12. Afhandlingens konklusion og diskussion
Jeg samler op på afhandlingen som et vidensbidrag til et forskningsfelt, der forsøger at komme på højde med hvordan såkaldt nye styringsredskaber fortolkes, får betydning og bliver virksomme – her specifikt i relation til det småbørnspædagogiske område. I afslutningen argumenteres der for at vi i et demokratisk samfund vedvarende må diskutere hvordan vi aktuelt forstår og søger at styre og vide pædagogik og institutioner for de mindste børn, hvilket forudsætter en levende pædagogisk kultur og kritik.
Pædagogiske maskinerier og tilsynekomster
Jeg har i afhandlingen interesseret mig for hvordan kvalitet styres, forstås, udvikles og tematiseres i relation til småbørnspædagogikken. Det betyder at jeg analytisk har interesseret mig for, og kan sige noget om, de sociale sammenhænge og rum, hvor småbørnspædagogik diskuteres, og der gøres
29
bestræbelser på at vide og styre pædagogik og pædagogers faglighed. Som man vil se i afhandlingen er kvalitetsrapportering en praksis, som i høj grad optager ledelsesmæssige sammenhænge og personalemøder og det er derfor overvejende voksne – ledere, konsulenter og pædagoger – som optræder og formes i mine kortlægninger af kvalitetsmaskineri. Liv og mylder i institutionerne; de børn, det hele drejer sig om, og de måder pædagoger konkret ordner og forholder sig i mylderet, er (bort)abstraherede, andetgjorte og upåagtede i maskineriet (Ahrenkiel, Nielsen, Schmidt, Sommer, &
Warring, 2012). De er derfor også langt væk i mine analyser.
I en bestræbelse på ikke at skrive børnekroppe, cykler, ostehapse, pædagoger, mylder og liv helt ud af afhandlingen, har jeg valgt at medtage observationsfortællinger fra Troldebakken mellem hvert af afhandlingens kapitler. Troldebakken er en integreret institution i det ene af de to dagtilbud, og fortællingerne stammer fra et feltarbejde, jeg lavede som led i arbejdet med afhandlingen. De er tænkt som små afbrydelser i min fremadskridende forskningsfortælling, der fungerer som påmindelse og hyldest til det småbørnspædagogiske liv i egen ret8. Ambitionen er at de kan skabe en kritisk spænding eller forskel til det kvalitetsmaskineri, jeg analytisk konstruerer, men også til de analyser af dets orden og ordninger, som ellers kan få styringen til at tage sig massiv og altovergribende ud. En alternativ kvalitetsrapport om man vil. Jeg forholder mig ikke analytisk til fortællingerne eftersom mine analytiske bestræbelser ikke har været at illustrere diskrepans eller sammenhænge mellem styringsbestræbelser og småbørnspædagogik9, ligesom afhandlingen ikke fokuserer på at undersøge eller begrebssætte småbørnspædagogisk praksis. Jeg lader derfor fortællingerne tale for sig selv.
Og henviser i øvrigt til den forskning, som indenfor de seneste år har påtaget sig den væsentlige opgave det er, at bidrage med begreber og forståelser af småbørnspædagogikken, samt de måder at orientere sig, vide og styre, som pædagoger baserer deres praksis på (Ahrenkiel & Krejsler, 2013; Ahrenkiel et al., 2012; Højlund, 2009; Rothuizen & Togsverd, 2015). Den første fortælling kommer på næste side.
8 Mine overvejelser begrundes yderligere i kap 6.
9 Jeg havde i begyndelsen af arbejdet med afhandlingen ambitioner om også at lave sådanne analyser, men fravalgte det efterhånden som arbejdet med afhandlingen skred frem. Dels fordi jeg blev optaget af noget andet, dels fordi jeg oplevede det som overmåde vanskeligt at konstruere sådanne sammenhænge analytisk.
