Reglernes indvirkning på afhjælpning af kritikpunktet

I nærværende afsnit undersøges kompleksitet, inkonsistens og struktureringsmuligheder i forhold til reglerne vedr. sondringen mellem service- og leasingkontrakter, variable leasingydelser, samt små og kortsigtede leasingkontrakter.

6.2.2.1. Sondringen mellem service- og leasingkontrakter

Ifølge reglerne i det nuværende forslag til en ny leasingstandard er der tale om en leasingkontrakt når: Anvendelsen af et identificeret aktiv er implicit eller eksplicit specificeret i den indgåede kontrakt, og kunden samtidig kontrollerer anvendelsen af det identificerede aktiv over en periode.

Såfremt den indgåede kontrakt ikke opfylder disse betingelser vil den skulle klassificeres som værende en servicekontrakt, hvilken ikke skal præsenteres i balancen.

Kompleksitet og inkonsistens:

Et aktiv vil aldrig være identificeret, hvis det både er praktisk muligt og fordelagtigt for leverandøren at erstatte det. Vurderingen af om en indgået kontrakt indeholder et identificeret aktiv vil således være subjektiv, da denne afhænger af kundens kendskab til og forståelse for leverandørens forretning. Det nuværende forslag til en ny leasingstandard foreskriver dog, at hvis

113 Se afsnit 4.2. for en mere detaljeret redegørelse af kritikpunktet omhandlende de to forskellige regnskabsmodeller

det er upraktisk for kunden at vurdere om det er praktisk muligt og fordelagtigt for leverandøren at erstatte aktivet, så må det antages, at det er identificeret. I denne henseende forventes det ikke at være synderligt komplekst for regnskabsaflæggerne at anvende disse regler, da vurderingen således udelukkende vil blive foretaget, hvis regnskabsaflæggerne har et tilstrækkeligt kendskab til og forståelse af leverandørens forretning. Af samme årsag må risikoen for, at lignende kontrakter klassificeres forskelligt i forbindelse med vurderingen af om kontrakterne indeholder et identificeret aktiv ligeledes anses som værende minimal.

Ifølge Henrik Gustavsen vil vurderingen af hvem der kontrollerer anvendelsen af det identificerede aktiv være en smule subjektiv, da vurderingen tager afsæt i den indgåede kontrakts reelle indhold¹¹⁴. Grundlæggende mener han ikke, at det vil give problemer at vurdere hvem der kontrollerer anvendelsen af aktivet i den periode, som kontrakten løber over, men ”så har du de resterende 10

%, hvor man skal ind og lave noget vurdering”. Henrik kommer i denne forbindelse med et eksempel, hvor en kunde aftager alt hvad et aktiv kan producere, da det her kan være svært at afgøre, om det er kunden eller leverandøren, der kontrollerer anvendelsen af aktivet. Der er altså nogle tvivlsspørgsmål, ”hvor man kan komme til to forskellige konklusioner”¹¹⁵. Henrik mener således, at reglerne i afgrænsede tilfælde vil være komplekse at anvende for regnskabsaflæggerne, hvilket kan medføre en inkonsistent klassifikation af lignende kontrakter.

Brian Prüss mener også, at det vil kræve en subjektiv vurdering at afgøre hvem der kontrollerer anvendelsen af det identificerede aktiv. Modsat Henrik mener han dog ikke, at forskellige personer vil komme frem til forskellige resultater¹¹⁶. Det må således forventes, at Brian ikke finder reglerne synderligt komplicerede at anvende.

Både Henrik og Brian mener, at klassifikationen mellem service- og leasingkontrakter vil kræve en subjektiv vurdering, men dette forventes udelukkende at medføre kompleksitet og inkonsistente klassifikationer i et mindre omfang. Definitionen på leasingkontrakter vil således ikke have nogen synderlig negativ indvirkning på afhjælpning af kritikpunktet. Tilsvarende er sondringen mellem service- og leasingkontrakter en nødvendighed, da en servicekontrakt ikke giver kunden ret til at kontrollere anvendelsen af en specifik ressource, hvorfor sådanne kontrakter ikke bør præsenteres i balancen. Dette klassifikationselement er således uundgåeligt på trods af de negative konsekvenser.

