U DVIKLINGSPOTENTIALET

I indledningen nævner vi, at familiedannelsen er en gennemgribende livsvarig ændring, hvilket skyldes, at familiedannelsen er en overgangsperiode, det vil sige en normal udviklingskrise i livet, som alle kommende forældre gennemgår (Brodén, 2004, s19-21).

Overgangsperioder rummer muligheder for at betragte og bearbejde sit liv på en ny måde, så man modnes og får et nyt syn på livet. Udviklingen sker, fordi man i overgangsperioder er mere sårbar og åben, man har mulighed for at se indad og lære noget om sig selv og

herigennem udvikle sig (ibid., s21). Anvender jordemoderen empowerment som strategi i det sundhedsfremmende arbejde, tager hun udgangspunkt i parrets ressourcer og hjælper det til at styrke disse ressourcer, således at dets kompetencer til at skabe ændringer i livet styrkes.

Jordemoderen kan gøre dette ved at lytte aktivt, hvilket får parret til at reflektere over evt.

problemstillinger. Dette vil gøre parret i stand til at udnytte udviklingspotentialet i

familiedannelsen, da parret selv er aktivt i konsultationsforløbet og herigennem får mulighed for at udvikle nye indsigter mhp. at støtte udviklingspotentialet.

Hvordan man gennemlever overgangsperioden, er forskelligt fra person til person. Det

afhænger bl.a. af hvilken baggrund, i forhold til erfaringer og forbilleder, man har som person.

Det sociale miljø og den kultur man lever i, har også betydning (ibid., s309). Når

jordemoderen arbejder ud fra empowerment, må hun give parret mulighed for at fortælle, hvad de finder væsentligt. Jordemoderen kan gøre dette ved at stille åbne spørgsmål, herigennem opnår jordemoderen et indblik i parrets baggrund. Ud fra dette indblik kan jordemoderen understøtte parrets mål og samarbejde med parret på de områder, hvor de ønsker større indsigt. I den vestlige kultur mangler mange støtte og vejledning fra slægt og venner i overgangsperioder og kan derfor have brug for det professionelle netværk til at give denne hjælp. Den hjælp, man modtager fra de professionelle i denne periode, er derfor en vigtig forebyggende indsats, når det drejer sig om at fremme barnets psykiske sundhed (ibid., s.309).

I et empowermentperspektiv vil man imidlertid ikke anse jordemoderen som en, der leverer den støtte, parret kan mangle. Denne opfattelse er forbundet med den biomedicinske

sygdomsmodel som før omtalt. I stedet handler det om, at jordemoderen støtter parret ved at tale med dem om, hvilke ressourcer parret har i deres eksisterende netværk. Netop denne ressourceidentifikation er et af de punkter i konsultationen, som nævnes i ”Svangreomsorg”

(1998, s48). Det er også ressourceidentifikationen hos parret, der ud fra teorien om empowerment vil medvirke til at fremme barnets psykiske sundhed. Dog kan målet med

-Empowerment i jordemoderkonsultationen________________________________________

forebyggelsen ifølge empowerment kun være at fremme barnets psykiske sundhed, såfremt parret har et ønske herom.

5.4.1. Tilknytningen

De kommende forældre påbegynder tilknytningen til barnet allerede i graviditeten. Denne tilknytning kaldes for den prænatale tilknytning (Brodén, 2004, s42). En definition på

prænatal tilknytning er ”Det følelsesmæssige bånd, der normalt udvikler sig mellem moderen og hendes ufødte barn” ( ibid., s.44 ).

Ud fra forskellige undersøgelser om prænatal tilknytning, har man fundet frem til 5

tilknytningsformer som er gennemgående for den prænatale tilknytning. Den første er ønsket om at opnå viden om det ufødte barn, den anden er glæden over sammenspillet med barnet i fantasien og i virkeligheden. Tredje tilknytningsform er ønsket om at beskytte og

imødekomme barnets behov, fx ved at holde op med at ryge i graviditeten, den fjerde er angsten for at miste barnet og den femte er tilsidesættelse af egne behov for at beskytte barnet.

