kommunerne, og 3) Personbårne indsatser. I det følgende uddybes betydning-en af disse forhold:
Virksomheder og foreningers manglende parathed
På tværs af kommunerne er det en væsentlig erfaring, at frivillige foreninger og private virksomheder i mange tilfælde ikke har været parate til at indgå i samarbejde.
I nogle tilfælde har kommunerne oplevet, at virksomhederne ikke har været interesserede i at engagere sig på grund af travlhed. Desuden har nogle kom-muner oplevet, at manglende ressourcer har været årsagen til, at frivillige for-eninger ikke ville gå ind i projektet, eller har afbrudt et initieret engagement.
Ifølge de kommunale medarbejdere har nogle foreninger afvist at engagere sig i Netværksfamilietilbuddet, fordi de ikke mente, at tilbuddet faldt inden for deres ideologier eller prioriterede interesseområder. Andre foreninger har afvist Netværksfamilietilbuddet, fordi repræsentanterne ikke kunne eller ville påtage sig det administrative arbejde, som man mente, det indebar, eller fordi de ikke ønskede, at medlemmernes aktiviteter skulle registreres og dokumen-teres.
Alt i alt viser det sig, at en række forskellige organisatoriske, praktiske og inte-ressemæssige forhold i virksomhederne og foreningerne har affødt, at de ikke umiddelbart har været parate til eller slet ikke har haft lyst til at indgå i sam-arbejde om Netværksfamilietilbuddet. En repræsentant for en frivillig forening fremhæver, at foreningerne helt grundlæggende adskiller sig fra kommunerne, og at det på godt og ondt har betydning for, om og hvordan de kan og vil
39 Socialstyrelsen - viden til gavn engagere sig i eksempelvis Netværksfamilietilbuddet. Som foreningsrepræ-sentanten siger: ”Vi er jo græsrødderne!”.
Interne udfordringer i kommunerne
Til trods for, at kommunerne har haft forskellige rammer for Netværksfamili-etilbuddet, som har haft betydning for, hvordan tilbuddet er blevet udmøntet, har der været en række fællestræk. Således viser det sig, at kommunernes organisering og forvaltning af projektet samt i medarbejdernes tilgang hertil ofte har formet sig som barrierer i forhold til at igangsætte og vedligeholde samarbejder med private virksomheder og frivillige foreninger.
I alle de deltagende kommuner har der i løbet af projektperioden været om-organiseringer, så projektet er blevet omplaceret organisatorisk eller fysisk, og i nogle tilfælde har omorganiseringerne også betydet udskiftning i staben af medarbejdere og ledere knyttet til projektet. Desuden er flere medarbej-dere stoppet, og nye medarbejmedarbej-dere har overtaget. Medarbejderne fortæller, at disse skift har været en udfordring – også i forhold til overlevering. En konsekvens heraf kan være, at etablerede kontakter og især kontakter under etablering er blevet tabt.
De kommunale medarbejderes måder at forholde sig til Netværksfamilietil-buddet, herunder arbejdsopgaverne i projektet, har også haft betydning for, hvordan samarbejdet med aktører i civilsamfundet har fungeret. Medarbej-derne er som nævnt grundlæggende positive over for idéen om at samarbejde med civilsamfundet, men de giver også udtryk for i praksis ind imellem at have haft svært ved at se, hvad formålet med at inddrage virksomheder og for-eninger har været, og hvad deres rolle i det skulle være. De har savnet en klar plan for Netværksfamilietilbuddets fremtidige eksistens og organisatoriske placering i deres kommuner, og i forlængelse heraf en plan for, hvad det var, man ville med samarbejdet med virksomheder og foreninger. De har savnet politisk og ledelsesmæssig opbakning samt en klar plan for forankringen af
40 Artikel 2: Netværksfamilietilbuddet
projektet, som kunne give retning på samarbejdet og klart definerede arbejds-opgaver.
De kommunale medarbejdere havde på forhånd forestillet sig, at de fortrinsvis skulle bruge krudt på matchning og administration af deltagerne. Markedsfø-ringsopgaven er dermed kommet som en overraskelse, og som en opgave de ikke har følt sig klædt på til. Flere medarbejdere mener, de ikke har kompeten-cerne, og ikke bryder sig om at skulle udtænke markedsføringsstrategier og være i front i markedsføringen. Som en af dem siger:
”Det har været nyt for mig at skulle ud at sælge det. For nogle falder det meget nemt, og for andre er det måske mere fjernt. Jeg bryder mig ikke om sådan at skulle ud og presse lidt, men altså vi måtte jo gøre det på den pæneste måde, ikk?!”.
Desuden viser interviewene, at de kommunale medarbejdere i deres tilgang til at søge samarbejde med aktører i civilsamfundet, i høj grad har været præget af deres egne forestillinger om, hvem der er værd at søge samarbejde med, og hvad potentielle samarbejdspartnere kan bidrage med. Medarbejderne har formodet, at interessen for Netværksfamilietilbuddet var at finde hos socialt engagerede virksomheder og foreninger inden for psykiatrien. Desuden viser der sig blandt medarbejderne en skepsis i forhold til, om virksomheder og foreninger vil engagere sig i projekter ud over deres egne, og måske især et projekt som Netværksfamilietilbuddet, som kommunen har til opgave at stå for. Som en kommunal medarbejder siger:
”Jeg har sådan lidt kvababbelse med at smide et projekt over i hæn-derne på nogle andre. Altså, hvorfor skulle de tage det!? Jeg tænker, at det gider de da ikke - de har nok at gøre med deres egne ting”.
Endelig viser det sig for nogle af kommunerne, at konkrete politiske og for-valtningsmæssige rammer har begrænset mulighederne for samarbejde. I ét tilfælde har ændringer i kommunale regler for foreninger eksempelvis betydet,
41 Socialstyrelsen - viden til gavn at en frivillig forening ikke kunne arbejde på de præmisser, der var aftalt for samarbejdet, og derfor måtte de kommunale medarbejdere og repræsentan-terne for foreningen neddrosle planerne.