Trods alle Vaabenstilstandsbetingelser fik Oprørerne Lov til at husere i Sønderjylland i Vinteren 1848—48 under Dækning af sydtyske Batailloner. Indbyggerne bleve saa haardt behandlede og udpinte, at de greb til Vaaben i Vestslesvig. Rejsningen kuedes i Blod. Nu sendte Nordslesvigerne det ene Bønskrift efter det andet til deres Brødre i Danmark om at komme dem til Hjælp. I Marts opsagde den danske Regering Vaabenstilstanden, og Rigsdagen modtog med levende Jubel og Tilraab Konsejls- præsidentens Meddelelse om, at Krigen med Tyskland vilde blive genoptaget i Begyndelsen af April. Dengang var der ingen i Rigsdagen, som var forsagt, ingen, som stønnede: vi ere de smaa, vi have forsvaret os længe nok.
Felttoget begyndte heldigt; General Krogh var Hærens Fører med Læssøe som Stabschef. Sundeved og hele Nordslesvig besattes den 3die April, og da en hannoveransk Hær den fite April forsøgte at trænge ind i Sundeved, blev den fuldstændig slaaet ved Ullerup. Det var de gamle Forstærkningsmænd, Re- servebatailloner og Jægerkorps, samt Batteriet Dinesen, der slog Fjenden paa Flugt. Alligevel fik Krigsminister Hansen Skrupler og tog af Flaadens Nederlag ved Ekernførde den 5te April An
ledning til at befale Hæren at trække sig tilbage til Als og Fyen.
Om den Uvillie og Ulyst, hvormed Hæren gik tilbage, er der opbevaret adskillige Træk. General Købke skriver i Militært Tids
skrift XXV: »Natten imellem 7de og 8de April sendtes jeg til
General Biilows Kvarter for at bringe ham skriftlig Ordre til at lade Styrken i Sundeved gaa tilbage til Als. Generalen var gaaet til Hvile og modtog Ordren af mig paa Sengen. Efter at have læst den, rettede den ellers saa sindige Mand sig op i Lejet, og i opbrusende Smerte krammede han Skrivelsen sammen og smed den hen i Krogen af Værelset med et bittert Udbrud imod denne efter hans Mening forsmædelige Ordre*). Sønderjyderne fandt, at Befalingen, at Hæren skulde rømme Sønderjyllands Fastland, var en passende Grund til at gøre lidt Mudder. Til en Begyn
delse gik to Mand op i Sønderborg til Kaptajn Falkenskjold af 10de Bataillon og sagde i deres Kammeraters Navn til ham, at nu vilde de ikke slaas længere, da Hæren skulde forlade Sønder
jylland. Falkenskjold kastede dem ned ad Trapperne og samlede ufortøvet sit Kompagni. »Der har været to Kujoner hos mig med Bud fra nogle Kammerater, at de ikke ville slaas længer. Er der flere Kujoner i Kompagniet, saa træd frem.« Der var ingen, som meldte sig, og de to Mand slap med en Dags Krumslutning.
Historien rygtedes hurtig — der er Sladder baade i Kontoret og Køkkenet — og den kom til Biilows Kundskab samme Dag, som Fjenden den 13de April besatte den af os forladte Dybbølbanke.
Dermed skulde Tysken have ladet sig nøje, men han lod sit Felt
artilleri beskyde de faste Batterier paa Als, og det skulde han have undladt. Efter nogen Tids Skydning blev et sachsisk 12- pundigt Batteri demonteret af vore 84-pundige Kanoner, og Folkene løb deres Vej. General Biilow befalede nu, at 10de Bataillon skulde bemægtige sig de tyske Kanoner. »Vi trænger til at luftes,« sagde Generalen. Med Bataillonen fulgte de to General- stabsofficerer H. Kauffmann og Sigismund Rosen. I Stormløb kastede Kompagnierne af 10de Bataillon det sachsiske Fodfolk tilbage, og to af deres Kanoner bragtes ind til Brohovedet lige over for Sønderborg. Efter Kampen takkede General Biilow 10de Bataillon for den Kækhed, hvormed den havde udført hans Be
faling. En lille Jens, som stod tæt ved Generalen, var kaad nok til at sige til ham: »Generalen troede nok, at vi ikke vilde slaas.«
— »I saa Fald skal jeg nok lære jer det. Vi kæmpe for vort
*) Biilow sagde, at naar man længere hen paa Aaret foreslog Hs. Ex
cellence Krigsminister Hansen at gaa frem med Hæren over Dyb
bølbanke, som ban havde ladet os rømme i Utide, saa var det, som om man rørte ved en bullen Finger.
Land; om vi slaas her eller andetsteds, er ligegyldigt.« — »Det er hørt!« raabte Soldaterne, og med et Hurra takkede Bataillonen sin General. De erobrede 12-pundige Malmkanoner vare for første Gang i Ilden; nu maatte de straks efter Daaben vandre til Kjø-benhavn, hvor de staa paa Tøjhuset.
Biilow havde en sjælden Gave til med et Par bevingede Ord at staalsætte sine Soldater. I det foran nævnte Slag ved Ullerup den 6te April havde 3die Reservejægerkorps særlig udmærket sig.
Det havde overfiøjet det hannoveranske Fodfolk og i Forbindelse med Batteriet Dinesen, Garden, 1ste og 3die •Reservebataillon og 1ste Reservej æger korps kastet Fjendens Hær ud af Ullerup. I det forrige Felttog var Bdie Reserve jæger korps bleven slaaet ved Hoptrup og kaldtes derfor spotvis for »Hoptrupharerne«. Efter Slaget ved Ullerup takkede Biilow Reservejægerkorpset for den smukke Sejr og sagde: »Tidligere har der nogle kaldet eder
»Hoptrupharerne«, fremtidig hedde I »Ullerupjægerne«, og det Navn vil altid mindes som et Hædersnavn i den danske Hær.«
En anden af vore Generaler, de Meza, kendte heller ikke til Frygt, men han var meget forfængelig. I Slaget ved Adsbøl, hvor han jog Oprørerne ud af Gransten, slog en fjendtlig Granat Hovedet af hans Stabschefs (Wørishøffers) Hest, og et Stykke af Granaten sønderrev de Mezas folderige Kappe. Om Aftenen mødte han i Krigsraadet i den lasede Kappe og sagde til de forsamlede Generaler: »De Herrer maa undskylde mit derangerede Toilette.«
Krigsminister Hansen tog Anledning af Ulykken ved Ekern- førde til at skille sig ved Overkommandoen, fordi den gentagne Gange havde stillet sig i Modsætning til Krigsministeren, og fordi
den havde kasseret Krigsministerens Felttogsplan og. fulgt den Vej, som den ansaa for den bedste i Krigen mod Tyskland. Det havde været ædlere, om Krigsministeren havde grebet til en anden Udvej for at skille sig ved Krogh og Læssøe; thi at fjerne Land
hærens Førere, fordi Flaaden maaske bar sig urigtig ad ved Ekern- førde, var jo for Smed at rette Bager. Havde Krigsministeren ikke haft saadan II med at skille Hæren ved Læssøe, det eneste geniale Feltherreemne, Danmark har haft i Aarhundreder, saa havde vi vundet en glimrende Sejr den 13de April paa Dj^bbølbanke og derved dækket baade Nordslesvig og Nørrejylland. I Kroghs og Læssøes Sted udnævntes Biilow til Overgeneral og Flensborg, i hvem Hansen troede at finde et villigere Redskab, til Stabschef.