7. SKOLEGANG OG VENNER
7.3. Venskaber
Deltagelse i sociale aktiviteter med andre børn eller unge er særligt betydningsfuldt for, at børnene og de unge med kronisk sygdom/handicap trives og har lyst til at lære i skolen. Nærværende undersøgelse viser, at børnene og de unge på nogle områder oplever, at det kan være svært at etablere eller fastholde venskaber med jævnaldrende. I de følgende afsnit vil vi derfor nærmere undersøge på hvilke områder, børnene og de unge med kronisk sygdom/handicap oplever venskaber med andre, og hvor udbredt mob-ning er i deres hverdag.
En god ven kan være mange ting
Børnene og de unge har i spørgeskemaundersøgelsen svaret på et konkret spørgsmål om, hvorvidt de har en god ven:
Tabel 7.5
Har du en god ven?
Børn og unge i både døgnpleje og aflastning:
MED
kronisk sygdom/handicap
UDEN
kronisk sygdom/handicap
TOTAL
I alt 79 100 % 98 100 % 177 100 %
Ja 73 92 % 91 93 % 164 93 %
Nej 4 5 % 6 6 % 10 6 %
Ved ikke 2 3 % 1 1 % 3 2 %
Der er ingen signifikante forskelle på besvarelserne fra de to grupper af børn og unge. Størstedelen (93 procent) af alle børnene og de unge i døgnpleje og aflastning uanset kronisk sygdom eller ej oplever at have mindst én god ven. 6 procent har svaret nej og 2 procent ved ikke.
I det kvalitative materiale er der flere eksempler på, at en god ven kan være mange forskellige ting. Nogle børn og unge taler om deres kontakter på Facebook eller Skype som gode venner – herunder venner de
aldrig har mødt fysisk, men som de har fået kontakt med over Internettet på baggrund af fælles interesser.
Andre børn og unge nævner under interviewet deres plejefar eller plejemor som bedste ven, og nogle om-taler også deres kæledyr som en god ven. Svarene på spørgsmålet, ”Har du en god ven?”, kan således også afspejle andre end jævnaldrende børn og unge.
At lege eller være sammen med andre
I spørgeskemaundersøgelsen har børnene og de unge besvaret et spørgsmål, der omhandler venskaber:
Tabel 7.6
Vil andre børn eller unge gerne lege eller være sammen med dig?
Børn og unge i både døgnpleje og aflastning:
MED
kronisk sygdom/handicap
UDEN
kronisk sygdom/handicap
TOTAL
I alt 79 100 % 98 100 % 177 100 %
Altid 21 27 % 44 45 % 65 37 %
Ofte 28 35 % 34 35 % 62 35 %
Nogle gange 19 24 % 17 17 % 36 20 %
Sjældent 4 5 % 1 1 % 5 3 %
Aldrig 1 1 % 0 0 % 1 1 %
Ved ikke 6 8 % 2 2 % 8 5 %
Signifikant forskel mellem børn og unge med og uden kronisk sygdom/handicap. Fisher’s Exact Test: P < 0,05
Tabel 7.6 viser her, at der er signifikante forskelle i besvarelserne fra de to opdelte grupper af børn og unge. 62 procent af børnene og de unge med kronisk sygdom/handicap har svaret altid eller ofte, hvor den-ne andel hos børden-neden-ne og de unge uden kronisk sygdom/handicap er 80 procent. I alt 6 procent af børden-neden-ne og de unge med diagnoser har svaret sjældent eller aldrig, hvor denne andel er 1 procent hos børnene og de unge uden diagnoser. Tabellen viser, at børn og unge med kronisk sygdom/handicap i mindre grad ople-ver, at andre børn eller unge gerne vil lege eller være sammen med dem, end børn og unge uden kronisk sygdom/handicap gør. Disse resultater bekræfter den føromtalte undersøgelse fra SFI (Bengtsson, 2011), der viser, at børn med funktionsnedsættelser har sværere ved at etablere venskaber med jævnaldrende.
