Idealer om, hvordan forældre bør gøre deres forældreskab, udtrykkes og op-træder i mange forskellige sammenhænge og kan studeres på mange måder.
Norbert Elias viste i sit hovedværk Civilisationsprocessen, hvordan håndbøger om etikette kunne være en indgang til at analysere forskellige historiske peri-odes idealer om, hvad der blev anset for at være civiliseret (Elias, 2000/1939), Krieken, 2002, s. 155). Elias var således optaget af civiliseringsprocesser gene-relt, men også for det han kaldte ’civiliseringen af forældre’ (ibid., s. 156), hvis idealer for denne civilisering implicit kunne findes i bøger om etikette for op-dragelse af børn. Han viste, at det ikke kun var børn, som skulle civiliseres på bestemte måder, men at det også betød nye idealer for, hvordan forældre skulle civiliseres på nye måder, når forestillinger om barndommen blev foran-dret, og barndommen opstod som selvstændig livsfase. Denne pointe har i forlængelse af de nævnte perspektiver i de foregående afsnit inspireret mig til at se på idealerne for forældreskab i Skole og Forældres materialer. I første omgang vil jeg således se på Håndbogen som et eksempel, som kan ses som et nutidig beskrivelse af etikette.
Håndbogen afspejler en udvikling, hvor der udgives en række bøger henvendt til forældre om skolestart24. Således viste en søgning på udgivelser til forældre til skolebørn, at der findes mange forskellige udgivelser henvendt til forældre med skolebørn om fagområder eller pædagogiske strømninger i skolen, fx Forældreguide til de mange intelligenser (Andersen og Schelde, 2005), Foræl-dreguide til læringsstile (Aabrandt, 2005), Forældrelektiebogen (Pøhler og Pøhler, 2010), Forældreguide til matematik (Forældreorganisationen, 2008) og Forældreguide til synlig læring (Sjørup og Winter, 2015). I 2015 etableres hjemmesiden Raising Learners (som i 2016 skifter navn til NOPA (Nordic Parenting)) med et magasin til forældre til skolebørn med konstruktive
opdra-gelsesråd til forældre, som ifølge Sofie Münster25 er i opposition til eksperter-nes mange pegefingre til forældre. Her ses også et bemærkelsesværdigt skifte fra at tale om at opdrage børn til at opdrage ”learners” (se http://raisinglearners.com/om-raising-learners-og-sofie-munster/ hentet den 12 marts, 2016, kl. 12.33). Det er et skifte, som kendetegner den politiske og store dele af den aktuelle pædagogiske og psykologiske forsknings retorikker om børn, hvor der tales og skrives om læring som formålet og målet med ud-dannelse, hvor der skal iværksættes praksisser, ’der virker’. Min forventning er, at det også påvirker idealerne for forældreskabet, hvilket jeg blandt andet undersøger gennem nedslaget i Håndbogen. I forbindelse med en mailkorre-spondance med forlaget DAFOLO om deres publikationer til forældre, oply-ser forlaget, at:
Vi har rigtig nok udgivet nogle forældrehenvendte materialer, men jeg skal starte med at sige, at det ikke er vores hovedområde. Vi udgiver primært litte-ratur til den pædagogiske verden, og det er i den forbindelse, vores forældre-henvendte materialer skal ses. Det betyder eksempelvis, at når vi oplever en stor interesse for et emne i skolen, så overvejer vi muligheden for også at formidle noget om emnet til forældrene. Vores materialer bliver som regel købt af skolerne, som så uddeler til forældrene – fx skolestartshæfter, infor-mation om afgangsprøver, introduktion til synlig læring osv. (mail, 25 april, 2016).
Det er altså især skoler, som bruger materialerne og videregiver dem til foræl-drene, ifølge forlaget. Det tyder på, at opfordringerne til et mere læringsrettet forældreskab i denne forbindelse formidles gennem skolen til forældrene.
Det følgende uddrag stammer fra Håndbogen, hvor man meget hurtigt får en fornemmelse af, at det er en helt særlig situation, man som forælder er i, når ens barn starter i skole.
Du skal vide, at på en bestemt måde er du også begyndt i skole. Skolegang involverer ikke kun dit barn, forældrene er en uadskillelig del. Forestil dig, at du skal lære skolevirkeligheden at kende på samme måde, som hvis dit barn har fået en ny, god ven. Jo mere du kender til de mennesker, der nu er i dit barns dagligdag, og de vilkår, dit barn har i skolen, desto bedre støtte vil du være.
