Skovbolle Bvomraade stræ kker sig over Sognets sydvestlige Side og o m fatter foruden Skovbolle By Hussam
lingen
Sladderhøjhuse.
A f Gaarde over 200 Td. Ld. er der kun Skelstrup: over 100 Td. Ld. er Skovbollegaard.Niel-17
m a r í e b j k r g
130 K Ø B E L E V S O G N strup, Magelundgaard og Georgsdal,
der alle senere skal omtales. Af Gaardc over 50 Td. Ld. kan yderligere nævnes:
Lille Skovbollegaard
med 85 Td. Ld..10 Td. Hartkorn og 120,000 Kr. Ejen
domsskyld, hvoraf 80,000 er Jordværdi.
Gregersmindt
med 64 Td. Ld., 9 Td.Hartkorn og 92,000 Kr. Ejendomsskyld, hvoraf 64,000 er Jordværdi.
Gammel- kar
med 60 Td. Ld., 8'j Td. Hartkorn og 90,000 Kr. Ejendomsskyld, hvoraf 60.000 er Jordværdi.Havegaard
med 57' s Td. Ld., 7 's Td. Hartkorn og 90.000 Kr. Ejendomsskyld, hvoraf 60,000 er Jordværdi.Af den Skov, der i en fjern Oldtid har givet Skovbolle — den lille Bebyg
gelse ved Skoven — Navn findes nu slet intet tilbage. Paa et af Marlrikul- arkivets Kort fra 1795 er endnu angivet et nogenlunde betydeligt Skovareal, be
tegnet Magelunde, men ogsaa det er forlængst borte.
Skovbolle led naturligvis lige som alle de andre Byer meget under Sven
skekrigen, men den var ingenlunde blandt de værst hjemsøgte. Skadesvur
deringen oplyser, at af Byens 15 Gaarde var de 5 helt odelagde; men om de 3 hedder det udtrykkelig, at Skaden var sket for Fjendens Indfald. Antagelig har en Brand lagt dem alle 3 i Aske sam
tidig. Her som andre Steder gik det smaat med Skadens Udbedring, man var hurtig i Vendingen til at vurdere den, men Midler til at ophæve den havde man ikke, og derfor finder vi i Matrikelen af 1664 Betegnelsen „ode“
ved alle de Gaarde, der i 1660 angaves at være „ganske ruineret og borte“ .
Tre af de odelagte Gaarde vurderedes i 1660 til „l'/.O O Daier“ hver. en til 100 og en til 80 Daler. Skaden paa de øv
rige varierer fra 6 til 30 Daler. Af By
ens 7 Husmandshuse laa de 5 ode i 1664. lovrigt ses det af Matrikelen, at Skovbølle i fremtrædende Grad har været en Selvejerby. idet 11 af dens 15 Bønder var Selvejere og kun 4 Fæstere.
Det er ikke ret hyppigt, at mindre Landsbyer figurerer i de gamle D o ku menter udover Navnets Nævnelse i Skoder og Magelæg. Skovbolles Navn findes dog knyttet til et historisk Drama, hvis Hovedlinier, takket være den bevarede Rettertingsdom, er let at opridse. Under Grevens Fejde 1534 sendte Skipper Clement en af sine Kaptajner ved Navn Hans Thygesen til Nakskov for at organisere Bondeop
roret paa Vestlolland. Han fik ogsaa kraftig Tilslutning blandt Bønderne i Kobelev Sogn, men i Skovbolle boede en Bonde, der hed Hans Gregersen, som ikke gjorde fælles Sag med sine ligestillede, men tvertimod holdt Adels- mændene paa Herregaardene og Lens
manden paa Engelborg underrettet om Bøndernes Færd. Herover var Bonderne blevet rasende og svor Dod over ham.
Efter forudgaaende Aftale samledes en Nat en Mængde Bønder fra hele Sognet i Skovbølle og under Anførsel af en der
boende Bonde ved Navn Niels Hendrik- sen, drog de i Flok og Følge til Hans Gregersens Hus. Der var baade laaset og stænget forsvarligt allevegne, men Bonderne sprængte Dørene og trængte ind i Sovekamret, hvor Hans Gregersen blev grundig ihjelslagen, idet
O P R Ø R E T I S K O V B Ø L L E 131 hver af Deltagerne gav ham ct Slag for
at de kunde være lige gode om det.
