OAS i forhold til jordemoderens arbejde

En jordemoder beskriver kort og præcist hvad en vigtig opgave er over for fædre i forbindelse med fødsler: ” […] prøve at få dem til at føle, at de er en vigtig person”

(Madsen, Munck & Tolstrup, 1999:138). Ifølge svangreomsorgen er netop dette element også vigtigt; at jeg som jordemoder og dermed den centrale fagperson ved fødslen ”støt-ter kvinden og inddrager partneren […]” (Sundhedsstyrelsen, 2013:30).

Med baggrund i analysen ser jeg, at en inddragelse af faren ved fødslen giver ham en følelse af håndtérbarhed og dermed en OAS. Da OAS netop er en central del af sundhedsfremme (Jensen & Johnsen, 2005:90) og jeg som jordemoder skal arbejde sundhedsfremmende (Sundhedsstyrelsen, 2013:16), må mit arbejde som jordemoder være at arbejde frem mod, at også faren opnår en følelse af begribelighed, håndtérbar-hed og meningsfuldhåndtérbar-hed i forbindelse med en fødsel. Spørgsmålet er, hvordan jeg som jordemoder bedst kan støtte til opnåelse af denne og dermed bidrage til en øget OAS for fædre?

Gennem analyse af mit spørgeskema ses, at de fleste fædre har oplevet en større inddra-gelse af deres rolle som far ved hjemmefødslerne end ved hospitalsfødslerne. Dette bekræftes også i studiet af Jouhki, Suominen og Åstedt-Kurki (2014:4), hvor de fandt, at flere fædre oplevede at blive sat udenfor og fortrængt under fødslerne på hospital.

Fædrene i studiet forklarede, at der opstod en barriere for deres deltagelse pga. rutiner og travlhed, samt at deres rolle som far blev undervurderet (ibid.). Denne manglende inddragelse ser jeg, med baggrund i komponenten håndtérbarhed, som værende modstridende til opnåelse af OAS. Betydningen her kan forstås som, at jeg som jordemoder må tilskynde parret at vælge hjemmefødsel frem for hospitalsfødsel for, at kunne støtte til en øget OAS for fædre. Eller kan rutiner og travlhed, som ofte er en realitet på hospitalerne, måske begrænses i forbindelse med en fødsel?

Min oplevelse i praktikken, med fædres inddragelse på hospitalet, kan godt relateres til udsagnene fra spørgeskemaundersøgelsen og det finske studie. Dog har jeg samtidig gennem min praktik oplevet meget fokus på, at fædre kommer så tæt på fødslen som muligt. Det har fx været ved, at få faren til at massere kvinden, holde hende i hånden, hjælpe med CTG-apparatet, hente mad og drikke, iklæde/afklæde, opmuntre hende og i forbindelse med informationer også henvende sig til ham. Det kan reflekteres om fæd-rene i henholdsvis spørgeskemaundersøgelsen og det finske studie, der havde oplevet sig selv som mindre deltagende ved hospitalsfødslerne, fx havde en jordemoder, der ikke inddrog dem i oplevelsen, eller om der bare er nogle helt klare og betydningsfulde ting i hjemmet, som ikke på samme måde kan være til stede ved en hospitalsfødsel.

Ifølge svarene på spørgeskemaundersøgelsen, kan jeg som jordemoder støtte til en øget OAS ved, at jeg fortæller, hvad der skal ske og evner at skabe ”en kemi” med parret, så

jeg på den måde kan skabe en ro i situationen. Jeg har ofte, i forbindelse med

efterfødselssamtaler, hørt par tale frustreret om manglende informationer. At parret fø-ler sig informeret og er med på, hvad der skal ske, er derfor helt essentielt for, at de kan opleve en følelse af begribelighed (Antonovsky, 2000:35). At give information under-vejs i en fødsel, er for det meste ikke umuligt, med mindre der sker noget akut. Min oplevelse er da netop også, at jordemødre oftest er gode til at informere i et fødselsfor-løb, så her kan det være interessant at spørge, hvorfor ikke alle par føler sig tilstrække-ligt informeret? Det kan overvejes, om fx forståelsesmæssige barrierer mellem jordemo-der og par eller par jordemo-der kræver mere detaljerede informationer, end det jordemojordemo-deren tænker de har brug for, kan hindre begribeligheden. Eller man kan forestille sig, at par-ret er så koncentrerede under fødslen, så informationerne enten bliver overhørt eller glemt.

