bejderen. Medlemmerne i denne gruppe lægger vægt på klassiske fagforeningsdyder, såsom kollektiv orientering, hvis primære fokus er sikring af materielle goder. Samti- dig kan man forvente, at medlem- merne i denne gruppe i højere grad end specielt de blå og de gule er soli- dariske i deres orientering mod andre grupper i samfundet. Med- lemmerne i den grønne gruppe lig- ger på linje med de røde i forhold til deres kollektivistiske orientering.
Til forskel fra de røde vil de i højere grad fokusere på immaterielle vær- dier. Forstået som blandt andet at lægge større vægt på indholdsmæs- sigt udbytte af arbejdet. Samtidig vil medlemmerne i denne gruppe formentlig være mere udviklings- orienterede. Medlemmerne i den blå gruppe vil i deres materielle ori- entering minde om de røde, men sikringen af de materielle goder vil i højere grad blive gjort ud fra, at
det enkelte individ i højere grad skal tilgodeses. Medlemmerne i den gule gruppe er orienteret mod ud- viklingen i arbejdet. En orientering som de søger ud fra et individuelt perspektiv.
6.2 Udviklingen i medlems-
været et fald i deres andel af med- lemmerne (for den gule gruppe er faldet dog ikke sikkert). Det er pri- mært grupperne, der var kollektivt orienterede, der er blevet mindre over tid, idet 58 procent af med- lemmerne i 2002 er lokaliseret i grupper, der er overvejende indivi- dualistiske i deres interesseorien- tering, hvilket er en stigning på 13 procentpoint i forhold til 1992.
I forhold til medlemsskaren i 2002 er der sket en yderligere udvikling fra 1992 med retning væk fra Vel- færdsarbejderen, som er at finde i den røde gruppe, til mere individu- alistisk orienterede medlemsgrup- per, de gule og de blå. Dette hæng- er sammen med stigningen i sco-
ren på interessedimensionen, hvor en højere score tyder på mere indi- vidualistisk orientering. Den blå gruppe, som i 2002 er blevet den største gruppe, udgøres af indivi- dualistisk-materielt orienterede medlemmer.
Ud over en mere individualistisk orientering blandt medlemmerne er udviklingen også præget af en højere grad af materiel oriente- ring. Kombinationen af disse ten- denser gør, at den blå gruppe er vokset over tid, hvorimod der er stagnation eller tilbagegang blandt de øvrige orienteringer.
Mænds og kvinders orientering har også forandret sig fra 1992 til Tabel 6.3: Medlemmernes orienteringer, fordelt på år og køn (pct.)
Rød Grøn Blå Gul Grå Antal
Årstal 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 Køn
Kvinder 28 24 22 13 18 33 20 21 12 9 1381 413
Mænd 25 20 12 10 25 39 26 23 12 8 1473 431
Total 27 22 17 11 22 36 23 22 12 9 2891 844
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
Tabel 6.2: Medlemmernes orienteringer, fordelt på år (pct.)
Rød Grøn Blå Gul Grå Antal
1992 27 17 22 23 12 2891
2002 22 11 36 22 9 844
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
2002. Tabel 6.3 viser, at der ikke længere er sikker forskel mellem mænd og kvinder på nogen af ori- enteringsformerne, hvis de analy- seres enkeltvis.
I forhold til den røde gruppe er der ingen sikker forskel mellem mænd og kvinder hverken i 1992 eller 2002. I den grønne gruppe var an- delen af kvinder i 1992 væsentligt større sammenlignet med mænd. I 1992 var 22 procent af kvinderne at finde i den grønne gruppe, hvilket kun gjorde sig gældende for 12 pro- cent af mændene, i 2002 befandt 13 procent af kvinderne og ti procent af mændene sig i denne gruppe.
Over tid er der ingen forskel mellem mænd og kvinder i relation til denne orientering. Kvinderne er dog stadig i højere grad i 2002 at finde i grup- per, der er kollektivt orienteret (rød og grøn), således var 37 procent af kvinderne i disse grupper mod 30 procent af mændene. Hvor forskel- len mellem kønnene i 2002 var på 7 procentpoint var den i 1992 på 13 procentpoint. Kvinderne har med andre ord nærmet sig mændene i forhold til opslutning omkring en kollektiv orientering. I 1992 var der sikker forskel mellem størrelsen af kønnenes andel af den blå gruppe.
Denne sikre forskel kunne ikke gen- findes i 2002, dog peger data i ret- ning af, at mændene også i 2002
havde en højere grad af blå oriente- ring sammenlignet med kvinderne.