Derefter slæbte de det mishandlede Lig ud af Huset og kastede det i Gade- ploret, hvor det fik Lov at ligge i tre Dage. Im idlertid var „Kaptajnen“ Hans Thygesen kommet til Stede og han forklarede Bonderne, at Hans Greger
sen ikke havde faaet tilstrækkelig Straf ved at hlivc ihjelslagen af ærlige F olk;
hans Lig burde af Bødlen lægges paa Stejle som Skræk og Advarsel for Lige
sindede. Bonderne slæbte da Hans Gre- gersens Lig til Vester Karleby. hvor Herredsfogden Hans Anderson boede.
Under Bøndernes Tilslutning tvang Hans Thygesen nu Herredsfogden til at sætte Retten og domme at Hans Gre
gersen var en Skalk og Forræder og at hans Lig derfor burde lægges paa Stejle. Forst da Bodlen havde besørget dette Stykke Arbejde drog Købelev- bonderne h jtm . Liget fik Lov at ligge paa Stejlen i Aar og Dag; men da O proret var endt, tog Hans Gregersens Fætter Niels Mogensen i Langesø A f
fære og indklagede 1537 baade Morderne, Vidnerne og Herredsfogden for Kongens Retterling. Det hedder i Klagen, at Hans Gregersens Sognemænd ved Natte
tide „b ro d hans Laas og hans Lukke“ , og trængte ind i hans Hus, „ihjelslog ham skammeligen i hans Seng“ , slæbte hans Lig paa Gaden, lod det ligge der tre Dage for „Hunde og Ravne“ , slæbte det bagefter til Herredsfogden i Vester Karleby, hvor Tingsvidnet M ikkel Jen
sen i Lojtofte mod Sandhed og Ret vidnede, at Hans Gregersen havde levet sit Liv som en Skalk og Forrædder,
hvorefter Herredsfogden dømte Liget til Stejlen. De indstævnte modte for Kongens Retterling, hvor Morderne undskyldte sig med, a t Hans Gregersen havde anklaget dem for deres Hefskab og Lensmand og derved skildt dem af med Penge og Gods, a t hele Sognet havde været med at myrde ham og a t man ifolge den Amnesti, der 1536 var blevet udstedt ved Christian 11 Is T ro n bestigelse, var fri for Tiltale for de Drab, der var ovel under Oprøret.
Herredsfogden undskyldte sig med, at Hans Thygesen havde tvunget ham til at dømme, som han gjorde. Ved D o m men blev Bonderne i Henhold til A m nestien frikendt for Tiltalen for Drab, men domtes til egenhændig at tage Hans Gregersens Lig af Stejlen og be
grave det i kristen Jord. Herredsfogden blev idømt en Bøde. Tingsvidnet M ik
kel Jensen, der havde vidnet, at Hans Gregersen havde levet sit Liv som en Forbryder, blev erklæret fo r usand
færdigt Tingsvidne og fik som saadan sin Sag henvist til et Landenævn, hvor han næppe er sluppen med at miste de 3 Fingre; men Efterretningen om hans Skæbne er ikke bevaret.
Skovbolle har dog andet og mere at byde paa af historisk Interesse end dette Bondedrab; thi det kan nu doku
menteres, at det er O tto Kulds By, hans Hjemstavn og snævreste Virkekreds og formodentlig tillige hans Fødeby.
O T T O KU LD er et Navn, som er kendt af hvert Barn paa Vestlolland;
alle ved, at han under Nakskovs Belej
ring i 1659 var Bøndersoldaternes tapre og snarraadige Fører. Gennem
Aar-17*
132 K Ø B E L E V S O G N hundreder er hans Ry gaaet fra Slægt
til Slægt; Sagnet har flettet Heltekran
sen om hans Pande, og han er blevet Almuens særlige Helt blandt de mange brave Mænd, der indlagde sig Hæder under det lange, tapre og udholdende Forsvar af Byen. Men søger man bag om Sagnet, for faa faste Holdepunkter til nærmere Belysning af O tto Kulds Heltefærd, soger man forgæves. Paa Mindetavlen i Nakskov Kirke straaler hans Navn Side om Side med Borg
mester Niels Nielsens. Kommandant Korbers og de øvrige Heltes; en beske
den Sidevej i Nakskov bærer hans Navn, en Afholdsloge ligesaa. Men der
med er ogsaa alt sagt af Kendsgernin
ger, der knytter O tto Kuld til Nakskov.
