I den samlede prædiken er ligprædikenen nem at genkende. Ved frem-læggelse af tekstens disposition gør forfatteren altid opmærksom på hvornår prædikenen går fra et afsnit til et andet, og skulle det alligevel undgå ens opmærksomhed, kan man holde sig til ligprædikenens faste tredelte skema: ’Aneopremsning’, ’levned’, ’sygeleje og død’, der også i reglen bliver påpeget i teksterne via overskrifter. Det er de to første punkter i dette skema, aneopremsningen og redegørelsen for afdødes lev-ned, der skal ses i lyset af Luthers Tatreich.
Aneopremsningerne er af varierende længde, men altid lige monotone:
Hans Faders Fader vaar E. V. Her Jon Bing til Smidstrup. Hans Fa-ders Moder vaar E. V. Fru Gyde Geds daatter, Her Oluff Geds Daatter aff Rydseholm. Hans Moders Fader vaar E. V. Jens Splid, som kaldis Fasti, til Mindstrup. Hans Moders Moder vaar E. V. Fru
Helleuig Krabbe, Mogens Krabbis daatter aff Bustrup. Hans Fa-ders Farfader vaar Erlig V. ... (Hans Lauridsen: AnFa-ders Kjeldsen Bing, p. 178).4
I de første protestantiske ligprædikener, fra Luthers over kurfyrste Frede-rik den Vise (1525), til Hemmingsens over Herluf Trolle (1565), eksiste-rede aneopremsningen ikke. Fra 1565 til 1574 findes den med mellem-rum i de danske tekster; derfra er den regel. Denne udvikling skyldes sandsynligvis at udgivelsen af afdødes ligprædiken (først i små oktavfor-mater, siden støt voksende til flere hundrede kvartsider i slutningen af det 17. århundrede), bliver en regulær trend fra midt i 1570’erne. Om bio-grafien i sin helhed, som Troels-Lund foreslår det, opstår på et direkte forlangende fra adelen er uvist, men at aneopremsningen er kommet i stand på adelig bestilling, synes altså en rimelig antagelse. Som det vil blive klart, betyder dette imidlertid ikke at den er uforligelig med en reli-giøs diskurs.
Efter aneopremsningen følger altid en benævnelse og oftest en kort beskrivelse af afdødes gode, kristelige opdragelse. Klavs Nielsen Glam-bek »bleff aff Barndom tilholden til Guds Fryct oc gode Sæder hiemme hoss sine Forældre« (Anders Sørensen Vedel: Klavs Nielsen Glambek, p.
278). Efter optugtelse i hjemmet bliver hovedpersonen sendt i uddannel-se uden for hjemmet, ofte allerede i syv-otte års alderen. I mændenes tilfælde er det gerne i Danmark først og siden i udlandet: »Fra Aarhuss kom hand hid til Sieland, oc der hand her i Kiøbenhaffn haffde forfrem-med sig meget, er hand met slect oc venners raad dragen uden Lands, at vider besee oc forfremme sig« (Anders Sørensen Vedel: Johan Friis).
For kvinderne går turen sjældent ud af riget, de kommer ofte i huset hos en adelsdame eller i kloster:
Thi der hun vaar 7 Aar oc paa det Ottende, haffue hendis kiære Fa-der oc MoFa-der, som da haffde Øekloster i Iulland, antuordet hende en aff Kloster Iomfruerne vdi samme Kloster .. hos huilcken hun lærde at læse oc schriffue (Jens Nielsen: Karine Knudsdatter Gyl-denstjerne, p. 129).
Den typiske fortsættelse herfra er beskrivelsen af afdødes levned. I tek-sterne er redegørelsen for levnedet ofte opdelt i adskillige underafsnit, f.eks. ‘husregimente’, ‘forhold til kirken’, ‘om embede og bestilling’ etc.
Her behandles den under et.
Den første analytiske iagttagelse er den helt banale, at det skildrede in-divid, hovedpersonen, fremstilles som handlende i levnedsbeskrivelsen.
Vedkommende foretager sig forskelligt der afslører en ædel natur: delta-ger i krige (forbeholdt mændene), hjælper fattige, donerer penge til kir-ken, holder sit hus.5Den skildrede person er subjekt, og verberne er akti-ve.
Men under hvilke forhold udspiller disse menneskelige handlinger sig? Følgende beskrivelse er sigende: »I sit Hus holt hand it skickeligt oc aardenligt Leffnit, i ædruhed oc en flitig omhyggelighed vdrettede hand det, hans Embede vdkraffde« (Hans Lauridsen: Anders Kjeldsen Bing, p.
184). Aktiviteten, givet ved verbet ’udrette’ i en aktiv-form, sker i over-ensstemmelse med et embede der i en hverdagsmetafor er blevet en aktør der kræver noget af subjektet. En anden typisk sætningskonstruktion fun-deret i samme metaforiske skema er en passiv hvor subjektet kaldes til sit embede. Samfundet eksisterer i ligprædikenen som et aktivt gældende hierarki.
