GENERELLE RETTIGHEDER
RETTEN TIL YTRINGSFRIHED OG INFORMATIONSFRIHED
RETTEN TIL YTRINGSFRIHED OG INFORMATIONSFRIHED
• Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 10
• Grundlovens § 77
• FN’s Konvention om Civile og Politiske Rettigheder (ICCPR) art. 19
• Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder art. 11
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10:
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser. Denne Artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller film-foretagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underka-stes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbry-delse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Grundlovens § 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
1. Lovforslag
Titel:Lov om ændring af lov om litteratur. (Fribyordning).
Baggrund:Lovforslaget giver danske kommuner mulighed for at tilslutte sig internationale netværk af fristeder, som har til formål at støtte forfattere, hvis ytringsfrihed krænkes, ved at tilbyde den enkelte forfatter midlertidigt ophold i en by i et andet land og mulighed for dér at udøve sin litterære virk-somhed.
Kommunerne får mulighed for at yde den enkelte forfatter og dennes even-tuelle familie økonomisk støtte under opholdet i kommunen. Endvidere giver lovforslaget bemyndigelse til, at kulturministeren efter samråd med integrationsministeren kan godkende internationale samarbejder af fribyer eller fristeder, således at det nødvendige hjemmelsgrundlag for danske kommuners deltagelse i fribyordningen tilvejebringes. Kommunal delta-gelse i en international fribyordning skal således bl.a. betinges af, at det pågældende internationale samarbejde eller netværk er godkendt af kultur-ministeren.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med et lovforslag om opholdstilladelse til udlændinge efter fribyordningen.
R e tt e n ti l y tr in g s fr ih e d o g in fo r m a ti o n s fr ih e d
Instituttets vurdering: Institut for Menneskerettigheder savner en saglig begrundelse for, at den med udkastet foreslåede fribyordning er begrænset til alene at omfatte skribenter, idet de bagved liggende hensyn efter Institut-tets vurdering med samme styrke taler for, at også andre udøvende kunst-nere, hvis ytringsfrihed på tilsvarende vis trædes under fode i deres hjeml-ande, bør have mulighed for at nyde godt af ordningen.Se også lov om ændring af udlændingeloven. (Opholdstilladelse til udlænd-inge efter fribyordnudlænd-ingen), under kapitlet om flygtnudlænd-inge og migranters rettigheder.
Reference:
Lov nr. 506 af 17. juni 2008
L137, skriftlig fremsættelse den 27. marts 2008: tillæg A 4990 Lovforslag som vedtaget: Tillæg C 1016
Lov om ændring af lov om litteratur. (Fribyordning).
Ikrafttrædelse: Loven trådte i kraft 1. juli 2008.
Afstemningsresultat: Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget med 108 stemmer.
Instituttets høringssvar af 11. marts 2008, udarbejdet af Kim U. Kjær (vedrørende L131 Folke-tingsår 2007-08 2. samling)
2. Domme fra de danske domstole 2.1 Højesteret:
U.2008.671H (Grillkniv dommen)
En journalists besiddelse af en grillkniv i transithallen i Københavns Luft-havn var en overtrædelse af våbenloven, men straffen bortfald i medfør af straffelovens § 83.
En journalist, T, blev i byretten fundet skyldig i overtrædelse af våbenlovens
§ 4, stk. 1, ved i Københavns Lufthavn i transitområdet at have besiddet en grillkniv. Med henblik på at afdække brister i lufthavnens sikkerhedsforhold havde T medtaget kniven fra en restaurant i transitområdet og bragt den til en gate, hvor han lod sig fotografere med kniven, inden han bragte den tilbage til restauranten. Byretten idømte T en bøde på 3.000 kr., og landsret-ten stadfæstede dommen. Højesteret fandt ligesom byretlandsret-ten og landsretlandsret-ten, at T’s besiddelse af kniven ikke havde haft »et andet lignende anerkendel-sesværdigt formål«, og tiltrådte derfor, at T var fundet skyldig i overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1.
Højesteret fandt herved, at en domfældelse for overtrædelse af § 4 ikke var i strid med art. 10 i Menneskerettighedskonventionen. Højesteret udtalte, at våbenloven efter sin karakter ikke indebærer nogen begrænsning i ytrings-friheden efter art. 10, stk. 1, i menneskerettighedskonventionen. En domfæl-delse for overtrædomfæl-delse af våbenlovens § 4 i et tilfælde som det foreliggende
R e tt e n ti l y tr in g s fr ih e d o g in fo r m a ti o n s fr ih e d
vil derfor ikke være i strid med art. 10. Højesteret lagde også vægt på, at T selv skabte den situation, der indebar lovovertrædelsen.
