Ydre Beviser

Lad os nu høre Frandsens Vidnesbyrd:

Vel gik Dannelsesrejserne stadig til Paris endnu under Bengerd-sønnerne og deres nærmeste Efterkommere ligesom i Valdemarstiden, men tyske Lærdomsanstalter b e g y n d t e ogsaa at komme i Betragt-ning; og indenfor Landets Grænser spillede Tyskerne en større og større Rolle fra M i d t e n af d e t 13. Aarh.*

„Men" — siger jeg ogsaa — det var omkring denne Tid Domini-kanere og FrancisDomini-kanere, hvoraf de fleste havde uddannet sig i Pa-ris, øvede i Danmark en meget stor fransk Indflydelse, ikke mindst m. H. t. Litteratur og Musik⁵. Blandt andre Franciskaneren Julia-nus Teutonicus, som havde været „magister cantus" ved det franske Kongehof6. Det var ved denne Tid, Mathieu de Paris, som

Hen-1 Jmbuli: (ordret) „inddrukne med, velbevandrede i". 2 Artibus: egtl. de

„(syv) Kunster", o: Grammatik (samt Litteratur), Dialektik, Retorik,—• Aritme-tik, Musik, Geometri, Astronomi. 3 Speculum regale, Kra. 1848, S. 6. 4 S. 67.

Udhævelserne er mine. 5 Jfr. C. A. Moberg, Die schwed. Sequenzen, S. 109.

6 Se Gertz, Scriptores minores historiae danicae, II, S. 291.

3 2 , PAUL VERRIER

rik II Plåntegenets og Ludvig den Helliges Sendebud, opholdt sig længe i Norden (1248—1249); han vår en af den franske Kulturs Missionærer. Aldrig er der blevet; oversat mere fransk Litteratur i Norge end ligeledes ved'denne Tid: Aldrig havde fransk Musik gjort sig saa fuldstændig gældende i Norden1.

Og saa er det ved denne Tid, ved Midten af det 13. Aarh., altsaa før den tyske Paavirkning rigtig begyndte at vinde Indpas, —' det er netop ved denne Tid, at dén ældste Folkevise.i firliniede Strofer, Dronning Dagmars• Død, efter Frandsen (S. 144, 145), blev digtet.

Og vi kunde maaske tænke os en tidligere Dato. Ogsaa for nogle norske Kæmpeviser. For ikke at. tale om den islandske Nidstrofe fra 1221. Hvad saa? Mon Kæmpevisestrofen.kommer fra Tyskland?

Men lad os følge Frandsen videre i hans „ydre Grunde". Den tredje af Bengerdsønnerne, Kristoffer I (1252—59), var gift med den pommerske Hertug Sambors Datter Margrete Sambiria eller Spræng-hest, ogsaa kaldt Sorte Grete paa Grund1 af. sin vendiske Haar- og Ansigtsfarve. Virkede hun blandt den landlige Adel for tyske Danse-viser, tysk Musik? Det samme kan vi spørge om den ægte. tyske Agnes af Brandenburg, som Erik Klipping (1259—86) tog til Hu-stru. Selv i det 16..Aarh. ser vi en anden dansk Dronning, Ferdinand af Østrigs og Kejser Karl V's Søster Elisabet skrive Dansk til sin Mand Christian II, ikke efter tysk, men fransk Bogstaveringsskik:

sogr — swar, nou = nu, quan = kan og ayl — al (Breve fra 1523—

1524). Saa kommer Albrecht af Brunsvig som Rigsforstander. Ja, men netop ved at ville fremme Tyskheden gjorde han sig snart saa forhadt,at han maatte „Land fly" (1265). At tysk-holstenske Herre-mænd trængte ind i Sønderjylland, havde,vel dengang liden Indfly-delse i Kongeriget, selv Sønden Aa, paa Folkeviserne. Hvornaar be-gyndte de forresten at sætte sig i Besiddelse af det sønderjyske Adels-gods? Temmelig længe efter den Tid Frandsen angiver for den før-ste Folkevise i firliniede Strofer: nemlig efter at Erik Menved var blevet tvunget til i 1313 at.afstaa alt Krongods dernede til sin Navne Erik II og i 1316 at give Afkald paa at udnævne Hirdmænd i Søn-derjylland. Mon dette gjorde ham og hans Folk modtagelige for tysk Paavirkning? Samme Konge (1286—1319) fik vel Ridderslaget af sin Morbroder, Otto IV af Brandenburg, men i Nyborg, og hans

„che-1 Se de S. 13, N. 1, nævnte Musikhistorikere, f. Eks. C. A. Moberg, Nordisk Kultur, Bd. XXV, S. 3 1 .

