og 5 procent, mens andelene i 2002 var steget til 9 procent for kvinder- nes vedkommende, og 13 procent for mændenes.
Med hensyn til de forskellige al- dersgrupper er det overordnede mønster meget klart. Opbakningen til fagforeningernes fortsatte nød- vendighed er stigende med alderen i begge undersøgelsesår. Hvor 83 procent i gruppen under 26 år i 1992 var Helt eller delvist enig, så var det tilsvarende tal for gruppen 26-30-årige på 87 procent jævnt stigende til 92 procent blandt 51- 60-årige. Højst ligger gruppen 61- årige og derover med en fuldstæn- dig opbakning blandt alle. Ti år se- nere er andelen i alle aldersgrup- per faldet. Nu er det kun 61 pro- cent af de helt unge, som bakker op om fagforeningernes nødvendig- hed, 58 procent af de 26-30-årige, og 81 procent af de 51-60-årige, mens andelen i gruppen 61 år og derover er faldet til 90 procent. Det sidste tal skal dog tages med et gran salt, da det faktuelle antal i denne gruppe er meget lille, og der- for ikke inden for det statistiske sikkerhedsinterval. Udviklingen mellem 1992 og 2002 modsvares af en stigning i andelene, der er Helt eller delvist uenige. Blandt de yng- ste er denne andel i perioden ste- get fra 3 procent til 20 procent, for gruppen af 26-30-årige fra 5 pro-
cent til 14 procent, og i gruppen 51- 60-årige fra 1 procent til 5 procent.
Alt i alt er tendensen således klar.
Der er en vigende opbakning til spørgsmålet om, hvorvidt fagfor- eningerne fortsat er nødvendige for varetagelsen af medlemmernes in- teresser. En tendens der gælder både mænd og kvinder og blandt alle aldersgrupper. Perspektivet i denne udvikling understreges yderligere af, at det er de yngre, som er mest kritiske, og at denne kritik fastholdes i en generations- betragtning. Dette er både udtryk for, at den generelle opbakning ikke bare p.t. er faldende, men at den sandsynligvis vil falde yderli- gere de kommende år, og at dette sker på et for fagforeningerne meget afgørende spørgsmål. Et spørgsmål som på længere sigt kan stille spørgsmålstegn ved fagfor- eningernes fortsatte legitimitet.
4.2 Begrundelser
spørgsmål. Et enkelt hoster ikke i sig selv nok til at erklære patienten for død. Der må en større diagnose til. Eller rettere en større analyse.
Trods alt kan det jo indvendes, at de personer, som har svaret på spørgs- målet, rent faktisk ermedlem af en fagforening, og derfor på trods af den kritik, der implicit tilkendegi- ves med svaret på spørgsmålet, føl- gelig må have valgt at opretholde deres medlemskab af en eller anden årsag. Spørgsmålet er, hvad årsa- gerne til fagforeningsmedlemskab generelt kunne være. Det har vi set nærmere på i tabel 4.3.
Den primære årsag til at være medlem af en fagforening var i 1992 at kunne stå i en arbejdsløs- hedskasse. Godt 90 procent angav at være Helt eller delvist enige i dette som den vigtigste grund.
Herefter fulgte ”For at få mine interesser varetaget” med 75 pro- cent Helt eller delvist enige, ”Fordi jeg syntes at man bør være med- lem” med 73 procent, ”Fordi det er et krav på min arbejdsplads” og
”For at være solidarisk med mine kollegaer” begge med 58 procent.
Tabel 4.3: Overordnede begrundelser for medlemskab (pct.)