Tekstens hovedperson er adelig og har derfor en høj placering i dette hierarki. I fortsættelsen af citatet ovenfor lægges det frem hvordan prota-gonisten udøver sin magt nedad:
Hand holt gierne gode Tienere, som i saaden sin Befalings flitig-hed vilde vere hannom tienstactige. Men wgudelige, forsømmeli-ge, øyenskalcke, Dranckere, Skendegeste oc Trappedragere haffde ingen platz hos hannom, Om det sig end kunde begiffue, at saadan-ne komme i hans V. Tieniste (som dog vaar sielden), bleffue de icke gamle hos hannom (ibid.).
Omvendt er den adelige undergivet kongemagten som således bliver tjent:
Saa haffue ocsaa de Vnge deris effterkommere lagde vind paa at træde i de Gamle deris Fodspor met Dyd oc Mandommelige ger-ninger at beuise deris Adelskaf. Erlig oc Velbyrdig salig Erick Podbusk, Moritzis Broder, er dragen met sin Herre oc Koning ind vdi Dytmersk i den siste Dytmerske Krig, haffuer som en køner, wforferdet vnger Heldt voget sig der, oc beuist sin troskaff mod sin Koning (Anders Sørensen Vedel: Predbjørn Moritsen Podebusk, p.
153).
Verbet »bevise« der anvendes to gange i passagen, understreger at adel-skabet legitimeres i samfundsordnen bl.a. ved troskab mod kongen. Som handlende individ befinder adelspersonen sig altså under kongen og over de lavere stænder der i ligprædikenerne er givet ved betegnelser som tje-nerskab eller som oftest »vndersaate«. Dette forhold kan afbildes i en simpel figur:
Riget, eller fædrelandet som det også benævnes, består i dette system, og den næste vigtige iagttagelse angår den feedback-logik der eksisterer i systemet. Ved aktivt at leve op til dets bestemmelser, deltager individet i en vigtig legitimering og opretholdelse af systemet. En helt konkret itale-sættelse får dette forhold i Niels Hemmingsens prædiken over Herluf Trolle hvor Hemmingsen som en optakt til skildringen af sygdomsfor-løbet og dødslejet gengiver en dialog de to imellem. Trolle er endnu en gang ved at begive sig ud i flådekamp imod svenskerne da Hemmingsen gør opmærksom på at Trolle vover sit liv ved en sådan handling. Trolle svarer med et retorisk spørgsmål:
Vide i huor faare wi hede Herremend, hui wi bære Guld kæder, oc haffue Jordegods, oc ville vere yppermere oc høyre actet end an-dre? Der faare haffue wi denne ære for andre, at naar vor Konning oc Herre, Land oc Rige haffuer det behoff, da skulle wi Rigens Fiender affuerie, beskytte oc beskerme met mact oc all formue vor Fæderne rige, at vore Vndersaatte, maa bo oc vere vdi fred oc ro-lighed (Niels Hemmingsen: Herluf Trolle, p. 99).6
Standen, her adelsstanden, kræver noget af individet, og ved at honorere kravet gennem lydighed mod konge og beskyttelse af undersåtter gøres landet ære. Hierarkiet har imidlertid endnu et led idet Gud som hierarki-ets arkitekt er den øverste instans. Embedet er befalet af Vorherre og man kan prises, som f.eks. Holger Rosenkrands bliver det, for at »bekiende
KONGEMAGTEN
LIGPRÆDIKENENS HANDLENDE INDIVID (ADELEN)
TJENERSKAB/UNDERSÅTTER Fig. 1
vel, at Adelen var den Øffrigheds Stat, som er aff Gud« (Laurids Bertel-sen: Holger Ottesen Rosenkrands, p. 71). Ved at handle i overensstem-melse med hierarkiet bringer man altså også ære til Ham. Hemmingsen om Herluf Trolle:
Thi hand viste vel, at den som icke vaar sin Konning oc Fæderne rige huld, hand icke heller vaar Gud tro, som vdkreffuer aff vn-dersaattene huldskab oc troskab, imod deris Verdslige øffrighed.
Oc tit hørde jeg disse ord aff hannem, som Sanctus Petrus siger.
Frycter Gud, ærer Konningen (Niels Hemmingsen: Herluf Trolle, p. 98).
Logikken i denne ene halvdel af ligprædikenen kan afbildes i den følgen-de figur:
I den læsning der sætter en adelig diskurs over for en religiøs, bliver adelskabet opfattet som en belastning i forhold til historien om afdødes gode, kristne liv. Holst oplever at den fortælling der begynder med en påvisning af afdødes fine slægtskab (den lange aneopremsning), kollide-rer med en anden religiøs fortælling hvor dåben er udgangspunktet (Holst, pp. 285, 295). I modsætning hertil vil jeg mene at aneopremsnin-gen fungerer som en vigtig standsmarkør der konnoterer en forvent-ningsramme angående hovedpersonens dyder i en verdslig sammen-hæng, dyder der legitimerer et bestemt samfundshierarki og som i sidste ende peger bekræftende tilbage på Gud.
