bliver til at begrænse foderspildet i havet, så har de

ingen yderligere mulighed for at begrænse forureningen med kvæl- stof, fosfor, algebegroningsmidler og antibiotika. Det strømmer lukt gennem netmaskerne og ud i fri- vandet.

Skal dansk akvakultur have en fremtid - og en ekspanderende sådan - må produktionen omlæg- ges til landbaserede anlæg, hvor fiskeopdrættet kan ske under absolut kontrollerede forhold. Med recirkuleret vand og et minimalt udslip af miljøfremmede stoffer til omgivelserne. Men da bliver produktionen givet så dyr, at vi ikke længere kan konkurrere med udlandet.

Dansk akvakultur præges i dag af såvel en ny som en ældre generation af fiskeopdrættere. Sidst- nævnte tilhører i sagens natur den gamle skole, der ønsker at øge produktionen uden smålig hensyn- tagen til konsekvenserne for vand- miljøet.

Men den nye generation er klar over problemstillingen og har set skriften på væggen. De har erkendt, at Danmark næppe har nogen fremtid som storspiller og primærproducent på verdensmar- kedet - dertil er landet for lille og konsekvenserne for vandmiljøet for store.

Til gengæld ser de en stor fremtid i at være førende med produkti- onsteknik og udstyr til fremtidens højteknologiske fiskeopdræt. Den udvikling kunne staten med fordel støtte. Det er her, fremtiden for dansk akvakultur ligger.

Steen Ulnits er fiskeribiolog fra Århus Uni- versitet og har i en årrække beskæftiget sig med opdræt af fisk og skaldyr i bl.a.

Mellem- og Fjernøsten. Han underviser i fiskepleje og fisketurisme på Statens Vildtforvaltningsskole i Kalø, samt arbejder som freelance fotograf og forfatter.

Global Økologi kan iøvrigt anbefale Kaske- lots temanummer om laks (juni 2001), der er skrevet af Steen Ulnits. Fås ved henven- delse til Biologforbundet.

(9)

Dias 3: Steen Ulnits, havbrug

Havbrug - et mønster for miljøvenlig fødevareproduktion ?

Danske havbrug skaber mere end fem gange så mange værdier pr. tabt kg kvælstof som den øvrige danske fødevareproduktion. Det vil være en fordel for det danske vandmiljø at omlægge en del af den landbaserede fødevareproduktion til produktion på havet

Af Karl Iver Dahl-Madsen

Gode økologer kender de totale danske næringsstofstrømme og bør med det samme kunne se, at på nationalt og regionalt plan er havbruget en helt uvæsentlig kilde til vandmiljøproblemerne i Danmark.

Lige under og tæt på burene kan der dog - især i lavvandede og beskyttede områder - ske en midlertidig ophobning af organisk materiale, ligesom næringsstof- udledningen fra produktionen fremmer plantevæksten i en zone rundt om burene. Det er ikke muligt at måle nogen forøgelse af næringsstofkoncentrationerne selv ret tæt ved havbrugene, men med hjælp af bioassays (søsalatmeto- den) kan den vækstfremmende effekt konstateres i større afstande.

Tendensen har været, at havbrugene både af driftstekniske og miljømæssige grunde er flyttet

længere ud på åbent vand, og de lokale miljømæssige påvirkninger har derfor været aftagende.

I sammenligning med andre fødevareproduktioner i Danmark bruger havbruget ikke meget antibiotika i absolutte tal. I forhold til produktionen i Norge er det danske forbrug dog relativt stort.

Det skyldes bl.a., at den danske havbrugsproduktion endnu har været for lille til, at det har været kommercielt attraktivt at udvikle vacciner til danske forhold og danske ørredstammer. Havbru- gerne arbejder sammen med Mil- jøstyrelsen og amterne om i første omgang at identificere “de mindst ringe” antibiotikatyper, og derefter på at finde erstatninger, som bedre vaccinationer og avlsarbejde.

Energiforbruget til selve produktionen er lig med nul. Havbrug

Dansk havbrugs nøgletal

Afrundede skøn 1999

Bruttoproduktion: 7.200 tons ørreder Nettoproduktion: 5.500 tons ørreder Udsatte fisk: 1.700 tons ørreder Foderforbrug: 7.200 tons fiskemel Foderkvotient: 1,3

Kvælstofudledning: 300 tons Fosforudledning: 35 tons Arealforbrug (burene): 20 ha

Energiforbrug: 0 (excl. sejlads) Antibiotika: 1.700 kg

Ovenstående udsagn, som nok vil overraske nogle af Global Økologis læsere, kommer havbrugerne med i deres nyligt udkomne skrift, “Hav- brug 2001”. Som den, der har bidra- get med det miljøfaglige input til denne publikation, vil jeg gerne i det følgende give en status for erhvervets miljøsituation, og for de muligheder, der er for at udvikle havbrugsproduktionen til et mønstereksempel på miljøvenlig fødevareproduktion.

Der er i miljøfaglige kredse bred enighed om, hvilke typer af miljøpåvirkninger havbrugserhvervet udøver og hvilket omfang disse påvirkninger har. I Miljøstyrelsens havbrugsplan, som netop er sendt til Folketingets miljø- og plan- lægningsudvalg, er disse forhold beskrevet. I boksen herunder ses nøgletal herfra.

Foto: Steen Ulnits

(10)

Dansk Havbrugs forslag til miljøforbedringer

Miljøstyring/renere teknologi. Havbrugerne vil bidrage til, at der udar- bejdes udsigter for skiftende strømhastighed og -retning, vandstandsæn- dringer, ændringer i salinitet, ilt, temperatur og vandkvalitet i øvrigt. Disse oplysninger vil blive brugt til at indrette fodringsprocedurer og andre drifts- forhold således, at der sikres den bedst mulige foderudnyttelse og mindst mulige stress af fiskene, og dermed også den mindst mulige miljøbelastning.

Fjernelse af næringsstoffer. Næringsstofbelastningen kan i princippet kompenseres ved slamopsamling, f.eks. kan man give et havbrug “ble” på ved, at der i nærheden af havbruget dyrkes tang og skaldyr, som høstes og anvendes på land. I takt med, at de tekniske og økonomiske muligheder er til stede for sådanne tiltag, vil dansk havbrug iværksætte dem.