25 Sofie Münster er tidligere direktør for Løkkefonden og indehaver af hjemmesiden af Nordic Parenting (www.nopa.dk) og udgav i 2016 bogen ”Klog er noget, man øver sig på” (Münster, 2016), som fik stor medieopmærksomhed og er kommet i 7. oplag i 2021.
Når dit barn har lært sin skolevej at kende, og du er holdt op med at følge det frem og tilbage, møder du ikke mere automatisk lærerne eller de andre børns forældre. Fra da af skal du selv aktivt gøre noget for at opsøge dem, og gør du ikke det, er der kun sjældent kontakt. Det er en uheldig situation at være i - af flere forskellige grunde.
Den meget omtalte PISA-undersøgelse viser, at forældres aktive deltagelse i deres børns skolegang har betydning for, hvor meget de lærer. Børn efterlig-ner i stort omfang deres forældre, og hvis de oplever, at forældrene forholder sig til skolegangen som noget betydningsfuldt, smitter det af på deres eget forhold til skolen.
Vis din interesse for det, dit barn er optaget af, også selv om du har travlt og måske ikke oplever, at det er så spændende igen. Det er nu, her i den spæde begyndelse af skolegangen, at du skaber grundlaget for barnets lyst til at for-tælle dig noget om, hvad der foregår i skolen.
Så: Lyt til, hvad barnet fortæller om, hvad det har lært, og inddrag det, du hø-rer, i jeres daglige liv. Leg bogstavjagt, når I går forbi butiksfacader og rekla-meskilte. Bed barnet tælle de gule busser, svanerne i søen eller antallet af pøl-ser på et skilt. Gør opmærksom på naturfænomener, og giv i det hele taget barnet mulighed for at demonstrere sin nyerhvervede viden over for dig. Det vil elske det! Børn kan godt lide at vise, at de er dygtige. (Hejgaard, 2008, s.
8).
Det pointeres her, at det ikke kun er barnet, som starter i skolen, men at det også er forældrene, som starter i skole. Lad os i det følgende se nærmere på, hvilke opfordringer og fordringer til forældres arbejde der udtrykkes, og hvordan de begrundes i dette afsnit. Tiltaleformen i uddraget er direkte ”Du skal vide”, og i uddraget er der en række udsagn, som indeholder en række opfordringer (Lyt til, Vis din, Skal du) til forældre om, hvordan de bør være forældre til et skolebarn. Du skal kende skolevirkeligheden som en ny god ven, du skal selv aktivt opsøge lærere og de andre børns forældre, du skal vise din interesse for det, barnet er optaget af, så barnet får lyst til at fortælle dig om, hvad der foregår i skolen, og du skal lege bogstavsjagt og give barnet mu-lighed for at demonstrere sin nyerhvervede viden overfor dig. Endvidere be-grundes, hvorfor forældres aktive deltagelse er så vigtig med PISA-undersøgelsen, som her (i 2008) bliver en særlig autoritetstekst, som inddrages som en form for trumfkort til at begrunde, hvorfor din aktive involvering i dit barnets skoleliv er særdeles vigtig. Afslutningsvis konkluderer forfatteren:
(…) at det er i den spæde begyndelse af skolegangen, at du skaber grundlaget
At det er barnets lyst, som der fremhæves, vil jeg senere diskutere som et sær-ligt skandinavisk fokus for opdragelse og undervisning, hvor barnets lyst (til læring) ofte bliver fremhævet som et vigtigt ideal. Her vil jeg fremhæve, hvor-dan uddraget af Håndbogen illustrerer, hvorhvor-dan overgangen fra børnehave til skole fremstilles og anskues som en vigtig passage, som ikke kun anses for at være en ny vigtig periode for børn, men i den grad også for deres forældre.
Udsagnet er i overensstemmelse med de senere års eksplicitte formuleringer af relativt omfattende forventninger til forældre om at bakke op om skolen og tage ansvar på særlige måder (Knudsen, 2010)26. Samtidig etablerer teksten et moralsk normativt vokabular om, hvad forældre til skolebørn bør gøre, og hvorfor de bør gøre det. Det er en tekst, som taler om risiko (hvis du ikke er opsøgende, så… ), om smitte (du kan smitte med din tilgang til skolen) og om, at du som forælder kan skabe grundlaget for barnets lyst til skolen ved at være en god rollemodel.
Håndbogens råd kan i denne sammenhæng ses som en producent af og formid-ler af forestillinger, hvordan forældre kan håndtere disse risici ved at være forældre på passende måder, hvor det går dit barn godt, hvis du følger rådene.
