Slægtsgården i Vrigsted, som Rasmus Ole Pe- dersen overtog efter sin far. Her konstruere- des klokkespillet i 1890erne. Foto: R. H Hyldgård, Slagelse.
sen og hustru Oline. De to blev hans venner resten af livet.
Han aftjente sin værnepligt ved ma- rinen. Her bemærkede man hans lyst til at beskæftige sig med mekanik.
Hans foresatte tilbød at hjælpe ham, så han kunne komme til at studere ved den polytekniske læreanstalt. Her- til svarede han, at han skulle overtage slægtsgården, og at hans familie selv kunne betale uddannelsen, hvis han ønskede at blive ingeniør.
I 1880erne må der have været et liv- ligt samkvem mellem de unge i Vrig- sted. Min far ledede således et sang- kor. Højskolen i Vrigsted var lige ble- vet oprettet, og unge strømmede til.
Enevold T erkelsen, den senere valg- menighedspræst og søn af naboen Ter- kel Madsen, blev fars gode ven. Lige efter af Enevold T erkelsen havde for-
lovet sig med Katrine Kierkegaard, sagde han til den otteogtyveårige Ras- mus: »Du skulle gifte dig«. »Det tror jeg også, jeg vil«, var svaret, og kort tid efter friede Rasmus til den sytten- årige Johanne Marie Lauesen fra Skulsballe og fik ja.
Min bedstefar Peder Therkelsen døde den 12. september 1891. Min fars og mors bryllup stod den 12. marts 1892.
Det var et forrygende snevejr på bryl- lupsdagen, men det var et lykkeligt par, der flyttede ind på gården. Min far kom kun til at leve i otte år efter sit bryllup, men disse år blev hans lyk- keligste tid. I de år udfoldede hans evner sig.
Gården fik to store nye længer. På taget af laden rejste sig en vindmølle, der trak kværn, sav og tærskeværk. I den anden længe blev der et værksted - i min erindring en forunderlig ver- den med smelteovn, drejebænk af jern og redskaber af enhver art til bear- bejdning af træ, jern og bronze.
I bryggerset var der brusebad. Når man trak i en snor, udløstes en vældig byge.
Jeg husker ikke, at far tog del i landbrugsarbejdet. Karlene udførte det under hans ledelse, og mor havde piger til hjælp i huset.
Nu tog far fat på store opgaver. Klok- kespillet var den vigtigste. Bronzen til klokkerne kom fra en revnet kirke- klokke i Korning. Det var den mind- ste del af sagen. Først skulle der drejes træmodeller, 16 smukke klokkeforme- de skåle, små og store, senere skulle modellerne pakkes ned i støbesand i forme, der kunne skilles ad, derefter atter pilles ud, og formene igen sam- les. Så skulle hulrummene fyldes ud med smeltet bronze. Ovnen blev fyret op, de rygende digler af ildfast ler eller grafit kom ud af ovnen, og den flydende bronze blev hældt ned og fyldte hulrummet i en form. En klok·
ke var blevet til. Den skulle derefter i drejebænk og drejes af, til tonen var korrekt. Jeg husker fars mange ture fra værksted til stueorgel og tilbage igen for en ny afdrejning. Endelig var 16 afstemte klokker færdige. På dem kunne man totonigt spille følgende seks morgen- og aftensange: »Den sig- nede dag-«, »Nu hviler mark og en- ge -«, »Guds godhed vil vi prise -«,
»Nu takke alle Gud -«, »Lover den Herre, den mægtige konge -« og » Kir-
keklokke, ej til hovedstæder -«.
Rasmus Ole Pedersen.
Hamre, en til hver klokke, skulle bringes til at slå - rytmisk og efter tur - tiltrukket af en elektromagnet.
Melodierne skulle skifte af sig selv - startet ved en kontakt i stueuret - så der klokken 8 blev spillet en morgen- sang og om aftenen klokken 20 en af- tensang. Et mekanisk værk skulle styre den elektriske strøm, som ved elektro- magneterne bragte hamrene i slag. Til denne funktion lavede far en bronze- valse med pigge, der under valsens rotation berørte vippekontakter og sluttede strømmen. Piggene boredes ind i valsen efter spiralformede linjer, en melodi for hver omdrejning. Når
melodien var slut, standsede værket.
En snegl i valsens akse forskød denne nogle millimeter, og piggene i næste spiral dannede næste melodi. Når seks melodier var spillet, rutschede valsen tilbage, og spillet kunne begynde forfra.
