Over stregen

Betænkninger og offentlig debat om socialforsorgen 1945-1957

Efter befrielsen den 5. maj 1945 modtog den danske særforsorgs institutioner flere af de mennesker, der efter krigen var havnet på den forkerte side. Nogle af de kvinder, der havde fået børn med tyske soldater, blev sejlet til Sprogø, mens andre gennemgik undersøgelser hos lægen Grethe Hartmann, der kort efter krigen udgav en bog på 207 sider om disse studier.¹⁴¹ I offentligheden blev pigerne anset for at være svagt begavede, grimme og løsagtige. I en Gallup-undersøgelse en måned efter befrielse mente 75 % af de adspurgte, at tyskerpigerne skulle straffes for deres samkvem med fjenden.¹⁴²

Det var ikke kun tyskerpigerne, der blev genstand for lægelige undersøgelser i tiden lige efter krigen. I et storstilet projekt af psykiateren Max Schmidt blev ”landssvigere” fra

Schalburgkorpset, DNSAP, Sommerkorpset, Frikorps Danmark og andre af efterkrigstidens mest forhadte og foragtede fraktioner mentalundersøgt for at finde ud af, om de var psykisk abnorme.

Sammen med sin stab af medarbejdere fik Max Schmidt undersøgt over 2.600 landssvigere. I 1946 kunne Max Schmidt fortælle aviserne, at omkring 30 % af landssvigerne var psykopater, og i det samlede materiale fandt han, at omkring halvdelen var ”psykisk abnorme”.¹⁴³ Det var en

konklusion, som også blev viderebragt fra politisk hold, hvor justitsminister Aage L.H. Elmquist i pressen forklarede, at ”halvdelen af forræderne” var ”åndssvage og psykopater”, og at udbyttet ved at føre dem ”tilbage til arbejdet i et demokratisk samfund” ville derfor være begrænset.¹⁴⁴

Psykisk abnormitet i almindelighed og psykopati i særdeleshed var ofte forklaringen på afvigelser fra samfundsmæssige normer i tiden omkring besættelsen. Som overlægen Jens Christian Smith forklarede i sin lærebog Psykiatriske Forelæsninger, kunne psykopaterne findes i stort antal blandt de ”arbejdssky, de ustadige og vagabonderende”, blandt de kriminelle, der havde begået lovovertrædelser i form af tyverier, bedragerier, voldshandlinger, seksuelle forbrydelser eller mord, blandt alkoholikerne og narkomanerne, blandt de prostituerede og unge piger med hang til

”seksuelle udskejelser og usædelighed”, blandt sadisterne, de homoseksuelle og sidst, men ikke mindst, ekshibitionisterne, der havde tendens til at ”blotte genitalorganerne over for børn eller personer af det modsatte køn”.¹⁴⁵

Ikke blot i lærebøgerne, men også i forskellige større psykiatriske undersøgelser af indsatte i fængslerne, prostituerede og andre ”asociale individer” blev der peget på en meget stor andel psykopater og ”psykisk abnorme” blandt disse grupper fra samfundets bagtrop. I Georg Schrøders tidlige psykiatriske undersøgelser af 1.000 kriminelle i fængslerne fandt han ca. 20 % psykopater, psykiateren Carl Clemmensens udpegede 21 % med denne diagnose i et studie af 140

småforbrydere, mens Tage Kemp i sine studier af 530 prostituerede nåede op på 22,5 % psykopater.

I forhold til de to kolleger havde Kemp også det højeste antal psykisk abnorme, da han konkluderede, at 70,6 % af de prostituerede faldt ind under denne kategori.¹⁴⁶

At psykopati ofte blev forbundet med social afvigelse hang sammen med diagnosens karakter. Som Jens Christian Smith forklarede i Psykiatriske Forelæsninger fra 1946, var psykopatierne ikke ”sygdomme, men er sjælelige afvigelser af mere konstant art”. Det var en karakterafvigelse, der primært skyldtes arv, og som man ikke kunne gøre meget ved.¹⁴⁷ Psykopati blev i denne forbindelse ofte sammenlignet med åndssvaghed. I begge tilfælde var det en afvigelse eller mangel, der var karakteristisk for diagnoserne. Men mens det for de åndssvage især var

”intelligensmanglen”, der var det centrale og samlende for gruppen, var det, ifølge psykiaterne,

”afvigelser i drifts-, temperament- og karakterområdet”, som kendetegnede psykopaterne.