Dette understøttes af, at den relati- ve forskel mellem mænd og kvinder tilnærmelsesvis ikke har forandret sig fra 1992 til 2002. Yderligere fremkommer der en forskel mellem mænd og kvinder, når de mest indi- vidualistiske grupper (blå og gul) slås sammen. Kønnene har dog nærmet sig hinanden, idet 38 pro- cent af kvinderne var i disse grup- per i 1992, hvilket gjorde sig gæl- dende for 51 procent af mændene. I 2002 var de procentvise fordelinger 54 procent af kvinderne og 62 pro- cent af mændene. Den relative for- skel er skrumpet fra 13 procent- point til 8 procentpoint. Dette mod- svarer det fald, der er sket i forhold til de kollektivt orienterede grupper (rød og grøn).
Generelt set er der tale om en nivel- lering af kønsforskellene over tid.
Samtidig er den største gruppe i 2002 både inden for mænd og kvinder over tid blevet den blå grup- pe. I 1992 var den største gruppe blandt kvinderne den røde gruppe, hvorimod den røde, den blå og den gule var lige store blandt mændene.
Udviklingen inden for aldersgrup- perne har på samme måde gen- nemgået forandringer fra 1992 til 2002, hvilket vil blive analyseret nærmere i det nedenstående.
I 1992 var der tilnærmelsesvis ingen forskel mellem aldersgrup- perne i forhold til andelen af den røde gruppe. Undtagelsen er de helt unge, som ligger markant under de øvrige aldersgrupper. I 2002 er det er ikke længere blandt de yngste medlemmer, vi finder den mindste andel af den røde gruppe i 2002. Det er derimod aldersgrup- pen 26-30 år, der har den mindste andel af røde, hvor andelen er fal- det fra 29 procent til 12 procent i 2002. I forhold til de øvrige alders- grupper er udviklingen dog med sikkerhed forskellig fra alders- grupperne 31-40 år og 51-60 år. For disse aldersgrupper er der ikke sket et sikkert fald fra 1992 til 2002, hvilket dog gør sig gældende for aldersgruppen 41-50 år, hvor faldet er på 11 procentpoint. Samti- dig er der ikke sket nogen ændring
i aldersgruppen op til 25 år. Ande- len ligger konstant på 17 procent.
Inden for generationerne har der været overraskende stor stabilitet med undtagelse af de 31-40-årige i 1992 som er faldet fra en andel på 27 procent i 1992 til 20 procent i 2002.
Udviklingen i den anden kollektivis- tisk orienterede gruppe (grøn) kan siges at være omvendt i forhold til den røde. I 1992 var der ingen sikre forskelle mellem aldersgrupperne.
Blandt andet den generationsmæssi- ge udvikling har gjort, at der er op- stået forskelle mellem de forskellige aldersgrupper i 2002. Det er primært de 41-50-årige, der skiller sig ud fra de øvrige aldersgrupper med undta- gelse af gruppen op til 25 år. For de 26-30-årige, de 31-40-årige og de 51- 60-årige er der ingen sikker forskel.
Tabel 6.4: Medlemmerne orientering, fordelt på år og alder (pct.)
Rød Grøn Blå Gul Grå Antal
Årstal 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 Alder
Op til 25 år 17 17 16 13 31 33 30 25 7 12 430 76
26-30 år 29 12 16 7 21 46 24 31 10 4 436 105
31-40 år 27 23 18 9 19 40 24 20 12 7 795 191
41-50 år 31 20 16 16 22 35 19 20 12 8 780 256
51-60 år 27 31 17 9 17 29 19 18 19 12 386 196
61 år - 30 15 9 10 14 40 23 30 23 5 43 20
Total 27 22 17 11 22 36 23 22 12 9 2891 844
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
Her er generationen 31-40 år i 1992 den eneste, der er stabil over tid, forskellen mellem andelens størrelse i 1992 og i 2002 er ikke sikker. Inden for de øvrige genera- tioner har der generelt været et mindre fald.
Hvis man kigger nærmere på de to kollektivistisk orienterede grupper (rød og grøn) i tabel 6.4 og ser dem som et samlet hele fremkommer der en interessant sammenhæng.
Faldene i denne kollektivistiske andel er stort set identiske, faldene er mellem 7 og 9 procentpoint. Der er med andre ord tale om en gene- rel udvikling i forhold til udvikling- en på interessedimensionen. En udvikling, der har påvirket de en- kelte generationer ens. Der tegner sig et billede af relativ stabilitet inden for de enkelte generationer, som har udviklet sig i samme ret- ning. Den identiske udvikling gør, at det er forskelle mellem genera- tioner, som kun er på grænsen til at være sikre, der forbliver stabile over tid. Udviklingen kan beskri- ves som relativ stabilitet i genera- tionerne, som dog er under indfly- delse af en periodeeffekt.
Denne periodeeffekt har, som alle- rede beskrevet, primært ført til en forøgelse af den blå gruppes andel af medlemmer. Stigningen kan fin- des inden for samtlige aldersgrup-
per og generationer, hvor forø- gelsen er mest markant for genera- tioner, der er under 40 år i 1992 og knap så markant i generationen af de 41-50-årige i 1992 samt i grup- pen op til 25 år.
