Organisering og arbejdsdeling

Amterne har valgt meget forskellige modeller for hvordan voksenspecialundervisningen organise-res. Det gælder både med hensyn til strukturen og arbejdsdelingen mellem amternes egne institu-tioner, arbejdsdelingen mellem egne institutioner og private initiativtagere og endelig brugen af lands- eller landsdelsdækkende tilbud.

4.2.1 Amternes egne institutioner

Der er intet fælles mønster for hvordan amterne har valgt at strukturere deres egne institutioner.

Variationen går fra at én institution er ansvarlig for den samlede voksenspecialundervisning som udbydes af amtet selv, til at opgaven fordeles mellem syv til otte institutioner.

En typisk organisationsstruktur er at ét kommunikationscenter e.l. varetager tilbuddene til perso-ner med specifikke kommunikationsvanskeligheder, mens en eller flere voksenspecialskoler/-centre varetager tilbuddene til personer med andre funktionsnedsættelser, herunder ungdomstilbuddene.

Udviklingen er præget af at flere amter sammenlægger institutionerne til større enheder. En an-den markant tenan-dens er at institutioner som hidtil har opereret selvstændigt i henhold til lov om specialundervisning for voksne, lægges sammen med eller ind under institutioner som opererer i henhold til anden lovgivning.

4.2.2 Lands- og landsdelsdækkende tilbud

Der findes en række forskellige lands- og landsdelsdækkende tilbud. Syv amter har fx kombinere-de unkombinere-dervisnings- og botilbud kombinere-der er målrettet unge med generelle indlæringsvanskelighekombinere-der.

Tilbud til døve og blinde varetages typisk på lands- og landsdelsdækkende institutioner.

De fleste amter henviser i større eller mindre grad til de lands- eller landsdelsdækkende tilbud. Det sker primært i de tilfælde hvor amterne ikke selv har egne tilbud til en specifik målgruppe.

Der er dog også flere amter der er tilbageholdende med at visitere til lands- og landsdelsdækken-de tilbud. Århus Amt skriver at amtet ikke benytter sig af lands- eller landslandsdelsdækken-delsdækkenlandsdelsdækken-de tilbud da amtets befolkningsgrundlag vurderes at være tilstrækkeligt stort til at man kan drive gode tilbud selv.

4.2.3 De private initiativtagere

Før amterne fik ansvar for den kompenserende specialundervisning, blev den varetaget af særfor-sorgen og oplysningsforbundene. Oplysningsforbundene har derfor fra begyndelsen spillet en væsentlig rolle som udbydere af specialundervisning for voksne. Siden 1983 har oplysningsfor-bundene og andre private initiativtagere kun kunnet udbyde undervisning efter overenskomst med et amt. Amterne har indgået overenskomster med i alt cirka 92 private initiativtagere.

De private initiativtagere varetager forskellige undervisningsopgaver i de forskellige amter. Under-visningen af personer med syns-, læse- og stavevanskeligheder og af bevægelseshæmmede er helt eller delvist overladt til private i mange amter. Det er som hovedregel også private initiativtagere som udbyder ride- og svømmeundervisning uanset målgruppe. I en række amter underviser priva-te initiativtagere også voksne udviklingshæmmede, sent udviklede eller autispriva-ter. I tre ampriva-ter har private initiativtagere tilbud til personer med psykiske vanskeligheder, og i to amter er de også involveret i undervisningen af personer med sent erhvervet hjerneskade.

Den traditionelle opdeling mellem egne tilbud og tilbud hos private initiativtagere er delvist ned-brudt i nogle amter, fx Vestsjællands Amt. Her er alle funktioner sendt i udbud vedrørende under-visning, specialpædagogisk bistand og administration – dog ikke visitation – for en række forskel-lige målgrupper. En række opgaver varetages i dag af amtets egne institutioner, men på vilkår der er fastlagt i en kontrakt mellem den enkelte institution og amtet.