Miljøcertificering/-mærkning. Danske havbrug vil sammen med amterne og interesserede brugerorganisationer gå i dialog om mulighederne for at indføre miljøcertificeringssystemer, som sikrer, at virksomheden til enhver tid drives efter de mest moderne miljøregler. Endvidere vil erhvervet sigte mod, at havbrugsprodukter kan opnå miljømærker, som dokumenterer den bæredygtige produktionsform. F.eks. kan livscyklusanalyser komme på tale som miljøstyringsredskab.

er et perfekt eksempel på en føde- vareproduktion, der anvender vedvarende energi til sin produktion.

Det er vind og tidevand, der bringer frisk vand og ilt til fiskene, og fjerner fiskenes affaldsstoffer. Det er en misforståelse, når interesseorganisationer appellerer til, at de store ørreder skal opdrættes i ind- pumpningsanlæg på land. Hav- brugerne har beregnet, at den energiproduktion, der skal til for at pumpe alt det nødvendige vand, vil være ansvarlig for en større N-udledning, end den der nu kommer fra havbrugene.

Havbrugene bruger kobberbase- rede antibegroningsmidler til deres net. Det er bedre end TBT, som man brugte før, men ikke tilfreds- stillende, og der arbejdes på at finde erstatningsmetoder.

“Havbrug er et perfekt eksempel på en føde- vareproduktion, der anvender vedvarende energi til sin produk- tion”

Opdrættet baseres på foder som forarbejdes fra industrifisk. Det kan der godt stilles spørgsmålstegn ved. Industrifiskeriet udøver en miljøpåvirkning, som er stor i forhold til andre belastninger af det marine miljø. Og med den rivende udvikling, der er i den internatio- nale akvakultur, vil der ikke være industrifisk nok. Det er nødven- digt, at dyrke planter - gerne på havet - til erstatning for det fiskemel og fiskeolie, der nu bruges til foderfremstillingen.

Danske havbrug har som nævnt allerede en ganske miljøeffektiv produktionsform. Dansk Havbrug vil derfor gerne have mere plads i den samlede portefølje af fødevare- produktioner. I “Havbrug 2001” har man bedt om en udvidelse af den

eksisterende kvælstofkvote (oprin- deligt 650 tons) til et niveau på 2.000 tons N/år i år 2010. Derefter en årlig reduktion af den udledte N-mængde med 1% ned til et aftalt niveau, f.eks. 1.000 tons N/år. Det er lykkedes at interessere et bredt politisk flertal for havbrugets fremtid, og i løbet af efteråret forventes nedsat et nationalt havbrugsud- valg, som skal vurdere mulighederne for at skaffe en fair plads til havbrugserhvervet i Danmark.

Danske havbrugere er enige i, at der som nævnt i regeringens strategi for bæredygtig udvikling, skal ske en afkobling af produktion og miljøbelastning således, at en øget produktion ikke fører til en øget miljøbelastning. Tværtimod skal belastningen på en række områder ned. For at dette kan lade sig gøre, må erhvervet fastholde sin stadige forbedring af miljøeffektiviteten gennem anvendelse af de nyeste teknologier for miljøstyring.

Forbedringen, som er på en faktor 3 siden havbrugets start, er bl.a. opnået gennem mere nøjagtige

udfodringsmetoder. I boksen ses andre tiltag, som kan medvirke til at øge miljøeffektiviteten.

Havbrugerne mener for så vidt, at produktionen er økologisk, og vil gerne kunne markedsføre sig som sådan, men er dog stødt på modstand fra kredse, som mener, at fiskeproduktion som sådan ikke kan være økologisk.

Kort sagt tilbyder havbrugerne nu at indgå en kontrakt med samfundet. I en kort periode skal samfundet tillade en forøgelse af havbrugets kvælstofbelastning.

Som modydelse vil havbruget - for- uden at levere arbejdspladser og eksportindtægter - arbejde for en stadig forøgelse af sin miljøeffekti- vitet, og for at fastholde sin placering som ét af de mest miljøvenlige, fødevareproducerende erhverv.

Karl Iver Dahl-Madsen er ansat ved DHI Institut for Vand & Miljø, og er medforfat- ter til debatbladet “Havbrug 2001 - Dansk fødevareproduktions grimme ælling”, der kan fås ved henvendelse til Dansk Havbru- gerforening.

(11)

Norsk fiskerinæring er ikke hva den en gang var. Når folk som Høyres leder Jan Petersen, megler- husene i Oslo og analysefirmaet Econ snakker om fiskeri, er det i økende grad oppdrett de mener.

Eller havbruk, som det nå heter.

Dette havbruket har det til felles med fiskeri, at det foregår i vann, og at det er fisk, det er snakk om.

I alle andre henseende er oppdrett landbruk, oppdretterne bønder og røktere av en svømmende gris.

I fjor høst ble fiskeriminister Otto Gregussen møtt av rasende fiskere. I fire år har bestanden av norsk arktisk torsk ligget under den minstegrensen norske og russi- ske myndigheter har blitt enige om.

Kvoten har blitt kuttet fire år på rad, men ikke nok. Kvotene er små, men burde vært mindre, og fiskere og kystfolk kan se langt etter torsk som på midten av 1990-tallet.

- Slutt å klage - selg sjarken (kut- teren, red.) og sats på oppdrett, sier fiskeriministeren (Finnmark Dag- blad, 28. august 2000). Et uhørt usagn for få år siden. Nå blir det møtt med lett hoderysten. Han har jo rett. Med oppdrett og olje skal landet bygges. Det er slutt på den tiden da hele samfunnet i nord kjempet for retten til fisken i havet.

Nå kjemper man om oppdrettskon- sesjoner.

Den norske oppdretten av laks og ørret har vokst fra nesten ingen- ting på begynnelsen av 1980-tallet til knappe 500.000 tonn i dag. Eks- portverdien er 9 milliarder kroner i året og utgjør en tredjedel av den totale norske fiskeeksporten.

Oppdrettsselskapet Pan Fish er børsvinner og har begynt å kjøpe seg inn i fiskefartøy, som har rettigheter i fisket etter arter, som brukes i laksefôr (laksefoder, red.).

Dette kan være en fornuftig strategi. Mens fiskeoppdrett brukte under 30 prosent av den norske fiskeoljeproduksjonen i 1994, brukte samme industri 90 prosent av den norske fiskeoljeproduksjonen i 2000. Dette understreker en klar tendens, nemlig at oppdrett bruker stadig mer av verdens olje- og melproduksjon, henholdsvis 50 og 35 prosent i 2000 (IntraFish, 6.

april 2001). Oppdrettsnæringen er doblet på et knapt tiår. Produksjo- nen av mel og olje, som er avhen- gige av fangstene av pelagisk fisk, har vært stabil. Det er heller ingen grunn til å anta, at disse fangstene vil øke, snarere tvert i mot.