Afvigelserne kunne således omhandle forskellige forhold så som voldsomme reaktioner på ringe anledning, pirrelighed, overdreven foretagsomhed, følelseskulde, viljesvaghed eller abnorm seksualdrift (homoseksualitet, fetichisme, masochisme, etc.), og ofte opererede psykiaterne med ti forskellige typer af psykopati, som var opdelt efter sådanne karakteregenskaber.¹⁴⁸

Psykiatere som Jens Christian Smith påpegede samtidig det vanskelige ved at afgrænse psykopatierne, da mange af trækkene til en vis grad kunne findes hos ”normale personer”. Han mente, at et af skellene var, at der hos psykopaterne var ”særligt udprægede mangler”, og at psykopaterne i højere grad kom i konflikt med deres omgivelser og samfundet. Som det blev fremhævet, var psykopater: ”mennesker med abnorm personlighed af en sådan karakter, at de på grund af denne personlighedsabnormitet bliver til ulempe for sig selv og samfundet”; eller, som det hed i en anden definition: ”en psykopat er et menneske, der uden at være egentlig syg, ikke kan finde sig til rette i samfundet”.¹⁴⁹ På baggrund af diagnosens afhængighed af samfundsmæssige konventioner og normer var lægerne også klar over, at der var et subjektivt element forbundet med diagnosen, og at psykopatibegrebet ikke var ”fri for en vis tilknytning til tid og sted”.¹⁵⁰

Også børn blev ofte vurderet i forhold til psykopati-diagnosen i den første halvdel af 1900-tallet.¹⁵¹ I 1936 nedsatte socialministeriet en kommission, der skulle drøfte forskellige forhold

vedrørende åndssvageforsorgen og børneforsorgen, og et underudvalg ”psykopatudvalget”

undersøgte spørgsmålet om en særlig forsorg for psykopatiske børn. Udvalget udarbejdede forslag om specielle afdelinger til disse børn, men forslagene blev ikke gennemført på grund af

krigsforholdene. Også i forskellige efterfølgende betænkninger blev ideer om oprettelse af særlige

”psykopathjem” til børn fremlagt. I 1952 blev det i en betænkning fremhævet, at ”en snarlig løsning af psykopatproblemet inden for børneforsorgen” var meget påkrævet, men ønsket blev dog ikke realiseret i perioden frem til slutningen af 1950’erne.¹⁵²

Andre tiltag over for psykopaterne gik imidlertid hurtigere igennem, og fra politisk hold blev der taget flere skridt for at tackle det problem, som psykopaterne repræsenterede. Psykopaterne var inkluderet i særlovene om sterilisation, kastration og ægteskabsloven, og i straffeloven af 1930 var der også taget højde for psykopaterne. ¹⁵³ Som Christian Borch bemærker i sin udførlige gennemgang af kriminalitetsopfattelser i det tyvende århundrede, blev der med denne straffelov indført et differentieret sanktionssystem, hvor tanken var, at samfundet ville opnå den bedste beskyttelse ved at tilpasse foranstaltningerne efter den enkelte forbryders karakter, baseret på en vurdering af individets farlighed og strafpåvirkelighed.¹⁵⁴

Det betød, at en række særlige strafformer og institutioner blev oprettet i tiden omkring 1930. Recidivisterne eller de vane-kriminelle blev delt i to grupper i form af dem, der blev betegnet som farlige for samfundet og de såkaldt besværlige, ”sociale undermålere”, der var ufarlige.

