Hvordan kan eller bør forældre involvere sig i arbejdet med inklusion af børn med særlige behov? er det spørgsmål, jeg ser på i det følgende. Det ene ek-sempel er fra en Emu-artikel af undervisningsministeriets læringskonsulenter Pernille Matthiesen, som bringes i Skolebørn i 2015 om præsentationsrunder, og i det andet eksempel går jeg tættere på materialet i den forældrerettede kampagne, som kom til at hedde inklusionsklar.dk, som jeg har beskrevet i det overstående.
I artiklen ’Præsentationsrunde fremmer forståelsen i forældregruppen’ beskri-ves en ny praksis på Hellerup skole, hvor nyankomne forældre til børn med særlige behov skulle fortælle de andre forældre om deres barns styrker og svagheder.
De nye forældre var alle med på at rejse sig op og fortælle om deres barn, men nogle var usikre og nervøse på forhånd. For det er sårbart, når man er forældre til et barn, som har en historie, som for eksempel handler om at slå andre børn (Matthiesen, 2015, s. 16).
I artiklen beskrives det, hvordan lærerne og pædagogerne havde talt med for-ældrene om, hvordan de kunne gøre det, sådan at forfor-ældrene både fik fortalt om deres børns udfordringer og deres kompetencer.
”Vi har brug for, at forældrene til børn med særlige behov hjælper os med at bygge bro til de øvrige forældre” påpeger Rasmus Fangsø. (…. ) ”Vi kan se, at de øvrige forældre får en forståelse for det enkelte barn og i højere grad bliver omsorgsfulde, stiller spørgsmål og tilbyder deres hjælp i stedet for at fokusere på, at noget er for dårligt eller underligt” (ibid., s. 17).
I filmene og i kampagnens øvrige materialer er det også et ideal, at forældre til børn med særlige behov skal være åbne om barnets udfordringer og fortælle de andre forældre i klassen om det. Samtidig gives der et tip i en boks ved si-den af artiklen, hvor det anbefales, at præsentationsrunsi-den kunne udvides til, at være alle forældre i en klasse, der fortæller om deres eget barn, så alle fik mere indsigt i, hvem klassens børn er. Opfordringer til at deltage i en præsen-tationsrunde med henblik på at skabe større forståelse for hinandens børn er et konkret bud på, hvordan forældre kan involvere sig for at skabe trivsel for alle børn. I filmene om inklusion og forældresamarbejdet inddrages forskelli-ge aktørstemmer. Der er børn, forældre, lærere og forskere, som beskæftiforskelli-ger sig med inklusion, som fortæller om, hvordan de synes inklusion af børn med
særlige behov skal gribes an af både skolen og forældre. Her er argumentet ikke, at inklusion har som mål at medvirke til fagligt løft. Det er i højere grad, at det dels er en etisk forpligtelse, at alle skal være kunne med i fælleskabet, og at alle kan lære noget af hinandens forskelligheder. På forskellige måder bi-drager de interviewede børn, lærere og forældre til denne fortælling i filmene, og filmene afsluttes med åbne spørgsmål om, hvordan fælleskabet kan styr-kes, som kan diskuteres på forældremøder. Samlet set vil jeg betegne kam-pagnens budskaber som nogle, der bygger på en fællesskabsdiskurs, en mang-foldighedsdiskurs og en åbenhedsdiskurs i relation til begrundelserne for, hvorfor inklusion af ’børn med særlige behov’ er væsentligt for alle børn. Der er en stærk diskurs om at medvirke til at styrke fælleskabet i klassen, som minder om rådene i relation til forebyggelse af mobning, samtidig med at forældre til ’børn med særlige behov’, som jeg viste før, opfordres til at tage et særligt ansvar.
Et af de steder, hvor diskursen om at støtte op om fælleskabet samles i en række råd, er på hjemmesiden, hvor der står, at:
Som almindelig forælder42 kan du blandt andet støtte fællesskabet ved at:
Tale anerkendende og konstruktivt om andre elever, forældre og lærere der-hjemme, så dit barn får lyst til at deltage i skolens fællesskab.
