uunæffnt»
B. Officersslægten Grønvold i Norge: 1650—1850/1920
(D et oprindl. N avn fo rm en tlig «,Gr1inwaldi>, fra 1650—1750
«G rønw ald» (O rning-G rønw ald) sen ere «Grønwold», fra ca.
1770/1800 til N utiden: ^G rønvold*.)
«O ch de S ch y g g h e r de stig h e afif sin H w ile opp,
O ch lege de u d i S ch erritz aff d e w e h m o d e lig h e M in n d h e r.
H w o rso m ock de E llfw er d a n tz e u d i M a a n e n s Schiin«.
(B ru d sty k k e af en gam m el d a n s k Vise.)
D enne fra ca. 1650 n o rsk e O fficersslæ gts 121 oprindelige N avn v a r visselig von «Grunwald», m e n det sk re v es form entlig allered e fra S læ gtens S k aan etid (ca. 1530—1658) «Grønw alld»
(«G rønw ald»). Disse flere S k riv e m a a d e r forefindes i n o rsk e offentlige D o k u m en ter: O fficers-R ullerne(M ilitæ r-C alendere), R etsd o k u m en ter, S kifteakter, «Em betz-B reffue» o. s. v. Ifølge R ig sa rk iv a r H. J. H uitfeldt-K aas’s O p ly sn in g er i h a n s i d a n sk p e rso n alh isto risk T id ssk rift o p ta g n e A fh an d lin g : »G eneral
m a jo r G eorg R eichw eins E f te rs læ g t« 122 e r N av n et i offent
lige D o k u m e n ter oftere sk re v e t «G riinwald». D enne N avne
form e r e fte rh a an d e n helt fra S k a a n etid en bleven s a a a t sige n a tio n a lise re t til «G rønw alld, G rønw ald«, og e r om tr.
i de sidste 200 A ar sæ dvanligvis bleven b en æ v n t og s k re v et «Grønwold», eller sen est (i ca. 150 A ar) «Grønvold»
(hvilket jo in d e b æ re r en re n t saglig F o ra n d rin g i N av n ets sidste Led).
I et offentligt R etsd o k u m en t a f 18/io 1699 fra V alv atn e p a a S tord u n d e rsk riv e r den n o rsk e G riinw ald-S læ gts S ta m fa r i
N o rg e (født ca. 1650): M orten el. M artinus sig «M. G rø n w alld « lss.
D et b e m æ rk e s derhos, a t de 3 a f h a n s Sønner, som b eh o ld t sin F a r s E ftern av n (de øvrige 6 O fficerer b e n y tte t M ors-N avnet:
«Orning») sk rev d et «G rønw ald». S ø n n ern e a f to 184 a f disse («D ragoncapitainerne F rid ric h C hristian og H a ag e n O tte G rønw ald»): nem lig B rø d re n e «O berstlieutenant F rid ric h M artinus (1721—1803»), (S tam far fo r G ullaug-G r.) og aO berst- lieutenant B e rn t C hristian (1729—1797)» (S tam far fo r Ulle- berg-Gr.) sa m t F æ tte re n «Capit.: Jo h a n n e s B roderius» (en
«Tordenstierne« el. «Stenshorne-G r.») sk re v N av n et: aGrøn- wold», en saglig F o ra n d rin g , m en m ed B ib eh o ld a f w («Dob- b elt-w ’et« fra a-wald»). S øn n ern e a f de n æ v n te to O berst- lie u te n an te r (tilsam m en 8 O fficerer) fo rn o rsk e d e y d erlig ere N av n et i F o rm e n : «Grønvold» (m ed «enkelt-v»).
A ltsaa b eh o ld t a f den n o rsk e S tam fars m an g e (m in d st 9) S ø n n er k u n 3 h a n s N avn n æ ste n u fo ran d ret, m ed en s Sønne
sø n n ern e fo reto g en m e re saglig end h ø rlig N av n efo ran d rin g ved a t b ru g e E n d elsen : — «wold»; og alle Sønnesøns-Søn
n ern e n æ ste n u d sletted e S p o ren e a f den oprindelige F o r m :
«Grtinwald» ved d en end y d e rlig e re — m en urigtige F o rn o rsk - ning: »Grønvold«.
D en F o rm , h v o ri S ta m fare n i N orge b e n y tte d e N avnet (alene en O v ersæ ttelse a f dettes fø rste L ed) h av d e v istn o k — som oven b e m æ rk e t — fæ stn et sig allered e i S k a a n e (da h ø ren d e til D a n m ark ), h v o rh e n v o r n o rsk e S tam fars F a rfa rs - F a r (O ldefar) sk u ld e v æ re aintruffitz (sic) fra L a n d e t Baltien«
(Lifland) ca. 1530. I d ette L a n d v a r denne Æ t «urgam bel».
D ette p a a sto d e s m ed au n ersch iitterlich B estim m itz« (sic) a f O b erstlieu ten an t F rid ric h M artinus v. G rø n w o ld s sæ rd e lis gode V en og F ræ n d e , den n o rsk e C apitaine (og ty s k B a ron) v. K a lck reu th , og e r tillige m e re og m e re sandsynlig- g jo rt ved flere D ata, som e fte rh a a n d e n i d et følgende vil blive o m ta lt p a a de Steder, h v o r de n a tu rlig e n h ø re r hjem m e.
