• Ingen resultater fundet

Skyd ikke spurve med kanoner!

In document Danmark på anklagebænken (Sider 96-100)

En ældre kvinde blev tilbageholdt af politiet i så lang tid som 1312time fordi hun ikke ville opfylde sin forpligtelse til at give politiet sit navn, sin adresse og fød-selsdato da de forlangte det. Hun var blevet tilbageholdt i uforholdsmæssig lang tid i forhold til sin forseelse, slog Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol fast i en dom i 2003.

Dommen var enstemmig: Der havde ikke været en rimelig balance mellem for-målet der var at få kvindens identitet oplyst, og så hendes ret til frihed. Dan-mark havde overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions be-stemmelse om borgernes ret til personlig frihed og sikkerhed. Kvinden blev til-kendt 500 euro (ca. 3700 kr.) i skadeserstatning.

En tur med bussen endte i detentionen

En dag i august 1995 i Århus kørte den 67-årige Sofiika Vasileva med bussen.

Hun kom i skænderi med en billetkontrollør der mente at hendes busbillet var ugyldig. Da hun nægtede at fortælle hvad hun hed, og hvor hun boede, blev po-litiet tilkaldt. Da hun stadig nægtede at oplyse navn, adresse og fødselsdato,

E

t indgreb skal stå i et rimeligt forhold til formålet med det

blev hun anholdt. Hun blev taget med på stationen, og her blev hun tilbage-holdt først i et venteværelse fra kl. 21,30 til kl. 23 og derefter i detentionen til den næste dag. Hun blev løsladt kl. 11, straks efter at hun havde identificeret sig.

Krav om erstatning

Umiddelbart efter at Vasileva var blevet løsladt, faldt hun om og blev indlagt på hospitalet hvor hun var i tre dage med diagnosen forhøjet blodtryk. Da hun var kommet hjem igen, indgav hun klage over behandlingen til Politimesteren i Århus. Politimesteren afviste klagen, men han beklagede at hun, hendes alder taget i betragtning, ikke var blevet tilset af en læge mens hun var i detentionen.

Vasileva klagede derefter til statsadvokaten for Viborg og så til Rigsadvokaten for at få erstatning for at have været tilbageholdt. Det blev ligeledes afvist.

Sofiika Vasileva gik derefter til byretten i Århus med sit erstatningskrav. Byret-ten fandt at retsplejeloven (§ 750 og 755) var blevet overholdt, at altså arresta-tionen var lovlig når hun havde nægtet at afsløre sin identitet. Men byretten fandt desuden at netop fordi hun var blevet tilbageholdt fordi hun nægtede at identificere sig, så var de vagthavende på stationen også forpligtede til hyppigt at gøre forsøg på at få hendes identitet oplyst. I tidsrummet mellem kl. 23 og kl.

6.30 havde de tilsyneladende ikke forsøgt sig. De vagthavende havde ifølge by-retten også haft pligt til at sikre at længden af den tid Vasileva blev tilbage-holdt, stod i et rimeligt forhold til den forseelse som hun var blevet anholdt for.

Der havde ikke været grund til at forlænge opholdet i detentionen til kl. 11 den næste dag. Derfor tilkendte byretten Vasileva en erstatning på 2.200 kr.

Denne afgørelse ankede anklagemyndigheden til Vestre Landsret. Ifølge lands-rettens dom var Vasileva ikke berettiget til erstatning. Hun havde ikke haft identitetspapirer på sig som kunne have gjort politiet i stand til at fastslå hen-des navn og adresse. Politiet havde flere gange forgæves opfordret hende til at give disse oplysninger som hun ifølge retsplejeloven havde pligt til, og hun var blevet løsladt så snart hun havde gjort det.

Menneskerettighedsdomstolen

Så klagede Vasileva og hendes advokat til Menneskerettighedsdomstolen.

Hendes ret til frihed og personlig sikkerhed ifølge konventionens artikel 5 var blevet krænket ved at hun havde været tilbageholdt i 1312time. Tilbageholdel-sen havde været unødvendig og havde varet for længe.