Årstal Helt enig
Delvist enig
Hverken enig eller
uenig
Delvist uenig
Helt
uenig Antal Fordi jeg synes at
man bør være medlem af en fagforening
1992 56 17 12 5 10 3172
2002 47 19 17 8 10 948
For at være soli- darisk med mine kollegaer
1992 40 18 20 7 15 3112
2002 30 18 24 9 19 944
For at få mine interesser vare- taget
1992 53 22 16 4 6 3119
2002 49 25 15 4 8 941
For at kunne stå i en arbejdsløs- hedskasse
1992 78 12 4 1 4 3197
2002 56 17 12 4 11 951
Fordi det er et krav på min ar- bejdsplads
1992 49 9 13 4 25 3139
2002 38 9 14 7 32 948
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
Sammenligner vi disse tal med 2002-undersøgelsen, så kan det overordnet set konstateres, at der for de medtagne begrundelser for medlemskab er et klart fald i ande- len af medlemmer, der svarede Helt eller delvist enig mellem de to undersøgelsesår. Eneste undta- gelse er begrundelsen ”For at få mine interesser varetaget”, hvor der ikke har været noget statistisk sikker ændring.
Det mest markante fald gør sig gæl- dende for begrundelsen ”For at kunne stå i en arbejdsløshedskasse”. Denne begrundelse var som nævnt i 1992 den vigtigste begrundelse blandt de adspurgte med en samlet andel, der svarede enten Helt enig eller Delvist enig på 78 procent. I 2002 var dette tal faldet til 56 procent. Den mest plausible forklaring på dette fald kunne være en øget bevidsthed blandt medlemmerne om, at medlem- skab af en a-kasse ikke er betinget af et medlemskab af en fagforening, selvom de administrativt er tæt for- bundet. En anden alternativ forkla- ring kunne være, at den konjunktur- mæssige udvikling har fjernet fokus fra nødvendigheden af at være i en a- kasse, idet de mere gunstige tider har skubbet spørgsmålet om arbejdsløs- hed lidt i baggrunden i forhold til den fremtrædende placering, det havde på den politiske dagsorden i begyndelsen af 1990’erne.
At spørgsmålet om a-kassemed- lemskab således synes at have mis- tet betydning har blandt andet haft den konsekvens, at begrundelsen
”For at få mine interesser vareta- get” i 2002 er blevet den vigtigste begrundelse. Ikke alene da denne begrundelse er på niveau med ”For at kunne stå i en arbejdsløsheds- kasse”. Alt andet lige må dette ud- lægges som en styrkelse af den al- lerede i 1992 konstaterede tendens til, at instrumentelle begrundelser for medlemskab bliver stadig mere væsentlige for medlemmerne. Den- ne tendens kan med en vis vægt hævdes at være blevet styrket i den mellemliggende periode.
Dette hænger til dels sammen med den nedprioritering af de andre be- grundelser, som perioden også har været kendetegnet ved. Når vi sammenligner med de mere nor- mative begrundelser ”Jeg synes man bør være medlem af en fagfor- ening” og ”For at være solidarisk med mine kollegaer”, så er der i pe- rioden tale om et pænt fald for begge begrundelser. Hvor 73 pro- cent i 1992 svarede enten Helt enig eller Delvist enig på udsagnet ”Jeg syntes man bør være medlem af en fagforening”, så var dette kun til- fældet for 66 procent af medlem- merne i 2002. Tilsvarende er ande- len, der svarede ”For at være soli- darisk med mine kollegaer” faldet
med godt 10 procentpoint fra 58 procent i 1992 til 48 procent i 2002.
Alt i alt er der således tale om et fald blandt de medlemmer, der anser medlemskabet for at være en normativ forpligtigelse. Denne ne- gative tendens forstærkes yderlige- re af, at andelen der var direkte af- visende og svarede Helt eller del- vist uenig er steget fra henholdsvis 15 procent til 18 procent for bør-ar- gumentet, og fra 22 procent til 28 procent i forhold til at være solida- risk. En forholdsvis stor del hvoraf godt en femtedel (19 procent) oven i købet var Helt uenig. Dog skal det nævnes, at der stadig er tale om et markant flertal på godt to ud af tre som mener, man bør være medlem af en fagforening og lidt under halvdelen, som mener, at man skal være medlem for at være solidarisk med arbejdskammeraterne, hvilket stadigvæk må siges at være en re- lativ stærk normativ begrundelse for medlemskab af en fagforening.
