N
i dommere ud af 17 fastslog i en dom i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2004 at retten til ytringsfrihed ikke var blevet krænket ved at to journalister havde fået en straf for ære-krænkelse. Journalisterne havde uden dokumentation beskyldt en kriminalinspektør for at have ignoreret, eller li-gefrem med forsæt at have fjernet et afgørende vidneudsagn i en drabssag. Skønt politiet må finde sig i mere kri-tik fra medierne end almindelige borgere, så skal en journalist kunne fremlægge dokumentation for at en alvorlig beskyldning mod en navngiven person er sand.Hensigten med udsendelsen var, fik seerne at vide, at vise at politiefterforsk-ningen i en nu ni år gammel drabssag havde været skandaløst dårlig og havde ført til at NN i 1982 var blevet idømt 12 års fængsel for at have dræbt sin kone i december 1981. Fra begyndelsen var NN blevet anset for skyldig, og det havde betydet at væsentlige vidneudsagn var blevet ignoreret. Det grundlæggende
DR-journalisterne efter dommen
retsprincip om at tvivlen skal komme anklagede til gode, var ikke blevet efter-levet.
Fire dage før udsendelsen ”Dømt for mord” havde NN, der netop var blevet prøveløsladt efter syv et halvt år i fængsel, anmodet Den Særlige Klageret om at genoptage hans sag.
”Politiets blinde øje”
I ”Politiets blinde øje” sendt 22. april 1991, uddybede Pedersen og Baadsgaard deres kritik af efterforskningen af drabssagen.
Siden udsendelsen ”Dømt for mord” var de blevet bekendt med at et vidne i drabssagen, taxachaufføren JN, under en afhøring i marts 1991 havde fortalt den kriminalinspektør der i sin tid stod for efterforskningen af drabssagen at hun havde set NN på et tidspunkt som betød at han umuligt kunne have begået drabet. Hun sagde også at hun havde fortalt dette allerede under en afhøring 30. december 1981. Journalisterne besluttede sig for at lave research på denne historie til brug for udsendelsen ”Politiets blinde øje”.
Udsendelsens væsentligste nye indslag var et interview med taxachaufføren JN. Efter interviewet, stillede en speaker bl.a. to spørgsmål:
”Hvorfor forsvandt den afgørende del af [JN]’s forklaring, og hvem inden for po-liti eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette?”
”Var det kriminalinspektør [X], der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med [Y] fra Rigspolitiets rejsehold holdt vidneud-sagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge?”
Sigtet for bagvaskelse
Disse spørgsmål fik kriminalinspektør X til at anmelde de to journalister for ærekrænkelse (straffeloven, § 267) og bagvaskelse (§ 268). I foråret 1993 be-gyndte sagen ved byretten i Gladsaxe.
Journalisternes forsvarere mente ikke at spørgsmålene i ”Politiets blinde øje”
udtrykte en sigtelse; der var tale om retoriske spørgsmål. Journalisterne havde ikke forsætligt krænket X’s ære. Deres hensigt havde været at fremstille bag-grunden for at der var sket et justitsmord og at få NN’s sag genoptaget.
I mellemtiden havde Klageretten besluttet sig for at genoptage drabssagen, og den var kommet for Vestre Landsret der i 1982 havde dømt NN skyldig i drab.
Denne gang, i 1992, frikendte retten ham for drabet og tilkendte ham en er-statning på 5,4 millioner kr.
Forsvarerne understregede at man kun kunne dømme journalisterne for bag-vaskelse hvis de havde handlet mod bedre vidende, og det havde de ikke. Sig-telsen var fremsat i god tro, de havde gennem spørgsmålene udtrykt en mis-tanke, baseret på et vidnes udtalelse, ikke en injurie. Desuden havde de hand-let for at varetage almenhedens og en bestemt persons interesser. Derfor burde de i overensstemmelse med straffeloven (§ 269) være fri for straf.
Anklagemyndigheden mente derimod at der var tale om bagvaskelse. De to journalister burde have spurgt JN om hun havde set den drabssigtede på det tidspunkt som hun nævnte i tv-udsendelsen, og om hun under afhøringen 30.
december 1881 havde fortalt politiet dette. Pedersen og Baadsgaard havde be-skyldt en navngiven politimand for at skjule beviser eller holde dem tilbage, men havde ikke ført noget bevis for det. Sigtelsen var baseret på ren spekula-tion. De havde handlet med forsæt – de måtte have vidst at deres spørgsmål kunne nedsætte X i hans egen og i omgivelsernes vurdering. Spørgsmålene var tilmed stillet i tv, et massemedium.
