Dette afsnit handler om de principper, der ligger til grund for fremstillingen af empirien i afhandlingen. Heri præsenteres de retningslinjer, som jeg har fulgt, når jeg har skullet omdanne det talte til bogstaver, ord og sætninger.
De ord vi vælger, er aldrig tilfældige. Og det har fra starten af, været min in-tention at jeg ville komme så tæt på det, mine interviewpersoner har udsagt, som det var muligt. Min intention har været, at når man læser et citat, kan man hører personen i sit indre øre udsige det, man læser. Det er der ikke kommet skønskrift ud af, men det har givet mig muligheden for at fastholde tvivl, in-tensitet, begejstring osv. For forskeren er det imidlertid en indledende, men dog ret central beslutning om reduktion, når ” … researchers … decide what will be transcribed and what will be left out … ” (McLellan et. Al. 2003: 66) og de fortsætter: ”When a qualitative research design involves the collection of audiotaped in-depth interviews or focus groups, researchers must decide whether their analysis is best sup-ported by transcription or by researchers’ notes derived from or supplemented by a review of the audiotape” (McLellan et. Al. 2003: 65). Jeg har følt et stort ansvar overfor dette forhold og da jeg har været på jagt efter nye læreres oplevelser med læ-rerarbejdet, har jeg ville fremstille det de sagde, så nær på den måde, de sagde det, som jeg kunne.
Inden for fænomenografisk forskning, hævder Sandberg at forskeren skal ”tre-at all aspects of the lived experience as equally important” (Sandberg 2000: 12). Jeg har derfor også transskriberet alt ud, hvilket også giver den sidegevinst at man kommer tættere på sine data undervejs end hvis man kun lytter og skriver ud-valgte dele ud.
I forhold til de kommende diskussioner nedenfor om at komme så tæt på og være så tro overfor interviewpersonernes udtalelser som muligt, ville jeg ikke kunne sætte andre til dette job. Med de metoder jeg har valgt, skal alt skrives ud af mig og eventuelt suppleres med de noter, jeg har taget undervejs (som dog oftest har været få) eller de refleksioner, som jeg har gjort mig efter inter-viewet (som også har været få i tiden umiddelbart efter, da jeg har arbejdet med at få mine interviews på tidsmæssig afstand, inden jeg gik ind i dem).
Det at arbejde med at skrive interviews ud, er i sig selv en del af processen med at forstå indholdet i materialet, og det at få de enkelte personers sprog-brug, intonationer, pauser osv. – som jeg også har gengivet på skrift – tættere
på, har været vigtigt, idet jeg betoner skriftligt, hvordan personerne har sagt det, de sagde, holdt de pauser, de holdt og talte højt, når det var passende.
Interviewbidder er altid skrevet med kursiv. Dette har jeg valgt for at signalere at der er tale om en særlig sætning, der ikke altid opfylder de almindelige krav til grammatik og retstavning, kongruens osv.
Mergenthaler & Stinson (1992:129-130, mine parenteser) har opstiller syv kri-terier (de kalder dem principper) for transskription af interviewpersoners udta-lelser, som jeg har støttet mig til. Mergenthaler og Stinson er psykoterapeuter, men principperne er velegnede også til brug i mit materiale, da jeg været opta-get af denne tæthed til sproopta-get, som også tillægges betydning inden for psyko-terapien. De syv principper, de opstiller lyder:
• Preserve the morphologic naturalness of transcription (Keep word forms, the form of commentaries, and the use of punctuation as close as possible to speech presentation and consistent with what is typically acceptable in written text).
• Preserve the naturalness of the transcript structure (Keep text clearly structured by speech markers (i.e., like printed versions of plays or movie scripts)).
• The transcript should be an exact reproduction (Generate a verbatim account. Do not prematurely reduce text).
• The transcription rules should be universal (Make transcripts suita-ble for both human/researcher and computer use).
• The transcription rules should be complete (Transcribers should re-quire only these rules to prepare transcripts. Everyday language com-petence rather than specific knowledge (e.g., linguistic theories) should be required).
• The transcription rules should be independent (Transcription stand-ards should be independent of transcribers as well as understandable and applicable by researchers or third parties)
• The transcription rules should be intellectually elegant (Keep rules limited in number, simple, and easy to learn).
Nogle steder har jeg afveget fra disse regler, fordi jeg skønnede det relevant, men de har fungeret overrodnet som guidelines i forhold til fremstillingen af empirien i afhandlingen.
Uddannelsesforskeren Hilary Radnor beretter om den arbejdsmåde, hun ar-bejder på i forhold til interviews, hvor hun siger: ”Alle kommentarer herunder
197
’Øh’er’ og ’Ah’er’, tøvende reaktioner og gentagelser blev skrevet ind i tilfælde af, at de skul-le betyde noget” (Radnor 2002/2005: 76). Dette kan diskuteres i forhold til læse-venligheden, men jeg har valgt samme fremgangsmåde og ud fra samme ratio-nale om det betydningsfulde. I forhold til mine interviews har jeg indført en række konstanter i transskriptionerne af interviewene:
…
Indikerer en pause i form af en overvejelsespause: ” … i deres hoveder, hvad er det, det hedder … nogle gange siger de: må jeg gerne det? …”. Grammatisk kalder dette for tøveprikker, men det finder jeg ikke er en særlig rammende betegnelse. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for tøven, men kan også være udtryk for andre ting, eksempelvis overvejelse, genovervejelse, forståelseskontrol mv.