Slæ gten e r som frem m ed in d v a n d re t S læ gt forholdsvis gam m el h e r i L a n d e t; den n æ v n es o m tr. ved 1600-Tallets Midte, d a den in d k o m fra S kaane, «da d ette til Sverige fal
den bleff«, som d et siges i et g a m m e lt H an d tsch rifft (aStam
e-Taffle och M indte-K randtz»). E n d a n sk P e rso n a lh isto rik e r h a r h e n ty d e t til, a t den sk u ld e s ta m m e fra R id d er Ø stein G rønvoll (G rønevoll), som e r b esu n g en i en b a ad e d a n sk og n o rsk Kiem pe- eller R idder-V ise (tidligere m e g et k jen d t og u d b re d t i D a n m a rk — S k a a n e — og tilg ræ n d sen d e sv en sk e B y g d er, sa m t i N orge — sæ rlig t i B o rg a rsy sla : Sm aalenene), m en d ette synes a t v æ re en blo t og b a r ligetil G jetning p a a G rund a f N avneligheden. D er e r o g saa fab iet om , a t den fø rste a f S læ gten h e r i L an d et, nem lig F æ n d rik (sen ere ifølge D a n m a rk s Adels A arbog: L ieu te n a n t M artinus G rø n w alld ) som efter S læ g ts-T rad itio n en og o v ennæ vnte «gam ble Stam m e-T affle« c. 1658—59 som D re n g eb a rn forlod S k aan e, d a d ette L a n d sk ab ifølge R o sk ild efred en «kom til S ch w en - sken», (eftersom h ans S læ gt «ligerviis som den S læ gt M aane- schiold d et ik k e w illte, den d K onung u ta ff S w erige a t lyde o ch h d rso m w åre»), og blev h å n d (d a en 7—8 A ars G utunge
«af de M aaneschiolds m edtagitz* til N orge) — o g saa sk u ld e v æ re en ag n atisk Orning. H a n sk u ld e v æ re t Søn a f en Jø rg e n O rning og H u stru Anne P e d e rs d o tte r M aaneschiold, E n k e e fte r T h o m a s M adssøn S traale. E n G enealog h a r fre m sa t den F o rm o d n in g , form entlig stø tte t p a a en A nførsel a f d en d a n sk e O b erstlieu ten an t H irsch i h a n s b ek jen d te og sæ rd ele s paa- lideligt, n æ sten ufeilbart, a n seed e V æ rk ((Samlinger o v er d an sk e og n o rsk e O fficerer til 1814»: Kgl. B ibliothek, K jøben- havn. D et anføres n em lig d e r:
«M orten G rønw ald, S eco n d -L ieu ten an t ved sø n d re Sønd- h o rd le h n sk e Comp. a f B erg e n h u u s’isk e Infanteri-R gm t. 1686
—99, a n ta g e r N avnet «Oming», m en d er læ gges til: «efter sin H ustru*. — D et betones, a t H irsc h ’s A ngivelser a f Offi
c erern es m ilitæ re V ita ansees, som sagt, for n æ ste n ufeilbar, (ikke derim o d h a n s u n d tag elsesv ise A nførsler o m disses genealogiske F o rh o ld ), og B em æ rk n in g en om, a t M. G rø n w alld som S eco n d -L ieu ten an t an to g N avnet «Orning», m a a d erfo r a b so lu t v æ re en F eiltagelse, da h a n b a a d e i Officers- C alenderen og i D a n m a rk s A dels A arb o g b en æ v n es ((Grøn
w a ld (Grønvold)«. Selv sk u ld e h an a ltsa a i D o k u m e n t a f 18/io 1699 u n d e rte g n et sig: «M. G rø n w alld ».
Je g h a r altid ho ld t a f T a n k e n om , a t je g o g saa p a a den fæ d re n e Side v a r a f re n n o rd isk Æ t, m en efter de m an g e D a ta se r det ud til, a t m a n form elig n ø des til a t m ene, a t d en m a a v æ re a f ty s k H e rk o m st (a ltsaa d og heldigvis a f g e rm a n sk R ace) og a t T rad itio n en og K a lck reu th s «ver- sch w d rn e B ehauptz« sk u ld e faa Ret.
M orten (M artinus) G ru n w a ld (G rønw alld) v a r ca. 1 A ar fø r sit G ifterm aal ca. 1680) bleven a n sa t som F æ n d rik ved ovennæ vnte Comp. m ed «F olck till Foedz» og m a n k a n vist antage, a t h a n fo ru d h a r g jo rt m ilitæ r T jeneste ved et eller andet R y tter-R eg im en t (d erfo r d et u d h æ v ed e T illæ g «til Foedz», cfr. en sen ere N ote o m h a n s R y ttertid). Slæ gts- K røniken n æ v n e r h a m ellers i de faa T ilfæ lder, h a n sen ere om tales, k u n som F æ n d r i k 125 selv e fte ra t h a n vitterligen v a r bleven «Lieutenant». O m den san d sy n lig e G rund h e n vises til h v a d d e ro m e r a n fø rt i S ty k k e t «A: D en n o rsk e G ren a f A d elsæ tten Orning». I o v en n æ v n te g am le S tam ta v le b en æ v n es h a n en d o g «Capitaine», m en d a D a n m a rk s A dels A arbog, d e r do g ik k e e r ufeilbar, k u n n æ v n e r h a m som L ieu te n a n t (h v ad o g saa H irsch, som e r ulige paalide- ligere m ed H en sy n til «de O fficerers Vitae«, gjør) m a a det a n tag e s som givet, a t h a n ik k e h a r n a a e t h ø iere O fficers
g ra d end denne (L ieu ten an t) h v ilk et e r sa a m e g e t rim eligere, som h a n alle red e to g A fsked i 1699126.
