I dette afsnit vil jeg med udgangspunkt i ovenstående analyse afdække nogle af de aktuelle betin-gelser for universitetsuddannelsernes fremtidige udvikling. Der er umiddelbart mange tegn og ten-denser at udpege i denne sammenhæng, men jeg vil begrænse mig til en refleksion over den er-hvervsorientering, som analysen peger på er i færd med at gøre sig gældende.
Det er ofte sådan, at det man beder om, ikke nødvendigvis er det man har brug for. I samtidsdi-agnosen af de danske universitetsuddannelser spiller dette en væsentlig rolle, da universiteterne af politikere og aftagere er blevet bedt om at producere og har produceret kandidater, ud fra en fore-stilling om hvilke behov de skulle dække, som i sidste ende ikke nødvendigvis dækker de fornødne behov. I sin tale til Uddannelsesmødet 2013 udtalte daværende Uddannelses- og Forskningsminister Morten Østergaard, at han mente der var tre centrale udfordringer for de videregående uddannelser i Danmark, hvor han som andet punkt fremførte at ”for det andet skal uddannelsesinstitutionerne i højere grad orientere sig i retning af behovet i samfundet og på arbejdsmarkedet”.230 Nærværende analyse har vist, at denne opfordring efterhånden har nogle år bag sig, og at den er en gentagelse af ambitioner og opfordringer, som er kommet fra både erhvervslivet, universiteter og politikere. Der-for virker det nærliggende at spørge, hvad Uddannelsesministeren mon egentlig mener, når han si-ger dette? For dermed ligeledes indirekte at stille det samme spørgsmål til dem, der har udtalt noget lignende både før og efter 2013. Der synes i denne fordring at være en ambition om at formindske både den metaforiske og bogstavelige afstand mellem erhvervsliv og universitet, men det er ikke
229 Københavns Universitet, ”Masseuniversitet, Fremdriftsreform og Verdensklasse,” minisymposium 15. januar 2014. Set 24.02.21 på Minisymposium
230 Østergaard, Relevans er kvalitet. Uddannelsesmødet 2013.
71
helt til at regne ud, hvordan forestillingen bag denne ambition ser ud? Forestiller man sig eksem-pelvis, at universiteterne og erhvervslivet sammen lægger kursusplanerne og skaber undervisning, der er direkte indrettet til en bestemt arbejdsfunktion indenfor en bestemt branche? Det synes i hvert fald at være sådan, at fordringen peger på, at det er universitetet og dets praksis, der skal nærme sig erhvervslivet og ikke omvendt. Indførelsen af universitetsbestyrelsen og aftagerpanelerne er gode eksempler på konkrete tiltag, som har til formål at mindske denne afstand, som altså fortsat synes at være for stor.
Det er min påstand, at hvis denne afstandsformindskelse og orientering mod arbejdsmarkedet skal opjusteres yderligere, som der opfordres til, vil universiteterne blive til erhvervsskoler, hvor uddannelserne er indrettet med henblik på, at kandidaterne skal udlæres i konkrete færdigheder og kompetencer, som stemmer overens med behovene fra specifikke jobfunktioner. At universiteterne uddanner til noget konkret, er sådan set ikke noget nyt. Inden masseuniversitetets fremkomst var universitetsuddannelserne i grove træk udelukkende rettet imod at uddanne til embedsværket, til lægestanden, præsteembedet, og til forskningen, hvormed der altså var nogle klare beskæftigelser knyttet til disse uddannelser. Men disse var ofte knyttet til den offentlige sektor, og antallet af ny-uddannede svarede nogenlunde til behovet for nyansættelser.231 I dag forventes 27% af en ungdoms-årgang at tage en lang videregående uddannelse.232 Med ambitionen om at ”ingen skal uddannes til arbejdsløshed”233 og at flere skal ansættes på det private arbejdsmarked, står universitetet dermed overfor en vanskelig opgave.
Derfor synes arbejdsmarkedsorienteringen at være blevet et svar på denne vanskelighed. Det er ikke muligt for universiteterne at fungere efter et Humboldtsk ideal, når der skal uddannes 60.000 studerende, som alle får studiestøtte og uddannelsen betalt. Når de offentlige udgifter til universi-tetsuddannelserne er så høje, er det betinget af en forventning om, at disse vil blive til indkomst for staten hurtigst muligt. Som ovenstående analyse viser, mener man derfor, at det ville være for dyrt, hvis disse mange tusinde studerende studerer for længe og ikke finder et arbejde med det samme.