30
Emma og ostehapsen
Vi skal spise og børnene kommer stille og roligt hen til bordet. Der er rolig og hyggelig stemning. De voksne hjælper med at dele ud. Med at åbne figenstænger og yougurtbægre – der snakkes om hvad børnene har med. Hvad de skal lave i sommerferien etc. Mange vil gerne sidde ved siden af mig, èn af dem er Emma, som ender med at sidde ved siden af Karen. Undervejs i måltidet henleder Karen min opmærksomhed på Emma med et nik med hovedet. Hun rykker hen i nærheden af mig og siger stille og smilende at en ostehaps også kan bruges som modellervoks. Emma ved ikke at vi snakker om hende, men rykker sig i det samme, så jeg kan se at hun sidder og hamrer og maser ostehapsen ned i voksdugen. Hun bemærker at vi kigger på hende, og ser op på Karen, som smiler og siger
”Nej, hvad er det du har lavet?” Emma smiler: ”En kage” siger hun begejstret. ”Nej en ostekage Emma. Ih hvor lækkert!” siger Karen og fortæller om at en af kollegerne engang havde en ostekage hun havde bagt med og den smagte dejligt! Hun går hen mod rullebordet, mens hun siger: ”Nu skal du få en ske til den! Nå, vi havde en gaffel. Værsgo Emma”
smiler hun og giver gaflen til Emma, som begynder at spise. De to smiler til hinanden, mens Emma smager sin kage.
31
Kapitel 2. Hvad er kvalitetsrapporter ?
Dette kapitel rummer en kort præsentation af kvalitetsrapporter og den praksis de indskrives i.
KL udarbejdede som led i Det fælleskommunale udviklingsprojekt en fælles standard for kvalitetsrapporter, hvor kvalitetsrapporten introduceres som den teknologi, som muliggør såvel dokumentation af 0-6årsområdets indsats, intern og ekstern sammenligning af denne og endelig muliggør det lovpligtige kommunale tilsyn (KL, 2010b). Kommunerne benytter sig af kvalitetsrapportskabelonen i sin grundform – det er en forudsætning for sammenligneligheden, at der er tale om de samme data – men de gør det i forskellige fortolkninger og variationer. Den kommune, jeg har lavet feltarbejde i, er således én blandt mange, og det vil sige et eksempel på en styringsmæssig genre som er nationalt udbredt og som ikke alene er begrænset til det småbørnspædagogiske område.
Trods forskellige variationer mellem forskellige kommuners praksis, er det fælles for kvalitetsrapporten som instrument, at den består af tre hovedkomponenter, som er velkendte fra andre akkrediteringsmodeller. Bl.a.
også den Danske Kvalitetsmodel, som KL eksplicit henviser til at kvalitetsrapporterne er tænkt ind i (KL, 2010b). Først formuleres en række mål i form af mere eller mindre specifikke standarder og herunder nogle måder at måle hvorvidt resultaterne er nået gennem indikatorer. Så observeres hvordan praksis afviger fra standarderne. Og endelig formidles resultaterne af disse standardmålinger på institutionernes og kommunernes hjemmeside (Knudsen, 2011a, p. 970). Det er desuden en evalueringsmodel som baserer sig på en kombination af tal genereret af forvaltningen vdr.
ressourcer, børnetal, resultater af forældretilfredshedsundersøgelser etc., og en selvevaluering hvor de enkelte dagtilbud selv kommer med oplysninger og vurderer deres praksis i mere kvalitativ form.
32
Kommunens kvalitetsrapporteringspraksis
Den kommune, jeg har lavet mit feltarbejde i, var en af de bærende kommuner i Det fælleskommunale kvalitetsprojekt, og Byrådet tog beslutning om at indføre kvalitetsrapporter på det småbørnspædagogiske område allerede i sommeren 2007. Kommunen har altså længe været i gang med en praksis, som nu udbredes i en eller anden form i landets øvrige kommuner. Der er efterhånden etableret en hel organisatorisk praksis omkring kvalitetsrapporterne, som indskriver rapporterne og den viden de fremstiller, som et centralt og uomgængeligt styringsinstrument på det småbørnspædagogiske område. Arbejdet med at rapportere og dokumentere kvalitet i kvalitetsrapporter er derfor interessant at følge, netop i denne kommune. Det er for mig at se interessant at følge en kvalitetsrapporterings- praksis som er relativt udfoldet og veletableret, og hvor pædagoger, ledere og forvaltere har gjort sig en række erfaringer med det. Samtidig med at man i kommunen fortsat arbejder på at forhandle og finde veje, ganske som andre kommuner i landet. Jeg formoder altså bringe mig i nærheden af noget almindeligt og genkendeligt, igennem det enkle og særlige.
