Særforsorgens status

Offentlighed og kritik 1945-1957

Selvom om negative historier om læger og stofmisbrug havde været i aviserne i perioden omkring og lige efter 2. Verdenskrig, svækkede det ikke den danske lægestand, der nåede nye

anseelsesmæssige højder i denne tid. Lægestanden var kommet godt gennem besættelsen, og bortset fra sorte får som Frits Claussen, Carl Værnet og Charles Hindborg, der havde meldt sig under hagekorset, havde langt flere læger deltaget i modstandskampen.²⁰⁴ Også i pressen blev dette bemærket. Som det blev noteret i en artikel i Ekstra Bladet i august 1945, var det ”med dybeste tilfredshed, at man kan konstatere, at danske læger ikke alene er folk i hvide kitler, men også mandfolk med hvide hænder”.²⁰⁵

Ikke blot deltagelsen i modstandskampen, men også lægevidenskabens faglige resultater blev i pressen beskrevet i meget positive vendinger. Som Anker Brink Lund forklarer i sin doktordisputats om dansk sundhedsjournalistiks historie, konkurrerede dagblade og magasiner i denne tid om at bringe optimistiske nyheder om medicinske landvindinger og forskningsbaserede gennembrud.²⁰⁶ Dagspressens journalister fortalte om nye kemoterapier, kirurgiske metoder og moderne laboratoriediagnostik, der var ved at revolutionere lægevidenskaben. En ekstra stor

bevågenhed fik historier om danske foregangsmænd, som havde bidraget til udviklingen af antabus, midler mod tuberkulose eller gjort penicillin tilgængelig for det danske folk. Nu kunne man ikke blot bekæmpe frygtede sygdomme, men overvinde og udrydde dem, forklarede

dagbladsjournalisterne. Troen på lægevidenskabens formåen var stor, og det afspejlede sig både i populære bogudgivelser, hvor ord som ”triumftog”, ”eventyr” og ”sejrsgang” indgik i titlerne, og i ugebladsnoveller, lægeromaner og film, hvor mændene med de hvide hænder ikke alene havde et godt tag på de syge, men også på de raske damer. Fra tidligere at have været fremstillet som en ældre autoritet blev lægen i 1950’erne i fiktionens verden til en yngre, tiltrækkende førsteelsker.²⁰⁷

I det interne lægevidenskabelige hierarki lå lægerne fra særforsorgen ikke højt i årene før 1940’erne. Arbejdet i åndssvageforsorgen og psykiatrien blev ofte set som mindre prestigefyldt, og begge områder havde problemer med at rekruttere kandidater. I lægeuddannelsen havde de to specialer heller ikke en central position og var frem til 1954 ikke eksamensfag ved universiteterne.

Men selvom psykiaterne og åndssvagelægerne i perioden før 1940’erne ikke havde opnået samme

eksklusive status som læger fra andre discipliner, havde deres repræsentanter dog høstet en vis anerkendelse på forskellige områder. Med kastrations- og sterilisationslovene samt

svangerskabsloven havde psykiaterne og åndssvagelægerne fået tildelt et stort ansvar for samfundets fremtidige befolkningsudvikling og retspolitik. Med oprettelsen i 1918 af

Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland – en stærkt sikret specialanstalt beregnet på landets farligste sindssyge forbrydere – var psykiatrien i stigende grad blevet inddraget i det retspolitiske område, og det samme var åndssvageforsorgen med oprettelsen i 1928 af en lignende anstalt i Rødby for

åndssvage. I 1930’erne var der kommet nye opgaver til efter indvielsen af Psykopatanstalterne i Herstedvester og speciallægestillingen ved Københavns Politi og Fængsler (senere

Justitsministeriets Psykiatriske Undersøgelsesklinik). I Retslægerådet var psykiatrien allerede ved rådets dannelse i 1909 godt repræsenteret, og denne stilling blev yderligere styrket i 1935 med den nye lov om retslægerådet, hvor det blev bestemt, at tre ud af rådets i alt syv medlemmer skulle have særlig indsigt i psykiatri. Også nye hverv inden for børneforsorg, hvor psykiatere havde fået

opgaver i skolevæsenet og børneværnet i København, var kommet til og gav anledning til forventninger om fremgang.²⁰⁸