4.2.4 Begrundelser for organisering

Antallet af private overenskomsttagere er generelt faldende, og det gælder uanset variationen i hvilke og hvor mange undervisningsopgaver amterne lægger ud til private overenskomsttagere. I Sønderjyllands Amt vedtog man eksempelvis i 1997 at opsige overenskomsterne med alle

oplys-32 Danmarks Evalueringsinstitut

ningsforbundene. En række andre amter har ligeledes reduceret antallet af overenskomstshavere uden dog at opsige samarbejdet med alle private initiativtagere.

Tabel 4 viser at antallet af udbydere af voksenspecialundervisning er dalende. Tabellen skelner ikke mellem offentlige og private udbydere, men opsigelsen af overenskomster med private initiativta-gere er en væsentlig årsag til den faldende tendens. Dertil kommer naturligvis sammenlægninger af amternes egne institutioner.

Tabel 4

Antal udbydere af specialundervisning for voksne 1995-99

1995 1996 1997 1998 1999

Udbydere 240 237 225 215 202 Kilde: Voksenuddannelse i tal, Undervisningsministeriet, 2002.

Amterne nævner i deres selvevalueringsrapporter følgende begrundelser for at placere undervis-ningen hos færre private udbydere eller på egne institutioner:

Ensartethed: Kvaliteten i visitationsprocedurer og tilbud bliver mere ensartede når de vareta-ges af færre udbydere.

Bæredygtighed: De større faglige miljøer som skabes ved at samle undervisningen, optimerer den faglige kvalitet, blandt andet med hensyn til et differentieret udbud, udvikling og efter-uddannelse.

Helhedsorientering: Komplekse undervisningsopgaver med store krav til intern og ekstern koordination og samarbejde fordrer at institutionerne selv har en vis kompleksitet, fx et læ-rerkorps med forskellige kompetencer og et eksternt netværk.

Ressourceudnyttelse: Forvaltningernes administration og tilsyn bliver mere omfangsrigt med mange enheder.

Overskuelighed: Færre udbydere gør det mere enkelt for borgerne at få deres behov tilgode-set.

Nordjyllands Amt har flest overenskomster med private initiativtagere, i alt med 17 forskellige oplysningsforbund, foreninger, rideskoler og privatpersoner. Nogle af dem udbyder undervisning til flere målgrupper. Amter der har overenskomster med private initiativtagere, nævner i deres selvevalueringsrapporter følgende fordele ved samarbejdet:

Faglig ekspertise: Private initiativtagere kan have specialviden om undervisningen af en mål-gruppe som kan være vanskelig at opbygge og vedligeholde på amtets egne institutioner.

Geografi: Det er muligt at udbyde undervisning flere steder i amter med store afstande.

Brobygning: Overgangen fra den kompenserende til den hensyntagende specialundervisning under folkeoplysningen, til den forberedende voksenundervisning (FVU) og til diverse fritids-tilbud forbedres når deltagerne allerede er bekendte med oplysningsforbund mv.

Fleksibilitet: Andre arbejdstidsregler for lærerne gør det lettere at udbyde undervisning om aftenen.

Normalitet: Til nogle målgrupper er det en fordel at undervisningen udbydes i miljøer så tæt på de ordinære uddannelsessystemer som muligt.

Konkurrence: Det kan være et selvstændigt mål at sikre borgerne valgmuligheder og dermed konkurrence mellem de offentlige og private tilbud.

Hensigtsmæssighed: Nogle tilbud, fx ridning og svømning, har en naturlig placering hos de private initiativtagere.

Desuden kan der i nogle amter være et politisk ønske om at private initiativtagere fortsætter med at tilbyde specialundervisning for voksne.

Det dokumentationsmateriale der er indsamlet i forbindelse med denne evaluering, giver ikke grundlag for at vurdere gyldigheden af amternes argumenter for og imod at dele af specialunder-visning for voksne varetages af private initiativtagere. Det må dog formodes at kvaliteten af un-dervisningen ikke i udgangspunktet afhænger af om den udbydes af amtslige institutioner eller private initiativtagere. Det vigtige er at undervisningen placeres hvor den faglige ekspertise inden for et specifikt undervisningsområde er størst, og hvor den kan varetages økonomisk mest effek-tivt.