Den fyldige Beretning om Belejringen, som daværende Sognepræst Lavrids Mortensen Vedsted skrev, brændte med Universitetsbiblioteket 1728, og den eneste Beskrivelse, der nu findes, er Kapellanen Niels Saxtrups mangelfulde latinske Digt, hvori O tto Kuld slet ikke nævnes. J. J. F. Friis har i sine Ro
maner „Svenskerne paa Lolland“ og
„Fiskeriars“ tegnet et meget romantisk Billede af O tto Kuld, men det er helt igennem fri Digtning — saa fri, at der end ikke er den fjerneste ydre T ilk n y t
ning mellem Romanhelten og V irkelig
heden. Friis indrømmer det selv, idet han i en Afhandling om Belejringen skriver, at det hører til de sørgeligste Kendsgerninger, at der ikke er overle
veret et Ord om en saadan Mand, og at det altid bliver en Bebrejdelse imod den utaknemmelige Samtid, at den ikke havde nær saa meget Øje for det bor
gerlige M od og den b org e rlig e F o rtje neste som fo r en Adelsm ands Slægt- register eller en Præ steræ kke. Han slutter med at fremsætte F o rm o d n in g om, at O tto K uld har væ ret R idefo
ged paa et eller andet A delsgods og at Oplysningerne om ham forhaabent- lig en Gang bliver gravet frem af H erre- gaardsarkivernes Stov.
Under m ine A rk iv s tu d ie r har jeg været saa heldig efterhaanden at finde saa mange spredte O p ly s n in g e r om O tto Kuld, at det ved at sam m enholde dem er m uligt at tegne de ydre Rids af denne Mands G erning fo r og efter Belejringen, men om hans tapre Færd under denne savnes frem deles paalide- lige O plysninger, forha a he n tlig v il et heldigt Tilfæ lde senere afhjæ lpe dette Savn. De fundne O p ly s n in g e r gengives her i kro n olo g isk O rden.
Første Gang vi m oder O tto K ulds Navn er i hans Egenskab af Kirkevæ rge.
I Povl Rogerts M a n u skrip t paa det kgl.
Bibliotek finder man en Gengivelse af Indskrifterne paa K irk e k lo k k e rn e i H a l
sted Amt. Blandt disse er ogsaa In d skriften paa „den lille K lo k k e “ i Kobe- lev, som nu ikke eksisterer mere.
Denne Indskrift lo d :
ANNO 1642 ER D E N N E K L O K K E K Ø B T OG S TØ B T , D A E. O C W . J U S T P R E D E - RICH V O N P A P P E N H E IM VAR L E N S M A N D PAA H A L S TE D K L O S T E R , HR. P O V E I.
P O VELSEN, S O G N E P R Æ S T I K J Ø B E L Ø V , NIELS H IN T Z E , JENS G A M M E L , P E D E R LAURIDSEN. RASMUS L Ø J E T . M ANS L A U RIDSEN. O T T E K U L D . P E D E R M O G E N SEN. NIELS H A N SE N K IR K E V Æ R G E R ,
HANS MARCUSSEN, S O G N E P O G E D .
O T T O K U L D 133 Anden Gang vi træffer O tto Kulds
Navn er i den under Beskrivelsen af K irke n gengivne Indskrift paa en af Kirkestolene fra 1646.
1651 møder vi ham igen i Povl Ro- gerts M anuskript. Det paagældende D o kum ent om handler et Vaadcdrab. H ors
lundepræsten Jacob Hansen (C unning
ham ) kom den 16. Juni 1651 fo r Skade at skyde sin Kusk, da de kørte gen
nem Halsted. D er blev i den A nled
ning biandt Bønderne i N ørreherred udm eldt 16 uvildige Nævningemænd, som skulde afgive Kendelse om, h v o r
vidt Drabet var sket med Porsæt eller af Vaadc. Det hedder i Dokum entet, at Næ vningemændene havde valgt O tto K uld i S kovbølle til deres Hovedmand og at de med ham som O rd fo re r af
gav Kendelsen Vaadedrab. — Det er første Gang, vi faar O plysning om , at O tto K uld er hjem hørende i Skovbølle.
Siden faar vi dette bekræftet atter og atter.