M orten (M artinus) G rønw alld, d e r skulde v æ re fø d t «nogle A ar efte r T rettiaa rs-K rig e n s Sluttelse« (ca. 1650—52) blev i B eg y n d elsen a f 1680-Aarene «copuleret» m ed den flere og ty v e -a arig e (form enti. f. 1653 el. 1655) E lse E lisa b e th O rning, D a tte r a f «O fferhøffvidsm and till Skiibs«, «Norges A dm iral«
B ern t O rning til V atne, som v a r falden fo ran M arstran d 1677, og Siselle (Cecilie) B ø rg e sd a tte r Ju el (S tiern e-Ju el);
se S ty k k e t om O rning’erne.
F o rm en tlig m a a tte F æ n d rik k e n h a ’ v æ re t a f go d B yrd, siden h a n i de T id e r — d a A delige frem deles en dog m istede sit A delskab v ed a t æ g te U adelige (cfr. S læ gten H vass) — k u nde m ed den n æ rm e ste Slæ gts fulde S a m ty k k e blive gift m ed en A dm irals D atter, en S ø n n e d a tte r a f en G
eneral-A dm iral og — h v a d d en g an g frem d eles v a r en d n u m e re — a f g am m el A del p a a alle K anter. M an to g n o k ellers Sagen p a a den T id ik k e læ n g ere fuldt s a a s træ n g t i N orge som tidligere (cfr. i sa a H enseende i S ty k k e t o m B e rn t Orning, h a n s P ro c e s a n g aa e n d e den fo rd u m s A d e lsg a a rd Ø vre- A arland). Ifølge T rad itio n en v a r v istn o k F æ n d rik e n (el.
L ieu ten an ten ) en i legem lig H enseende m e re en d alm indelig vel u d ru ste t H e rre : et Sted siges: «han fra Isse til F o ed - Saaele o d e r H æ l h a rta d m e re end tre n d e T o m b e r (sic) offuer tre n d e Æ lle n e r w ar», et an d et: «H annem s K 6 rp er- långe m it tw e n d e siue-tal bezeichnitz kunnte» m . M ed sin ualm indelige H øide og re n e K jæ m p e-S tatu r (d ig e rv iis h u o r- som een K iem pes w ar») m ed et re n s k a a re t fa g e rt frisk t lyslet n o rd isk A aziun, m ed la n g t lo k k e t gult H a a r b ø lg en d e nedoffver d et P fa n tz e r (sic) — h v a d P o rtræ tte t a f h a m v iser
— k u n d e d et n o k om h a m siges: «H ån d s A ussehen w a r ligerw iis h u o rso m en n o rd isk K iem pes det w å rit h a ffu e r o ch ligerviis som om den d H eidenolds G ud T h o rd (sic) a tte r udi d et L a n d t n ied erg estieg t haffte«.
M en legem lig S kjønhed alene k u n d e van sk elig i den T id overvinde den klø v en d e Standsforskjel, d e rfo r ta le r S an d syn lig h ed en for, a t h a n s B y rd o g saa v a r «god» (a d e lig )ia8.
H v o rv id t L ieu ten an t M artinius (M orten) o g saa i aan d elig H enseende v a r vel ud ru stet, d e ro m n æ v n e r T rad itio n en k un dette, a t «han g o e d er B egaffuelz udi K rieg sk en n tn itze (fo r
m en tlig e r m e n t «udi E xercits«) haffte« o ch — v ed en L ey- lighed — a t h a n w a r « g esch årfter udi Penden« (sic) det vil sig e: «skrev g o d t fo r s ig « 129. Men s ik k e rt e r det, a t flere a f h a n s «Børen», sæ rlig t de tv en d e: den æ ld ste Søn D rag o n -O b erstlieu ten an t B ern t O rning jr. og D ragon-Capi- tain e F rid ric h C hristian G rønw ald, sa m t adskillige a f disses E fte rk o m m e re v a r m e g et o p v a k te P e rso n lig h e d er «kloge udi deris Begriffelser«, m en d et k a n jo o g saa sk y ld es h a n s F ru e, S tam m o d eren i N orge, E lse E lisab eth O rning, so m b a ad e ifølge T rad itio n en o g «vitterligen» w a r en sæ rlig k lø g tig e r Qvinde, och haffte h u n viel K lugheit u d aff sin V ater, h an ses V a ter (G en eralad m iralen ) arffuet«.