Deltage i arrangementer som fester, juleklip og åbent hus-dage, fordi du der-med viser dit barn, at det er vigtigt at være der-med til at bygge fællesskabet op.
Være åben over for forældre, også dem, der ikke lige ligner dig selv, og ind-imellem sætte dig ved siden af nogen, du ikke kender, til festerne.
Deltage i forældremøder og være med til at definere regler og værdier for dit eget barns klasse.
Kommunikere respektfuldt og tillidsfuldt om dine egne børns vanskeligheder og/eller dine bekymringer i forhold til andre børn, så problemer kan løses i det åbne.
Åbne dit hjem for alle klassens børn, for eksempel ved at bakke op om lege-grupper eller opfordre dit barn til at lave legeaftaler med mange forskellige børn. (Lokaliseret på hjemmesiden www.inklusionsklar.dk. den 18. februar, 2017).
Idealerne for det gode forældreskab er her forestillingen om, at du her på for-skellige måder viser dit barn, at du vil gøre noget godt for skolens og klassens fælleskab, både ved at tale, deltage, tage initiativ til og udvise engagement og involvering på ’passende måder’. Rådene indeholder således også en række fordringer til forældre om at have stærke kommunikative og relationelle ev-ner, samtidig med at man deltager aktivt i en række aktiviteter i og i relation til skolen, fx forældremøder, skolefester og legegrupper. Opfordringer til foræl-dres deltagelse i inklusionsbestræbelserne bliver således en del af ’trivselsma-skineriet’ logikker, som jeg har beskrevet i de foregående afsnit. Samtidig ud-vides de til en fordring om, at forældre også bør kommunikere om problemer og vanskeligheder med hinandens børn. Det er fordringerne, som formuleres særskilt til forældre, som har et barn med særlige behov eller vanskeligheder, men også til forældre, som har bekymringer på andre børns vegne. I forbin-delse med eksemplet med præsentationsrunden fremstår det som en kommu-nikation, som skolen med fordel kan hjælpe forældrene med.
Opsamling
Samlet set skabes der en forestillingsverden, hvor der skabes store forvent-ninger til, at forældre kan medvirke til at forebygge mobning og konflikter og kan medvirke til, at øget inklusion af børn med særlige behov kan lykkedes.
Det kan de ved at skabe og deltage i fælles trivselsaktiviteter, ved at styrke forældrefællesskabet, ved at være gode rollemodeller og ved at kommunikere på ’passende måder’ om problemer og vanskeligheder. Hermed intensiveres forestillingerne om forældre som ressourcer for deres børns læring og trivsel, hvor forældre ses som dem, der kan gøre en afgørende forskel. Min analyse viser, at forældreinvolvering omkring trivsel beskrives som noget, der bør sty-res og formes internt blandt forældrene, og jeg har vist, hvilke former for ak-tiviteter forældre bør deltage i, og hvilke begrundelser som bliver fremhævet i organisationens materialer. Når forældreinvolvering i trivselsarbejdet argu-menteres frem som en investering i dit barns skoleliv på denne måde, kan det også ses som en form for social tvang. Opfordringsstrukturerne og teknik-kerne til involvering af forældre, som foreslås taget i anvendelse, kan trods deres gode intentioner også tolkes som former for institutionaliseret social tvang rettet mod forældre, da de knytter sig til tæt til formidlingen af en fore-stilling om, hvordan du gør det bedste for dit barn. Den indlejrede etiske rati-onalitet gør det til en selvfølgelighed, som risikerer at gøre andre synspunkter illegitime. Ambivalenser eller problemer ved forældreinvolvering berøres kun
implicit ved, at rådene sætter fokus på, at du som forælder skal kommunikere om skolen, lærerne, de andre børn og forældre på ’passende måder’, hvormed det antydes, at det er et problem, hvis du handler på andre måder.