DEN F1RL1NIEDE FOLKEVISESTROFE 33 valereske Idealer" kunde ligesaa godt drage hans Opmærksomhed mod Oversættelse af fransk Ridderepik som mod tysk Litteratur.

Derom ved vi ingenting. Vigtigere er det, at professionelle „tyske Sangere" besøgte det danske Hof: Reinmar von Zweter, Rumelant, Heinrich Frauenlop. Men det var vel ikke ved Hoffet, man digtede Folkeviser?

Naar vi vender os mod Norge og Sverrig, saa ser vi der flere Kil-der til fransk Indflydelse. Jeg har allerede nævnt Mathieu de Paris.

Vi maa tilføje Flygtninge som Guy de Montfort. Mindst ligesaa vig-tige er de franske Kunstnere, som kom til Norden, eller de nordiske, som havde uddannet sig i Frankrig1. Tænk f. Eks. paa Etienne de Bonneuil og hans tyve Svende, som i 1287 rejste til Uppsala for at arbejde ved Domkirken — og rundt om i Egnen: de blev ca. 10 Aar i Landet. Lige før (1278) var den indflydelsesrige Brynolf, efter et atten Aars Ophold i Paris, blevet udnævnt til Biskop i Skara.

Svenske Studenter var endnu talrige i Frankrig. Fra Paris kom næ-sten uden Undtagelse alle de Bøger, som før Midten af det 14. Aarh.

blev indført i Sverrig2. Pilgrimme fra Norden blev ogsaa ved at rejse bl. a. til Saint-Gilles, Saint-Martial i Limoges, Moissac og over Frankrig til Compostella. Mens Paven sad i Avignon, maatte de nor-diske Biskopper indfinde sig hos ham hvert tredie Aar. Der blev og-saa holdt Kirkemøder i Frankrig (især 1274 og 1311—12). Cistercien-sernes Abbeder var forpligtet til at begive sig regelmæssigt til Citeaux.

Munke blev ved at komme fra Frankrig til Norden. Disse kirkelige eller „akademiske" Forbindelser havde andre til Følge. En norsk Høv-ding var gift med en Søster af Abbeden ved Saint-Victor i Paris, et Kloster, der ogsaa øvede en stor Indflydelse i Norden³. En anden fransk Dame, Blanche de Namur, blev Dronning i Sverrig (1319—55) og i Norge (1319—63). Hun var ledsaget af flere Adelsdamer, og hen-des Broder Louis blev Kong Magnus Smeks Raadgiver. Gilbert de Narbonne tilbragte hele ti Aar i Norden. Professor Frandsen nævner Dronning Eufemia af Norge som en Fremmer af tysk Indflydelse i Norden. Hun var nok tysk af Sprog, skønt vendisk af Slægt, — men som hendes senere Landsmand F r i e d r i c h d e r G r o s s e havde hun sikkert større Forkærlighed for fransk end for tysk Digtning: det var

1 Se Andreas Lindblom, La peinture gothique en Suéde et en Norvége.

Sthm., 1916, S. 7—13 og Noterne S. 234—235. 2 Se H. Schuck i Illustrerad svensk litteraturhistoria, 3. Udg., Sthm., 1926, I, S. 257 f. 3 Se (Norsk) Histo-risk Tidsskrift, 4. R., VI, S. 18, og jfr. 3. R., I I I , S. 402 t.

Danske Studier 1937. 3

34 P A U L V E R R I E R

jo Chrétien's 7i»ain,-hun-.lo'd oversætte til Svensk — ikke Hartmann von Aue's tyske Bearbejdelse,, som Frandsen sætter højere end den

franske Original. ;

Naa, alle disse ydre Omstændigheder kan snarere forklare end be-vise en fransk eller tysk Indflydelse. Først bør man ved at udpege dens Resultater vise, at den var til Stede.