På spørgsmålet om hvorvidt med- lemskabet skyldes et krav fra ar- bejdspladsens side, er der også her sket et markant fald. Denne gang på 11 procentpoint fra 1992 til 2002, hvor lige knap halvdelen svarede Helt eller delvist enig på spørgsmålet om, at det var et krav fra arbejdspladsen, at de var med- lem af en fagforening. Dette fald kan skyldes flere forhold. Det
kunne forklares ved, at eksklusiv- aftaler i mindre grad blev indgå- et/overholdt i 2002 end tilfældet var i 1992. En anden forklaring kunne være, at fagforeningernes lokale repræsentanter er blevet mindre synlige på arbejdspladsen.
Samlet set tyder udviklingen såle- des på, at medlemmerne i mindre grad i 2002 begrundede deres med- lemskab ud fra normative stand- punkter eller af pligthensyn. Både når der spørges til, om responden- terne er medlem, fordi de mener, at man børvære medlem eller fordi de ønsker at være solidariskemed kol- legaerne er der tale om en faldende opslutning. Det samme gør sig gæl- dende, når medlemskabet begrun- des med at kunne stå i en arbejds- løshedskasse eller fordi det er et kravfra arbejdspladsen. Det eneste argument, der holder niveauet, er begrundelsen ”For at få mine inter- esser varetaget”. Dette kunne som nævnt antyde, at medlemskab af fagforeningen i stadig højere grad begrundes med udgangspunkt i individuelle præferencer. Dvs. at det enkelte medlem i højere grad tager afsæt i sig selv og sine behov og ønsker, når vedkommende for- holder sig til fagforeningen. Der- med dog ikke sagt, at det kollektive nødvendigvis anses for at være uden betydning. Et individuelt ud- gangspunkt er ikke per definition
det samme som en ren egoistisk ad- færd, hvilket vi vil komme nærme- re ind på sidst i afsnittet. Inden vil vi først se på, om der ved nærmere eftersyn er mere specifikke forskel- le at konstatere, når vi opdeler medlemmerne yderligere.
Pligt som begrundelse for medlemskab
Ser vi først på den begrundelse, som vi har kaldt for pligtdimension, så
fremgår det af tabel 4.4 for det før- ste, at der i 1992 var en større andel af kvinderne, som mente, at man var forpligtiget til at være medlem.
76 procent af kvinderne svarede så- ledes her, at de var helt eller delvist enige i udsagnet, ”At man bør være medlem af en fagforening”. Hos mændene var det tilsvarende tal 70 procent. Denne forskel på 6 pro- centpoint gik igen i 2002, hvor 69 procent af kvinderne og 63 procent
Tabel 4.4: Pligt som begrundelse for fagforeningsmedlemskab fordelt på køn, alder og sektor (pct.)
Fordi jeg synes at man bør være medlem af en fagforening
Helt enig
Delvist enig
Hverken enig eller uenig
Delvist uenig
Helt
uenig Antal
Årstal 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 Køn
Kvinder 60 51 16 18 12 16 4 7 8 8 1548 463
Mænd 52 43 18 20 12 17 6 9 11 11 1578 485
Alder
Op til 25 år 44 36 22 18 13 20 10 14 12 12 480 89
26-30 år 46 33 23 20 12 23 8 9 11 15 475 113
31-40 år 51 39 18 18 12 22 7 7 12 13 847 219
41-50 år 64 49 12 20 12 14 3 9 8 8 824 286
51-60 år 72 61 10 19 11 12 1 3 6 5 465 224
61 år - 82 70 15 25 3 0 0 5 0 0 59 20
Sektor
Offentlig 60 54 15 20 13 12 3 6 9 8 1025 348
Privat 52 42 18 19 13 20 7 8 11 11 1619 563
Total 56 47 17 19 12 17 5 8 10 10 3172 948
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
af mændene mente sig forpligtiget.
Over den tiårige periode har der så- ledes hos begge køn været et min- dre parallelt fald i oplevelsen af for- pligtigelse, som begrundelse for medlemskab af en fagforening.