Relationen til barnet efter fødselen påvirkes af måden, hvorpå tilknytningen foregår (ibid., s42-46). Når jordemoderen arbejder ud fra empowerment, må hun styrke parrets ressourcer og handlekompetencer, da tilknytningen til barnet i graviditeten og efter fødslen afspejles i disse.

Et par, der har mange ressourcer, vil i højere grad være i stand til at støtte hinanden, når de gennemgår de forskellige tilknytningsformer i graviditeten, parret vil have flere måder at håndtere en situation på, fx angsten for at miste barnet. Hos et ressourcestærkt par vil der, i højere grad, være overskud til at lære af de nye situationer, som graviditeten byder og

herigennem udvikle nye ressourcer og måder at handle på. Når jordemoderen skal samarbejde med parret om at styrke dets ressourcer, kan hun via dialog med parret forsøge at få indblik i, hvilke tanker parret gør sig om barnet og om, hvorvidt dagligdagen har ændret sig nu, hvor de venter barn. I dialogen bidrager jordemoderen kun med faglig viden, hvis parret ytrer ønske om at få del i jordemoderens ekspertise. I tilfælde af at parret finder det vanskeligt at håndtere de mange nye forandringer og tanker om familiedannelsen, kan jordemoderen evt. foreslå parret at deltage i gruppekonsultation, da der her er mulighed for at opleve et støttende netværk af andre par, der venter sig. Et sådan netværk kan bibringe parret en styrke, som kan gøre, at de lettere kan håndtere den forandringsproces, der er en del af familiedannelsen. Dette kan ske ved, at parrene i gruppen deler deres viden og oplevelser i graviditeten, og

derigennem fx opnå en større viden om det nyfødte barn. Det skal, som tidligere nævnt, være gruppens behov for at opnå viden om barnet, der er styrende, og ikke en jordemoder, der på forhånd har planlagt et undervisningsforløb og afholder et sådant i gruppen. Jordemoderen skal bruge sin viden til at støtte parrenes eller gruppens evne til selv at handle, hun skal ikke belære parrene, da dette vil føre til, at parrene vil føle sig afhængige af jordemoderens hjælp. I så fald kan gruppekonsultationen føre til magtesløshed i stedet for empowerment.

5.4.2. ”Primary maternal preoccupation”

Donald Winnicott beskriver den psykologiske tilstand, som kvinden befinder sig i under graviditeten ved hjælp af ”Primary maternal preoccupation” (Winnicott, 1993, s112;114).

Denne tilstand er en ændring i kvindens bevidsthed. Kvinden bliver mere følsom, hun styres mere af drømme og fantasier end af virkeligheden, hun bliver mere tilbagetrukket. ”Primary maternal preoccupation” gør kvinden lydhør overfor barnets behov i den første tid efter fødslen (ibid., s114). Tilstanden udvikles gradvis med øget følsomhed i graviditeten og aftager et par uger efter fødslen (ibid., s114-115). Man kan ikke forstå kvindens adfærd over for det nyfødte barn, hvis man ikke forstår, at kvinden på dette tidspunkt befinder sig i denne tilstand (ibid., s114). Udtrykker parret behov for at tale om den gravides tiltagende

indadvendthed, er det jordemoderens opgave at stille sin viden til rådighed for parret gennem