Flere af de interviewede børn og unge, der går i specialklasse eller på specialskole, giver udtryk for, at de her oplever et fællesskab og derigennem også venskaber med andre, der på nogle områder ligner dem selv – særligt i forhold til deres kroniske sygdom/handicap. Flere børn med autisme eller ADHD fremhæ-ver dette aspekt i de forskellige interview. Da intervieweren spørger 14-årige Christian med autisme om, hvorvidt der er udfordringer ved at være anderledes, svarer han på følgende måde:
”Der er altid udfordringer med livet, men én af udfordringerne er, at når man tænker anderledes, så er det svært at være en del af gruppen. Men det gode ved min autisme og ved mine venners autisme er, at man lærer hurtigt, hvordan man kan blive en del af gruppen, men samtidig være sig selv. Det er én af grundene til, at jeg er glad for, at jeg ikke er normal. På min specialskole kan vi alle sammen snakke sammen uden problemer, også selvom vi ikke engang kender hinanden. Når der kommer en ny elev i klassen, så er alle sammen bare sådan her stille og siger:
’Hej’. Så går vi hen og siger: ’Vil du spille med os?’ eller ’Hey, hvad med at gøre dit og dat?’, og så bliver vi automa-tisk alle sammen venner. Det er en flok”.
Christian har tidligere under interviewet fortalt, at han har haft svært ved at få venner. Det er først i mødet med andre børn, der også har autisme, at han får en oplevelse af at have venner. Venskabet opstår, ifølge Christian og flere af de andre interviewede børn og unge, når de dels oplever at have fælles interes-ser med andre, dels oplever at have forståelse for hinandens styrker og udfordringer, som den kroniske sygdom/handicappet medfører.
I det kvalitative materiale er der eksempler på, at det kan være svært for børn og unge at etablere eller fastholde venskaber med jævnaldrende. Jonathan på 13 år med ADHD fortæller, at han ikke går i en skole-fritidsordning, da han ikke kan finde ud af dette:
Int.: ”Hvorfor tænker du, at du ikke kan finde ud af dette [gå i skolefritidsordning], eller hvad mener du, når du siger det?”
Jonathan: ”Jeg kan ikke finde ud af at være sammen med andre børn. Jeg griner, hvis der går noget galt og sådan noget […]. Der var en, der skubbede til mig, og så skubbede jeg til ham, og så skubber jeg bare sådan her [siger en lyd og løfter armene]. Så stod der en pige med et skateboard, og så røg han lige ned i skateboardet på ryggen […]. Hvis de driller, så driller jeg også. Sådan er det”.
At fravælge socialt samvær med andre
I de forskellige interview er der også flere fortællinger, hvor børnene og de unge giver udtryk for, at de kan have det svært ved at være sammen med andre. Det kan nogle gange være svært at forstå, hvordan ens egen adfærd enten kan gøre andre kede af det eller vrede. Nogle gange kan børnene eller de unge godt se det i situationen bagefter, imens de andre gange kan have svært ved at forstå, hvad der eventuelt skabte en konflikt i selve situationen. Nogle børn og unge sætter direkte ord på, at det er deres diagnose, der kan være på spil, når de havner i en konflikt, imens andre børn og unge slet ikke nævner deres kroniske syg-dom/handicap i fortællingerne om konflikter i samværet med andre jævnaldrende.
Dette viser sig også i spørgeskemaundersøgelsen, hvor flere børn og unge har valgt at skrive en kommen-tar til netop spørgsmålet om, hvorvidt andre børn eller unge gerne vil lege eller være sammen med dem. I den sammenhæng nævner flere børn og unge, at de nogle gange er nødt til at fravælge det sociale samvær med deres jævnaldrende efter skole. En dreng på 14 år med autisme skriver: ”Nogle gange er jeg nødt til at sige nej, fordi ellers bliver det for meget at være sammen med de andre i klassen”. Isabella på 10 år med svær allergi sætter tydeligt ord på, at der kan være særlige situationer, hvor hun er begrænset i at lege med sine jævnaldrende. Det er ikke alle fra klassen, som hun har mulighed for at besøge, ligesom det ikke er alle lege, som Isabella kan lege, da hun har behov for at være i meget allergivenlige omgivelser: ” … og det er også det med, at jeg ikke kan bygge huler og sådan noget … for jeg har det sådan meget med tæpper og dyner og det. Så det er mest kun, når jeg skal i seng, at jeg skal have en dyne. Så det kan også være lidt irriterende”. Nog-le børn og unge fortælNog-ler også, at de har brug for ’aNog-lene-tid’ i løbet af skoNog-ledagen, og derfor vælger de at trække sig fra fællesskabet. Muligheden for at trække sig både i løbet af skoledagen og efter er vigtigt for flere af de børn og unge, som har deltaget i undersøgelsen.
