virke, fx i forhold til rekrutteringen af tillidsrepræsentanter og op- bakning til de fagpolitiske tiltag;
ikke mindst lokalt. Aktivitetsni- veauet er også et signal om, hvor interesserede og engagerede med- lemmerne reelt er i det, der foregår i fagforeningens regi. Endelig vil interessen koncentrere sig om med- lemmernes forventninger til fagfor- eningernes vægtning af de fagpoli- tiske emner (4.4); en analyse af hvor tilfredse medlemmerne er med
fagforeningens rollevaretagelse, po- litiske indflydelse og ageren (4.5).
Afslutningsvis vil det blive behand- let, hvorvidt organiseringen skaber for store afstande mellem det enkel- te medlem og fagforeningens top (4.6). Som det gør sig gældende med de andre punkter, så er det klart, at fagforeningens berettigelse hænger tæt sammen med spørgsmålet om, hvorvidt fagforeningerne i deres fagpolitiske prioriteringer er på linje med det, som også medlem- merne mener har betydning, og som de dermed anser for relevant for fagforeningerne at beskæftige sig med. Dette smitter også af på det sidste punkt, som mere direkte for- holder sig til medlemmernes identi- fikation med fagforeningen.
4.1 Fagforeningens nødvendighed
Der er ingen tvivl om, at fagbevæ- gelsen har haft sin historiske beret- tigelse som en vægtig aktør i opbyg- ningen af det danske velfærdssam- fund. Både direkte i form af sikring af ordentlige regulerede forhold på arbejdsmarkedet, og mere indirekte i forhold til udvikling af den vel- færdsstatsmodel, som de fleste i dag ynder at hylde som garanten for et socialt ansvarligt og demokratisk samfund uden de store klassefor- skelle. Fagbevægelsens historie har siden slutningen af 1800-tallet for- met sig som en lang succeshistorie
med massive fingeraftryk på de mange sociale reformer, som har formet udviklingen i det 20. århun- drede. I de sidste par årtier har fag- bevægelsen imidlertid mistet ter- ræn. Tidligere tiders dominerende position som en af de vigtigste poli- tiske aktører er gradvis blevet svækket. Det er ikke længere helt så naturligt, at bevægelsen sidder med ved bordet, når de store beslut- ninger skal tages. Arbejdsmarkedet reguleres godt nok stadig gennem kollektive overenskomster, men er i praksis ikke længere styret af et stort fællesskabsskabende projekt om et nyt og bedre samfund. På pa- piret er opbakningen stadig stor.
Faktisk har den direkte opbakning i form af medlemskab aldrig været større. På trods af en lille tilbage- gang igennem de senere år, er orga- nisationsgraden stadig historisk høj. Alligevel bliver fagforeninger- nes nødvendighed ofte draget i tvivl. Også på kerneområdet med de kollektive overenskomstaftaler med arbejdsgiverne, hvor kravet om større individuelt spillerum vinder
mere og mere indpas. Det er ikke længere usædvanligt at høre spørgs- målet om, hvorvidt fagforeningerne har overlevet sig selv. Det er blevet acceptabelt i brede kredse at stille spørgsmålstegn ved fagbevægel- sens fortsatte historiske beretti- gelse. I dette afsnit vil vi se nærme- re på, om denne tvivl også omfatter medlemmerne. Er fagforeningerne ifølge medlemmerne stadig nødven- dige for varetagelsen af lønmodta- gernes interesser?
Som det fremgår af tabel 4.1, så er der sket et kraftigt fald til opslut- ningen om fagforeningernes fort- satte nødvendighed. I 1992 var 87 procent af medlemmerne Helt eller delvist enige i, at fagforeningerne er nødvendige for lønmodtagernes interesser, andelen var i 2002 fal- det til 74 procent. Samtidig var der i 2002 15 procent af medlemmerne, der svarede Hverken enig eller uenig, hvilket i denne sammen- hæng kan betragtes som tvivlere.
Positivt set repræsenterer disse 15 procent et forandringspotentiale
Tabel 4.1: Fagbevægelsens nødvendighed (pct.)
Årstal Helt enig
Delvist enig
Hverken enig eller
uenig
Delvist uenig
Helt
uenig Antal Fagforeninger er nødvendi-
ge for varetagelsen af løn- modtagernes interesser
1992 65 22 9 2 2 3231
2002 45 29 15 8 3 866
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
for fagforeningerne, fordi fagfor- eningerne gennem en øget indsats kan vise tvivlerne, at fagforening- erne rent faktisk er nødvendige.