Men hvad der for alvor rykkede særforsorgens læger frem internt i lægevidenskaben og i offentligheden var de nye behandlinger, som blev sidestillet med de øvrige medicinske fremskridt, som pressen skrev om i 1940’erne og 1950’erne. Elektrochokket og lobotomien, som både

psykiaterne og åndssvagelægerne var begyndt at anvende efter kongressen i København i 1939, spillede en central rolle i denne proces. Andre metoder som insulin-koma, hvor man bragte patienterne i en dyb koma ved at give dem store doser af insulin, og elektrochokkets forløber, cardiazolchok-behandlingen, hvor man fremkaldte kramperne med indsprøjtninger med stoffet cardiazol, var også kommet til Danmark i slutningen af 1930’erne. Ligesom lobotomien var insulinbehandlingen forbundet med risiko, ved at nogle patienter ikke kunne vækkes fra deres koma. I en stor dansk undersøgelse med over 2.000 patienter var 1 % døde under eller lige efter behandlingen. Med cardiazol- og insulinbehandlingen var der desuden konstateret en række frakturer især på ryghvirvler samt komplikationer med hjerte og lunger. Desuden var

cardiazolbehandling ofte forbundet med en intens dødsangst, som patienterne oplevede i øjeblikket mellem indsprøjtningen og krampernes begyndelse.²⁰⁹ Det var dog karakteristisk, at bivirkninger og mortaliteten ikke var et tema i offentligheden, hvor fokus primært lå på de mulige positive effekter af behandlingerne.

Internt blev de behandlingsmæssige fremskridt bemærket i en række artikler i de lægelige fagtidsskrifter. I en redaktionel artikel i Ugeskrift for Læger fra 1949 blev det således fastslået, at det ”er uomtvisteligt, at psykiatrien i øjeblikket er den mest ekspansive af de medicinske

discipliner”. Det ”kan næppe bestrides”, fortsatte artiklen, ”at den kliniske psykiatri har gjort væsentlige fremskridt med støtte i en klar naturvidenskabelig metode”, og ”eletrochok-terapien er – sammen med insulinbehandlingen og den præfrontale leucotomi [det hvide snit] – vor tids mest betydningsfulde bidrag inden for de somatiske behandlingsmetoder i psykiatrien”.²¹⁰

Lignende synspunkter blev luftet to år senere i en ny redaktionel artikel i samme tidsskrift, hvor psykiatriens ”store udvikling” og de nye ”somatiske-kirurgiske” metoder blev bemærket.

Sammen med en ny opmærksomhed omkring psykoterapi og behandling af neuroser havde det givet psykiatrien et løft. Det ”må være stimulerende og overvældende” for psykiaterne at opleve,

fremhævedes det i artiklen.²¹¹

Også i dagspressen fik især lobotomien anerkendende ord med på vejen, og journalisterne fandt ofte superlativerne frem, når behandlingen skulle beskrives. I 1946 begyndte pressen at skrive om den ”mirakuløse operation, der fra det ene minut til det andet befrier den sindssyge fra alle hans rædsler”. I overskrifter som ”Ungdomssløvsind helbredt ved operation” og ”20 procent af sindssyge er helbredt ved operation”, berettede aviser som Ekstra Bladet og Nationaltidende i 1952 om det hvide snit. Ud over helbredelserne skaffede samme operation 40 procent af patienterne ”en så stor bedring, at de ikke behøver at være på en kronisk afdeling på et sindssygehospital”, forklarede bladene. Også i Politiken var der positive artikler om en ”Ny operation til gavn for sindssyge”, og tilsvarende artikler var at finde i andre blade, hvor lobotomien blev karakteriseret som ”en af hjernekirurgiens største landvindinger i de senere år”.²¹²

Lignende beskrivelser blev benyttet om elektrochok, som flere journalister fik lov at overvære på de psykiatriske hospitaler og afdelinger. Allerede i 1943 var Billed-Bladet på besøg på Sindssygehospitalet i Augustenborg for at ”lave en enestående reportage af de mest moderne behandlinger af sindssyge”, og bladet præsenterede med en billedserie den ”omtalte elektrochok metode, der har haft så gode resultater, at sindssygehospitalerne ikke behøver at lide af pladsmangel som tidligere”. En tilsvarende historie kunne en journalist fortælle efter et besøg i 1950 på