Det er et vokabular om skole-hjem-samarbejdet, som giver et indblik i, hvor-dan formidling af idealer for, hvorhvor-dan forældreskab bør udføres, bliver isce-nesat. Det er en tekst, hvorfra der kan opnås indblik i, hvad der anses for at være samfundsmæssigt set moralsk passende måder at gøre (sko-le)forældreskab på. I det følgende ser jeg nærmere på forældreinvolveringens vokabular, opfordringer og opfordringsteknikker i organisationens materialer.
”Det tror jeg bare ikke, vi har fået fortalt alle forældre”
Sagen er, at vi i debatten om skolen snakker om forældre, som om alle ved, hvad skole er, og hvad man må forvente af dem. At de ved, hvad forskningen siger om, hvor vigtige de er, at børn lærer mere, hvis forældrene interesserer sig for deres skolegang, og at skolen har en svær opgave, hvis der ikke er den opbakning fra hjemmet. Det tror jeg bare ikke, vi har fået fortalt alle forældre.
(Skotte, 2012, s. 2).
26Se også Knudsen og Aakerstrøm, 2013, som her diskuterer det i relation til et fæ-nomen, som de kalder hyperansvar, og Akselvoll, 2016, som viser, hvordan forvent-ningsstrukturerne til involvering fungerer i skolens praksis
Udtalelsen her kommer fra en leder i magasinet Skolebørn i 2012, hvor for-kvinden for Skole og Forældre (på det tidspunkt) Benedikte Ask Skotte kommenterer på et forslag fra S-SF om indførelse af forældrekontrakter. Hun er ikke tilhænger af kontraktstyring af de forældre, som ifølge politikerne ikke lever op til deres forældreansvar, som partierne mente, der var brug for i de-res forslag, men hun plæderer i stedet for, som det fremgår af uddraget for, at en del af forældrene er uvidende om, hvad interesse for deres børns skole-gang betyder. Derefter gøres det til et oplysningsprojekt at få disse forældre til at tage ansvaret på sig. Det betyder, at Skotte anerkender politikernes pro-blematisering af nogle forældre som nogle, der ikke tager ansvar, og hun ar-gumenterer for, at metoderne til at få dem til at tage ansvar altså ikke er kon-trakter, men i stedet information og ’oplysning’. I læsningen på tværs af orga-nisationens materialer er der er en gennemgående italesættelsen af ’forældre, som en ressource for deres børns læring’, som organisationen på flere forskellige må-der argumenterer for som en af må-deres politiske mærkesager. Det er en mission for organisationen, at alle forældre skal oplyses om og ’uddannes’ til at kunne varetage denne opgave, og skolen skal tænkes ind som facilitator for, at mis-sionen kan lykkedes. Skolen bliver på denne måde italesat som en institution, som ikke kun skal undervise børn, men også en institution, som skal undervi-se og opdrage de forældre, som ikke undervi-selv ved, hvordan de skal involvere sig.
Et eksempel på det beskrives ret indgående i to artikler, som handler om for-ældre som faglige ressourcer. Her beskrives et udviklingsprojekt på to skoler støttet af integrationsministeriet, hvor man har arbejdet med at inddrage for-ældre med formålet, at de bedre kunne motivere deres børn til at lære (Lom-borg, 2012; Carboni, 2013c).
I den ene artikel udtaler den tidligere sekretariatsleder Niels Christian Ander-sen om projektet, som han var konsulent på og udførte sammen med UC Lil-lebælt:
Vi ved, der er behov for en ekstra indsats for at inddrage forældrene i skolens arbejde på skoler med mange tosprogede elever. Det skal styrke skole-hjem-samarbejdet, men på en anden måde, end man hidtil har gjort. I projektet for-søger vi at inddrage forældrene i selve den faglige undervisning ved at rådgive lærerne om, hvordan man kan have hjemmet med i planlægningen af under-visningen. Vi gør det helt formelt, så det ikke er op til den enkelte lærer.
(Lomborg 2012, s. 14).
Udviklingsprojektet beskriver, hvordan forældre kan inddrages i den faglige
hvor de i planlægningen af undervisningen har et punkt, der handler om ind-dragelse af hjemmet. I begge artikler beskrives konkrete forløb, fx:
For hvert undervisningsforløb udvikler lærerne et skema, som indeholder en beskrivelse af: Undervisningens indhold, mål for faget, sproglige mål, konkre-te mål for forløbet – og en plan for, hvordan forældrene kan støtkonkre-te op om undervisningen. Her et par eksempler på, hvordan forældrene er blevet ind-draget:
6. klasse i historie:
Emne Christian den 4.s barndom og familie.