Imidlertid kunne den nærmere rækkevidde af undtagelsen om et lignende anerkendelsesværdigt formål i våbenlovens § 4, stk. 1, 1. pkt., give anledning til tvivl, og under henvisning hertil og til T’s formål med den kortvarige besiddelse af kniven fandt Højesteret, at der forelå sådanne formildende omstændigheder, at straffen burde bortfalde i medfør af strl. § 83. To dissi-entierende dommere stemte for at frifinde T da han havde besiddet kniven som led i et »lignende anerkendelsesværdigt formål«, og da T ikke gik videre end påkrævet for at opnå sit formål.
2.2 Østre og Vestre Landsret:
U.2008.251Ø
Efter en fodboldkamp kom det til slagsmål foran et tilholdssted for en særlig gruppe fodboldtilhængere, som T i sin egenskab af journalist havde fået til opgave at følge. Politiet kom til stede og foretog anholdelser. T fremsatte i den forbindelse bemærkninger til politiets arbejde, hvilket fik politiet til flere gange at påbyde T at gå væk. Til sidst blev T anholdt. Landsretten tiltrådte, at T var fundet skyldig i overtrædelse af politibekendtgørelsens § 3, stk. 1, og i manglende efterkommelse af påbud udstedt i medfør af § 4, stk. 2, i samme bekendtgørelse. Det forhold, at T på tidspunktet for overtrædelserne var på en journalistisk opgave, kunne ikke føre til, at påbuddene var i strid med artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med straffrihed til følge, eller at T’s ytringer var straffri, jf. samme bestemmelse. Da der ikke var grundlag for at nedsætte bødestraffen (600 kr.) eller lade den bortfalde, stadfæstede landsretten dommen.
U.2008.276/2Ø B.T.’s udtalelser om slankebehandling var ikke retsstridige.
Dagbladet B.T. havde bragt nogle artikler om en slankebehandling, hvorved man uden kirurgisk indgreb ville fjerne fedt ved brug af ultralyd. I artiklerne anførtes nogle kritiske udtalelser om behandlingen fra kendte specialister på området. B.T. havde på grundlag af disse udtalelser i overskrifter til og mellemrubrikker i artiklerne bl.a. anført, at behandlingen var livsfarlig, og karakteriseret udbyderen heraf som grisk. Landsretten udtalte, at der knytter sig en meget betydelig offentlig interesse til journalistisk omtale af risici for liv og helbred eller mistanke herom i forbindelse med udbud af sundheds-produkter og -behandlinger til befolkningen. Ved vurderingen af, om en sådan omtale indebærer en strafbar ærekrænkelse, må bestemmelsen i straf-felovens § 267 læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, der er inkorporeret i dansk ret.
R e tt e n ti l y tr in g s fr ih e d o g in fo r m a ti o n s fr ih e d
Hensynet til ytringsfriheden indgår som et overordentligt tungtvejende lod i vægtskålen ved afvejningen af hensynet til beskyttelsen af personers og firmaers gode navn og rygte eller rettigheder. Dette indebærer anerkendelse af en ganske vidtgående ytringsfrihed for pressen, og der må derfor indrøm-mes pressen adgang til, som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (»public watchdog«), når der faktuelt er grundlag for kritisk omtale, i en vis grad at overdrive og provokere i forbindelse med omtale af disse spørgsmål.I artiklerne var angivet citater fra personer, der ifølge en skønserklæring blev betegnet som »kendte og meget troværdige specialister/meningsdannere«.
De af B.T. fremsendte udsagn måtte anses for dækket af de citater, som de nævnte specialister/meningsdannere fremkom med. Herefter, og idet udby-deren ikke havde fremlagt videnskabeligt underbygget materiale, der på udgivelsestidspunktet kunne imødegå de nævnte specialister/menings-danneres faglige opfattelse af risici ved at modtage behandlingen, fandtes det ikke godtgjort, at udsagnene i overskrifterne og i mellemrubrikkerne kunne betegnes som strafbare sigtelser omfattet af straffelovens § 267. Der var heller ikke grundlag for mortifikation, jf. straffelovens § 273, stk. 2, for godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, eller erstat-ningsansvar i anledning af artiklerne.