“For å få ett kilo laks ut på markedet, må der fiskes tre kilo fisk opp av havet”

For å fôre opp ett kilo laks går det med om lag ett kilo tørrfôr. Laksen er altså et svært fôreffektivt husdyr.

For å lage dette ene kiloet tørrfôr går det med om lag tre kilo fisk.

Dette er arter som lodde, tobis, sild, øyepål og kolmule. I tillegg brukes noe vegetabilsk fett og protein. For å få ett kilo laks ut på markedet, må der altså fiskes tre kilo fisk opp av havet. Dermed gir det ikke et riktig bilde, når man i offisiell stati- stikk legger sammen villfanget fisk og oppdrettslaks.

Med den planlagte femdoblin- gen i oppdretten av laks og ørret fram til år 2020 sprenges alle rammer for fôr. Med dagens fôr-

Salmo Salar: fisken som forandrer Norge

Lakseproduktionen i Norge har samme betydning, som svineproduktionen har det i Dan- mark. Læs her om det norske lakseeventyr

Af Gunnar Album

Foto: Marit Hommedal/Eksportutvalget for fisk

(12)

sammensetning vil den norske laksen da sette til livs en tiendedel av verdens totale fiskefangster. I tillegg planlegges oppdrett av et stort volum annen fisk som stein- bit, torsk og kveite som også skal ha fôr. Dette enkle dilemmaet har allerede ført til endringer i Norges utenrikspolitikk, handels- politikk og forhold til etiske spørs- mål som genteknologi.

Salmo Salær

Da vår statsminister fra arbeider- partiet, Jens Stoltenberg, tidligere i år besøkte India, uttalte han at “av Indias milliard, er det 200-300 millioner mennesker som er rike.” Eks- portutvalget for Fisk (EFF) hadde sendt ut forhåndsomtale av besø- ket. Her heter det, at “det er et stort potensiale for eksport av fisk og fiskeprodukter fra Norge til India.

Det gjelder særlig laks. EFF anslår markedet til 150 mio. mennesker, som har vesteuropeisk kjøpekraft.”

- Dette må være en sterk indika- tor på, at India kan være et spen- nende marked for norsk fisk, og da spesielt laks. Laksen tilpasser seg lett nye markeder, uttalte infor- masjonsdirektør Hans Petter Nes i EFF til IntraFish 28. april, og nevnte som eksempel tandooribakt laks.

Som noen kanskje vet, startet Norge i 1952 verdens først bila- terale hjelpeprosjekt i den indiske delstaten Kerala. Prosjektet var, mildt sagt, ingen stor suksess, men i hele etterkrigstiden har det vært de fattige som har vært fokus for norsk politikk i forhold til kyst- folket i India. Nå er vi ute etter markeder. I WTO er Norge nå en av de mest iherdige frihandelsfor- kjemperne. Vi legger press på land som India og Kina for å få ned toll- barrierene mot vår laks. Plutselig er ikke vår fiskerinæring begrenset av vær og vind, av ressurser som kommer og går. Vi har laget en svømmende gris. Som de danske bønder kan vi kjøpe fôret dér det

er billigst og selge dér det betales mest.

“Vi har laget en svøm- mende gris. Som de danske bønder kan vi kjøpe fôret dér det er billigst og selge dér det betales mest”

Jeg er havren, jeg har gjeller på

Flere har innsett, at det vil være både økonomisk, politisk og moralsk problematisk å la det nye norske husdyret spise opp en tiendedel av alt det verdens fiskere tar på land. Jakten på alternativer er derfor i gang. Problemet er, at en fisk ikke omgjør det fettet den spiser. En gris gir flesk uansett. En laks som spiser soya lagrer soya- fett. En vegetarianerlaks kan derfor ikke selges som hjertevennlig på grunn av omega-3-fettsyrene. Den gir det samme fettet som alt annet.

Siden det ikke finnes nok fet fisk i havet, må man finne en løsning på land. Forskere ved det norske land- bruksuniversitetet på Ås er i gang med å finne ut om det er mulig å

fremskaffe en havre med fiskefett ved å sette inn gener fra for eksempel lodde. På denne måten kan man ta landjorda i bruk for å “dyrke fisk” for å fôre laksen.

Denne tanken blir ivrig forsvart av vår næringsmiddelprofessor Kåre Nordrum. Han mener, at fettsyrer som omega-3, som i dag bare finnes i fisk, kan løses med moderne bioteknologi.

- Ved genmodifisering vil det bli mulig å dyrke soya, mais eller andre planter som lager fiskeoljer.

Jeg har ingen betenkeligheter med denne type genmodifisering. Når genteknologien blir avmystifisert, vil dette være en svært god måte å utnytte den på, sier Nordrum. Pro- fessoren er medlem i et FN-utvalg, som skal vurdere, hvordan verden skal skaffe mat til alle.

Han sier, at det vil være ufor- svarlige å ikke ta i bruk genteknologi for å fremskaffe vegetabilske foremner med marine fettsyrer.

Men dersom det er de marine fettsyrene, som er viktige - hvorfor kan ikke de sultne spise denne fiske- havren i stedet for å la den bli redusert til en tredjedel gjennom en laksemage? (Havre er dessuten mye letter å frakte gjennom ørke- nen enn fersk laks.) Og dersom målet var å ha plantespisende fisk

Atlanterhavslaksen er Norges absolut vigtigste opdrætsfisk. (Foto: Steen Ulnits)

(13)

i oppdrett - hvorfor skal det være en laks? Verdensproduksjonen av plantespisende oppdrettsarter er på mange millioner tonn allerede.

Det kan virke som om Nordrum, som norsk representant i FN-utval- get, er rammet av samme syndrom som Stoltenberg: laksen er vikti- gere enn de fattige.

Krig om kystsonen

SINTEF-rapporten (se boksen) beskriver utviklingen i oppdretts- eventyret godt med egne ord:

“Norsk oppdrettskveite må etab- lere sin identitet og produksjonen må kvalitetssikres. Det vil trengs massiv markedsinnsats på nasjonalt og internasjonalt nivå for å bygge opp volumkunder. Tilgan- gen på tilstrekkelige sjøarealer er en forutsetning, og behovet for egnet fôr må dekkes. Vaksiner og program for vaksinering må utvik- les.”