Aaret efter er O tto Kuld avanceret til Sognefoged. Som saadan finder vi ham i Rigsarkivets D okum enter vedrø
rende en Sag mellem Lensmanden Flem m ing Ulfeld og Herredsfoged Knud M ortensen i Nørreherred. Lensmanden har nem lig afkrævet et Par Sognefogder et Vidneudsagn om Knud Mortensen og den ene af dem er „O tte K u li i Schou- bolle, Sognefoged i K jøbelcff S ogn“ . U nder Vidneudsagnet, der er dateret 11. M aj 1652, har O tto Kuld skrevet sit Navn „O tte Jensen K u li“ .
Pra Sognefoged ry k k e r O tto Kuld op til at blive Herredsfoged og har der
med naaet Toppen af den Karriere,
der i de T id e r var en Bonde beskaaret.
I en lille A fhandling i Lollan d -F a lsters historiske Sam funds A arbo g fo r 1919 er jeg gaaet ud fra, at O tto K uld fik Herredsfogedposten som B elø nning fo r sin modige Færd under Belejringen.
Denne Antagelse var bl. a. bygget paa, at der ikke i Kancellibrevene findes noget om Herredsfoged O tto K uld fø r 1660.
Det nævnte A ar blev den af Svenskerne forøvede Skade i N ø rreherred vurderet af dertil udm eldtc Mænd. V u rd e rin g s resultaterne blev frem lagt i N o rre h er- reds T in g og Tingsudskrifterne til K an
celliet indledes saaledes: „O tte Jensen K u li i S choubolle, H errcdtzfouget th il N orreherredtz T in g i Laaland“ osv. I Smaalandske Registre i Rigsarkivet søger man forgæves efter O plysning om O tto Kulds Udnævnelse. D er findes Breve med K o n firm a tio n paa hans Bestalling som Herredsfoged baade 1662 og senere, men om selve Udnævnelsen intet. Men ved Undersøgelsen af den fo r nævnte Sag m ellem F le m m ing U l
feld og Knud M ortensen viste det sig, at sidstnævnte var afskediget som Herredsfoged i N ø rre H erred 1653 og Sporgsm aalet var da: Hvem blev hans Efterfølger. Det er saa heldigt, at Landsarkivet har N ø rre Herreds T in g bog fo r 1655 og ved at undersøge den, viste det sig, at Herredsfoged Otte Jensen K u li i S choubolle o p træder her den 30. O k to b e r 1655. Man tø r d erfor gaa ud fra, at han e r ud
nævnt 1653, i al Fald er det herm ed konstateret, at hans Udnævnelse ikke har noget Sammenhæng med hans tapre Færd under Belejringen.
K Ø B E L E V S O G N Om O tto Kulds Forhold som Bonde
i Skovbolle kan der oplyses følgende:
I den ohnævnte Skadesbesigtclse af 1660 findes anført under Skovbolle:
„O tte Jensen Kulis Gaard er af Fjen
den udslaget paa alle Stuernes 50 V in duer“ . Skaden vurderes til 30 Daler.
Fjenden er altsaa faret naadig (rem mod lians Fjendom. men om dette skyldes et Udslag af Respekt for den tapre Fjende eller andre Aarsager faar være usagt. I Matrikelen af 1664 faar vi yderligere Oplysning om O tto Kulds Form ueforhold. Han er nemlig her op.
fort som Selvejer af to Gaarde i Skov- bolle og to Husmandshuse. de sidste stod ganske vist ode. men den ene af Gaardenc var den næststørste i Byen; den anden var m iddelstor. Tilsam men gjorde de ham til Skovbollcs stør
ste Hartkornsbesidder.
O m O tto Kulds Virksomhed som Herredsfoged foreligger bl. a. et D oku
ment i Nakskov Byarkiv dateret 27.
November 1672. hvorved Lollands Landsting stadfæster en af Herredsfoged Otte K uli i N orre Herred afsagt Dom i en Ejendomssag mellem Ejeren af Abildtorpegaard og Nakskov By. Denne af ham afsagtc D om stod forøvrigt t il
lige sin Prøve ved Højesteret.