Sindssygehospitalet i Middelfart, hvor han noterede, at ”det er virkelig en kendsgerning, at sindssygehospitalerne verden over årligt kan sende flere hundrede patienter hjem som helbredt – kun på grund af et par elektroders mirakuløse indgriben”.²¹³

I begyndelsen af 1950’erne blev pressen også gjort bekendt med nye medikamentelle behandlingsmetoder. I 1952 var de første forsøg med klorpromazin til psykiatriske patienter blevet udført i Frankrig. De franske forskere kunne berette om en god anti-psykotisk effekt af

behandlingen, og nyheden om det nye præparat spredte sig hurtigt til en række lande, efter at klorpromazin i 1954 var kommet i handlen i Europa under salgsnavnet Largactil.²¹⁴

Kort efter eksperimenterne med klorpromazin kom resultaterne af de første kliniske forsøg med rauvolfia-præparatet reserpin, hvor der blev berettet om en god effekt ved depression. Ligesom klorpromazin blev reserpin anvendt bredt til patienter med psykoser og fik stor udbredelse under salgsnavnet Serpasil. Året efter blev præparatet imipramin testet i Schweiz på patienter med depression, hvor der også blev rapporteret om gunstige resultater, og næsten samtidig kom det nye angstdæmpende medikament meprobamat (Miltown 1955, da. Restenil), der sammen med Valium skulle blive kendt i folkemunde som ”mother’s little helper”. I samme periode begyndte det stemningsstabiliserende middel, lithium, til manio-depressive patienter at blive anvendt i større udstrækning på hospitalerne.²¹⁵ 1950’erne bød i det hele taget på en ny fase i de psykiatriske behandlingsmetoders historie. I løbet af få år havde psykiaterne fået præparater inden for

hovedkategorierne af psykofarmaka, som man kender dem i dag: stemningsstabiliserende midler, antipsykotika, anti-depressiva og anxiolytica (angstdæmpende midler).

Klorpromazin (Largactil) og reserpin (Serpasil) kom efter de første udenlandske rapporter hurtigt i brug i Danmark. I november 1954 i Dansk Psykiatrisk Selskab fremlagde Sven Munch-Petersen fra Sct. Hans Hospital de første resultater af behandlingen af 30 patienter med

klorpromazin. Og de første danske artikler om klorpromazin og reserpin blev samme år bragt i Ugeskrift for Læger.²¹⁶ De tidlige danske forsøg med klorpromazin og andre præparater i 1950’erne gav håb om, at man kunne bedre patienternes tilstand mærkbart, da de nye stoffer især var effektive over for en række klassiske psykotiske symptomer som hallucinationer, vrangforestillinger og psykomotorisk uro. Over for pressen kunne psykiaterne også fortælle om en ny situation på hospitalerne, hvor patienterne blev roligere, kunne være mere oppe på afdelingerne eller færdes uden for hospitalet.

Et indgående samarbejde med medicinalindustrien kom også til at præge dansk psykiatri i slutningen af 1950’erne. Jørgen Ravn fra det psykiatriske hospital i Middelfart afprøvede således i november 1958 det første danske præparat fra Lundbeck, chlorprotixen, og aflagde rapport til firmaet lidt over en måned senere. Der var ofte tale om en meget hurtig proces fra de første forsøg til at præparaterne kom i handlen. I januar 1959 blev chlorprotixen således anerkendt af

Sundhedsstyrelsen på grundlag af rapporter fra tre hospitaler. I slutningen af marts – knap fem måneder efter det første forsøg – kom det i handlen under navnet Truxal.²¹⁷ Nye præparater som Sordinol (clopentixol) kom i handlen i 1961 og Fluanzol (flupentixol) i 1965.