Jeg har også brugt disse prikker i forbindelse med skrevne citater fra bøger og artikler, hvor det skal indikere, at enkelte ord eller dele af en sætning er sprun-get over for at passe ind i helheden. I så tilfælde er der altid givet en reference.
Når jeg selv skriver sætningen om indikeres dette ved et [ ].
Tøveprikker er normative indikatorer, hvor det de indikerer ofte er skjult for både interviewer og den senere læser. Jeg har valgt at medtage dem for at vise at udtalelser ikke følger en linearitet, som disse udtalelser ville fremstå som, hvis man transskriberede grammatisk korrekt. En sætning med tøvepauser og gentagelser kommer tættere på, hvad der foregik. Mit ærinde er ikke at signale-re, at det jeg har transskriberet svarer til det, der virkelig skete, men at medtage så meget som muligt af det, jeg havde adgang til under interviewet: “The process of transforming speech into specific words is not without challenges. Speech elisions (the omis-sion of a sound between two words, usually a vowel and the end of one word or the beginning of the next), incomplete sentences, overlapping speech, a lack of clear-cut endings in speech, poor audiotape quality, and background noises are just a few of the issues that a transcriber encounters. In addition, he or she must carefully determine where and when punctuation is required, so as not to change the intent or emphasis of an interviewee’s response or comment”
(McLellan et. Al. 2003: 66).
Når jeg kalder prikkerne for normative, er det også i forhold til den betydning, at læseren stopper op og begynder at tænke over, hvad der kan være på færde, hvis en person holder en længere pause, gentager noget og så måske igen hol-der en pause. Den lange pause må forstås og prikkerne inviterer til at man be-gynder at tolke i det, der bliver sagt. Når der står to eller tre sæt prikker indike-rer det en længere pause.
Fed
Indikerer at der lægges tryk på netop det eller disse ord i en sætning: ” … det er i hvert fald mit indtryk … at sådan er det”.
Jeg har tilstræbt at skrive det, som der siges på netop den måde, som det blev sagt. Hurtighed i talen indikerer jeg ved at springe grammatisk over kommaer og punktummer. Kun pauser indikeres: ” … men det har været en del af min ledelse hvordan katten kan jeg arbejde med det? … ”.
Dette betyder også, at der ikke er tale om, at jeg fast skriver øh, som den lyd, man kan benytte som tænkelyd. Det kan også være æh eller mmm eksempelvis, hvis det er det, som personer har benyttet.
Jeg kan tydeliggøre mine dispositioner ved at kommentere nedenstående for-tælling: I en diskussion med en skoleleder om, hvordan de ansætter nye lærere på skolen, vælger han at fortælle en historie om en uddøende race, som han kalder dem: De ældre lærere, som har vanskeligt ved at nogle ting laves om.
Her i eksemplet handler det om at skrive beskeder på en maskine og ikke i hånden. Skolelederen fortæller: ”Så var der en af dem … hun blev mopset … og så kom hun så ind til mig og så sagde … hvad skal jeg så gøre … jamen du skal da bare skrive det selv … jamen jeg kan ik skrive på ma-ski-ne … og så sagde jeg det kan da selv politibetjenten så kan du vel også … nej, det kunne hun ikke … siger jeg så må du skrive i hånden … mener du jeg skal skrive i hånden? … ja, det mener jeg da hvis ik hun vil skrive på maskine så må hun skrive i hånden … enten må du lære det eller også må du skrive i hånden ... så-hå kom hun og viste mig noget hun havde skrevet … og siger vil du ha jeg skal sende det ud til forældrene … og det var en fantastisk sirlig håndskrift
… sagde det var satme en flot håndskrift du har ha ha ha … så … hvad hedder det … men de er jo uddøde … heldigvis … og og … ”.
Hurtigheden er her forsøgt fastholdt ved at eliminere brugen af komma og punktum. Ordene i fed hjælper til at danne et billede af denne leder, der omta-les – og hjælper med til at vise, at han med sin sætningskomposition agerer denne ældre lærer inden i sine egne sætninger. Jeg appellerer også til læsernes egne erfaringer med talesproget, når jeg vælger at lade sætningerne, stå som de siges.
I en enkelt sætning kan der optræde flere personer og de enkelte dele kan have forskellige funktioner, som jeg forklarer undervejs i følgende passage: ”jamen jeg kan ik skrive på ma-ski-ne [den ældre kvindelige lærer, spillet af
skolelede-199 ren, siger dette]… og så sagde jeg det kan da selv politibetjenten så kan du vel også?