Sidstnævnte kom i ”arbejdshus” i en periode fra et til fem år, hvor de skulle beskæftiges med hårdt fysisk arbejde i landbrug, gartneri m.v., mens de farlige havnede i ”sikkerhedsforvaring” på en afdeling i statsfængslet i Horsens, hvor de kunne frihedsberøves i op til 20 år. Særlige sanktioner blev også indført over for alkoholikerne, der havde begået kriminalitet. I Sdr. Omme i Jylland og Nordby på Fanø blev der oprettet særlige ”helbredelsesanstalter for drankere”, hvor opholdet kunne være tidsubestemt. En ligeså langvarig straf eller ”sikkerhedsforanstaltning” kunne anvendes over for psykopaterne. De kunne enten sendes i ”psykopatfængsel”, der var beregnet til de lettere tilfælde, eller i ”psykopatforvaring”, som var til de vanskeligste, uforbederlige tilfælde. For alle de indsatte i psykopatforvaringen, der i 1935 blev indviet i Herstedvester, var straffen tidsubestemt.

Det gjaldt også selvom de indsatte havde begået meget forskellige forbrydelser, hvoraf nogle af disse ikke normalt ville give lange fængselsstraffe. Blandt Herstedvesters klientel var

berigelseskriminalitet som tyveri, bedrageri og underslæb således den væsentligste årsag til indsættelsen i perioden 1935-1951, hvor denne gruppe af indsatte udgjorde 60,4 %, efterfulgt af seksualkriminelle med 30,5 % og voldskriminelle med 9,1 %.¹⁵⁵ Den tidsubestemte forvaring gjaldt

også klienterne i åndssvageforsorgen og de anbragte på Sprogø og Livø, hvor en af de anbragte mænd nåede at opholde sig i 38 år.¹⁵⁶ Lige så lange og længere indlæggelser kunne findes i psykiatrien, hvor nogle patienter var på hospitalerne i op til 40, 50 og 60 år uden mellemliggende udskrivninger. Ved en optælling i 1947 på alle statens sindssygehospitaler udgjorde patienter med over 10 års hospitalsophold 49,7 %.¹⁵⁷

Farlig ungdom

Tiden lige efter 1945 var præget af bekymringer om menneskelig og samfundsmæssig degeneration.

Mange danskere var urolige for, at besættelsestiden havde medført en generel svækkelse af

befolkningens moral. Det sidste år af besættelsen havde været præget af en tiltagende brutalisering af modstandskampen, og i den politiløse tid efter den 19. september 1944 steg kriminaliteten til nye højder. Med tyskernes opløsning af det danske politi fik især sortbørshandlen mulighed for at brede sig, og under besættelsen voksede vidtspændende kriminelle netværk frem.¹⁵⁸ Rationeringsmærker, cigaretter, whisky, smør og kaffe var blandt de eftertragtede varer på den sorte børs, hvor store dele af befolkningen gjorde deres handler. Flere danskere så dette som udtryk for et normskred i

samfundet, hvor selv almindelige husmødre kunne finde på at bryde loven i deres jagt efter rigtig kaffe og smør til brødet.

Sortbørshandlen fortsatte frem mod slutningen af 1940’erne, hvor den såkaldte Edderkoppe-sag begyndte at rulle. Sagen afdækkede omfattende sortbørshandel og kriminelle aktiviteter, der ikke begrænsede sig til ”Københavns underverden”, men rakte langt ind i ordensmagtens rækker. Flere politifolk havde samarbejdet med de kriminelle og endda i nogle tilfælde givet en hjælpende hånd ved røverier. I alt 20 politifolk blev tiltalt i sagen, og 11 endte med at blive dømt i byretten og landsretten.¹⁵⁹ Politiets problematiske part i sagen fremmede yderligere det fremherskende billede af sædernes forfald.

Det var samtidig ikke kun politiet, der oplevede dårlig pressedækning i årene omkring besættelsen. Også den danske lægestand, som havde opnået stor popularitet i løbet af 1930’erne, blev involveret i uheldige sager, der blev forsidestof i landets aviser. I 1940’erne opdagede pressen stofmisbrug som et samfundsmæssigt problem, og der blev stillet skarpt på lægernes rolle som leverandører af rusmidler som morfin, metadon, kokain og amfetamin.

Selvom bladene lancerede stofmisbruget som en opsigtsvækkende nyhed, var danskere mange år forinden begyndt at stikke sig med kanyler med stoffer som morfin. Injektionsmisbrug var

allerede opstået i slutningen af det foregående århundrede, hvor de første stofmisbrugere eller

”morfinister” blev bragt ind til afvænning på landets psykiatriske hospitaler og afdelinger.