114 Bilag B, side 28

115 Bilag B, side 28 og 29

116 Bilag B, side 5

Struktureringsmuligheder:

Grundlæggende må struktureringsmulighederne anses som værende minimale, da der er store forskelle på de rettigheder, der opnås over aktivet i forbindelse med indgåelse af en servicekontrakt kontra en leasingkontrakt.

6.2.2.2. Variable leasingydelser

Ifølge reglerne i det nuværende forslag til en ny leasingstandard skal faste leasingydelser medtages ved opgørelsen af rou-aktiver og de tilhørende leasingforpligtelser, hvor det modsatte er gældende for variable leasingydelser, der hverken er baseret på en rente/indeks eller i realiteten er faste. Den regnskabsmæssige håndtering af leasingydelserne afhænger således af, om de er faste eller variable, da rene variable leasingydelser ikke vil blive præsenteret i balancen, men indregnet i resultatopgørelsen efterhånden som de forfalder.

Kompleksitet og inkonsistens:

Som det fremgik ovenfor skal leasingtager foretage en vurdering af om de variable leasingydelser afhænger af en rente/indeks, da den regnskabsmæssige håndtering afhænger af dette. Umiddelbart vil dette fremgå af leasingkontrakten, hvorfor klassifikationen hverken vil kræve en subjektiv vurdering, være kompleks eller inkonsistent.

Omvendt giver Mathias Birkebæk Petersen fra Nordania Leasing udtryk for, at det vil det kræve en subjektiv vurdering at afgøre, om de variable leasingydelser i realiteten er faste, da leasingtagerne i princippet kan vælge at argumentere for det ene frem for det andet¹¹⁷. Brian Prüss mener dog ikke at reglerne vil være synderligt komplicerede at anvende for større virksomheder som f.eks. Dong Energy, da sådanne virksomheder har specialister ansat. Reglerne kan dog tænkes at være mere komplicerede at anvende for mindre virksomheder, da de ikke indgår samme mængde leasingkontrakter og ikke har specialister ansat. I sådanne virksomheder vil vurderingen af, om indgåede leasingkontrakter indeholder variable leasingydelser der i realiteten er faste, ske på et mindre konsistent grundlag. Umiddelbart tror han dog, at ”der vil danne sig en eller anden praksis og konsistens i fortolkningen af det”¹¹⁸, hvilket indikerer at lignende variable leasingydelser i overvejende grad vil blive klassificeret ens på sigt. Tilsvarende mener Henrik Gustavsen heller

117 Bilag B, side 60

118 Bilag B, side 9 og 10

ikke, at ”det vil være vanskeligt at vurdere om de [variable leasingydelser] i realiteten er faste”, da reglerne skal sikre, at regnskabsaflæggerne ikke kan konstruere sig udenom indregning af leasingydelser, der reelt set er faste i balancen. I sådanne situationer må det forventes, at virksomhederne ved hvornår de variable leasingydelser i realiteten er faste, da de netop er konstrueret således, at de fremstår som værende variable uden principielt at være det¹¹⁹.

Det vil således kræve en subjektiv vurdering at afgøre om variable leasingydelser i realiteten er faste, men argumenterne fra både Brian og Henrik peger i retning af, at det ikke vil være synderligt kompliceret at anvende reglerne. I denne henseende må det også forventes, at klassifikationen mellem rene variable leasingydelser og ydelser, der i realiteten er faste vil ske på et forholdsvist konsistent grundlag. Reglerne forventes derfor udelukkende at have en mindre negativ indvirkning på afhjælpning af kritikpunktet, hvilket også skyldes at klassifikationen ikke skal foretages for alle indgåede leasingkontrakter, men udelukkende dem som indeholder variable leasingydelser.