Dette er den prosessen norsk laks allerede har vært gjennom.

Blant de nye konfliktområdene

nasjonalt er tilgangen på arealer.

Oppdrettsnæringen er nå i ferd med å bli så stor, at den kommer i konflikt med tradisjonelt fiske.

Under overskrifter som “Kamp om fjorden” og “Kriger om kystsonen”

beskriver avisene det økende kon- fliktnivået. “Eksisterende og planlagte anlegg vil beslaglegge de beste fiskeplassene våre” skriver Storfjord Fiskarlag i et brev til kom- munen. Et folkemøte i Østre Stor- fjord bygdelag sier enstemmig nei til nye anlegg. (Nordlys, 24. april).

Problemet oppstår i det, at store oppdrettsselskaper er på utkikk etter kommuner å plassere virk- somhet i. Dermed oppstår det en konkurranse kommunene imellom om å være næringsvennlige og ikke unødig restriktive. I og med at fiskerne opererer i allmenningen og ikke har noen spesifikke, private rettigheter i havet, kommer de lett i andre rekke.

Denne konflikten kommer bare til å øke framover, ikke minst dersom oppdrett av skjell (muslin- ger, red.) skyter fart. Skjell, først

Havbruk kan ta over oljens plass i norsk økonomi

Rapporten “Norges muligheter for verdiskapning innen havbruk” ble utarbeidet av en arbeidsgruppe for havbruk oppnevnt av Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab og Norges Tekniske Vitenskapsakademi. Gruppen var ledet av Karl Almås ved SINTEF Fiskeri og Havbruk, og rapporten har siden gått under navnet “SINTEF-rapporten”. (SINTEF = Stiftelsen for industriell og teknisk forskning ved Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet)

Utgangspunktet for arbeidsgruppen er, at Norge vil opprettholde den høye levestandard og romslige nasjonaløkonomi også etter, at olje- og gasressursene tar slutt. Gruppen mener, at fiskeri og havbruk kan ta over oljens plass i norsk økonomi. Rapporten ser for seg en økning i verdiskapning fra dagens 40 milliarder til 240 milliarder i år 2030. Denne veksten er fordelt som følger:

Volum 2000 Volum 2030 Verdi 2000 Verdi 2030 (mill tonn) (mill tonn) (mrd Nkr) (mrd Nkr) Tradisjonell fiskerinæring 2,7 4,0 20 65 Laks 0,42 2,5 9 58 Oppdrett hvitfisk 0,0011 0,8 0,08 15,7

Oppdrett skjell 0,0041 1,2 0,031 16,4

Opdrett kråkeboller, hummer, krabbe - 0,08 - 3,6

Fôr til fisk - 3,5 - 17,5

Høyproduktive havområder - 5,0 - 25

Biokjemikalier og energibærerer fra havet 0,5 2,4

Eksport av utstyr og kompetanse 11 37

og fremst blåskjell, har i dag et marked i Europa. I SINTEF-rapporten ser man for seg en skjell- produksjon på 1,2 millioner tonn i 2030. I år 2000 ble det høstet 659 tonn. Man ser altså for seg en 2.000-dobling på 20 år. En bak- grunn for den store økningen er ideen om å drive oppdrett av skjell for å produsere fôr til fisk i oppdrett. Skjelloppdrett er areal- krevende, og det er sårbart for syk- dommer og alger.

For noen år siden var oppdrett av laks et tillegg til fiskeriene. Den ble drevet av lokale eiere med en eller to merder (havbure, red.) hver.

I dag er det en børsnotetert industri. Og med skyhøye forventnin- ger til vekst har både aksjekursene og våre politikeres lydhørhet økt.

I takt med nedfiskingen av de ville bestandene, økes troen på nye oppdrettseventyr.

Gunnar Album har siden 1992 arbejdet med fiskeri og miljø for Norges Natur- vernsforbund.

(14)

Thailandske kæmperejer

Thailand tjener gode penge på rejeproduktionen, men miljøet lider stor skade

Tekst og fotos: Ulrik Rasmussen

Kæmpetigerrejen, som vi alle kender fra supermarkedets fryse- bokse, er en yndet spise, ikke kun her, men i stort set hele verden.

Kæmperejen (Peneaus monodon) lever virkelig op til sit navn. Den bliver under gunstige forhold op til 35 cm lang.

I Thailand har man produceret tigerrejer i mange år, og produktionen er eksploderet siden midten af 1980’erne. Det har haft store omkostninger for miljøet og til dels også for risdyrkningen.

Som det ses af tallene i tabellen er produktionen fra 1984 til 1994 steget med over 1.800%, mens arealet kun er steget med lidt mere end 100%. Produktionen per farm er steget drastisk, hvilket skyldes den intensivering og teknologiske udvikling, der er sket på området.

Thailand har siden 1991 været verdens største eksportør af dam- brugsrejer, og i 1994 eksporterede Thailand for ca. 15 milliarder kr.

Den traditionelle metode, som har været benyttet til rejedyrkning i mange år - også kaldet den eksten-

og en stor del af den naturlige føde er erstattet af kunstfoder.

Rejelarverne kommer hovedsage- ligt fra klækkerier. Den semi-intensive metode er i dag den mest udbredte pga. den relative simple dyrkningsmetode.

Midt i 1980’erne blev den semi- intensive metode yderligere udviklet og kaldes nu den intensive metode. Foderet er udelukkende kunstigt, alle larver kommer fra klækkerier og densiteten er øget til 30-100 rejer/m². Vandudskiftnin- gen er øget i takt med intensive- ringen og kan nu være så meget som 40% per dag. Bassinstørrelsen er under 1 ha.

Langt størstedelen af rejefar- mene er enkeltmandsproduktioner, og for både den semi-intensive og den intensive metode drejer det sig groft sagt bare om at grave et hul af passende størrelse, præpa- rere den ofte sure mangrovebund med forskellige kalktyper, pumpe vand ind fra havet og fortynde det til den rette salinitet med enten opsamlet regnvand eller grund-

Voksen tigerreje fra et klækkeri nær Sonkhla i Sydthailand.