-Empowerment i jordemoderkonsultationen________________________________________

samtale, hvor hun lytter til deres tanker og supplerer med den viden, de giver udtryk for at mangle. Parret opnår derved indsigt i den proces, som den gravide gennemgår i graviditeten, hvilket styrker deres evne til at håndtere processen. Det er ikke alle kvinder, som oplever den ændrede bevidsthedstilstand i graviditeten. Disse kvinder kan stadig blive gode mødre for deres børn, dog mener Winnicott, at disse kvinder ikke på samme måde som kvinder, der oplever ”Primary maternal preoccupation”, engagerer sig i deres børn, et engagement hvor de udelukker alle andre interesser for en tid (ibid., s115). Kvinder, der ikke oplever ”Primary maternal preoccupation”, kan være kvinder, som har andre store interesser og opgaver i deres liv, som ikke kan tilsidesættes i graviditeten (ibid., s115). Denne adfærd genfinder vi i den styrende mor, der betragter graviditeten, som noget hun skal passe ind i sit liv (Brodén, 2004, s68). ”Primary maternal preoccupation” giver kvinden gode betingelser for at tilgodese barnets behov efter fødslen. Barnets behov er til at begynde med kropslige, men bliver efterhånden jeg-behov, i og med barnet danner et jeg, en personlighed, ud fra fantasibilleder af de fysiske erfaringer barnet har fået gennem kontakten med sin mor (Winnicott, 1993, s116). Jordemoderen kan i overensstemmelse med empowerment støtte den gravide i, at hun giver sig selv tid til at opleve graviditeten, vende blikket indad og gøre sig tanker om barnet, også selvom der foregår mange andre ting i parrets liv. Jordemoderen kan fortælle parret om konsekvensen af ikke at give sig tid til at opleve graviditeten, hvilken kan være, at den gravides evne til at tilgodese barnets behov er svagere. Jordemoderens arbejde har her en forebyggende effekt, hvis parret vælger at tage jordemoderens råd til sig, da den gravides evne til at tilfredsstille det nyfødte barns behov, vil blive bedre. Hvis barnets behov ikke bliver mødt, er det i risiko for at udvikle et falskt jeg, som er en personlighed som efterlever andres krav og behov (Winnicott, 1993, s117-118). Jordemoderen kan informere parret om, hvilken betydning den gravides indadvendthed i graviditeten kan have for barnets udvikling af sin person. Det er vigtigt, at parret og jordemoderen er ligeværdige partnere i samtalen, da jordemoderen ellers ikke udviser tillid til og respekt for parrets ansvarlighed.

Indtil fødslen har mandens opmærksomhed været rettet mod kvinden, mens han efter fødslen retter sin opmærksomhed mod barnet (Mosbæk, 1996, s96). Under fødslen oplever manden en øget følsomhed. Den nybagte fader oplever ofte en stærk lyst til at holde, se og røre barnet.

Faderen er dybt optaget af barnet, han kan ikke slippe det af sin opmærksomhed. Mosbæk sammenligner denne tilstand med kvindens ”Primary maternal preoccupation” og kalder den for ” Primary paternal preoccupation” (ibid., s96). Varigheden af mandens tilstand er fra fødslen til den første uge efter fødselen, dog kan der være store individuelle forskelle (ibid., s97). Tilstanden af ” Primary paternal preoccupation” er et central element i tilknytningen mellem far og barn, da tilstanden gør det lettere for faderen at indgå i en dialog med barnet (ibid., s149). Jordemoderen kan via samtale med parret om disse tilstande muligvis bidrage til en større forståelse parterne imellem, fx kan information om at tilstanden ”Primary maternal preoccupation” forløber over længere tid end ”Primary paternal preoccupation”, muligvis give parret et bedre grundlag for forståelse af hinanden.

5.4.3. Parforhold

Den før omtalte overgangsperiode er også gældende for parforholdet. Parrelationen ændres, man går fra at være mand og kvinde til at være forældre (Brodén, 2004, s20). De forandringer som en overgangsperiode medfører, kan udløse en krise. Krisen medfører, at man ikke evner at komme videre i den psykologiske udvikling (ibid., s21). Mange parforhold går i opløsning i barselsperioden bl.a. fordi kvindens verden fyldes af barnet. Manden kan føle sig udenfor, og han reagerer ofte ved at trække sig tilbage ved at fordybe sig i sit arbejde (ibid., s73). Føler parret familiedannelsen uoverskuelig og ukontrollerbar, kan det føre til magtesløshed over for de udfordringer hverdagen byder i stedet for en oplevelse af empowerment. Ud fra