D e tidlige m andlige G en eratio n er a f Slæ gten, d e r som i T id en n æ rm e re dens S ta m far i N orge vel k u nde h aft b e d re A nledning til a t faa G reie p a a A fstam ningen ,so, syntes a t h a ’ v æ re t tem m elig ligegyldige fo r S pørgsm aalet. M aaske k a n d et — ved Siden a f d eres s tæ r k Selv- og U a fh æ n gighedsfølelse og F rih e d fo r alslags S nobberi — o g saa h a ’ h a ft sin G rund i, a t d eres S læ g tsk ab sfo rh o ld til A delsæ t
te rn e : M ouatt, O rning, Stierne-Juel, Bildt, R avensberg, Rosen- kran d s, R osensvæ rd, T o rd en stiern e, R eichw ein o. fl. (frem fo r alle O rning) h a r git d em en F ø lelse af, a t d ette k u n d e v æ re b ra ’ n o k og a t de d e rfo r ik k e g ad b em ø y e sig m ed a t g ra n sk e efter en S læ gtsoprindelse, d e r tilslut m a a sk e kunde vise sig som en C him æ re, som de forgjæ ves h av d e o fret sin T id og sine P en g e p a a a t forsøge o p k laret. D ette sæ rligt, d a en a f S tam faren s S ø n n er (m in T ip o ld efar D ra- g o n cap itain e F rid ric h C hristian G rønw ald) som vistn o k h a v d e In teresse fo r Sagen, neto p i den fo r U ndersøgelsen beleilige T id «paa G ru n d u d a ff sin c av a lle ra ch tig e (øedsle) L effem aad e og D epentzer« ik k e d a v a r «synderligen» g odt ø k o n o m isk stillet. P a a de efterfølgende G enerationer, som d e rim o d v a r i V elstand, ja fo r G ullaug-G rønw old’ers V ed
k o m m e n d e i en d o g sæ rd eles gode K aar, v irk ed e m a a sk e T id saan d en m e d sin sæ d v an lig sm itten d e Evne. D ragon- cap itain e F rid ric h C hristians tv en d e Sønner, O brist-L ieute- n a n te rn e F . M. og B. C. G rønw ald, sy n es ialfald a t h a v e v æ re t m eg et ligegyldige fo r den E fterre tn in g om Slæ gtens O prin
delse IS1, (og dens d a v æ re n d e R e p ræ se n ta n te r i N orge, d eres K rav) som sk u ld e v æ re k o m m e n hid til L a n d e t ved B rev fra B isk o p en i R eval H. H.M . O rning (F ogeth-O rning), h v o ro m sen ere sk al fortæ lles.
Og A andsluftningerne og «O m slags-Stem ningerne« fra den sto re fran sk e R evolution b rø d neto p d a in d o v er L an d en e i det øvrige E u ro p a. V istnok v a r O berstl. F rid ric h M artinus v. Grøn- w o ld ik k e u d en e t vist ro m a n tis k D ra g i sit T em p eram en t, m en sa a n eu tralisered es d ette i n o gen G rad ved h a n s H u stru s
«verdslig-kloge og n ø k te rn e p ra k tisk e Sands«, som re a g ere d e stæ rk m o d a t in d lad e sig p a a »eventyrlige V idløftigheder«.
Specielt fo r G ullaug-G rønvoldernes V ed k o m m en d e ko m o g saa dertil, a t — h v ad den d e rp a a følgende G eneration a n g aar, d e r levede helt inde i R evolutions-T idsalderen — m in F a r f a r (M ajorens) Svoger, m ine O nklers O nkel (M or
b ro r): den visselig begavede og k u n d sk ab srig e, m en eensi- dige, n æ ste n fanatiske, K rig sra a d P ie rre P a u m e a u F l o r '32 v a r v ed en lunefuld S k jæ bnens Iro n i i politisk H enseende a f den g an g rø d este Rødt. H a n sv æ rm ed e fa n a tisk fo r den fran sk e R evolutions H elte og G rundsæ tninger, fo r S tik o rd en e
«F rihed og Lighed«. H a n v a r intelligent og a a n d sk ra ftig n o k til i nogen G rad a t k u n n e p a a v irk e sine O m givelser, isæ r U n g d o m m en ; do g k u n d e h a n ik k e faa G ehør h os sine tv ende a risto k ra tisk e S ystre, m in F a r f a r (M ajorens) F ru er.
P o litisk U o verensstem m else satte o g saa den g an g — som nu
— ofte v a rig t Skille en d o g m ellem Syskende. M ed M ajo
re n stod h a n heller ik k e p a a den bedste F o d ; th i h v o r god H erre, M ajoren end k u n d e v æ re ligeoverfor sine T jen este
folk og H usm æ nd, v a r h a n n o k ellers i sit H jerte en A risto k r a t og «en stræ n g e r H e rre o v er sine B ørn og sin Slægt«
og «dem agogische U m triebe« bø d h a m imod.
Som i Indledningen s a g t h a v d e d et væ sentlig v æ re t Kvin
d ern e i Slægten, som h a r ved lig eh o ld t og h æ g e t om dens O verleveringer. D et v a r frem d eles T ilfæ ldet; O nklerne, sp e
cielt den «myndige» O nkel A rild (m in F a rb ro r), h a a n e d e dem i R egelen som ta a b e lig t F a n ta ste ri lig eo v erfo r den kolde, h a ard e, n ø k te rn e V irkelighed. Og som E x h ib itio n i R ailleri k a n det ik k e næ gtes, a t P ræ sta tio n e n v a r u d m æ r
ket. O nkel A rild v a r ju s t ik k e m eg et ta le n d e (dog m ere m eddelende end den y d e rs t faam æ lte O nkel Jens); m en — som tidligere b e rø rt — n a a r h a n a f og til slap sig løs, s a a v a r det i de sk arp este, i de m e st kn u sen d e og i de fo r Ø iem edet m est træ ffen d e O rd, G loser og U d try k : h a n v a r en ren O rd kunstner. H an v alg te — sy n es m ig — m ed r a s k t O verlæ g og Skjøn h v e rt a f sine k n u sen d e O rd og gav h v e rt n øiagtigt den B etydning, d et in d eb ar, h a n h æ v ed e sig d a op til en form elig K unstens H øide i o ra to ris k Persiflage. M en selv h a n k u n d e dog ogsaa im ellem ligesom tø op, og, sy n es mig, m ed en
S lags T ilfredshed, ja en dog m ed du lg t S ym pathie, ly tte til T a n te L isa — Slæ gtens sidste K ro n ik ø r — h en d es F o r tæ l
lin g e r om «de gam le go d e Tider« og de dels ry sten d e, dels h jerteg rib en d e M inder, disse M inder, som o g saa husede O verleveringer, d er — om m a n ei om dem vilde b ru g e saa s to rt et O rd som æ refu ld e — do g v a r h ø it h æ v e t o v e r det sæ dvanlige H verdagslige.