Den lokale kvalitetsrapport
I kommunen har man efterhånden udviklet en praksis hvor alle kommunens dagtilbud laver en lokal kvalitetsrapport hvert andet år10. Den lokale rapport laves i en specifik fælles skabelon, som kombinerer data forvaltningen i forvejen er i besiddelse af, med lokale såkaldte ”supplerende indberetninger”.
De supplerende oplysninger handler overvejende om arbejdet med de pædagogiske læreplaner – her skal der opstilles mål og dokumenteres hvordan målene er nået. Der er desuden tale om oplysninger om sygefravær etc. Den elektroniske skabelon for kvalitetsrapporterne er tilgængelig i ledernes administrative system LIS, og gør det muligt at generere en rapport som på én gang samler forvaltningens data og de supplerende indberetninger fra
10 Et dagtilbud består i praksis af 5-7 ”afdelinger”. En afdeling er det man i ikke så gamle dage kaldte en børnehave, vuggestue eller integreret institution. Altså et fysisk sted med egen adresse, legeplads, bygninger og cykler, hvor en gruppe børn, forældre og pædagoger lever en stor del af deres levede liv. Dagtilbuddet er altså en, relativt abstrakt, superinstitution, som ledes af en dagtilbudsleder og afdelingernes pædagogiske ledere.
33
dagtilbuddet. Rapporten genereres elektronisk, så den formmæssigt ser ens ud for alle dagtilbud og rummer samme typer af oplysninger. Den er opdelt i temaer, og der er for hvert tema tabeller, der angiver dagtilbuddets resultat i år, flankeret af det foregående års resultat, det kommunale gennemsnit for dagtilbuddene og det kommunale mål for området:
Kilde: Kommunens forældretilfredshedsundersøgelser
Når dagtilbudslederne har udfyldt de supplerende oplysninger og genereret kvalitetsrapporten elektronisk, sendes denne til behandling i det enkelte dagtilbuds bestyrelse. Bestyrelsen udarbejder en skriftlig udtalelse, som fremgår bagerst i rapporten. Rapporten offentliggøres nu på kommunens hjemmeside, sammen med kvalitetsrapporterne fra kommunens øvrige dagtilbud.
Kvalitetssamtale og LUP
Efterfølgende afholdes der kvalitetssamtaler med deltagelse af områdeleder, dagtilbuddets ledelsesteam, en repræsentant fra medarbejderne og bestyrelsen, samt én eller to af kommunens konsulenter. Om samtalerne hedder det at:
Samtalerne fungerer som systematisk ramme om dialogen mellem niveauerne [på børn og ungeområdet] og sikrer, at der kontinuerligt er en fælles forståelse for status i dagtilbuddet samt de udviklingsinitiativer, der sættes i værk. […] I forbindelse med kvalitetssamtalen indkredses et eller flere områder, hvor der skal iværksættes en ekstra indsats for at løfte kvaliteten (Forvaltningen, 2010, p. 2, min anonymisering).
Ved samtalen bliver der altså koordineret en ”fælles forståelse” af status, bl.a.
gennem indkredsningen af lokale udviklingspunkter, der udpeger områder hvor man det følgende år skal gøre en særlig indsats for at løfte kvaliteten.