Der kan i den sammenhæng lægges mærke til en pudsig dobbelthed der afsløres i den skematiske redegørelse for handlingssfærens dynami-ske logik ovenfor. Ved de nedadvendte pile er individet bestemt og styret
GUD
Determinering SAMFUNDSHIERARKI (GIVET VED FIGUR 1)
LIGPRÆDIKENENS HANDLENDE INDIVID Legitimering/
hævdelse
Fig. 2
af sin plads i hierarkiet der på sin side er foranstaltet af Gud, men ved de opadgående er han fri til at handle, og legitimerer derved både sig selv og systemet. Individet synes på en gang at være frit og ufrit.
Denne dynamiske logik har prædikenforfatterne ikke grebet ud af den blå luft. Den er i et og alt i overensstemmelse med Luthers idé om et verdslig regimente, das Tatreich. I das Tatreich gælder den verdslige lov og det verdslige sværd, og ingen må tvivle på at disse er udtryk for »Guds vilje og ordning i verden« (Luther: »Om lydighed mod statsmagten«, p. 161). Ej heller må der herske tvivl om at alle er underlagt denne lov:
»Enhver sjæl skal underordne sig statsmagten og øvrigheden« (ibid.).
Ofte forstår Luther samfundet med en kropsmetafor overtaget fra Pau-lus, f.eks. her i »...Om reformation af kristenheden« (1520), stilet netop til adelen: »vi [er] alle ét legeme, og dog har hvert lem sin egen gerning, hvormed det tjener de andre« (p. 46),7og videre: »Derfor siger jeg, at ef-tersom den verdslige magt er indsat af Gud . . skal man lade den embeds-gerning ske frit og uhindret i hele kristenhedens legeme« (p. 48).8Det er i forlængelse af denne tanke at Luther i et af sine mest berømte skrifter,
»Om et kristenmenneskes frihed«, kan sige det følgende:
Et kristenmenneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste, og enhver undergivet (Luther: »Om et kristenmenneskes frihed«, p. 294).
Det bemærkelsesværdige er at det er her i det verdslige regimente hvor mennesket er ufrit og enhver undergivet, at det rent faktisk har frihed til at handle og til at gøre krav på retfærdighed ved sine gerninger. Man bli-ver hbli-verken frelst, from eller retfærdig for Gud af gode gerninger, det un-derstreger Luther gang på gang, (særligt i skrifterne »...Om reformation af kristenheden« (1520), »Om lydighed imod statsmagten« (1523), og
»Om de gode gerninger« (1520)). De gode gerninger er jo et af de punk-ter hvor Luther mest ivrigt går i rette med katolikkerne, og sjældent er der et lutherskrift uden en bemærkning om at gode gerninger aldrig kan føre til frelse. Men det er alligevel mennesket pålagt at gøre næstekærli-ge og nyttinæstekærli-ge næstekærli-gerninnæstekærli-ger, Gud alene til behag som det hedder. Om Adam siger Luther at han ved troen alene var from, »men for at han ikke skulle gå ørkesløs omkring, men bruge sit legeme og sørge for det, så er der be-falet ham sådanne frie gerninger, Gud alene til behag« (Luther: »Om et kristenmenneskes frihed«, p. 307).
Kulturhistorisk er der også belæg for at tale om de gode gerninger som
noget der trods Luthers opgør med katolicismen, blev lagt vægt på. I sin doktorafhandling Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark (2001), beskriver Charlotte Appel tiden efter Reformationen som en let-tere kaotisk tid hvor det fra den nye kirkes side handler om at cemenlet-tere den lutherske teologi:
Arbejdet med at gennemkristianisere befolkningen foregik . . på to fronter: Ved at bekæmpe djævelen og alle hans gerninger, konkret synden i dens mangfoldige skikkelser, og ved at opbygge og styrke den sande kristentro med et gudfrygtigt liv og dettes gode gernin-ger som troens naturlige frugter (p.116).
Underlagt samfundshierarkiet der er underlagt Gud, er individet ufrit, de-termineret af sin stand og sit embede, men gennem en aktivitet inden for rammerne af dette »slaveri«, kan det samme individ legitimere både sy-stem og Gud og derved gøre sig retfærdig og respektværdig i det verdsli-ge. Torben Christensen læser i sit forord til Luthers skrifter om Evangeli-um og Samfundsliv: »EvangeliEvangeli-um og verden«, Luther på samme vis:
»Den, der på ret måde øver kaldets pligter, er i borgerlig henseende ret-færdig og har krav på samfundets respekt og ære« (Torben Christensen, p. 21). Det paradoksale er fanget på fineste vis af Luther selv i det sidste citat ovenfor: så er der befalet ham sådanne frie gerninger.