Dette kapitel beskriver kort det metodiske og analytiske grundlag for undersøgelsen. Vi redegør først for udvælgelsen af børn og unge til de kvalitative interview samt for undersøgelsens praktiske gennemførelse.
Derefter diskuterer vi de muligheder og begrænsninger, der ligger i at lade børnene og de unges egne erfaringer med anbringelsesforløbet være omdrejningspunktet for undersøgelsen. Endelig præsenteres de begreber og teorier, som danner grundlag for rapportens analyser.
UDVÆLGELSE AF INTERVIEWPERSONER
Denne undersøgelse er baseret på interview med 15 børn og unge i alderen 13-20 år, som enten er eller tidligere har været anbragt i slægtspleje. Inter-viewene er gennemført i perioden november 2009 til februar 2010. Delta-gerne er udvalgt blandt den gruppe af børn og unge, som indgik i den tidli-gere gennemførte spørgeskemaundersøgelse (jf. kapitel 1). Ud af de 158 børn og unge i slægtspleje, hvis plejeforældre besvarede spørgeskemaet, udtrak vi til denne interviewundersøgelse en gruppe på i alt 40 børn og
un-ge.2 Gruppen bestod af 20 piger og 20 drenge i alderen 12-23 år, der, selvom nogle af dem nu var blevet voksne, havde været slægtsanbragte som børn (0-17 år). Blandt disse var der tre søskendepar. Vi havde kun til hensigt at inter-viewe 15-20 børn i alt, men de 40 potentielle deltagere blev udtrukket ud fra en forventning om, at det ikke ville være muligt at komme i kontakt med alle, og at der desuden ville være en vis andel af de kontaktede, som ikke ønskede at deltage i interview. Af hensyn til projektets ressourcer udtrak vi alene børn og unge anbragt på Fyn og Sjælland. Dette fandt vi acceptabelt ud fra en betragtning om, at slægtsanbragte børn og unges oplevelser ikke kan forventes at adskille sig betydeligt på tværs af landsdele. Børn og unge, som i perioden op til interviewet var flyttet til andre landsdele, forblev dog i undersøgelsesgruppen.
Den nedre aldersgrænse ved 12 år blev valgt med henblik på at skabe grundlag for en form for sammenlignelighed. Inden for de senere år har SFI således i flere studier gennemført relativt mange kvalitative interview med netop anbragte unge. Med fokus på aldersgruppen 13-20 år åbnes der mulighed for at trække paralleller mellem anbringelseserfa-ringer fra slægtspleje og andre anbringelsesformer, navnlig institutions-anbringelser (jf. Egelund & Jakobsen, 2009; Egelund et al., 2010). Vi kan således ikke med denne undersøgelse udtale os om, hvordan mindre børn i slægtspleje ser på deres anbringelse.
Selve rekrutteringen af deltagere er forløbet overraskende posi-tivt. Kun en enkelt af de adspurgte børn og unge har takket nej til at deltage i undersøgelsen, hvilket muligvis skal ses i lyset af proceduren omkring afgivelse af tilsagn. Henvendelserne skete telefonisk, det vil sige ved direkte kontakt til slægtsplejeforældrene og det enkelte plejebarn. I de fleste tilfælde havde vi kontakt med begge parter, da det var slægtsple-jeforældrenes adresse, som var udgangspunkt for at lokalisere undersø-gelsesdeltagerne. Dog gik kommunikationen i tre tilfælde – hvor den unge var flyttet i egen bolig på undersøgelsestidspunktet – direkte til interviewpersonen. I de tilfælde, hvor interviewene foregik i slægtspleje-familien, hilste intervieweren ofte på en eller begge slægtsplejeforældre, men interviewene foregik alene med de unges tilstedeværelse. Alle de indgåede interviewaftaler er blevet overholdt.
2. Informationerne i denne rapport bygger dog udelukkende på interview med de unge. Der er ikke anvendt oplysninger fra spørgeskemaerne om dem; skemaerne er alene brugt til udvælgelsespro-cessen.
GENNEMFØRELSE AF INTERVIEW
Interviewene varede mellem halvanden og to timer. Ved interviewets start præsenterede vi formålet med undersøgelsen, og vi gjorde det klart, at vi var uafhængige af forvaltningen og ikke havde nogen indflydelse på deres anbringelsessag. Grundlaget for samtalerne bestod af en semistruk-tureret interviewguide, som berørte en række spørgsmål opdelt efter følgende temaer:
1. Anbringelseshistorien 2. Slægtsplejefamilien
3. Biologiske forældre og søskende 4. Venner, skole og fritidsinteresser 5. Synet på fremtiden.
En sådan spørgeguide – hvor intervieweren sikrer, at de ønskede temaer berøres, men hvor interviewpersonen i høj grad er med til at bestemme rækkefølgen og vægtningen af samtalens emner – giver mulighed for en spontan og dynamisk interviewsituation. Spørgeguiden bliver i denne type interview ”støttende, ikke disciplinerende” (Warming 2005: 26). Det har også været tilfældet i denne undersøgelse, hvor de enkelte interview bl.a. har taget farve efter den enkeltes alder, baggrund og aktuelle situati-on.