H an v a r dog vist — d et h a r je g F ø ie til a t tro — i sin dybeste G rund ik k e ud en Sands fo r sin Slæ gts gode B y rd og ialfald dens g am le go d e m ilitæ re T rad itio n er.
Nu e r d et fo rm en tlig fo r sen t a t k u n n e faa nogen sk ra a- sik k er G reie paa, nogen au th en tisk e B evisligheder om M or
ten (M artinus) G rtin w ald (G rønw alld), h a n s A fstam nings
forhold. D et k a n jo fo rsa av id t v æ re, om ik k e ligegyldigt, sa a dog m in d re p a a k ræ v e t, n a a r m a n lev er i et sa a qvasi- d em o k ra tisk , fo r ik k e a t sige affek teret — folkeligt S am fund som v o rt, i en Tid, h v o ri dens ledende M æ nd neppe k je n d er sin S læ gt — eller m a a sk e a f gode G runde ik k e ø n sk e r a t k jen d e — den h ø iere op end til F a r og M or og ofte k n a p t dette, og dertil s æ tte r en personlig-egoistisk H o n n ø r-F ø lelse (jeg vil ik k e bru g e et s a a sto rt U d try k som
«Æ re», m en k a n sk e a m e rik a n sk «Jingo-Ambition» ku n d e passe) i a t v ed k jen d e sig, ja endog «briske sig af« denne U videnhed 1SS. O fficers-Slæ gten «Grønvold» (som den i de sen ere G e n eratio n er k ald es og skrives) e r — som den e r — eller re tte re , som vi hidtil m e d ab so lu t legitim S ik k erh ed k je n d er den — g a m m e l nok, ialfald i og for d ette L and.
D en h a r n u lev et h e r i L a n d e t i o v e r 7 M enneskealdre og gjennem O rning- og R eich w e in -Æ tte rn e n e d sta m m e r den fra de æ ld ste og h ø ib y rd ig e n o rsk e L e n d e rm a n d s-Æ tte r.
I T iden fra ca. 1650—1850 (ca. 200 A ar) h a r den «leveret»
ik k e m in d re end ca. 35 M ilitæ rp erso n er (h v o ra f ca. 30 Offi
c e re r og 5 U n d ero fficerer eller C apitaines des arm es) til den n o rsk e H æ r 154, vel n eppe frem sta ae n d e (den høieste C harge v a r O b e r s t) 135, m en staute, i det H ele dygtige Offi
cerer m ed «sana m ens in c o rp o re sano, a rte s liberales et ro m a n tiq u a m aliq u o t p ro p e m o d u m adjecta«, — som m in
O ldefars S y sk en d eb arn den læ rd e G eneralinde H uitfeldt («der ligerviis s a a m æ g tig læ rd udi L a tin e n vissom en P ro fe sso r och D o cto r w ar») u d try k te det.
Slæ gten e r derfor, ialfald i d ette L and, i sig selv god nok, selv om m a n se r b o rt fra den n æ ste n sik re F o rm en in g , a t den s ta m m e r fra den gam le b altisk e Æ t «von G riinw ald«;
en h o n o ra b e l A ntagelse, h v o r sm ig ren d e den end k a n v æ re i re n t gen ealo g isk H enseende, d enne h e r g am le Officers- Slæ gt dog ellers sa a sæ rd eles g o d t k a n undvæ re.
Disse fra Æ g te p a rre t M orten (M artinus) G riinw ald (G røn- w alld ) og H u stru E lse E lisab eth O rn in g i A gnat-L inien ned- stam m en d e 35 M ilitæ r-personer k a ld te sig: dels «Orning», dels G rø n w ald (G rønw old, G rønvold); de fleste n a ae d e ik k e h ø iere op p a a den m ilitæ re R an g stig e end til C apitainer, 7 å 8 a f dem in d eh av d e dog Stabs-O fficers-G rad som M ajorer og O b erstlieutenanter, 1 som O b erst *. De h av d e — som i en N ote tidligere b e m æ rk e t — g je n n em g aa en d e v æ re t «udi Feldten«, v æ re t m ed «udi Krigen«. F le re a f dem v a r bievne difFskrancke« form edelst «grum m e B lessures« eller som d et et a n d et Sted h e d er «haardeligen blesserede«, sa a a t V irk nin g ern e a f d eres S aar fo rk o rte d e d eres L evetid «och døde disse s æ r hasteligen«. O b erstlieu ten an t v ed D rag o n ern e B ern t O rning jr. blev som P re m ie r-L ie u te n a n t i Slaget ved H elsin g b o rg 1710 («den sto re n o rd isk e Krig«) n æ sten sø n d er- h u g g et «udi drei Parten« (F e ld tsk jæ re n s U dsagn); h a n k o m sig sa a nogenlunde, m en h a n s K jæ m p e k raft v a r b ru d t; h a n dø d e k u n lidt o v er 44 A ar g am m el. H an s B ro r D rag o n - cap itain e F rid ric h C hristian G rø n w a ld (m in O ldefar) h av d e v æ re t udi adskillige F e y d e r o c h haffte idelig og allen stid er im m e r «R yckkelser och V æ rk e -F lu g te ise r (sic) u d a ff et tief- geh en d P allask -H u g g och D egen-stick udi v in stre Schullter«
aff tw e n d e h a m «attaquerendis» (sic) S w en sk ere, aoch fæ l
dede h a n do ch den Ene« (h an s F r u e Ju stin e Cathr. v. R.’s Siigelse). E n tred je B ro r: D ragon-C apitaine H aag en O tte G rønw ald, «huilcken u d a ff en C arabine-K ugel udi sit H
alse-* O berst H a n s M ow G rø n v o ld (en U lleberg-G rønvold). Se en tid li
gere Note.