U.2008.1055Ø
T1 og T2, der var ansat som journalister ved et formiddagsblad, ansøgte poli-tiet om henholdsvis kørekort og pas og afgav herunder bl.a. falsk erklæring om, at dokumenterne var bortkommet, ligesom de underskrev erklæringen med et andet navn end deres eget. Formålet var at undersøge, om man kunne få udstedt de nævnte dokumenter i en andens navn. Landsretten fandt ikke grundlag for at statuere frifindelse på grund af materiel atypicitet eller tilba-getræden fra forsøg. Ved afgørelsen af, om de tiltaltes handlinger var straf-frie som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, der følger af Den Euro-pæiske Menneskerettighedskonventions art. 10, som også omfattede en situation som den foreliggende, måtte der foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter.
Landsretten tiltrådte, at der var en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst en eventuel sikkerhedsbrist, og at en journalistisk dækning heraf havde stor nyheds- og informationsværdi. Det bemærkedes, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritog de tiltalte som jour-nalister fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. I den forbindelse burde det tillægges særlig vægt, at de tiltalte havde planlagt og udført selvstændige strafbare handlinger for at bringe de pågæl-dende avisartikler, og at der derfor skulle tungtvejende grunde til for at anse de strafbare handlinger for straffrie. Landsretten fandt ikke grundlag for at
R e tt e n ti l y tr in g s fr ih e d o g in fo r m a ti o n s fr ih e d
lade de idømte bøder bortfalde efter straffelovens § 83. Herved bemærkedes bl.a., at der var tale om selvstændige overtrædelser af flere straffelovsbe-stemmelser, om hvis forståelse der ikke herskede tvivl, og at strafbortfald i et sådant tilfælde kunne åbne mulighed for misbrug. Landsretten tiltrådte, at T1 var idømt 20 dagbøder a 100 kr. for overtrædelse af straffelovens § 163 og § 171, og at T2 var idømt 30 dagbøder a 100 kr. for overtrædelse af straf-felovens § 163, § 172, stk. 1, jf. § 171, og § 174.
OE2008.B.953.07
Redaktører og journalister straffet for overtrædelse af straffelovens § 264 d ved videregivelse af meddelelse om tv-værts samlivsophævelse.
En kendt kvindelig tv-vært krævede de ansvarshavende redaktører på Se og Hør, B.T. og Ekstra Bladet samt nogle journalister på disse blade straffet for overtrædelse af straffelovens § 264 d i anledning af nogle artikler, hvoraf det fremgik, at hun havde ophævet eller var ved at ophæve samlivet med sin mand. Grundlaget for artiklerne var, at hun alene havde erhvervet en ejendom i nærheden af parternes fælles bolig. Byretten gav ikke tv-værten medhold. Landsretten bemærkede, at de tre mediers omtale af tv-værtens samlivsophævelse indebar en videregivelse af meddelelse om private forhold, der var omfattet af straffelovens § 264 d. Det forhold, at tingbogs-oplysninger om ejendomserhvervelser er offentligt tilgængelig, kunne ikke føre til en anden vurdering. Landsretten fandt endvidere, at omtalen havde været uberettiget i forhold til tv-værten. Det bemærkedes i den forbindelse bl.a., at tv-værten ikke havde fremlagt sit privatliv, herunder sine ægteska-belige forhold, for medierne således, at medierne derved kunne være i god tro om hendes holdning til den omtvistede omtale. De tre ansvarshavende redaktører blev herefter hver straffet med 20 dagbøder a 500 kr., mens de fire journalister, der havde skrevet artiklerne, hver blev straffet med 10 dagbø-der a 500 kr. De tre ansvarshavende redaktører blev endvidagbø-dere hver in solidum med de ansvarlige journalister på det pågældende blad dømt til at betale tv-værten en tortgodtgørelse på 20.000 kr. Der var dissens, idet en af landsrettens tre dommere bl.a. bemærkede, at der ved afgørelsen af, om vide-regivelsen var uberettiget og dermed strafbar, skulle foretages en afvejning af tv-værtens ret til respekt for sit privatliv, jf. bl.a. EMRK art. 8, over for retten til ytringsfrihed, jf. bl.a. EMRK art. 10. Efter en samlet vurdering af karakte-ren af meddelelsen om tv-værtens private forhold, at hun var en offentlig person, samt indholdet og omfanget af hendes udtalelser til pressen fandt denne dommer, at videregivelsen ikke uberettiget. Denne dommer vil derfor i det hele frifinde redaktørerne og journalisterne.