At skabe en kemi med parret, kan være sværere, da vi som mennesker er forskellige og matcher med forskellige mennesker. Men selvom man ikke føler ”en kemi” med parret, tænker jeg dog stadig, at man må forsøge at skabe en ro under fødslen. Jeg har oplevet mig selv på en fødestue, hvor jeg mest havde lyst til at gå, da jeg gennem flere forsøg ikke havde kunnet skabe en kontakt og kemi med parret. I sådan en situation handler det måske ikke om at skabe en kemi men nærmere at skabe rum for parrets følelser, så de ikke føler sig som offer for omstændighederne. Jeg tænker derfor at jeg gennem

anerkendelse af parret, kan skabe denne ro og følelse af håndtérbarhed, som ellers ville være fraværende pga. manglende kemi

En far i spørgeskemaundersøgelsen beskrev, at jordemoderen ikke var bange for døden (R19). Denne beskrivelse tolker jeg som værende af stor betydning for faren. Jordemo-deren havde mod til at være i det intense rum, som en fødsel er, hvor der ikke alene er mulighed for glæde, men også for frygt og risiko. Dette mod og rum, som jordemoderen skabte, tror jeg, er en individuel evne. Dog ser jeg stadig evnen som uundværlig for en jordemoder, da vi netop arbejder med kontrastfyldte følelser af både frygt og lykke.

Essensen her er måske, at der er nogle jordemødre, der udstråler mere mod end andre, hvor nogle måske også helt individuelt besidder mere mod. Spørgsmålet er om de jorde-mødre, der har meget mod og udviser stor ro (også i akutte situationer), er dem som også har meget erfaring? Eller er evnen ikke en erfaring, men personlighed? – eller må-ske en blanding af disse to?

På hospitalet har jeg oplevet, at mange fagpersoner er mere på vagt over for ulykker end fx de jordemødre, der forestår hjemmefødsler. Altså kan det tænkes at der på hospitalet er mere fokus på patogenese end salutogenese (Antonovsky, 2000:30-32) og derfor også mere fokus på forebyggelse end sundhedsfremme. Som jordemoder på et hospital, bli-ver man måske nemt påvirket af dette fokus på patogenese og har dermed svært ved at arbejde sundhedsfremmende. Nogle jordemødre synes mere fokuserede på det patologi-ske, hvor andre jordemødre ønsker en så naturlig fødsel som muligt. Uanset om man er en jordemoder med det ene eller det andet fokus, mener jeg, at man i en fødsel kan skabe en ro og OAS. Frem for at parret oplever en presset og bange jordemoder, mener jeg, at jeg som jordemoder trods manglende ro skal virke overbevisende overfor parret, så de oplever en ro og hermed begribelighed.

I Autorisationsloven (LBK nr. 877 af 04/08/2011) og Cirkulæret om

jordemodervirksomhed (CIR nr. 149 af 08/08/2001), er faren ikke nævnt nogen steder.

Det mener jeg er særdeles interessant, når jeg ifølge svangreomsorgen, skal ”[…] bi-drage til en god fødselsoplevelse for både kvinden og hendes partner” (Sundhedsstyrel-sen, 2013:150) og faren hermed også er en vigtig del af en fødsel. Men hvordan ser vi faren som værende vigtig? Er det kun som en støtte for kvinden, så hun gennem partne-rens OAS også opnår en OAS? Jeg tror på den ene side, at kvindens oplevelse af fødslen er hendes egen, men på den anden side, at den kan påvirkes af, hvordan partneren ople-ver situationen. Men er faren ikke vigtig i sig selv i forbindelse med en fødsel?

Ifølge bogen Fædre og fødsler har farens oplevelse stor betydning i forbindelse med fødslen, som fx i tilknytningen til barnet (Madsen, Munck & Tolstrup, 1999:150-151).

Man kan antage, at hvis faren ikke oplever fødslen som sammenhængende, vil han må-ske ikke efterfølgende formå, at skabe kontakt og relation til barnet på samme måde, som hvis han modsat havde haft en OAS (ibid.:152). Denne kontakt og relation til bar-net har ikke kun betydning for faren, men også for barbar-net og for barbar-nets behov

(ibid.:60), da man som forældre først lærer evnen til at forstå barnets signaler gennem det praktiske samvær med den nyfødte (ibid.). Ifølge tidligere nævnte love, har jeg ikke pligt til at ”tage mig af” faren under fødslen, men hvis svangreomsorgen også omfatter støtte til familiedannelse (Sundhedsstyrelsen, 2013:26), har jeg som jordemoder også ansvar for, at tilknytningen mellem far og barn lykkes.