Endelig findes i Smaalandske Registre under 15. December 1677 Udnævnelsen af Niels Staffensen (sikkert den tidligere nævnte Ejer af G lostrup) til „Herreds
foged til Nørreherreds Ting i Laaland efter Otte Jensen Kuld, der ved Døden er afgangen.“
I Kirkens Vaabenhus ligger som tid
ligere om talt en prunkløs Ligsten med
de enkle O rd : „O tte Jensen Kuld som døde 1677 den 10. Novem ber“ . Det er en Gravskrift, fattigere paa O rd og O p lysninger end alm indelig i de Dage. Ved sin næsten dem onstrative Udeladelse af den Afdødes T itle r og gode Egen
skaber taler den sit eget Sprog som Gravdække over en Mand, hvis Liv og Gerning talte fo r sig selv og var kendt af alle. Hans Ry har holdt sig i de svundne Aarhundrcder; men Beretnin
gerne om hans Færd er glemte. De Oplysninger, jeg her m øjsom m elig har fremdraget, tegner kun de ydre O m rids af ham. Men om hans Færd under Belejringen oplyser det her anførte kun det ene. at han er gaaet friv illig ind i Fæstningen; thi som Herredsfoged var han forskaanet for al Soldatertjeneste.
Det er ikke et Magtbud, men Følelsen af, hvad han skyldte sit Land og sin Stand, der har trykket ham Bossen i Haanden og har g jo rt ham til Bønder- soldaternes selvskrevne F orer i den haardc Kamp, som her skulde kæmpes.
Vi ved, at Bøndcrsoldatcrne under hans Ledelse skabte sig Respekt baade hos Fjender og Venner, men vi savner
¡øvrigt ganske Meddelelser om hans Indsats og personlige Færd i den lange og haarde Dyst. Tapper og ildnende, snarraadig og klog har han væ ret; thi ellers vilde der ikke være blevet en tapper Skare ud af denne F lok forkuede Bøn
der, og ellers vilde hans Navn ikke være bevaret gennem A arhundrcder og stedse fra Slægt til Slægt nævnt med Hæder og Stolthed.
De Skovbøllefolk har L o v at være stolt over dette Bysbarn, og det vilde 134
K N U D M O R T E N S E N 1.15 være rim eligt om de rejste ham en
Sten i deres By.
I det foreganende er et Par Gange berort en Strid mellem Lensmand Flem m ing Ulfeld paa Halsted Kloster
<>H l lerredsfoged Knud Mortensen i N orre Herred, og da Snuen, foruden at være Foranledningen til O tto Kulds Forfrem m else til Herredsfoged, er af betydelig Interesse som Billede paa Retsforholdene i de Dage. skal her i Korthed gøres Rede for Hovedpunkterne i den meget omfangsrige Sag.
K N U D MORTENSEN havde for han hlev Herredsfoged været Hcrregaards- skytte. I de 9 Aar E rik Rosenkrantz var Lensmand paa Halsted Kloster og Knud Mortensens Overordnede, skikkede denne sig vel. E rik Rosenkrantz gav ham i al Fald senere en Anbefaling for at have o pfo rt sig godt i sit Embede og været tro og lydig. Men da Flem
m ing Ulfeld til Oreby 1651 blev Lens
mand paa Halstcd Kloster, var det forbi med Lydigheden, og der opstod mellem de to Mænd et Fjendskab saa bittert og hadefuldt, at de gensidig undsagde hinanden paa Livet. Det var noget u hort i de Dage, at en Herredsfoged, der var Bonders Ligemænd, i den Grad turde sætte sig op mod den mægtige Lensmand; men Knud Mortensen var ogsaa en haard Hund og en raa Kra
bat, der ikke gik af Vejen fo r ret me
get. At Lensmanden heller ikke led af hlodsodne Forestillinger viser det føl
gende.
En af Flemming Ulfelds forste Handlinger som Lensmand var at kræve
Knud Mortensen domt fo r ulo vlig Hen
rettelse af en Fange. Hermed forho ld t det sig saaledes: Knud Mortensen havde Nakskov Ladcgaard i Fæste af Kronen og ejede samtidig en Gaard i Branders- lev, som han havde (æstet bort til Hans Madsen Væver. Knud Mortensen har sikkert behandlet Hans Væver ilde;
thi en skønne Dag blev han og hans Kone og Son enige om at brænde Gaarden af for at hævne sig paa Knud Mortensen. Faderen og Sønnen, der hed Niels Hansen, besørgede i Fælles
skab Brandstiftelsen og Gaarden ned
brændte til Grunden. Men forinden Ilds- paasæltelsen havde de været saa naive at bringe alle deres egne Ejendele i S ikke r
hed, og Mistanken blev derfor straks rettet mod dem. De blev alle tre sat fast og gik straks til Bekendelse. Der blev udmeldt 8 Nævningemænd i Sagen, og de erklærede, at Hans Væver og Sønnen havde stukket Ild paa, og at Konen havde været deres Medvider.