I undersøgelsesforløbet blev det tydeligt, at deltagernes alder spil-ler en væsentlig rolle for, hvordan erfaringer med et anbringelsesforløb kan italesættes. Selvom vi i udgangspunktet havde fravalgt de yngre børn, var der således væsentlige forskelle at spore inden for undersøgelses-gruppen. De yngste (13-15 år) formulerede sig ofte konkret og relativt kortfattet, og de skulle på forskellig måde ’hjælpes’ i gang med deres beretninger. Omvendt havde de 16-20-årige generelt lettere ved at ud-trykke sig abstrakt, og de gav ofte i deres besvarelser ret lange og detalje-rede beskrivelser.
Forskellene er ikke overraskende i sig selv; de udtrykker udvik-lingen hos børn, der over tid bevæger sig fra at være forholdsvis konkret tænkende til at få en mere refleksiv bevidsthed. I en interviewbaseret undersøgelse som denne er der imidlertid metodiske udfordringer for-bundet med at lade grupper, der har væsentligt at bidrage med, men på grund af deres alder besidder færre begreber, ’komme til orde’ på egne
præmisser (se fx Andersson, 2000; Tiller, 1991). En af de teknikker, vi benyttede os af, var at lade samtalerne tage afsæt i et ’relationsdiagram’.
Tidligt i interviewet tegnede vi således et cirkeldiagram på et stykke papir med barnet eller den unge placeret i centrum. Herefter bad vi vedkom-mende om at indtegne centrale personer i hendes eller hans liv inden for diagrammets rammer med de vigtigste relationer tættest på midten. Pla-ceringen af de enkelte personer (biologiske forældre, slægtsplejeforældre, søskende, anden familie, venner osv.) blev derefter et afsæt for den vide-re samtale.
I nogle tilfælde fik barnet eller den unge hurtigt indsat en række personer i diagrammet og fik derved skabt et ret omfattende relations-netværk eller udvidet stamtræ, som kunne bidrage til at strukturere inter-viewet. I andre tilfælde fik diagrammet en mere underordnet rolle i sam-talen, hvor barnet/den unge blot placerede personerne løbende, efter-hånden som de dukkede op i fortællingen. I de fleste tilfælde tjente rela-tionsdiagrammet dog en vigtig funktion. Diagrammet viste sig nemlig at være en god måde at få igangsat en samtale om ofte svære og sårbare emner (svigt fra forældre, død i den nære familie, selve anbringelsen osv.). Samtidig var processen indholdsmæssigt interessant, fordi place-ringen af konkrete individer ofte var overraskende og dermed lagde op til uddybninger. Hvorfor var en kusine fx placeret inde ved centrum blandt de allermest betydningsfulde relationer? Og hvorfor fik den biologiske far kun tildelt en marginal position i den yderste periferi af diagrammet? I forhold til de yngste interviewpersoner havde fremgangsmåden yderlige-re den fordel, at fokus blev fjernet fra den interviewsituation, som nogle kunne opfatte som formel og en smule akavet: Diagrammet fungerede her som en ’isbryder’ og tog form af en opgave, der skulle løses i fælles-skab.
For nogle af interviewpersonerne var deres aktuelle situation med-virkende til at sætte rammen for samtalens forløb. For eksempel inter-viewede vi en pige, netop som hun efter flere års slægtsanbringelse stod over for at skulle hjemgives til moren, som i mellemtiden var flyttet til udlandet med en ny kæreste. Den nært forstående hjemgivelse domine-rede forståeligt nok pigens tanker og overvejelser og kom i nogen grad til at ’overskygge’ de øvrige interviewtemaer. Fra et forskningsmæssigt per-spektiv bidrager også sådanne interview imidlertid med vigtig viden om de udfordringer og dilemmaer, som anbragte børn og unge står i.