Alternativet til disse regler er at medtage rene variable leasingydelser i opgørelsen rou-aktiver og de tilhørende leasingforpligtelser, hvor en sådan opgørelse vil skulle baseres på skøn og estimater, da fremtidige begivenheder er afgørende for størrelsen på de rene variable leasingydelser. Dette vil også medføre betydelig kompleksitet for regnskabsaflæggerne og mindske årsregnskabets pålidelighed. Det vil således være umuligt at lave et sæt regler vedr. rene variable leasingydelser, som ikke indeholder kompleksitet og reduceret sammenlignelighed eller pålidelighed i et eller andet omfang.

Struktureringsmuligheder:

Der er ingen tvivl om, at forskellen på den regnskabsmæssige håndtering af henholdsvis rene variable leasingydelser og faste leasingydelser skaber struktureringsmuligheder, men spørgsmålet er hvorvidt dette vil blive anvendt i praksis.

Anvendelsen af rene variable leasingydelser er meget risikobetonet for leasinggivere, hvilket understreges af Mathias, der sammenligner det med at købe aktier. Derfor vil nogle leasinggivere, herunder bl.a. Nordania Leasing ikke påtage sig denne risiko, da de ikke ønsker ”at spekulere i en kundes omsætning”¹²⁰. Henrik pointerer dog, at nogle leasinggivere måske gerne vil påtage sig risikoen, men vil i så fald skulle kompenseres ”for den risiko de påtager sig” ved f.eks. at lade

119 Bilag B, side 32 og 33

120 Bilag B, side 57

leasingydelserne være baseret på omsætning eller brugen af det underliggende aktiv frem for faste¹²¹. Virksomhederne vil således skulle lave en afvejning af, om fordelene forbundet med ikke at indregne de rene variable leasingydelser i balancen overstiger de øgede omkostninger. Samtidig vil anvendelsen af rene variable leasingydelser betyde, at virksomhederne ikke kender de fremtidige betalinger, hvilket bestemt ikke er fordelagtigt.

Ovenstående taler for, at meget få virksomheder i praksis vil indgå leasingkontrakter, hvor leasingydelserne er rene variable blot for at undgå indregning heraf i balancen.

Struktureringsmuligheden vurderes således udelukkende at have en mindre negativ indvirkning på afhjælpning af kritikpunktet.

6.2.2.3. Kortsigtede leasingkontrakter

Ifølge reglerne i det nuværende forslag til en ny leasingstandard behøves leasingkontrakter med en leasingperiode på mindre end 12 mdr. ikke at blive indregnet i balancen. Den regnskabsmæssige behandling vil i denne henseende i stedet minde om den, der i dag anvendes for operationelle leasingkontrakter. Modsat er gældende for alle andre leasingkontrakter, medmindre de er små. I denne forbindelse er det relevant at undersøge, om opgørelsen af leasingperioden vil skulle baseres på en subjektiv vurdering, herunder om dette vil være komplekst. Tilsvarende vil nærværende afsnit undersøge om undtagelsesreglen medfører inkonsistente klassifikationer, samt skaber struktureringsmuligheder.

Kompleksitet og inkonsistens:

Leasingperioden opgøres som den uopsigelige leasingperiode tillagt perioder omfattet af en (købs)option til at forlænge leasingkontrakten, hvis det er rimeligt sikkert, at leasingtager vil anvende optionen efter at have overvejet alle relevante økonomiske faktorer. Tilsvarende tillægges perioder omfattet af en option til at opsige leasingkontrakten, når det er rimeligt sikkert, at leasingtager ikke vil anvende optionen.

Afgørelsen af om en forlængelsesoption skal afspejles i leasingperioden vil være subjektiv, men ifølge Henrik vil reglerne udelukkende medføre kompleksitet og inkonsistente klassifikationer i et mindre omfang, da ”der jo er en ide med at skrive de her forlængelsesbetingelser ind i kontrakten”.