Rejefarme i Thailand:

årstal antal areal (ha) produktion (tons) 1974 1.500 12.000 1.800 1984 4.500 37.000 13.000 1988 12.000 67.000 56.000 1990 15.000 64.000 118.000 1994 18.000 80.000 250.000 Kilde: DANCED. Nyere tal er ikke tilgængelige.

sive metode - er en meget ren og udelukkende naturlig dyrknings- form. Der benyttes store bassiner på 2-20 ha i kystnære områder - oftest i mangroveområdet - da det er tidevandet, der bringer både rejelarver og plankton, som rejerne lever af, ind i bassinet. Rejerne, P.

monodon og P. merguiensis, holdes tilbage af net ved udløbene. Under hele opfodringsperioden benyttes tidevand til at holde bassinvandet rent, og der tilsættes ikke kunstfoder. Densiteten af rejer er meget lav, 2-5 rejer/m² og udbyttet ligeså, men de eksterne udgifter er stort set lig nul.

Nye produktionsmetoder

Op gennem 1970’erne blev den semi-intensive metode udviklet.

Denne er en monokulturproduk- tion fortrinsvis med P. monodon.

Produktionen foregår i lukkede, kunstige damme som er på 3-5 ha med en densitet på 5-10 rejer/m². Der er en bedre vandkontrol, vand- udskiftningen foregår med pumper

(15)

vand for til sidst at komme rejelarver i og fodre på dem indtil en passende størrelse. Derefter høstes rejerne ved at tømme bassinet.

Hvis det er så simpelt, hvad er så problemet?

Det er måske simpliciteten i sig selv, der er problemet, idet rejedyrkning ikke kræver nogen egent- lige forkundskaber. Mange starter op efter devisen “learning by doing”. Desuden kræver opstarten ikke megen kapital - specielt ikke da mange farmere har mulighed for at få kredit i lokalområdet til bl.a. foder og kemikalier, som så tilbagebetales ved første høst. Den tvungne registrering er et problem, for den bliver ikke fulgt op, og man kender således ikke antallet og pla- ceringen af alle rejefarme.

Alle tre typer af rejeproduktion foregår i kystnære områder og helst så tæt på vandet som muligt, idet P. monodon er en salt-/

brakvandsreje, der har optimale forhold ved en salinitet på 18 ppt.

Derfor har enorme mangroveområ- der måttet vige til fordel for akvakulturen. Endvidere er antallet af rejedamme vokset så eksplosivt, at ikke alle kan ligge ud til vandet, og saltvandet må pumpes ind. Til indpumpning af saltvand benyttes oftest overrislingskanaler som i sin tid er udgravet til risdyrk-

ningen. Disse kanaler er ikke beskyttet mod ned-/indsivning, og undergrunden samt tilstødende jord bliver stærkt påvirket af saltintroduktionen.

Overrislingskanalerne benyttes ikke kun som adgang til frisk vand men også til at tømme bassinerne ud i ved høst. Brug af den samme kanal af mange rejefarmere til både vandindtag og vandudtømningsre- servoir kan være fatalt. Ikke kun chancen for at få dårligt vand ind i sit bassin, men sygdomme spredes meget hurtigt på denne måde.

Rismarker i områder med rejefarme får en mærkbar nedgang i produktionen pga. salt- og kemika- lieindhold i vandet fra overrislings- kanalen, hvorfor mange risbønder har konverteret til rejedyrkning.

Kemisk tilsætning

Kemikalierne og antibiotika anses af de fleste som nødvendige, og de fleste har udover hovedbassinet et mindre bassin, hvor vandet fra kanalen først bliver pumpet ind i. Her bliver det behandlet med forskellige kemikalier (benzalkoni- umchlorid, calciumchlorid og calci- umhydroxid) for at slå alt levende ihjel inden vandet skal bruges. Der- efter gødes det for at øge produktionen af phytoplankton, som rejelarverne lever af i starten.

Efter gødskning pumpes vandet over i hovedbassinet. Rejelarverne kommes nu i. Den høje densitet af rejer i bassinerne gør dem meget sårbare over for dårlig vandkvalitet og sygdomme, hvorfor Tømning af bassin ved høst. Fra dambrug i Laem Singh Distriktet sydøst for Bangkok.

Thailandske rejearbejdere på fabrikken Frozen Plant i Laem Sing.

Dansk miljøbistand til rejefarme i Thailand

DANCED har siden 1998 stået for et projekt i Songkhla-provinsen i Sydthailand, der sigter mod at mindske forureningen fra rejedam- brugene ved at indføre lukkede systemer, recirkulering og biologisk rensning, samt en produktion uden/

med færre kemikalier og antibiotika.

(www.danced.dk)

(16)

foderet tilsættes antibiotika som forebyggende middel (pefloxacin, norfloxacin, chloramphenicol og oxytetracyclin). Overdreven brug af bl.a. chloamphenicol, har skabt problemer ved behandling af mennesker med salmonella-infektioner, og oxytetracyclin har medført resi- stens hos kolerabakterier i Asien.

Under hele opvækstperioden benyttes en hel række kemikalier og gødningstyper for at holde styr på pH, vandkvalitet og phy- toplanktonsammensætningen (regeringen tilbyder gratis vand- målinger på lokale laboratorier over hele landet).

Foderet, som er meget nærings- rigt, bliver doseret med rund hånd ved, at farmeren går en tur rundt om bassinet med en spand- fuld foder. Derved bliver fodringen langt fra optimal, og overfodring er uundgåeligt, da der hellere fodres for meget end for lidt. Overskuds- foderet forværrer vandkvaliteten - specielt ved bunden, hvor rejerne opholder sig. Vandet iltes derfor med de såkaldte “paddlewheels”, som er stænger tværs over bassinet med små møllevinger på drevet af små dieselgeneratorer.

Efter ca. 3-4 måneder har rejerne opnået en størrelse på 20-50

rejer/kg, og der høstes. Bassinet tømmes og rejerne fanges. Rejerne bliver kørt til en fabrik, hvor de

bliver sorteret manuelt efter stør- relse. Syge rejer bliver lavet til reje- mel.Slammet på bunden af bassinet skal fjernes efter hver høst, da det består af overskudsfoder, fæka- lier og døde rejer, som er med til at forværre miljøet i dammen.

En gennemsnitsdam producerer op til 600 m³ slam per produktions- cyklus. Slammet må ikke dumpes på offentlige arealer eller i overrislingskanalerne, hvorfor de fleste har en slamdam. Ellers bruges det ofte til diger, der langsomt bliver skyllet ud i kanalerne.

