Uddannelse til og indtræden i en profession er accepten til deltagelse i en for-maliseret strategi, der handler om den sociale udelukkelse som en grup-pe/profession anvender i forsøget på at optimere vilkårene for gruppen selv i forhold til immaterielle og materielle goder. For Parsons er det vigtigste sær-kende på moderne samfund netop professioner – og ikke om samfundet ek-sempelvis er kapitalistisk eller ej. Han peger på 5 områder, som kan siges at være karakteristiske for det moderne samfunds professioner:
• Professionerne er i deres vidensgrundlag og etik præget af en funda-mental serviceorientering
• Professionerne er styret af en professionsetik
• Professionerne har en kollegial organisationsform (og tilsvarende eks-klusionsform for frafaldne)
• Professionerne medfører rationalisering
• Brugere/klienter er bundet af den professionelle relations etik og tillid Er Parsons deskriptiv eller normativ i sin fremstilling, når han formulerer pro-fessionerne på denne måde? (Laursen 2004: 32). Parsons problem er, som jeg også antydede tidligere, at han skildrer et samfund, som han selv er stærkt til-hænger af – det er medvirkende til at give hans tilgang et lidt naivt præg. Pro-fessionerne kommer til at bestå af mennesketyper snarere end mennesker, af idealiserede handlinger styret af en højere entitet end menneskene selv. Hos Parsons professioner eksisterer ikke smuds og uretfærdighed. Professionerne er styret af noget, der er større end menneskene selv. Svaret på Laursens spørgsmål må nok være, at Parsons arbejder med en beskrivelsesnormativitet i sin bestræbelse på at indfage professionernes karakteristika.
Laursens konstruerer på baggrund af Parsons (Parsons 1998), Abbott (Laur-sen 2004) og flere et arbejdsprogram for professionerne (Laur(Laur-sen 204: 32). Man bør ifølge Laursen søge at udvikle professioner som:
• er åbne for samarbejde og kommunikation med nærliggende professi-oner og erhvervsgrupper
• undgår mystifikation af professionens vidensgrundlag
• anerkender at professionel kompetence kan erhverves på forskellig måde, og
• anerkender lægfolks viden, kompetencer og vurderinger.
Disse kriterier er velegnede, næsten skræddersyede, til lærerne. Dem finder jeg faktisk højst anvendelige til en etikettering af lærerne som profession og deres arbejde. Det er imidlertid nok relevant at anføre, om denne konsensus bunder i at både Laursen og jeg selv er præget af at skolen har været – og er – vores dominerende felt? Vil denne konsensusorientering formå at spotte de mere konfliktorienterede elementer i professionsudviklingen? Har den øje for at professioner forsøger at hugge territorium hos hinanden?
Når Laursen betoner ankerkendelse overfor lægfolk, samarbejdsåbenhed, bred forståelse af kompetencebegrebet og så videre, bunder disse overvejelser, som jeg anførte ovenfor, i en Parsonsk forståelse af professioner og undslår sig dermed til en vis grad konkurrence-, magt- eller konfliktperspektiver. Det er en ganske særlig forståelse af professioner og det professionelle arbejde, der her definitionsgøres. Men når jeg tilslutter mig de fire linjer ovenfor, gør jeg også professionsspørgsmålet til et spørgsmål om holdning og normativitet. Jeg synes, det passer fint på eksempelvis læreres arbejde, derfor tager jeg dem med i denne tekst og udelader andet.
Jeg er derfor nødsaget til at indvende, at de fire linjer på udmærket vis frem-stiller, hvordan det professionelle arbejde (eksempelvis i en skole) kan foregå eller foregår på en idealiseret formel. Når der opstår konflikter mellem lægfolk og de professionelle, når der skal træffes beslutninger osv. er der imidlertid også andre relationer og syn på samarbejde, der træder frem, der givet vil være mindre tilbøjelige til at have konsensus som pejlemærke.
En række forskere har derfor også stillet skarpt på den moderne stats profes-sioner og disses evne til at producere adækvate, gangbare løsninger i et sam-fund, der fordrer omstilling til omstilling: ”professionerne er slet og ret truet af, at de ikke længere er troværdige for samfundets medlemmer” (Weber 2004a: 215). Diskussi-onen om de veluddannede forældre versus de mindre uddannede, halvskolede, lærere, et godt eksempel på at statens professioners mandat eroderes (Weber 2004b): ”Professionerne (Weber refererer her de klassiske professioner/rbc) er
113 således i krise, dels fordi deres traditionelle ydelse ikke lever op til de forandrede krav, dels fordi deres vidensbase sprænges indefra og udfordres udefra, dels fordi deres samfundsmæssige mandat eroderes, og endelig fordi deres folkelige omdømme lider. Så hvem vil være professio-nel? Dét vil de ”mellemlangt uddannede” gerne, og derfor arbejder de på at definere deres arbejdsfelters egen logik, vidensbase og legitimitet. Og da de jo er dem, de er, gør de det ”in-defra”. Det sætter kravet om at lærere bør anerkende lægfolks viden, kompetencer og vurderinger i et andet lys end det sted, det udsprang af ovenfor.
Jeg iler med at erklære mig enig i Webers diagnose, men problemet med de mellemlangt uddannede og med arbejdet i skolen som eksempel, er jo, at de, lærerne, aktuelt imødeser de selvsamme problematikker som Weber skitserer ovenfor gør sig gældende for de klassiske professioner; videnserosion, ydelsesstøj, af-auratisering.
I takt med at de klassiske professioner har undergået et prestigetab og af pro-fessionsforskere italesættes som værende i krise, har lærerne og skolen under-gået tilnærmelsesvis de samme forløb – uden at være en klassisk profession i streng Parsonsk forstand; Læreren er ikke længere den kloge i byen, børn lærer nærmest ingenting i skolen, som for øvrigt er verdens dyreste, og alle kan ud-danne sig til lærer, hvis de vil, for at spille med på nogle af de overskrifter, som det sidste tiår har været at finde i aviser og blade. Et af budene fra den pædagogiske verden de senere år går på, at lærere derfor ikke (længere) skal være eksperter i fag, for de er ikke eksperter i fag, som doceres ex cathedra. De skal nu være eksperter i undervisning.36
I lyset af Webers kritik af professionerne, kan man spørge; Hvad er lærernes muligheder, i lyset af prestigetab i forhold til vidensbasens omfang og gyldig-hed alment, for at kunne italesætte professionens særkende? Og hvordan gøres dette, når moderniteten er udfoldet (Salling Olesen) og professionerne er i kri-se? For at komme nærmere en besvarelse af disse spørgsmål diskuterer jeg se-nere i kapitlet lærere som professionelle samt sætter fokus på en professions-intern bestræbelse på at sætte pen til papir for det professionelle lærerarbejde, nemlig udformningen af et ideal for lærerprofessionen.
36 Se diskussion af dette begreb andet sted i afhandlingen.