H ofvud» (sic) schieffuer bleffuen w a r (h u o rfo re h å n d stun- dom sviis tituliridis (sic) spøggsviis m ed det N affnet: «H aagen Schacke« — S k ak k e —) dø d e ligerviis h astelig en a f sin Schade. (U dsagn a f h a n s E fte rk o m m e r — en T o rd en stiern e- G rø n w o ld —). E n fierde B ro d e r — den 18/19-aarige O tte M ar- q u a rd G rønw ald v a r som D rag o n -C o m ette g a a e t «udi E n g lan d s K rigstjeneste« u n d e r den b erø m m elig e «Ober-General»
M alab ro ck * (sic) o ch bleff udi det n afn k u n d ig e S ch lach t
«Malplaket» (M alplaquet) falden «udfor H a an d e n aff sin F ræ n d e C apitaine H an s H e n rik Rekvin« (sic: sk al v æ re R eichw ein) «huilcken udi dend fran zd sisch e T ieneste w a r « 1!l6.
(Siigelse a f H an s H e n rik s E n k e : M arg reth e M aaneschiold a f W ese.) »Tvende C apitaines des a rm e s aff d et b e rø m m e lige N afn O rning bleffue udi K rigen (den sto re n o rd isk e K rig) h u g g ed e nieder«.
A f L ieu ten an t (F æ n d rik ) M orten G ru n w ald s (G rønw allds) og E lse E lisa b e th O rnings a g n atisk e E fterslæ g t e r — saav id t vides — den m ed N av n et «Orning« (d e n ta lrig ste ) a g n a tis k u d dø d ; a f den m ed N av n et «G runw ald» (G rø n w ald — nu: G røn
vold) e r d e r k u n E fte rk o m m e re a f de to G rene: «Gullaug- G rønw old« o g «U lleb erg -G rø n w o ld »**, d er begge n e d sta m m e r fra en a f Æ g te p a rr e ts S ønner: D ragon-C apitaine F rid ric h C hristian G rø n w a ld (1692—1757) og H u stru Ju stin e C athrine R eichw ein (1688—1784) (m ine T ip o ld e -F o ræ ld re )I37.
T o S ø n n er a f en a f m ine F a rb r ø d re h a r fo r ca. en M enne
s k e a ld e r siden a n ta g e t N avnet «Orning», m en de »Orninger«, som n u y d e rs t sjelden a f og til k a n træfFes (d u k k e r op) e r i R egelen C ognaters C ognater (som f. E x. a f en S læ gt «Hein- Nilsen«), m a a s k e en en k elt e r a f illegitim H e rk o m st (a f en S ten sh o rn e eller T ordenstierne-G rønvold).
A llerede et P a r a f L ieu ten an t M artinus G rønw allds Søn
n e r — saaled es M ajor L ud v ig O rning og 2 a f h an s Sønner
* J o h n C h u rc h ill, H e rtu g (duke) af M a rlb o ro u g h , d en e n g e lsk e O ver
g en eral i d e n S p an sk e A rvefølgerkrig 1700—1714. K jæ m p eslag et ved M al
p la q u e t 1709 i sa m m e Krig.
** »T o rd e n stie rn e -G rø n w o ld e r« p a a S te n sh o rn e er fo rlæ n g st u d d ø d p aa A gnatsiden.
— h av d e v æ re t E lev er a f d et i 1713 o p re tte d e «L andcadet- Com pagniet» (den d an sk e K rigsskole i K jøbenhavn) og det sam m e v a r T ilfæ ldet m ed flere a f de sen ere «Orninger»
(G rønw ald-O rning) og «G rønw alder», f. Ex. m ed 2 Sønner a f D ragonoberstl. B ern t O rning jr. og m e d tv ende a f O berst- lieu ten an t B e rn t C hristian G rø n w o ld s (U lleberg) Sønner, m edens a f de 7 sam tidige O fficerer a f G ullaug- og T o rd en - stiern e-G rø n v o ld er de 5 havde fre q u e n te re t den m a th e m a- tiske Skole (den n o rsk e K rigsskole) i C hristiania, o p re tte t a f F re d rik den 5te 1750.
D enne sa a k a ld te «frie m a th e m a tisk e Skole« blev a ltsa a v ed M idten a f 1700-Tallet «erricktet» i C hristiania. D en b a ad e b en æ v n tes og blev sen ere til «den n o rsk e Krigsskole«.
T re a f G ullaug-G rønvold’er, 2 a f U lleberg-G rønvold’e r og m a a sk e 1 a f T o rd en stiern e-G rø n v o ld freq u en tered e (som næ v n t) denne. Søgningen v a r frivillig, m en «Cadetterne»
a n sa a es fo r a t h av e et «Præ» til de h ø iere O fficersstillinger.
A rtilleri-L ieutenant B ern t G rønvold og h an s F a r b r o r O berst H an s M ow G rønvold (begge U llebergere) v a r de sidste, som døde i Tjenesten, d en fø rste i 1839, den sidste i 1849; O b ersten v a r tillige den sidste O fficer i Slægten.