Omvendt er andelen, som er uenige i fagforeningernes nødvendighed steget fra kun 4 procent af medlem- merne i 1992 til mere end hver ti- ende (11 procent) i 2002. Selvom tre fjerdedele af medlemmerne sta- dig bakker op om fagforeningerne, er det en klar og entydig svækkelse i løbet af den tiårige periode.
Hvad denne udvikling skyldes er selvfølgelig et stort spørgsmål, som vi gradvist vil nærme os gennem kapitlet. I første omgang vil vi
nøjes med at diskutere, om udvik- lingen gælder alle medlemmer, hvilket er gjort i tabel 4.2.
Som det fremgår, følger begge køn den generelle tendens. I 1992 var således 90 procent af kvinderne og 84 procent af mændene Helt eller delvist enige i, at fagforeningerne var nødvendige for varetagelsen af lønmodtagernes interesser. Denne lille kønsforskel er også at finde i undersøgelsen fra 2002, hvor kvindernes opslutning er faldet til 78 procent mod mændenes 70 pro- cent. Dette afspejler sig til dels også blandt dem, der svarer nega- tivt. I 1992 henholdsvis 3 procent
Tabel 4.2: Fagbevægelsens nødvendighed, fordelt på køn og alder (pct.)
Helt enig
Delvist enig
Hverken enig eller uenig
Delvist uenig
Helt
uenig Antal
Årstal 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 Køn
Kvinder 68 47 22 31 8 13 2 7 1 2 1569 423
Mænd 62 42 22 28 11 18 3 9 2 4 1617 443
Alder
Op til 25 år 52 30 31 31 14 20 2 11 1 9 486 81
26-30 år 57 35 30 33 8 18 3 12 2 2 474 103
31-40 år 62 39 23 30 10 16 3 11 2 5 855 195
41-50 år 70 47 17 30 9 13 2 7 2 3 843 263
51-60 år 80 56 12 25 6 14 0 4 1 1 488 204
61 år - 81 55 19 35 0 10 0 0 0 0 62 20
Total 65 45 22 29 9 15 2 8 2 3 3231 866
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
og 5 procent, mens andelene i 2002 var steget til 9 procent for kvinder- nes vedkommende, og 13 procent for mændenes.
Med hensyn til de forskellige al- dersgrupper er det overordnede mønster meget klart. Opbakningen til fagforeningernes fortsatte nød- vendighed er stigende med alderen i begge undersøgelsesår. Hvor 83 procent i gruppen under 26 år i 1992 var Helt eller delvist enig, så var det tilsvarende tal for gruppen 26-30-årige på 87 procent jævnt stigende til 92 procent blandt 51- 60-årige. Højst ligger gruppen 61- årige og derover med en fuldstæn- dig opbakning blandt alle. Ti år se- nere er andelen i alle aldersgrup- per faldet. Nu er det kun 61 pro- cent af de helt unge, som bakker op om fagforeningernes nødvendig- hed, 58 procent af de 26-30-årige, og 81 procent af de 51-60-årige, mens andelen i gruppen 61 år og derover er faldet til 90 procent. Det sidste tal skal dog tages med et gran salt, da det faktuelle antal i denne gruppe er meget lille, og der- for ikke inden for det statistiske sikkerhedsinterval. Udviklingen mellem 1992 og 2002 modsvares af en stigning i andelene, der er Helt eller delvist uenige. Blandt de yng- ste er denne andel i perioden ste- get fra 3 procent til 20 procent, for gruppen af 26-30-årige fra 5 pro-
cent til 14 procent, og i gruppen 51- 60-årige fra 1 procent til 5 procent.
Alt i alt er tendensen således klar.
Der er en vigende opbakning til spørgsmålet om, hvorvidt fagfor- eningerne fortsat er nødvendige for varetagelsen af medlemmernes in- teresser. En tendens der gælder både mænd og kvinder og blandt alle aldersgrupper. Perspektivet i denne udvikling understreges yderligere af, at det er de yngre, som er mest kritiske, og at denne kritik fastholdes i en generations- betragtning. Dette er både udtryk for, at den generelle opbakning ikke bare p.t. er faldende, men at den sandsynligvis vil falde yderli- gere de kommende år, og at dette sker på et for fagforeningerne meget afgørende spørgsmål. Et spørgsmål som på længere sigt kan stille spørgsmålstegn ved fagfor- eningernes fortsatte legitimitet.