en mulig kim derfor være lagt til en fortsat svækkelse i medlemmer- nes bevidsthed af relevansen af deres medlemskab af en organisa- tion, som måske ikke længere har den samme rolle at spille i sam- fundsudviklingen.
Analysen nuanceres en del, når den udfoldes gennem inddragelse af flere aspekter. For det første har vi således kunnet konstatere, at medlemmerne i stigende grad be- grunder deres medlemskab med ønsket om personlig interessevare- tagelse. Modsat er den mere kol- lektivistisk orienterede solidariske tilgang til medlemskabet vigende.
Selvom der stadig er et klart fler- tal, som begrunder deres medlem- skab med ønsket om at være soli- darisk med kollegaerne. Igen er det de unge som trækker i den mere individuelle retning.
Denne tendens kan på mange måder tolkes som et signal om, hvor medlemmerne bevæger sig hen. Øn- sket om den personlige interesseva- retagelse – som er den enkeltbe- grundelse de fleste giver for med- lemskab – er et signal om, at fagfor- eningens virke som interesseorga- nisation måske skal tolkes mere snævert. For også når vi ser på de prioriteringer, medlemmerne øn- sker fagforeningen skal tage i deres fagpolitiske arbejde, så er det tyde-
ligt, at det nære står højst i kurs.
Det vil sige de emner, som berører den enkelte mest i forhold til hver- dagen ude på arbejdspladserne. En stærkere ageren på det mere over- ordnede samfundsniveau har til gengæld ikke den store interesse fra medlemmernes side. For med- lemmerne bør fagforeningen være en organisation, der i højere grad koncentrerer sig om de fagpolitiske kerneområder.
Dette præger også den kritik, som medlemmerne har af fagbevægel- sens virke. Både i forhold til fagfor- eningens evne til at synliggøre sig selv og sit projekt, og i forhold til det nærvær medlemmerne oplever med deres fagforening. Dette hand- ler i høj grad om at kunne identifi- cere sig med den organisation, som man er medlem af. Selvsagt en vig- tig forudsætning for fortsat opbak- ning til fagforeningernes fortsatte nødvendighed.
Konklusion er derfor klar: Med- lemmerne ønsker en mere nær og personlig orienteret fagforening, som repræsenterer medlemmernes interesser på kerneområder i for- hold til problemstillinger, der opta- ger medlemmerne i hverdagen. Set i det lys fremstår stigningen i øn- sket om personlig interessevareta- gelse relativt positivt. Medlemmer- ne kritiserer i et vist omfang fagbe-
vægelsens manglendenærvær, men samtidig søger de i stigende grad støtte i netop deres fagforening.
Fagforeningen skal altså være en interesseorganisation, der vareta- ger medlemmernes personlige behov i det nære. I dette ligger der ikke nødvendigvis nogen undsi- gelse af det kollektive, blot et klart signal om, at fagforeningen i høje- re grad i sit virke skal være nær- værende for medlemmerne. Med- lemmernes fortsatte opbakning er måske mere end nogen sinde ble- vet afhængig af, at medlemmerne kan identificere sig med det, fag- foreningen gør.
Lønmodtagernes velfærdsforestil- linger og forventninger omfatter ikke kun de direkte arbejdslivsfor- hold. Hverdagslivet får derudover vigtige bidrag fra sfærer som fami- lie-, fritids- og offentligt liv i øvrigt.
I en mere snæver materiel betragt- ning er ikke mindst velfærdssta- tens serviceydelser og sikringsord- ninger blevet et meget væsentligt bidrag til danskernes forståelse af god velfærd. Med sine institutiona- liserede principper om reelle lige muligheder for alle er den vel- færdsstat, som er blevet opbygget siden anden verdenskrig, nærmest blevet et nationalt kendetegn.
Ingen politiker med bare et mini- mum af ambition om at få indfly- delse på den politiske udvikling tør længere sætte spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fortsatte beretti- gelse. Det gælder også politikere, der i deres grønne ungdom ikke for- sømte nogen chance for at tugte de kollektivistiske ideer, der er vel- færdsstatens fundament. Velfærds- staten er i alle dele af samfundet blevet et fællesprojekt, og følgelig det naturlige udgangspunkt for alle politiske diskussioner.
Bag dette gemmer der sig væsentli- ge politiske nuancer, som i høj grad er med til at præge den politiske dagsorden. Specielt i disse år går bølgerne ofte højt, når det diskute- res, hvordan samfundet bedst mu- ligt sikrer velfærdsstaten, så også de kommende generationer kan være sikre på, at deres velfærd er sikret. Disse diskussioner handler i høj grad om, hvordan der skal prio- riteres inden for velfærdsstatens rammer. De fleste er nemlig enige om, at der ikke er råd til det hele.
Derimod kniber det ikke overras- kende med enighed, når det skal af- gøres, hvilke områder der i givet fald skal nedprioriteres.
Dette kapitel handler om medlem- mernes holdning til disse diskus- sioner. Om deres forhold til både de overordnede og mere principielle po- litiske målsætninger, det mere nære indhold i velfærdsstatens sociale sik- ringsprogrammer, samt ikke mindst spørgsmålet om i hvilken retning samfundet generelt bør udvikle sig.
Ambitionen er at tage temperaturen på, hvad danske LO-lønmodtagere mener, og herunder undersøge, hvor- vidt disse holdninger og meninger har ændret sig op gennem 90’erne.
5 Medlemmernes holdning til politik
og samfundsudvikling
Indledningsvis vil vi lægge ud med at behandle medlemmernes syn på overordnede politiske målsætning- er (5.1). Herefter vil vi gå mere i detaljer med medlemmernes syn på velfærdsstaten og dens fremti- dige udvikling (5.2). Afslutningsvis vil fokus for analysen blive bredt ud i forhold til at tegne et mere ge- nerelt billede af medlemmernes holdninger til, hvordan samfundet i fremtiden bør udvikle sig (5.3), hvorefter der vil blive konkluderet på hele kapitlet (5.4).