Kortsigtet gevinst

Det ringe hensyn til nærmiljøet øger chancerne for sygdomme og dårlig vandkvalitet betydeligt, og den gennemsnitlige levetid for en semi-intensiv/intensiv rejedam er da også under syv år, hvorefter rejefarmeren giver op og ofte flyt- ter andetsteds for at starte på ny, da det er meget billigt at leje land (i 1996 blev det estimeret, at op mod 16.000 ha rejefarme var opgivet/efterladt). De opgivne områder ligger ubrugbare hen som store golde områder. Der er lavet undersøgelser, der viser, at der går op mod 30 år før disse områder igen kan bruges til enten akvakultur eller agerland pga. vandkvalite-

ten og koncentrationen af salt og kemikalier i jorden.

Økonomien taler for sig selv, for rejeproduktion kan være en guldgrube. En fattig risbonde, der omvender sin rismark, kan på en god rejehøst (der kan høstes tre gange om året) have en profit på over 100.000 kr. Men op til tre ud af fem høste går galt pga. sygdom eller dårlig vandkvalitet i dammen.

100.000 kr. er stadig mere end en risbonde på den samme jord kan tjene på 4-5 år. Derfor er det for mange attraktivt at prøve lykken som rejefarmer.

Rejer, som indeholder rester af antibiotika og kemikalier, kan ikke eksporteres og indbringer derfor en lavere pris, og bliver solgt inden- landsk eller til Malaysia. Sammen med den danske stikprøvekontrol af importerede varer gør det, at den danske forbruger kan være rimelig sikker på, at de thailandske rejer er i orden sundhedsmæssigt. Hvis man derimod bekymrer sig om miljøproblemerne i produktions- landet, er sagen en ganske anden.

Ulrik Rasmussen er specialestuderende ved Inst. for Miljø, Teknologi og Samfunds- videnskab på RUC. Han har deltaget i flere projekter i Thailand gennem Danish University Consortium for Environmental Development (DUCED).

Typisk eksempel på hvordan rejedammene ligger som perler på en snor langs den thailandske kystlinie. Fra Laem Sing distriktet sydøst for Bangkok. Ca. 2/3 af Thailands oprindelige mangroveskov på 380.000 ha er blevet fældet pga. akvakultur.

(17)

Bæredygtigt jordbrug

Forandringens frø spirer i Brasilien

Bevægelsen af Jordløse Bønder (Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra, MST) blev etableret i 1985 og har gennem mange år arbejdet for jordreformer til gavn for de fattige i Brasilien. Nu har MST besluttet sig for at sætte fokus på økologi

Af Sue Branford

En bidende vind blæser tværs over de bølgende åbne marker i Brasiliens sydligste stat Rio Grande do Sul. Solen skinner, men det er bidende koldt. Adri- ana, en pige på 15 år, sprøj- ter rækkerne af løg med

“biofertilizante”, en biologisk gødning. Hun arbejder metodisk og omhyggeligt, for hun hjælper sine foræl- dre med at omstille afgrø- derne til en “renere” drift.

Efter to års høstafgrøder dyrket med kun naturlige produkter og helt uden kemikalier, kan familiens brug klassificeres som øko- logisk. Hendes forældre, som bor i Conquista da Fronteira bosættelsen, der drives af Bevægelsen af Jordløse Bønder (MST), vil

Bionatur blev etableret i det sydlige Brasilien, fordi det kolde, tørre klima gør det til et ideelt område at avle frø. Monsanto og andre biotek- nologiske virksomheder har også placeret deres frøproduktion her.

Bionaturs produktion er stadig lille, men det er et væsentligt skridt på den jordløse bondebevægelses langsomme - ofte tøvende - vej mod agro-økologi, dvs. bæredygtig landbrugsdrift.

MST har efter en lang, sej kamp med myndighederne vundet jord over hele Brasilien til de folk, som MST repræsenterer. I dag drives omkring 1.200 bosættelser, hvor der bor cirka 100.000 familier. Uden

MST ville disse familier være tvunget til at bo i slumkvartererne i Bra- siliens byer eller prøve at overleve som sæsonarbejdere på de store farme.

Det var en enorm præstation for MST at vinde rettigheder over jord.

I begyndelsen troede familierne, at det ville være enkelt at dyrke jorden. De troede, de blot behøvede at kopiere de landbrugsmetoder, de store farmere brugte. De kunne ikke have taget mere fejl.

Claudemir Mocellin var som barn med sin far til én af de første jordbesættelser organiseret af MST.

I dag er han en dygtig agronom og støtter engageret økologisk land- kunne sælge afgrøderne til bevæ-

gelsens egen økologiske frøprodu- cent, Bionatur.

Den biologiske gødning er hjem- melavet. Gilmar Paulo Zanovelo blander sin gødning i en plastik- tønde i et skur bag sit træhus.

“Omkring 20 ingredienser anvendes”, siger han. “kogødning, cal- cium, fosfat, mælk, svovl, honning - alt sammen naturlige ingredienser.

Det koster kun 20 reais (90 kr) at producere 200 liter, så det er meget billigere end kunstgødning. Afgrø- der, som dyrkes med det, vokser langsomt men sikkert. De bliver meget modstandsdygtige overfor sygdomme.”

En fattig families primitive hjem i udkanten af Amazonas regnskoven. Familien er jordløs, men klarer sig ved at forpagte en mindre del af en jordbesidders ejendom. (Foto: BN)

(18)

Bæredygtigt jordbrug

brug. Mens han må lukke døren til sit kontor for at kunne undslippe de bosættere, der er kommet for at tale med ham, fortæller han, at i begyndelsen var MST kommet på afveje. “Vi kopierede systemet. Vi ønskede de mest moderne hybrid- afgrøder. Vi anvendte en masse kalk og kunstgødning. Vi ville have de største maskiner og den største høst.” Men det virkede ikke. “Familierne opdagede, at mens deres jord blev udpint, anvendte de stigende mængder gødning og sprøjtemidler. Deres indkøb af disse moderne virkemid- ler begyndte at absorbere 60 til 70 procent af den pris, de fik for deres afgrøder. Det gav ikke nogen mening.”, siger Mocellin.