R e tt e n ti l y tr in g s fr ih e d o g in fo r m a ti o n s fr ih e d
Vestre Landsrets frifindelse i MuhammedsagenEn række organisationer og foreninger med islamisk baggrund eller islæt havde rejst privat tiltale mod Jyllandsposten og nedlagt påstand om, at Jyllands-Postens redaktører, tidligere chefredaktør Carsten Juste og kultur-redaktør Flemming Rose, skulle straffes for overtrædelse af straffelovens forbud mod at fremsætte ærekrænkende sigtelser og ringeagtsytringer jf.
§267 og §268. Sagen blev rejst som en følge af karikaturkrisen og Jyllandspo-stens artikel den 30. September 2005 ”Muhammeds ansigt”.
Rigsadvokaten traf i marts 2006 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at rejse offentlig tiltale for overtrædelse af straffelovens § 140, der beskytter reli-giøse følelser mod spot og forhånelse, eller for overtrædelse af straffelovens
§ 266 b, der beskytter grupper af personer mod hån og nedværdigelse blandt andet på grund af deres tro.
De islamiske foreninger mente, Jyllandsposten fremsatte ærekrænkende beskyldninger om, at profeten Muhammed er krigerisk, kvindeundertryk-kende, eksponent for krig, kriminel og terrorist. Da Muhammed efter den islamiske tro er en rollemodel og et forbillede til efterfølgelse for alle rettro-ende muslimer, indebærer beskyldningerne mod profeten Muhammed tilsvarende beskyldninger mod alle muslimer individuelt.
Vestre Landsret fastslog, at de påberåbte straffebestemmelser skal fortolkes snævert, da de gør indskrænkninger i ytringsfriheden. Efter artikel 10 i Den Europæsike Menneskerettighedskonvention kan der kun gøres indgreb ytringsfriheden, hvis det er nødvendigt af hensyn til den nationale sikker-hed, territoriale integritet eller offentlige tryghed.
Vestre Landsret fandt det ikke godtgjort, at Jyllandspostens artikel, leder og tegninger tilsammen eller hver for sig indeholdt sigtelser eller ringeagtsyt-ringer, der er strafbare efter straffelovens § 267 eller § 268. Landsretten udtalte desuden, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at medlemmer fra de appellerende foreninger i større eller mindre grad har følt sig ramt og såret af den måde, hvorpå Jyllands-Posten har søgt at fremkalde en debat om ytringsfrihed og selvcensur
Reference:
Vestre Landsret, 5. afdeling
J.nr. V.L. B-2423-06, Den 19. juni 2008.
R e tt e n ti l y tr in g s fr ih e d o g in fo r m a ti o n s fr ih e d
3. Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, Pressenævnet og Radio- og tv-nævnet
3.1 Ombudsmandens udtalelser J.nr. 2006-3499-450
Udenrigsministerens afslag på interview om Irak-krigen
En journalist klagede til ombudsmanden over at udenrigsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen.
Ombudsmanden måtte i første omgang forstå Udenrigsministeriet sådan at ministeriet ved sin beslutning om at give afslag på interview havde lagt vægt på 1) at det blev vurderet at udenrigsministeren ikke kunne have tillid til at hans udtalelser i forbindelse med et interview ville blive refereret loyalt i en efterfølgende artikel, og 2) frygt for at journalisten ville bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regerin-gens og ministerens håndtering af sagen.
Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at Udenrigsministeriet ikke kunne lægge vægt på disse hensyn. Ombudsmanden var derfor indstil-let på at bede Udenrigsministeriet om at genoverveje anmodningen om et interview og denne gang tage stilling uden at inddrage de nævnte hensyn.
Selvom vis-se forhold vedrørende den enkelte journalist kunne begrunde afskæring eller begrænsning i bestemte journalisters eller mediers adgang til informationer, skulle der således være tale om overordentligt tungtvejende saglige hensyn. Ombudsmanden henviste desuden bl.a. til EMRK artikel 10 hvori retten til at modtage informationer er fremhævet.
Senere oplyste Udenrigsministeriet at ministeriet ikke havde ønsket at gøre gældende at journalisten ikke ville citere udenrigsministeren korrekt, og at ministeriets afslag ikke var begrundet i risiko eller frygt for at journalisten vil bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kri-tisk omtale af regeringens håndtering af sagen.
Ombudsmanden kunne herefter ikke fastslå at beslutningen var baseret på usaglige hensyn, og han afsluttede sagen.