Samtidig er det afgørende, at man som forsker ikke bidrager til at vanskeliggøre situationen yderligere for sine interviewpersoner. Vi har derfor været meget bevidste om, at børnene og de unge på ingen måde skulle presses til at tale om traumatiske emner, de ikke selv ønskede at tage op. Enkelte har enten direkte eller ved deres kropssprog givet udtryk for noget sådant. Vi har i sådanne tilfælde valgt at forlade temaet. I det hele taget har det i interviewene været vigtigt at søge at aflæse den unges reaktioner på relationen til intervieweren og på spørgsmålenes indhold. I almindelighed virkede de unge spontane og svarvillige i interviewene, hvilket vi tog som udtryk for, at interviewsituationen ikke stressede dem for meget. Alle interview er blevet afsluttet i en god atmosfære, hvor børnene og de unge – efter diktafonen er blevet slukket – typisk har sludret om løst og fast med intervieweren. Flere af deltagerne har desu-den taget nye eller tidligere diskuterede emner op, efter selve interviewet var overstået.
I afrapporteringen er alle navne på personer og lokaliteter æn-dret af hensyn til deltagernes anonymitet. Hændelser, som kunne virke afslørende, eller som rummede mulighed for at kompromittere relatio-nen mellem de beskrevne parter, er blevet udeladt.
METODENS MULIGHEDER OG BEGRÆNSNINGER
Som nævnt i kapitel 1 findes der kun begrænset forskningsmæssig viden om slægtsanbringelser i Danmark, hvilket må ses i lyset af, at slægtspleje ikke hidtil har spillet nogen særlig rolle i anbringelseslandskabet. Interna-tionalt har der været større interesse for emnet, både forskningsmæssigt og i praksis. Det er imidlertid kendetegnede for denne forskning, at den overvejende er forankret i kvantitative metoder. Således har det ikke været nogen selvfølge inden for denne forskningstradition at spørge de anbragte børn og unge selv om deres oplevelser med anbringelsen.
Forskningen har i høj grad fokuseret på, om man kan identificere bedre effekter af slægtspleje end af andre typer anbringelser. Det er der en del undersøgelser, som mener at kunne konkludere i forhold til specifikke udfaldsmål. Eksempelvis er der udbredt enighed om, at slægtspleje tilby-der bedre betingelser for stabile anbringelsesforløb end de fleste andre anbringelsesformer (Berridge & Cleaver, 1987; Vinnerljung, Sallnäs &
Kyhle-Westermark, 2001). Til gengæld rummer den eksisterende
forsk-ningslitteratur kun få studier, som går tæt på slægtsanbringelsens ’indre liv’ eller forsøger at indfange de sociale processer, som træder i kraft, når et barn anbringes inden for slægten. Ved at give forrang til de slægtsan-bragte børn og unges egne erfaringer med anbringelsen udgør denne undersøgelse et skridt i retning af at få belyst denne dimension.
Den viden, der kan opnås om et bestemt fænomen, afhænger naturligvis af de undersøgelsesspørgsmål, man stiller sig, og de metoder, man vælger at tage i anvendelse. Nærværende undersøgelse giver indblik i en række konkrete anbringelsesforløb, og den åbner mulighed for gen-nem en kvalitativ analyse at afsøge mønstre, som er genkendelige på tværs af individuelle cases, og som kan sige noget væsentligt om, hvad der kendetegner slægtspleje som anbringelsesform. Samtidig er det klart, at mange spørgsmål vedrørende slægtspleje ikke kan besvares på dette grundlag.
For det første må det fremhæves, at en række aktører er involve-rede i et anbringelsesforløb, og at de slægtsanbragte børn og unge kun udgør én – om end særdeles væsentlig – stemme i dette kor. Eksempelvis ved vi ikke, hvordan slægtsplejeforældrene og de biologiske forældre betragter de anbringelsesforløb, som rapporten omhandler. For det an-det bør an-det nævnes, at en interviewundersøgelse ikke tilbyder viden om
’effekter’ af slægtspleje i den forstand, som anvendes inden for den evi-densbaserede effektforskning. Gennem de senere år har der været sti-gende interesse for evidens på det sociale område, også på anbringelses-området, og her rettes fokus typisk mod de langsigtede og målbare effek-ter af indsatserne. Den foreliggende undersøgelse giver et øjebliksbillede af slægtspleje og kan derfor ikke give svar på, hvad virkningerne af ind-satsen er på længere sigt. Desuden kan man ud fra et effektforsknings-perspektiv argumentere for, at udsagn fra de aktører, som er berørt af interventionen, ikke nødvendigvis fortæller noget om effekter; en an-bragt ung kan fx sagtens udtrykke tilfredshed med en ’ineffektiv’ foran-staltning, ligesom en indsats i dette lys kan vise sig at have effekt, selvom deltagerne ikke umiddelbart anerkender dens værdi eller relevans.