Det samme mønster kan også kon- stateres, når medlemmerne under- opdeles i aldersgrupper. I begge undersøgelser gør det sig nemlig gældende, at den oplevede forplig- tigelse stiger med alderen. Dog viser det sig, hvis man analyserer tallene ud fra en generationsbe- tragtning, at andelen tilnærmel- sesvis er identisk over tid, specielt for aldersgrupperne 31-40-årige og 41-50-årige i 1992 (Helt og delvist enig slået sammen). Aldersgrup- pen under 30 år i 1992 adskiller sig dog fra denne udvikling, når vi sammenligner denne gruppe med medlemmerne i aldersgruppen 31- 40-årige i 2002, idet der for denne aldersgruppe er sket et fald på 11 procentpoint.
Når aldersgrupperne i 1992 sam- menlignes med aldersgrupperne i 2002 er der blandt de yngre alders- grupper sket et fald. 12 procent færre af de 31-40-årige i 2002 end i 1992 følte sig forpligtiget til at være medlem. Denne tendens kan genfindes blandt de yngre alders- grupper. Derimod er der ikke nogen større udvikling i alders-
grupperne 41-50-årige og opefter, når svarkategorierne Helt og del- vist enig bliver slået sammen. Ud- viklingen kunne derfor tyde på, at graden af forpligtigelse i forhold til medlemskab ikke øges med alde- ren, men derimod er afhængig af den generation, som medlemmet tilhører. Et bud ville derfor være, at LO-forbundene i fremtiden kan forvente en medlemsskare, der ge- nerelt vil føle sig mindre forpligti- get på medlemskab ud fra en tradi- tionel pligtbetragtning.
I forhold til sektortilhørsforhold tyder udviklingen på, at offentligt ansatte føler sig mere forpligtiget på medlemskab end medlemmer ansat i den private sektor. I 1992 var 75 procent af de offentligt an- satte helt eller delvist enige i, at de følte sig forpligtiget, hvor andelen af de privat ansatte udgjorde 70 procent. I 2002 var andelen stort set uændret for de offentligt ansat- te, hvorimod andelen af de privat ansatte kun udgjorde 61 procent.
Et fald der er forholdsvis markant, og som over den tiårige periode har uddybet forskellen mellem de of- fentligt og de privat ansatte med- lemmers holdninger til fagfore- ningsmedlemskab.
Selv om der over den tiårige perio- de har været et generelt fald, kan det således specielt konstateres, at
kvinderne, de ældre og de offentligt ansatte i højere grad ser deres medlemskab som en traditionel for- pligtigelse end mændene, de unge og de privat ansatte. Samtidig kan der spores en tendens til, at udvik- lingen følger de enkelte generation- er og ikke medlemmernes alder.
Solidaritet som begrundelse for medlemskab
Som vi tidligere har set, er heller ikke en solidarisk begrundelse
noget, der stod højt på listen hos medlemmerne. Spørgsmålet er i det følgende, om det gælder alle grupper i lige stor grad. Ser vi først på køn, så kan det konstateres, at der ingen nævneværdig forskel er mellem kvinder og mænd.
Hverken i 1992 eller 2002. Af tabel 4.5 fremgår det, at der for begge køns vedkommende har været et fald fra godt 58 procent i 1992 til 48 procent i 2002. En helt parallel udvikling.
Tabel 4.5: Solidaritet som begrundelse for fagforeningsmedlemskab, fordelt på køn, alder og sektor (pct.)
