Børn anskues i stigende grad som udleveret til og sårbare overfor et ’giftigt samfund’, og Faircloth argumenterer for, at forældre i dag ses som
”risk-managers”, som skal sikre, at børn ikke løber ind i ricisi, og samtidig være dem, som skal optimere børns præstationer og livschancer (Faircloth, 2014a).
Paradoksalt nok fører det til, at forældre selv blive set som en central risiko-faktor i børns liv. Den nye risikokultur betyder, at forældre bliver redefineret som en determinant for det fremtidige barn trivsel, hvor forældre konstrueres som ”the manager of risk” (Lee, 2014, s. 12). Forældre defineres således i denne risikokultur til at være dem, som har magt til at bestemme barnets skæbne, i relation til hvor gode de er til at udøve deres forældreskab. Faircloth påpeger, at denne udvikling hænger sammen med, at det, hun kalder udvik-lingsparadigmet, får stor betydning for, hvordan forældreskabet professionali-seres og ekspertgøres.
Touching, talking, and feeding are no longer ends in themselves, but tools mothers are required to perfect to ensure optimal development (Faircloth, 2014, s. 46).
Pointen om udviklingsparadigmets store betydning for forældreskabet, hvor alle forældres aktiviteter tænkes ind i forhold til at skabe den optimale udvik-ling for barnet, er et spor, jeg forfølger ind i de empiriske analyser. For nuvæ-rende vil jeg fremføre, at udviklingen af denne risikokultur omkring barn-dommen og ’jagten’ for at sikre, at børn bliver optimalt udviklet, også har ført til det, som kan kaldes: ”An era of anxious parenting” (Francis, 2012b, s. 928, se også Nelson, 2010).
Med udviklingen af en risikokultur omkring børn med særlig fokus på foræl-dres nærmest deterministiske betydning for børns udvikling lægger således spor ud for et bekymrende forældreskab. Flere studier af middelklasseforæl-dre viser således, hvordan bekymringer for egne forælmiddelklasseforæl-dreevner (om man gør det godt nok og samtidig det at ville gøre det så godt som overhovedet mu-ligt) kan producere tvivl og ambivalenser i forældreskabet, som samtidig medvirker til at accelerere involveringsiveren og involveringsformerne, når forældre gerne vil optimere børns livschancer (Nelson, 2010; Stefansen, 2008). Skiftet i synet på børn sammenfletter sig med en øget professionalise-ring og ekspertgørelse af forældreskabet. Ekspertgørelsen kommer til syne på mange måder, da ’børneeksperter’ forholder sig problematiserende til foræl-dres adfærd ift. alt fra amning til læringsaktiviteter. Samtidig udgør ’børneek-sperterne’ en ekspertkultur med konkurrerende opfattelser af, hvad der er god og dårlig opdragelse, hvilket betyder, at forældre skal navigere mellem mange
ved de nutidige ekspertråd set i historisk perspektiv, at de forholder sig mere end tidligere til forældrenes adfærd som afgørende for børns ’outcome’. Des-uden peger hun på, at forældreskabet ses som noget, der skal erhverves og læres, hvilket blandt andet ses gennem flere og flere bud på formaliserede forældreskabskurser, som alle forældre kan have brug for (Lee, 2014b; Han-sen, Wüst, AnderHan-sen, Fentz, Simonsen og Trillingsgaard, 2020 for et konkret dansk eksempel). Ellis Lee argumenterer for, at det skaber grobund for en kultur af ’bekymrede forældre’. Når kommuner udbyder obligatoriske foræl-drekurser, i tillæg til sundhedsplejesker, der også kommer i familierne hjem i Danmark, producerer det i sig selv en ide om, at man som forældre har brug for uddannelse for at mestre forældreskabet.
I relation til at have børn i vanskeligheder påpeger Ara Francis6, at den kultu-relle kontekst, som er beskrevet i det ovenstående, fører til, at børns proble-mer bliver meget forstyrrende for hverdagslivet og for forældrenes opfattelser af sig selv, da forældrene – og især mødrene – kommer til at se sig selv som skyldige i børnenes problemer. Det får stor betydning for deres identitetsop-fattelse, da forældrene i Francis’ studie også oplever, at det medvirker til stig-matisering og isolation, når man ikke kan leve op til idealerne (Francis, 2012a).
Et andet perspektiv på ’det risikable forældreskab’ er at se på produktioner af råd og vejledninger fra de professionelle, når de bekymrer sig om et barns trivsel. Her rettes risikotænkningen sig mod forældreskab, der bekymrer de professionelle. Pernille Juhls (Juhl, 2014) studie af forældre og børns hver-dagsliv påpeger, at når der er bekymring for børnenes trivsel og forældrenes
’omsorgsevner’, giver professionelle ofte råd og vejledninger, som sætter rigi-de standarrigi-der for opdragelsesrutiner. Disse råd og vejledninger gør rigi-det van-skeligt for forældre at handle situeret i forhold til deres børn, da de forsøger at leve op til de råd og vejledninger, de har fået om fx soverutiner og suttefla-sker mv. Dermed mister de den fleksibilitet, som er nødvendig for at kunne justere på sig selv ift. situationen og det, Juhl kalder for børns befindende.