Der er således forskellige eksempler på, hvordan nogle af børnene og de unge med kronisk sygdom/
handicap i denne undersøgelse oplever, at de kan have sværere ved at indgå i og fastholde venskaber med jævnaldrende.
At have venner med hjem hos plejefamilien sker ikke så ofte
I spørgeskemaundersøgelsen er børnene og de unge blevet stillet endnu et spørgsmål om venskaber. Resul-tatet på dette spørgsmål viser ligeledes interessante forskelle på besvarelserne fra særligt de døgnplejean-bragte børn og unge med eller uden kronisk sygdom/handicap:
Tabel 7.7
Tager du venner med hjem på besøg?
Børn og unge i døgnpleje: MED
kronisk sygdom/handicap
UDEN
kronisk sygdom/handicap
TOTAL
I alt 43 100 % 79 100 % 122 100 %
Altid 0 0 % 0 0 % 0 0 %
Ofte 6 14 % 24 30 % 30 25 %
Nogle gange 22 51 % 32 41 % 54 44 %
Sjældent 9 21 % 20 25 % 29 24 %
Aldrig 6 14 % 2 3 % 8 7 %
Ved ikke 0 0 % 1 1 % 1 1 %
Signifikant forskel mellem unge med og uden kronisk sygdom/handicap. Fisher’s Exact Test: P < 0,05
Tabel 7.7 viser, at der er signifikante forskelle i besvarelserne fra de to opdelte grupper af børn og unge. Blot 14 procent af børnene og de unge med kronisk sygdom har på spørgsmålet om, hvorvidt de tager venner med hjem på besøg, svaret ofte, hvor dette tal for børn og unge uden kronisk sygdom/handicap er 30 procent.
Dertil har 14 procent af børnene og de unge med kronisk sygdom/handicap svaret, at de aldrig tager venner med hjem på besøg, hvor det for børnene og de unge uden kronisk sygdom/handicap kun er 3 procent.
Resultaterne på dette spørgsmål viser, at færre børn og unge med kronisk sygdom/handicap i døgnpleje tager venner med hjem på besøg. Dette resultat kan således være med til at understøtte nogle af de andre resultater fra spørgeskemaundersøgelsen, der også peger på, at børn og unge med kronisk sygdom/handi-cap oplever flere udfordringer i at etablere eller fastholde venskaber med jævnaldrende.
I den forbindelse er det væsentligt at fremhæve et andet resultat fra spørgeskemaundersøgelsen, hvor børnene og de unge er blevet præsenteret for forskellige udsagn i forhold til, hvad der er det vigtigste i en plejefamilie. Her har i alt 42 procent af børnene og de unge med kronisk sygdom/handicap i døgnpleje markeret, ’at plejefamilien selv har børn’. Kun en andel på 15 procent af børnene og de unge uden kronisk sygdom/handicap har svaret, at det er vigtigt (som vist i kapitel 6, tabel 6.4a). Denne forskel er signifikant.
Tallene kan tyde på, at børn og unge med kronisk sygdom/handicap finder det vigtigere, at der er andre børn i plejefamilien, da de på den måde får mulighed for at indgå i socialt samspil med andre, hvilket er sværere for dem at gøre med deres jævnaldrende eller efter skolen.