For at være solidarisk med mine kollegaer
Helt enig
Delvist enig
Hverken enig eller uenig
Delvist uenig
Helt
uenig Antal
Årstal 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 Køn
Kvinder 40 29 17 19 21 23 6 9 15 21 1513 460
Mænd 40 32 19 17 20 24 8 9 14 18 1552 484
Alder
Op til 25 år 18 8 16 14 28 29 10 16 28 33 471 89
26-30 år 25 13 20 9 25 27 11 15 19 36 468 113
31-40 år 36 22 21 21 21 26 8 6 14 24 831 220
41-50 år 49 36 17 19 19 22 5 9 10 14 807 283
51-60 år 63 47 16 19 12 21 3 6 6 8 455 219
61 år - 82 50 4 25 4 10 4 10 7 5 55 20
Sektor
Offentlig 47 38 17 20 20 20 5 6 11 17 996 346
Privat 36 26 17 17 22 25 8 11 17 21 1604 563
Total 40 30 18 18 20 24 7 9 15 19 3112 944
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
Når vi ser på aldersfordelingen, så fremgår det umiddelbart, at med- lemmerne, jo ældre de bliver, i høje- re grad begrunder deres medlem- skab ud fra tanken om at være soli- darisk med kollegaerne, end det er tilfældet for de yngre grupper. Der er en markant forskel mellem de yngre og de ældre aldersgrupper både i 1992 og 2002. Dette er dog ikke udtryk for, at medlemmerne bliver mere solidariske med alde- ren. Tværtimod så kunne noget tyde på, at vi har med en generationsef- fekt at gøre, idet andelen i de enkel- te generationer er konstant over tid.
Medlemskab begrundet i solidaritet er derfor ikke stigende med alderen, men tværtimod i et udviklingsper- spektiv uafhængig af alderen. De ældre aldersgrupper har blot i ud- gangspunktet som unge i højere grad begrundet deres medlemskab i solidaritet, end det har været tilfæl- det for de efterfølgende generation- er. Tendensen er derfor nærmere, at medlemmer generelt bliver mindre og mindre solidariske, i hvert fald så længe vi taler om solidaritet som di- rekte begrundelse for fagforenings- medlemskab.
Når det gælder sammenligningen af den offentlige og den private sektor, så er den procentvise andel af medlemmer, der begrundede deres medlemskab i solidaritet større i den offentlige sektor end
andelen i den private sektor i begge undersøgelsesår. I 1992 var det 64 procent af de offentlige an- satte og 53 procent af de private, og i 2002 58 procent mod 43 procent.
Trods fald i begge sektorer over den tiårige periode er forskellen blevet tydeligere mellem de to sek- torer. Igen ser vi, som tilfældet var for den traditionelle pligtbegrun- delse, at sektorforskellene øges. En del af forklaringen på disse sektor- forskelle kan findes i aldersfor- skellen de to sektorer imellem.
Gennemsnitsalderen i den offentli- ge sektor er nemlig højere end i den private sektor, og da andelen, der svarede Helt eller delvist enig er større blandt de ældre alders- grupper, vil det påvirke svarforde- lingerne, når svarene underopde- les på sektor.
Alt i alt kan det således konstate- res, at solidaritet som begrundelse for medlemskab er vigende for alle grupper, at der ingen forskel er mellem mænd og kvinder, at de ældre oftere bruger denne begrun- delse end de yngre, at der er tale om generationseffekt, og at dette sandsynligvis vil betyde, at denne begrundelse ad åre vil fylde endnu mindre, og endelig at de offentligt ansatte medlemmer i højere grad end de private bruger solidaritet som begrundelse for at være med- lem af en fagforening.
Varetagelse af personlige interesser som begrundelse for medlemskab Som det fremgår af tabel 4.3 var medlemskab begrundet i ønsket om personlig interessevaretagelse den eneste begrundelse for fagfore- ningsmedlemskab, hvor andelen der svarede Helt eller delvist enig ikke faldt i løbet af den tiårige pe- riode. Som nævnt kan dette med en vis rygdækning udlægges som en styrkelse af denne begrundelse set i forhold til de andre, som var
oplistet. Igen er spørgsmålet om det gælder, når vi underopdeler på køn, alder og sektor eller om ud- viklingen har været forskellig for de enkelte grupper. Det er der noget, der tyder på, som det frem- går af tabel 4.6.