Domstolen noterede sig at ifølge artikel 5 kan myndighederne frihedsberøve en person for at sikre at en forpligtelse der er beskrevet i en lov, bliver opfyldt. Til gengæld må der ikke være et element af straf i tilbageholdelsen. Så snart den pågældende person har opfyldt forpligtelsen, skal han eller hun løslades.

Vasileva og modparten, den danske stat, var enige om at hun havde været fri-hedsberøvet i artikel 5s betydning af ordet, og at frihedsberøvelsen havde været i overensstemmelse med retsplejeloven (§ 755, stk. 1 og § 750) der siger at man skal oplyse sin identitet til politiet når de anmoder om det.

Men Vasileva mente også at det havde været helt ude af proportioner at tilba-geholde hende – en 67 år gammel kvinde med et skrøbeligt helbred – i 1312time for at skaffe oplysning om hendes identitet.

Forholdet mellem et indgreb og dets formål

Ifølge Menneskerettighedsdomstolen var det springende punkt hvorvidt tilba-geholdelsen havde varet længere end nødvendigt, eller sagt med andre ord: om tilbageholdelsen havde været i overensstemmelse med både retsplejelovens og menneskerettighedskonventionens krav om at der skal være en rimelig ba-lance mellem et indgreb over for en person og formålet med dette indgreb (pro-portionalitet, som det hedder). I denne sag drejede det sig om et indgreb i en persons personlige frihed for at få vedkommende til at oplyse navn, adresse og fødselstidspunkt.

Når Menneskerettighedsdomstolen undersøger om der er en rimelig balance, ser den på formålet med indgrebet og undersøger de omstændigheder der førte til indgrebet (der i dette tilfælde var frihedsberøvelse). Den interesserer sig desuden for klagerens særlige situation – hvad der står på spil for ham eller hende.

Selve anbringelsen i detention var lovlig

Vasileva var udelukkende blevet anholdt og anbragt i detentionen fordi hun ikke ville oplyse sin identitet, og hun blev løsladt lige så snart hun havde givet oplysningerne. At politiet kan identificere borgerne, er en væsentlig forudsæt-ning for at det kan udføre sit arbejde og sikre at borgerne overholder loven. Så langt, så godt ifølge Domstolen. I en sag som denne her ville både den offent-lige og den private transport være magtesløs hvis de ikke kan få effektiv assi-stance fra politiet.

Hvad angår Sofiika Vasilevas særlige situation, konstaterede Domstolen at Va-sileva var 67 år gammel da hun blev tilbageholdt. Den noterede sig også at det ikke var blevet dokumenteret at politiet havde vidst noget om at hun led af for-højet blodtryk. Domstolen bemærkede desuden at hun havde været vred og var forblevet modvillig lige til den næste formiddag. Den fandt derfor at frihedsbe-røvelsen havde været lovlig efter retsplejeloven, nemlig med det formål at få oplyst hendes identitet.

Tilbageholdelsen varede for længe

Hvad angår længden af den tid hun havde været berøvet sin frihed, så det til gengæld anderledes ud, fandt domstolen. Vasileva havde været frihedsberøvet i 1312time. I tidsrummet kl. 21.30 til kl. 23 havde de vagthavende flere gange for-gæves forsøgt at få hende til at oplyse sin identitet. Men i tiden fra kl. 23 til den næste morgen kl. 6.30 havde de ikke gjort noget forsøg. Domstolen godtog ikke den danske regerings forklaring: at politiet havde ment at Vasileva havde brug for søvn. Under alle omstændigheder måtte hensynet til søvn prioriteres lavere end pligten til at sikre at frihedsberøvelsen ikke var urimelig lang. Det var også kritisabelt at hun ikke var blevet tilset af en læge.

Derfor, og fordi der var tale om en mindre forseelse der i sig selv kun kunne medføre en bøde, mente Domstolen at frihedsberøvelsen havde varet for længe. Der havde ikke været en rimelig balance mellem behovet for at få hende til at opfylde forpligtelsen til at oplyse sin identitet og hendes ret til frihed, og derfor havde Danmark overtrådt konventionens artikel 5, stk. 1.

In document Danmark på anklagebænken (Sider 96-100)