Familieopgave: Interview dine forældre om deres barndom. Hvad fik barn-dommen til at høre op? Diskuter ordene: Formynder, vejleder, værge. Hvad betød de i dine forældres barndom? Er der andre ord, der betyder det sam-me? (Carboni, 2013c, s. 18).
I artiklerne fremskrives et ideal for skoler om at inddrage forældrene i skolens undervisning gennem formalisering af det i lærernes undervisningsplanlæg-ning, hvor de altid skal beskrives en plan for inddragelse af forældrene. I det overstående er der fx krav om, at børn skal kunne kende forskel og kunne diskutere ret komplekse begreber, som formynder, vejleder og værge med de-res forældre. Indførelsen af betegnelsen ’familieopgaver’ er en rammende be-tegnelse for, hvordan skolen italesætte denne nye form for inddragelse. Be-tegnelsen markerer, at skolens faglige agendaer skal være en aktivitet for hele familien, men i anden form end de traditionelle lektier. De traditionelle lektier bliver problematiseret for, at de ikke altid skabte lyst hos børnene, samt at de ikke var effektive nok til, at børnene reelt fik læring ud af det. Det pointeres, at projektets ide kan bruges på alle landets skoler og rettes mod alle forældre uanset social baggrund. I begge artikler udtaler forældre sig positivt om pro-jektet, hvor de giver udtryk for, at det har været nogle sjove opgaver, de fik med hjem, som var mere interessante end de traditionelle lektier, som godt kunne skabe konflikt. I den ene artikel beskrives en mors erfaringer på føl-gende måde:
Osvalds mor, Trein Møller, har selv oplevet, hvordan hendes søn har lært uventet meget af den nye type lektier. ”Det er ikke bare kedeligt skolearbejde, men giver mening i familien, når ens barn kommer hjem og spørger: Hvad synes du? Hvad tror du? Og hvordan var det, da du var lille? Det bliver en fælles læreproces, som flytter ind i familien på en sjovere og mere relevant måde, fortæller hun. Familieopgaven med at beskrive dommedag kunne i princippet sagtens klares på en halv time, men mor og søn endte med at
bru-ge seks til ti timer på det. De blev helt grebet af at finde informationer sam-men på nettet, finde på gode søgeord, oversætte til og fra engelsk og diskute-re, hvilke kilder og informationer man kan stole på. (Carboni, 2013c, s. 18).
Magasinets fortælling om Osvalds mors erfaringer med skolens ’indflytning’ i familien medvirkede til understøttelsen af skabelsen af fortællingen om en ny fremtid, hvor lektier kan bliver til berigende oplevelser for både barn og for-ældre, som kan blive til en fælles læreproces, når forældre inddrages som fag-lige ressourcer. Selvom det nævnes, at familieopgaven omkring dommedag kunne klares på 30 minutter, etablerer fortællingen om Osvalds mor en anden standard for det ’gode’ forældreskab, hvor familien bliver helt suget ind i op-gaven og gør det til et projekt, som fylder i hverdagen, hvilket beskrives som noget, både barn og forældre finder glæde ved. Med inspiration fra de norske sociologer Stefansen og Aarseth (2011) kan den beskrevne familiepraksis om-kring ”familieopgaver” betegnes som havende karakter af det, de har kaldt en berigende intimitet (”enriching intimacy”). Det er en familiepraksis, som de viser, at særligt forældre fra middelklassen/mellemlaget omhyggeligt kan, må og vil orkestrere gennem samværet med deres barn, og som mere alment kendetegner deres opdragelsesidealer. Ifølge Stefansen og Aarseth har netop middelklasseforældre et kropslig beredskab til at kunne gennemføre det (ibid.). Min pointe er her, at det blandt andet igennem Skole og Forældre formidling af udviklingsprojektet bliver til et forældreskabsideal, som de be-skriver, som noget alle kan gøre, og som alle vil finde berigende i og for deres familieliv. Det er samtidig et ideal, som flere undersøgelser har vist er i over-ensstemmelse med middelklassens opdragelsesidealer og kropslige beredskab (Lareau, 2000, 2011; Forsberg, 2009; Aarseth, 2011; Stefansen, 2011). Det be-tyder ifølge disse undersøgelser ikke, at det er et nemt eller omkostningsløst arbejde for middelklasseforældre at præstere, men de viser, hvordan det er idealer, som de finder meningsfulde at arbejde med, og som de har større forudsætninger for at leve op til. Den narrative styring i artiklerne skaber dels en fortælling om et behov for at skulle inddrage forældrene mere i børnenes skolegang og beskriver dels et problem ved den nuværende praksis med de
’traditionelle’ lektier. Artiklen beskriver tiltaget i meget positive termer med billeder af mor og barn ved bordet i køkkenet eller omkring en Ipad, som er koncentrerede, glade og fordybede sammen i dialog. Den visuelle del af artik-len understøtter således fortællingen og idealet om den berigende og lystfyldte familielæring, som foregår ved spisebordet.