Det har været et vanskeligt arbejde og krævet stor præcision at udmåle piggenes plads, så både melodi og takt blev korrekt. Valsens hastighed under drejningen skulle være konstant. Det reguleredes af en luftvinge på fjeder- værket, som drejede valsen. Strømmen kom fra tre tørelementer å 1 Y2 volt, en løsning, som dengang var den ene- ste mulige. Elementerne blev hurtigt slidt op på grund af den ringe mod- stand i magnetbeviklingen.
Før det 20. århundrede var tørele- menter som sagt den eneste tilgænge- lige strømkilde. Ved den meget næn- somme restaurering, som er udført af ingeniør Hans Hougaard i forbindelse med klokkespillets anbringelse på Glud Museum, er netspændingen transformeret og nedsat til en passen- de værdi. Det gamle spils toner klin- ger på ny. Måtte det vare længe!
Der var andet end klokkespillet, som optog far. En lille bæk løber gennem engene syd for gården. Han stemmede vandet op ved at bygge en dæmning, så det blev muligt at fylde fire dam- me. Han indrettede derefter et fersk- vandsfiskeri med udklækning af ør-
redyngel. Dette anlæg blev et af de første i landet. Fra den sidste dam blev vandet ledet ned til udklæknings- huset. Her indrettedes et trappesystem med kasser med netbund til gennem- løbende vand. Fra et udløb af en å ved Asvig skaffedes ydedygtige fisk.
Hunnens æg pressedes ud på nettene blandet med handyrenes sperma.
Snart udvikledes yngelen som små fisk med ægsæk under bugen. Udklæknin- gen fortsattes nogle år - efter fars død af Peter Frederiksen.
I virkeligheden var vandmængden for ringe til både udklækning og op- fodring af fiskene. Senere udvidedes til karpedamme, da karpen er en fiske- art, som bedre egnede sig under de givne forhold. En mindre dam blev indrettet til yngledam, og små fisk udsattes derfra til de større damme.
Far var meget optaget af fiskeriet.
Han konstruerede flere nyskabelser i forbindelse hermed, således et filtrer- og udskyldningsapparat, der senere blev udstillet i Danmark og Norge.
Modellen stod i mange år på en hylde i stuen sammen med et bundrør til damme. Hans karpeyngel blev præ- mieret ved en udstilling i Bergen.
Hvert år skulle dammene tømmes.
Bundrørene åbnedes, vandet sank, og til sidst vadede karle og drenge i det mudrede vand og fangede de spræl- lende fisk med net eller med de bare hænder. Om aftenen var der kogte karper til alle.
Mine sidste minder om min far er, at han i lange støvler vandrede ned til dammene for at passe udklækningen.
Måske har dette arbejde i det kolde vand en del af skylden for hans hastigt tiltagende sygdom, dels en nyresyg- dom, dels en tilstødende gigtfeber.
I sine sidste år malede far, helst bil- leder fra de kære fiskedamme, og i den sidste vinter lagde han byg uden for vinduerne, mens han malede spur- vene. En majdag i 1900 blev vi børn sendt ud i den grønnende skov. Da vi kom tilbage, var far død.
Den sidste opgave, han havde sat sig, blev aldrig fuldført. I mange år lå orgelpiber af træ og metal som min- der om det orgel til Vrigsted kirke, han aldrig fik bygget.
Gården blev forvandlet i fars tid.
Der blev anlagt en ny stor have nord for stuehuset. Til børnene byggedes en sporvogn, der kunne køre gennem den gamle have ned til engen. Far konstruerede en »vindtraktore,') nær- mest et stykke legetøj, men med en ide, idet vingerne med stænger og tandhjul var forbundet med hjul på understellet. Når vingerne drejede rundt, vandrede møllen hen over græsplænen. På loftet lå sære sager:
maskinmodeller af hans konstruktion blandet med ældre redskaber (fra bed- stefars tid) til skætning og hegling af hør og smørtrug, der kunne bruges til sejlads på gadedammen.
I fiskedammene legede vi med en lille hvid båd, far havde bygget. Det var en rigtig båd med køl og ror og et gaffelrigget »storsejle. I dammen var der badehus og badebassin. Kun dren- gene måtte svømme over dammen.
Mor blev enke otteogtyve år gam- mel. Hun levede, til hun blev femog- halvfjerds i mindet om far. Hun op- drog sine fire børn og drev sin gård, som altid var et fristed for børnene og deres venner.
Vi fire børn mindes en dygtig far og en kærlig mor og en barndom, der synes et tabt paradis.
1) Findes på Glud Museum.