• Ingen resultater fundet

3. UDBUD AF STØTTE OG EFTERVÆRN

3.5 Opsamling

kan være involveret i kvindernes meget komplekse problemstillinger; noget, som flere krisecent- re ikke oplever.

Der findes dog ikke i alle kommuner en koordinerende familierådgiver i henhold til Servicelovens

§ 109, og den forskellige praksis i kommunerne i forhold til voldsramte medfører, at kommuner- ne har svært ved at samarbejde og fordele ansvaret på tværs. "Det er ret problematisk, at man har ændret lovgivning – førhen skulle kommunen, hvor krisecenteret lå i, sørge for familierådgiv- ning og psykologbehandling – og så skulle hjemkommunen betale. Det er problematisk, fordi nogle kommuner ved ikke, at § 109, stk. 4, findes, eller kommunerne siger, at kvinderne kan få det senere, og så hører man aldrig noget." (Koordinerende familierådgiver)

Også krisecentrene har svært ved at håndtere den forskellige praksis i kommunerne, og krise- centrenes oplevelse er derfor, at de ofte bruger mange ressourcer på at orientere sig om, hvor- dan den enkelte kommune fungerer. "Det er ofte svært at finde ud af, hvilken kommune der ta- ger ansvar for den enkelte sag. Det betyder, at kvinderne får oplevelsen af, at der ikke er nogen der vil hjælpe dem. Og det betyder også, at opholdet her forlænges. Kommunernes reaktionstid afhænger i høj grad af den enkelte socialrådgivers kompetencer." (Krisecentermedarbejdere).

Tendensen til, at krisecentermedarbejderne står med en betydelig koordineringsopgave fordi der typisk er adskillelige kommunale sagsbehandlere med hvert deres ansvarsområde inde over kvindens sag, bekræftes ligeledes i forskningsprojektet Familien betyder alt, der beskæftiger sig med vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier 10

Endelig er det blevet undersøgt, i hvilken udstrækning, der er iværksat tiltag, der skal styrke samarbejdet mellem kommuner og leverandører. Halvdelen af leverandørerne angiver, at der er iværksat tiltag i form af en kommunal sagsbehandler, som kommer fast i organisationen, mens fælles temadage og lignende derimod kun er et tiltag, som, hver fjerde leverandør oplever, er iværksat. Stort set samme tendens gælder, når det handler om netværksmøder.

Tabel 24: Kvindekrisecentrenes oplevelse af, hvorvidt der findes tiltag, som skal styrke samarbejdet mel- lem kommunen og den enkelte organisation. I pct. af antal leverandører

Ja Nej Ved ikke I alt

Udarbejdelse af samarbejdsaftale 41 53 6 100

Fælles temadage 24 73 3 100

Kommunal sagsbehandler eller koordinerende

person, der kommer fast i organisationen 68 29 3 100

Fælles netværksmøder 26 71 3 100

N – Kvindekrisecentre=34

I forlængelse af ovenstående analyse af, at der mangler klare aftaler, er det heller ikke overra- skende, at kun to ud af fem leverandører svarer, at der er udarbejdet samarbejdsaftaler. Også dette peger i retningen af, at der er udviklingsmuligheder for samarbejdet mellem kommuner og leverandører.

de i forhold til voldsudsatte mænd samt voldsudsatte kvinder uden børn. Dette underbygges af litteraturstudiet. Generelt vurderes tilbuddene til kvinder uden børn mindst dækkende, hvilket dog skal ses i lyset af, at der i kommunerne er sparsomme erfaringer med støtte til voldsudsatte mænd, og at der derfor er mindre kendskab til disses behov for støtte. Støtten til mænd og kvin- der udsat for æresrelaterede konflikter vurderes ligeledes mindre dækkende end støtten til voldsudsatte kvinder med børn.

Støtten har primært fokus på akut bolignød og rådgivning

Ser vi på tværs af de forskellige typer tilbud om støtte og efterværn, er det generelt vurderingen blandt kommunerne, at tilbud rettet mod akut bolignød samt rådgivende funktioner hører til de typer tilbud, der i størst omfang dækker de voldsudsattes behov for støtte. Kortlægningen tegner samtidigt et billede af, at re-orienterende tiltag i form af fx hjælp til at skabe netværk langt fra vurderes som dækkende af kommuner og leverandørerne, uanset målgruppen. Desuden vurderer kommunerne, at tilbud om beskyttelse er væsentligt mindre dækkende end tilbud om akut bolig- nød, hvilket indikerer, at der er behov for tilbud om beskyttelse ud over den (midlertidige) be- skyttelse, som et krisecenter kan give.