Hans Væver burde derfor miste sin Hals „uden Øvrighed anderledes ham benaade v ild “ , Sønnen burde derfor straffes med Fængsel og Jern paa Brem erholm for Livstid og Konen burde rømme Landet. T illig e skulde de betale den Skndc, Knud Mortensen havde lidt. Da Knud Mortensen var Part i Sagen blev Bonden Hans M ad
sen i Lille Købelcv beskikket som Dom m er i hans Sted, og Hans Madsen afsagde saa den 8. Juli 1651 Dom m en i Overensstemmelse med Nævninge- mændenes Kendelse. Flem m ing Ulfeld var paa det Tidspunkt udnævnt til Lensmand paa Halstcd Kloster, men
136 K Ø B E L E V S O G N havde endnu ikke givet Mede der. Og
Knud Mortensen lod saa uden videre Dommen over Hans Væver udføre og det paa en yderst barbarisk Maade.
Da Knud Mortensen kørte til Retter
stedet tog han nemlig Hans Vævers Søn, Niels Hansen, med i Vognen, lod ham overvære Henrettelsen og tvang ham ikke alene til at være behjælpelig med at grave Faderens Grav, men end
og til at rejse Stagen med Faderens Hoved over Graven, altsammen med den Motivering, at Sønnen kunde faa fornøden Advarsel for sin Færd i Fremtiden. Da Sønnen som nævnt var dømt til livsvarigt Fængsel i Lænker paa Bremerholm, var der jo egentlig sørget godt nok for hans Fremtid og
„Advarslen“ ikke videre haardt paa
krævet. Knud Mortensen tog bagefter Niels Hansen med til Ladegaard og satte ham i „Arrest“ , men passede med eller uden Forsæt saa daarligt paa ham, at han faa Dage efter undveg sammen med en anden Fange og gjorde sig usynlig for bestandig.
Flemming Ulfeld krævede, saa snart han kom til Halsted Kloster, Tiltale rejst mod Knud Mortensen, fordi han havde ladet Hans Væver henrette, uagtet det i Dommen hed „uden Øvrighed anderledes ham benaade vild“ , hvilket efter Lensmandens Mening var ensbe
tydende med, at en hojere Instans først skulde høres. Endvidere • krævede han Knud Mortensen til Regnskab for Niels Hansens Undvigelse, hvorimod den bar
bariske Færd mod denne ikke blev paatalt, men kun nævnt i forbigaatnde.
Hans Madsen fra Lille Kobelev blev ud
meldt til D o m m e r ogsaa i denne Sag og han frifandt K nud M ortensen med den M otivering, at de S Nævningemænd havde erklæ ret, at den o m talte Slul- ningsbem æ rkning om h ojere Øvrigheds Benaadning var en a lm in d e lig brugt Skriveform der paa Egnen uden dybere Mening. Flem m ing U lfeld kræ vede denne Dom underkendt og Hans Madsen t il
talt fo r sin Frifindelsesdom samt Knud Mortensen fra dø m t H erredsfogedem bedet. S am tidig klagede han til Kongen over sidstnævntes hele Fæ rd. Knud Mortensen var ikke fo rk n y t, men ind
gik ogsaa med en Klage til Kongen over F lem m ing Ulfelds Embedsførelse.
Lensmanden maatte forsvare sig mod denne Klage og frem satte derefter nye Anklager m od H erredsfogden, der paa sin Side svarede med nye Beskyldninger mod Flem m ing Ulfeld. S kø nt denne søgte Bistand hos sin S voger, O versekretæ r i Kancelliet O tto K ragh. stod Sagen dog paa i 2 Aar.
De mange A nklager, som Flem m ing Ulfeld under alt dette rejste m od Knud Mortensen, lød bl. a. paa, at han fo r en halv Snes A ar siden uden L o v og Ret havde krævet, at en F iske r skulde give ham Part i sin Sildefangst, og da Fiske
ren nægtede dette, red K nu d M ortensen hjem, hentede sin Bøsse og skød paa Fiskeren, saa han a ld rig blev M enne
ske mere. En af sine Husm æ nd, Jens Jyde, havde Knud M ortensen — medens Sagen om Hans Væ vers Henrettelse verserede — slaaet med en Høtyvstage, saa han k o rt efter døde paa Halsted Kloster, h v o rtil F le m m ing U lfeld havde ladet ham føre fo r at fri ham fo r Knud