Med så mange studerende og et taxametersystem, der belønner hurtig gennemførelse, er det van-skeligt for universiteterne at opretholde en høj kvalitet.234 Hvis en underviser dumper en studerende,
231 Claus Møller Jørgensen “Københavns Universitet indtil 1849,” på Danmarkshistorien.dk.
232 Udvalg om Bedre Universitetsuddannelser, Universitetsuddannelser til Fremtiden (2018), 13.
233 Uddannelses- og Forskningsudvalget 2014/15, Alm. del Bilag 17.
234 Københavns Universitet, ”Masseuniversitet, Fremdriftsreform og Verdensklasse”
72
vil vedkommende blive forsinket, hvilket har negative økonomiske konsekvenser for både univer-sitetet og den enkelte studerende. Det er derfor ikke svært at forestille sig, at det økonomiske incita-ment er stærkt nok til, at underviseren vil sænke niveauet for sin bedømmelse og lade en studerende bestå, som måske burde være blevet dumpet.
Samtidig viser flere undersøgelser, at de studerende bruger mindre tid på deres studier end hvad der svarer til et fuldtidsstudie på 43 timer om ugen.235 Dette kan skyldes flere ting, men en sandsyn-lig forklaring er, at mange studerende har et studiejob, fordi det er nødvendigt rent økonomisk, og fordi de bliver opfordret til det af karriereplejende årsager.236 Undersøgelser viser nemlig, at stude-rende med relevant studiejob har større sandsynlighed for at finde et arbejde efter uddannelsens afslutning end dem som ikke har et studiejob. Det gælder desuden, at jo flere timer der bruges på studiejobbet, desto større er chancen for at få et arbejde efter sidste eksamen.237 Man kan derfra ud-lede, at jo mere den studerende mindsker afstanden til arbejdsmarkedet, desto bedre jobmuligheder har vedkommende. For flere studerende betyder det, at de bruger mellem 10-20 timer om ugen på deres studiejob, og ifald de samtidig skulle være fuldtidsstuderende, ville det betyde arbejdsuger på mellem 53-63 timer om ugen. Dette er for de færreste holdbart, hvorfor flere altså vælger at ned-prioritere deres studie.238
Kombinationen af det store optag, behovet for hurtig gennemførelse, og studerende der ikke er forberedte, gør det vanskeligt at opretholde undervisning på et højt niveau. Set i lyset af dette fore-kommer det måske ganske fornuftigt at indrette universitetsuddannelserne efter velbeskrevne kom-petencekrav fra aftagerne, da det umiddelbart simplificerer kursusplanlægningen og ligeledes har potentialet til at kompleksitetsreducere indholdet af undervisningen på en måde, der gør det mere sandsynligt, at de studerende kan gennemføre på normeret tid. Men hvis man uddanner til disse specifikke forespørgsler fra aftagerne, og når en andel af de studerende har tendens til at udeluk-kende at være målorienterede,239 risikerer vi da ikke, at de nyuddannede kandidater mangler de kompetencer, som erhvervslivet og politikere ligeledes efterspørger? Nemlig evnen til at være
nys-235 Udvalg om Bedre Universitetsuddannelser, Universitetsuddannelser til Fremtiden, 280.
236 Cecilia Lonning-Skovgaard, ”Uden et studiejob risikerer du at blive arbejdsløs,” Uniavisen 02.09.20.
237 Rikke Sonne, ”Studiejob øger sandsynligheden for at komme hurtigt i job som nyuddannet,” Dansk Industri Analyse (2019), 1-2.
238 Nanna Balslev, ”Flere studerende tager et studiejob,” Uniavisen 17.10.18.
239 Danmarks Evalueringsinstitut, Hver 5. studerende indretter sin indsats efter eksamenskrav (2018).
73
gerrig, forholde sig kritisk og selvstændigt, til at tænke innovativt og kreativt, og til at være pro-blemløsende, forfølge en idé og skabe ny viden.240 Med andre ord kan man altså spørge, om afta-gerne egentlig beder om det, de reelt set har brug for, eller om forespørgslen efter specifikke kom-petencer betyder, at de går glip af at forløse et vigtigt potentiale.
I nærværende samtidsdiagnose vil jeg derfor påstå, at såfremt man ønsker at universiteterne skal være institutioner, som uddanner kandidater der er innovative, problemløsende, fordyber sig, for-følger idéer og skaber ny viden, så skal man vælge en anden vej end den nu valgte. Hvis vi derimod ønsker at uddanne kandidater, der har specifikke færdigheder og kompetencer, som de kan tillære sig i en slags udenadslære, så er universitetet på rette vej. Vores nuværende universiteter ville uden tvivl kunne være velfungerende som erhvervsskoler, og sagtens kunne bære opgaven at undervise flere tusinde studerende i specifik viden og specifikke færdigheder. Men hvis man ønsker noget andet, så vil det være nødvendigt at ændre den kurs, som universiteterne på nuværende tidspunkt følger. Som denne undersøgelse har påvist, synes der er være en stiafhængighed i dansk uddannel-sespolitik, der tyder på, at den nuværende kurs vil vedblive med at blive fulgt.