121 Bilag B, side 31

Leasingtager må således have en forventning om, hvorvidt forlængelsesoptionen vil blive anvendt eller ej ved kontraktens indgåelse¹²². Brian er enig i denne betragtning, da han mener, at vurderingerne i det store og hele vil ske på et konsistent grundlag, men der kan ”være nogle enkelte, som vil have en anden vurdering af det end andre”¹²³.

Omvendt giver Mathias udtryk for, at leasingtagere kan anvende reglerne til egen fordel, da der er mulighed for at påvirke vurderingen i en retning, der er fordelagtig for virksomheden. I denne henseende vil det være muligt bevidst at konkludere, at det ikke er rimelig sikkert, at en kontrakts forlængelsesoption vil blive anvendt, selvom det reelt set er det. Leasingperioden vil således bevidst blive undervurderet, hvilket vil resultere i manglende indregning af leasingkontrakten i balancen, såfremt den klassificeres som værende kortsigtet¹²⁴. I sådanne tilfælde må det forventes, at vurderingen vedr. forlængelsesoptionerne vil ske på et inkonsistentgrundlag, hvilket vil mindske sammenligneligheden årsrapporter imellem. Dette vil dog være regnskabsmanipulation, hvorfor det må forventes, at meget få leasingtagere vil anvende denne mulighed. Brian tilføjer i denne sammenhæng, at det ikke vil være et problem, fordi ”i sidste ende skal man jo også have en revisor overbevidst om, at man […] ikke skal indregne det”¹²⁵.

Ovenstående argumenter indikerer, at opgørelsen af leasingperioden ikke vil være synderligt kompleks, selvom den skal baseres på en subjektiv vurdering. Tilsvarende vil klassifikationen af leasingkontrakter som værende kortsigtede ske på et forholdsvist konsistent grundlag, hvilket er positivt for sammenligneligheden af forskellige årsrapporter. Reglerne vil således have en begrænset negativ indvirkning på afhjælpning af kritikpunktet.

Struktureringsmuligheder:

Grundlæggende ”bliver det dyrere jo kortere tid man leaser”, hvilket skyldes den øgede risiko, som leasinggivere udsættes for¹²⁶. I denne forbindelse kan man forestille sig, at leasinggivere i nogle tilfælde slet ikke vil være villige til at indgå leasingkontrakter, hvor leasingperioden er mindre end et år. Ligesom det må forventes, at gentagne årlige genforhandlinger af leasingkontrakter vil øge den administrative byrde for virksomhederne. I denne henseende forventes strukturering af

122 Bilag B, side 34

123 Bilag B, side 11

124 Bilag B, side 61

125 Bilag B, side 11

126 Bilag B, side 55

leasingkontrakter som værende kortsigtede at blive anvendt i et begrænset omfang i praksis. Henrik giver dog udtryk for, at ”hvis det er et spørgsmål om, at du normalt ville have indgået en leasingaftale på halvandet år, så kan det da godt være at du vil sige, at nu laver vi den kun for et år”¹²⁷. Dette vil dog udelukkende medføre udeladelse af mindre beløb fra balancen pga. den korte leasingperiode, hvorfor det ikke vil være væsentligt for regnskabsbrugerne.

Tilsvarende vil det ikke være muligt at undgå indregning af en længerevarende leasingkontrakt ved i stedet at erstatte den med en række etårige kontrakter vedr. lignende underliggende aktiver, som skal afløse hinanden, da kontrakterne i denne henseende vil være afhængige af hinanden. Der vil således være tale om en kontraktkombination, hvorfor kontrakterne vil skulle behandles som én enkelt leasingkontrakt og dermed skulle indregnes i balancen.

Ovenstående argumenter indikerer, at strukturering af leasingkontrakter som værende kortsigtede kun vil blive anvendt i et begrænset omfang, hvorfor undtagelsesreglen vedr. kortsigtede leasingkontrakter forventes at have begrænset negativ indvirkning af afhjælpning af kritikpunktet.