“Vi begyndte at bekymre os for, hvad der foregik omkring os,” siger José Armando de Oli- veira, agronom i CETAP (Center for Alternative Teknologier), ét af hovedcentrene for økologisk landbrugsdrift i Rio Grande do Sul. “Små bønder, herunder MSTs

bosættere, var startet på produktion af sojabønner i stor stil,”

tilføjer han. “De anvendte store mængder af pesticider. Vi kunne se, at det ødelagde deres jord og skadede deres helbred, men i lang tid ville de ikke lytte til os. Propa- gandaen til fordel for det kemiske landbrug var så stærk, at folk ikke troede, at der kunne være mulige alternativer.”

“Kravet om forandringer kom dog fra familierne selv”, siger Claudemir. “Vi afventede ikke, at MST-ledelsen skulle ændre sin politik. Vi begyndte at kigge på tallene. Hvis en familie planter 10 hektar soja, kunne den producere 400 sække, hvilket lyder af meget.

Men dertil skal familien bruge udbyttet fra 200 eller måske 300 sække for at dække alle omkost- ningerne. Muligvis bliver der kun 100 sække til overs. Dette ville ind- bringe 1.500 reais (6.000 kr). Hvor- dan kan en familie på 4 til 5 mennesker leve for dét på et år?

Specielt hvis de må købe al deres

Jorden er vores

Improviserede telte af sort plastic pryder begge sider af landevejen nær markedsbyen Itapetininga, i det sydøstlige Brasilien. For 10 måndeder siden, da teltlejren blev opført af Bevægelsen af Jordløse Bønder (MST), bestod den af 600 familier. Nu, efter at adskillige forsøg på at indtage nærliggende jord er blevet mødt med massiv modstand fra politiet, er dette tal faldet til 180.

Det er fristende at spørge, hvad der får disse 180 familier til at blive i lejren og kæmpe den seje kamp; “Alle har en drøm om at få et lille stykke jord” - lyder svaret fra en MST leder. Det er netop den drøm, der har gjort MST og deres krav om en radikal omfordeling af landbrugsjorden, til et mareridt for præsident Fernando Henrique Cardoso og hans regering. Samtidig er MST blevet et symbol på kampen imod den sociale ulighed og uretfærdighed, der kendtegner dagens Brasilien.

Det er den ulige jordfordeling, der har gjort jordløse bønder til, ikke kun Brasiliens, men Latinamerikas tikkende bombe. Brasilien er sammen med Paraguay det land i verden, der har den skæveste jordfordeling. 3 procent af befolkningen ejer to trejdedele af landets landbrugsjord, mens 6,5 millioner små familie-brug er presset sammen på en fjerdedel af jorden. Hertil kommer de omkring 5 millioner jordløse landfamilier.

Fra artiklen “Jorden er vores” af Janne Tynell, GAIA 23, vinter 1998 (www.cikadenet.dk/if/gaia/gaia23/gaia2306.htm)

mad? Jeg blev virkelig bekymret for de miljømæssige problemer - bønderne tilførte fem liter gift på hver hektar landbrugsland. Forestil dig, hvad det betød for jorden! Men det var de økonomiske argumenter, der fik folk til at ændre mening og lægge om. Folk begyndte at indse, at de ikke nødvendigvis fik mere ud af et større udbytte, hvis de måtte anvende det meste af deres indtægter på kemikalier.”

MSTs skifte til økologisk dyrkning har fuld opbakning fra én af Brasiliens ledende miljøfolk, José Lutzenberger. Ligesom Claudemir mener han, at små brug er

fremtidens landbrug. “Det vi kalder moderne landbrug er fuld- stændigt uholdbart,” siger han.

“Det moderne landbrug arbejder med ikke-fornybare ressourcer. Det bruger groteske mængder af energi - der er mere energi i det tilførte end der fikseres gennem fotosyn- tese, og det moderne landbrug er årsag til frygtelige sociale og økolo- giske katastrofer over hele jorden.”

Lutzenberger underviser MSTs bosættere i bæredygtigt landbrug.

“Det er egentlig ikke et spørgsmål om at lære dem nye ting, men om at genfinde viden, de havde tidligere - teknikker, som f.eks. at male frugttræerne med valle fra ostepro- duktionen for at undgå svampe,”

siger han. “Det har været godt at se forandringerne i mentaliteten i MST,” tilføjer han. “Det er opmuntrende, men ikke nok. Vi bliver nødt til at skabe en langt bredere alliance for at kunne give det destruktive, moderne landbrug modstand.”

Sue Branford er ved at skrive en bog sammen med Jan Rocha om Bevægelsen af Jordløse Bønder. Bogen vil blive udgivet af Latin America Bureau i foråret 2002.

MSTs hjemmeside: www.mst.org.br Artiklen er fra The Ecologist, maj 2001 (www.theecologist.org). Oversat af Inger Foldager.

(19)

Amazonas i Sydamerika er verdens største regnskov med en umådelig artsrigdom. Op gennem 1990’erne var medierne præget af gruopvækkende historier om fældning og afbrænding af Amazonas kun afbrudt af enkelte mindre succeshistorier om skovens bevaring.

De seneste år er medieinteressen døet hen. Øjnene er rettet mod andre katastrofer. Men hvordan ser det ud for Amazonas i dag? Er der bedring på vej eller ryddes skoven stadig i ét væk?

Tekst og fotos: Bo Normander

Regnskov

Amazonas - facts

Det sydamerikanske regnskovsområde, Amazonas dækker et areal på 6 mio.

km², hvilket svarer til godt halvdelen af Europas areal. Amazonas er med sin enorme mangfoldighed i dyre- og plante- liv den absolut største og rigeste regnskov på jorden. Hovedparten af Amazonas (omkring 5 mio. km²) ligger i Brasilien, og landet har derfor den højeste biodiversitet i verden. Tropisk træ, medicin, eksotiske frugter og gummi er nogle af de produkter fra skoven, mennesket har gavn af. Amazonas er hjemsted for indianere, bønder, gummitappere og mange fattige migranter. Størstedelen af Amazo- nas befolkning på omkring 20 mio. befin- der sig dog i områdets stærkt voksende byer som Manaus, Belém og São Luis, der alle har rundet 1 mio. indbyggere.

Amazonas fik første gang verdens bevågenhed i slut-80’erne. Dengang blev man klar over, at der skete en enorm rovdrift på regnskoven.

Tropisk tømmer blev solgt til vel- stillede forbrugere verden over, og skov blev ryddet for at gøre plads til landbrug. Takket være en stor indsats fra bl.a. miljøorganisationer lykkedes det til dels at bremse udviklingen. Kampagner mod brug af sjælden tropetræ som mahogni fik salget mærkbart bremset i den vestlige verden. Ligeledes har private menneskers opkøb af skov haft en vis effekt.