Problemet blev hurtigt genstand for forskning, og i 1883 udgav den senere overlæge ved Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, Knud Pontoppidan, en disputats om Den kroniske Morfinisme.¹⁶⁰ Som Pontoppidan konstaterede, kom misbrugerne fra samfundets øverste lag, og det var en velkendt sag over det meste af Europa, at læger og andet sundhedspersonale var langt den største gruppe blandt de indlagte morfinister. Som regel var mellem 30 og 40 % af morfinisterne læger.¹⁶¹ Regelmæssig brug af morfin var i denne periode en meget dyr vane og krævede desuden let adgang til stoffet, hvilket sundhedspersonalet havde. Men der blev kun taget få tiltag for at bremse lægernes selvmedicinering. I sundhedsvæsenet var man i lang tid ikke interesseret i at kriminalisere denne gruppe af misbrugere, og problemer med påvirkede læger blev som regel håndteret internt og uden pressens bevågenhed.

Men i løbet af 1930’erne blev stoffer som morfin og amfetamin lettere tilgængelige for den almindelige befolkning, og under besættelsen begyndte handel med stoffer også at finde sted på den sorte børs. Det kom efterhånden til offentlighedens kendskab, at læger på forskellig vis var

hovedleverandører til dette marked. Indsmugling af narkotika var ikke almindeligt på denne tid, og misbrugerne fik især deres stoffer ved at forfalske recepter, eller ved at læger beredvilligt forsynede dem med de ønskede varer. I 1945 faldt de første domme over læger, der ved landsretten blev dømt for at have givet betydelige morfinordinationer til en gruppe misbrugere i Randers, og i årene frem mod 1950 fulgte en række andre sager i Københavns Byret, hvor nogle af lægerne ud over dagbøder blev frakendt retten til at praktisere.¹⁶²

Særlig stor opmærksomhed vakte Nyhavns misbrugsmiljø, som Københavns Politi overvågede i slutningen af 1940’erne. Som det blev bemærket i en samtidig betænkning om misbrug af euforiserende stoffer, tilhørte de nye misbrugere i havnekvarteret ”et udpræget underklassemilieu bestående af arbejdsløse søfolk – vel nok de såkaldte bolværksmatroser – arbejdsmænd og slet og ret omdrivere” og for kvindernes vedkommende især ”køkkenpiger, servitricer og løsagtige kvinder”.¹⁶³ En del af disse misbrugere kom til afvænning på Sct. Hans Hospital, mens andre, der havde begået kriminalitet, kom til psykopatanstalterne i Herstedvester.

Ligesom med andre afvigergrupper blev stofmisbrug kædet sammen med diagnosen psykopati. Som det blev konstateret i periodens psykiatriske lærebøger, var det en ”kendsgerning, at morfinister ofte er psykopater og derfor forud for intoxikationen var udstyret med de psykopatiske

karakterejendommeligheder”.¹⁶⁴

Psykopati-diagnosen blev dog ikke anvendt på alle stofbrugere, der kom under behandling.

Mens de indlagte misbrugere fra lægestanden meget sjældent fik denne diagnose, blev psykopati ofte forklaringen på et misbrug blandt arbejderklassen og den lavere middelklasses

repræsentanter.¹⁶⁵ Samtidig forblev stofmisbrug et psykiatrisk problem i perioden fra 1945 til 1958, og stort set al behandling af misbrugerne foregik i hospitalssystemet. Alternative synsvinkler på stofmisbrug fra sociologer, pædagoger og psykologer var fraværende i dette tidsrum og indgik ikke i behandlingen af misbrugerne. Terapien på de psykiatriske hospitaler bestod primært i en gradvis afvænning, hvor dosis af morfin blev reduceret over en periode på op til en måned, og

hospitalsophold, der helst skulle vare op til et år, for at undgå at misbrugerne hurtigt faldt tilbage til injektionssprøjten.