I forhold til aldersgrupperne i 1992 er der ikke sikre forskelle mellem medlemmer med blå orientering i alderen 26-50 år, og de 51-60-årige skilte sig kun minimalt ud ved en lavere andel. Derimod havde med- lemmerne op til 25 år en større andel af blå end de øvrige alders- grupper. Udviklingen med den øgede andel af blå har gjort, at der inden for aldersgrupperne er frem- kommet nogle interessante forskel- le, som for størstepartens vedkom- mende dog kun er på grænsen til at være sikre. De mest blå i 2002 er al- dersgruppen 26-30 år. Hele 46 pro- cent af denne aldersgruppe har en blå orientering. I forhold til de øvri- ge aldersgrupper er det kun sikkert forskelligt fra aldersgruppen 51-60- årige, hvor kun tre ud af ti er blå, og den blå andel falder jævnt ned gen- nem aldersgrupperne. I forhold til de øvrige aldersgrupper er det dog tæt på at være en sikker forskel.
Den mest overraskende tendens finder vi i forholdet mellem de to yngste aldersgrupper. Med det for- behold, at forskellen er tæt på at være sikker (sikkert ved et 91 pro- cents sikkerhedsinterval) er stig-
ningen i den blå andel vendt eller for nedadgående for de yngste med- lemmer. Dette kan betyde, at frem- tiden ikke nødvendigvis vil byde på en øget andel af de blå, men at med- lemmerne i fremtiden vil orientere sig anderledes end den hidtidige udvikling har indikeret.
Hvis man ser på de individualistisk orienterede medlemmer (blå og gul) er de bedst repræsenteret blandt de yngste, specielt de 26-30- årige. Hvorefter andelen falder med stigende alder. Dette er ikke overraskende set i forhold til, at den kollektivistiske orientering var stigende inden for aldersgrupper- ne. Man skal dog stadigvæk være opmærksom på, at der måske er nye tendenser på vej hos de yngste medlemmer.
Udviklingen tegner forskellige interessante mønstre for ansatte i henholdsvis den private og offent- lige sektor.
I forhold til andelen af den røde gruppe er der kun for den private sektor sket et sikkert fald over tid, fra 24 procent i 1992 til 19 procent i 2002. Andelen af den røde gruppe i den offentlige sektor er relativ stabil over tid. Forskellene mellem sektorer i andelen af den røde gruppe er blevet større over tid, faktisk er den kun på grænsen til at være sikker i 1992, hvor den er sikker i 2002.
I 1992 var der en større andel af de grønne blandt de offentligt ansatte end tilfældet var blandt de privat ansatte. Denne forskel er forsvun- det i 2002, hvor den grønne gruppe udgør en lige stor andel blandt de offentligt såvel som de privat an- satte. Dette har betydet et fald i andelen af kollektivt orienterede blandt de offentligt ansatte. Sam- me andel er også faldet blandt de privat ansatte, men andelenes størrelse nærmer sig hinanden. I 1992 var forskellen på 12 procent-
Tabel 6.5: Medlemmernes orienteringer, fordelt på år og sektor (pct.)
Rød Grøn Blå Gul Grå Antal
Årstal 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 Sektor
Offentlig 28 26 21 11 18 32 20 22 14 9 928 308
Privat 24 19 13 12 26 39 25 22 12 8 1497 502
Total 27 22 17 11 22 36 23 22 12 9 2891 844
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
point, i 2002 var den faldet til det halve, nemlig 6 procentpoint.
Inden for begge sektorer er der en stigning i den blå gruppe. Denne udvikling har dog ikke ført til en ni- vellering af forskellene mellem an- satte i den offentlige og private sek- tor, da den relative vækst inden for sektorerne er tilnærmelsesvis iden- tisk. Udviklingen inden for den gule gruppe har dog ført til en nivelle- ring mellem offentligt og privat an- satte. Andelene er identiske i 2002.
Udviklingen har sat sine spor i for- hold til de offentligt og privat an- sattes fordeling på farvegrupper- ne. Blandt de offentligt ansatte er der sket et skift mod en mere ind- ividualistisk orientering. I 1992 var der flest kollektivistisk orien-
terede, og den røde gruppe var den største. I 2002 var andelen af in- dividualistisk orienterede større end de kollektivt orienterede, og den blå og røde gruppe er ikke længere sikkert forskellige.
Denne udvikling var allerede godt på vej i 1992 blandt de privatan- satte. De individualistisk oriente- rede var i overtal, men der var ikke forskel mellem den blå, røde og gule gruppe. I 2002 var andelen af individualistisk orienterede blevet styrket og den blå gruppe var klart den største blandt medlemmerne.