Siden den T id h a r d er ik k e v æ re t re g u læ re O fficerer a f v o r A gnat-Slæ gt i A rm een, h v o r den fø r v a r sa a ta lrig ; thi je g re g n e r ik k e m ed, m en s k a l blo t næ vne, a t en F æ tte r a f mig, en Sønnesøn a f M ajor F rid ric h Helle v. G rønvold (G ullaug-G rønvold) d er a n to g N av n et «Orning» (og som tidligere h av d e v æ re t Cadet) so m R eserv elieu ten an t gjo rd e sin aarlig e K rigstjeneste i den B erg en sk e B rig ad e; h a n v a r F o rre tn in g sm a n d (V inhandler) i F r a n k r ig og dø d e i y n g re A lder (1907). H eller ikke, a t en Sønnesøn a f Capt. Ju st C hristian v. G rønvold (Chef fo r F ro n sk e C om pagni, G ud
b randsdalen), R eal-C andidat og a m e rik a n sk Cand. m edicinæ Ju st C hristian G rønvold (o g saa en G ullaug-G r.) a f L y st til K rigs-E ventyr, blev R eserveofficer, deltog som O fficer i den n o rd a m e rik a n sk e B o rg e rk rig (1861—65) og co m m an - d erede et C om pagni ved R ich m o n ts Indtagelse; h an døde som L æ g e i W isconsin 1896, v a r gift m ed en n o rsk -am
eri-k a n seri-k D am e E ly B ra n d t og efterlo d flere B arn, som e r A m erik an ere.
Je g h a r i en anden F o rb in d else ov en fo r k o rtelig n æ v n t S læ gtens S tam far i N orge, L ieu ten an t M orten ('M artinus) G rønw allds (G riinw alds) U d seen d e: h an s 77 T o m m er høie S tatur, h an s lyse L eth, gule L o k k er, re n s k a a rn e frisk e v a k re
«Aaziun» og sk al tilføie, a t denne L eg em sty p e h o ld t sig hos E fterslæ g ten i m indst 4 G enerationer. E n «offerm aade gambeh) F e ld ts k jæ r h a r — ifølge T rad itio n en (F ru Ju stin e Cathr. v. R eichw ein) — p a a sit sn u rrig e d an sk -ty sk e g e
bro k n e Idiom , som je g o m sæ tter, u d ta lt om 5 a f Lieute- nan ten s 8 å 9 S ønner: D rag o n o b erstl. B ern t O rning, D ragon- capit. H a ag e n O tte G rønw ald, D ra g o n co rn ette O tte M arq u ard G rø n w ald (h an som fald t ved M alplaquet), D ragon-C apitaine F rid ric h W ilh elm O rning, m en sæ rlig t om D ragon-C api
tain e F rid ric h C hristian G rø n w ald (m in T ipoldefar) «at deres lange m u sk e lstæ rk e B en b a r m eg et h æ rd e b re d e, sjelden k raftig e O v erk ro p p e, m en a t d eres L eg em s L æ n g d e v a r saa stor, a t den k raftig e O v erk ro p ik k e b o rtto g In d try k k e t a f den hele L eg em sb y g n in g s udsøgte Slankhed, och» — la ’ h a n til — «at denne L eg em sb y g n in g s-H arm o n ie gjorde, at de ik k e «anschuitz» s a a p aafald en d e «hochgestalltliche», u n d ta g en n a a r de sto d sam m en m ed alm indelig høie Folk«.
T rad itio n en sig er videre, a t D rag o n -O b erst-L ieu ten an t B ern t O rning v a r vel 73 T o m m e r høi, h av d e e t g a n sk e v a k k ert, m en frem fo r Alt b eh ag elig t-k lo g t og v æ rd ig -ro lig t A nsigt m ed en a lv o rlig -k rig e rsk Mine og a t h a n s tven d e B rø d re D ra g o n ca p ita in e rn e F rid ric h C hristian (m in T ip-O ldefar) og H aag en O tte G rø n w ald v a r begge, den ene «vel», den an d en
«neppeligen» 74 T o m m e r høie, th i sæ rd eles den første h av d e den «Vorrang» og w a re de dertil en d o g aofFerm aade schiøne udafF A aziun m it ro m e rs k Im perator-N asen».
D ragon-C apt. F rid ric h C hristian G rø n w ald (1692—1757) v a r «noksaa» lyslet, («hans H y fald t udi det L y sach tig e efter h an n em s Fader«), m en «med de O rn in g ers m ø rk e ildfulde, m an d elfo rm ig e Øyne». D enne D ragon-C apitaine F rid ric h C hristians æ ldste Søn «O berstlieutenant F rid ric h
M artinus v. G rønw olcb (1721—1803): G ullaug-G rønvold (m in O ldefar) h a r T rad itio n en sæ rlig t og in d g a ae n d e om handlet.
D en siger, a t h a n v a r «m eget lys u d a ff H a a r og L e th m ed ualm indelig sto re Ø yne ud aff re n e ste blaae, n æ ste n ahøst- him m elblaae# (sic) F a rv e og aff en a ab en sp altet, m andel- form ig D annelse, som ey m e re fu ld k o m m elig bliffe kunte»
(sic). H an s N æ se v a r v elfo rm t (sic) og re t (ved h ø y e re A lder d o ch fint k ru m m ig (sic), o c h w a r M unden sæ rd elis velschafft m ed rø d e fyldige L æ b b e r 138 (sic) «och ju ste m e n te r b eq u em m e till K yss a t giffue o c h tag u e, o ch w a r d e r nafnlig udi Itzeh o e sæ rdelis A nw endelz (sic) till W ex ellerin g (sic) o ch O m sæ ttnings (sic) u d aff d enne Slags Courante». H a n m a a lte «75 T o m m er udi sin L eg em es H øyde» og v a r a f sa a
«særdelis u d sø g t elegant# («ausgesuchter» h ed d et i Itzehoe), Slankhed, a t h a n u n d e r F e ld tto g e t i H o lsten (1758—62) a f sine d an sk -h o lsten sk e K rig s k a m m e ra te r i I tz e h o e 139 blev k a ld e t «dend sch lan ck e n o rsk e Gran#.