6.2.2.4. Små leasingkontrakter

Af afsnit 5.2.4.1. fremgik det, at små leasingkontrakter ikke skal præsenteres i balancen. Der er således tale om en undtagelsesregel, da alle andre leasingkontrakter netop skal præsenteres i balancen, medmindre de er kortsigtede. En leasingkontrakt skal klassificeres som værende lille, hvor det underliggende aktivs nypris er eller var lav. Konklusionsgrundlaget til den nye leasingstandard vil indeholde en tærskelværdi, som skal indikere hvornår dette er tilfældet. På nuværende tidspunkt foreligger der et forslag om en tærskelværdi på $5.000. Hvis et underliggende aktiv er afhængig af, eller i høj grad er indbydes forbundet med, et eller flere andre leasede aktiver vil det dog aldrig kunne klassificeres som værende lille. I det følgende vil kompleksitet, inkonsistens og struktureringsmuligheder blive undersøgt i henhold til denne undtagelsesregel.

Kompleksitet og inkonsistens:

Vurderingen af om nyprisen på en leasingkontrakts underliggende aktiv er lav vil ikke være subjektiv, da denne er baseret på en tærskelværdi, hvorfor det ikke er muligt for leasingtager at

127 Bilag B, side 35

argumentere for det ene frem for det andet. Denne vurdering vil således hverken medføre kompleksitet eller inkonsistente klassifikationer.

Til gengæld vil vurderingen af, om et underliggende aktiv er afhængig af, eller i høj grad indbyrdes forbundet med, et eller flere andre leasede aktiver være subjektiv, da ”der er en risiko for, at man vil have forskellige opfattelser af det”¹²⁸. Dette ser Mathias dog ikke som et problem, fordi ofte vil det afgørende for vurderingen være, om en leasingkontrakts underliggende aktiv kan fungere uden andre leasede aktiver, hvilket ”man kun [kan] have én holdning til”¹²⁹. Denne betragtning er Henrik overvejende enig i, da vurderingen ”i langt de fleste tilfælde ikke vil give anledning til de helt store overvejelser eller de helt store forskelle”. I denne forbindelse uddyber han, at leasingtagerne i de fleste tilfælde vil vide om det underliggende aktiv vil være afhængig af, eller i høj grad indbyrdes forbundet med, andre underliggende aktiver allerede ved kontraktens indgåelse. Dette må skyldes, at de allerede på dette tidspunkt er bekendte med det underliggende aktivs formål. Henrik forestiller sig dog også, at der kan ”være nogle grænsetilfælde, hvor en virksomhed vurderer det på en måde og en anden virksomhed vurderer det på en anden”, da vurderingen jo netop vil være subjektiv¹³⁰.

Af ovenstående argumenter kan det udledes, at respondenterne i langt de fleste tilfælde ikke finder undtagelsesreglen synderligt kompleks at anvende i praksis, hvilket må forventes at føre til forholdsvis konsistente klassifikationer virksomhederne imellem. Tilsvarende vil vurderingen udelukkende skulle foretages for leasingkontrakter, hvor det underliggende aktiv har en lav værdi, hvilket er en klar forbedring i forhold til IAS 17. Undtagelsesreglen vil således have en begrænset negativ indvirkning på afhjælpning af kritikpunktet.

Struktureringsmuligheder:

Både Henrik og Mathias mener, at den eneste mulighed for at strukturere leasingkontrakter som værende små er at indgå kontrakter for hvert enkelt komponent i en konstellation. I så fald vil komponenterne være afhængige af, eller i høj grad forbundet med, de andre komponenter, hvorfor de alligevel ikke vil blive omfattet af undtagelsesreglen. Derfor mener hverken Henrik eller

128 Bilag B, side 38

129 Bilag B, side 63

130 Bilag B, side 38

Mathias, at det vil være muligt at konstruere små leasingkontrakter og på denne måde undgå indregning heraf i balancen¹³¹.

Undtagelsesreglen vil således ikke have en negativ indvirkning på afhjælpning af kritikpunktet, da den ikke skaber struktureringsmuligheder.

In document IASBs nye leasingstandard (Sider 56-64)