Kvalitative studier er ikke af denne grund ude af stand til at sige noget relevant om virkningerne af sociale indsatser. Dog beskæftiger de kvalitative studier sig med en anden slags virkninger end den evidensba-serede effektforskning. Anbringelser uden for hjemmet er først og fremmest en stærkt indgribende foranstaltning, og for de berørte parter er det ofte et dramatisk punkt i både barnets og familiens liv. Det er
væsentligt at vide mere om, hvilken rolle slægtsanbringelser spiller i den-ne komplekse og sårbare situation, og det er ikke mindst vigtigt at kom-me nærkom-mere en forståelse af, hvad det betyder for børnene og de unge selv, at dette skift af omsorgsmiljø foregår inden for slægtens rækker.
Samtidig er ’brugerperspektivet’ decideret underbelyst i den eksi-sterende forskning. Det er påfaldende, hvordan hovedparten af de tema-er, som forskningen om slægtspleje har beskæftiget sig med, har afsæt i, hvad vi bedst kan betegne et systemperspektiv på anbringelsen. Det gæl-der også Mehlbyes danske pilotstudie fra 2005. Selvom ungæl-dersøgelsen bygger på interview med både socialrådgivere, slægtsplejefamilier og slægtsanbragte unge, er det de forvaltningsmæssige dilemmaer og pro-blemstillinger, der dominerer billedet. Det fremhæves fx som en svaghed ved anbringelser inden for slægten, at der nemt ”etableres alliancer mel-lem biologiske forældre og slægtsplejeforældre”, hvilket gør det vanske-ligt for sagsbehandleren at ”vurdere barnet og vigtige forhold i familien”
(Mehlbye, 2005: 15). Det nævnes også som en problemstilling, at man i nogle tilfælde kan stille sig tvivlende over for slægtsplejefamiliens ”nød-vendige følelsesmæssige distance”, og at det på grund af de tætte relatio-ner mellem parterne er ”svært at afbryde plejeanbringelsen hos slægt, selv om det ikke er en optimal løsning for barnet” (ibid.).
Vi afviser ikke relevansen af sådanne overvejelser, men ønsker at fremhæve, at fokus for nærværende undersøgelse ligger et andet sted.
Når ønsket om at forstå de slægtsanbragte børn og unges perspektiv på anbringelsen, så kræver det imidlertid, at man tager deres udsagn alvor-ligt. Det betyder, at det hverdagsliv, de er placeret i, og den position, de taler fra, må være undersøgelsens omdrejningspunkt. Samtidig må ek-sempelvis de anbringende myndigheders forestillinger om, hvad der er
”optimalt”, nødvendigvis træde i baggrunden. Implikationerne af en sådan forskydning af undersøgelsesperspektivet bør ikke underkendes.
For de slægtsanbragte børn og unge ville argumentet om behovet for en
”følelsesmæssig distance” i plejeforholdet formentlig være noget nær uforståeligt. Fra deres synsvinkel er familierelationen og oplevelsen af en følelsesmæssig forbundethed selve grundlaget for anbringelsesforholdet.
Som vi skal se i de følgende kapitler, så udgør det forhold, at børnene og de unge bor hos medlemmer af familien, et væsentligt fundament for, hvordan de i det hele taget opfatter sig selv og deres hverdagsliv.
ANALYSESTRATEGI
Det beskrevne undersøgelsesperspektiv, hvor vi tager afsæt i børnene og de unges erfaringer med at være slægtsanbragt, afspejles ligeledes i den valgte analysestrategi. Rapporten er således bygget op af en række temati-ske diskussioner, hvor vi behandler karakteren af de tilhørsforhold og nære sociale relationer, som de slægtsanbragte børn og unge selv frem-hæver. Orienteringen mod det relationelle er på den ene side oplagt; det er trods alt det forhold, at barnet anbringes hos personer, som det allere-de har en familiemæssig tilknytning til, allere-der er slægtsplejens særlige karak-teristika. Det analytiske valg er dog samtidig både teoretisk og empirisk funderet. Teoretisk er vi navnlig inspireret af Axel Honneths idé om anerkendelse som en afgørende vigtig faktor for menneskelig identitetsud-vikling og selvrealisering (Honneth, 1992). Ikke mindst Honneths tanker om betydningen af symmetriske relationer inden for ’privatsfæren’ er interessant her. Dels kan man diskutere, hvor privatsfæren befinder sig for anbragte børn og unge, der i endnu højere grad end deres jævnald-rende skal forholde sig til og forsøge at forbinde forskellige sociale are-naer. Dels er det empirisk set oplagt, at netop slægtsanbragte børn og unge må stå i en særlig situation i dette relationelle perspektiv, fordi de modsat andre anbragte faktisk bibeholder en grad af kontinuitet til fami-lienetværket. Vores interesse for de slægtsanbragtes tilhørsforhold og nære relationer skal således også ses i lyset af, at en udbredt ’netværksfat-tigdom’ synes at være et presserende problem for anbragte børn og unge i almindelighed (Egelund et al., 2010).
KAPITEL 3