K a lck reu th e rk læ red e en g an g , a t h a n (F r. M art.) v a r altfo r sm u k til a t ku n n e u n d g a a e a t blive tilb ed t a f h v e r K vinde, h a n m ødte, m en a t h a n v a r aldeles ik k e blevet bort- skjem t, dertil v a r h an fo r ro lig -k o ld b lo d ig og fo r lidet, altfo r lidet, selv g o d : «medens a n d re, is æ r Q vinderne san g h an s Lov, satte h a n alligevel a ltfo r liden P riis p a a sig selv, h a n v a r n o k sa a re tiré og ligesom n o g et bly-undselig#. Men derim od, «i sin F æ rd som O fficer v a r h a n den m est kold- blodig-dristige Karl, m an k u n d e se fo r sine Øine, og det viste h a n d a ogsaa flere G ange i H olstener-F elttoget#.
D ette F r. M artinus’s m e re en d alm indelig gode U dseende og h an s ch ev aleresk e R id d erlig h ed i sin M aade a t v æ re p a a («sich a tt verhalten#) sk affed e h a m en høi Stjerne hos de h o lsten sk e D am er (og h a n indlod sig k u n m ed virkelige D am er; «saapas A risto k ra t v a r h a n da») og d eres «særdelis G unztigheder# (sic). Om en a f h a n s flere H isto rier d erfra vil sen ere blive fortalt.
H ans 7—8 A ar y n g re B ro r O b erstlieu ten an t B ern t Chri
stian v. G rønw old (U lleberg-G rønvold) v a r ligeledes en høi (ca. 73 T o m m er) v a k k e r M and m ed «m eget m ø rk b la a e
Ø ine og m e re «m ørknet», ved høiere A lder endog m eg et m ø rk t H aaer». H an h en ted e sig en B ru d i A ltona, d er h a n la a ud i K v a rte r u n d er H o lsten er-F eltto g et. H an s eneste B a rn m ed hende, Sønnen F rid e ric h Jo h an n e s v. G rønw old, L ieu te n a n t (senere «K rigsraaden») v a r høi som F a d e re n , og «endog m eg et v a k re re , n æ ste n sm uk«, m en, læ gges d er til, «hans Skiønhed» v a r a f den kiølige A rtz, den sv ared e form entlig n æ rm e st til h a n s ((egoistiske, m eg et k ritisk e og
«despoterlige» G em ythes. H a n v a r 4 G ange gift «och a f en ty ran n isk e C h a ra k te e r ligerviis som a f A rten «B laaskiæ gg»;
ogsaa O b erstlieu ten an t B. Chr. G rønw olds øv rig e B ø rn («3 O fficerer til og 3 D øtre») v a r alle m eg et hø ie: S ønnerne 72 å 73/74 T o m m er, sæ rlig t den n æ stæ ld ste Capt. Jens Chr. og den yngste, sen ere O b erst H an s M ow G rønvold (ca. 74 og 73).
O v en n æ v n te O b erstlieu ten an t F rid ric li M artinus v. G røn
w o ld (G ullaug-G rønw old), «Itzehoe-A djutanten» kaldet, h av d e 4 S ø n n er — alle O fficerer n atu rlig v is — og 2 D øtre, som alle — o g saa K vinderne — v a r m eg et høivoxne a f S kik
kelse og m ed v a k re , fo rm sk jø n n e A nsigter, alle m ed m a n delform ede sto re b la a Ø ine og m ed o v e rm a ad e v e lp ro p o r
tio n ered e fint k ru m m e d e N æ se r; om en a f Sønnerne, senere
«Major» F rid ric h H elle v. G rønvold (m in F a rfa r) gik d er sto re Ord, «at h a n h o ld tes fo r a t v æ re o m tre n t A rm eens v a k re ste M ands (((General H arb o es). H a n v a r — som sin F a r f a r — «fuldeligen 74 T o m m e r h ø y p a a H o seso k k ern es og v a r som sin F a r O b erstlieu ten an ten (d er ellers v a r 1 T o m m e høiere) «rank som e t L y s» : h a n s 3 B rø d re v a r 72 å 73 T o m m e r hø ie; alle v a r de «lyslette m ed frisk e rø d m u ssed e An
sig tsfarv ers. E n K jender, en Officer, som h os m ig fik laan e nogle F am ilie-B illed er til en U dstilling, s a ’ — d a h a n ved sam m e L ed ig h ed s a a nogle M in ia tu r-P o rtræ tte r a f begge O b erstlieu ten an tern e, de 4 a f G ullaug-O berstl.’s S ø n n er og 2 a f U lleberg-O berstlieutenantens, de o v e n n æ v n te : F rid ric h Jo h an n es v. Gr. (B laaskj æ ggen) og B ro d eren , den senere O berst, H ans M ow v. Gr. — urnen de h a r jo ren e Im p e ra to r- A nsigter alle tilh o b e !»
O berstinde M ejlånder s a ’ en g an g til m ig, a t h en d es Sviger