Derfor skulle man tro, at det ser bedre ud i dag end tidligere.

Men, nej! Amazonas ryddes i dag med samme hastighed som for 10 og 20 år siden. Brasiliens Institut for Rumforskning (INPE) har siden 1977 optaget satellitfotos af Amazo- nas, og udfra dette kunnet estimere hvor stort et areal af regnskoven, der forsvinder. Tallene viser et kon- stant faldende areal (se figurer side 19). I 1977 var 97% af det oprindelige areal tilbage. I dag er kun 88%

tilbage. Et areal svarende til halvdelen af Danmark forsvinder om året. Med den hastighed vil kun 50% af den oprindelige skov være tilbage om 70 år.

betydeligt til den globale opvarmning.

Amazonas er hjemsted for såvel indfødte indianere - hvoraf flere har meget begrænset kontakt med den “civiliserede verden” - som traditionelle folk som gummitappere, fiskere og småbønder.

- Det er deres land. Vi har ikke ret til at tage deres land og ændre deres liv. Amazonas er ikke bare skov, det er også mennesker, mener Smeraldi, der har arbejdet med bevarelse af Amazonas i over 10 år.

Store dele af Brasiliens østkyst var tidligere dækket af atlantisk regnskov. Som følge af koloniserin- gen og stor befolkningstilvækst er der i dag kun syv procent tilbage af den oprindelige atlantiske regnskov. Skoven blev ryddet til fordel for landbrug, men det viste sig hurtigt, at den næringsfattige jord kun kunne dyrkes i nogle få år. Store dele af de ryddede arealer ligger nu ubrugelige hen som golde ørken- områder - i Nordøstbrasilien kaldet Sertão. Det samme kan ske i Ama- zonas. Erosion og ørkendannelse er et begyndende problem, der vil til-

Amazonas lever ?

Hvorfor bevare Amazonas?

De fleste danskere vil nok sige, at der bør gøres noget for at stoppe rydningen af regnskov.

Men hvorfor er det i grunden så vigtigt at bevare Amazonas?

- Det vigtigste er at bevare skovens høje biodiversitet, som er denne jords største ressource for medicin og landbrugspro- dukter, siger Roberto Smeraldi, leder af miljøorganisationen Friends of the Earths interna- tionale Amazonia-program og fortsætter, - Amazonas udgør dertil verdens vigtigste CO₂- reservoir. Med den nuværende afbrænding frigøres omkring 300 mio. tons CO₂ per år, hvilket er mere end den samlede emis- sion fra Storbritannien. Herved bidrager rydning af regnskov

(20)

Udbredelse af den brasilianske del af Amazonas i 1999. Det mørkegrønne område på figuren til venstre angiver eksisterende regnskov, mens de brune nuancer angiver helt eller delvist ryddet regnskov. Figuren er baseret på et net af over 200 satelitfotos som dét vist på figuren til højre. Den røde pil angiver skov, der endnu ikke er ryddet. (Grafik: INPE Brasilien/BN)

Regnskov

Kilde: INPE Brasilien

Rydning af Amazonas regnskov (1977-2000)

100 95 90 85 0 80

5.000 10.000 15.000 20.000 25.000 30.000

99/0098/9997/9896/9795/9694/9593/9492/9391/9290/9189/9088/89

77/88

Resterende areal (% )

Ryddet regnskov (km

2

/år)

gennemsnit 1977-88

tage de kommende år resulterende i gold, udyrkbar jord.

Amazonas truet

Ifølge Roberto Smeraldi er dyrkning af soja den største trussel mod Amazonas. Soja er en typisk “cash- crop”, der eksporteres som dyrefo- der til de industrialiserede lande for at dække det umættelige behov for kød. Danske svin og køer for- tærer kolossale mængder soja (1,3 mio. tons i 1999), der dyrkes på arealer i Sydamerika - herunder ryddede regnskovsområder i Ama- zonas - der er langt større end Dan- marks eget landbrugsareal.

Brasiliens soja-boom finansieres af statslige subsidier. Regeringen har en målsætning om, at soja- dyrkningen skal udvides fra 13 mio. ha sidste år til 39 mio. ha i 2003. En sådan udvidelse kan kun ske på bekostning af enorme arealer i Amazonas. Soja er Brasili- ens vigtigste eksportartikel med en værdi på omkring 40 mia. kr. årligt.

For at gøre plads til jordbrug og kvægopdræt brænder farmere og småbønder skoven af. Det med- fører ofte ukontrollerede brande i tørsæsonen fra juli til september efterladende enorme nedbrændte områder øde hen. Friends of the Earths brasilianske del har iværk- sat uddannelsesprogrammer og

har bygget mere end 150 radiosta- tioner for at udbrede kendskabet til en bæredygtig anvendelse af skoven - uden at brænde den af.

Det har medført et klart fald i rydningen i de lokalområder, hvor projekterne indtil nu har fundet sted. Det vigtigste har efter Roberto Smeraldis mening været, at det er lykkedes med meget simple midler, at få lokalbefolkningen til at værne om skoven, fordi de indser, at det er til deres eget bedste. Projekterne er muliggjort via europæisk støtte, især fra Italiens regering.

En anden stor trussel mod regn-

Også Danmark er repræsenteret, idet DLH Nordisk er en vigtig eks- portør af tropisk tømmer, primært ikke-certificeret tømmer.

Brasiliens regering bygger veje

Brasiliens regering er tilsynela- dende ikke særlig bekymret for udviklingen. I et svar på en viden- skabelig artikel i Science (19. januar 2001), der advarer om, at 42% af Amazonas kan være fældet i 2020, siger den brasilianske minister i videnskab og teknologi, Ronaldo Sardenberg, “dette studie er baseret

skoven er den kapitalstærke tømmerindustri. Mahogni og andet eksotisk træ sælges stadig både legalt og illegalt i USA, Europa og Asien.

En del af tømmeret sælges også til brasilianske over- klassefamilier i São Paulo og Rio de Janeiro. Tømmer- industrien står for omkring 10-20% af rydningen af Ama- zonas, og Greenpeace anslår, at 80% af denne fældning sker ulovligt.

Tømmerfirmaerne er ofte datterselskaber til asiatiske og amerikanske koncerner.