Venskaber spiller en stor rolle i samtlige interview med børnene og de unge i såvel døgnpleje som aflast-ning. Nærværende undersøgelse viser, at oplevelsen af at have mindst én god ven er helt essentielt for, at børnene og de unge trives. Også i spørgeskemaundersøgelsen fremstår venskaber som et af de væsent-ligste elementer for, at børnene og de unge trives. I det åbne spørgsmål, ”Hvad kan gøre dit liv endnu bedre?”, har mange børn og unge i flere tilfælde nævnt temaer, som relaterer sig til venskaber.
Eksempelvis har en pige på 11 år med bevægelseshandicap skrevet: ”At jeg bliver mere populær”. En anden pige på 12 år med en sjælden kronisk sygdom skriver: ”Jeg vil også gerne, at mit liv bliver bedre, for min bedste veninde vil ikke lege med mig så meget mere. Og der er ikke rigtig nogen af de andre piger, som vil lege med mig, så jeg ville blive rigtig glad, hvis hun ville snakke med mig igen og lege med mig igen. Hun lukker mig også udenfor hele tiden, og det bliver jeg rigtig ked af. For så føler jeg, at hun ikke kan lide mig … og jeg ikke har så mange venner”.
Eller som en dreng på 12 år med ADHD i aflastning ganske kortfattet udtrykker det: ”Bare gode venner”.
Mobning og drilleri
I forbindelse med børnenes og de unges oplevelser af venskaber, har vi også i undersøgelsen spurgt om, hvorvidt børnene har oplevet at blive mobbet eller drillet. Med en almengørende formulering, ”Nogle børn og unge oplever at blive mobbet eller drillet”, er børnene og de unge efterfølgende i spørgeskemaundersø-gelsen blevet stillet spørgsmålet:
Tabel 7.8
Oplever du at blive mobbet eller drillet?
Børn og unge i både døgnpleje og aflastning:
MED
kronisk sygdom/handicap
UDEN
kronisk sygdom/handicap
TOTAL
I alt 79 100 % 98 100 % 177 100 %
Aldrig 32 41 % 55 56 % 87 49 %
Sjældent 26 33 % 24 24 % 50 28 %
Nogle gange 16 20 % 12 12 % 28 16 %
Ofte 1 1 % 4 4 % 5 3 %
Hver dag 1 1 % 1 1 % 2 1 %
Ved ikke 3 4 % 2 2 % 5 3 %
Tabel 7.8 viser, at børn og unge med kronisk sygdom/handicap ikke svarer, at de bliver mobbet eller drillet signifikant oftere end børn og unge uden kronisk sygdom/handicap. Samlet set svarer 77 procent aldrig eller sjældent. I alt svarer 20 procent af børnene og de unge i spørgeskemaet nogle gange, ofte eller hver dag. Derved stemmer nærværende undersøgelse på sin vis overens med resultaterne fra den tidligere nævnte undersøgelse om anbragte børns og unges trivsel fra SFI (Ottosen et al., 2015), der også viser, at 20 procent af børnene og de unge i familiepleje oplever eller har oplevet mobning.
Som tidligere nævnt har 4 procent af børnene og de unge andetsteds i spørgeskemaet angivet (som vist i kapitel 5, tabel 5.1), at andre ’mobber eller driller dem med deres diagnose’, men ingen har skrevet uddy-bende bemærkninger i forhold til det.
Flere af børnene og de unge har derimod valgt at skrive en kommentar om mobning eller drilleri under flere af de andre stillede spørgsmål i spørgeskemaet. Disse kommentarer peger på, at mange har oplevet mobning. Flere nævner deres tidligere skole som et sted, hvor de har oplevet mobning. Nogle skriver om dette meget kortfattet som en dreng på 16 år: ”Førhen blev jeg drillet groft og ofte”, imens andre vælger at skrive mere uddybende om deres oplevelser, og hvorfor de blev mobbet. Her nævner flere blandt andet deres forældre som forklaring på mobning. En pige på 16 år med ADHD skriver: ”Førhen har man ligesom haft en ’fast’ rolle i klassen med hierarki osv., hvor folk tit dømte en ud fra ens biologiske forældre, hvilket var rigtig
hårdt. Jeg stolede ikke på mig selv og troede heller ikke på, at jeg kunne noget, for ’jeg ville ende som min mor’, som folk sagde ... Men nu er jeg glad hver dag og har det rigtig godt”.