I åndssvageforsorgen blev både de somatiske behandlingsmetoder som lobotomi og elektrochok anvendt, og lægerne var heller ikke længe om at bruge psykofarmaka, da de kom på markedet. På nogle anstalter havde lægerne et tæt samarbejde med medicinalindustrien, som sendte dem forskellige præparater til afprøvning på de åndssvage. Udover antipsykotisk medicin var lægerne på anstalter som Andersvænge især interesseret i virkningen af hormon-præparater til at dæmpe de åndssvages seksualdrift.²¹⁸ Men i forhold til sindssygehospitalerne, hvor psykiaterne kunne berette om helbredelser og større bedringer af patienterne, havde åndssvagelægerne ikke helt så store forventninger om at sende deres klienter tilbage til samfundet. Behandlingerne blev især brugt over for urolige, aggressive og seksuelt aktive åndssvage med håb om at dæmpe disse symptomer.

Anvendelsen af psykofarmaka vandt også indpas i børneforsorgen, hvor den

medikamentelle behandling kom i brug på nogle af de institutioner, som havde psykiatrisk tilsyn. På nogle børnehjem som Godhavn blev psykofarmaka ikke kun brugt til psykiske lidelser, men også over for symptomer som sengevædning (enuresis).²¹⁹ I forhold til psykiatrien og

åndssvageanstalterne var børneforsorgen imidlertid per tradition et mindre lægedomineret område med en langt svagere statslig styring. Som tidligere nævnt, var børneforsorgens forskellige dele med Socialreformen i 1933 blevet samlet under det offentlige børneværn. Men en stor del af plejen lå stadig hos familier, private institutioner og filantropiske foreninger.²²⁰ En religiøs og missionerende tradition prægede stadig flere af disse private institutioner, hvor mange også så driften af hjemmet som et kald. Men fra slutningen af 1940’erne blæste nye pædagogiske vinde, og psykologerne og psykiaterne pressede som nye faggrupper på. Det blev også i højere grad staten, der fastsatte normerne for børneforsorgen, hvor planen var, at lægerne, psykiaterne og psykologerne skulle integreres med tilsyn, konsulentvirksomhed og rådgivningsklinikker.

Psykiatere, psykologer og pædagoger

Den større psykologiske og psykiatriske interesse for barnet gik tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. I dansk psykiatri var opmærksomheden på det syge eller problematiske barn først for alvor blevet vakt med August Wimmers bog Degenererede Børn (1909), der lagde stor vægt på

afvigelsernes arvelighed. Bogen byggede på erfaringer, som Wimmer havde haft med børn og unge på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling i København. Wimmers bog blev dog ikke

umiddelbart fulgt op af lignende større studier, og mod 1930’ernes slutning kunne psykiateren Georg K. Stürup konstatere, at i Danmark var der endnu ikke udviklet ”en speciel

børnepsykiatri”.²²¹ I 1935 var der dog blevet oprettet et børnepsykiatrisk ambulatorium på Rigshospitalet, og i 1944 blev den første sengeafdeling indviet samme sted. Derefter begyndte tingene at tage form. I 1948 åbnede en børnepsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital, og samme år udkom den første psykiatriske lærebog Børnepsykiatri skrevet af Margrete Lomholdt. Fem år senere blev børnepsykiatri formelt et lægefagligt speciale.²²²

Psykologien havde også først i begyndelsen af 1900-tallet fået status som selvstændigt fag.

På universitetet var psykologien tidligere en del af filosofien. Inspireret af naturvidenskabens forskningsmetoder var en eksperimentel psykologi opstået i Tyskland i slutningen af 1800-tallet, og danskeren Alfred Lehmann var en af dem, der syd for grænsen havde studeret den nye videnskab.

Ved hjemkomsten til Danmark oprettede han i 1886 det første Psyko-fysiske Laboratorium, som i 1893 blev overtaget af Københavns Universitet. I 1919 blev Lehman professor i psykologi ved Universitetet, og tre år senere blev en magisteruddannelse etableret, hvorved psykologien formelt blev udskilt fra filosofien.²²³

Selvom Alfred Lehmann havde sit ståsted i den eksperimentelle psykologi, inspireret af naturvidenskabernes målbare metoder, havde han alsidige interesser, der omfattede områder som hypnose, kritiske studier af spiritisme og psykologiens betydning for opdragelsen. En del af hans arbejde var rettet mod psykologiundervisningen på seminarerne. Sammen med medarbejderen R.H.