Juhl pointerer, at i hendes empiri er det ikke forældrenes evne til at se beho-vet hos barnet, der er problemet, men de professionelles råd, som blev rigide og ufleksible i de sammenhænge, de skulle virke i. Juhl ser de professionelles råd og vejledninger, som tæt knyttet til metoder til såkaldt tidlig opsporing og forebyggelse, som kan ses udviklet i relation til fremkomsten af
risikokultu-6 Francis studie er også et studie af amerikanske middelklasse forældre.
ren. Det ser dog ud til, at interventionerne risikerer at skabe endnu vanskeli-gere betingelser for forældre (Juhl, 2014, 2016).
Endnu et perspektiv på bekymringen for forældres evner til at involvere sig på passende måder ses også, ved at staten i stigende grad importere standardi-serede kurser og programmer til forældre om opdragelsesformer (Kryger, 2008). I Danmark er de særligt rettet mod de forældre, som har børn, som de professionelle vurderer ikke trives.
Jeg vil senere vise, hvordan Familieklassen fungerer som et sådan tilbud, men de indføres i stigende grad også som programmer til alle forældre i en børne-have eller på en skole (fx programmet PALS eller ’De utrolige år’ (Aabro, 2016; Buus 2019)), som både de professionelle og forældre opfordres og for-ventes at arbejde efter (det vender jeg tilbage til i de empiriske analyser af Skole og Forældres materialer). Uanset om forældre direkte deltager i pro-grammer eller ej, medvirker det til at skabe sprog og en horisont omkring for-ståelser af forældreskabet, hvor der skabes en forestilling om, at forældre har behov for og må og kan hjælpes til at tage ansvar for deres børn gennem op-læring og ekspertråd formidlet gennem standardiserede programmer. Pro-grammerne eller koncepterne er et eksempel på, hvordan forældreskab pro-fessionaliseres, men også på en mere generel bevægelse i familiepolitikken na-tionalt og internana-tionalt, hvor der sker en politisk problematisering af forældre, som ikke kan forvalte deres ansvar (Egelund, 2006; Faircloth, 2014a;
Grumløse, 2014), og hvor staten investerer i programmer, som benævnes evi-densbaserede, som skal få forældre til at kunne tage dette ansvar.
Det kan, som Faircloth pointerer, ses som en bevægelse mod at individualise-re ansvaindividualise-ret for børn og børns problemer til forældindividualise-re findividualise-remfor at se det som et fælles samfundsansvar. Samtidig reducerer det årsagerne til børns manglende trivsel og læring til udelukkende at være knyttet til forældrenes opdragelsesstil og evne til at tage ansvar.
Følges Faircloths argumentation om at se denne udvikling relateret til udvik-lingen af et nyt børnesyn, kan forældre også ses som:
The flipside to the ’vulnerable child’ is the risky parent (Faircloth, 2014a, s.
45).
Today, however, the strength of assumptions about parental determinism and the need for parenting ’expertise’ means that now almost every parenting act, even the most routine, is analysed in minute detail, correlated with a negative and positive outcome, and endowed with far-reaching implications for child development (Faircloth, 2014a, s. 46).
For at samle op på det andet perspektiv, som præsenteres i dette kapitel, så er en central pointe med opkomsten af risikokulturen og forældredeterminismen i relation til forældreskab, at det ser ud til, at det på den ene side skaber op-fordringer til udøvelse af et intensivt forældreskab. Et intensivt forældreskab, som studier af middelklasseforældres ’parenting’ viser producerer acceleration af involvering i børns liv og samtidig konstante bekymringer for og usikker-hed i forhold til, om man gør det godt nok. På den anden side produceres der også bekymringer for forældres evner til at tage ansvar og involvere sig på de rette måder, for at børn ikke bliver udsat for risiko for ikke at udvikle sig op-timalt. Forældre bliver dermed til ’farlige’ forældre for deres børn. Staten ud-vikler interventioner – blandt andet knyttet til daginstitutioner og skoler – som har som intention at lære forældre at tage det passende ansvar og enga-gement for deres børn. Staten påtager sig således ansvar for at tilbyde støtte og hjælp til forældre om at lære at tage ansvar, hvilket afspejler den grundlæg-gende politiske præmis om, at det er forældrene, som bærer ansvaret for børns problemer, og det er en forandring af deres adfærd, som kan bringe børn ud af problemerne.
Som følge af den omsiggribende risikokultur skabes således forestillinger om forældre som dem, der skal sikre, at børn ikke udsættes for ricisi. På samme tid bliver forældre også set som nogle, som potentielt skaber ricisi for børns optimale udvikling. Denne type af paradoksale modsætninger indgår i det kul-turelle landskab for forældreskabet og betyder, at jeg i mine empiriske analy-ser er orienteret mod at udforske betydningerne af sådanne modsætningsfulde forestillinger i en dansk sammenhæng, da jeg er opmærksom på, at det frem-træder på andre måder i en dansk sammenhæng end i amerikansk eller britisk sammenhæng.