Professionerne behandles her i lyset af det moderne samfunds udviklingsten-denser og bestræbelserne på at modernisere den offentlige sektor. Det moder-ne samfund har skabt grobund for, at nogle forskere vælger at differentiere professionsbegrebet, som i de sidste årtier har været under formation: ”Profes-sions- og professionsuddannelsesforskning refererer til både de ”store” professioner (medicin, jura, teologi, ingeniører m.v.) og til det, professionssociologien benævner semiprofessioner (sy-gepleje, lærere, pædagoger, m.v.)” (Hjort & Weber 2004: 7).
En tese hos forfatterne er, at professionerne og semiprofessionerne er væsent-lige grupper i fremtidens videnssamfund, men ”den professionalisme, man kender til – og fortsat uddanner til – er støbt i industrisamfundet” (Hjort & Weber 2004: 7).
Professionerne og de professionelle har fremtiden foran sig. I det følgende vil jeg dog først dykke ned i professionernes sociologiske historie og spore mig ind på sociologiens bud på professionernes funktioner og vilkår.
Traditionel professionsforskning tager udgangspunkt i to sociologiske retnin-ger. En professionsvenlig (Hjort og Weber 2004) vending – personificeret ved so-ciologen Talcott Parsons idealistiske og funktionalistiske forståelse af samfun-dets professioner – samt en mere kritisk, dynamisk og konfliktorienteret tilgang, som den findes hos Max Weber (Laursen et. al. 2005).
For Parsons er graden af specialiserede professioner en målestok for graden af specialisering som samfund. Samfundet hos ham forstås som
professionssam-fundet og professionerne er gode og nødvendige med en formulering hentet fra Henning Salling Olesen (Salling Olesen 2004).
Den funktionalistiske tilgang etiketteres ofte som ukritisk, og er i risiko for at føre til ”en legitimering af professionens berettigelse og … [dermed] … en immuniserende statusmarkering” (Salling Olesen 2004: 132). Laursen (Laursen 2004: 26-28) har formuleret fem kriterier, der lægger Parsons syn på professioner frem. Det gælder ifølge Parsons for professionerne at de:
1: er præget af en fundamental serviceorientering 2: er styret af en professionsetik
3: har af en kollegial organisationsform
4: i kraft af professionaliseringen medvirker til rationaliseringer
5: i deres relation til klient/elev/patient binder denne til professionens etik og tillid.
Parsons kan ifølge Laursen til tider virke naiv, idet han beskriver professio-nernes virke og funktion i en blomstrende samfundskonstruktion, som han selv er stærk tilhænger af. Som ideal og som forklaring for en del af det, der går for sig i det professionelle arbejde kan de fem punkter imidlertid godt fin-de fin-deres anvenfin-delse. Det vil nok være korrekt at sige, at fin-de fem punkter be-skriver, hvad der også sker i det professionelle arbejde inden for en profession.
Der foregår imidlertid også andre ting.
Studier af det professionelle arbejde hos sygeplejersker, lærere eller pædagoger kan tillige afsløre fravær af service og en klient/elev/patient-orienteret etik, ikke rationaliseringer, men det modsatte (Andersen 2011). Den udfoldede hverdagspraksis i en institutionel ramme er noget andet end idealer og kon-gresvedtaget etik.
Laursen tager dog også Parsons i forsvar og hævder at ”det er rent faktisk sådan, at professionelles [læreres] arbejde i høj grad er styret af hensynet til deres elever … den per-sonlige involvering og tætte relation til eleven er en forudsætning for at arbejdet lykkes … Parsons overvurderede professionernes evne til at professionalisere bureaukratiet og undervur-derede bureaukratiets evne til at bureaukratisere professionerne … han er … [heller] … ikke opmærksom på ... [at] … systemrationaliseringer fjerner indsigten, forståelsen og evnen
109 til at vurdere professionelle handlinger fra almindelige borgere” (Laursen 2004: 28 & 29
& 30).34
En del af de problemer Parsons definitioner løber ind i, bunder i, at han i for høj grad har fokus på de klassiske professioner. Elever og sociale klienter, si-ger Laursen, har ikke friheden til at bryde kontakten med den professionelle.