Efter at stofmisbrugerne kom i pressens søgelys, blev der i 1950 nedsat en statslig kommission, der skulle undersøge misbruget af euforiserende stoffer. Tre år senere udgav kommissionen deres betænkning, som i 1955 førte til den første nationale lov om euforiserende stoffer. Strafferammen i den nye lov var dog endnu i den lavere ende af skalaen i forhold til den nyere tids langvarige domme for narkotikakriminalitet. Handel med stoffer kunne give op til to års fængsel, mens besiddelse ikke var strafbar.¹⁶⁶

Mens konturerne af den forhutlede, psykopatiske narkoman – og den skruppelløse pusher – først var ved at tegne sig i offentligheden i 1940’erne, var negative billeder af andre afvigergrupper stærkere fasttømret. I toppen af listen over disse grupper befandt de homoseksuelle sig.

Børnelokkere og trækkerdrenge

Den 28. maj 1947 offentliggjorde Gallupinstituttet en undersøgelse, hvor de havde bedt

befolkningen i Norge, Sverige, Finland og Danmark om at klassificere syv forskellige forbrydelser efter deres grovhed. Disse omfattede: mord, voldtægt (mod voksen kvinde), groft indbrud,

dokumentfalskneri, promillekørsel, ulovlig jagt og homoseksualitet, der var defineret som ”seksuel omgang mellem voksne af samme køn”. Selvom om homoseksualitet ikke var en kriminel handling i Danmark, mente 36 % af de adspurgte, at homoseksualitet var den værste forbrydelse, mens 25 % havde placeret den på andenpladsen. Homoseksualitet blev kun overgået af mord, som 45 % af danskerne anså for at være den værste forbrydelse.¹⁶⁷

Homoseksualitet indtog også en plads blandt psykopati-diagnosens forskellige

underformer. I de psykiatriske lærebøger blev det antaget, at homoseksualitet kunne skyldes arv og

”variationer i konstitutionelle forhold eller hormonale forhold”. Det blev desuden fremhævet, at miljøet også kunne spille en vis rolle, og at unge mennesker ved ”uheldig påvirkning og forledelse til homoseksuelle handlinger kan blive fixerede i disse som en uheldig, men efterhånden forankret vane”. Som følge heraf var det ikke kun strafbart at have et seksuelt forhold til en person under 18 år (for heteroseksuelle var lavalderen 15 år), det var også ulovligt ”under misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed, at forføre en person af samme køn under 21 år til kønslig

usædelighed”, ligesom det var strafbart ”at modtage betaling for at øve kønslig usædelighed med en person af samme køn”.¹⁶⁸

I lærebøgerne blev det samtidig fremhævet, at de homoseksuelle havde sværere ved at beherske deres kønsdrift end heteroseksuelle, da ”den homoseksuelle drifttilskyndelse” ofte er

”ganske ensidigt rettet mod ulovlige objekter (mindreårige)”, og da homoseksualiteten tit var

”forbunden med en psykopatisk karakteranomali med deraf følgende nedsat stabilitet og

modstandsdygtighed”.¹⁶⁹ I retspsykiatrien så den ledende psykiater, professor Hjalmar Helweg fra Rigshospitalet, ikke de store muligheder i behandlingen af de homoseksuelle lovovertrædere med metoder som psykoterapi, psykoanalyse og hormonbehandling. Man kunne forsøge med straf, men hvis det ikke virkede, måtte man anbefale internering i psykopatforvaringen i Herstedvester eller på sindssygehospital, hvor spørgsmålet om kastration kunne rejses. For Helweg var kastration den

”mest effektive og derfor den mest rationelle behandling”. Resultaterne var gode, og de ”kastrerede klager kun yderst sjældent over ulemper efter operationen”, konkluderede Helweg.¹⁷⁰

Homoseksualitet var ikke kun et problem i psykiatrien, også i børneforsorgen og på åndssvageanstalterne blev det set som en afvigelse, som man måtte gribe ind overfor. Når det drejede sig om kastrationer, var den største gruppe af opererede at finde på åndssvageforsorgens institutioner, der tegnede sig for omtrent halvdelen af alle kastrationer.¹⁷¹ En stor del af de

kastrerede havde gennemgået operationen på grund af uterlighed over for drenge og piger. Men der var også en gruppe på ca. en femtedel, der ikke havde begået seksual-kriminalitet. For denne gruppe spillede homoseksualitet ofte en rolle i lægernes valg af operationen.