-Empowerment i jordemoderkonsultationen________________________________________

empowermentstrategien må jordemoderen samarbejde med parret om at finde frem til handlingsforslag og løsninger, som parret finder anvendelige. Dette kan jordemoderen gøre ved at dele sin viden om den ændring, der forekommer i et parforhold, når man skal være forældre. Når jordemoderen deler sin viden, giver hun parret adgang til magten i form af adgang til viden. Gennem indsigt i de normale psykologiske processer kan parret opleve forandringerne mere meningsfulde, og dette styrker parrets ressourcer, så de kan genvinde magten over situationen og herigennem opnå mere kontrol. Derved kan familiedannelsen føre til empowerment. I de tilfælde, hvor jordemoderen ud fra samtalen i konsultationen oplever et par i krise, og hvor parret ikke selv spørger jordemoderen om hjælp og vejledning, er det muligt inden for empowerment at gøre parret opmærksomt på de vanskeligheder,

jordemoderen observerer. Jordemoderen skal respektere, hvis parret ikke ønsker hjælp eller deler hendes synspunkter. Det er derfor vigtigt, at hun ikke værdilader ordene, når hun

forklarer parret sin opfattelse af situationen, da det vil kunne få parret til at føle sig magtesløse og opfatte jordemoderen som bedrevidende.

De forandringer graviditeten bringer parforholdet, kan føre til en styrkelse af parforholdet, hvis parret taler sammen om de tanker og de behov, de hver især har. Men parret kan også opleve, at de glider fra hinanden og isoleres mere og mere, hvis de ikke taler sammen om forandringerne (ibid., s72-73). I en undersøgelse af både mænd og kvinders opfattelse af ægteskabets kvalitet ved overgangen til forældreskab, fandt man, at begge var tilfredse med ægteskabet. Et år efter vurderede begge, at parforholdet var betydeligt ringere (ibid., s74).

Jordemoderen kan, som tidligere redegjort for, i overensstemmelse med empowerment sætte gang i parrets egne tanker og handlemuligheder, hvis hun fornemmer, at parret ikke taler sammen, og at de har vanskeligt ved at forstå hinanden. Dette kan hun gøre ved at forklare, hvad hun observerer og informere parret om hendes faglige viden om, at familiedannelsen er en belastning for parforholdet, hvilket kan føre til refleksion hos parret. Dermed forebygger jordemoderen via sin information til parret en dysfunktionel familiedannelse, herunder også en dysfunktionel tilknytning til barnet. På den måde kan jordemoderen i et

empowermentorienteret perspektiv yde en forebyggende indsats.

Med den nuværende viden om tilknytning mellem barn og forældre er der mulighed for at yde hjælp til at forhindre eller minimere de forhindringer, der måtte være i tilknytningen (ibid., s77-78). At jordemoderen kan forhindre eller minimere risici, som findes i

overgangsperioden, ligger tæt op af forebyggelsens formål, som tidligere nævnt, om at fjerne eller forhindre sygdomsårsager i at opstå. Denne tanke kan forenes med empowerment under forudsætning af, at det er parrets mål, der arbejdes ud fra, og at de ønsker at få del i

jordemoderens viden om risici, der kan hindre tilknytningen. Man skal være bevidst om, at selvom det er behandleren, der besidder viden om processen, så er det kvinden, der er ekspert på sine egne oplevelser og sin egen historie. Derfor bør man tager udgangspunkt i dette, da man senere skal lede hende videre til en tilknytning med barnet (ibid., s310). I en

empowermentorienteret forståelse er det afgørende, at jordemoderen ikke leder parret i den retning, hun vurderer, er bedst, men understøtter parret i den retning, det mener, er bedst, fordi man i empowerment tror på, at alle kan og vil det bedste. Desuden har jordemoderens

information kun en forebyggende effekt, hvis parret integrerer jordemoderens viden og omsætter denne til handling. Dette mener vi er under forudsætning af, at målet er i

overensstemmelse med det, parret finder bedst, da de ellers ikke vil have lyst til at følge dette mål.

Som redegjort for i dette afsnit kan empowerment understøtte udviklingspotentialet i familiedannelsen, da strategien tager udgangspunkt i parrets baggrund og livsanskuelse, og via denne indsigt kan jordemoderen styrke parrets ressourcer. Dette er ikke muligt via forebyggelse alene, fordi fokus i forebyggelse er på risici. Ved at styrke parrets ressourcer

-Empowerment i jordemoderkonsultationen________________________________________

styrkes parrets følelse af sammenhæng og kontrol, og de kan således opnå magt til at øge egen livskvalitet ved at udnytte de opnåede handlekompetencer.