Pedersen fra det psykologiske laboratorium og kommunelærer Christian Hansen-Tybjerg var han i 1914 med til at danne Foreningen for eksperimental pædagogik, der havde som formål at: ”udbrede kendskabet til den eksperimentelle pædagogik, dels at iværksætte selvstændige undersøgelser af skolebørn”.²²⁴

Foreningen fik ikke en lang levetid, men gav fodfæste til en gruppe af psykologisk interesserede reformpædagoger, som senere skulle få stor betydning for etableringen af

skolepsykologien i Danmark. I 1924 oprettedes Udvalget for Skolepsykologiske Undersøgelser, der havde støtte fra alle betydende organisationer i den danske skoleverden. Udvalget stod bag

bearbejdelsen af den danske form for Binet-Simon intelligenstest i 1930 og standpunktsprøver i skolen, ligesom den spillede en helt central rolle for etableringen af skolepsykologien i Danmark.²²⁵ I 1934 blev den første skolepsykolog Henning Meyer ansat på Frederiksberg. Som andre af de

tidlige psykologer gjorde Meyer sig til talsmand for en skole, hvor barnet gjorde sig egne erfaringer:

”så det kunde arbejde i overensstemmelse med sine anlæg, med sine evner, med sit eget tempo, så det kan spørge og opstille problemer”.²²⁶

I den nye psykologi lå en kritik af tidens disciplinerende og lærerstyrede skole. Ønsket om ændringer kom også fra politisk hold, hvor især Socialdemokratiet og Det radikale Venstre havde ideer om en mere lighedsskabende skole. Mest markant var kritikken fra Foreningen Den Frie Skole, dannet i 1926, der med inspiration fra bl.a. reformpædagogik og psykoanalysen angreb den autoritære undervisning, den hårde disciplin og opdragelse, som børnene skulle frigøres fra. Som Den Frie Skoles arbejdsprogram sagde, skulle ”barnet og ikke lærestoffet” være ”hovedsagen ved udformningen af skolens hele program”, og ”opdragelsen bør foregå i frihed og under ansvar i et miljø, som fremmer børnenes aktivitet og skabende kræfter, således at deres medfødte evner og anlæg kommer til bedst mulig udfoldelse ”. Målet var, at børnene skulle udvikle ”sig til at blive selvhjulpne og fordomsfrie mennesker”.²²⁷

Seksualoplysning og seksualundervisning var også en mærkesag for Den frie Skole, og det var et område, som foreningen for alvor fik sat på dagsordenen. I slutningen af 1930’erne var seksualundervisning ikke obligatorisk i skolen, men kunne berøres i forbindelse med sundhedslære eller naturhistorie. Og denne mulighed blev som regel fravalgt. En undersøgelse foretaget i 1936 af en kommission under undervisningsministeriet viste, at kun to kommuner ud af 72 svarede ja til, at der blev givet seksualundervisning. At det heller ikke var almindeligt at tale om emnet i skolen, fik en lærer, Olaf de Hemmer Egeberg, fra kredsen omkring Den frie Skole at føle. Han blev afskediget fra Københavns Skolevæsen i 1937, fordi han i en dansktime havde læst højt af Harald Herdals roman Den første Verden, hvor ordet ”tissemand” figurerede i teksten.²²⁸ Sagen vakte stor harme i det reformpædagogiske miljø, og i protest over fyringen etablerede forfatteren Børge Madsen det nye tidsskrift Sex og Samfund, der skulle ”bekæmpe det seksuelle hysteri” i tiden. Selvom bladets første nummer i 5.000 eksemplarer blev revet væk, havde seksualoplysningen trange kår. Kunstnere og forfattere, der overskred grænserne for det tilladelige, fik ofte deres værker beslaglagt.²²⁹ Som Lea Korsgård beretter, havde man fra 1937 på Politigården i København intensiveret jagten på obskøne ord og billeder, og det gik ikke kun udover kunstens udøvere. En antikvarboghandler i Borgergade fik således en dom for at have solgt hæfter med titler som Skjulte Laster, Nye

Pariserbilleder og Brudenatten; en kioskejer blev bedt omgående at stoppe sit salg af kondomer, der portrætterede statsminister Stauning på spidsen; og da en betjent gæstede en restaurant og hørte en sanger underholde med ordene ”kneppe”, ”bøsse” og ”gå i bukserne på dig”, arresterede han

omgående den pågældende troubadour. Sex og Samfund kom også hurtigt i ordensmagtens søgelys.