Lokale tilbud er mest udbredte

På tværs af stort set alle typer støtte- og efterværnstilbud er de lokale tilbud de hyppigst anvend- te. Dog er krisecentre (særligt i andre kommuner) en hyppigt anvendt leverandør, når det hand- ler om den akutte bolignød og voldsudsattes sikkerhed.

Efterværnet er ikke fast struktureret

Der eksisterer i Danmark mange forskellige former for efterværn i forlængelse af krisecenterop- hold, men der er som oftest ikke tale om et fast struktureret efterværnsprogram. Derimod tilret- telægges efterværnet individuelt efter den enkelte kvindes behov og ønsker.

Begrænset målretning af efterværn til personer udsat for æresrelaterede konflikter Under hver tiende kommune har et særligt efterværn, der er målrettet minoritetsetniske kvinder udsat for æresrelaterede konflikter. Ser vi på leverandørernes støtte og efterværn, er billedet mere nuanceret. Halvdelen af de leverandører, der henvender sig til kvinder, har et særligt tilbud om støtte til minoritetsetniske kvinder udsat for æresrelaterede konflikter, hvorimod det samme kun er tilfældet for hver fjerde leverandør, der henvender sig til mænd.

Begrænsede støttemuligheder i relation til vold

Kortlægningen tegner et billede af, at støttemulighederne for voldudsatte kvinder med børn er mest dækkende, mens støtten er mindst dækkende for voldsudsatte kvinder uden børn og volds- udsatte mænd, og at dette skyldes, at der i regi af børneparagrafferne i Serviceloven kan iværk- sættes forskellige støttetilbud. Derimod er handlemulighederne mere begrænsede, når der er tale om kvinder og mænd uden børn, fordi støtten her følger voksenbestemmelserne, hvor støtten of- te afhænger af parallelle problemstillinger i relation til borgerens funktionsniveau og sociale ud- sathed, fx misbrug, handicap og sindslidelser. Det betyder, at kvinder og mænd uden sådanne parallelle problemstillinger kan have vanskeligt ved at få adgang til støtte i kommunalt regi.

Manglende klarhed over kommunernes kompetencer og beredskab

Kortlægningen viser, at der i en betydelig andel af kommunerne mangler kendskab til, om der er personer med særlige kompetencer i forhold til flere af målgrupperne udsat for vold og æresrela- terede konflikter, ligesom det i en betydelige andel af kommunerne er uklart, hvordan støtten og efterværnet koordineres. Det tyder således på, at der mangler klarhed over kommunernes be- redskab i forhold til voldsudsatte, hvilket potentielt set kan udgøre en hindring for, at de voldsud- satte får den rette støtte.

Koordineringen af støtte og efterværn gribes forskelligt an og varierer på tværs af mål- grupper

Det er endvidere værd at bemærke, at koordineringen af efterværnsindsatsen gribes meget for- skelligt an. Den højeste grad af koordinering sker i forhold til voldsudsatte kvinder med børn, hvorimod graden af koordinering er lidt mindre, når det handler om voldsudsatte kvinder uden børn. Ser vi på støtte i bredere forstand, så er denne mere koordineret i forhold til kvinder end

mænd. Samtidigt er der eksempler på kommuner, som efterlyser mere koordination på tværs af forvaltninger for derved at tilbyde en mere helhedsorienteret indsats.

Uklar rollefordeling i samarbejdet mellem kommuner og leverandører

Analysen af samarbejdet viser endvidere, at der trods en overordnet tilfredshed med samarbej- det mangler klare aftaler om rollefordelingen mellem kommuner og leverandører i forbindelse med efterværnsforløb. Samarbejdet fungerer bedst i de tilfælde, hvor parterne har et godt kend- skab til hinanden. I de tilfælde, hvor der er et godt samarbejde, er familierådgiveren ofte med- virkende til at sikre en hurtigere sagsbehandling som følge af god kontakt ind i de forskellige for- valtninger.