Udviklingspunkter samles og beskrives i den såkaldte LUP (den lokale udviklingsplan), som er en form for handleplan, der beskriver mål, effekter, ydelser og ressourcer for arbejdet i den kommende to-årige periode. Jeg skal senere i afhandlingen vende tilbage til hvordan kvalitetssamtalen og LUP’en
34
fungerer som instrumenter, der skaber ”fælles forståelser” og vise hvad det indebærer. I denne overbliksgivende introduktion skal jeg i første omgang konstatere, at såvel kvalitetssamtaler og LUPen indskriver sig som styringsteknologier, der følger op på kvalitetsrapporterne i den samlede lokale styringskæde, på den måde at man ved næste kvalitetssamtale og kvalitetsrapportering følger op på de mål man har sat sig i LUPen.
Kvalitetsarbejdet tænkes altså som en fortløbende proces, hvor mål opstilles, praksis evalueres, nye mål opstilles og så fremdeles.
En væsentlig præmis for kvalitetsrapporter er at de er tænkt som en måde at forvalte det kommunale tilsyn, som er tilgået kommunalbestyrelsen ved en ændring af Dagtilbudsloven i 2008 (se også kap 8). Formelt skal kvalitetsrapporterne godkendes af byrådet som på baggrund af disse kan
”vælge at iværksætte opfølgende initiativer eller sanktioner” (Forvaltningen, 2010, p.
2). I praksis er tilsynspligten uddelegeret til områdelederne, som i forbindelse med godkendelse af kvalitetsrapporten og kvalitetssamtalen kan pålægge dagtilbuddet såkaldte tilsynspunkter. Et tilsynspunkt gives på baggrund af en særligt bekymrende udvikling eller manglende overholdelse af lovgrundlag og retningslinjer for området (Forvaltningen, 2010, p. 3, 2014, p. 8).
Kvalitetsrapporter har altså helt eksplicit en kontrollerende funktion, som imidlertid følges med en udviklingsorienteret ambition og retorik. Således henter kvalitetsrapporterne en stor del af sin legitimitet i at være den teknologi, som kan tilvejebringe viden om lokale indsatser, der kan kvalificere og udvikle den pædagogiske praksis. Kontrol og udvikling praktiseres altså på en og samme tid, i samme dokumenter, i samme evalueringer, ved samme kvalitetssamtaler.
Hovedrapporten og Kvalitetshjulet
På baggrund af de lokale rapporter udarbejder forvaltningens pædagogiske afdeling en hovedrapport. Hovedrapporten sammenfatter de lokale rapporter til en beskrivelse af den samlede kvalitet for børn og unge-området. I rapporten anvises og udpeges særlige fokusområder, og der gives eksempler på velfungerende praksis. Resultatet af det kommunale tilsyn offentliggøres i form af en liste bagerst i dokumentet, hvor det fremgår hvilke udviklingspunkter og tilsynspunkter de enkelte dagtilbud i kommunen har fået. Også hovedrapporten lægges på kommunens hjemmeside, ligesom den
35
tilgår det politiske niveau. Samlet kan styringskæden, det såkaldte Kvalitetshjul, illustreres som følger:
(Kommunen, 2014c)
Kvalitetsrapporterne indskriver sig altså i en styringskæde eller tænkning, som – selvom den her er tegnet i en cirkel –implicerer en forståelse af politik, styring og småbørnspædagogisk praksis, som relativt lineære og entydige processer. Politik og magt forstås grundlæggende som et fænomen der udgår fra et politisk niveau og som siver ned og implementeres i praksis i mere eller mindre ren form. Kvalitetsrapporterne er i denne logik den styringsteknologi, som kan understøtte implementeringen af den vedtagne politik på området ved at 1) tilvejebringe viden om pædagogikkens tilstand (hvordan og hvor godt er politikken implementeret), 2) udpege problemer og afvigelser i forhold til de politiske målsætninger, 3) forpligte institutioner og professionelle på det politiske rationale, sådan at deres opfattelser, erfaringer og handlinger tilpasser sig tilsvarende.