Anledningen var det andet nummer af tidsskriftet, der indeholdt en brevkasse om emner som onani, frigiditet og impotens, og det faldt det ikke i god jord hos politiet, som straks beslaglagde bladet.²³⁰

Mens den seksuelle frigørelse havde vanskelige betingelser i 1930’erne og 1940’ernes Danmark, vandt andre ideer fra reformpædagogik og psykologi lettere indpas. I 1934 blev det første skolepsykologiske kontor oprettet, og det blev efterfulgt af kontorer i mange af de større byer. I 1939 blev det første årskursus i psykologi ved Danmarks Lærerhøjskole etableret, og i 1944 kom et treårigt psykologisk-pædagogisk studium ved Københavns Universitet. Centrale personer fra Den frie Skole som Sofie Rifbjerg fik samtidig ledende stillinger inden for det skolepsykologiske

område. Det tætte samarbejde mellem skole og psykologien afspejlede sig også ved, at halvdelen af alle psykologer i Danmark arbejdede i 1947 som skolepsykologer eller løste opgaver for

folkeskolen.²³¹

Trods modstand havde psykologien også så småt fået foden inden for i dansk psykiatri. I redaktionelle artikler i fagtidsskrifter som Ugeskrift for Læger var nødvendigheden af at integrere psykoanalyse og psykoterapi i hospitalspsykiatrien flere gange blevet fremhævet. Og i 1954 var nogle af disse forslag blevet imødekommet på lægeuddannelsen med indførelsen af et nyt halvårligt kursus i neuroselære og forelæsningerne over medicinsk psykologi og mentalhygiejne. På dette tidspunkt havde de første psykologer også fået ansættelse inden for psykiatrien. Den første psykolog inden for voksen-psykiatrien var Helle Kehlet, der i 1950 blev tilknyttet Psykiatrisk Hospital i Risskov, og kort efter blev Lise Østergaard og Alice Theilgaard ansat på Rigshospitalets

psykiatriske afdeling. Psykoanalysen vandt også frem på nogle af de psykiatriske hospitaler i denne tid, efter at psykiaterne Paul Reiter, Einar Geert-Jørgensen og Georg K. Stürup i 1949 fik etableret en psykoanalytisk uddannelse efter den internationale psykoanalytiske forenings (IPA)

forskrifter.²³² Psykiaterne Thorkil Vanggaard og Erik Bjerg Hansen fik samtidig anerkendte uddannelser i henholdsvis USA og Østrig, og de var i 1953 med til at stifte Dansk Psykoanalytisk Selskab. Både Bjerg Hansen og Vanggaard fik ansættelse på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.

I åndssvageforsorgen var et samarbejde med psykologerne heller ikke for alvor etableret i 1940’erne. I en artikel om ”Psykologiens plads i åndssvageforsorgen” kunne leder af Gl.

Bakkehus Erik Floris i 1955 konstatere, at kun nogle enkelte psykologer var blevet ansat i åndssvageskolen. Floris, der selv havde læst psykologi, så dog positivt på mulighederne for en integration: ”Psykologien er som den store næringsgiver noget centralt i åndssvageskolens arbejde, og vi har brug for psykologer som direkte medarbejdere”.²³³ Det var samtidig et mål at få

indarbejdet psykologiske indsigter i plejeuddannelsen i både åndssvageforsorgen og

børneforsorgen. I forskellige betænkninger fra Socialministeriet om uddannelse af ledere og medarbejdere ved opdragelseshjem, blev både undervisning i psykologi og psykiatri foreslået som en del af uddannelsen.²³⁴

En udbygning af plejeuddannelsen i socialforsorgen lod dog vente på sig, og det var et tilbagevendende problem, at mange ansatte kun havde begrænsede redskaber til at løse opgaverne i forhold til de anbragte børn, unge og voksne. Diskussionerne dukkede som regel op i forbindelse

En udbygning af plejeuddannelsen i socialforsorgen lod dog vente på sig, og det var et tilbagevendende problem, at mange ansatte kun havde begrænsede redskaber til at løse opgaverne i forhold til de anbragte børn, unge og voksne. Diskussionerne dukkede som regel op i forbindelse