Dømt tre gange i Danmark for bagvaskelse
I september 1995 blev de to journalister dømt i byretten i Gladsaxe for bagva-skelse. Dog fandt retten ikke at de skulle straffes, fordi udsendelsen om en ef-terforskning som journalisterne i god tro havde anset for fordrejet, havde haft til formål at varetage almenhedens interesse.
Den dom var journalisterne ikke tilfreds med. De mente ikke at de var skyldige
i bagvaskelse, så de ankede straks dommen til Østre Landsret. Det gjorde an-klagemyndigheden også, men med det modsatte formål, nemlig at få dommen skærpet.
I 1997 skærpede landsretten byrettens dom. Den fandt som byretten at der var tale om bagvaskelse, men også at Pedersen og Baadsgaard skulle straffes, og at kriminalinspektøren, eller rettere: hans enke for han var død i mellemtiden, skulle have erstatning. Journalisterne fik 20 dagbøder hver á 400 kr. og skulle betale enken 75.000 kr. i erstatning.
Pedersen og Baadsgaard fik tilladelse til at anke dommen til tredjeinstans, Højesteret. Højesteret stadfæstede i 1998 landsrettens dom. Dog blev erstat-ningssummen forhøjet til 100.000 kr.
Menneskerettighedsdomstolens dom
Efter højesteretsdommen indgav Pedersen og Baadsgaard og deres advokat klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over at deres ytringsfri-hed var blevet krænket. Højesterets dom havde været et indgreb i deres ret til som journalister at varetage den vigtige rolle som pressen har som ”offentlig-hedens vagthund” i et demokratisk samfund.
I Menneskerettighedsdomstolen blev sagen behandlet i to instanser, først i et såkaldt kammer på syv dommere hvor fire dommere afgjorde at journalisterne ikke havde fået deres ytringsfrihed krænket, mens tre dommere mente at det havde de. Journalisterne begærede denne dom indbragt for det såkaldte Stor-kammer på 17 dommere der træder i funktion når en sag indeholder principielle (generelle) aspekter.
Flertallet, ni dommere: Ytringsfriheden ikke krænket
Domstolen noterede sig at de to journalister ikke havde holdt spørgsmålet åbent om hvorvidt taxachaufføren i 1981 faktisk havde afgivet den forklaring til politiet som hun, ni år senere, påstod at hun havde. Det var ikke dokumenteret at taxachaufføren virkelig havde fortalt politiet at hun havde set den drabssig-tede NN. Det var heller ikke dokumenteret at der var blevet skrevet en rapport
der indeholdt dette udsagn, og heller ikke bevist at den eksisterende politirap-port fra 1981 ikke havde indeholdt alle vidnets udsagn.
Journalisterne havde fremsat en sigtelse som en udokumenteret kendsger-ning.
Sigtelsen for overlagt indgreb i bevismateriale, bragt på et tidspunkt hvor særlig mange så fjernsyn, var meget alvorlig for kriminalinspektøren, og hvis den havde været sand, ville den have medført at han var blevet anklaget for en kriminel handling der kan straffes med op til ni års fængsel (hvis man under ud-førelse af en offentlig tjeneste har gjort sig skyldig i en forbrydelse vedrørende bevismidler). Sigtelsen ikke alene skadede offentlighedens tillid til ham, den anerkendte heller ikke hans ret til at blive anset for uskyldig indtil han ifølge lov var blevet kendt skyldig.
Indgrebet i Pedersens og Baadsgaards udøvelse af deres ytringsfrihed havde været nødvendigt i et demokratisk samfund for at beskytte andres rygte og ret-tigheder, og de danske myndigheder havde derfor ikke overtrådt artikel 10.
Mindretallet, otte dommere: Ytringsfriheden krænket
Otte dommere var uenige i at spørgsmålene indeholdt en beskyldning mod kri-minalinspektøren. Beskyldningen var blevet præsenteret som én mulighed blandt andre som journalisterne havde overladt seerne at tage stilling til. Den spørgende form gav indtryk af at være vurderinger, ikke kendsgerninger.
Ved vurderingen af om journalisternes ytringsfrihed var krænket, var det selv-følgelig en forudsætning at de havde handlet i god tro, understregede mindre-tallet, og at deres beskyldning var funderet i korrekte fakta. Men politiefter-forskningen og retsagen mod NN havde været kompleks og vanskelig.
De otte dommere fandt at man burde lægge en vis vægt på at udsendelsen kunne have spillet en rolle for Klagerettens beslutning om at genåbne sagen.
De mente også at netop fordi politiet har pligter som ofte er afgørende for sam-fundets frihed, sikkerhed og velfærd, så har politifolk også et særligt ansvar.
Derfor må de kunne tåle mere kritik end private borgere.