36
Toiletrulleballade
Vigga, en af de små piger, kommer løbende, hvinende og grinende gennem fællesrummet i institutionens centrum. I sin ene hånd har hun enden af en toiletrulle, som hun trækker efter sig. Toiletrullen vikler sig ud og efterlader et flagrende hvidt bånd efter hende. Hun kigger sig tilbage og hviner begejstret, mens hun løber videre. Den jævnaldrende Anna løber med, hviner med armene i vejret. De løber ud i gangen hvor de møder Karen, som standser op. Hun smiler og slår ud med armene. ”Jamen, hvad er det da du kommer med der Vigga!” siger hun med et lille grin ”og Emma! Går du tur med en toiletrulle?” Hun griner og går hen imod hende. ”Jamen, I sødeste, skøreste piger da! Sikke noget I finder på!”
Vigga løber ind i fællesrummet igen med toiletpapiret efter sig. Hendes hvin og grin tiltrækker flere børn, som hviner, griner og løber med. Nogle store drenge kommer og siger noget til Karen. Jeg kan ikke høre, hvad de siger, men tydeligt høre Karen, der siger ”Ja, det har I ret i, men ved I hvad. De er så små, så de kender ikke reglerne endnu. Det har de ikke styr på”. Drengene ser ud til at tage det helt roligt, acceptere beskeden. De ryster lidt på hovedet, bliver stående og ser på, men går hurtigt videre til noget andet. Imens kommer pædagogen Mette og ser lidt på, hvad der sker. Hun smiler og får øjenkontakt med Karen. Så går hun videre.
37
Kapitel 3. Afhandlingens
hensigt, forskningsbidrag og præmisser
Ambitionen med afhandlingen er at få indblik hvordan kvalitet konkret arbejder, bearbejder, koder og sætter ting i gang, men også i de mange paradokser, spændinger og kompromiser, som nødvendigvis må indgås, når pædagogik skal dokumenteres og udvikles i termer af kvalitet, effekter og resultater. Man kan sige at jeg med min afhandling søger at levere et bidrag til et fremvoksende forskningsfelt, der søger at komme på højde med hvad der ofte betegnes som nye styringsteknologier og sådanne styringsteknologiers betydning, når de plugges ind i et (småbørns)pædagogisk område mere specifikt (se også kap 4).
At komme på højde er i sig selv aktuelt og nødvendigt i en tid, hvor der udgår et sandt mylder af styringstiltag fra de kommunale forvaltninger i tillæg til Dagtilbudsloven. Men at komme på højde er i min forståelse også en forudsætning for at vi, der er interesserede i styring, i pædagogiske spørgsmål og i små børns liv, kan gøre os tanker om, og diskutere hvordan det småbørnspædagogiske område aktuelt styres, tematiseres og praktiseres. Jeg håber med mine detaljerede empiriske undersøgelser at levere et vidensbidrag, der også inviterer til tænkning, drøftelser og diskussioner om hvordan dokumentationer og rapporteringer af ”kvalitet” får betydning for vores fortolkninger og måder at forvalte småbørnspædagogik og andre velfærdsopgaver. Er det sådan vi gerne vil have det? Eller kunne vi indrette os på en anden måde?
Min pædagogiske motivation og interesse
Som det allerede fremgår af afhandlingens første få sider, er denne afhandling skrevet med udgangspunkt i en stærk forbløffelse, motivation og interesse,
38
som er lige så lidt neutral som kvalitetsrapporterne. Min forskersubjektivitet og mit begær har ligesom mine teoretiske inspirationer formet min forskningsinteresse, min måde at arbejde og spørge på. Jeg har i hele mit voksne liv interesseret mig for hvad jeg med Gert Biesta vil kalde pædagogiske spørgsmål (Biesta, 2009a, 2009b), en interesse jeg de sidste 12 år har udlevet i relation til pædagoguddannelsen og i forsknings- og udviklingsarbejde.