Et andet problem er at han – selvom han også har en fokus på relationer – overser at relationer altid er relationer i et magtforhold. Jeg er imidlertid enig med Laursen, når han siger: ”Det ændrer dog ikke ved gyldigheden af det normative ideal: Professionelle bør så vidt muligt etablere en ligeværdig relation til deres klienter”
(Laursen 2004: 30).
Hvor Salling Olesen ovenfor kritiserer Parsons for at være ukritisk, kan den anden position inden for klassisk tænkning om professioner, personificeret ved Max Weber, ikke anholdes for det. Hos Weber er professionaliseringen
”en institution igennem hvilke en bestemt gruppe mennesker forsøger at etablere et arbejds-monopol og skaffe sig status og visse materielle privilegier ved at udelukke andre end den bestemte gruppe mennesker fra at varetage den pågældende funktion” (Salling Olesen 2004: 132). Dette benævner Weber selv social closure.
Begrebet social closure, en professions forsøg på at lukke eller regulere tilgangen til professionen i bestræbelserne på at bevare og udvide forskellige privilegier, er ifølge Weber et centralt begreb i forståelsen af professioners handelebered-skab. Med begrebet om social closure leverer Weber et analysegrundlag for at studere professioner, som i højere grad end Parsons tåler et pres fra den dy-namik og turbulens, som professionerne undergå og udsættes for i den udfol-dede modernitet (Salling Olesen 2004).
I stedet for at tale om at en professionssociologi er ukritisk og ikke har et blik for spændinger i arbejdet, mens en anden sætter professionernes privilege-ringskamp i centrum, foreslår Salling Olesen at professioner kan studeres ud fra flere felter eller udsigtspunkter (Salling Olesen 2004: 134):35
34 Jeg bruger her elev mens Laursen bruger klient.
35 Jeg er bekendt med at Salling Olesen arbejder videre med denne model (også på en-gelsk) men her vælger jeg at medtage versionen fra 2004, der fint indrammer mit ærin-de.
Salling Olesen pointerer at de tre felter eller cirkler ikke er forbundne, men netop udgør ”en parameter, hvis dynamik er forankret uden for og mere omfattende ind i professionen, og som derfor må selvstændigt begrebsliggøres” (Salling Olesen 2004: 135).
Modellen er et udtryk for, hvordan man kan studere professioner på forskelli-ge måder. Der er ikke et felt, der har forrang, men felterne betegner netop hver deres rationale.
Denne afhandling placerer sig i forhold til modellen i individ-feltet med fokus på subjekters oplevelser af bestemte sociale fænomener i det professionelle arbejde. Jeg har dog ikke taget et livshistorisk fokus, som er det Salling Olesen her vil indikere med brugen af begrebet individ. I boblen øverst kunne Salling Olesen have skrevet en række metoder og metodologier, der sætter individ og subjekt centralt i forståelsen af professionsbegrebet. Jeg vil mene, at der også kunne have stået fænomenografi ved siden af livshistorie som en mulighed for at studere en bestemt gruppe menneskers oplevelser af et givent område.
Disse tanker og oplevelser former en historier hos det enkelte individ eller subjekt, der handler gennem det praktiske, professionelle arbejde. Det kom-mer der en reflekteret fortælling ud af, hvor disse oplevelser kan sprogliggøres.
Dette at tage udgangspunkt netop dér, har nogle fællestræk med livshistorie-forskning, som også er optaget af subjekters oplevelser og forståelse af dem selv og deres omverden.
111 Jeg tænker at modellen vil kunne vise, at når en profession skal studeres, vil man ofte have et hovedfokus i en af de tre cirkler, hvorved de to andre – i større eller mindre grad – optræder som hjælpedomæner, som der trækkes på i forskellige sammenhænge. Dette har også været tilfældet i mit eget arbejde.