En af disse udvalgte var en 32-årig ”lettere åndssvag” mand, der var anbragt under de Kellerske åndssvageanstalter i Jylland. Manden var stukket af fra anstalten i Brejning flere gange og var til sidst blevet isoleret på Livø, så han ikke længere kunne undvige. Men som det blev noteret i mandens journal, viste han sig på øen ”hurtigt at være meget uheldig i seksuel henseende”, og han blev kort efter overrasket ”i skoven med en kammerat i gensidigt oral coitus [samleje]”. Manden havde ikke været på kant med loven, men hans homoseksualitet udgjorde et problem på øen:

”Meget stærkt seksuelt optaget, driver sine unoder med adskillige kammerater efter de hæsligste metoder”. Anstaltens læge fremlagde derefter et forslag om kastration, og selvom manden ikke i første omgang var villig til dette, fik lægen noget tid efter tilsagnet, og manden blev kastreret. Efter operationen gennemgik han de obligatoriske efterundersøgelser, som lægen Knud Sand fra

Retsmedicinsk Institut skrev flere artikler om. I undersøgelsen blev det konstateret, at manden var blevet ”aseksuel”, og der var ”indtrådt en tydelig pacificering”, så han kunne prøves i arbejde uden for anstalten.¹⁷²

Ud over somatiske undersøgelser og interview med de kastrerede indsamlede Knud Sand samtlige bortopererede testikler, der blev opbevaret i formalin på Retsmedicinsk Institut, til brug for Sands egen seksual-biologiske forskning.¹⁷³ Efterundersøgelserne var derimod beregnet på

offentligheden, og resultaterne af kastrationerne blev vurderet meget positivt af Knud Sand, der fremhævede, at mange af de opererede kunne løslades eller udskrives efter kastrationen. Derved var indgrebet også et stort gode ”for samfundsøkonomien”.¹⁷⁴ Også blandt politikerne, der i 1935 havde vedtaget de skærpede love om tvangskastration, var der tilfredshed med indsatsen, og der skulle gå omkring 30 år før en ny politisk vurdering af kastrationerne skulle blive aktuel igen.

På baggrund af de vidtgående indgreb og negative holdninger til homoseksuelle i befolkningen krævede det en del mandsmod at træde ud af skabet i 1940’erne. Ikke desto mindre blev den første homoseksuelle forening, ”Forbundet af 1948”, stiftet af Axel Lundahl Madsen (senere kendt som Axel Axgil). Foreningen udgav fra januar 1949 tidsskriftet Vennen. At Axel Lunddahl Madsen stod offentligt frem fik også konsekvenser, og han blev både afskediget fra sit arbejde, opsagt på sit pensionat og ekskluderet som medlem af Retsforbundet. Dertil kom, at politiet begyndte at holde øje med forbundets stifter og hans samlever Eigil Eskildsen. I 1955 slog politiet til på baggrund af, at parret havde distribueret nøgenbilleder af unge mænd. Lunddahl Madsen og Eskildsen blev arresteret og varetægtsfængslet, og deres lister og kartoteker over kunder, modeller og annoncører blev beslaglagt. Ved hjælp af listerne blev ca. 300 mænd i 1955-56 dømt for omgang med mindreårige og derudover blev mellem 600 og 1.500 mænd afhørt af politiet i forbindelse med sagen.¹⁷⁵

I 1950’erne indledte politiet også en omfattende overvågning af barer for homoseksuelle og toiletter på Rådhuspladsen, ved Nicolaj Plads og andre steder, hvor mændene mødtes i det offentlige rum. Alene i perioden fra februar 1951 til august 1952 anholdt politiet 589 mænd, der havde opført sig ”uterligt” på offentlige herretoiletter.¹⁷⁶

Pressen fulgte indigneret med i ”den store pornografi-affære” og ”de rystende oplysninger om de homoseksuelles klapjagt på drenge og ganske unge mennesker”. Og den mandlige

Pressen fulgte indigneret med i ”den store pornografi-affære” og ”de rystende oplysninger om de homoseksuelles klapjagt på drenge og ganske unge mennesker”. Og den mandlige

In document Anbragt i Historien (Sider 62-78)