Artiklen anviser gennem fortællingen også til en alternativ fremtid, hvor andre
styrelsesformanden på Blågaard Skole beretter således under overskriften:
”Forældre skal ikke bare bage kage” (ibid., s. 19):
Forskerne siger jo igen og igen, at forældrenes inddragelse i skolen er afgø-rende for elevernes resultater. Derfor arbejder vi her på skolen på, at forældre i højere grad skal ind over det faglige. Vi skal væk fra, at forældre kun engage-re sig i skolen ved at bage kage og deltage i fællesspisningen. Det er selvfølge-lig også vigtigt, men tingene hænger sammen, og jeg tror det vil engagere fle-re forældfle-re, hvis det i højefle-re grad er et fagligt indhold i skole-hjem-samarbejdet (ibid., s. 19).
Fortællingen er, at forældres arbejde i relation til skolen skal forandres, så det ikke kun er kagebagning og deltagelse i fællesspisning, men at de også skal have mulighed for at have et fagligt engagement i deres børns skolegang der-hjemme. Et engagement, som skolen skal medvirke til kan realiseres gennem nøje planlagte forløb. Desuden henviser bestyrelsesformanden til forskningen om effekten af forældreinvolveringen for børnenes resultater som en form for sandhed, som sætter trumf bag initiativet og fornuften bag initiativet. I artiklerne beskrives ingen dilemmaer, ambivalenser eller besværligheder for nogle af skolens aktører ved denne form for forældreinvolvering. Det skal dog formaliseres, for at lærerne får det gjort til del af deres praksis. Min poin-te er ikke her at sige noget om udviklingsprojekpoin-tets resultapoin-ter eller arbejde i sin helhed, som kan være meget mere nuancerede end det, som beskrives i de to artikler. Formålet her har været at synliggøre den familielæringslogik, som præsenteres som en art ’sund fornuft’, som alle familiens medlemmer kan få glæde af at arbejde med.
De forskelige materialer, forældrehæfter, forældrehåndbogen, beskrivelser af
’best practices’ og tips og guides, i Skolebørns artikler kan, som jeg har for-søgt at vise gennem dette eksempel, anskues som forskellige måder, hvorpå det synliggøres, hvordan ’forældre kan blive en ressource for deres børns læ-ring. I de forskellige materialer gives der konkrete anvisninger for ønsket for-ældreadfærd og i dette tilfælde også med et fokus på, hvad skolens rolle kan være, og hvad der ses som skolens forpligtelse til at muliggøre forældres ar-bejde med denne type af opgaver. Organisationen arar-bejder altså for at få skabt opmærksomhed på, at forældre skal ses som og gøres til ressourcer for deres børn af omverdenen (politikere og skolen). Denne bestræbelse følger i forlængelse af en bred politisk interesse for at sætte fokus på familien som et læringsmiljø. Allerede i 2000 udgiver Mandag Morgen rapporten
’best practices’ og tips og guides, i Skolebørns artikler kan, som jeg har for-søgt at vise gennem dette eksempel, anskues som forskellige måder, hvorpå det synliggøres, hvordan ’forældre kan blive en ressource for deres børns læ-ring. I de forskellige materialer gives der konkrete anvisninger for ønsket for-ældreadfærd og i dette tilfælde også med et fokus på, hvad skolens rolle kan være, og hvad der ses som skolens forpligtelse til at muliggøre forældres ar-bejde med denne type af opgaver. Organisationen arar-bejder altså for at få skabt opmærksomhed på, at forældre skal ses som og gøres til ressourcer for deres børn af omverdenen (politikere og skolen). Denne bestræbelse følger i forlængelse af en bred politisk interesse for at sætte fokus på familien som et læringsmiljø. Allerede i 2000 udgiver Mandag Morgen rapporten