Pædagogiske spørgsmål er spørgsmål, som handler om hvordan man byder nyankomne ind i vores verden, som Biesta elegant formulerer det (Biesta, 2009b, p. 1). For mig er det en interesse, der altid bevæger sig i et spændingsfelt mellem, hvad man med Knud Grue-Sørensen, den første danske professor i pædagogik, kan betegne som ”beskrivende” ambitioner og
”foreskrivende” ambitioner (Grue-Sørensen, 1974). Jeg interesserer mig for at forstå og sætte ord på pædagogik og styring af pædagogik som en social praksis, hvis normativitet, vidensgrundlag, magtrelationer og præmisser kan og skal undersøges empirisk og kritisk – altså som det Grue-Sørensen med en hvis tiltro til videnskabelig renhed og objektivitet kaldte ”en foreliggende kendsgerning”11. Men jeg interesserer mig også for pædagogik som den praksis og teori, som forholder sig til ”en forestående opgave”, som Grue-Sørensen formulerer det (Grue-Grue-Sørensen, 1974, p. 271). Som forestående opgave er pædagogik en social praksis, som orienterer sig mod en ukendt fremtid, og mod at forberede mennesker på en fremtid vi ikke kan kende, men sammen skaber. Det eneste vi tager med ind i den er os selv, og vores kulturelle og normative forestillinger om, hvad der er ønskværdigt. Som sådan er pædagogik og spørgsmål om pædagogisk kvalitet derfor især et filosofisk spørgsmål, som altid allerede er forbundet med værdispørgsmål. Med vurderinger, valg og normativitet – spørgsmål om hvad der er ønskværdigt, for hvem og i hvilken sammenhæng (Biesta, 2009a, 2009b, 2013).
Set fra et pædagogisk perspektiv er kvalitetsrapporter og kvalitetsrapportering en sælsom og meget eksotisk praksis. Jeg blev således slået af kvalitetsrapporternes tekniske og fakta-baserede karakter, da jeg for første gang bladrede én igennem. Såvel KLs skabelon, kommunens samlende kvalitetsrapport og de lokale kvalitetsrapporter er inddelt i en række temaer, hvorigennem småbørnspædagogisk kvalitet fremstilles og belyses som fakta, gennem en række tal, skemaer og tabeller. Spørgsmål om ”den forestående
11 En sådan kritisk undersøgelse vil i min forståelse aldrig kunne være en neutral beskrivelse, enhver analyse er behæftet med normativitet. Derfor dette kapitel.
39
opgave”, om det ønskværdige og det gode at gøre, er i rapporterne reduceret til spørgsmål om at dokumentere dét, der virker, giver effekter og resultater.
Og pædagogik og kvalitet i pædagogik fremstilles som et ”rent” 12 og rationelt videnspørgsmål: d.v.s. som noget der kan beskrives, udvikles og udføres med udgangspunkt i viden. I tillæg hertil synes kvalitetsrapporterne at forbinde sig til en logik, hvor kvalitet og god praksis kan defineres centralt, og kvalitetsdefinitioner kan appliceres uafhængigt af tid og sted.
Som jeg har allerede været inde på, er et vigtigt udgangspunkt for min forskning, at kvalitetsrapportering og det, der tæller som kvalitet, aldrig kan være neutralt og objektivt. Særligt Foucault har i sine mange arbejder vist, at der ikke gives et privilegeret og neutralt sted, hvorfra verden kan betragtes.
Viden vil altid privilegere og favorisere noget, fremskrive noget som sandt og gyldigt og andet som ugyldigt. Det gælder, som jeg skal uddybe i afhandlingen, også viden om effekter og resultater, som det i vores tids politiske diskurs ellers kan være vanskelig at komme til at spørge til. Biesta skriver i sin (pædagogiske) kritik af vores samtids politiske fokusering på
”what works”:
The focus on ”what works” makes it difficult if not impossible to ask the questions of what it should work for and who should have a say in determining the latter (Biesta, 2007, p. 5).
Kvalitetsrapporternes gode hensigter om at dokumentere dét der virker, usynliggør at der er tale om en politisk og normativ teknologi og praksis. Med Foucault kan man forstå dem som en politisk teknologi, som netop tillader magt
Kvalitetsrapporternes gode hensigter om at dokumentere dét der virker, usynliggør at der er tale om en politisk og normativ teknologi og praksis. Med Foucault kan man forstå dem som en politisk teknologi, som netop tillader magt