Også en anden teenagepige med ADHD på 17 år skriver: ”Altså, jeg følte, jeg blev det [mobbet eller drillet], fordi de dømte en og ligesom ikke troede på, at man kunne klare skolen ... hverken niende eller ungdomsuddan-nelse, men jeg kom ind på min uddannelse og klarede mig som den bedste i min klasse. Men ja, drillet og mobbet, fordi min [biologiske] familie var, som den var”.
Flere af de interviewede børn og unge med kronisk sygdom/handicap fortæller, at de mere eller mindre har oplevet at blive mobbet eller drillet i deres skoletid. Nogle fortæller, at de har været kede af at skulle i skole, mens andre fortæller, at de ikke turde gå uden for hjemmet i deres nabolag af frygt for mobning af andre børn eller unge i lokalområdet. Blot en enkelt ung, Rasmus på 18 år med autisme og ADHD, nævner sin diagnose i interviewet som en forklaring, da han bliver spurgt, om han har oplevet mobning: ”Jamen, jeg blev meget mobbet, da jeg var mindre, og så har jeg så fundet ud af, at jeg har ADHD, som jeg tog medicin for, og som jeg ikke gør mere, og så … ja, mobning. Så blev jeg sur, og så blev jeg aggressiv”.
Rasmus fortæller, at andre børn i skolen ofte råbte ad ham, og at det var de verbale tilnærmelser, han fik, der både gjorde ondt og gjorde ham aggressiv. Rasmus bruger flere gange under interviewet sin diag-nose som en forklaring på, hvorfor han havde svært ved at indgå i socialt samspil med sine jævnaldrende klassekammerater.
På interviewtidspunktet er der ingen af børnene og de unge, der giver udtryk for, at de oplever mobning ’nu’.
Under de forskellige interview kommer flere børn og unge selv ind på forskellen og ligheden mellem decide-ret mobning og venligt drilleri. Nogle nævner, at det kan være svært at forklare, hvad venligt drilleri er, men at det er en særlig følelse, der skaber mere skaber glæde frem for vrede. Da Micki på 15 år med autisme bliver spurgt, hvad han mener, når han taler om ’venligt drilleri’, fortæller han: ”Altså, det må ikke være sådan for meget drilleri, sådan at det gør meget ondt – altså indeni og udenpå. Det skal bare sådan være for sjov […] man skal lære hinanden at kende og vide, hvad man kan drille hinanden for sjov med, så man ikke bliver sådan … ja, gal
… ”. Daniel på 16 år med en sjælden kronisk sygdom, der går i en almindelig klasse på en folkeskole, kom-mer også selv ind på venligt drilleri i forbindelse med, at han i skolen har fået en særlig stol som et hjælpe- og støttemiddel. Da han bliver spurgt, hvordan de andre i klassen har reageret på, at han fik en sådan stol, fortæller han: ”De har bare drillet lidt og sådan noget, ikke … på en sød måde selvfølgelig. Mere sådan at det er snyd, at jeg har fået sådan en lækker stol. Altså lige nu, så er de lidt ligeglade, og det har jeg det egentlig også bedst med, at de ikke snakker så meget om det”. Daniel fortæller om denne oplevelse med et smil på læben, men han giver samtidig også udtryk for, at der er en grænse for, at det venlige drilleri kan gå hen og blive for meget, hvis klassekammeraterne fortsat fokuserer på, at han er anderledes i forhold til at have en speciel stol i klassen. Flere af børnene og de unge i de forskellige interview giver udtryk for, at den rette mængde af venligt drilleri kan give et humoristisk indslag i hverdagen, hvor de føler sig set og anerkendt i et positivt lys – imens andre fortæller, at det kan være svært at se, hvornår noget drilleri er venligt ment eller ej.