[skolelederen siger dette til den kvindelige lærer]… nej, det kunne hun ikke [sko-lelederende tænker dette højt for sig selv – og måske også for min skyld – som en opsummering af noget, den kvindelige lærer har responderet på hans bille-de af politibetjenten]… siger jeg så må du skrive i hånbille-den [skolelebille-deren siger bille-dette til den kvindelige lærer] … mener du jeg skal skrive i hånden [skolelederen spil-ler igen den kvindelige lærer]… ja det mener jeg da [siger skolelederen til den kvindelige lærer], hvis ik hun vil skrive på maskine så må hun skrive i hånden [dette siger skolelederen til mig som en slags konklusion på situationen].
Ved at lægge tryk på ma-ski-ne og mener du, konstruerer skolelederen også en historie om den kvindelige lærer som lettere hysterisk og overreagerende og hans egen rolle som rolig, men fast. Og dette skulle disse enkle greb gerne kunne få frem.
Hvis der siges noget decideret forkert i et interview, har jeg også fastholdt det-te i en given sætning, men kommendet-teret på det efdet-terfølgende. Nogle sdet-teder siger personerne også noget ’forkert’, hvor vi af sammenhængen må udlæse det rigtige. Også dette har jeg fastholdt. Jeg har undladt normative punktummer i betydningen spørgsmålstegn og udråbstegn. Dette for at indikere at jeg ofte ikke kan være sikker på, hvad der gør sig gældende. Som eksempel kan jeg tage en skoleleders råd til nyansatte lærere: ” … for I knækker halsen altså ikk … ” (Skoleder). Her er det vanskeligt helt at vurdere, om der er tale om en slags statement eller en halvtygget filosofi (udråb) eller et oplæg til diskussion, at være spørgende og undersøgende og vurderende (spørgsmål).
Hvis mine interviewpersoner bevidst vælger at udtale ord overdrevet, er dette skrevet ud, som det siges:
” … og så er det noget med at tænke… hvad blev der liiige af det … ”
Disse tiltag kan ikke retfærdiggøres i forhold til læsevenligheden, når ord op-træder flere gange eller der er en række pauser, men det er de greb, jeg foreta-ger for at kunne være så tro og tæt på det sagte, som muligt: ” … ææh … altså jeg vil ikke sige at det var sådan op ad bakke … for jeg tog det sådan oppefra og nedefter men men … men … der var godt nok nogen som ikke syntes at det var det var … … skægt … at der sådan kom en skoleleder som var … var … som måske også ville… ville lede dem … bare i nogle retninger … det var ikke altså … altid sjov … ” (Skoleleder).
Hvis ovenstående skulle gøres læsevenligt, vil det kunne skrives sådan her: ”Jeg vil kke sige, det var op ad bakke, for jeg tog det oppefra og ned. Men der var nogle som ik-ke syntes, det var skægt, at der kom en skoleleder, som ville lede dem”, men det er fak-tisk ret langt væk fra den måde denne skoleleder fik sagt det på. Og det er mindre tydeligt, tror jeg godt jeg kan påstå, at denne situation stadig sidder i ham. Det får man mere fornemmelsen af, når man læser det, sådan som jeg har valgt at udskrive det. Her viser jeg, at denne skoleleder ikke har vanske-ligheder ved at genkalde sig situationen, men også giver sig selv mulighed for at afveje sine ord til mig, der ikke falder helt let, men skal overvejes løbende gennem sætningerne.
Flere gange gennem årene, er jeg i forbindelse med arbejdsopgaver, der har involveret empiriske udtalelser, blevet bedt af forlag eller andre rekvirenter at formulere interviewpersoners udtalelser om i forhold til det skrevne sprog.
Der ligger for mig at se en eller anden uretfærdighed gemt heri, selvom det er forståeligt at folk gerne vil fremstå sammenhængende på skrift, hvorimod en samtale oftest sagtens kan klare at være fragmenteret og springe i tid og tema.
Jeg har gerne villet tilstræbe en nærhed og en sensitivitet overfor det talte. En pause er en pause og en lang pause er en lang pause. Af hensyn til læsevenlig-heden har jeg dog valgt at skrive de fleste ord som de staves og ikke som de blev sagt – med enkelte undtagelser som eksempelvis ikke, der oftest udsiges ikk.
Jeg har altså valgt at tage McLellan et. al. på ordet når de gør gældende at ” … there is no universal transcription format that would be adequate for all types of qualitative data collection approaches, settings, or theoretical frameworks … ” (McLellan et. Al.
2003: 64). Med disse pricipper, som jeg har skitseret her, har jeg forsøgt at komme tættere på det, der blev talt om i interviewene.
Et redskab jeg har brugt i mindre grad, men som alligevel skal medtages er det at tage noter, når man besøger en skole. Det har i nogle perioder ikke fyldt i mit arbejde, eksempelvis med interviewene, mens det i andre sammenhænge – særligt, når jeg har observeret eller ventet på noget, har fyldt mere. Jeg vil be-handle denne metode lidt mere i det næste afsnit.