Hvor ’familielæringsmaskineriet’ ser forældre som ressourcer for barnets læ-ring, som ’læringsassistenter’ italesat som en relation mellem skolen og den enkelte familie, bliver forældre som ressourcer for barnet læring som trivsels-ansvarlige for klassen i højere italesat som et arbejde, der skal igangsættes af forældre (med processuel støtte fra læreren). Det skal foregå blandt forældre-ne, og det ses som et ansvar, de bør påtage sig. Mens skolen i ’familielæ-ringsmaskineriet’ blev italesat som en tydelig kravstiller til igangsættelse af
’familielæringsmaskineriet’ som en nødvendighed, for at det kan realiseres for alle, bliver skolen og dens professionelle i ’trivselsmaskineriet’ i højere grad italesat som en mere perifer ideskaber til procedurer, som forældrene kan an-vende til at få ’trivselsmaskineriet’ sat i gang. Skolen bliver således til en insti-tution, der skal uddelegere trivselsansvaret til forældrene og få dem til at tage det på sig.
Forældre bliver gennem de mange råd og vejledninger om, hvordan de kan medvirke til trivselsarbejdet i og udenfor skolen, dermed gjort til ressourcer for deres børns trivsel og læring gennem produktionen af særlige forestillinger om at skulle involvere sig meget i dette arbejde. Her forventes det, at de medvirker meget aktivt i en hel række aktiviteter og forholder sig på bestemte måder til deres eget barn og andre børn i klassen. Set sammen med forestil-lingerne om ’familielæringsmaskineriet’ har jeg forsøgt at vise, hvordan det udvikler sig til at blive en omfattende og kompleks opgave at være forælder til et skolebarn. I næste kapitel vil jeg vise, hvordan forventninger til forældrene formuleres på særlige måder, når forældre ikke lever op til forventninger om at levere det skole- og undervisningsparate barn.
Kapitel 7: På tværs af maskinerierne
I de følgende tre afsnit tager jeg fat på tre aspekter af opfordringer til foræl-dreinvolvering, som går på tværs af ’familielæringsmaskineriet’ og ’ trivsels-maskineriet’, hvor det er forberedelse eller reparation af barnet til at kunne indgå i skolen, som der fokuseres på. Her handler det om forestillingerne om, hvad der skal til for at kunne levere et skoleparat barn, og hvordan forældre kan medvirke til at forberede barnet til skolen eller medvirke til at reparere på barnets ikke-skoleparathed, hvis det viser sig, at barnet ikke kan honorere skolens forventninger. Mens diskurserne om forældres involvering i de fore-gående afsnit har handlet om, hvordan forældre kan assistere og fremme børns læring og trivsel på forskellige måder, handler de næste afsnit i højere grad om, hvordan det ikke kun er børnenes læring der er i centrum for invol-veringsbestræbelserne, men også forældrenes læring i forhold til at være for-ældre på den rette måde. Norbert Elias’ pointe om, at civiliseringen af børn også betød civilisering af forældre anvendes her, som analytisk og empirisk udgangspunkt og pointe. I materialet ser det nemlig ud til, at opfattelser af barnets manglende civilisering til at indgå i skolen på passende måder fører til problematisering af forældres adfærd overfor barnet og til råd eller interventi-oner, som kan bringe forældrene på rette vej i opdragelsen af deres barn.
I det første afsnit beskrives og diskuteres forestillinger om at kunne levere det skoleparate barn, og hvordan der er store forventninger til forældre om at kunne udføre et reflekteret og introspektivt forældreskab. I det andet afsnit tager jeg fat i problematiseringen af den manglende robusthed hos børn, der beskrives som noget, der enten skyldes forældres overbeskyttende eller deres overservicerende adfærd, og i det tredje afsnit beskriver jeg, hvordan adfærds-regulerende psykoterapeutiske interventioner som familieklassen og PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil) introduceres som nye arbejdsformer, som skal medvirke til at involvere forældrene i skole-hjem-samarbejdet. Sidst i kapitlet skiftes perspektivet til at se på, hvordan der i materialerne også indgår stemmer, som repræsenterer en anden form for ambivalens i beskrivelserne af involvering og samspil med skolen, end der ellers gives plads til, når forældres arbejde tematiseres i materialerne. Jeg kalder disse stemmer for ’ballade’ i ma-skineriet, og jeg viser, hvordan de kan anskues som ballade, som skaber sprækker og rod i det velsmurte maskineri. Det er stemmer, som er marginale i den forstand, at der er meget få af dem i materialet.