For det første kan det konstateres, at der er en lille forskel i forhold til, hvordan de to køn svarede, og at denne forskel er blevet større i perioden fra 1992 til 2002. I 1992
Tabel 4.6: Medlemskab begrundet med ønsket om personlig interesse- varetagelse, fordelt på køn, alder og sektor (pct.)
For at få mine person- lige interes- ser varetaget
Helt enig
Delvist enig
Hverken enig eller uenig
Delvist
uenig Helt uenig Antal Årstal 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 1992 2002 Køn
Kvinder 57 56 21 24 15 12 3 2 4 7 1517 458
Mænd 50 43 22 25 16 17 4 5 8 9 1553 483
Alder
Op til 25 år 34 33 25 29 24 19 7 8 11 11 474 89
26-30 år 42 40 28 22 17 22 5 4 9 11 470 114
31-40 år 47 42 25 28 18 17 4 5 7 9 838 217
41-50 år 64 50 17 25 13 13 2 4 4 8 809 284
51-60 år 75 65 13 21 8 10 1 1 3 4 452 218
61 år - 80 68 20 21 0 11 0 0 0 0 51 19
Sektor
Offentlig 63 58 19 25 11 10 2 2 4 6 999 345
Privat 46 43 22 25 20 18 4 5 8 9 1600 536
Total 53 49 22 25 16 15 4 4 6 8 3119 941
Kilde: APL og 2002-undersøgelsen.
svarede således 78 procent af kvinderne Helt eller delvist enig til, at deres medlemskab var be- grundet i ønsket om varetagelse af personlige interesser. En forskel på 7 procentpoint i forhold til mænde- ne, hvis andel var 71 procent. I 2002 var denne forskel næsten for- doblet til 12 procentpoint, idet kvinders andel af Helt og delvist enige var vokset til 80 procent, mens mændenes andel tilsvarende var faldet til 68 procent. Udvik- lingen for de to køn over den tiåri- ge periode peger med andre ord i hver sin retning, da andelen af kvinder som begrundede deres medlemskab i ønsket om interesse- varetagelse er uændret med en svag tendens til stigning over for mændene, hvis andel er svagt vi- gende. Tendensen er, at det i højere grad er kvinderne, der har en in- strumentel tilgang til deres med- lemskab af en fagforening. At dette så ikke per definition er det sam- me som, at de også har en mere egoistisk tilgang, vil vi komme nærmere ind på senere.
Ser vi på alder, så er tabel 4.6 ken- detegnet ved det samme mønster, som også gjorde sig gældende i analysen af tabel 4.4 og 4.5; nemlig at andelen, der svarede Helt eller delvist enig, er stigende, jo ældre aldersgrupperne er. I forhold til tidligere skal det dog bemærkes, at
andelen i de enkelte aldersgrupper ikke er forskellig, når aldersgrup- perne i 1992 sammenlignes med de tilsvarende aldersgrupper i 2002.
Undtagen for aldersgrupperne over 40 år, hvor der er sket en mar- kant forskydning fra Helt enig til Delvist enig. Umiddelbart kunne noget derfor tyde på, at udvikling- en for denne begrundelse ikke skyldes en generationseffekt, men derimod mere må ses som en al- derseffekt. Noget kunne således tyde på, at der er en aldersbetinget stigende erkendelse af, at fagfor- eningen er et brugbart redskab til at få varetaget personlige interes- ser. Medlemmerne bliver simpelt- hen mere bevidste om det at få deres personlige interesser vareta- get, jo ældre de bliver.
I forhold til eventuelle forskelle mellem medlemmer i den private og i den offentlige sektor er der ingen statistisk sikker forskydning over perioden. Dog er der en væ- sentlig forskel på andelens (Helt og delvist enig slået sammen) stør- relse mellem de to sektorer både i 1992 (offentlig 82 procent, privat 68 procent) og 2002 (offentlig 83 procent, privat 68 procent). For- skellen på andelene var både i 1992 og 2002 omkring 15 procent- point. Denne forskel kan i et vist omfang forklares ved, at der er flere kvinder i den offentlige sek-